Two become one..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lige nu handlede det uden tvivl om, at nyde hinanden. Thranduil nød at have hende ved sig, som han nød at være en del af hende. Hun var blevet en vigtig del af hans liv, og den store og tydelige del af det, som han virkelig ønskede at vogte om og passe på, i den forstand, at det faktisk var ham menneskelig muligt.
Som hun lå der.. Så skøn og smuk en kvinde, kunne han jo heller ikke undgå at føle sig heldig. Langt mere heldig, end hvad de fleste andre ville have været, og naturligvis, var det noget af det, som han selv elskede mere ned noget andet. Han kravlede let over hende. For nu var de jo alene, og derfor, var han ligeledes i stand til at nyde det. For en gangs skyld, så tillod han faktisk sig selv at nyde det her, og det var vel heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han var nemlig ikke den, som gav mest albuerum, og særligt ikke når han i forvejen var så lukket en sjæl, hvad angik, for han havde været bange for sit hjerte.. bange for at lade nogen komme ham så tæt på, og særligt på denne her måde, hvilket forvejen ikke var nemt for ham. Det havde været.. noget af det mest fantastiske som han havde oplevet. Kysset skænkede han hende, hvor han glædeligt lagde sig over hende. Han ønskede at mærke hende.. Ønskede at nyde hende, som kun en mand burde gøre det med sin hustru. Hånden strøg han langsomt over hendes lår, hvor han førte hendes kjole med sig. Smuk som hun havde været i den.. smukkere var hun i hans øjne, uden at have den på, og særligt nu hvor de havde tiden alene.

[Deleted]

Serenity var en kvinde som ikke havde ladet kærlighed og forelskelse styrer specielt meget af hendes liv, ikke før hun gjorde oprør og havde endt med Jack, men det var heldigvis fortid, en af hendes livs største fejl. Hun var nu med manden hun elskede, hun havde følt det efter få blikke hvordan hendes hjerte dansede af glæde hver gang hun så på ham, hvordan kinderne måtte brænde og blive den lette rosa farve. Det var forelskelse, det var kærlighed, det var alt hvad hun nogensinde havde gået og sukket efter og hun havde fundet det i Thranduil, heldigvis, havde han også forelsket sig i hende og nu var de blevet forenet i ægteskabets bånd. Hendes øjne strålede som hun lå der i sin lykkerus, det her var uden tvivl det bedste som kunne ske for hende og hun vidste med sikkerhed hendes liv ville ændre sig drastisk, men hun var klar. Hele verdenen kunne bare komme an, for hun følte at med ham, kunne hun klare alt. Her lå hun og mærkede den mest vidunderlige mand, og det var en stund hvor de rent faktisk skulle fuldbyrde deres løfter. Det var deres bryllupsnat, hun smilede svagt bag kysset, som ellers måtte blive sluppet. "Hvordan kan det være jeg er så ufattelig heldig min elskede?" Spurgte hun hviskende, med et smil på de fyldige læber og stadig lykkestrålende øjne. Stoffet på kjolen som gled op af hende, i følge med hans hånd fik hende til at sukke nydende, det var en dejlig følelse. Og hun ville hjælpe ham så godt hun kunne med at få den af hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jack var ærlig talt ikke en mand, som Thranduil brugte særlig mange sekunder om dagen på at tænke på. Hvorfor skulle han? Den unge mand havde været en fejl, som hun havde rettet op på. Desuden var han stor nok til at klare sig selv, og det var også grunden til at han selv havde taget den afstand til ham, som han nu havde gjort. Nok om det.. nu var de gift og de havde hinanden. Var det virkelig sådan at lykke føles? Det var i hvert fald en ting, som han rigtig godt kunne lide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som han havde noget imod. Tvært imod faktisk.
Kysset brød han, kun for at lade de grønne øjne søge til hendes skikkelse. Så smuk som hun lå der under ham. Det var virkelig noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet. Han hævede hånden, kun for at stryge den mod hendes blød og varme kind. Lykken følte han for første gang i ekstremt mange år. "Vi har været heldige begge to," begyndte han med en rolig stemme. Han følte sig helt.. træt nu, men slet ikke træt nok til at lægge sig til at sove. Det var deres første aften og nat som mand og kone. Den tanke, kunne han virkelig godt lide! "Du er nemlig den, der gør mig lykkelig," hviskede han med en rolig stemme, tæt ved hendes øre, inden han let gled ned ved siden af hende. Begge havde de gjort et guldfund i hinanden, og han følte sig uden tvivl forbandet heldig hvad det angik. Han elskede hende. Igennem så mange år, havde han været bange for de ord.. Men ikke længere. Ikke siden han mødte hende. Han tog omkring hendes hånd, som han trykkede let i sin egen. For nu handlede det bare om at nyde tiden. Han kyssede hendes knoer. Hver og en af dem, på hånden han havde fat i. "Du er meningen med mit liv," afsluttede han dæmpet.

[Deleted]

Det var som at blive berørt af kildende fjer hver gang hans hænder var mod hendes bløde hud, hun smilede saligt og sukkede dybt, det her var præcis hvad hun trængte til, at ligge og slappe af med sin mand. Selvom kroppen reagerede svagt, var han jo på ingen måde aggressiv i sin tilgang, så det gav hende mulighed for at nyde ham stille og roligt, slappe af efter en lang og vidunderlig dag. Hendes fingre gled mod hans kindben, hun studerede det smukke ansigt og nikkede enig til at de begge var heldige. Utroligt heldige. Et sødt fnis kom fra hende, hun kyssede hans købelinje et par gange. "Det skulle jeg da meget gerne være som din hustru, ligesom du gør mig lykkelig, min elskede mand." Hviskede hun blidt, kærligt, hendes kærlighed var tydelig i enhver berøring, i hvert eneste ord, hver eneste blik hun sendte ham. Faktisk strålede de brune øjne konstant. Det gjorde hende intet han gled ned ved hendes side, så havde hun bedre udsyn, selvom tøjet var i vejen lige nu. Hun pillede blidt ved hans tøj, med den ene hånd, bare for at holde den beskæftiget, og så for at hjælpe ham af med det. Der var ikke nogen grådighed, hun tog sig god tid, nød alting, specielt da han tog hendes hånd for at kysse hendes knoer. "Og du er meningen med mit, det er som om jeg har været blind, lige indtil du gav mig mit syn." Hviskede hun ærligt, hun var jo lettere fortabt før hun havde mødt ham i person, tilbragte tid med ham. Hendes fingre gled mod hans hals i stedet som hun kærtegnede blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ej kunne Thranduil se nogen grund til at være forhastet i alt dette. Han ønskede tvært imod muligheden, for at nyde stunderne sammen med hende. Måtte dette dog bare blive den første af rigtig mange. Forhåbentlig rigtig mange. De grønne øjne vendte han roligt mod hendes skikkelse. Smuk som en gudinde. Han havde uden tvivl været heldig. Forbandet heldig! Hun var hans lykke.. Den som gav ham en grund til at smile, og den som gav ham følelsen af at være levende, hvilket i forvejen ikke var noget som skete hver eneste dag.. Ikke før hun var kommet ind i hans liv. Hånden strøg han let over hendes kæbe og med et smil på læben.
At hun fumlede med hans tøj, sagde han ikke noget til. Han havde ikke travlt. De havde hele natten, og det var uden tvivl noget, som i sandhed måtte glæde ham, og nok mere end hvad noget andet ville gøre. Han lænede sig frem og kyssede hendes mundvig. "Ej er du den eneste, som har lært og set det gode i denne situation, min kære. Selv jeg føler livet komme tilbage til mig nu.. En mening, som jeg længe har søgt.." Han førte hendes kjole mere og mere op i takt med hans ord. Ikke at han havde travlt eller noget lignende. Dette var rent faktisk noget, som han virkelig ønskede at nyde af i den forstand, at han kunne. Han kunne smile.. Han følte sig glad, og dette var ikke noget, som var sket ham i frygtelig mange år. Hånden strøg over hendes blottede og bløde hud. Alt sammen var det hans.. og gud hvor han dog elskede det. Aldrig kunne han drømme om at skulle svigte eller miste hende. Aldrig i sit liv!

[Deleted]

Roligt lukkede hun sine øjne, for at nyde hans stemme, for at nyde hans berøring og følelsen af kjolen der gled længere og længere op af hendes krop, afslørede mere af hendes fine hud derunder. Hendes vejrtrækning var rolig, men tung, afslørende i hvor meget hun nød hans nærhed. Her lå hun perfekt og her ville hun ligge alle dage til hun af jord ville blive. Et roligt suk forlod hendes læber. Der var ikke mange ord for hende at sige lige nu, hun kunne ikke finde nogen som ville beskrive hendes følelser mere end de allerede var blevet det. De brune øjne gled forsigtigt op igen, hun så mod den smukke mand som hun var så heldig at ligge med, hendes fingre havde haft søgt at fjerne hans tøj, hvilket de vel stadig gjorde. Først, fik hun dog sat sig lidt op for at lade kjolen glide helt over hendes hoved og lande blidt mod gulvet bag hende, nu ville hun bedre kunne fokusere på at hjælpe ham af med hans klæder. Befri ham for stoffet og lade deres hud mødes. Denne nat skulle nydes, de fik den ikke tilbage, deres første nat som mand og kone, konge og dronning. Det satte lyksalighed i hendes sjæl, fik øjnene til at stråle derefter og smilet hvilede fast på hendes læber som mødte hans i et kærligt og passioneret kys. Sådan ville natten forsætte, kærtegn og nydelse mellem mand og kone.

//out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dette skulle vise sig, at blive den første nat af mange, som de skulle nyde sammen med hinanden, og dette var ikke noget, som han var bange for at skjule for hende. Dette var virkelig vigtigt for ham, og på så mange måder endda, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans hjerte hamrede fast og hårdt mod hans bryst. Aldrig havde han været så levende som han var lige nu. Ikke som han kunne mindes i hvert fald, og dette var noget som han da uden tvivl godt kunne mærke i en stund som denne. Et smil passerede let hans læber atter en gang, som han endelig fik hende klædt af. Ej var det fordi at hun havde noget at skjule, for hun var da virkelig fantastisk og gudeskøn som intet andet. Han var heldig.. Gud hvor var han heldig. Hans krop mødte hendes med kys og kærtegn. Han var slet ikke i tvivl om, at han havde taget det rette valg, ved at tage hende til ægte. Bare den følelse af nærhed, accept og kærlighed, var alene et tegn på alt det som han følte i det indre, og som han så glædeligt ønskede at give hende i retur. En glæde som skulle finde sted i aften.. En aften af rigtig mange, som han skulle have sammen med hende. En fremtid, som selv Thranduil kunne sige, at han til enhver tid ville se frem til.

//Out