Two become one..

[Deleted]

Aldrig havde hun haft det så godt som hun havde det nu, hun følte mere end nogensinde at hun svævede, hvilket fik hende til at lukke øjnene kort som hun nød at mærke sin ægtemand føre hende rundt i hendes livs bedste dans. Ynden hun førte med sig, var hende næsten ukendt, aldrig havde hun følt sig smukkere og mere yndefuld, hun elskede den følelse han gav hende, bare ved denne dans. Trygheden om at han ville guide hende igennem livet, den lå så klar. Hun åbnede øjnene og mødte hans blik, hun smilede lykkeligt mod ham, han betød virkelig alt for hende og hun forstod hvilken betydning hun måtte have for ham. Alt dette, tillod hende at være lykkelig, tryg i at alt dette var virkeligt. Kjolen som var lettere lang, var blevet sat i en dansestrop om hendes finger, den svang med hende rundt, som blide bølger ved havet. Hendes blik kunne ikke tages fra ham, ordene fik hende til at fnise sødt. "Min flotte brudgom." Hviskede hun blidt, inden hun valgte at give hans mundvig et flygtigt kys. Dansen var som indkodet i hendes fødder, de bevægede sig bare, i hans føre og hun elskede det, det var virkelig som at svæve. Folkene omkring dem som dansede, dem så hun ikke, lige nu kunne der ske alverden og hun ville absolut ikke ænse noget som helst af det. Kun ham havde hun for øje, lige var det kun dem som eksisterede og musikken som guidede dem naturligvis. Dette her, var en glædens dag, som folk kunne få håbet op i, der voksede meget med kærlighed, ikke bare mellem kvinde og mand, men også mellem folket som så lykken fandtes selv når tingene kunne se mest sorte ud.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dansenvar ikke ny for Thranduil, i og med, at han havde været gift en gang før. Det var dog bare ved at være mange år siden. Han var endelig klar til at komme videre. Han havde taget springet med en anden kvinde, og han kunne virkelig ikke fortryde det. Han elskede hende.. Med hånden på hjertet, kunne han sige, at han elskede hende, og det ville han gøre frem til den dag, han gik i graven! Forhåbentlig ville der endnu være mange år, før det overhovedet skete. Han havde ikke tænkt sig at stille træskoene lige nu.
Dansen optog tiden.. Elverne selv måtte deltage med tiden, hvilket kun fik Thranduil til at smile. Det her var virkelig hvad man kunne kalde for en god og ikke mindst lykkelig dag. Selv for ham, var det noget af det bedste af det hele! Han trykkede let omkring hendes hånd, mens han førte hende elegant over dansegulvet. Lykkelig var han sammen med hende, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han var heldig.. Gud hvor han følte sig heldig, at have det liv sammen med hende, at se frem til. Dansen gik mod sin ende, hvor han tog den sidste svingom med hende, inden han trykkede hende tæt ind mod sig. Endnu en gang tildelte han hendes læber et dybt og blidt kys. Lykken var at spotte i hans øjne. Ikke den mand, som han normalt viste sig som, men derimod en ganske anden, og det var udelukkende hendes fortjeneste. Hånden slap hendes talje, kun for at føre den op mod hendes hånd. Han kunne slet ikke lade være med at røre ved hende, og slet ikke, nu hvor han fik muligheden for at gøre det. Det var helt igennem fantastisk. "Du må også være ved at være sulten, min kære.. Hvis jeg kender dig ret, har du ikke spist siden i går," sagde han med et smil på læben. Spænding og nervøsitet.. Selv han, havde hikke spist siden i går. Han havde ikke kunne få en bid mad ned.

[Deleted]

Vejret havde været med dem indtil videre, det havde været smukt, nogenlunde skyfrit, ikke alt for koldt. Dog var det også svært at have det koldt når ens blod pumpede vanvittigt igennem kroppen af alle de følelser som hun bag rundt på. Dagen var intet mindre end perfekt, han var perfekt og hun havde ham resten af sit liv, hvor heldig kunne man ikke lige være? Hun nød dansen mere og mere, jo længere de kom hen i den, første efter lidt tid, vågnede hun op af sin drømme verden og så folk omkring sig more sig og danse. Det var vidunderligt, sådan et sammenhold i et folkefærd skulle man jo lede længe efter. Højrøvet? En smule, men ingen var som elverne! Hun elskede sit folk og kunne kalde dem sit folk med god samvittighed nu, som deres dronning, en titel hun bar med stolhed allerede nu. Dansen gjorde sine ende, hun lo muntert som han svingede hende rundt en sidste gang og endte tilbage i hans arme. Her stod hun og så ind i hans smukke grønne øjne, hun var helt væk i dem. Læberne mødtes på ny i et dybt og kærligt kys som hun kunne lade sig svinde helt ind i, men hun holdte sig til at nyde det og lade sine øjne glide blidt i. Lige indtil det blev brudt igen, og hun så mod ham med et tilfreds smil. Da han ramte plet med hun intet havde spist, valgte hendes mave at gøre oprør og prøve at huske hende på det, hun havde ignoreret den før, men nu hvor han snakkede om mad, mærkede hun det pludselig ret så tydeligt. Spænding og nervøsitet havde jo lagt sig nu hvor ceremonien var ovre, så nu slappede hun en del mere af og bare tanken om mad gjorde hun måtte lægge en hånd over maven. "Selv på kort tid kender du mig alt for godt, jeg har dog en mistanke om du taler af erfaring. Lad os få noget mad min elskede." Lo hun blidt, og fulgte ham hvor han nu ville have hende hen. Maden havde hun allerede lagt øjne på før, det havde set vidunderligt ud og bare tanken om det nu kunne få hendes tænder til at løbe i vand. Maven knurrede utilfreds igen, hun tyssede lavmeldt på den, diskret og smilede undskyldende til sin ægtemand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alt var perfekt for Thranduil. Selv vejret var med dem i denne anledning, så det måtte der jo være en grund til. Dette var meningen skulle ske, og det var næsten det bedste og vigtigste af det hele for hans del. En dag, hvor de alle sammen kunne være glade og lykkelige, uden at skulle tænke på alt det andet, som de havde haft at kæmpe og slås med.
Dansen gjorde han endeligt, hvorefter han skænkede hende et dybt kys. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han havde muligheden, for at komme tæt ind på hende. Begge havde de nok skippet måltidet dagen i forvejen. Han havde gjort det samme. Ikke fordi at han havde været bange for, at hun ville stikke af inden vielsen, men... nok bare en generel nervøsitet et eller andet sted? Han smilede let, inden han førte en lok af håret bag hendes øre. Nu havde elverne endnu en gang en konge og en dronning. To stærke individer, som skulle lede dem, og han var ikke et sekund i tvivl om, a det var noget ,som hun ville gøre til storhed! Måske at elverne endnu en gang, kunne vende tilbage til den storhed, som de engang havde haft? "Erfaring.. og det faktum, at jeg har gjort det samme.. Kom," sagde han roligt, hvor han lod hånden søge om hendes slanke talje og førte hende med sig. Selvom han var langt mere folkelig end de fleste, havde han også den egoistiske og selviske side, som selv til tider, kunne træde frem. Selv var han ved at være godt sulten. De små tallerkner af træ stod stablet ikke langt fra dem. Igen var alt de havde, lavdet af skoven, som var omkring dem. Han rakte hende den ene. "Der er rigeligt at tage af. Begge går vi mætte i seng i aften," sagde han roligt. I takt med at de søgte hen til bordene, søgte de andre væk fra dem, så de kunne få lov til at tage først. Ganske vidst var det respekten for dem som skulle lede deres race, men selv ikke Thranduil ønskede, at der i denne anledning, skulle gøres nogen forskel. Her var alle lige vigtige. De var der alle en fantastisk anledning.

[Deleted]

Som de hånd i hånd, nåede maden, måtte bare duften endnu en gang på hendes mave til at brokke sig, hun smilede bare og tog imod den tallerken som blev hende rakt af hendes elskede mand. Hun sendte ham et kærligt smil, hun kunne ikke lade være med at smile til ham, lade ham vide hvor lykkelig hun var. Det betød alt for hende at han vidste det. Roligt begyndte hun at tage af maden som hun nu havde allermest lyst til, det hele så så lækkert ud og meget duftede himmelsk. Hun sukkede blidt, inden hun så til hvor langt han mon var kommet. Hvor satte de sig og spiste? Ved tronerne som var stillet frem til dem, eller hvordan? Lige nu tænkte hun ikke meget længere end mad, og så at se på ham så meget som overhovedet muligt, hun kunne virkelig ikke tage blikket fra ham. "Nu ikke alt for meget mad min kære, jeg vil gerne have du kan bevæge dig resten af dagen. Og natten." Drillede hun med et sødt smil, inden hun valgte at stoppe en drue i munden som hun tryggede velbehaget på. Hendes øjne gled kort i, hun havde aldrig sultet sig selv på den måde hvor hun lagde mærke til hvor sulten hun rent faktisk var. En lille dreng og pige løb rundt i ring, hendes blik faldt på dem, hun smilede stort og betragtede dem. Drengen havde dog utrolig høj fart på og endte med at snuble over sine egne fødder, han var ikke meget ældre end 2-3 år gammel ud fra hvad man kunne se. Han faldt og begyndte at græde utrøstelig. Serenity stillede hurtigt sin mad fra sig og skyndte sig over til ham, hun samlede ham op og tørrede hans kinder. Hendes varme smil blev mødt af et par snøft, inden han krammede sig ind til hende. Hun nussede ham kort over håret og så søgende efter hans mor, hun kom løbende fra mængden, og skyndte sig hen til hende for at tage sin søn igen. Takkede hende utroligt mange gange, og trøstede så sin søn videre mens hun gik lidt væk derfra. Serenity børstede sin kjole lidt af, der var heldigvis tørt, så så beskidt blev hun ikke af at holde drengen ind til sig. Hun så smilende på pigen som stod og så på hende med store øjne, hvilket fik hende til at fnise og løbe væk. Nu kunne hun vende tilbage til sin mad, hun gik roligt over til sin tallerken og tog den op til sig igen, før hun lod blikket glide efter Thranduil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tallerkenen skænkede Thranduil roligt til Serenity. Selv var han ved at være godt sulten. Selvom ceremonien var det som havde stresset ham mest, selvom det nu var det, som var hurtigst overstået. Nu var det festen og glæden ved det hele. Elverne havde nu fået en dronning, og en glad konge, som havde fundet smilet frem igen. "For dig, vil jeg bevæge mig fra nu og til den dag, jeg går i graven," hviskede han med en rolig stemme, inden han flygtigt stjal et kys fra hendes læber.
Drengen som kom løbende, og endda så hurtigt, at hans ben ikke kunne følge med, så han faldt og begyndte at græde, fangede hurtigt Thranduils opmærksomhed. Han blev stående, da Serenity uden tvivl handlede og reagerede hurtigere end hvad han lige havde gjort. At se hende stå der med det lille barn, som endte med at kramme sig ind mod hende, fik et smil til at brede sig på hans læber. Åh, bare de dog havde deres egen. Selvom han igennem de sidste mange år, allerede havde sagt, at der ikke ville komme flere børn, udelukkende på grund af den sorg, som han selv havde oplevet, så var det som om, at det var lidt glemt for nu. Han kunne jo heller ikke gøre andet, nu hvor han stod der. Et smil bredte sig på hans læber, inden han vendte blikket mod hende i stedet for, da barnet var kommet med sin moder. En varme viste sig i hans blik. Var det underligt, at det var noget som han virkelig elskede at se hende gøre? Han elskede at se hende omkring børn. "Børn klæder dig," sagde han med en rolig stemme, inden han selv fik maden skovlet op på sin tallerken. Han var virkelig ved at være sulten! Selv søgte han i retningen af de store borde, hvor der var placeret to næsten fine kongestole midt på - en til ham, og en til hende. Han tog plads i den med højeste ryglæn. Først da Serenity havde valgt at tage for sig af maden, begyndte de andre at gøre det samme. Skik og ret skulle være ret.

[Deleted]

Efter kysset han havde stjålet og hans ord, måtte hun fnise sødt, han var vidunderlig, helt igennem vidunderligt. Hvor var hun dog forelsket, det her var virkelig den bedste dag nogensinde, hun ville altid have den med sig i sit hjerte. Hjertet var stadig i gang, men hun glemte lidt alt om tid og sted da barnet var faldet. At Thranduil selv havde reageret, men hun været hurtigere lagde hun slet ikke mærke til. Alt der havde haft hendes fokus var den lille dreng. Hun var vendt tilbage til maden og fået fat på sin tallerken med mad, det så så skønt ud. En rød farve pyntede hendes kinder, hans ord kom rent faktisk bag på hende, men gjorde hende også helt igennem lykkelig at høre. "Måske en dag vi kan få os en lille dreng, eller en pige." Lød det blidt fra hende, mens håbet i hendes øjne var tydelig, der skulle ikke meget til at gøre en kvinde skruk og den lille dreng havde virkelig sat gang i noget hos Serenity. En dag i fremtiden ville hun meget gerne bære hans barn, hvis han da ønskede det, hun havde jo hørt om hans liv, hvem af elverne havde ikke det. Derfor var hun lidt bange for det kunne være et ømt punkt, men der skulle jo en arving til en dag, bare ikke lige nu, hun ville have ham helt for sig selv. Roligt fulgte hun med hen til bordet og deres stole, hun valgte at stille sin tallerken og så føre sig ind foran stolen og sætte sig forsigtigt ned, hun passede på kjolen og sørgede for det hele var med. Tænk hvis han nu faldt i den, det ville ikke være helt så smart. Hun kom med et lettet suk da hun først sad ført ind til bordet, med maden for sig. "Tusind tak fordi i alle er med til at fejre denne vidunderlige dag med os! Tag endelig for jer og nyd den dejlige mad." Lød hendes stemme en smule højt så folk kunne høre hende, hun tog den første bid og lukkede øjnene kort, mad!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tanken om børn, havde altid ligget Thranduil meget nær til hjerte. Skulle Serenity ende med at bære hans barn, ville han selv arrangere en fest. Det ville være en stor tid selv for elverne den dag det skulle forekomme. Den lille dreng omfavnede hende, som var hun en han holdt kær. Uden tvivl ville hun blive en god dronning for elverne. Særlig så varm og folkekær som hun nu var, hvilket kun gjorde det hele meget bedre, selv for hendes del. Det varmede has hjerte, at se hvor elsket hun var af andre allerede, og særligt fordi at hun til nu, havde været ganske ukendt for rigtig mange. Det var den rigtige løsning. End ikke det, var han et sekund i tvivl om når han så hende. "Det ville glæde mig, at se dig bære mit barn, elskede. Hvis den dag kommer, skal der ske endnu en fest i vores elskede by," sagde han ærligt. Det var noget som han gik meget op i. Særligt fordi at elverne ikke var et særlig stort folkefærd, så skulle det helt klart fejres, når der kom flere.
Maden blev skænket op til dem alle, og de tog plads ved bordene. Selvom Serenity brød den typiske skik og bød velkommen, så sagde han intet til det. For ham, var det vigtigt, at alle vidste, at de var lige velkomne, og alle var ønsket i fejringen af denne særlige begivenhed. Han rejste sig endeligt op fra sin plads. "Som min nu elskede hustru, så vil jeg byde jer alle sammen velkomne. Tag endelig for jer af maden. Der skulle være nok til os alle. Velbekomme," sagde han endeligt, inden han endnu en gang tog pladsen ved siden af Serenity. Glædeligt begyndte han at spise. Selvom han forsøgte at spise med maner, da han så sandelig godt kunne mærke, at han ikke havde spist igennem det sidste døgn. Hans mave havde ganske enkelt været urolig.. Alt for urolig til at han havde været i stand til det.

[Deleted]

Det ville uden tvivl bliv en uforglemmelig dag og fest igen, hvis de skulle bringe et lille liv til verden sammen, bare tanken kunne næsten få hendes hjerte til at springe i lykke, men hun måtte også holdte på sig selv. Det var ikke til at sige om det nogensinde skete, hun fik lidt ro på tankerne derom, og holdte fokus på denne dag, denne lykkeligste dag i hendes liv, dagen hvor hun var blevet forenet med den dejlige mand i hele verden. Hjertet bag hendes bryst bankede kun for ham, hun elskede følelsen umådelig meget og hun hele dette senarie som virkede helt uvirkeligt, var en drøm uden lige. Alt dette, det ville blive holdt tæt til hjertet og aldrig glemt. At hun havde rejst sig og sagt noget, vidste hun jo intet om skik for, hun følte blot det var på sin plads og nu hvor folket havde taget så godt imod hende som dronning, ville hun tage imod dem i samme sted. Byde dem velkommen, give dem tak. Det kriblede helt i hendes krop at høre ham omtale hende sådan offentlig, det var perfekt, uden tvivl noget hun måtte nyde at lade sine øre være vidne til. At spise pænt var hun opdraget med, så hun lignede uden tvivl en dronning som hun sad der pænt og spiste og drak. I ny og næ sendte hun ham et kærligt smil, det var som om hun ikke helt kunne tage blikket fra ham. Hvordan skulle man kunne få nok af at se på det smukke ansigt?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke et sekund i tvivl om, at han havde gjort det bedste valg i Serenity, og at hun nok skulle være med til at fremhæve elverne, som et godt og ikke mindst stolt folkefærd, for det var de! I takt med at måltidet gik mod sin ende, og alle havde fået fyldt maverne i dagens anledning, var det vel også ved at være tid til at trække sig tilbage? Selv satte han sig tilbage, da han havde fyldt maven, og det var uden tvivl rigtig rart.. virkelig rart faktisk.
"Jeg tror, det er på tide, at vi trækker os tilbage," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selv han ville elske muligheden for at tilbringe tiden med hende. Hans hustru. Selv den tanke, var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Folk, og særligt dem med børn, var oppe for at ønske dem en fortsat god aften, inden de søgte hjemover. Det var en ganske særlig måde at fejre det på, kun fordi at det ikke var lange dage og aftener med lange fejringer, sang, dans og musik.. Men stille og roligt, som Thranduil kunne lide det. Han kunne jo lide, at selv de små børn kunne være med. Det var jo ligeledes dem, som udgjorde sig elvernes fremtid, og derfor skulle de ikke udeholdes fra dette. Igen valgte han at rejse sig. "Jeg vil først og fremmest takke på vegne af min hustru og jeg, for den opmærksomhed, som vi har fået i dag. Vi vil trække os nu. Igen.. rigtig mange tak," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han rakte hende en hånd, for at hjælpe hende op. For nu ville det bare være de to, og det var noget, som helt klart passede ham fint. "Min kære," afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Det bestemt som en god ide at trække sig tilbage, det var gået så hurtigt alting og hun var faktisk bombet, det havde været en lang dag, så mange indtryk, så mange følelser. Hun kunne mærke hun havde brug for at være alene med sin mand nu, bare være de to, få ro på. Maden havde været vidunderlig, ceremonien helt igennem fantastisk og enestående, hendes blik havde landet på den smukke ring op til flere gange, den var så fortryllende at se på, han havde gjort det godt. Hun havde godt set børnefamilier trække sig tilbage lidt efter lidt. Tiden var gået så stærkt, alt for stærkt, men hun havde nydt det og det var klart en dag hun altid ville mindes. Hendes forældre havde næsten stirret på dem under det hele, sendt kærlige smil og vinket i ny og næ, været, pinlige. Som kun forældre kunne være det.
"Ja lad os det min elskede." Havde hun sagt blidt, inden hun havde drukket resten af sit glas vand. Efter noget tid, rejste han sig, sagde hun intet, hun lod hans ord være deres i fællesskab. Derefter tog hun hans hånd og kom op og stå, hun smilede kærligt mod ham og sukkede blidt, det var tydeligt hun var udmattet af dagens store begivenheder og trængte til at bare være dem, så det passede jo helt perfekt dette.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv i Thranduils øjne, var det ved at være tid til at trække sig. Det havde været en god og lang dag for dem begge, og selv han kunne mærke, at han var træt. For en gangs skyld, så ønskede han bare at tilbringe tiden sammen med hende. Særligt nu hvor han endelig havde fået muligheden for det.
Hånden rakte han mod hende, hvor han blev stående med et smil på læben, da hun gjorde det klart, at hun selv var ved at være klar til at trække sig. Dette var noget, som passede ham mere end fint. Han tog hendes hånd og hjalp hende op på benene. Mange var igen henne, for at ønske dem mange gange tillykke, inden han fik hende med sig fri af menneskemængden. For nu havde han bare brug for at have hende lidt for sig selv. Han nåede det store træ, hvor de kunne tage første tur op - som mand og kone. Det var stadig helt surrealistisk.
"Endelig tid alene," sagde han med en rolig stemme. Døren skubbede han op, inden han igen vendte sig mod hende. Han sammenflettede let deres fingre, inden han førte hende med ind. Her var der nemlig fred og ro, og her kunne de være alene. Lige nu, var det uden tvivl noget, som han havde brug for. Endelig tid med hende alene. Kappen tvang han roligt af sine skuldre, hvor han samtidig også fjernede kronen fra hans hoved. Denne placerede han på kommoden.

[Deleted]

At få så mange lykønskninger varmede, det var næsten svært at komme væk derfra, men det lykkedes da til sidst. Hendes forældre havde også været forbi igen, de havde næsten fulgt med, men hun sendte dem et lidt advarende blik, de måtte give slip nu. Det var dem selv der havde plaget om dette øjeblik i næsten flere år efterhånden. Hun fulgte med sin mand, hendes elskede ægtemand, de forelskede brune øjne hvilede på ham, hun var helt væk i ham og det var virkelig en drøm at gå her med ham. Der var så stille her, da festen jo stadig var lidt igang, måske ved at blive ryddet lidt op nu. Det var rart, virkelig rart faktisk. Hun tog en dyb indånding og nød den friske luft, hun smilede kærligt mod ham. Det føltes næsten som en evighed at gå op af trapperne, men da de var oppe, gav hun en enig lyd fra sig og sendte ham bare et smil som deres fingre flettede sig sammen. Endelig alene, inde i deres fælles hjem, hun så kort rundt, det blev virkelig en omvæltning, allerede nu havde det været en stor omvæltning og meget ventede hende i fremtiden. Lige nu, måtte hun nyde tiden alene med ham, hun sukkede blidt som hun tog sit diadem af og lagde det ved siden af hans krone. Så smukt, de passede sammen, ligesom ejerne deraf. Det fremkaldte et lille fnis fra hende. "Jeg elsker dig så højt." Sagde hun så, inden hun slyngede armene om hans hals og gav ham et dybt kys, deri lå al hendes kærlighed og passion til manden foran hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Al den opmærksomhed var uden tvivl underlig, når man var vant til at være alene. Sådan havde Thranduil det i hvert fald. Selv skulle han vænne sig til tanken om, at hun ville ligge ved siden af ham dag ud og dag ind. Nu havde de endelig tiden til at nyde hinanden bare lidt, og det var helt klart det som betød mest for ham lige nu.
Kronen placerede han på kommoden, hvor han så hende placere det smukke diadem lige ved siden af. Uden tvivl, var dette noget, som han skulle vænne sig til.
Armene som hun kastede omkring hans nakke, fik ham kun til at smile. Glædeligt tog han imod hendes kys, kun for at trykke hende mere ind mod sin egen krop. Han gengældte det mere end glædeligt. Hun vækkede det i ham.. Gav ham lysten til at leve livet, som han aldrig nogensinde havde gjort det før, og gud hvor han dog elskede det faktum! "Jeg elsker også dig, min kære," sagde han med en rolig stemme. Han gik en smule ned i knæ, hvor hånden gled mod hendes ryg og under hendes knæhaser, inden han løftede hende. Denne gang bevidst mod soveværelset. Et smil passerede hans læber, inden han lod hende glide ned i de bløde skind og tæpper, som prydede sengen. For nu skulle de bare have lov til at nyde tiden med hinanden, og det var det, som han helt klart havde tænkt sig, at gøre nu. Let og elegant kravlede han over hende, inden han igen lod læberne møde hendes. Med den lyst af liv, som hun efterlod ham med, så kunne han virkelig ikke lade være!

[Deleted]

Hver eneste gang de kyssede følte hun kroppen svævede næsten, hendes hjerte stoppede kort for at banke løs bag brystet, hun var virkelig forelsket og i himlen. Det hele virkede som en endeløs drøm, det var vidunderligt. Hendes fingre fandt hvile ved hans skuldre, indtil han gik i knæ og løftede hende op. Et sødt fnis kom fra hende, hun lagde hovedet ind mod ham, det var så dejligt at være hans, fuldkommen, for alle at se. Følelsen af de bløde skin fik hende til at indse hvor træt hendes krop rent faktisk var, hun nød det forfærdeligt meget, kroppen følte øjeblikkelig hvordan den slappede af. Som sank hun helt ned i sengen. Da han kravlede over hende, smilede hun bare blidt, betragtede den smukke mand som nu var hendes. Deres læber mødtes igen, det var vidunderligt, hun sukkede blidt mod hans læber, nydende af følelsen af ham over sig og deres kys. Hendes fingre gled op af hans sider, inden de endte mod hans skuldre som hun pressede ham mere ned mod sig, som tegn på hun ville have ham tæt på. Det var fantastisk at være alene, bare være dem, mand og kone. Tanken fik hende til at smile lyksalig i deres kys, det var den bedste dag i hendes liv, hun vidste en ting kunne overgå den, men det var der mange år til endnu.