Two become one..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

@serenity - Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Det var en smuk vinterdag. Sneen var så godt som væk, og solen var oppe, og den skinnede smukt. Perfekt i dagens anledning. For elverne var det her uden tvivl en stor dag.. En virkelig stor dag! Kongen af det elvkske folk havde fundet sin nye udkårne og skulle giftes. Dog kunne man ikke just kalde det for et kirkeligt bryllup, men en flot ceremoni blev det uden tvivl til.
Selv i dagens anledning, var Thranduil klædt fint på. De grønne og klare farver, var noget som gik igen i hans beklædning, som i forvejen måtte sidde tæt ind til hans egen krop. Elverne selv havde samlet sig på pladsen, hvor ceremonien skulle holdes. Hvordan den unge Serenity ville se ud i dagens anledning, vidste end ikke Thranduil, og derfor var han uden tvivl spændt. Han vidste at det her valg måtte være det rigtige for sig. Aldrig havde han været mere sikker i sin sag, end hvad han var nu.
Håret lå langt over hans ryg.. næsten til lænden i de længste spidser, og på hovedet sad den smukke krone, som afslørede den betydning som han havde for det elviske folk. Folket sad med et let bøjet hoved, og selv i anledningen var der en kirkelig til stede, som skulle skænke dem den hellige vielse på elvisk manér. Der var intet mere rigtigt end det, og end ikke for Thranduil. Han ønskede det rette for hende, som han ønskede sig det rette for ham.
Foran sig stod han med en hjemmelavet boks, som han fumlede med. Heri måtte deres ringe ligge. Særligt smedet af en elvisk smed, da det elviske var det eneste rette at gøre. Han rettede sig op. Han var klar. Dog ville han ikke påstå at han nogensinde havde været så nervøs, som det han følte sig lige nu. De grønne øjne skinnede af en lykke. Den kirkelige mand, hævede hånden, som tegn til at de var klar. Elvisk musik begyndt at spille.. For nu følte Thranduil hvordan hjertet for alvor hamrede mod hans bryst. Nu var det nu!

[Deleted]

Hele dagen havde hendes mor kvidret, endelig havde hun fået noget afvide og hun kunne åbenlyst ikke få armene ned, hun var så pokkers stolt og det samme galt hendes far som stod og småsnøftede i tide og utide. Han kunne slet ikke begribe det. Kjolen havde hun selv designet, men hun havde slet ikke haft tiden til at skulle sy den selv og desuden var det vidst også noget med at det betød uheld. Hun gled i den fine hvide kjole, den var ufattelig lang, med slæb som gik omkring halvanden meter bag hende. Kanten for neden var bølget og broderet med lysegrønne og lyserøde blomster. Den sad tæt ind mod hendes krop, skræddersyet og passede hendes skikkelse perfekt, omkring halvt nede af hendes lår begyndte den at gå ud, men ikke meget. Den var simpel og smuk, lige som hende selv. Ærmerne var lange, gik omkring til hendes knæ, og åbne, men holdte hendes arme varme i det stadig kølige vejr. Udskæring ved brystet var på ingen måde upassende, med gled let hen over og viste stort set ingen kavalergang. Selve håret, det var blevet flettet vådt dagen før og var derfor krøllet godt ved morgenstunden da de mange fletninger blev taget ud, så blev toppen af hendes top sat op i hvad der kunne minde om en fuglerede og ellers pyntet med blomster hele vejen ned igennem håret. For selvom ikke mange blomster var at finde på denne årstid, fandtes der enkelte, og disse var blevet brugt i hendes hår. Serenity kunne mærke hendes hjerte pulserede som en stærk strøm i den dybe flod, hun kunne ikke lade være med at smile, hendes lykke var ubeskrivelig lige nu. Hendes far og mor ville sætte sig blandt folket, mens hun selv måtte vente på musikken. Tænk, hun skulle forenes med manden i hendes liv, hun elskede ham så højt og alt i hende var ved at eksplodere. Det føltes som en evighed at stå og vente, men så kom det, musikken. Hun greb ud efter blomsterne som hun måtte holde om med begge hænder, hendes blik lå udelukket på ham som hun gik med rolige skridt ned af gangen som siddepladserne måtte danne. Det var som om tid og sted gik i stå, hun var virkelig lykkelig, men også en smule skræmt, tænk hvis hun endte med at vågne og det hele bare havde været en drøm. Hendes varme brune øjne hvilede varmt på hans skikkelse, det var nu, og det der virkede som en evighed, var ovre, hun stod ved hans side, parat til at blive forenet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var spændt. Han var ikke i tvivl om, at Serenity nok skulle komme op ad gangen og komme ham i møde. Elverne var uden tvivl nysgerrige på hvad der skulle ske, men for nu, stod han også fast på, at dette var det rette, og at det var noget som skulle ske. Det var det, som han ønskede skulle ske. Kronen hvilede på hans hove,d og han stod rank.. Han havde våde hænder. Var han virkelig så nervøs? Hvad var der at være nervøs for? Han var på ingen måder i tvivl om, at det var det her, han ønskede skulle ske.
Musikken begyndte at spille.. Thranduil følte hvordan hans uro meldte sig for alvor. Han drejede hovedet i takt med at elverne rejste sig op, for at få blik af deres nye kommende dronning af skoven. De grønne øjne søgte mod hende. Uden tvivl noget af det smukkeste, som han nogensinde havde set. Uden tvivl var der gjort meget ud af den kjole som hun havde på, og han kunne lide hvad han så! Smilet, som i forvejen var så sjældent set på hans læber, bredte sig tydeligt. Næsten fra øre til øre.
I takt med at Serenity nåede ham, tog han roligt om hendes ene hånd. "Du er virkelig smuk, Serenity," sagde han ærligt. Selv havde han ikke haft nogen anelse om hvad hun ville komme i, men han var da uden tvivl blevet overrasket. Meget endda! Derefter vendte han sig i retningen af den kirkelige repræsentant som han havde fået sendt bud efter fra Apterta og kirken. Det skulle gøres ret. Elverne tog roligt pladserne, og endnu med hovederne let sænket i ren og skær respekt for det kommende kongepar, som endnu en gang skulle vise sig som et par.Manden startede en prædiken.. på elvisk. En af de få som kunne praktisere den ædle kunst i dag. Han vendte sig efterfølgende i retningen af Thranduil.
"Om De, kongen af skoven, Thranduil Devárniä, tager Serenity Raincloud som hos Dem står, til deres hustru. Ægte hende i medgang og modgang, til døden, Jer skiller..?" sagde han med en rolig stemme. Thranduil vendte blikket mod Serenity. Han sendte hende et smil og nikkede så. "Naturligvis. Ja," sagde han endeligt. Den kirkelige repræsentant vendte sig derefter mod Serenity, hvor hun ligeledes fik skænket det samme spørgsmål.
"Ønsker De, Serenity Raincloud, Thranduil Devárniä som hos Dem står, til Deres ægtemand og husbond? Ægte ham i medgang og modgang til Døden Jer skiller..?" fortsatte han. Thranduil vendte blikket mod hende, og med et smil på læben. Han glædede sig så meget!

[Deleted]

Hendes hånd der gled i hans klemte roligt fast, jo den var god nok, han var virkelig, dette her var virkelig, selvom alt virkede som en vidunderlig drøm. Hun kunne mærke hjertet bag sit bryst banke hårdt og stærkt, og kun for ham, hendes blik hvilede mod hans smukke skikkelse. "Du er flot som altid min elskede." Hviskede hun blidt med det kærligste smil, hendes nøddebrune øjne strålede af lykke. Det var uden tvivl den bedste dag i hendes liv. Da hun var på plads, folket havde sat sig og den elviske tale begyndte, kunne hun ane sin moders små lyksaglige hulk. Og hun kunne næsten mærke sin fars stolte blik med tåre tydeligt i dem, hans lille pige var jo ved at starte sit eget liv nu, sådan rigtigt. Selvom de begge havde forsøgt at få hende til at slå sig ned med en mand, var det virkelig noget som måtte komme bag på dem, hendes trodsighed og de skænderier der havde været, havde gjort de frygtede dagen aldrig ville komme. Men de lod til at forstå nu, hun ville gifte sig af kærlighed, ikke af pligt overfor sin fremtid. Og endelig kom spørgsmålet, samt hans ja, som fik hendes hjerte til at springe lykkeligt bag hendes bryst, hun var næsten overbevist om hun ville besvime af lykke et kort øjeblik. Spørgsmålet blev vendt mod hende, hun vendte blikket mod Thranduil, inden hun smilede varmt til ham. "Af hele mit hjerte, ja!" Lød det tydeligt fra hende. Der var ikke en eneste tvivl i hendes hjerte eller sind, hun var sikker på at dette var hendes vej i livet og på intet tidspunkt havde det været for statussen som fulgte med. Faktisk, skræmte den hende lidt mere end noget andet, men hun ville gøre sit bedste og med hjælp fra ham var hun sikker på det hele nok skulle gå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var lykkelig. Ikke at det var noget som han kunne beskrive med nogen former for ord, hvor det i stedet for, stod tydeligt i hans krop, sind og uden tvivl i hans øjne, som bar præg af et varmt glimt, som det ikke havde gjort det igennem rigtig mange år. Han havde taget denne beslutning, og ikke var han i tvivl om, at det var det rette for ham at gøre. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Hans ja, var blevet skænket, og denne gang var det hendes tur.. Hans hustru. Hans dronning. Det føles helt uvirkeligt, at han skulle skænke nogen anden den titel i hans liv, men nu.. for første gang i rigtig mange år, så følte han sig også klar til at gøre det.
Hendes ord.. Alene det, var noget som bragte ham en varme uden lige, hvor han let trykkede omkring hendes hånd. Ordene var blevet skænket. Denne gang vendte Thranduil sig mod hende. Æsken med den meget speciallavede ring, fandt han frem og åbnede. Den var lavet i sølv med elviske tegn indgraveret. I graveringerne var der grønne blade. Det var jo en elvisk fremstillet ring, og det var det, som det også skulle fremgå af denne.
"Så er det min tur," begyndte han med en rolig stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hende. Hans smukke brud.. Hans dronning. En kvinde, som han ønskede at ære for resten af sit liv. Tungen strøg han let over sine læber. Det lignede slet ikke ham at blive nervøs på denne her måde. Han plejede at være den, som var rolig og fattet. Det var på tide, at det igen var noget som han kunne blive. "En smuk ung kvinde, som kom ind i mit liv. Det var dig.. Med denne ring, smedet som et symbol på mine følelser for dig. Mit hjerte, som er dit. Til den dag jeg ej er mere, vil jeg ægte og ære dig.. Som min hustru.. min dronning.. og min ligeværdige," sagde han ærligt. Ringen tog han let op af æsken, som han lagde fra sig, for i stedet for at lade ringen glide på hendes finger. Selv denne måtte passe helt perfekt. Ligesides var der en boks til hende. Selvom han vidste hvordan ringene måtte se ud. Blot en af hans overraskelser til hende. Han sendte hende et smil. Hun var uden tvivl den kvinde som betød mest i hans liv.

[Deleted]

Det hele var så overvældende, alting var smukkere end normalt, hendes sanser gik næsten amok, hun følte sig overnaturligt levende, hun tog en dyb vejrtrækning og åndede blidt ud, hendes øjne lukkede blidt i som hun stod og nød øjeblikket, for hun fik det ikke tilbage igen. Roligt åbnede hun dem igen og så mod ham med øjne blanke af glædes tåre der truede med at glide ned af hendes rosafarvet kinder. Hun havde det varmt, var en smule svimmel, det hele var bare så overvældende, men fantastisk, hun ville ikke undvære noget af dette for noget som helst i verden. Ordene som flød over de smukke læber, fik hende til at fælde tårerne som gled blidt ned af hendes kinder. Smilet på hendes læber var begrebet af lykke i dette øjeblik, hendes øjne strålede med skønt tårerne virkede til ingen ende at have. Hun var ud over lykkelig, det kunne ikke beskrives på nogen måde, det føltes som om hendes hjerte skulle springe. Ringen var utrolig smuk, passede hendes slanke finger perfekt, hun bed sig i læben for ikke at hulke helt henrykt. Det var hendes tur, hun vente rundt for at tage æsken og finde ringen frem. "Aldrig havde jeg troet at kærlighed kunne blomstre så stærkt og kraftigt som vores har gjort på frygtelig kort tid. Jeg elsker dig af hele mit hjerte og der er ingen større rigdom i livet end den mand mit blik hviler på. Jeg giver dig alt, min krop, min sjæl, mit hjerte. Til den dag mit væsen måtte visne, vil jeg være dig evigt tro, ofre mig for vores kærlighed skal bestå og aldrig give slip på den dyrebare gave som er blevet skænket mig." Hendes ord var blide, næsten en form for kærtegn i luften. Begge hendes forældre var rørt til tåre, ingen af dem forstod helt hvad der skete, men det var smukt og de prøvede at forstå det var virkeligt. Det var ikke hver dag en simpel syerske blev til dronning. Ringen gled let om hans finger, hun var næsten lige ved at tabe den fordi hun var begyndt at ryste helt. Hun var så lykkelig, overvældet og kunne ikke vente med at stå i hans arme og aldrig give slip på ham igen. Her var hendes hjem og her ville det altid være, ikke kun i elvernes by, men i hans hjerte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var lykkelig. Han kunne slet ikke forestille sig et liv, hvor han skulle mangle Serenity ved sin side, og nu hvor han endelig havde muligheden for at have hende som en del af sit liv, så var han bestemt ikke typen, der skulle brokke sig, eller noget lignende. Helt fantastisk og helt ubeskriveligt, kunne dette synes at være, og alt sammen var det noget, af det mest fantastiske, som han nogensinde havde prøvet! Hånden strøg han let over hendes, som han havde sagt sine ord. Hendes øjne var blanke.. Selv han følte glæden, dog ikke i form af tårer, men i hans hjerte. Han kunne slet ikke huske, hvornår han havde følt sig så levende, som det han gjorde i en stund som denne.
Hendes ord fyldte ham med en varme, selv i takt med at ringen gled på hans finger. En ring, som han ville bære frem til den dag hans krop ikke ville være mere. Han trykkede let omkring hendes hånd, hvor han sendte hende et smil. Løfterne var skænket.. og nu genstod de store ting nemlig: Kroningen. Let hævede han den ene hånd, som et tegn - et tegn som en af hans mest betroede elviske soldater forstod. Op af altergangen kom han nemlig med det mørke skind, hvorpå der hvilede en tiara. En tiara kun værd for en dronning. Og dette var et af de store højdepunkter, som selv Thranduil måtte have set frem til. Særligt når det foregik på en måde, som denne. Soldaten gik i knæ foran dem, og hævede skindet, hvor tiaraen måtte ligge. Skabt af ren sølv og igen elvisk smedet. Kun det bedste, var godt nok for hans hustru. Han tog den i sine hænder, hvor han lod pegefingrene og tommelfingrene glide mod det smukke materiale, som han tog op i sine hænder. Han vendte sig efterfølgende mod hende, hvor han roligt førte den på hendes hoved. Dette var ikke bare et ægteskab, men også en kroning.. Elverne havde endnu en gang fået en dronning. En dronning, som han selv slet ikke var i tvivl om, at han kunne være stolt af, og som kun ønskede det bedste for det elviske folk.
"Med retten og myndigheden, der er blevet mig skænket. Vil jeg nu erklærer Jer, som mand.. og hustru. De må nu kysse bruden," lød stemmen ved deres side. Thranduil sendte hende et smil. Smuk som hun var.. Et syn for guder. Og hun var hans. Det var det bedste af det hele! Han tog hendes hånd, hvor han førte hende hen til sig. Hans læber indrammede hendes i et dybt kys.

[Deleted]

Et øjeblik havde hun fuldstændig glemt alt om hvad der rent faktisk skete ved at gifte sig med en konge, men for hende, var hun jo blevet gift med manden i sit liv, ikke sin konge i den forstand. Nogen gange glemte hun faktisk helt at de bare var en mand og en kvinde, men rent faktisk en konge og en syerske, eller nu, blev hun så dronning. Hjertet hamrede mod hendes bryst, det kom bag på hende hvor stort et ansvar hun lige pludselig følte, mere end bare ved tanken, for nu skete det rent faktisk, foran alle elvere, foran hendes forældre. Med alt dette, var hun ikke et sekund i tvivl dog, der var intet mere rigtig sted for hende at være og hun var slet ikke i tvivl om at dette var hendes skæbne, intet mindre! Manden hun elskede var en stor mand, en stor konge, og hun ville gøre alt for at blive en dronning både ham og folket værdig. Den tiara der kom, fik hende til at stråle med øjnene som kun en kvinde kunne når hun så noget smukt, hun bed sig let i læben for ikke at hvine af begejstring, der gik nok lige lovlig meget pigefnidder i den indeni, men den var bare så smuk og den skulle bæres hver dag, så ikke en eneste måtte glemme hvem hun nu var og hvad hun måtte stå for. Ikke mindst hvis side hun måtte stå ved. Hun bøjede hovedet blidt da han løftede tiaraen for at sætte den på hendes hoved, da hun rettede hovedet op igen, sendte hun ham et varmt og kærligt smil. Blidt endte hun helt henne ved ham, og deres læber mødtes i deres første kys som hustru og ægtemand, som konge og dronning. Hjertet hamrede lyksaglig mod hendes bryst, hendes øjne gled i som hun hørte folket rejse sig og klappe, byde hende velkommen. Et par enkelte tårer måtte glide igen, hun kunne slet ikke beskrive sin lykke, det var uden tvivl den bedste dag i hendes liv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ansvaret var der, og naturligvis ønskede Thranduil at gøre hvad han kunne, for at hjælpe hende med det. For ham, var det virkelig vigtigt, at hun ikke følte sig alene og overladt til det hårde arbejde, som det til tider kunne være. At beskytte den skov, som de nu var omringet af ,var et kæmpe arbejde. Til nu havde han gjort det alene. Det ville blive svært.. det ville blive udfordrende, men han havde troen på, at dette var noget, som hun sagtens kunne.
Tiaraen gled roligt på hendes hoved. Den hvilede godt i det mørke hår, hvor den var tydelig at se. Titlen som dronning og hans hustru, var hvad hun fik i dag. Det var en mindeværdig dag i den kolde og mørke vinter, som endnu måtte hærge over Procias. Her var glæden og lykken da tydelig og storslået! Ved ordene om at føre hende tæt ind mod sig, så han kunne mærke hendes krop tæt ind mod sin egen. Han lod læberne møde hendes. For nu var det vigtige overstået.. De havde hinanden og nu var de gift. Det var det som egentlig betød mest for ham lige nu. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Ringen skulle han vænne sig til at gå med, men selv denne, måtte føles helt og særdeles naturlig for ham, at have hvilende på sin finger. Han sendte hende et smil. "Den smukkeste brud i hele Procias," sagde han med en rolig stemme, inden han lod den falde, for at tage imod hendes hånd.
Elverne rejste sig fra deres plads. For nu var det festen i hele byen, som ville vare ved. Ikke at det var noget som han blandede sig i, men derimod med en sand glæde over, at elverne selv havde taget initiativ til det. Selv i denne mørke tid, var der lyspunkter, som man alle sammen, kunne holde fast ved. "Kom," bad han med en rolig stemme. Han førte hende med sig ned af gangen, hvor elverne kiggede efter dem. Stadig forholdt de sig helt rolige og helt stille. Glæden var dog at spotte ved dem alle sammen. Det var en stor dag for elverne. Han førte hende med sig ned igennem byen, som selv var pyntet op i dagens anledning.

[Deleted]

Suget i hendes mave var tydeligt grundet deres kys, og betydningen deri, hun elskede følelsen af hans læber og at det blev brudt for tidligt efter hendes mening, var der intet at gøre ved, hun kunne jo blive stående sådan for evigt hvis livet tillod det. I en mørk tid, som måtte komme før eller tiden, var der lyspunkter og alle elver fandt glæde og lys i denne dag, hvilket betød mere for hende end noget andet. Allerede nu følte hun sig til rette i sin nye stilling, hun følte sig rank og stolt, klar til at tage imod enhver udfordring det måtte bringe hende. Serenity mærkede enhver celle i hende af lykke, hun elskede virkelig denne følelse og ville holde den i sit minde altid. Der var glæde at spotte alle steder, men lige nu så hun kun ham og den lykke hun bragte ham, som han ligeså bragte hende. Den rosa farve blev mere rødlig da han gav sin mening om hun skulle være den smukkeste brud i hele Procias, hun slog blikket kort ned og så så op mod ham kort med et genert smil, ville den følelse nogensinde gå væk? "Og Procias heldigste." Pointerede hun blidt, med et drillende smil. Roligt tog hun hans hånd, og lod ham føre sig ned igennem gangen, hun sendte alle et smil på sin vej, så glæden i de fleste og blev fyldt med stolthed. De var tapre og gav sig selv lov til at fejre, mere kunne hun ikke bede dem om. Byen var udsmykket smukt, klar til festligheder, fejring af dem som ægtepar, og af hendes nye titel, samt glæde sig over deres konge endnu engang havde fundet lykke. Blikket vandrede rundt, her var så smukt, hendes hjem, hendes folk, hvordan kunne man bede om mere? Her var alt hvad hjertet måtte begærer, hun klemte blidt hans hånd og vendte blikket mod ham, hun sendte ham et kærligt blik, hvor hun dog elskede den mand højere end selve livet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Svært var det uden tvivl for Thranduil at forstå hvor glad han var i øjeblikket. Han kunne ikke forestille sig et liv uden Serenity som en del af det, og særligt, når det var på denne her måde, hvilket kun gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Alt taget i betragtning, så kunne det ikke gå mere smertefrit for sig, end hvad et havde gjort til nu, og det stod han fuldkommen fast på, når det endelig skulle være. Hun var uden tvivl den smukkeste brud Procias havde at byde på, og selv for ham, var det ikke noget der sagde lidt. Det elviske folk var kendt for deres skønhed, elegance og ynde, men hun havde det bare i så stor en grad, at selv dette, var noget som havde gjort indtryk på ham. Selv en mand med et lukket hjerte, kunne føle en glæde og en lykke. Det havde hun uden tvivl lært ham.
Langsomt tog Thranduil omkring hendes hånd og førte hende med sig. Sin hustru.. den elviske dronning. Selv vidste han, at det var en kæmpe omvæltning i hendes liv, og han var ikke et sekund i tvivl om, at dette var noget som hun kunne leve op til. Han sendte hende et smil. Byen var pyntet op til dagens anledning. En af de så frygtelig små og få der var, da man ikke kunne sige, at dette var noget der skete hver eneste dag. "Du har gjort mig til landets lykkeligste mand.. Selv i så mørk en tid kan man finde et lys," sagde han roligt. Han førte hende mod byens centrum, hvor der også var samlingssted for de største festligheder. Her stod der borde med alskins mad bragt og lavet til denne anledning. Frugt og mad bagt efter de ganske elviske foreskrifter til en anledning som denne. Der var så meget, som man kun måtte nyde, og særligt det sammenhold som en dag som denne, måtte efterlade.
Elverne begyndte at samle sig og kom med deres lykønskninger til parret. Selv det som kunne mine om tronestole var sat op under et halvtag, som særligt var lavet til anledningen. Thranduil takkede dem alle sammen, samt udviste en glæde for at de havde været der under denne særlige anledning - på vegne af ham og Serenity. Musikken spillede. For en gangs skyld, var der intet negativt eller mørke at føle. Alt var glæde og lykke. Thranduil elskede det.

[Deleted]

Der var mange ting at skulle vende sig til, hendes frihed til at rejse hvornår og hvor hun ville var væk, det ville blive en omvæltning, men intet hun fortrød, der var brug for hende et sted og det betød virkelig meget for hende. Hendes nye status som dronning er det elviske folk, bare tanken fik sommerfuglene til at sprede sig, hun glædet sig til at lære hvilke forpligtelser der nu lå i hendes hverdag. Til gengæld ville hun savne tiden til at skabe klæder, det måtte blive tegninger som blev gemt til når hun en dag var klar til at give titlen videre. Arvinger, du godeste, de skulle vel også have børn en gang i fremtiden. Tanken fik hende til at smile næsten kærligt, hun kunne godt lide tanken, men der måtte nu gerne gå noget tid, for hun skulle lige selv lære alt dette, før hun kunne bringe et barn ind i det. Og så ville hun have sin konge for sig selv. Blikket gled rundt på hvad byens folk havde gjort for dem, det fik hendes hjerte til at hoppe i glæde bag hendes bryst. Roligt så hun ned mod sin finger hver ringen hvilede, den var utrolig smuk, det var de begges. Et blidt grin kom fra hende, hun var lykkelig, det var tydeligt, og næsten helt overvældet. "Og du min elskede, mig til den lykkeligste kvinde. Der er altid lys i mørket, jeg havde bare aldrig troet at jeg ville blive så velsignet at du skulle blive det lys." Hendes stemme var blid og rolig, fyldt med kærlighed til ham og hun vidste med sig selv at hun aldrig ville elske en anden mand som hun elskede ham. Alt omkring dem var som en drøm, og til ære for dem og hvad de repræsenterede nu, som konge og dronning. Folket var glade og udviste det i stor grad. Det ville blive en fest som ikke ville blive glemt i lange tider, da det jo ikke lige frem var tit byen var samlet på denne måde. Og næste gang den ville, ville det ikke være i festlige omstændigheder. Dog hvilede hendes tanker langt fra på det, det hvilede på de mange lykønskninger og glade ansigter som mødte hende. Hun takkede, bukkede hovedet i taknemmelighed og smilede lyksaglig til enhver. Ingen skulle overse hendes lykke på denne store dag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Harperne og violinerne spillede omkring dem, sammen med de elviske fløjter, som var fremstillet af den natur, der omringede dem begge. Ej var det noget der gjorde Thranduil noget. Det var.. perfekt. Der var intet andet at sige til det, og han elskede det virkelig. Elskede det, som han uden tvivl også måtte elske hende. Han sendte hende et smil. Som hun var hans lys, var han kun glad for bekræftelsen på, at hun havde det på samme måde med ham. Det ville blive en kæmpe omvæltning i hendes liv, men ikke var han i tvivl om, at det var en, som hun kunne overkomme, hvis det endelig skulle være det.
Han sendte hende et smil. Sammen med hende, så følte han det bare så naturligt at smile. Han strøg hånden over hendes kind. Hvor var han dog glad for hende. Han var virkelig, virkelig glad for hende! Han kyssede let hendes læber endnu en gang, inden han tog omkring hendes hånd, inden han sammenflettede deres fingre. "Kom... lad mig få den første dans," opfordrede han med en rolig stemme. Elverne var jo samlet, og i dag, var en glædens dag for dem alle sammen, hvilket da uden tvivl var noget, der skulle udnyttes i den forstand, som det nu var dem menneskelig muligt. Normalt slog han sig slet ikke løs på denne her måde, men det var lige før at det faldt ham så skræmmende naturligt sammen med Serenity, og det var det som uden tvivl var det bedste. Han lagde den anden arm roligt omkring hendes slanke talje og trykkede hende ind mod sig. Elverne havde allerede samlet sig på pladsen. Det var en særlig dag for dem alle sammen. Selv her i den mørke tid, var det rent faktisk muligt at finde og skaffe sig et lys. Han elskede det. Han kunne ikke gøre andet end at elske det.

[Deleted]

Alt i hendes verden lige nu var helt igennem fortryllende, hun kunne ikke lade være med at smile lykkeligt, hendes forældre havde været ovre og lykønske dem, begge meget begejstret og overvældet. Hun så mod dem som de nu på afstand betragtede deres lykkelige datter, hun sendte dem et stort smil, inden hun valgte at vende sig mod sin ægtemand. Deres blikke mødtes og hendes hjerte hoppede på ny lykkeligt. Musikken var fortryllende, elvere kunne bare noget med alting, som ingen andre, hvilket vel var grunden til hun elskede at være født ind i noget så storslået. Maden duftede, alt var så smukt, det var uden tvivl overvældende. Kysset der blev tildelt hendes læber, fik et lavt længselsfuldt suk til at lyde bag dem, som kun var ham der kunne ane, hun nød det altid utroligt meget hver gang deres læber måtte mødes og mindede hende om hvor meget hun havde savnet dem siden sidste kys. Deres fingre som flettede sig ind i hinanden, kærligheden som så tydeligt strålede ud af dem begge, man kunne jo ikke ønske sig mere. Serenity manglede allerede hans læber da kysset blev brudt, men hans ord ville hun ikke være foruden. "Jeg tror ikke du aner hvor længe og meget jeg har ønsket at danse med dig." Fniste hun sødt, inden hun selv tog stilling med en hånd blidt på hans skulder og den anden holdte stadig fast i hans hånd, som lå blidt i hans nu end flettet. At danse med sin ægtemand, hun havde jo glædet sig som en gal, faktisk elskede hun at danse, men at danse med ham, ville være noget helt specielt. Hendes slanke krop gled ind mod hans, hun ville være tæt på ham, og nu måtte hun, foran alle, som hans dronning, som elvernes dronning. Det var så spændende alt sammen, og selvom hun havde meget og lære, var dette tanker som måtte vente, denne dag skulle nydes, de skulle fejre deres bryllupsdag sammen med folket. Denne dag kom aldrig igen, men hun ville for evigt mindes den i sit hjerte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her var en dag, hvor Thranduil brød med absolut alle sine principper, og end ikke det, var noget som han havde i sinde at fortryde. Det var meningen, at det skulle være en god dag.. Det var meningen at det skulle være en dag, hvor man kunne tænke på alt det andet, end hvad man nu havde i sit liv. Han sendte hende et smil. Selv hilste han pænt og takkede glædeligt hendes forældre. Hans, kunne hun desværre ikke få den ære af at møde, da de allerede for mange år siden, var lagt i graven, og det samme med hans søn. Uden tvivl, havde han været utrolig uheldig, men det var nu heller ikke noget, som man kunne gøre om nu.
Dansen var det næste.. Musikken spillede, og folk så ud til at hygge sig. Ikke en elver skulle holdes ude for dette fantastiske arrangement. De stillede sig i en cirkel omkring dem, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget. Det eneste Thranduil havde øjnene for, var hans elskede Serenity. Aldrig havde han været så sikker på sit valg som det han var nu. "Lige så lang tid, som jeg, kan jeg fornemme," sagde han roligt. Hånden som hun lagde mod hans skulder, og den anden som forblev i hans, fik ham til at smile. Han lagde sin hånd mod hendes slanke talje. For nu handlede det hele om at nyde tiden. nyde hinanden, for det var nu, at de havde muligheden for at gøre det. Med en elegance, som kun elverne havde, førte han hende ud i en elegant dans, der passede til musikken. Hans øjne var udelukkende for hende. Han havde et mål med dette.. Han ønskede at vise sig, som den perfekte mand for hende.. Den som alligevel skulle være der til at beskytte og passe på hende. Det var faktisk det som var vigtigt for ham lige nu. I takt med at de dansede, deltog flere og flere til det samme. Thranduils læber spillede ud i et smil. Et bredt af slagsen. "Min smukke brud," sagde han endeligt. Han kunne slet ikke komme over sig, hvor heldig han rent faktisk var!