Teach me, master!

[Deleted]

"Som sagt kan vi ikke engang gå bagefter. Når vi har trænet, plejer vi at bruge resten af dagen på at lappe tøj, rense våben, lave runer," svarede hun, og viftede dovent med en hånd, inden den igen faldt ned på maven. Med de sparsomme midler de havde, så gik de meget inde for genbrug. Faktisk tvivlede Isabel på, at hun havde fået et nyt sæt tøj de sidste 3 år. De brugte pengene på proviant og ressourcer.
Hun tænkte på Caleb. Gad vide om han havde fået pakket alle deres ting ned, så de kunne flytte herud i skoven, hvor de kunne gemme sig bedre for de dvasianske vagter. Alligevel ville hun helst ikke have, at han kom rendende nu. Ham med hans ideer, smørret smil, og drilske kommentarer. Hun skævede over mod Saïx. Gad vide om han også tænkte den slags tanker? Aldrig havde han gjort noget, så hun tvivlede. De var bare venner. Hun og Caleb havde kommet i hans smedje i flere år. Og nu var der jo den der kvindelige vampyr, han havde set.
Hurtigt kiggede hun væk fra ham, og vendte i stedet øjnene op mod den lyseblå himmel, hvor nogle fugle kastede sig legende rundt. Selv Caleb havde haft en kæreste engang. Ja... selv nu var der hende Emerald i hans tanker, som han havde flirtret med.
Med en grimasse strakte hun hænderne op over sit hoved i græsset, for at strække sidemusklerne. Fingrene legede åndsfraværende med det kølige græs. Tja... måske var det bare ikke sådan for hende. Den eneste, der havde gjort noget af den slags var Marcel, og ham havde hun på ingen måde lyst, til at få tæt på sig.
"Er du forelsket i hende?" spurgte hun pludselig Saïx med en stilfærdig. Han vidste vel hvem hun snakkede om. "Vampyren. Har du... følelser for hende?"

[Deleted]

Det pludselige spørgsmål så ud til at komme bag på Saïx, som hurtigt havde vendt blikket mod hende. Overraskelsen var tydelig i hans ansigtsudtryk. Med et drævent suk vendte han blikket mod himlen igen. Den afslappelse som han havde ladt tage ham, blev gradvist erstattet af modløshed.
”Jeg har nydt hendes selskab, hver gang hun kom til smedjen.” fortalte han hende. ”I starten var det ren forretning. Hun havde brug for våben, jeg lavede dem for hende. Hun havde to ulve med sig, som ikke lod mig komme for tæt på hende, og jeg tog afstand til hende. Hun var et mørkevæsen, og jeg vidste godt at de kunne være farlige.” Endnu et suk forlod ham, men han kunne stadig ikke vende blikket mod Isabel. Han var næsten bange for at hun ville dømme ham. ”Men hun kom oftere og oftere, og vi snakkede mere og mere sammen. Det endte med at hun kom bare for at snakke med mig, og ikke for at købe våben. Jeg… kunne lide, når hun dukkede op.” Han lukkede øjnene kortvarigt i, før han vendte blikket mod Isabel igen. ”Hun kyssede mig, Isabel. Sådan som min krop reagerede… Jeg har aldrig mærket noget lignende før. Jeg troede virkelig at jeg følte noget for hende. At hun følte noget for mig. Men jeg er ikke sikker på det længere. Jeg kan ikke være sikker på om det jeg føler, er ægte.” Han drejede blikket mod himlen igen med et ulykkeligt suk. Vampyren Isabel selv havde nævnt, havde ikke efterladt hende i nogen tvivl om at hvad hun følte, var på grund af hans evner. Med Ania, var han virkelig ikke sikker. Og tvivlen var ved at æde ham op indvendigt.

[Deleted]

Tålmodigt lyttede Isabel, men hun kiggede ikke på ham. De strålende, grønne øjne forblev vendt mod himlen, som om hun slet ikke, hørte efter hvad han sagde. Hun vidste hvordan det føltes, når en vampyr kom tæt på hende. Man følte sig... anderledes. Selv tænkte hun tilbage på de mange gange hvor Marcel, var kommet tæt på hende. Han havde aldrig kysset hende, men bare hans nærvær var nok. Det gav en gysen i hende, og hun satte sig op med et ryk.
Af en eller anden grund, viklede en knude sig sammen ved hans ord, selvom hun ikke forstod hvorfor. Det var ikke på grund af Marcel. Kort kastede hun et blik ned på ham. Alt i hende mente det det var en god ide, hvis han kom væk fra den vampyr, men det gjorde ondt, at se hvor ked af det, han var ved det, og hvor tyk hans stemme blev, når han tænkte på hende.
Hun bøjede benene, og hvilede armene på knæene, mens at hun kiggede ud mellem stammerne. Hvad kunne hun sige til ham? Det var hans eget valg i sidste ende. Hvorfor var hun dog pludselig så trist? Det frustrerede hende.
"Måske skulle vi se at komme tilbage," sagde hun ud i luften, uden overhovedet at kommentere på hans hjertesorger. Dem havde hun aldrig selv haft. Hver eneste gang en fyr var kommet for tæt på hende, havde hun skulle videre til en anden by - et andet land. Det var kun Caleb, der havde prøvet at være forelsket og have en kæreste.
Hun sukkede dybt, for at få den kolde knude løsnet i maven, inden at hun rejste sig, og børstede noget skidt af sine bukser.
"Kan være vi ses på et tidspunkt," sagde hun en smule kort for hovedet til ham, inden at hun rettede sig op. Der var intet smil på hendes læber, men det var nu ikke så sjældent. Et lille et kom dog frem, da hun så på ham, men det mindede mere om en grimasse.

[Deleted]

Saïx havde vendte blikket mod hende, efter at have talt ud. Isabel var tavs, men han kunne se på hende hvordan hun grublede over et eller andet. At dømme efter hendes ansigtsudtryk var der noget der frustrerede hende.
Var det hans problem, der frustrerede hende?
Han fortrak en mine. Han havde ikke den samme erfaring med mørkevæsner som Isabel havde. Måske frustrerede det hende at se hvor svært det var for ham, når det tydeligvis virkede så simpelt for hende. Han vendte selv blikket ud i luften frem for sig. Han havde ikke rigtig haft tiden til at vurdere hvad Isabel havde fortalt ham, men han vidste han ville blive nødt til at gøre det. At han ville være nødt til at vurdere muligheden for at hans følelser for Ania, netop kun var på grund af hendes evner som vampyr. Alene tanken fik en knude til at vokse i maven på ham.
Han blev revet ud af sine tanker ved hendes pludselige ord, og måtte rynke en smule på brynene. Normalt havde Isabel altid én eller anden kommentar eller et eller andet godt råd – og specielt når hun nu selv havde spurgt ind til det her emne forventede han da et eller andet. Men hun rørte det ikke engang. Det lignede hende ikke. Han gjorde hende alligevel kunsten efter, og skubbede sig op på stående fod. Han undlod dog at børste skidtet af tøjet. Han ville alligevel gøre sig selv snavset igen så snart han vendte tilbage til smedjen. Hans blik hvilede usikkert på Isabel. Smilet hun sendte ham så mest af alt ud som en grimasse. Han kunne se, at det ikke var et ægte ét. Men hvad skulle han sige? Han sukkede drævent.
”Jeg skal tænke på alt du fortalte mig. Om vampyrer.” uddybede han. Måske skulle han bede Ania om at holde sig væk i en tid? Måske ville tid fra hinanden hjælpe ham med at finde ud af om hvad han følte var ægte eller ej. Det var vel forsøget værd.
Han sendte Isabel et prøvende smil. ”Jeg sætter pris på alt det her, Isabel. Dine råd. Den her træning. Det som du og din bror gør. Det betyder meget for mig.” Hans smil blev en smule varmere i takt med hans ord. Han vidste hvor lidt Isabel brød sig om kropskontakt, så i stedet for den omfavnelse han måske normalt ville have givet hende, rakte han i stedet hånden frem mod hende. ”Og jeg ved ikke hvad du mener med at det kan være vi ses igen. Det gør vi, om jeg så selv skal opspore jer.” Et drilsk glimt viste sig i hans øjne, efterfulgt af et smørret smil.

[Deleted]

Isabel's grønne øjne gled ned til hans fremstrakte hånd. Det var sådan de plejede, at hilse på hinanden, og det var sådan de plejede at sige farvel. De fleste omfavnede hinanden, men hun var anderledes. Hun var ikke en kvinde, der stiftede familie eller fik et fast hjem. I stedet havde hun dømt sig selv til et liv i ensomhed, hvor Caleb ville være den eneste mand, der nogensinde ville holde hende i sine arme, og trøste hende mens hun græd. Et liv hvor hun ikke var andet end et skjold mellem mørket, og de uskyldige væsner, som hun stod beskyttende foran. Det var sådan et liv hun havde. Hun misundte alle, der havde det anderledes. Emerald.... ja selv vampyren, som Saîx tydeligvis tænkte ofte og meget på.
Langsomt gav hun ham hånden. Hun kunne mærke hans puls og varme, som hørte sig til et levende menneske. Et levende menneske ligesom hende. Kort mødte deres blikke, inden at hun trykkede hans hånd, og slap den igen. Han satte pris på hvad hun gjorde? Det var der mange, som gjorde, men vidste de hvilket offer hende og Caleb, havde skulle give? Alt det kunne hun dog ikke sige til Saïx. Hell... hun vidste ikke engang, hvordan hun skulle formulere det på en ordentlig måde.
"Det sætter jeg pris på," svarede hun ham i stedet. "Mig og Caleb slår lejre herude i skoven et sted, så... " Hun trak på skuldrene, uden at gøre sætningen færdig. Når hun kom tilbage til Caleb, ville hun skulle høre på hans morsomheder omkring Saïx, hvilket hun slet ikke kunne tage lige nu. I stedet havde hun mere brug for, at han lagde sine arme omkring hende, og lod hende stå et øjeblik sådan. Bare for et øjeblik, at komme ud med det hele.
Hun drog et suk, og rettede sig op.
"Vi ses, Saïx. Pas på dig selv. Og husk..." Hun lagde kort sin hånd om hans hage. Det stærke blik mødte hans. "... hold hovedet koldt. Der er en grund til at de væsner, lever i vores mareridt."
Hun slap ham, og vendte så rundt, for at traske ud af lysningen. Lige inden træerne opslugte hende, kastede hun et blik tilbage på ham over skulderen. Et lille smil kom til sine, og hun bøjede hovedet som afsked, inden at hun forsvandt.

//out