Teach me, master!

[Deleted]

@isabel ~ @saix

Solen havde ikke været oppe i mere end en times tid, da Saïx bevægede sig gennem skoven udenfor Ityrial. Det havde kun været få timer siden han var stået op, efter at have fået sovet ud efter den lange arbejdsdag han havde haft dagen forinden. Efter at han havde fået leveret Isabels pilehoveder og han var vendt tilbage til sin smedje, havde han igen haft alt for meget at se til - og i takt med at dagen skred frem og solen gik ned, steg hans arbejdsmængde kun. Rhys havde været en stor hjælp, og havde taget sig af bestillinger og salg, mens Saïx tog sig af arbejdet inde i smedjens værksted. Hans arme var ømme efter at have hamret stål i flere timer i alle mulige forme, men det var intet som han ikke var vant til. Han havde gjort dette i flere år, og det var længe siden han havde følt sig så udmattet efter en arbejdsdag, at han ikke ville kunne bruge sine arme bagefter.
Det var ikke en sådan dag.
I sit bælte havde han fæstet et sværd. Det føltes næsten mærkeligt at gå rundt med et våben. Normalt havde Saïx forholdt sig til at producere våben, ikke at han faktisk selv skulle benytte sig af dem. Men han kunne ikke påstå at han ikke glædede sig. Isabels tilbud havde bestemt været generøst, og han havde da set frem til at han kunne lukke smedjen så han kunne få hvilet sig før deres aftale.
Han havde ikke noget tøj, som passede sig til sådan træning som det Isabel ville udsætte ham for. Han havde derfor simpelthen iført sig sit arbejdstøj, bestående af en tilsodet skjorte og nogle bukser som matchede, med en vest af kogt læder smidt over sig. Han havde dog taget sine forholdsregler: udover sværdet havde han medbragt let armering, som han egentlig kun havde valgt at tage med sig, fordi han ikke var sikker på hvor hård Isabel ville være ved ham. Han havde ingen erfaring indenfor sværdkunst, og når han stod overfor én som Isabel, kunne han meget hurtigt ende skadet - eller hvad der var værre.
Han nåede endelig frem til lysningen. Træerne stod som en ring omkring den, som om naturen selv havde formet sig efter planen om at have et træningsareal inde i skoven. Han lænede sig en smule op af det nærmeste træ, mens han så sig omkring efter Isabel.

[Deleted]

Faste skridt bar hende ud af Ityrial og gennem skoven. Isabel var vant til at vandre, og holde et hvis tempo. Caleb var blevet efterladt på kroen, hvor han havde ligget på sine tæpper på gulvet, og bladret i en bog omkring gamle runer, da hun havde forladt ham. I det mindste var de blevet gode venner nu, og hun havde endda fået et drillende smil på vej ud af døren. Typisk brødre. Da Saïx havde været forbi med pilehovederne, havde Caleb været direkte forfærdelig. Han havde stået med et bredt smil, og set mellem Saïx og Isabel. Efter Saïx var gået, havde hun skulle høre på Calebs drillerier omkring de to. Lige meget hvor meget, hun sagde ham imod.
Det korte hår var strøget tilbage fra hendes ansigt, og var stadigvæk fugtigt efter det korte bad, som hun havde taget. Hun havde kun taget stramme læderbukser på, og en af sine store, hvide skjorter, samt de slidte støvler. I bæltet havde hun sit sværd.
Endelig nåede hun lysningen, hvor Saïx ventede. Ved synet af ham voksede der et smil frem på hendes læber, og hun hævede hånden til en vinken.
"Godmorgen," hilste hun friskt. "Klar til lidt træning?"
Hun stoppede op foran ham, og lod blikket glide ned til sværdet i hans bælte.
"Godt! Du har dit eget sværd med! Vi skal selvfølgelig slå med den flade ende, men hver ikke bange for at slå til. Jeg er vant til blåmærket," fortalte hun med et grin. "Hvor meget kender du til fægtning? Altså.. kender du udgangspunktet? Perfekt balance. Spredte ben, vægten fordelt på hele foden, skuldrene tilbage, ryggen spændt?"
Hun gik ud midt i lysningen, hvor hun trak sit sværd op i en flydende bevægelse med den ene hånd, inden at hun stillede sig i position med siden til Saïx, og sværdet i den ene hånd. Allerede nu føltes det skarpe metal, som en forlængelse af hendes arm.

[Deleted]

Da Isabel var trådt ind i lysningen var der ligeså gledet et smil over Saïx’ læber, og han hævede sin egen hånd for at gengælde hendes hilsen. Hun så friskere ud end hun havde gjort dagen forinden, da han havde leveret pilehovederne. Under det kortvarige besøg havde han lagt mærke til Calebs smørrede smil, men han havde ikke sagt noget til det. Caleb havde som regel altid haft en eller anden kommentar klar, når han og Isabel havde besøgt våbensmedjen, og han var sikker på at det var sådanne kommentarer Isabel havde været nødt til at høre på efter at han selv var gået. Han fik næsten ondt af hende.
”Så klar som jeg kan blive.” svarede han muntert, og rettede sig op fra sin stilling, lænet op af træet. Isabel gik direkte til sagen, så snart hun så sværdet i hans bælte, og han kunne ikke lade være med at smile et lille, skævt smil. Men det var vel også sådan deres møder plejede at udarte sig? Direkte til sagens kerne, og så kunne de altid småsnakke under arbejdet, eller bagefter. Det virkede som noget der passede dem begge fint.
”Jeg tror du må behandle mig som en nybegynder i det her.” indrømmede han med et fåret smil, men fulgte alligevel hendes anvisninger. Han trak sværdet fra skeden, og forsøgte at placere sig som hun havde beskrevet det. Forsøgte at imitere stillingen hun selv stod i. Men da han selv svingede sværdet med den ene hånd sådan som hun, var det tydeligt at han ikke var vant til at svinge et sværd: en tung hammer var hvad han var vant til, og hans forsøg på at svinge sværdet så mere ud som om han forsøgte at hugge ned i noget med en hammer. Til sammenligning så Isabels bevægelse meget mere naturlig og elegant ud. ”Jeg håber ikke du har dårlig tid.” tilføjede han med et stille grin, og sendte hende et halvt undskyldende smil, inden han igen løftede sværdet. Han behøvede ikke lægge bånd på sig selv, så længe han slog med den flade ende. Det burde han kunne finde ud af.

[Deleted]

En lille latter lød fra Isabel ved synet af hans forsøg på at svinge sværdet. Det her ville nok tage tid, men der var ikke andet, hun skulle bruge dagen på. Derfor tog hun bare et bedre greb omkring sværdets skæfte, og fokuserede på ham foran sig.
"Normalt når man er i sådan en her kamp, er det godt at bruge lidt tid på at studere ens modstander," fortalte hun, og begyndte at bevæge sig til siden ved at lægge den ene fod ved siden af den anden. "Kig efter svagheder, åbninger, en gammel skade måske? Bare hold øje med din modstander. Du behøver ikke være den, der starter med at angribe. Den som angriber, laver nemlig den første åbning."
Hun tog et sidst skridt, så hun nu stod med fronten til ham med begge hænder om sværdet, der blev holdt op foran hendes ansigt.
"Det her er en god stilling til at modtage slag. Bare sørg for at brug hele kroppen i stedet for kun armene. Ligesom når man danser. Sving med sværdet. Nej.. brug kroppen. Hele kroppen. Hahahaha Saïx for pokker."
Hun stak sit sværd i jorden med en hånd, for at vandre over til Saïx med et skævt grin. Roligt stillede hun sig om bag ham, og lænede sig frem mod hans ryg, så hun kunne hjælpe ham med at tage det rigtige greb om skæftet.
"Hold sådan. Ja netop. Prøv at sving med sværdet, så føre jeg din krop," forklarede hun, og lod hænderne glide tilbage fra hans fingre, for at lægge dem mod på hver side af ham. Tæt ind til ham, så hans krop fulgte med hendes, bevægede hun hans krop rundt i en bløde bevægede, fra den ene side til den anden.
"Kan du mærke det? Balancen følger med sværdets sving nu. Selv en vampyr ville ikke kunne slå sværdet ud af din hænder, eller skubbe dig ud af balance," fortalte hun med et smil ved siden af hans øre.

[Deleted]

Saïx forsøgte efter bedste evne at følge Isabels instrukser, men det var langt lettere sagt end gjort. Hvor Isabels bevægelser var flydende og indøvede, var det pinligt tydeligt at det ikke var sådanne bevægelser Saïx var vant til. Han var overhovedet ikke vant til at bevæge kroppen på den måde. Hans element var i smedjen, hvor han gerne kunne stå time efter time på det samme punkt, og hamre i stålet. Denne ’dans’, som Isabel havde beskrevet det som, føltes simpelthen bare akavet for ham. Hans led føltes stive, som om det var umuligt for ham at bevæge kroppen på den måde som Isabel ville have ham til. Det var simpelthen ikke naturligt for ham!
Han måtte forme et skævt, beklagende smil, da Isabel åbenbart havde set sig nødt til at hjælpe ham helt fra bunden af. Han havde dog ikke været helt forberedt på præcist hvordan hun havde tænkt sig at hjælpe ham. Da hun stillede sig bag ham, og førte hans hænder, kunne han mærke kinderne brænde let. Det var første gang han og Isabel havde stået så tæt op af hinanden – i hvert fald når hun ikke havde betragtet ham arbejde over skulderen. Lettere blev det heller ikke da hun placerede sine hænder langs hans side, og førte hans krop i bevægelsen da han svingede sværdet til bevægelsen hun førte ham i. Da bevægelsen blev gentaget, nikkede han langsomt, og lod et smil glide over sine læber.
”Ja… Jeg kan godt mærke det.” sagde han med et stille grin. Bevægelsen begyndte så småt at gå mere flydende og naturligt, skønt han stadig kunne mærke at det bestemt ikke var en bevægelse han var vant til. Han lo stille da han sænkede sværdet, og drejede blikket mod Isabels ansigt, der hun kiggede over hans skulder. ”Hvis det her er som en dans, tror jeg ikke jeg skal danse foreløbig. Jeg kommer til at træde samtlige folk i rummet over tæerne.” kommenterede han spøgefuldt, inden han trådte et lille skridt fra hende, og vendte sig imod hende med et fåret smil over læberne. ”Det her er pinligt. Jeg er dårligere til det her end jeg troede.” indrømmede han. ”Det bliver vel mellem os? Det vil gå dårligt for forretningen hvis mine kunder finder ud af at jeg ikke kan håndtere mine egne våben.” Nok et spøgefuldt smil gled over hans læber.

[Deleted]

"Man lære det. Efter en masse træning så sætter det sig ind i kroppen, og du bliver vant til at bevæge kroppen sådan," svarede hun ham beroligende, inden at hun slap ham, da han trådte væk fra hende. Hun tænkte på sin egen oplæring gennem tiden. Det havde startet med en kæp. Hende og Caleb havde brugt næsten hver dag, på at træne med hinanden. Helt fra børn. De havde virkelig taget det alvorligt. Engang havde Caleb sågar brækket hendes næse. Der havde de kun være 14 og 16 år. Med tiden var de dog blevet bedre og bedre, indtil de nu kunne måle sig med en erfaren dæmon-kriger.
Hun grinede glædesfuldt af hans ord, og slog drillende til hans overarm med bagsiden af hendes hånd.
"Bare rolig. Det her bliver mellem os to. Nå... lad os prøve en decideret kamp. Vi bevæger os langsomt. Kom så," sagde hun, og gik forbi ham over til sit sværd, som hun trak op af jorden. Kort gled hun sværdet over bukserne, for at tørre jorden af klingen, inden at hun stillede sig i startpositionen foran ham. Opmærksomt betragtede hun ham.
"Jeg angriber nu," advarede hun, inden at hun sprang et skridt mod ham. Det var anderledes at træne med ham i stedet for Caleb. Specielt fordi at Saïx var ny i det her, hvor Caleb var en strategisk dødsmaskine med et sværd i hans hånd.
Da hun sprang frem mod Saïx hævede hun langsomt sværdet, men det var en finte, så hun i stedet kunne ændre kursen mod hans skulder i stedet for hans ben. Det hele blev gjort i et langsomt tempo, så han kunne følge med.

[Deleted]

Selvfølgelig var det et spørgsmål om træning. Hvad var ikke? Selv Saïx eget arbejde havde krævet mange års træning for at opnå den kvalitet han kunne levere i dag. Han forventede at det samme måtte gælde for Isabel og Caleb – og han mente da også at han havde hørt historier om deres træningsrunder en gang eller to, når de havde besøgt ham i smedjen.
Et taknemmeligt smil gled over hans læber, inden et grin erstattede det, ved hendes puf på hans arm.
”Alright. Lad os prøve.” sagde han enigt, og fulgte hende med blikket, inden han selv løftede sværdet. Han gik hendes instrukser igennem. Benene let spredte, med vægten fordelt på hver fod, og skuldrene trukket tilbage. Han havde betragtet hende vågent og ledt efter en åbning, sådan som hun havde fortalt ham, men det viste sig ikke at være nødvendigt, da hun advarede ham på forhånd før hun angreb. Det slog ham at han aldrig faktisk havde set Isabel i kamp. Han anede ikke noget om hvor hurtigt hun kunne bevæge sig, eller hvor hårdt hun kunne angribe. Selv om hun bevægede sig langsomt for hans skyld, virkede det stadig for Saïx som om hun bevægede sig hurtigt – langt hurtigere end han i hvert fald havde forventet. Det ene øjeblik havde det set ud som om hun ville hugge ned mod ham, og han havde besvaret det ved at holde sværdet oppe horisontalt, så han kunne blokkere hendes angreb – men lige så hurtigt havde hun vendt angrebet, så hun kunne gå efter hans skulder i stedet. Om det havde været en bevidst handling eller om det var en refleks, var han ikke selv sikker på, men idet han så hendes angreb forandre sig, drejede han på armen så hans albue var over hans hoved, og sværdets blad pegede mod jorden. Begge hans hænder havde placeret sig mod sværdets skaft for at give ham et bedre greb, og han kunne lade et glædeligt grin falde over sine læber da han mærkede Isabels sværd møde hans, i stedet for hans skulder. Et kort øjeblik følte han sig stolt som et barn, inden han fik lagt bånd på sig selv, og blot så smilende på Isabel.

[Deleted]

Da han parrerede hendes slag, kunne hun ikke lade være med at føle lidt stolthed over det. Deres øjne mødtes forbi sværdklingerne, inden et djævelsk smil bredte sig på hendes læber. Hvis han kunne parrere den her, kunne han også klare lidt tæsk.
Hun tog lidt bedre fast om skæftet på sit sværd, inden at hun gled væk fra Saïx. Efter et par hurtige bevægelser, nogle sving med sværdet, og nogle minutter var Saïx’s ene arm blevet lammet, han havde fået et par røde mærker, der helt klart ville blive blå og gule i løbet af dagen – og han var havnet på ryggen i jorden med Isabel’s sværdspids hvilende mod hans hals.
Alt sammen uden at Isabel, havde fået en eneste skramme. Hun smilede triumferende ned til ham, inden at hun rakte ham sin ene hånd, for at hjælpe ham op. Måske havde det været en smule ondt, at lade være med at holde tilbage for ham, men ingen havde nogensinde kaldt hende pædagogisk.
”Ooooog du ville så være død nu. Cirka 5 gange,” meddelte hun ham med et bredt grin og trak ham på benene. ”Men bare rolig! Det er derfor jeg er her, til at passe på dig!”
Det var første gang, at hun faktisk havde haft det så underholdende med en anden person end Caleb, og faktisk følte hun sig ikke usikker eller nervøs. Måske fordi at der var et sværd imellem dem. Så var hun ligeglad med hvad Caleb sagde og hentydede til. Han havde altid nydt tanken om at Saïx og hende, havde haft et eller andet. Hvorfor vidste hun ikke. Det kunne have noget at gøre med, at hende og Saïx smilede meget til hinanden, grinede sammen, og var interesseret i de samme ting.
Det gjorde dog alt sammen lige meget. Der var hans søde vampyrveninde, og hun var ikke en kvinde, folk ville falde for. Caleb havde hundrede gange sagt til hende, at hun var smuk, men han var hendes lillebror! Derudover var hun en stærk kvinde, der ikke lod sig underkaste. Hell.. hun dræbte mørkvæsner til dagligt!

[Deleted]

Saïx lå fortumlet på jorden og hev efter vejret. Det her var langt mere krævende end arbejdet i hans smedje! Dér havde han i det mindste haft den luksus at han kunne stå i ro, mens han svingede med den tunge hammer. Her var han nødt til altid at bevæge sig, svinge et sværd, og samtidig fokusere på hvad Isabel gjorde, og bevæge sig i takt med hende for at parere hendes angreb, og, hvis han var heldig, selv sætte nogen angreb ind.
Han mærkede hendes sværdspids forlade hans hals, og tog villigt imod hendes hånd da hun rakte den ned til ham, og lod hende trække ham op og stå. Det var intet under at Isabel var stærk: det var hun nødt til, sådan som hun kunne danse omkring ham og svinge sit sværd efter ham!
”Jeg begynder at forstå hvorfor mørkevæsnerne frygter Veterano-navnet.” kommenterede han med et udmattet grin, og måtte sætte sværdet i jorden. Han kunne stadig ikke begribe det. Time efter time kunne han arbejde i smedjen, uden at være noget nær så udmattet som han var efter få minutter med Isabel. Hans arme var endnu mere ømme end da han var kommet, og han var ganske sikker på at de ville være både gule og blå inden dagen var omme. Åh, det skulle nok blive en god dag på arbejde. ”Så jeg kan altså regne med din beskyttelse til enhver tid? Det skulle du have sagt noget før, så ville jeg ikke behøve det her.” Han sendte hende et drillende smil og daskede let til hendes arm – selv dén bevægelse fik det til at stikke i hans overarm, hvor hendes seneste angreb med sikkerhed havde efterladt et tydeligt mærke.
Hans blik faldt på Isabel, som han betragtede med et skævt smil. Under deres kamp, hvor kortvarig den end havde været, havde det været tydeligt at hun havde moret sig. Hun havde haft et særligt smil om læberne hver gang han parerede hendes angreb, men hun havde også haft det hver gang hun havde fået et angreb ind på ham. Var hun mon på samme måde når hun trænede med sin bror? Tanken fik ham til at smile fåret. ”Jeg skal nok ikke regne med at blive lige så god som dig eller Caleb lige foreløbig… Men jeg kommer slet ikke i nærheden af det, hvis ikke jeg fortsætter. Selv mennesker kan overleve nogle blå mærker.” Beslutsomt rettede han sig op og trak sværdet op fra jorden, og rettede det mod hende. Han lagde ikke mærke til det, men startpositionen var så småt ved at falde ham naturligt. Han smilede til hende over sværdets blad. ”Et mørkevæsen ville ikke vise mig nåde. Så det må du heller ikke.” Hans tanker faldt kortvarigt på Ania. Hun var snigmorder. Foruden de våben naturen havde udstyret hende med, var hun også i stand til at gøre brug af de våben han havde udstyret hende med. Hvis Isabel havde ret om hende… Han måtte være i stand til at forsvare sig mod hende, hvis det skulle blive nødvendigt. Smilet forlod kortvarigt hans læber, og blev i stedet erstattet af alvorlige folder.

[Deleted]

Isabel grinede til ham, mens hun tog nogle øvede sving med sværdet.

”Forestil dig, der så er to af mig med magi oveni,” svarede hun ham, og bakkede væk fra ham på sikre fødder. ”Men nej... desværre kan jeg ikke altid være her. Mig og Caleb bliver dog her i Ityrial et stykke tid, men vi rykker nok herud i skoven, og slår lejr. Det er kun et spørgsmål om tid, før nogen finder os i kroen.”

Op til flere gange havde Caleb og hende også set wanted plakater af dem hænge rundt i byen. Tegninger var endda kommet på, og selvom det ikke var med farver, så var Calebs klap for øjet et stort kendetegn. Selv med hendes mere udviklet kræfter, så kunne hun ikke vise dem frit, hvis hun skulle beskytte Caleb for sandheden, om at hun faktisk også trænede. Bare ikke med ham.

Hun smilede, da han trak sit sværd op igen, for at prøve en gang til. Hans gåpåmod var da imponerende, og bare med det, kom man langt. Igennem tiden var der mange, som havde påstået, at hende og Caleb, aldrig ville kunne overvinde et mørkvæsen. Alle dem havde taget fejl. De havde endda slået mange. Med pentagrammer og runer samt intens træning, havde de udviklet både deres kræfter og deres styrke, til at kunne klare et næsten hvilket som helst mørkvæsen. Specielt når de var sammen, og samarbejde kunne intet mørkvæsen slå dem. Hende og Caleb side om side.

”Bare rolig...” svarede hun ham, lige inden at hun angreb ham. Deres sværd tørnede sammen, så musklerne spændtes i armene, for at presse den anden tilbage. Isabel smilede spydigt. ”Jeg viser aldrig nåde.”

Hun gled til siden, så deres sværd næsten slog gnistre mod hinanden, inden at hun huggede ud efter hans ben i endnu et angreb. Styrken i svinget ville være nok til at lamme hans muskler i låret, hvis hun ramte. Nej... Isabel viste aldrig nåde. Ikke for hendes bror, ikke for Saïx, ikke for et mørkvæsen.

[Deleted]

Hun virkede tilfreds med at han var klar til at fortsætte. Det fik et lille smil til at vokse frem over hans læber, men smilet forsvandt så snart Isabel gik til angreb. Deres sværd mødte hinanden, og i et par sekunder virkede det som om de begge forsøgte at presse den anden tilbage. Begge var de stærke, og det blev synligt på måden de begge spændte i armene for ikke at være dén der gav sig. Sveden dryppede ned fra hans pandehår, og hans brystkasse hævede og sænkede sig stadig i takt med hans tunge åndedræt. Det dunkede i hans ømme arme af at holde stand mod hendes sværd, men han nægtede at give sig. Hendes spydige smil smittede af på Saïx.
”Så kom med det.” nåede han at svare tilbage, inden hun gled til siden, og begyndte sit næste angreb. Hun gik efter hans ben denne gang. Hans arme dunkede allerede efter de mange slag hun havde fået ind på ham, og han havde ikke meget lyst til at opleve det samme på sit lår. I stedet for at parere hendes angreb, hoppede han dog et lille skridt tilbage. Han kunne næsten mærke sværdet svinge forbi hans ben.
Saïx fulgte Isabels instrukser, og så efter en åbning. Hendes angreb havde efterladt hende åben for angreb fra oven, og det var dette han benyttede sig af, da han hævede sværdet op i luften og lavede en nedadgående bevægelse mod hendes skulder. Bevægelsen var ikke lige så flydende, eftersom han havde vendt sværdet så han ville ramme hende med den flade ende, men han var alligevel mere end tilfreds med hvad han håbede på ville være et succesfuldt angreb.

[Deleted]

Han fik parreret hendes angreb, og gik efter hendes åbning. Perfekt! Bare for motivationens skyld lod hun ham få angrebet igennem, så hun tog imod slaget på skulderen. Den flade ende ramte, og hun skar kort en grimasse på grund af smerten. Saïx var stærk, men når hun var vant til at få tæv af mørkvæsen og Caleb, så var det her ingenting. Det ville nok give et blåt mærke alligevel. Hun lod sværdet falde fra den lammet hånd, over i den anden, inden at hun sprang direkte ind i ham. Hendes skulder stødte mod hans, for at presse ham ud i balancen.
"Bak!" gispede hun til ham. "Bevæg benene! Bak, bak, bak! Spring tilbage, og stil dig i bevægelse!" Hendes fødder stillede sig fast, og hun svang sværdet igen mod ham. Fintede. Slog til igen. Lige nu var det hende, som gik i angreb, og Saïx, der var nødt til at forsvare sig med mindre han ville få nogle mærket. Hun pressede ham på alle måde. Prøvede at skubbe ham ud af bevægelse, dansede rundt om ham, snød ham, og gav ham endda også en albue i maven på et tidspunkt. Mørkvæsener kæmpede ikke ærefuldt - hvorfor skulle de så?
Sveddråber begyndte at trille ned over hendes ansigt, mens hår klistrede sig til panden. Åndedrættet blev hivende, men Isabel var vant til kampe, der kunne vare i lang tid, kun afbrudt, når de skulle jage personen et stykke.
Til sidst fintede hun sig igen ind på livet af Saïx, så han ikke kunne nå hende med sværdet. Deres svedige kroppe trykkede sig mod hinanden. Hun smed sit eget sværd fra sig, greb fat i hans ene overarm, dansede rundt en omgang med ham, så hans fødder snublede over hendes. Med et let skub, fik hun ham til at få overbalance, så han væltede bagover. Hun fulgte med hen over ham i en flydende bevægelse med et knæ i hans ene skulder, og en hånd om hans krave. Sejrsikkert smilede hun bredt ned til ham, selvom at hun måtte hive efter vejret.
"Tæt på!" sagde hun åndeløst. "Men ikke tæt nok!" Hun grinede.

[Deleted]

Hans angreb ramte! Stoltheden var næsten nok til at distrahere ham for øjeblikket, men Isabel sørgede hurtigt for at få ham tilbage til kampen, da hun simpelthen byttede hånd, og pressede skulderen ind mod hans, så han blev puffet bagover. Fortumlet løftede han sværdet, og parerede hendes angreb efter bedste evne, mens han bakkede. For hvert skridt han tog fulgte Isabel efter, og svingede sit sværd efter ham. Det blev svært for ham, at fokusere på at bevæge sig, samtidig som han måtte følge med på hvad hun lavede. Han stødte mod et træ, og måtte skubbe sig selv til siden, men det havde medført at hendes sværd havde ramt hans arm endnu en gang, med nok kraft til at han næsten tabte det. Men ligesom hende byttede han hånd – men i modsætning til hende, var han ikke øvet med sværd i sin venstre hånd.
Det var ikke det eneste han ikke var vant til. Måden Isabel bevægede sig rundt om ham – som dansede hun – var alt for naturlig for hende, til at han kunne forudse hendes træk. Han parerede efter bedste evne, men gang på gang blev han narret af hendes finter, og blev straffet med endnu et ømt mærke på sine arme eller sine ben. På et tidspunkt fik han en albue i maven, og måtte bøje sig frem for at få luft igen, og Isabel havde benyttet sig af muligheden for at give ham et let spark bagi, som sendte ham på snuden ned i jorden. Han kom på benene igen og greb sværdet, men Isabel havde allerede bevæget sig igen. Før han anede ordet af det, stod deres kroppe tæt ind til hinanden, så hans sværd var ubrugeligt. Hun greb fat om hans arm, og vred ham rundt så han snublede over hendes ben, og selv mistede sværdet i jorden. I næste sekund lå han med Isabel placeret over sig, og han vidste at slaget var tabt. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i takt med hans anstrengte åndedræt. Sveden dryppede ned af panden på ham, og hele hans krop dunkede. Han var øm over det hele. Hendes latter fik et dæmpet grin over hans læber.
”Lad være at lyv for mig, jeg var overhovedet ikke i nærheden.” protesterede han godmodigt, inden han lod ansigtet falde bagover mod jorden. Han følte sig fuldstændig afkræftet. Hvordan mon det ville være at se Caleb træne sammen med hende? Garanteret et langt mindre sørgeligt syn end det her! For Saïx føltes det som om der ikke var ét punkt på kroppen der ikke følte sig forslået, og han var sikker på at han selv kun havde fået en håndfuld angreb ind på hende. Han åndede tungt ud. ”Du overdrev ikke, da du sagde du ikke viste nåde.” grinede han.

[Deleted]

Med en latter gled Isabel af ham, og lod sig rulle ned på ryggen ved siden af ham. Hun var mindst lige så forpustet som ham, og måtte stryge en finger gennem sit pjusket hår, for at få det væk fra sine øjne. Det havde været godt, at træne sværdkamp igen.
"Hvis det kan trøste dig, så blev jeg også lidt øm," fortalte hun ham, og kiggede op i den blå himmel, mens hænderne hvilede ovenpå hendes mave. Det her var jo næsten fredfyldt. Sådan nogle tidspunkter satte hun altid højt, og nød i fulde drag, fordi de var så sjældne. Hun lukkede øjnene.
"Når jeg træner med Caleb, plejer det dog at være sådan, at knap nok nogen af os kan gå bagefter. Vi er begge lige stædige, og nægter at give op, hvilket resultere i at vi smadre kroppen mere end vi gavner den," sagde hun med et svagt smil på læberne. Solen varmede hendes ansigt op, selvom at sveden drev ned af hendes ryg. Hendes hår gnistrede som solen selv med de orange farver. Hun sukkede fredfyldt, inden at hun drejede ansigtet mod Saïx.
"I det mindste kender du det basiske nu. Skulle være nok til at kunne holde folk lidt på afstand."
Hun sendte ham et venligt smil, mens duften af græsset under dem, kærtegnede hendes næsebor. En fugl sang muntert et eller andet sted.

[Deleted]

Saïx lod hende rulle ned ved siden af ham, og blev selv liggende og betragte den blå himmel over dem. Hans åndedræt var stadig tungt, og nu hvor han havde sin arm fri, kunne han selv føre hånden op for at stryge sit svedige pandehår tilbage. Det var længe siden han havde følt sig så udmattet – og han følte sig kun endnu mere træt ved tanken på at han på et tidspunkt måtte tilbage til smedjen og arbejde videre. Hans arm jamrede bare ved tanken på den tunge hammer.
”Det er et mirakel at I ikke har slået hinanden ihjel endnu.” kommenterede han med et stille grin, inden han vendte blikket i hendes retning, i tide til at fange det venlige smil hun sendte ham. Han gengældte det, før han igen vendte ansigtet op mod himlen. ”Det burde i hvert fald være nok til at jeg faktisk har et es i ærmet, hvis jeg har besværlige kunder.” medgav han enigt, og formede et skævt smil. Hans tanker faldt nok en gang på Ania. Hvis Isabel havde ret, og Ania ville angribe ham – ville dette så være nok til at forsvare sig selv? Ville et sværd være godt nok forsvar for en vampyr ude efter blod? Han løftede sin ømme arm, og placerede sin hånd mod sin egen hals, som om han forestillede sig hvad han ville gøre, hvis Ania skulle sætte tænderne i ham. Han lod hånden falde igen, og vendte blikket tilbage mod Isabel, og sendte hende et spøgefuldt smil. ”Får du og Caleb også brug for pauser før I kan fortsætte? Jeg tror ikke jeg ville være i stand til at løfte sværdet lige nu.” grinede han mildt.