Just a bite!

[Deleted]

Grådigt havde Carmine givet et støn fra sig, da han mærkede Crysania vride sine hænder til sig, kun for at presse dem mod hans skuldre, og nok en gang vende deres positioner så hun lå øverst. Nok en gang lå han på gulvet og kunne se op på hans søster; hans hustru; hans anden halvdel. Men denne gang var der ikke så meget som én tråd, der adskilte deres kroppe. Tydeligt var det at engleblodet havde vækket noget i dem begge: hvis ikke på måden Carmine nok en gang lod sine fingre stryge begærligt over hendes fejlfrie hud, så på måden Crysania tog handling. Hun hævede sig først op, og sænkede sig derefter langsomt ned over ham. Carmine måtte lade sine øjne glide i og lægge hovedet tilbage mod gulvet, da nydelsen omgående begyndte at sprede sig i kroppen på ham. Det var kun Crysania, som kunne få den følelse frem i ham. Det var kun hende, som han ville lade få den følelse frem i ham. Enhver anden kvinde ville være blevet straffet for at forsøge at tage kontrollen på den måde som Crysania havde gjort det, men ikke hende. De to var ligeværdige, og når lysten og begæret havde grebet dem begge sådan som nu, virkede det som om de altid konkurrerede om hvem der ville dominere den anden. Som om striden kun bidrog til at ophidse dem begge yderligere. Carmine nød dog, når Crysania tog kontrollen fra ham på denne måde: det ophidsede ham at se hende sådan, og mærke hendes begær.
Hans øjne åbnede sig igen, og hans dyriske grå øjne mødte hendes da han skubbede sig op i en siddende stilling og lagde en hånd om hendes nakke. Sine læber pressede han mod hendes hals, hvor han grådigt lod sine skarpe tænder grave ned i hendes hud, alt imens han mere end villigt bevægede sin krop mod hendes. Hans greb om hendes nakkehår blev strammere, og hans frydefulde støn blev kvalt mod hendes hals. Havde de været dødelige, var Carmine sikker på at begge deres hjerter ville have hamret om kap – men der var hverken heftige hjerteslag, eller tunge åndedræt at spore hos nogen af dem. Ej heller savnede han det. Begge var de stolte af hvad de var, og aldrig havde de ønsket hverken bankende hjerte eller åndedræt. Til trods for at de ikke havde nogen af de ting, var begæret mellem dem synligt på måden de knugede sine kroppe mod hinanden, uvillige til at give slip på den anden.

[Deleted]

Magten måtte Crysania for nu have vundet, som hun vidste, at det bestemt ikke var en sikke sejr før de nåede helt i mål. Meget kunne trods alt nå og henne nu, hvor den blotte tanke måtte pirre hende! Hun nød nemlig begge deres styrke, samt at se og føle, hvordan de kolliderede mod hinanden. Ophidset flød stønnet over hendes let adskilte fyldige læber, som hendes vuggende hoftebevægelser måtte sætte en større reaktion i gang! Selv mærkede hun, hvordan det summede fra top til tå, og fik hende til at kræve mere. Hvordan skulle hun dog nogensinde kunne blive træt af denne følelse? Hvordan skulle hun nogensinde kunne blive træt af ham? I årtusinde havde de efterhånden stået som mand og hustru, og aldrig havde hendes begær eller loyalitet til ham dalet så meget som en knivspids. Fascinerende måtte den tanke uden tvivl være for mange, når man tog højde for, hvem de var. Armene slyngede hun om hans stærke krop, som hun ønskede at føre dem tættere på hinanden, som han satte sig op. Tættere blev de også, som gispet forlod hendes læber, og som hun sad med hans tandsæt i halsen. Handlingen fik helt hendes øjne til at glippe og hendes krop til at skælve, men ej af frygt eller ubehag. Intenst føltes det at have ham i sig på mere end en måde. Sensuelt, hårdt og forførende var det, hvor det fik hendes negle til at stryge krævende ned over hans ryg. Mere ønskede hun! Mere af ham! Selv følte hun, hvordan hans hud omkring ryggen gav efter for hendes negles boring, og hvordan hans hud samlede sig igen, så snart de havde passeret. Behagende sukkede hun, inden hun fast måtte sætte tempoet op. Træt ville hun ej blive, som hun ville være i stand til at fortsætte i timer, hvis ej det havde været for det klimaks, som de begge ønskede at opnå! Hovedet bøjede hun over hans skulder, så hendes læber næsten helt blidt kunne kærtegne den. Blidt masserede de hans hud, inden hun pirrende måtte lade tungespidsen fugte området, hvor hun til sidst lavede et markerende nap på punktet. Således blev hun ved i et rum tid, inden hun selv måtte give efter for fristelserne, og lade sit eget tandsæt synke ned i hans skulder. Frydefuldt sukkede hun mod hans krop, som hun nu ikke kun mærkede ham, men også smagte ham. Ej kunne dette kategorires som føde, men som føde var det ej heller tiltænkt. Forenet var de nemlig, og det var, hvad der gjaldt.

[Deleted]

Grådigt havde Carmine sat tænderne i Crysanias bløde hals, og afsat sit mærke på hende sådan som han havde gjort så mange gange før. Og nok en gang blev han belønnet med den søde smag af hendes blod. Ikke var den ment som næring, men da han mærkede hvordan hun selv satte sit mærke i hans skulder og drak af hans blod, bidrog det kun til at deres kroppe blev endnu mere forenede – i krop såvel som i sjæl, hvis man kunne sige at de besad én.
Det fik kun hans begær efter hende til at stige. Han kunne ikke huske noget tidspunkt under deres lange ægteskab, hvor hun ikke havde været i stand til at få dette frem i ham? Havde den ene nogensinde afvist den anden? Ikke så vidt han kunne huske – og Carmine kunne ikke forestille sig at han med sine fulde fem ville afvise en så perfekt kvinde som Crysania. At de var søskende havde aldrig været noget som havde været et hinder mellem de to. Selv før deres forældre havde bestemt at de to hørte sammen, havde det været noget han og Crysania havde været sikre på, skønt det aldrig blev sagt højt. At de blev ægtemand og hustru havde været en noget nær naturlig udvikling.
Hans hænder vandrede ned af hendes krop, til han kunne gribe fat under hendes lår. Uden at slippe hendes hals, løftede han en smule op i hendes krop og tvang hende til at folde benene om hans liv i stedet, kun for derefter at flytte sine hænder til hendes hofte. Han spændte let i kroppen, da det igen var ham der tog kontrollen, til trods for at han intet havde gjort for at forandre stillingen de sad i. Et støn blev presset mod hendes hals, men det blev hurtigt kvalt da han lukkede læberne om hendes hals, og slugte blodet der løb fra det åbne sår. Tempoet blev sat op, og deres kroppe vred sig nu endnu mere intenst mod hinanden. Styrke var ikke noget nogen af dem manglede, som de begge var rene af blod. Carmine var dog for denne gang ikke interesseret i at lade dette vare i flere timer, til trods for at det ikke var uhørt mellem de to. Dyret i ham var vækket, som kun en kombination af friskt blod og Crysanias nøgne krop kunne gøre, og dyret i ham ville føre ham til klimakset hans krop skælvede efter. Instinktivt vidste han at det samme gjaldt for Crysania. Han slap derfor hendes hals, og førte sin ene hånd til hendes nakkehår for at trække hendes ansigt fra sin skulder, kun for derefter at presse sine læber mod hendes. Begges blod blev blandet mellem deres læber, og førte kun til at Carmine satte tempoet yderligere op.

[Deleted]

En enhed var de, som de var forenet på alle fysiske måder. Perfekt passede de sammen, som hver og en af deres dele gik perfekt i spænd med den andens! Både fysisk og psykisk. Hvorfor de havde behov for andre, kunne man derfor spørge sig selv om. Underligt fandt Crysania det dog ikke, da det var vampyrisk naturligt. Ej heller sammenlignede hun det at være sammen med sin mand, med at være sammen med almindelige dødelige, da det på ingen måde kunne sammenlignes! Ganske vidst var hun fysisk sammen med andre, men det var blot en form for magtdemonstration, samt en bedre både at indtage føde på. At sammenblande føde og et sammenleje, var nemlig ganske enkelt en delikat følelse! Trofast endte hendes krop med at følge hans bevægelser, som de gled af sted i en større symfoni. Benene klemte hun let om livet på ham nu, så de om end forekom endnu tættere på hinanden. Det gav i sig selv gav hende både følelsen af, at hun ej ønskede, at det skulle stoppe, samt det, at hun længtes det mere efter at nå det endelige mål! Hurtigere begyndte hendes hofters vuggen at bevæge sig, som han nu havde fæstet til at hjælpe hende. Mere intense blev hendes støn, skønt de alle syntes at prelle af mod hans skulder, som hun havde bidt sig fast i. Fantastisk smagte han, som det var pirrende og dyrisk! Dog var det ikke længe endnu, at hun kunne nyde det, som hun mærkede, hvordan hendes hoved blev trukket tilbage i håret. Med en dyrisk snerren slap hendes tandsæt, hvilket resulterede i, at blod igen måtte drive fra hendes mundvige. Synligt var det dog ikke længere, at hun havde bidt ham, som såret allerede havde healet sig, ligesom hendes eget. Behagende lyde måtte dog igen høres fra hendes hals, som hendes læber blev presset mod hans og deltog begærligt i kysset. Armene lagde hun om hans hals, alt imens hendes skød bevægede sig vuggende og hendes læber masserende. Strammere blev klemmet om hans liv, som hun fornemmede, hvordan intensiteten steg i hendes underliv. Hyppigere stønnede hun nu også, hvor hun også forsøgte at intensivere alle sine bevægelser, skønt det i sig selv begyndte at blive svært. Pludselig trykkede hendes negle ned i den øvre del af hans ryg, alt imens hendes krop spændtes, som det endelige støn forlod hendes læber, og lod hendes krop paralyseres af velvære og ekstase!

[Deleted]

I takt bevægede de deres kroppe mod hinanden, som forsøgte de at lade de to kroppe smelte sammen til den enhed, de hørte til i. Sådan som det altid var ment at det skulle være mellem de to. Carmine mærkede hvordan Crysania villigt foldede benene om hans liv, og hvordan hun grådigt havde gengældt hans eget begærlige kys, og ladt begge deres blod flyde mellem deres læber. Det havde tydeligvis også vækket dyret i hende, som han mærkede hvordan hun bevægede sig hurtigere og mere intenst over ham, men han modsagde det ikke det mindste. Hvorfor skulle han dog? Det bragte dem begge tættere og tættere på det ultimative mål de begge to hungrede efter og behøvede, og han ville ikke standse det for noget i verden! Hvis en tjener skulle afbryde dem nu, ville han lade tjeneren se på – og slå ham ihjel for afbrydelsen bagefter.
At være med Crysania var på ingen måde som andre kvinder, Carmine havde været med. Han havde lokket kvinder, fået dem til at begære ham, simpelthen som en måde at få deres hjerter til at hamre hurtigere og få pulsen op. Han havde hørt deres nydende støn og mærket deres kroppe mod sin, før han satte sit mærke i dem, og drænede dem for hver en dråbe af deres søde blod. Men med Crysania følte han sig forenet med hende, ikke bare fysisk, men også psykisk. Han hungrede efter hende, og lige meget hvor ofte han havde hende, kunne han aldrig få nok, eller blive træt af hende.
Crysanias negle borede sig ned i hans ryg, og hendes krop blev spændt som en flitsbue i hans favn, og bekræftede for Carmine at hun var nået sit højdepunkt. Det fik ham kun til at øge tempoet yderligere, nok til at bringe ham til det samme ekstatiske punkt han havde bragt sin hustru. Han lænede sig fremover så Crysanias krop igen blev presset mod gulvtæppet under dem, og trykkede sin krop så tæt ind til hendes som det var ham muligt og lod et sidste dyrisk støn lyde fra sig, før også hans krop spændtes tæt ind til hendes.
Havde de været dødelige var Carmine vis på at begge deres kroppe ville have været varme og svedige, men den eneste varme mellem deres kroppe var fra friktionen af deres kroppe der havde gnedet sig mod hinanden. Ikke desto mindre følte han varmen langt ind i kroppen, da han langsomt hævede sig over hende og så ned på hende med et særligt glimt i de grå øjne, og et lille drag på smilebåndet. Hans hertuginde, hans hustru, hans søster, hans anden halvdel. Hans lange fingre strøg kælent gennem hendes mørke lokker. Han kunne stadig mærke hendes overkrop mod sin, og lod deres kroppe forblive trykket mod hinanden da han langsomt trak hende op igen, og lod dem vende tilbage til den tidligere position, med hende placeret i hans skød. Det var dog mest så Crysania kunne flytte sig fra ham når hun lystede det – han havde ikke selv travlt med at få hende væk.
”Lad os håbe flere engle sniger sig hertil.” havde han kommenteret i en dæmpet hvisken, og nappede hende legende i halsen, hvor han tidligere havde sat sit mærke på hende. Der var ikke længere noget mærke at spore, og hendes hud var nok en gang blød, glat og fejlfri.

[Deleted]

Skønt Crysania allerede havde nået sit højdepunkt, måtte hun alligevel slippe et sidste støn, som hun fornemmede sin mands videre arbejde, samt hvordan han til sidst nåede det samme stadie som hende. Ej hev hun efter vejret. Ej bankede hendes hjerte. Ej løb sveden ned ad hende. Det eneste tegn på, hvad hun havde været igennem, var derfor det lettere uglede hår, det særlige glimt i de gråblå øjne og den nøgne krop, der også endnu var forenet med Carmines. Saglig følte hun sig helt, som stunden med sin mand efterlod hende med en ro, som kun han kunne give hende. Kærlighed kunne det tider virke som om, at hun nærede for sin broder og mand, men der ville hun pointere, at det ej lå til en vampyr. Derfor havde hun heller aldrig sagt, at hun elskede ham. Mange andre ord havde hun dog skænket ham, der fastslog deres forhold og bånd til hinanden. Velvilligt søgte hendes krop med hans, som hun både blev lagt ned, for derefter at blive sat op igen. Intet gjorde hun selv for at slippe bort fra ham, som hun måtte føle sig tilpas her. Dette var rigtigt for hende. Let strakte hun hals, så hun blidt kunne skænke hans læber et sidste kys, som hans hånd løb igennem hendes hår. Helt mild kunne hun forekomme i denne stund, men ej skulle man betvivle, hvor hurtigt hendes temperament kunne vende! Dæmpet slap hun en latter ved hans hviskende ord og kælne nap. ”Jeg håber så sandelig ikke, at du vil holde igen så længe der ikke ligger en engel på bordet,” kommenterede hun med et lille smil i mundvigen. Roligt trak hun hånden til sig, men blot så hendes fingre kunne løbe over hans kind i et kærtegn. ”Du har dog ret.. Vi burde finde os en til hjemmet,” endte hun med at sige med et sigende glimt i øjet. En engel som kæledyr, tjener og bloddyr.. Det var aldrig en race, som man gik galt i byen med! Dog havde det ikke fristet hende at beholde dagens engel.. Sulten havde hun været, og det havde derfor også gjort slaget. Blidt fortsatte hendes kærtegn. Særligt muligt skulle en engel dog være nu hvor, at grænserne havde åbnet sig og som Dvasias var i fremdrift.

[Deleted]

At Crysania intet gjorde for at trække sig væk fra ham, kunne ikke andet end at behage Carmine. Enhver som ville se dem sådan her og ikke vidste at de, foruden at være ægtemand og hustru, også var bror og søster – tvillinger, endda – ville have set et par som forstod hvad kærlighed var. Men begge ville de have benægtet det. De var vampyrer, og elskede ikke. Aldrig havde nogen af dem sagt et sådant ord til hinanden, men de havde begge givet udtryk for noget af det samme gennem andre ord eller handlinger. Der var intet han ikke ville gøre for sin hustru, ligesom han var overbevist om at hun ville gøre alt for ham. Hvad mere var der brug for?
Som de sad dér, med deres kroppe forenet, følte han sig komplet. Som om den enhed de begge udgjorde, var samlet. Det var sådan det skulle være. De var kommet til denne verden sammen, og helt fra fødslen havde de to tilhørt hinanden. At sidde sådan med Crysania i sit skød, overbeviste ham kun yderligere om det faktum. Hans fingre strøg roligt fra hendes nakke og ned af hendes ryg, inden et smil gled over hans læber ved hendes latter og hendes kommentar. Han trak hende en smule tættere ind til sig, så de begge kunne mærke den andens krop mod sin, og lod sit blik møde hendes. Det grådige glimt i de grå øjne bekræftede kun hans svar på hendes spørgsmål, uden at han havde behøvet udtale ordene. Han behøvede skam ikke engleblod, for at begære sin hustru på denne måde. Blodet havde kun været et supplement: et element som forbedrede noget, som allerede var perfekt. Det var ikke uhørt at han og Crysania kunne fylde et rum i deres hjem med deres fælles støn i flere timer af gangen, eftersom ingen af dem blev trætte. Tjenerne var klar over det, men en tjener havde aldrig været nok til at forstyrre dem. Hvad havde Crysania og Carmine at skamme sig over?
”Så må vi finde én.” fastslog han grådigt. En engel ville være et fantastisk bloddyr. At have en engel vandrende rundt i deres hjem, klar til at lade dem drikke af dens blod når det end måtte passe dem, ville passe ham udmærket. Han strøg kælent sin hustru over kinden, før han vendte blikket mod døren. ”Sonya!” kaldte han. Der gik ikke mere end få sekunder før en ung, forskræmt udseende kvinde trådte indenfor. Hendes blik var rettet mod gulvet, men de spidse øre stak frem mellem hendes blonde hår. En køn elverkvinde, som hurtigt havde lært sin plads.
”Ja, Herre?”
”Forbered noget månete til min hustru.” svarede han, idet han nok en gang vendte sit blik mod Crysania, og nok en gang gav hende sin fulde opmærksomhed. Han hørte end ikke da tjeneren lukkede døren i og forsvandt, og nok en gang efterlod dem alene. ”Det ville være en skam at ødelægge din figur allerede.” fortalte han, med et legende glimt i de grå øjne.

[Deleted]

Hver en kontakt med Carmines krop, fornemmede Crysania, som hun fornemmede alt fra hans fingres vandren fra nakke og til ryg, samt hans brystkasse mod hendes eget fyldige bryst. Behagende måtte dette føles, som den blotte kontakt med ham forekom som et kærtegn. Mærkværdigt kunne det næsten lyde, som hun reelt set ikke følte, og af den årsag var det også blot et faktum, som hun havde accepteret. Hun behøvede ikke at forklare dem, som det var nok at sige og vide, at de fuldendte hinanden. Det grådige smil hvilede på hendes læber. En engel.. Ja, en engel ville i sandhed være perfekt til deres samling. Lidt af hvert havde de også rendende efterhånden, som der var lys- og mørkvæsner, samt varyler og holy grails. ”Perfekt til vor samling,” medstemte hun, som havde hun talt om vaser, og ej om et menneskeliv. Et menneskeliv var dog som en vase for hende. Menneskelivet og vasen var nemlig begge til for hendes skyld, og hvis hun skulle gå hen og miste interessen var det blot at smide det ud med affaldet. Tavst lagde hun sit hoved ind mod hans skulder, som han kaldte en af tjenernes navn. Intet følte hun omkring dette, som hun vidste, hvad der skulle til at ske. Bekræftet blev hun også blot i sin tankerække, som hendes mand bad om måneteen. En te, som var dem nødvendig. Som tjeneren igen forlod dagligstuen, valgte hun roligt at placere begge hænder mod hans skuldre. Langsomt valgte hun at fjerne sig fra hans skød, alt imens hun pirrende måtte holde øjenkontakten med ham. ”..Vel først om nogle år,” sagde hun drævende, inden hun fik rejst sig helt i en glidende bevægelse. Sandheden var dog, at der næppe bare ville gå nogle år. Ikke hvis det skulle være med hendes gode vilje! For skønt hun ikke just følte, måtte hun alligevel føle et stik af frygt ved tanken om et afkom med Carmine. Ej fordi, at det ville være med ham, da det var hans afkom, som hun ville bære, hvis det skulle komme så vidt. Frygten lå nærmere i, hvad afkommet ville kunne udrette mod dem. Frygten viste sig dog ikke i hendes blik, som det udelukket var mageligheden der trådte frem. Det var også mageligheden som måtte træde ham, som hun ufortrødent henslængte sig nøgent i deres sofa.

[Deleted]

Også Carmine vidste at der ville gå mere end nogle år, før sådan en tanke ville blive aktuel. Mange ville have forventet at de havde haft mindst ét afkom, efter så mange års ægteskab – specielt når man havde set hvordan de bar sig ad overfor hinanden. Men ligesom Crysania, delte også Carmine uroen for hvad et eventuelt afkom ville gøre mod dem, sådan som de i fællesskab havde gjort mod deres forældre. Han havde ingen planer om at opgive magten endnu. Faktisk ville det ikke gøre ham noget at besidde den for tid og evighed, med sin hustru ved sin side. Det var også tanken, som plagede ham. Ikke blot at et afkom kunne finde på at slå ham ihjel – det bekymrede ham mere hvis afkommet skulle forsøge at slå Crysania ihjel.
Det var måske den følelser som førte Carmine tættest på hvad han ville betegne som kærlighed overfor sin hustru. Tanken på at der skulle ske hende noget, var en tanke som uden omsvøb kunne stikke ham helt ind i sit døde hjerte, og ikke én han brød sig om at tænke på. Nej, så hellere fortsætte på denne måde, sådan som de havde gjort i flere årtusinder.
Præcis som sin søster placerede Carmine sig i sofaen ved hendes side, lige så blotlagt som hun var det. Ingen af dem havde noget at skjule i deres hjem. Hver eneste tjener var langt under dem, og enhver som var idiotisk nok til at dømme dem eller kommentere dem for deres adfærd, ville hurtigt mærke hertugen og hertugindens tænder i sit kød – og denne gang uden at de slap med livet i behold. De havde mistet få tjenere på den måde: de fleste lærte deres pladser meget hurtigt.
Som han sad der ved sin hustrus side, og nok en gang var i gang med at førte sine lange fingre gennem hendes mørke lokker, kom Sonya tilbage til stuen, bærende på en kop dampende væske. Med blikket i gulvet gik hun frem til de to, placerede koppen på bordet overfor sofaen, og bukkede svagt for de to.
”Er der andet jeg kan gøre for Dem, Herre? Frue?” spurgte hun, uden at kigge dem i øjnene. Carmine holdt stadig blikket på Crysania, som han havde lænet sig en smule tættere til for at lade sine læber glide op af hendes kind og til hendes øre. ”Hent noget tøj til os.” svarede han hende. Ikke at hverken han eller Crysania havde travlt med at dække sig til igen – han havde i hvert fald ikke travlt med at se Crysania skjule sin krop for ham – men der var stadig arbejde at tage sig af. ”Bagefter kan du sende et brev til Manjarno. Dronning Jaqias gamle rådgiver er blevet regent derovre. Hun er af rent blod, som os. Det kunne være nyttigt at invitere hende til os på middag.” Hans smil voksede sig en anelse bredere, og hans næste ord blev ikke mere end en dæmpet hvisken. ”Det vil give os endnu en grund til at have en engel i huset.” hviskede han sigende i Crysanias øre.

[Deleted]

Uden en trevl på kroppen tog Crysania plads i sofaen, hvor hun kort tid efter fik selskab af sin kære mand. Skammen følte hun ej, men hvorfor skulle hun også gøre det? De var jo perfekte. Både deres kroppe og deres gøren var perfekt, og derfor havde hun intet imod, at folk så dem i den ene eller anden forstand. De skulle blot ikke forstyrre dem, da de i så fald kunne beholde deres kroppe intakte. At Carmines fingre igen havde fundet frem til hende, kunne kun behage tanken. Tanken om, at han ej kunne holde fingrene fra hende, måtte behage hende. Benene trak hun roligt op i sofaen, hvor hendes front vendte sig imod ham, som hun placerede sin hånd på hans nedre maveregion, hvor hun kælent strøg hans maveskind. Et blik skænkede hun end ikke den kønne elverkvinde, som hun kom tilbage med måneteen. Et tak faldt ej heller over hendes læber, hvilket der heller aldrig havde gjort. Man skulle nemlig ikke takke tjenestefolk, da de blot gjorde, hvad de blev bedt om. Intet ekstraordinært. Desuden.. Carmine havde hendes fulde opmærksomhed i denne stund, som hun længselsfuldt måtte stønne dæmpet, som hun mærkede hans læber mod sin hud. ”En skam ville det være at dække dette til,” hviskede hun kælent, hvor hun bekræftende også måtte lade sine fingre stryge over hans mandlige dele. Nej, for hende – eller for tjenerne for den sags skyld – behøvede han bestemt ikke at dække sig til. Om elverkvinden så eller ikke så, hvad de gjorde ved hinanden, var hun ligeglad med. Hurtig var kvinden dog ude igen, og bedst skulle dette også vise sig at være, da en dyb snerren pludselig lød fra hendes strube. ”Rent blod?,” hvislede hun ildevarslende, som hendes gode humør syntes at være forsvundet som dug fra solen. ”Kalder du ægteskabet mellem en vampyr og en dødsengel for at være værdigt og rent blod? Kvinden er en skændsel! Ej burde hun være værdig til at kalde sig for vampyr, når hun vælger at bukke under for en simpel dødsengel. Tænderne burde hun få flået ud!” snerrede hun, som var ordene gift for hendes tunge. Nej, hun bifaldt bestemt ikke uægte vampyrs levevej. Ej heller brød hun sig om, at Carmine talte vel om hende. Væk fra ham trak hun sig derfor, hvor hun valgte at gribe ud efter teen i stedet. Kvælende var hendes tag om glasset, hvor man helt kunne tro, at hun agtede at springe det. Den utilfredse snerren lød også endnu fra hendes hals, som hun i en mundfuld valgte at drikke hele glassets indhold.

[Deleted]

Crysanias hurtige humørskifte var ikke noget der overraskede ham. Sådan som de to var, skulle der ikke meget til for at de kunne gå fra grådige dyr til dannede vampyrer – eller den anden vej. Han betragtede hende, der hun snerrede af ham, for derefter at tømme glasset med månete i en solid mundfuld. Hendes vrede var tydelig, men dette var et af de sjældne tilfælde hvor han ikke var sikker på om hendes vrede var rettet mod ham eller ej. Han vidste at hendes harme i det mindste strækkede sig til Macaria for at have forrådt sit rene blod ved at ægte en dødsengel – det var trods alt en tanke han selv delte med hende – men det havde tydeligvis ramt et ømt punkt i hans hustru at han havde omtalt den manjanske regent som en af ’rent blod’. Han satte sig tættere på hende, som hun havde rykket sig væk fra ham, og lod varsomt sine fingre stryge gennem hendes hår nok en gang.
”Nu må du ikke misforstå mig, min kære. Jeg er ikke mere glad for hendes ægteskab med dødsenglen end du er.” startede han roligt. Der var intet i hans tonefald som indikerede at hendes snerren havde påvirket ham. Nej, der skulle meget mere til – og han vidste at Crysania nok skulle falde ned. Måske skulle han tilkalde en tjener som hun kunne afreagere på? Måske en af deres egne dødsengle, for at få det hele ud? ”At ægte en dødsengel var en skændsel. For os, og resten af vores renblodede race. Jeg kan ikke se nogen logisk grund til at hun skulle ægte ham.” Det kunne han virkelig ikke. Kærlighed? Det var knapt et koncept han selv kunne forstå sig på. Han var vampyr, og vampyrer elskede ikke. Behov? Macaria var regent, og havde vel brug for at finde en ægtemand før eller senere – men en dødsengel? Det gav ikke mening for ham. På grund af et barn? Alene tanken fik ham til at skære ansigt, ved tanken på et afkom mellem Macaria og dødsenglen. ”Men ikke desto mindre er Macaria stadig en vampyr, skønt hendes valg af partner er… skuffende. Men hun har magt. Vi har haft selskab af andre magtfulde personer, til trods for at de ikke har været lige så rene som os.” Han lagde nogle fingre under hendes hage og vendte hendes blik mod sig. Deres ansigter var så tætte på hinanden, at deres læber næsten strøg mod hinanden da han talte. ”Hvem ved… Hvis vi serverer dødsengleblod kan det være hun får smagen for det og ender med at gøre det af med sin egen mand.” tilføjede han med et blodigt smil om læberne, der blotlagde de skarpe hjørnetænder.

[Deleted]

Humørsyg kunne man sagtens beskrive Crysania, som hun aldrig havde gode eller dårlige dage. Hendes humør skiftede nemlig ligesom vinden. Det ene sekund kunne hun derfor være fuld af begær, hvor hun i det andet sekund kunne være opslugt af vrede, og i det tredje sekund kunne hun være fuld af tilfredsstillelse. Derfor var hun ikke just en kvinde, som man kunne gøre sig klog på. Det eneste man kunne regne med var det uforudsigelige. Igen lød en snerren fra hendes strube, men ej gjorde hun noget for at smide Carmine bort, som han forsøgte at krybe tilbage til hende. Ingen tvivl var der dog om, hvilket lune hun var i lige nu og her. Af vrede dirrede hun nemlig endnu, som det var forrykt! En dødsengel og en vampyr i et værdigt forhold? Det var en skændsel! ”Forrykt er det, at en kvinde så højt oppe i hierarkiet bukker under for en almindelig dødelig mand! Ingen ære har hun!” snerrede hun fortsat, så hendes spidse hjørnetænder barbarisk gled frem. ”Et svaghedstegn er det fra vores arts side, at vores egne gifter sig uhæmmet på kryds og på tværs! Vore dyder burde komme tilbage.. De dyder, som vore egne tydeligvis ser bort fra nu.” For vidt var det gået efter at racens leder var blevet meldt savnet. Et stort tab anså Crysania det for at være, da det tydeligvis havde betydet en tilbagegang for den vampyriske race. Macaria var ligeglad med dem.. Hun havde tydeligvis alt, som hun behøvede i dødsenglene. En skændsel var det! Øjnene kneb hun en anelse sammen, som hendes mand forsøgte at overtale hende. Ret havde han dog i én ting. Kvinden var magtfuld.. Hendes skuldrer sænkede sig en anelse. Et tegn på, at hun måtte høre, hvad han sagde, og rent faktisk accepterede det. ”Fortæl mig, hvad vi kan bruge denne forræder, Macaria, til.. Hvad har hun at tilbyde os?” spurgte hun sigende. Selv var hun nemlig vant til at skulle se fornuft i de betydningsfulde personer, skønt hun ikke just var enig med dem. Hende og Carmine gjorde nemlig, hvad end de kunne for at holde deres plads i hierarkiet. Af hans fingre, blev hendes ansigt nu styret tilbage i hans retning. ”Hvor fristende det end lyder, min kære, er kvinden en tåbe. Rygterne går allerede på, hvordan de stryger op og ned ad hinanden.” Dog var en ting sikkert.. Hvis Macaria skulle ende ved deres bord, ville det være dødsengel som hvilede i deres krystalglas.

[Deleted]

Crysania havde sænket skuldrene, og hendes snerren til trods havde hun intet gjort for at trække sig væk fra ham. Det var et godt tegn. Dette var måske endnu et af de punkter, hvor ingen anden mand ville passe til Crysania på samme måde som Carmine. Hans hustrus humørsvingninger kunne til tider være direkte skræmmende med deres uforudsigelighed, men Carmine havde aldrig ladt sig påvirke af dem. Han kendte hende bedre end nogen anden, og vidste dermed hvordan han skulle få hendes vrede til at falme, og få hende tilbage til den kvinde han begærede og respekterede.
”Hun kan give os et bedre fodfæste i det gamle Manjarno.” svarede han sigende. Hans pande hvilede sig kortvarigt mod hendes, som han fangede hendes blik for at være sikker på at han havde hendes fulde opmærksomhed. ”Indtil videre opholder vampyrerne sig stadig i Dvasias. Det er selvfølgelig passende, det er her vi hører til.” startede han. ”Men det er kun et spørgsmål om tid før vampyrerne også begynder at bosætte sig i det gamle Manjarno. Jeg vil ikke have at de skal glemme den indflydelse vi to har på dem, selvom de skulle finde på at placere sig længere væk fra os.” Et sigende smil gled over hans læber, da han kælent strøg sin næsetip over hendes. ”Tænk på det, elskede. Vi er hertug og hertuginde i Dvasias. I det gamle Manjarno har vi ingen reel magt, selvom landet er blevet en del af Dvasias efter Macarias invasion. Hvis vi er på god fod med hende, har vi muligheden for at udvide vores magt til Manjarno.” Smilet voksede sig bredere over hans læber. Hvis der var noget han og Crysania havde fælles, var det glæden de begge fandt i den magt de besad. Og hvad kunne vel være bedre end at få den magt udvidet? ”Ikke at det betyder at jeg vil have noget med hendes fjerklædte ægtemand at gøre. Hvis vi inviterer hende hertil, bliver det en invitation udelukkende rettet mod hende.” Hans fingre lukkede sig om en lok af hendes mørke hår, og det grådige glimt viste sig nok en gang i hans grå øjne, som hvilede afventende på hende. ”Jeg skal personligt sørge for at vi får dødsengleblod serveret, min kære. Om jeg så skal tage til Paggeija for at jage dem.”

[Deleted]

Tavst sad Crysania og lyttede, mens hun kortvarigt mærkede hans pande mod sin, og havde hans blik i sit. Rolig måtte hans blik og tone på sin vis gøre hende igen, som han altid havde været i stand til at tackle hendes humørsvingninger. En svær kvinde var hun, som hun ej var til at blive klog på, men aldrig ville dette ændre sig. Dæmpet slap hun et suk, som han blev færdig med at tale, inden hun greb ham om halsen, og tvang hans hoved nært sit igen. Begærende kyssede hun igen hans læber, som hendes læber hårdt pressede sig mod hans og krævede ham. Kælent strøg hendes frie hånd op og ned ad hans bare krop. Hendes stærke mand.. Hendes udspekulerede mand.. Perfekte måtte de uden tvivl være for hinanden! Pirrende sluttede hun af med at bide ham i underlæben, inden hun igen trak hovedet til sig. ”Jeg vil sende brevet til denne Macaria.. Ønsker du, at jeg skriver noget bestemt, eller skal det blot være en hyggeligt foretagende mellem tre artsfæller?” spurgte hun ham i en rolig tone, inden hun bøjede hovedet ind over ham. Blidt begyndte hendes fyldige læber at glide over hans hals og skulder, som hun blidt kyssede ham, som tanken om mere magt måtte tænde hende. For magtens skyld, ville hun nemlig være i stand til at fralægge sig alle personlige meninger. ”Jeg må dog insistere på, at vi serverer dødsengel den nat. Hvem ved? Måske kan hun virkelig omvænnes til en fornuftig smag.” Ej havde hun mødt Macaria før, som hun udelukket kun havde hørt rygtet om hende. Hvad der tiltalte hende var dog det faktum, at hende og Carmine ville kunne få udvidet deres dømme. Deres magt var nemlig, hvad der talte. ”Til hvornår skal jeg sende invitationen?” Hurtigt ville hun kunne få skriblet et brev sammen. Det var trods alt, hvad hun var vant til at gøre, som formaliteter var, hvad hun var vokset op med. Vant til at have adeligt besøg var hende og Carmine også, og derfor ville det blot være, som enhver anden nat for dem.

[Deleted]

Allerede før Crysania havde behøvet sige eller gøre noget, kunne Carmine mærke hvordan hun langsomt faldt til ro igen. Så tæt som de sad op af hinanden kunne han fornemme det i luften mellem dem, at spændingen forsvandt. Ligeså kunne han mærke hvordan hans ord måtte have vækket noget andet i hende: en tanke han hurtigt fik bekræftet, da hun greb fat om hans hals og tvang hans læber til sine, i et begærligt kys han mere end villigt gengældte til fulde. Hans læber masserede hendes grådigt, samtidig som han, ligesom hun kærtegnede hans overkrop, begærligt lod sin ene hånd stryge op langs hendes slanke mave og til hendes ene bryst. At mærke hende sådan var i sig selv nok til at vække hans begær efter hende endnu en gang, og det havde da ikke stået i vejen for at han nok en gang trak sin hustru op i sit skød, dog så hun sad med siden til ham med benene hængende over hans.
Hendes ord havde kun bekræftet at hun havde set logikken i hans forslag. Han forventet intet andet, af sin intelligente hustru. Begge besad de en kort lunte, og begge var de i stand til lynhurtigt at skifte lune, men ligeså hurtigt kunne den ene omvende den anden – og at appellere til Crysanias begær efter magt havde aldrig slået fejl.
”Skriv hvad du vil, min egen. Du har et talent for at finde de rigtige ord.” hviskede han varmt mod hendes øre, hvorefter han lukkede læberne hungrende om hendes øreflip. Når dette var overstået måtte han tage hende med til deres kammer! Det var umuligt for ham ikke at lade sine fingre stryge grådigt over hendes velskabte krop. ”Men jeg vil foreslå at vi fremstiller det som et officielt anliggende over en middag. Hun var dronning Jaqias rådgiver, hun ved hvem vi er. Hun må være interesseret i at møde os.” Han kunne dårligt forestille sig noget andet. Hans næsetip strøg kælent ned langs kurven i hendes hals. ”Hun er regent nu. Hun har andre ting at se til. Skriv at det er en åben invitation, og at hun er velkommen til at sende os et svar snarest muligt om hvornår hun vil afse tid til os.” foreslog han. Den lave brummen i hans stemme indikerede to ting; at han ikke var meget for at skulle vente på svar fra Macaria. Normalt havde han og Crysania planlagt et sådant møde, og forventet at gæsten ankom til den tid som de selv havde fastlagt. Men når det kom til regenter og kongelige, måtte man tage hensyn. Også selvom denne regent havde valgt at besudle sit blod ved at ægte en dødsengel. Den anden ting den lave brummen indikerede, var at Carmines hunger efter Crysania var vokset. Det ville langt fra være første gang de havde forenet deres kroppe igen, så snart efter at have opnået et højdepunkt af kødelig ekstase.