Just a bite!

[Deleted]

@carmine

---

”J-Jeg ber’ D-Dem, Frue.. N-Ne-Nej,” hviskede englen grædefærdigt, som tårerne trillede ned ad de lyse kinder og fugtede hendes lyse kinder. Røde og hævede var englens øjne, hvor man knapt nok kunne se den blå farve i dem længere. Selv huskede Crysania endnu, hvordan de havde været at se ind i.. Uskyldige havde de himmelblå øjne været, som englen havde ligget på knæ foran hende, da hun havde fundet hende. Allerede der havde englen tigget og bedt om sit liv, som englen havde sandet, at hun var gået det uundgåelige i møde. Et lysvæsen bedte dog også selv om det, når det vandrede omkring ved Corventos grænser. For en vampyr var det jo som at stille et stykke slik foran den! ”Shhh,” tyssede Crysania næsten helt blidt på kvinden. Nærmest helt hypnotiseret. Hypnotiseret var dog også, hvad hun var i denne stund, som hun sad i den bløde sofa i dagligstuen, og med englens lyse hoved i sit skød, som kvinden lå ind over hende. Farligt måtte scenariet helt se ud, men selv følte Crysania blot, at hun var i sit es. Blodrøde var hendes fyldige læber, alt imens blodet dannede en streg ned ad hendes mundviger, og dryppede fra hendes hage. Blodplettet var hendes tynde hvide satinkåbe også blevet, men ligeglad var hun.. Hun nød dette. Fingrene lod hun blidt strejfe over englens hals. Der, hvor hun allerede havde placeret sit tandsæt, og hvor blodet stadig løb fra. Smukt så det nu engang ud. ”.. J-Jeg.. Je-Jeg vi-vil gøre, h-hvad som helst, F-Frue.. H-Hvad som he-helst..,” hulkede englen. Roligt valgte Crysania at trække hånden til sig igen, men kun så hun sensuelt kunne slikke sine fingre rene igen. Hver en dråbe skulle indtages.. Intet måtte gå til spilde! Intet var desuden som engel.. Frisk engel.. Det var i sandhed det bedste blod, som var på markedet. ”Giv mig din hånd,” beodrede hun, hvorefter englens slørede blik fandt hendes. ”F-Frue..,” stammede englen, inden hun skælvende matte hæve sin svage arm. ”Dygtig, lille engel,” kommenterede hun mageligt, inden hun greb om englens hånd, så hun blot kunne lade sit tandsæt synke ned i hendes håndled. Englen hulkede igen.

[Deleted]

Døren til dagligstuen blev skubbet op, og Carmine trådte indenfor. De grå øjne stirrede på de to skikkelser i sofaen, og et let drag på smilebåndet prydede snart hans ansigt. Ingen tjener var nødvendig for at han skulle have fundet ud af at hans hustru var vendt hjem, og at hun havde endnu et legetøj med sig. Duften af engleblod var en duft han hurtigt havde opfanget, selv i sit kontor i etagen over, og det var omgående blevet klart at det var Crysanias værk.
Makabert kunne det se ud, når hans hustru sad som hun gjorde, med englekvindens hoved hvilende i sit skød, hulkende og bedende for sit liv – men som stadig lydigt adlød hvad fruen befalede. Det sømmede sig. Hvis englen havde befundet sig indenfor Dvasias’ grænser, havde hun næsten serveret sig selv på et sølvfad. Så snart Crysania havde mødt hende, var englens skæbne allerede beseglet.
Carmine gik med lange, afmålte skridt ind i dagligstuen, uden at hans blik forlod synet foran ham. En kropsnær, sort kappe dækkede hans krop, og læderstøvlerne han bar gav genlyd da han bevægede sig over stengulvet. Lyden stilnede da han trådte over gulvtæppet som indrammede sofaerne. Han trådte ind i skæret fra den optændte kamin, og englen så ham. Hun tog en indånding, som for at forme et gisp, men hun virkede fuldstændig udmattet. Hendes frygt stilnede alligevel ikke, end ikke da Carmine roligt placerede sig på hug foran englen, og langsomt lod en hånd stryge over hendes kind.
”Du skal ikke være bange.” tyssede han beroligende. Lugten af hendes blod fyldte hans næsebor, og fik hans krop til at sitre. Hans blik søgte op mod Crysania, der hun sad og drak direkte fra englens håndled, med en tynd stribe blod løbende ned fra hendes læber og over hendes hage. Han rettede sig en smule op, og lagde en hånd under Crysanias hage, som for at løfte hendes blik mod ham. Det fik hende også til at måtte slippe englens håndled med munden, men det var kun for derefter at lade Carmines læber først bevæge sig op af hendes kæbe og tage bloddråberne til sig, før han til sidst lod sine læber møde Crysanias. Han kunne smage blodet på hendes læber, og smagen alene var nok til at han i et enkelt sekund pressede sine læber grådigt mod sin hustrus, før han igen slap hende, og vendte blikket mod englen i Crysanias skød. ”J-jeg beder Dem… Frue!” bønfaldte englen rædselsslagen, og Carmine måtte endnu en gang sætte sig på hug foran hende, og strøg, næsten kærligt, sine fingre over englens kind og gennem hendes blonde lokker. ”Bare gør hvad der bliver sagt, og intet vil hænde dig.” hviskede han sagte.

[Deleted]

Fuldt optaget af sit eget foretagende var Crysania lige indtil, at hun måtte opfange, hvordan døren gik op. Ingen reaktion kom der dog fra hende, som hun til hver en tid ville kunne genkende Carmines duft, samt lyden af hans skridt. Tilpas måtte hun finde sig selv ved hele situationen, som hun sad med en noget så delikat engel i skødet, alt imens hendes kære var kommet ind til hende. Det at drikke blod fra et lysvæsen og være i Carmines selskab, kunne vel også gå for at være hendes yndlingsbeskæftigelser. Selv sansede hun, hvordan Carmine kom i hendes og englens retning, hvor hun først fik ham i sit synsfelt, som han satte sig på hug foran dem. Tydeligt var behaget i hendes øjne, skønt dyret ligeså også sprang frem, som hun måtte være ét med det vampyriske i denne stund. Gennem sine halvt lukkede øjne, betragtede hun sin smukke mand, alt imens hun drak den nærende væske og lyttede til hans ord og englens hulkende vejrtrækning. Op gled hendes blik dog, som hun mærkede sin mands berøring, der fik hendes tandsæt til at slippe englens håndled, men blot så et støn kunne forlade dem i stedet. Selv fornemmede hun, hvordan hendes krop måtte sitre, som hun mærkede sin mands aftegn af læber mod sin hud. Som hans læber endelig fandt hendes, kunne hun dog ikke selv dy sig længere! Hænderne slap englen i hendes skød, så hun i stedet kunne begrave sine fingre i sin mands mørke lokker, alt imens det korte grådige kys stod på. Let blinkede hun med øjnene, som både hende selv og Carmine fandt tilbage på sine pladser. Hovedet sænkede hun ned mod englens, uden at hun slap sin mand med blikket. ”Se, min lille engel.. Min bror, min elsker, min ægtemand, min hertug har valgt at gøre os med selskab. Gør dig nu til for ham,” hviskede hun dvælende, hvor hun måtte nyde at sige hver og en af Carmines stillingsbetegnelser. Hver og en betød nemlig noget ganske særligt.. Udmattet gled englens hoved mod Carmine, skønt det var tydeligt at se, at kvinden end ikke havde kræfterne til at se ham. Sikkert og vidst var det derfor også, at hendes liv var forbi.. ”..He-Herre?” mumlede englen, inden hun forsøgte at vende sig mod ham. En handling der fik englen til at falde ned fra sofaen og ned på gulvet og Carmines favn i stedet. En handling der fik en kold latter til at bryde Crysanias læber.

[Deleted]

Uden at tage blikket fra englen, havde Carmine tavst lyttet til hvordan Crysania opsummerede ham for deres nye gæst. Smilet voksede langsomt over hans læber, og afslørede de skarpe hjørnetænder i hans mundviger. Han kunne se hvordan der gled en sitren gennem englekvinden ved synet, men om hun var for skræmt til at tage blikket bort, eller for udmattet, kunne han ikke sige med sikkerhed. Ikke at det havde nogen betydning. Hans blik var kortvarigt søgt op mod hans hustru, og han havde ladt sit blik fange hendes. Hans grå øjne glødede intenst efter det kortvarige kys de havde delt, og blikket han sendte hende var som en bekræftelse af at hans behov efter hende bestemt ikke var stillet endnu. Men hver ting til sin tid.
Hans blik faldt tilbage på englen da hun faldt ned fra sofaen, og direkte ned i hans favn. Carmines reflekser var hurtige og trænet til perfektion, og han havde grebet hende så blidt at hun næsten ikke ville mærke noget ubehag fra det pludselige fald. Englen turde ikke møde hans blik. Det behagede ham kun yderligere, og fik ham til nok en gang at stryge en hånd over englens kind.
”Jeg går ud fra du har adlydt min hustru?” Der havde været noget faretruende i hans ord, som øjeblikkeligt havde fået englen til at nikke angstfuldt. ”J-ja, herre… Alt h-hun har bedt om, jeg sværger!” Hun løftede forsigtigt sine blanke øjne mod ham, men blev kun mødt af Carmines ubarmhjertige grå øjne. Han tyssede roligt på hende, og strøg kælent en hånd ned fra hendes kind og over hendes hals. Crysanias tandmærker sad tydeligt i hendes hud, og da han lod fingrene glide over det, fik også han englens blod over sine fingre. Uden at tage blikket fra englen løftede han fingrene til sine læber og slikkede dem rene med et tilfredst suk. Han kunne mærke hvordan englens hjerterytme steg, uden at hun tog blikket fra ham. Han smilede ikke da han så på hende, men hans blik var sensuelt og dragende. ”Du vil vel gerne behage min hustru og mig, vil du ikke?” spurgte han i en dæmpet hvisken. Kvinden så frygtsomt på ham, men nikkede langsomt. ”J-ja, herre… Alt for at behage jer…” svarede hun langsomt. Tilfredst måtte Carmine forme et smil, før hans blik igen løftede sit mod Crysania, som han rakte en hånd frem mod, som for at hjælpe hende ned fra sofaen og ned til ham. ”Er din sult tilfredsstillet, min kære?” spurgte han hende med et dyrisk glimt i de grå øjne. ”Har du lyst til at dele et måltid med mig?” Han mærkede hvordan englen stivnede i hans greb, og hendes blik gled frygtsomt mellem de to vampyrer, som håbede hun på at finde nåde hos én af dem.

[Deleted]

Den morbide morskab strålede igennem hele Crysanias mimik, som det var alt var fra de lysende gråblå øjne, til smilet på de blodrøde læber, og de magelige og dog rovdyragtige bevægelser. Personligt fornøjede det hende til det ypperligste at se, hvordan hendes kære mand sværmede om den stakkels kvinde, der blot gik det uundgåelige i møde. Som ikke-vampyr var der nemlig kun to mulige skæbner at gå i møde, når man først havde plantet foden på Valasquez Manoirs grund. Livet som et kæledyr og en tjener eller vejen til at blive til et lig. Disse valgmuligheder havde Crysania også stået overfor, som hun havde skullet beslutte englens skæbne.. Som en sand forestilling var det derfor også at se, da englen for en stund faldt for Carmines smigrende tone og lod sig overbevise, at hun endelig var i sikkerhed, lige indtil han trak tæppet nådesløst væk under hende. Synet og lyden fik hendes eget blik til at stråle, inden hun lod sin hånd søge hans. Aldrig havde hun takket nej til en sidste mundfuld! ”En skam ville det helt være at lade en så nydelig en smagfuld gå til spilde,” sagde hun dvælende, hvilket kun fik englen til at hulke på ny. Kvindens skæbne var forseglet. ”J-Jeg ber jer.. S-St-Stop,” hviskede englen ulykkeligt. Ordene fandt dog intet fæste i Crysanias sjæl, som hun blot lod sig glide ned på knæ ved siden af sin mand. Tydeligt havde håbet i englens stemme været. Problemet var dog, at det ingen grund havde hos hverken Crysania eller Carmine. Hvem af dem der var den værste, var end ikke til at sige! Ved den blotte tanke om, hvad der ganske snarligt skulle ske, måtte hendes blik formørkes af sult. Blidt førte hun hans hånd op til sine læber, så hun næsten helt ømt kunne kysse hans håndryk, inden hun slap den igen. ”Smag hendes hals, min kære.. Den er særdeles udsøgt,” lød det dyrisk fra hende, inden hun igen vendte sig mod englen. Langsomt begyndte hun at snige kvindens kjole op, så hendes nøgne ben langsomt kom til syne for hende. Det behagende smil søgte igen over hendes blodrøde læber, som hun blidt lod sine fingre stryge over englens bare lår. Så uskyldig.. Så uberørt.. Englen rystede igen ved den kolde kontakt mellem vampyren og den levende. Intet var det dog i forhold til skriget, som forlod englens læber, som Crysania igen lod sig bøje ind over hende, hvor hun lod sit perfekte tandsæt synke ned i hendes fyldige lår.

[Deleted]

Carmine var ikke i tvivl om at Crysania allerede havde debatteret med sig selv om hvorvidt englen skulle få lov til at leve eller ej. Men det var også tydeligt, hvilket valg hun havde taget. Crysania ville aldrig have ladt englen blive så afkræftet som hun var nu, hvis hun ikke havde tænkt sig at tage hendes liv. Der var intet i Carmines kropsprog, som indikerede at han havde lyst til at gå imod sin hustrus ønske – specielt i et tilfælde som dette, hvor han var helt enig med hende. Han lod godmodigt Crysania føre hans hånd til sine læber, og lod hende kysse hans håndryg: et blodigt aftryk fra hendes læber blev efterladt på hans hud. Hendes forslag fik ham kun til at smile grådigt, og han lod sit blik falde tilbage på englekvinden, som igen var begyndt at hulke ulykkeligt. Hun rystede lidt på hovedet, som om hun håbede på at alt dette var et ondt mareridt, som hun snart ville vågne af. At disse to monstre, hvis nåde hun var underlagt, kun var et figment af hendes egen fantasi. Så heldig var hun dog ikke. Crysania og Carmine var så sandelig ægte, og lige så virkelige som hendes ulykke. Hendes tryglen og bønfaldelser faldt for døve øre, som hverken hertugen eller hertuginden lyttede til henge længere, lige så lidt som de besvarede hende.
Carmine så roligt til, mens Crysania trak op i englekvindens kjoleskørt, og blotlagde de fyldige lår. Det var næsten pirrende at se hvordan Crysania kærtegnede englens lår, og langsomt lod sig læne ind over dem, før englens skrig bekræftede at Crysania havde sat tænderne i hende. Skriget fyldte rummet, og han var ganske sikker på at det kunne høres i resten af deres palæ. Han sukkede frydefuldt, før han selv lænede sig ned over kvinden, og satte tænderne i hendes hals. Det søde blod fyldte hans mund, og han drak grådigt. Englen hulkede stille, men i takt med at både han og Crysania drak af hende, blev hendes hulk langsomt mere og mere stille. Der gik ikke lang tid før hendes vejrtrækning var ophørt, og hendes hjerte ikke længere slog. Han løftede ansigtet fra englens hals, og lod hende skødesløst falde fra sit skød, så hendes hoved slog mod gulvet med et hulk ’dunk’. Blod plettede hans læber. Hans grå øjne vendte sig mod Crysania, som han igen greb ved hagen og vendte hendes blik mod sig. Blodet havde vækket noget i ham, og han lod sin hånd søge om hendes nakke, og trak hende tættere ind til sig.
”Du skulle have sendt bud efter mig noget før, elskede.” hviskede han intenst, og lod flygtigt sine læber stryge over hendes. Pirrende. Uden helt at komme i kontakt med dem. ”Jeg ville gerne have kunne nyde hende her mere med dig.” Hans fingre strøg legende over hendes kind, uden at hans blik slap hendes. Englen på gulvet skænkede han ikke den mindste tanke. Hun var død. Endnu mindre værd, end hvad hun havde været da hun trådte indenfor i deres hjem.

[Deleted]

Svagt fornemmede Crysania rykkende i englens krop. Spinkel og fin føltes hun helt mellem de to blodtørstige vampyrer, der begge havde sat tænderne i hende. I mange sekunder skælvede englekroppen dog ikke endnu, som Crysania i forvejen havde fået en god andel, inden Carmine overhovedet havde valgt at gøre sin opdukken. Derfor havde englens skæbne også været forseglet for længst! Neglende borede sig ned i det fyldige lår, som hun helt fornemmede, hvordan blodet svandt ind, hvor det nærmest måtte være et desperat forsøg på at få mere! Sin andel af byttet havde hun dog bestemt fået, som hun selv havde taget langt over halvdelen af kvindens blod, inden hun havde ladt sin mand deltage. Dog kunne mere ikke lade være med at ønske sig mere.. Sagligt undslap et suk hendes bloddryppende læber, som hun nåede at trække tandsættet fra sig, inden Carmine ligegyldigt smed liget fra sig. Hans charme overfor byttet var faldet i det sekund, som han havde fået det, som han ville have.. Dog måtte Crysania finde selv denne side af ham tiltrækkende. Ganske vidst havde hun sine kæledyr, men det var altid ham i den sidste ende. Berøringen han skænkede hende, fik hende derfor også til at lade øjnene glide halvt i. Da han dernæst trak hende nærmere, så hun endte på hans skød, slog hun derimod neglene ned i hans stærke overarme! Ej for at forsvare sig mod ham, men derimod af pur intensitet. Selv måtte hun nemlig også føle, hvilken reaktion engleblodet satte i gang i hende! ”Fristelsen var simpelthen for stor, min kære.. Du smagte hende selv.. Ej heller så du, hvordan hun tilbød sig for mig, da jeg fandt hende,” hviskede hun drævent, inden hun pirrende måtte bide ud efter hans læber, som han legende lod dem flugte over hendes. En handling der fik hende til at nappe markerende i hans underlæbe. Den ene hånd lod hun dernæst begærligt rive ned over hans arm, så hendes negle helt måtte lave flænger i hans mørke kappe. Et spørgsmål om tid var det helt, hvor længe hun ville være i stand til at holde tilbage! Uden at hendes grådige blik slap hans, kaldte hun nu et andet navn ud end hans. ”Caleb!” lød det højt og bestemt fra hendes hals. Sekunder burde der nu gå, før deres ny tilkommende ville træde ind i dagligstuen.. Hendes hoved søgte på sned, som hun flyttede sin hånd fra hans flænsede side af kappen, så hun i stedet blidt og pirreligt kunne kærtegne hans brystkasse. ”Har du nået at møde ham? Jeg fandt ham forleden nat, hvor det var ham noget så tiltrængt at få sig et nyt hjem. Jeg er sikker på, at han vil kunne behage os..”

[Deleted]

At mærke Crysanias negle bore sig ned i hans ærmer, og videre ned i hans arme, kunne kun få Carmines længsel efter hende til at stige. Han, ligesom hun, havde sine kæledyr – legetøj – som han var fri til at more sig med. Men når alt kom til alt, var det hende han altid søgte tilbage til, ligesom hun til ham. De var to halve af den samme enhed, og havde altid hørt sammen. Altid ville de høre sammen. Da hun nappede i hans underlæbe måtte han fortrænge et saligt suk, men det hindrede ham ikke i at lade hånden som hvilede om hendes nakke falde ned til hendes lænd, og trykke hende tættere ind til sig. Hun sad i hans skød, med armene lagt om ham, med hendes læber så tæt på hans, men det var ikke nok. Englens blod havde vækket alt i hans krop. Alle de dyriske instinkter var bragt frem i ham, og han kunne mærke at det samme gjaldt for Crysania.
”Det er netop derfor jeg ville ønske der var mere af hende.” fik han frem i et halvt støn. Han følte sig dog på ingen mode forurettet. Det ville ikke være første gang Crysania havde startet på et måltid uden ham, ligesom han havde gjort det med hende. Mangt en gang havde han lokket en naiv, uskyldig kvinde med sig til Corvento, kun for at sætte sit mærke på hende.
Hans blik løftede sig, da Crysania kaldte et andet navn end hans, men endnu var der intet i hans kropsprog som på nogen måde indikerede at det berørte ham. Han kendte hende bedre end nogen anden: uanset hvilket legetøj hun måtte have bragt med sig, og uanset hvordan hun måtte have moret sig med ham, vidste han at der ikke var nogen mand, der kunne måle sig med ham selv i hendes øjne. Ligesom han selv aldrig havde fundet en kvinde, som kunne tage hendes plads. ”Jeg har ikke haft glæden endnu.” fortalte han med et glubsk smil om læberne, som blotlagde de spidse hjørnetænder nok en gang. Hans lange, kolde fingre strøg begærligt over Crysanias hals og ned til hendes kraveben. Hendes kjole var dækket af blod fra englen, og duften pirrede hans næsebor. Han vidste ikke om han havde mere lyst til at slikke blodet fra hendes kjole, eller flå den af hende. ”Men jeg er sikker på at vores nye anskaffelse vil kunne behage os… Jeg går ud fra du har lært ham hans plads?” Det var ikke så meget et spørgsmål som det var en konklusion. De var begge to klare på det punkt: tjenerne skulle kende deres plads, om det så var som bloddyr eller ren arbejdskraft. ”Var han lige så velsmagende som hende her?” spurgte han med et ligegyldigt nik mod englen på gulvet.

[Deleted]

Den nye tilværelse, skulle Caleb uden tvivl vænne sig til. Det var stort.. prægtigt, men alligevel så dystert og intenst i forhold til hvad han var vant til. Kvinden, hvis navn han aldrig havde fået med sig, havde sat tænderne i ham forleden aften. En aften som meget hurtigt havde vist sig at være skæbnesvanger.
Caleb kendte sin plads. Heldigvis for ham, i det her tilfælde, var han vant til tilværelsen som en slave, tjener eller det som mindede omdet, så tiltalen og opførsel var noget som han uden tvivl havde på ryggen i forvejen. Nervøs kunne man godt sige han var.. Var det underligt? Det her liv.. Hvis det var et liv. Han vidste ikke om hun trak tiden ud, inden hun slog ham ihjel, eller om hun rent faktisk havde haft en større mening med at tage ham hele vejen hertil. Hans beklædning var i forvejen ikke meget at prale af. Nyt havde han dog fået. Ganske vidst laset og slidt, men pænere end det som han var ankommet i.
Nakkehårene rejste sig i samme øjeblik, som kvinden måtte kalde hans navn. Var det nu? Skulle han endelig møde sin sande skæbne? Uvisheden var næsten noget af det værste af det hele, og han kunne slet ikke have at skulle have det på denne måde! Dog tøvede han ikke med at haste efter stemmen. Stedet var uden tvivl stort, så det at finde frem, var i sig selv noget, som sagtens kunne tage ham adskillige minutter.. Før han endelig fandt dagligstuen. Hænderne foldede han let foran sig.. fumlende og nervøs. "De.. De kaldte, Frue?" endte han ydmygt og med blikket bevidst vendt mod gulvet. Tanken om at hun ville fjerne hans øjne, hvis han kiggede i hendes, var slet ikke en tanke som han ønskede skulle ske fyldest! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det var ikke noget vidunder, at den tanke alene om det liv, som hun ville give ham.. eller tage fra ham, var noget som gjorde ham bange. For nu blev han stående. Han havde jo heller ikke fået besked på at gøre andet.

[Deleted]

Ingen bitterhed var der at høre i Carmines stemme, skønt hans ord kunne lyde beklagende. Dog vidste Crysania også bedre, som hun vidste, at de stod lige på det punkt. Hvor mange gange havde hun trods alt ikke selv fundet ham med et uskyldigt offer i favnen, inden hun var blevet inviteret til festlighederne? Nej, ingen følelser lå der i det, ligesom der ej heller lå nogen følelser i hendes stemme eller sjæl, da hun kaldte Calebs navn. Ingenting var resten af verdenen nemlig ved siden af hendes mand. Sammen var de kommet til verden, og derfor hørte de også til sammen.. Svagt lod hun sin overlæbe stryge pirreligt over sin egen underlæbe, som hun fornemmede, hvordan hans fingre markerede hendes hals og kraveben. Ej følte hun kulden fra hans berøringer, som hun derimod blot følte den sitren, som hans fingre behagende efterlod hende med. Hendes lystne gråblå blik søgte i Calebs retning, som hendes nyeste kæledyr nu trådte ind ad døren. ”Det tog et par minutter, men han har nu forstået,” svarede hun Carmine i et dystert nydende tonefald. Tydeligt var det dog også at se, at hun talte sandt. Kæledyret stod jo nærmest og skælvede i dørkarmen ved deres tilstedeværelse! En reaktion, som hun kun fandt passende. Klart burde det nemlig være, hvordan rangfordelingen lå her i huset. Tungespidsen lod hun sensuelt glide over de røde læber. ”Ej en engel eller et andet lysvæsen, men speciel er han dog.” Blikket løsrev hun fra Caleb, som han nu havde tabt hendes interesse. Begærende pressede hun sine læber mod Carmines, som presset var for svært efterhånden! Grådigt lod hun massere sine læber mod hans, hvilket forårsagede, at hun igen kunne smage englens himmelske blod. Hun stønnede mod hans læber, alt imens hendes fingre begravede sig i hans mørke hårpragt! Ligeså hurtigt, som det havde startet, fjernede hun dog hovedet, hvor hun pirrende måtte skubbe hans stærke krop tilbage mod gulvet. ”Fjern liget.. Find et passende sted i haven, og begrav hende der,” beordrede hun dernæst Caleb, uden at hun gjorde noget for at se i hans retning. Hendes mand havde hendes fulde opmærksomhed.. Et sensuelt glimt måtte også helt vise sig i hendes gråblå øjne, som hun i langsomme bevægelser valgte at løsne kåben der skjulte hendes krop. Som naturen havde skabt hende, var hun indenunder! Smuk og forførende! Et syn, som hun vidste også ville pirre Calebs sensuelle dæmon.. Skødesløst smed hun den blodplettede satinkåbe i Calebs retning. ”Vask denne så snart du er færdig.”

[Deleted]

Kun et flygtigt blik var blevet kastet mod døren, da den, af udseende, unge mand trådte indenfor. Det var tydeligt at Crysania havde lært ham hans retmæssige plads, som han nærmest stod der som et forskræmt dyr og afventede ordre. Det fik Carmine til at smile tilfreds: det var sådan det skulle være. Samtlige tjenere i deres hjem frygtede søskendeparret, hvilket de så sandelig også sørgede for fortsatte. Hvis en tjener så meget som så på ham eller Crysania på en måde som de ikke havde fået tilladelse til, blev de afstraffet. Han forventede det var derfor manden i døren indtil videre ikke havde vovet at løfte blikket.
Carmine nåede dog ikke at tænke yderligere over det emne, da hans hustru med en enkelt handling havde krævet al hans opmærksomhed. Det lystfulde kys blev gengældt til fulde, og Carmine havde begærligt ført en hånd gennem Crysanias mørke hår, og trykket hendes læber tættere mod sine. Et eget støn forlod hans læber, da de sammen delte på smagen af englens blod mellem deres munde. Kysset blev brudt, og Crysania pressede ham ned mod gulvet. Han lod hende. Han holdt hendes blik med sit eget, som manden ved døren var fuldstændig uvigtig for ham. Endnu mindre vigtig blev han, da Crysania løsnede kåben der fungerede som det eneste dække for hendes krop, og afslørede hende lige så smuk og sensuel som naturen havde skabt hende. Begærligt førte han sine hænder op langs hendes krop, og lod sine negle stryge fra hendes mave og op til hendes bryst, i takt med at han hævede sig selv op i endnu en siddende stilling, udelukkende så han kunne føre løberne over Crysanias blotlagte hals. Hans skarpe hjørnetænder nappede kælent i hendes bløde, fejlfrie hud, men han havde endnu intet gjort for at afdække sin egen krop. Han nød når Crysania gjorde det – og specielt overfor en af tjenerne. Han nød følelsen af at hans hustru, hans søster, hans anden halvdel, ville have ham på samme måde som han ville have hende. Og endnu bedre var det, når han frit kunne vise det frem, som om han beviste overfor denne Caleb at han aldrig ville få Crysania på samme måde, uanset hvordan hun kunne finde på at lege med ham.
”Du hørte hende, knægt.” lød hans begærlige hvisken mod Crysanias hals, inden han med sin ene hånd ubesværet tog fat i englens lig og smed det gennem rummet og lod det lande tættere på Caleb med endnu et hult ’dunk’. Men hans blik havde endnu ikke forladt Crysania: hans hustru havde hans fulde, udelte opmærksomhed.

[Deleted]

I og med, at Caleb endnu måtte være ny på stedet her, var det uden tvivl svært for ham, at finde rundt. Desuden vidste han endnu ikke hvad de egentlig krævede af ham, og derfor måtte han jo bare.. lystre og kende sin plads vel? Let fumlende med hænderne, blev han stående i døren, frem til at han fik andet at vide.
Det som dog skete for hans blik, fik ham kort til at stirre i retningen af dem. Den døde engel, var ikke noget, som han rigtigt kunne gøre noget ved. Han kunne jo blot prise sig lykkelig for, at det ikke var ham, der lå der. At de begyndte at kysse.. røre ved hinanden, og hun smed de klæder, som holdt hende skjult for omverdenen, fik hans eget hjerte til at hamre mod hans bryst, da det derimod, var noget af det sidste, som han havde regnet med! Han vendte blikket direkte ned mod gulvet, så han netop slap for at kigge for meget på dem. Det her påvirkede det sensuelle i ham, og han vidste jo godt, at han slet ikke burde kigge på dem!
Liget af den døde engel, blev kastet hen mod ham, og ganske kort efter, fløj hendes kåbe med. Han bed tænderne let sammen og nikkede så. Han kendte sin plads. Det havde faktisk ikke været svært for ham at finde den. "Javel Frue.... Herre.." sagde han, hvorefter han gik i knæ og tvang kåben op over skulderen. Vaskehjælp og graver? Det var tilsyneladende noget, som han kunne tilføje hans CV i fremtiden. Det smukke lig af en engel, kiggede han på, hvorefter han igen tog fat om det, og tvang det op i sine arme. Liget var drænet for blod, så særlig tungt var det ikke for ham. Desuden var han jo en holy grail med en temmelig atypisk blanding, og det havde også sine fordele på må og få, hvilket var noget, som han uden tvivl havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at han nu kunne. Ved hjælp af magien, fik han liget hævet i sine arme, hvorefter han vendte om på hælen igen og forlod salen. Bevidst søgte han mod haven først. Det var uden tvivl en meget mørk tilværelse, som han havde fået sig.

//Out

[Deleted]

Blufærdig var Crysania på ingen måde, som hun ej kendte til det at blive forlegen, men hvad var der også at være forlegen over? Som hun smed sin kåbe i Calebs retning, sad hun jo blot, som naturen havde skabt hende. Det var der jo ingen skam i! Reaktionen som hun fik fra begge mænd, måtte også behage hende til fulde. På den ene side var der nemlig hendes mand, der åbenlyst begærede hende. Hendes mundvige måtte også pege op, som hun øjeblikkeligt følte, hvordan hans hænder måtte vandre over hendes krop og kærtegne hendes hud. Calebs reaktion var derimod nysgerrig, som hun nåede at glinse, hvordan han stirrede på dem, inden han skræmt slog blikket ned igen. Bredere blev smilet på hendes læber. Sandt at sige, måtte han ej se hende i øjnene. Hendes krop derimod, havde han skam tilladelse til at begærer. Faktisk forventede hun, at han tilbad og frygtede hende og hendes mand. Hans nye frue og herre. Hendes øjne søgte sagligt i, som hun mærkede Carmines kælende nap i halsen, samt hans maserende hænder. Intensiteten steg dog voldsomt i hende, som hun hørte Carmines kommanderende ord til Caleb, og fornemmede hans skødesløse handling med liget. Øjeblikkeligt søgte hendes lysende øjne Carmines, inden hun greb fat i hver sin side af kappen, hvor hun brutalt flåede den af ham. Tydeligt var det at høre, hvordan syningerne gik op, som klædet blev flået i to dele, inden hun slap det. Hun kunne ikke vente mere! Hun krævede ham nu! Selv tirrede hele kombinationen hende nemlig, som der for det første var det forførende engleblod i hendes krop, og for det andet behagede det hende at se ham udvise sin styrke og stand over for de underdanige, og for det tredje vækkede det hendes begær at føle hans begær. At Caleb forsvandt med hendes kåbe og liget, ænsede hun knapt nok. Ingenting var han dog også i dette billede! Begæret strålede fra hendes gråblå øjne, som hendes fingre strøg kælent op ad Carmines brystkasse. Den faste og perfekte brystkasse, som hun kendte ind og ud. Pirrende rev hendes negle let over hans hud. ”Vis mig, at du har savnet mig.. Vis mig, hvad du lyster,” bad hun hæst. Blændet af begær til sin mand måtte hun være i dette øjeblik. Væmmeligt ville mange finde dette, som de ikke blot var bror og søster, men derimod tvillinger. Dog så Crysania ikke sådan på det. Det kunne hun ikke. Dette havde været hende naturligt så længe, at hun kunne huske det!

[Deleted]

Ikke havde han hørt tjeneren forlade rummet, eftersom hans hustru havde hans hele og fulde opmærksomhed. Han havde kunnet se fryden i hendes ansigt af at fornemme en reaktion både fra ham, og fra deres nyeste tjener. Han vidste dog at det var hans reaktion som vejede tungest, men kendte til, og forstod, hendes fryd over at kunne få en reaktion fra tjenerne. Hvor ofte havde han ikke selv mærket de kvindelige tjenere reagere på ham, når han havde ladt dem se ham? Det var sådan det skulle være. Tjenerne skulle begære sin frue og sin herre, næsten lige så meget som de frygtede dem.
Det dyriske glimt i hans grå øjne blev mere intenst da Crysania skødesløst flåede hans kappe af ham, og efterham hans overkrop fuldstændig blotlagt for hendes øjne. Han mærkede sin krop sitre, men endnu holdt han sig i skindet. Det blev dog sværere og sværere at lægge bånd på sig selv, jo mere Crysania rørte ham, og ved ordene hun hæst havde udtalt for hans øre. Det føltes som om han forsøgte at holde et frådende dyr tilbage, hvilket han så sandelig også gjorde. Der havde dog været noget ved at høre hendes bedende ord, som i sidste ende havde gjort udslaget for ham. Hvorfor skulle han lægge bånd på sig selv? Hvorfor skulle han ikke give efter for sin egen hustru? Med et fast greb om hendes krop vendte han dem om, så hendes nøgne væsen blev presset mod gulvtæppet under hende, og han trykkede sin overkrop ned mod hendes, inden han begærligt pressede sine læber mod hendes. Mange ville finde dette syn direkte væmmeligt, eftersom de var søskende, men Carmine ville aldrig kunne dele, eller forstå, det syn. Ham og Crysania havde altid hørt sammen, lige fra det sekund de blev født. Altid havde de hørt sammen.
Hans hænder fandt hendes, og han placerede dem mod gulvet over hendes hoved, og holdt dem der med sin ene hånd, mens hans frie hånd nok en gang vandrede ned af hendes krop, og fulgte grådigt hendes former. Han stønnede dæmpet mod hendes fyldige læber. Hvor mange gange havde hans og hans søsters kroppe ikke været forenet i begærets favn? Og alligevel kunne hun vække det i ham så let. Det overbeviste ham gang på gang kun om hvor meget de to tilhørte hinanden. Med sine knæ spredte han begærligt hendes ben, og placerede sig mellem dem. Først da slap han hendes læber, inden han brugte sin frie hånd til at skubbe sine egne bukser af sig, og efterlod ham lige så blotlagt som hun var det.

[Deleted]

Ej ønskede Crysania for Carmine, at han var en mand, som skulle lægge bånd på sig selv. Han burde derimod gøre præcist, som han lystede, hvilket også var hans ret. Derfor ønskede hun ej, at han lagde beslag på sig selv over for hende. Derudover spillede det faktum ind, at hun bestemt ikke ønskede at vente længere! Hun længtes efter at mærke hans kærtegn, ligesom hun blot længtes efter at mærke ham tæt. Krav på ham havde hun desuden, som hun ej var et nyt kæledyr for ham, men derimod hans hustru. Derfor havde hun ligeså al ret til blot at tage ham.
Armene slyngede Crysania om Carmines hals, som han endelig to handling og lagde hende ned. Ud fra sine egne oplevelser med de levende, vidste hun, at hendes hjerte nok havde banket hurtigere, hvis hun havde haft et. Dødt lå det dog i hendes bryst, ligesom varmen aldrig heller fandt fæste i hendes krop. Levende følte hun sig dog i disse sekunder, som begæret strømmede igennem hende med ønsket om hendes mand.
Lysten fordybede Crysania sig i kysset, der blev tildelt hendes læber. Tydelig var blodsmagen, hvor det gav hende lyst til at rive i ham! Dette blev dog forstyrret ved, at han førte hendes op over hovedet, så hun selv lå uden berøringsmuligheder. Fyrigt fik det hende til at nappe i hans læbe, skønt hun ej kunne holde sig tilbage, da hendes læber kort tid efter begærede hans igen. Sensuelt vred hendes krop sig under hans, hvor den skreg på mere! Nok var det nemlig ikke at mærke hans læber, hænder og kropsvægt. Nej, der skulle mere til endnu, før hendes længsel var stillet. Forventningsfuldt stønnede hun, som hendes ben blev skubbet fra hinanden, så han kunne glide på plads oven på hende. Det mere opmærksom blev hun også, som hun fornemmede, hvordan han fik skubbet bukserne af sig. Endelig! Dette gjorde dog også, at hun ej kunne udskyde det længere! Armene vred hun behændigt til sig, inden hun valgte at placere begge sine hænder på hver sin side af skulderen af ham, så hun kunne tvinge dem om, så han lå under hende. Selv nødt hun bestemt, når han udøvede sin magt over for hende, men ligeså måtte hun også nyde, samt selv være i stand til at tage magten til sig. Legende hvilede smilet på hendes læber, alt imens glimtet i hendes øjne måtte være selvsikkert. Selv var hun mere end klar til at mærke ham, hvilket gjorde, at hun hævede sit underliv, så hun kunne sænke det over hans. Sensuelt begyndte hun at vugge med hofterne...