Something in the air

[Deleted]

@nitka ~ @loup

Hulen de havde fundet var perfekt. Klippen var placeret dybt inde i skoven udenfor Marvalo City, og Loup mistænkte at den før i tiden måtte have været skjulested for en eller anden bande. Der var lavet gange i hulen, lange og snoede og indviklede: et sted hvor det ville være alt for nemt at fare vild - måske den eneste ulempe, hvis Nitka en dag skulle miste kontrollen over sin egen krop, og være bundet til barnets vilje. Hvis barnet skulle finde på at gå på opdagelse ville Loup nok kunne snuse hende op, men hulen var stadig dyb og mørk, og de anede ikke hvad der kunne være derinde.
De havde slået lejr et lille stykke inde i hulen, hvor gangen snoede sig nok til at de ikke ville være offer for den kølige vind udefra, og hvor et bål ville være nok til at de kunne holde sig varme og komfortable. Skønt det nok mest var for Nitkas komfort, at de havde gjort det sådan. Loup havde sin pels at bero sig på.
Det var her i denne lejr at Loup langsomt trådte ind med tunge skridt. Sneen dækkede hans allerede hvidhvide pels, og da han rystede sin krop regnede vanddråberne til alle sider. Han havde sørget for at tage afstand til bålet midt i lejren, hvor han forventede at Nitka ville være. Han kunne lugte hende i hulen, så hun måtte i hvert fald være i nærheden. Efter at have rystet sneen ud af pelsen, ændrede han langsomt form, indtil han igen stod i sin menneskelige skikkelse. Han havde været væk i mange dage, mindst en uge, hvor han havde rejst rundt omkring i Dvasias og Manjarno for at finde andre varulve. Rejsen var gået langt bedre end han kunne have forventet, og et bredt smil var at se over hans læber, da han lod sig dumpe ned på det bløde tæppe, som blev brugt som Nitkas soveplads. Hans skarpe blik gled omkring i hulen. Han kunne lugte Nitka, men han kunne ikke se hende. Han håbede ikke at hun havde mistet kontrollen over kroppen igen.

[Deleted]

Vinteren var foralvor ankommet til landet og Nitka havde ikke været uden for hulen i mange dage nu. Sneen lå tungt over alt og hun havde ikke andet end sin kappe at holde sig ordentlig varm med. Mad rationerne var ved at slippe op men hun var god til at vurdere hvad hun havde brug for og hvad det kunne gemmes. Kulens kolde gange der borede sig langt ind i bjerget udgjorde perfekte frysekamre for fødevare og hun havde et godt overblik.
Hvad værre var at mixturen hun skulle drikke også var ved at slippe op, hun frygtede lidt hvordan hun skulle begive sig afsted med at få mere og tankerne havde fyldt meget i mange dage nu. Loup havde hun ikke set en lille uge, hun viste ikke hvornår eller om han kom tilbage og hun kunne mærke hvor meget det egentlig gjorde at han var tilstede. Ensomheden var ikke så tung når man havde en ulv luskende omkring, og de konstante diskussioner i hendes hoved var det eneste selskab hun havde for tiden.
Hun bøjede sig og tog de sidste rodfrugter samt noget tørret kød i favnen. Rationerne var små så hun måtte få det meste ud af det hun havde. Hun trak kappen om sig, selvom at hulerne var lange og snoede var det kun naturligt at de kolde stenvægge af og til ledte et vindpust langt ind i hulen - heldigvis havde deres lejer plads ikke front direkte mod udgangen og de andre gange så der var relativt tørt og lunt - men også svært at finde i mørket hvilket hun havde sandet flere gange. Bålet var den eneste lyskilde der var.
Hun begav sig tilbage og bed tænderne sammen i det hun ikke kunne mærke sine tæer. Hun glædede sig til at sætte sig foran bålet og få varmet kroppen igennem igen, men først måtte hun fylde gryden med så meget sne at hun kunne lave suppe og så... Hun stoppede midt i sin tankegang da hun opdagede en skikkelse ved bålet. Første instinkt var at gemme sig længere nede i hulen i håb om at skikkelsen forsvandt - men da hun så nærmere efter viste skikkelsen sig at være velkendt. "Loup..?" Hun gik lidt frem og så tøvende på ham, jo det var ham, et smil spredte sig kort på hendes læber før hun gik nærmere og satte rodfrugter og det tørrede kød fra sig.

[Deleted]

Hendes lugt blev stærkere, og han kunne høre skridt der nærmede sig lejren. Loup vidste omgående at det måtte være hende, men han lod alligevel et smil glide over sine læber, da han så hende træde ind i bålets lys, og han igen kunne se hende. Han var faktisk lettet. Allerede da han tog derfra havde hun været bekymret for miksturen, som hun umuligt kunne have særlig meget tilbage af, men det lod da til at det stadig var Nitka, som havde kontrollen over sin krop.
”Det er bare mig.” bekræftede han med et drag på smilebåndet. Han var i godt humør, og det strålede tydeligt frem fra hans kropsprog. Hvordan kunne han være andet? Varulvene han havde mødt havde været mere end villige til at give ham deres støtte, og han kunne næsten mærke magten han snart ville stå med. Kontrol over alle varulve i Dvasias… Alene tanken fik ham til at brede læberne i et smil.
Hans blik faldt på hende, og hans læber formede et skævt, næsten beklagende smil. ”Jeg troede jeg ville være tilbage noget før. Men jeg var nødt til at tage til Manjarno og møde nogle varulve.” forklarede han hende. Det slog ham at han faktisk endnu ikke havde forklaret hende præcist hvorfor han havde måtte tage væk de gange han havde. Hvorfor han havde været tilstede under angrebet mod Manjarno. Hvorfor han havde taget til Dvasias for sit møde med Eriz. Og nu, hvorfor han havde været væk en hel uge, for at opspore nok varulve til at give ham sin støtte. Han betragtede hende vurderende. Det ville trods alt også påvirke hende, hvis han virkede satsede på dette – og med løfterne han havde givet, kunne han dårligt tillade sig andet. Han rykkede sig en smule på tæppet, så der var plads til at hun kunne tage plads ved siden af ham. ”Der kommer til at ske store ting inden længe, Nitka. Ting, som også kommer til at påvirke dig.” sagde han alvorligt. Hans blik hvilede stadig på hende, men smilet om hans læber bestod. ”Intet dårligt, bare rolig.” Han nikkede mod den ledige plads ved sin side, som for at invitere hende til at sætte sig ned så han kunne forklare nærmere.

[Deleted]

Da han med ord bekræftede at det var ham slappede hun mere af. Hun satte sig på hug foran bålet og tog den efterhånden meget bulede gryde frem. Hun rejste sig igen og gik ud og fyldte gryden med sne, nok sne til at kunne lave suppe af. Hendes tænder klaprede en anelse da hun kom retur og den hvide kjole og røde kappe gjorde heller ikke meget for at hjælpe mod kulden.
"Du behøver ikke undskylde..." Sagde hun langsomt og så på ham. Havde hun nogensinde fortalt Loup at hun var overrasket over at han stadig vendte tilbage til hende? Hun kunne ikke huske det men smilede bare svagt og så ned. "Men jeg er glad for at du er tilbage alligevel" Afsluttede hun så og fremdrog sin kniv og skar rodfrugterne i stykker og puttede i gryden med kødet.
Hun vendte opmærksomt blikket mod ham igen da han talte og hævede spørgende øjenbrynene. "Store ting?" Hun var ikke sikker på det var en god ting, selv med hans formaning om at det ikke var noget dårligt. "Hvilke ting er det så?" Hun satte sig ved hans side ved hans invitation og gned hænderne mod hinanden mens hun så ind i bålet. Hun ville ikke til at belemre ham med sine egne problemer - det kunne vel vente. Han virkede... en anelse ivrig efter at fortælle syntes hun men med hendes menneskekendskab kunne han også være frygtelig ligeglad uden at hun ville kunne se forskel. Han var den eneste person hun havde at øve sig på når det kom til empati og sympati, hun forsøgte dog alt hvad hun kunne at forstå ham og hans tegn og usagte tanker.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi Loup faktisk havde undskyldt. Tværtimod havde det mere været en forklaring for hvor han havde været, end en egentlig undskyldning. Men det glædede ham alligevel at hun havde set ud til at have klaret sig. At det stadig var hende, som havde kontrollen over sin egen krop. Ligesom det glædede ham, at hun var glad for at han var kommet tilbage. Det var da bedre end hvis hun havde været fuldstændig ligeglad med om han ville komme tilbage.
Han fulgte hende med blikket da hun satte sig ved siden af ham, og varmede sine hænder mod bålet. Han gav hende et par sekunder til at finde varmen, før han igen talte.
”Jeg samler varulvene.” fortalte han hende. Der var ingen grund til at gå rundt om busken – ikke at Loup nogensinde havde været typen der gjorde det. Han var meget mere den type mand, der gik direkte til sagens kerne, og sagde hvad han ville have, og hvad han ville give for det. Dette var ikke anderledes. ”Varulvenes nuværende leder har ikke gjort noget som helst for os, og det har spredt os for alle vinde. Jeg har været rundt i Dvasias og Manjarno og fundet dem jeg kunne, og samlet deres støtte. Hvis alt går efter planen, står jeg snart som deres leder, og den magt der følger med det.” Han sendte hende et smil der gled fra øre til øre. ”Med alle varulvene under mig, behøver vi ikke fortsætte på den her måde. Skrabe os til føde og varme. Vi kommer til at få det bedre fremover.” Det var ikke ubevidst at han havde sagt vi, selvom det var ham, der skulle få magten. Han regnede da ikke med at det ville forandre på det arrangement der var mellem ham og Nitka.

[Deleted]

Hun lyttede intenst og lagde hovedet på skrå med et lettere forvirret udtryk. Det var ikke fordi hun ikke forstod meningen i hans ord, det var bare aldrig faldet hende ind at der var flere af hans slags og det som sådan havde et navn - jo hun kunne da huske at have mødt ham i skoven som Nemesis, hun kunne huske at han forvandlede sig til en ulv men at det var en race som sådan gik egentlig først op for hende nu.
Det var jo logisk nok, når man viste det var en selvstændig race, at den skulle have en leder. Et smil spredte sig langsomt på hendes læber og hun satte sig i skrædderstilling mens hun så på ham - lyttede til hans ord. Det gjorde hende glad at han stadig betragtede hende som en del af sin tilværelse frem over, det var en usigelig lettelse at hun havde et, om end minimalt, holde punkt i ham når han var tilstede.
"Findes der mange som dig?" Spurgte hun da han havde talt færdigt og vendte hovedet på skrå til den anden side da en ny tanke slog hende.
"Men.. Vil de ikke føle sig.. Jeg ved ikke, truet af at jeg er der? Ikke at jeg vil komme til at være sammen med dig til.. møder og sådan, mere hvis de.. Finder ud af at jeg er som jeg er.. At Nemesis er som hun er.." Hun var lidt bekymret for nu, om hendes tilstand kunne påvirke Loups arbejde. Hun håbede det ikke og så længe hun fik sin eliksir.. En Eliksir hun næsten var løbet tør for, og var Alkymisten stadig i byen eller var de nød til at lede land og rige rundt efter ingredienser selv?.. Hun lænede sig frem til gryden og tjekkede at vande var i kog.

[Deleted]

Nitka tog det overraskende pænt, måtte han indrømme. Han havde forventet at hun måske ville have været en smule nervøs ved tanken på at have en flok af varulve i nærheden. Det viste sig så også at hun havde spørgsmål omkring det, men det var stadig en langt mildere reaktion end hvad han havde forventet. Han kunne ikke andet end at være tilfreds med det.
”Der findes nok. Ikke så mange som jeg gerne ville have det til, men nok til at jeg kan samle en stærk flok i skovene. Nok til at varulvene igen vil blive frygtet.” uddybede han med et tilfredst drag på smilebåndet. ”Men jeg kan nok ikke benægte at de nok ikke vil se helt mildt på dig, udelukkende fordi du er… Dig. Eller, nærmere bestemt, fordi du ikke er en varulv. Men jeg skal nok sørge for at de ikke krummer et hår på dit hoved. Hvis ikke Nemesis kommer mig i forkøbet.” indskød han med et beroligende glimt i de mørke øjne. ”Varulve værdsætter styrke, Nitka. Hvis de finder ud af hvordan Nemesis er, vil de nok nærmere respektere hende end at føle sig truet af det. Når det kommer til dig, skal jeg nok sørge for at der intet sker dig.” lovede han hende. Han kunne ikke love hende at varulvene ville lave tilnærmelser til hende. Hun var ikke en varulv, og de ville kunne lugte det på lang afstand. Barnet ville de have lyst til at slå ihjel, Nika ville de have lyst til at stille sine lyster med. Nemesis og den navnløse var faktisk de eneste, hvor Loup var nogenlunde sikker på Nitkas sikkerhed. ”Men for god ordens skyld, så bør du nok ikke være alt for langt væk. Selv når jeg er til de møder lederstillingen nu kræver af mig, vil jeg foretrække at jeg kan være sikker på at du er et trygt sted i mellemtiden.” indrømmede han. Det venskab som var groet mellem dem var kommet godt og grundigt bag ham. Men han ville lyve, hvis hna påstod at han ikke ville være påvirket af det hvis der skete Nitka noget.

[Deleted]

//Kan godt lide at du tror Nitka er i sikkerhed med den navnløse xD

Nitka nikkede forstående mens hun hældte suppen op i de to tin kopper. Alt hun havde var bulet, bøjet eller hullet. Kopperne var ingen undtagelse. Hun rakte ham forsigtigt den ene og satte sig atter ved hans side mens hun nippede til suppen med et tænksomt blik. "Du har nok ret.. Desuden - med mindre du hiver mig frem og introducere mig, ved de jo nok ikke engang jeg eksistere" Svarede hun med et smil over suppen. Hun fornemmede at han måske havde sagt det der var presserende og valgte at bryde ind mens hun havde ham ved sin side.
"Men jeg har brug for hjælp.. Inden du forsvinder igen. Jeg har snart ikke mere mad, mixturen er ved at løbe ud og der går snart hul i min gryde.. Jeg er frygteligt ked af at skulle.. Nej jeg hader inderligt at skulle spørge dig om hjælp.. Men jeg aner ikke hvad jeg stiller op. Turen til byen i sneen er en sikker tur til sygdom når jeg ikke engang har sko.." Hun så ned og bed sig fortrædeligt i læben før hun forsatte. "Er der nogen chance for at du.. Kan hjælpe mig?"

[Deleted]

Taknemmeligt tog Loup imod tinskålen med suppe. At bruge ske havde aldrig slået ham, og han førte roligt hele skålen til munden, og drak fra kanten. Han svarede hende ikke med det samme, fordi han et eller andet sted vidste at hun tog fejl. Hvis hun overhovedet var i nærheden af ham når han samlede varulvene, ville de vide det. På samme måde som han kunne vide det, når der var uønskede væsner i nærheden af deres hule.
”De vil kunne lugte dig. Kan du huske da jeg brugte flere dage på at opspore dig og fandt dig bøjet over en enhjørning?” Han pegede sigende på sin næse, som for at understrege hvad den var i stand til. ”Og jeg vil ærlig talt foretrække hvis du ikke er alt for langt væk. Det er nemmere at være sikker på der ikke sker dig noget, hvis du ikke er i den anden ende af byen.” Nok en gang blev suppeskålen ført til hans læber, og han slugte en solid mundfuld af indholdet. Det var ikke lige så godt som det kød han foretrak at spise, men det var da nok til at fylde hans mave.
Opmærksomt rettede han blikket mod hende, da hun bad om hans hjælp. Det var ikke noget hun havde bedt om før – i hvert fald ikke så direkte. Hans blik faldt på hendes fødder da hun snakkede om sko, og han måtte rynke lidt på næsen. Det var sandt, hvad hun sagde. Og hvis hun skulle gå hen og blive syg, ville de først have problemer. Specielt når miksturen var ved at løbe tør. Nitka var i det mindste til at have med at gøre, men hvad med Nemesis eller den Navnløse tog over igen?
”Jeg behøver ikke tage herfra igen lige med det første.” startede han. ”Men du har ret. Vinteren er her for alvor, og det kommer til at blive koldere før det bliver varmere. Vi har brug for mad. Jeg kan tage ud og jage, og sørge for at vi har nok til at klare os for lidt tid.” fastslog han. Men miksturen var stadig et problem. ”Jeg kan prøve at opspore alkymisten… Men det er ikke nemt. Med alt det arbejde de gør, ændrer deres lugt sig alt for ofte. Alle de kemikalier og omgang med de døde og de sårede…” Han skar ansigt, før han så på hende og formede et skævt smil. ”På et tidspunkt kommer du forhåbentligvis til at lære at kontrollere din krop uden brug af miksturen.”

[Deleted]

Hun smilede lidt og så ned før hun skubbede en rød tot hår om bag øret. "Jeg skal vist have læst lidt op på mit varulve leksikon" Sagde hun i en form for spøg - hvilket hun ikke var ret god til, men hun forsøgte. Hun vendte tænksomt blikket mod ham igen og vendte sig med front mod ham mens hun drak det sidste i sin kop og tog hans også for at fylde dem. Der på satte hun sig, atter med fronten mod ham, og så på ham med et nysgerrigt blik. "Så du vil fortrække jeg er samme sted som dig, selvom at det måske vil gøre dine venner urolige?" Hun lagde hovedet på sned og pustede på suppen hun netop havde hældt op før hun trak på skuldrene. "Hvis du tror det er det bedste så bliver det sådan.. Jeg vil bare ikke udsætte dig for unødig fare ved et oprør fordi jeg er der.. " Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forstille sig hvordan det var at være i et rum, eller en bygning, med en hel horde af varulve. Hun forventede ikke at de alle var lige så søde og medgørlige som Loup - faktisk kunne hun slet ikke forstå sin angst for ham i starten. Det var som om minderne med Nemesis var begyndt at falme og blive erstattet af hendes egne.
Hun så på sine fødder og skar ansigt - det var altid koldt og hendes hud var begyndt at tage skade af det. Hun burde snart finde sig en kro at bo på et par dage så hendes hud og knogler kunne komme sig oven på kulden før hendes tæer frøs helt af. Hendes negle på både fødder og hænder havde en permanent lilla antydning i kanten grundet kulden.
"Måske er det nemmere at opspore ingredienserne og så selv brygge det?" Sagde hun tænksomt og så mod ham. "Det er selvfølgelig ikke nemt i vinteren.. Men nogle må da have et lager.."Lige når det kom til mixturen havde hun en vis frygt for at det ville gå galt, at hun ville miste kontrollen og aldrig få den igen. At Nemesis ville opdage at hun selv kunne beholde kontrollen med mixturen eller værre - at Nemesis valgte at hævne sig på Nitka og Loup. Nemsis sov aldrig og selv da mens hun sad og snakkede med Loup kunne hun fornemme Nemesis kamp om kontrol om end den var svag og ubetydelig.
"Ja.. Jeg håber det en dag sker" Sagde hun så da han udtrykte håbet for at hun måske ville lære at kontrollere det uden mixturen - det ville være nemmere. Hun kunne aldrig slippe af med de andre, men hvis de bare kunne gå i en permanent dvale ville det hele være meget nemmere. Hun kunne bo i byen, have et arbejde og klare sig selv. Et drømme liv for en som hende lige nu.

[Deleted]

Om Nitkas spøgefulde ord faktisk havde været sjove eller ej, kunne Loup ikke engang bedømme. Men et smil fik det i hvert fald bragt over hans læber. Det var måske for meget forlangt at hun kendte synderlig meget til varulve. I en situation som hendes, var det måske lidt mere prekært at overleve sin hverdag, end det var at finde ud af hvordan de forskellige væsner fungerede. Det var ikke selv fordi han selv satte sig fuldt ind i den slags – hvad han behøvede at vide var hvordan de kunne slås ihjel, og hvordan de ville prøve at slå ham ihjel. Mere end det, behøvede han ikke.
”Jeg tror det er det bedste.” bekræftede han roligt. Det var ikke fordi han som sådan frygtede at hendes tilstedeværelse ville starte et oprør. Nogen ville nok stille spørgsmål til hvem hun var, og hvad hun bestilte der, når hun ikke havde én eneste ulvegen i kroppen. Men hvad pokker, når han var leder, kunne han gøre hvad der passede ham, så længe det ikke gik ud over hans flok. Det var dét han havde vundet de andre ulves støtte for: hvor deres tidligere leder havde været ligeglad, ville han kæmpe med tænder og klør for varulvenes sag. Hvilket var præcis hvad han gjorde gennem sin alliance med warlocken Eriz.
En tankefuld mine gled over hans ansigt. ”Jeg kunne gøre et forsøg på at opspore dem, men jeg er ikke ligefrem trænet til at opspore planter. Specielt ikke om vinteren. Hvis de overhovedet gror på denne tid, bliver de svære at finde.” sagde han sandfærdigt. Sandt at sige ville det næsten være nemmere at opspore alkymisten og tømme hans lager, eller tvinge ham til at lave mere. At købe noget af ham var ikke aktuelt, eftersom hverken han eller Nitka havde penge. Endnu en ting der ville forandre sig, når han blev leder. Det ville give ham forbindelser i det dvasianske hierarki, og hvem ville vel ikke betale for at sørge for at varulvene ikke angreb dem? Bare tanken sendte et ulveagtigt smil over hans læber. Hans blik faldt dog hurtigt på Nitka. Det var efterhånden længe siden han havde set noget til hendes andre personligheder, men hun havde påstået at de stadig var derinde. Specielt Nemesis, som aldrig sov, og altid kæmpede for kontrollen. Det var vel kun et spørgsmål om tid før Nitka ville tabe kampen, hvis de ikke skaffede mere af miksturen. ”Vi må gøre det bedste ud af hvad vi har indtil videre. Vi kan prøve at skaffe midlerne til at lave en ny mikstur, men hvis vi løber tør før det… Så skal jeg nok gøre hvad jeg kan for at de ikke får dig til at gøre noget du vil fortryde.” lovede han hende. Om han ville kunne holde det… Han måtte vel gøre et forsøg. Problemet var at han og Nemesis delte den samme blodtørst. Og hvis Nika skulle tage over, ville Loup nok ikke have så meget imod hendes tilnærmelser. Og dog… Nu hvor han kendte Nitka så godt, og vidste at hun så det hele bag de andre personligheders øjne… Han skar en grimasse. ”Så du alt hvad de andre gjorde, når de havde kontrollen?” spurgte han hende.

[Deleted]

Hun smilede kort og fokuserede på suppen. Hendes tanker vandrede mens hun så mod et stykke gulerod der flød rundt i kanten - kunne hun faktisk være i stand til at få et normalt liv? Hvis hun nu lærte selv at brygge mixturen og samtidig gjorde hvad hun kunne for at bevare fatningen.. Kunne det rent faktisk lykkes? Kunne hun blive den kvinde hun svagt huskede stå over gryden og frembringe fantastiske smags og dufte? Nej det var ikke hendes mor hun huskede men en anden. Hvem viste hun ikke men det var vel også ligegyldigt. Nitka havde aldrig forstillet sig at hun selv kunne ende op der, som den husmor hun kun havde set flygtigt en gang for mange år siden.
Hun sad fuldkommen i sine egne tanker og blinkede overrasket da hun blev opmærksom på at han stadig var der da han talte igen, et anstrengt smil spillede om hendes læber før hun tømte koppen og satte den fra sig. "Tag det ikke ilde op, men jeg tvivler på at du kan holde dem alle i skak" Sagde hun da han hævdede at han ville gøre hvad han kunne for at holde dem fra at gøre noget der ville være slemt. Hun så på ham lidt og så ind i flammerne, strakte benene ud så hun kunne mærke varmen ind i sine forfrosne tæer. "Ja.. Det gjorde jeg" Sagde hun og så så væk før hun rømmede sig lidt. "Det var min forbandelse. Ikke på samme måde som Nemesis, men fordi det var min krop, mine hænder mine øjne og min stemme.. Nemesis kæmper fordi hun er rasende over ikke at have kontrol. Jeg havde ikke noget valg. Når de sov, sov jeg, jeg fulgte min krop og det den gjorde uden at have kontrol over det.."

[Deleted]

Et utilfredst fnys lød fra ham. Ikke fordi han var uenig med hende, men mere fordi han hadede antydningen af at der var noget han ikke var i stand til. Loup havde en varulvs ego i samme grad som han havde en varulvs stædighed – med det sagt, var der dog stadig den smule menneskelighed i ham som mindede ham om hvad Nitkas øvrige personligheder faktisk var i stand til.
”Så længe jeg kun skal tænke på én af dem ad gangen, burde det være til at klare.” protesterede han alligevel. Han havde kæmpet mod Nemesis, han havde holdt øje med ungen, og han havde… underholdt Nika. Den navnløse var nok den eneste Loup faktisk kunne være urolig for.
Da Nitka bekræftede at hun havde været vidne til alt hendes øvrige personligheder havde gjort, sagt, spist eller hvad det ellers måtte være, måtte han lade ansigtet trække sig sammen i en stram mine. Det betød at Nitka havde set det hele, de gange Nika havde haft kontrollen over hendes krop. Hun havde mærket det hele. Før i tiden ville Loup måske have smilet smørret og kommet med en eller anden spydig kommentar om hvad Nitka selv havde ment om det hele, men ikke denne gang. I stedet så han stædigt ind i flammerne i hvad der føltes som en halv evighed, før han vendte blikket mod hende igen. Hvorfor skulle han nu også få dårlig samvittighed over hvad han havde gjort med Nika? Det var jo ikke fordi han havde udnyttet hende… sådan da. ”Vi finder ingredienserne til miksturen, eller en alkymist som kan lave den.” fastslog han bestemt. ”Så slipper vi for overhovedet at tænke mere på det.” Hans ord kom måske en smule hårdere ud end Loup egentlig havde tænkt de skulle have gjort, men det var frustrerende, når han følte at det gik så meget imod hans egen natur. Han greb en nærliggende pind, og stak den ind i bålet for at rode lidt rundt i gløderne i midten, så flammerne rejste sig en smule. ”Det er i hvert fald bedre end at håbe på at kunne finde ingredienserne selv, nu hvor sneen er kommet.”

[Deleted]

Hun skævede lidt nervøst til ham og bed sig i læben - var han blevet sur over noget hun havde sagt? Hun forstod det ikke helt, hun kunne ikke se hvad hun kunne have sagt der kunne have irriteret ham, hun havde jo sagt at han ikke skulle tage det ilde op, var det ikke nok?
Hun rømmede sig lidt og gned sine fødder mens hun holdt blikket slået ned, det var ikke fordi hun forventede at han ville forblive sur, hun kunne ikke engang finde ud af om han virkelig var sur - faktisk var hun en anelse forvirret over hans ansigtsudtryk og fnyset fra ham. Hun så først op da han talte igen og nikkede langsomt. "Så.. Hvad er planen? Jeg kommer med dig til dit møde, og så leder vi efter ingredienser eller alkymist der efter? Jeg ved ikke hvor meget eliksir jeg har tilbage og jeg vil virkelig nødigt skifte mens du har din forsamling.. Hvis der nu skulle ske noget.." Hun så temmelig bekymret ud og så mod flammerne og overvejede sit næste træk grundigt.
"Hvordan gør vi? Skal vi finde en alkymist i en by? Hvis vi skal rejse.. Skal jeg have nogle sko, i denne sne fryser mine tæer snart af.. Hvis ikke vi skal rejse.. Hvordan griber vi det så an? Hun havde lige lidt problemer med at overskue dagen og vejen, hun var heller ikke sikker på hvor langt inde i vinteren de var inde i. Hun havde mistet fornemmelsen for tid mens hun havde været sig selv.