Der sad to mænd på en kro...

[Deleted]

@raine

Solen skinnede udenfor, skønt den hang noget lavt på himlen, som den plejede på en sen eftermiddag. Sen nok til at folk havde fri for arbejde, ikke sent nok til at folk spiste aftensmad, lavet over deres ild...Hvis de overhoved havde mad, det var. Ikke at det var hans bekymring, han var faktisk ret ligeglad.
Han var næsten lige kommet hjem, efter at have været i Paggeija det sidste stykke tid. Han havde snakket med Macaria og hun havde nu officielt adopteret Arona, hans skønne 5-årige pige som havde mere krudt i røven, end noget barn han nogensinde havde mødt. Sådan en ballademager! Satte ild til alt muligt, stjal folks dolke, hvis de ikke passede på, og skar små dyr op. Hun havde sovet, da han havde tjekket til hende. De var også kommet midt om natten. Personligt havde han ikke brug for mere end et par timer, før han følte sig frisk igen, han havde aldrig været typen der sad stille alt for længe. Selv når han arbejdede, foretrak han at flyve tværs over landene for at snakke med folk, i stedet for at sende millioner af breve. Han hadede alligevel både at læse og skrive, han havde aldrig været god til nogen af delene, skønt han nu kunne klare sig igennem de fleste breve selv.
Denne eftermiddag, og muligvis aften, ville han dog gerne være lidt anonym. Det var svært, når han nu var ægtemand til regenten af landet og leder oveni, men heldigvis kendte langt de fleste ham mere af navn end udseende. Han havde bedt sine bodyguards om at blive hjemme, da han var trukket i de almindelige sko og trukket den sorte jakke over sig. Hans vinger var skjult, skønt han vidste folk ville kunne mærke hvad han var, hvis de kom for tæt på. I aften ville han bare være sig selv...Ikke en leder der lagde planer, ikke en ægtemand der ikke forstod sin...kone. Han skar en grimasse. Hvor lød det dog gammelt!
Han havde været på kroen før. Faktisk var det ikke så længe siden...Inden han var rejst til Paggeija igen havde han været her og mødt en eller anden kvinde. Og nu var han her igen. Åh...Okay. Måske ville han ikke være helt anonym, trods han havde klædt sig i sort og hans vante pisk hang ved hans side, i stedet for det ellers flotte sværd, han havde fået. Dette var Manjarno og han havde været på kroen før. Han forventede mindst halvdelen ville genkende ham og ikke turde nyde deres aften fordi han var der...Og han håbede på nogen ville give ballade. Måske var han en høj person nu, men han var ikke blevet mere ked af lidt ballade.

Kroen var som altid åben og i fuld gang. Alt var velkendt. Lugtende, da han trådte ind i det lune rum. Lugtende af sved, af røg, af folk, af mad. Lydene af stemmer, af terninger der blev kastet, af latter og en let musik fra et par musikanter ovre i det ene hjørne. Synet af de slidte trægulve, af folk der sad ved bordene og lavede...Alt. Spiste, drak, spillede, hyggede sig, skændtes. Alt der var ganske normalt for en kro, som var samlested for mange fremmede, mange rejsende...Og mange lokale. Han fornemmede det godt, hvordan de folk der faktisk kendte ham, også af udseende efter Macarias likvidering...nåe ja, og efter deres bryllup, næsten blev stille og hviskende, i stedet for at være højtråbende. Han mærkede øjnene, da han uden tøven gik op til baren, hvor krofatter stod klar til at servicerer dagens gæster. Og sikkert også nattens.
"Det samme som sidst" Krofatteren fandt et glas frem og hældte den karakteristiske væske op. Vin. Da folk opdagede han ikke var der for at halshugge nogen, vendte de fleste tilbage til deres beskæftigelser.

[Deleted]

Stemningen i kroen var høj. Musik havde fyldt rummet, takket være en lille gruppe musikere som havde samlet sig i et hjørne, og spillede en lystig melodi. I midten af rummet var der klareret rum, så der var plads til dem der havde fået nok alkohol i sig til at danse livligt til musikken, mens de omkringsiddende muntert klappede i takt med musikken og sang en eller anden sang, Raine aldrig havde hørt før.
De grålige øjne hvilede stift frem for ham, da han var uden interesse for hvad der skete omkring ham. Ikke at han behøvede vende blikket, for at kunne se hvad der skete. Han mærkede hver eneste bevidsthed i kroen. Hver eneste intention kunne han sanse. Det gjorde dog ikke at han holdt sig mindre på vagt. Han var måske i stand til at blokkere sit eget sind for uønskede indtrængere, men han var ikke alene med den evne. Han havde en skinnende dolk fæstet i sit bælte, til trods for at han ikke regnede med at han ville få brug for den. Den slidte læderkappe hang tungt om skulderen på ham, og gjorde det tydeligt for enhver omkringstående at han ikke var den mest velstående i rummet. Hvorfor behøvede han være det, når det var så simpelt at ’overtale’ krofatteren til at lade ham bo i det øverste værelse gratis? I hans hånd holdt han et tomt glas. Indholdet var blevet tømt for længst, men Raine havde ikke gjort mine til at fylde det op. Som mental dæmon var det vigtigt at han bevarede kontrollen over sit eget sind – for sin egen og for andres sikkerhed.
Med ét var det som om stemningen i krostuen ændredes, da døren blev skubbet op, og en skikkelse trådte indenfor. Raine end ikke drejede blikket: han kunne mærke på bevidstheden hvilket væsen som var trådt ind. Det var få væsner som havde så meget smerte, død og lidelse på sindet som dødsengle. Hans hånd søgte uvilkårligt op til halskæden om hans hals, hvori en hvid englefjer og en sort dødsenglefjer hang. Et enkelt drag på smilebåndet, og hans hånd sank tilbage på bardisken.
Dødsenglen placerede sig ved siden af ham, og Raines grålige blik gled mod ham. Åh? Så det var den dødsengel. Lederen. Macarias ægtemand. Han havde set ham ved likvideringen, men selv hvis han ikke havde, var han sikker på han ville have genkendt ham. Han var kommet uden et følge – måske ville han holde lav profil?
”Fyld glasset op.” bad han krofatteren, og fangede hans blik. I en ruf havde krofatteren fundet en flaske frem og fyldte Raines glas op med en klar væske, før han igen forlod dem, for at se til en anden kunde. Han ville ikke engang huske, at han havde fyldt den mentale dæmons glas op endnu en gang. ”Er vinen her bedre end i Paggeija?” spurgte han henkastet, og vendte først da blikket direkte mod dødsenglen ved hans side.

[Deleted]

Han havde ingen rigtig intension ved at komme her, andet end stikke af det fra kæmpe palæ og de uforskammede tjenestefolk der var i huset. Macaria, vidste han, brugte tid med tjenerne og sad i køkkenet på en højst upassende måde, selv om han forstod hendes træk. Han kunne dog ikke få sig selv til det. Han nægtede at sidde i køkkenet og hyggesnakke...Spild af tid! Han havde intet at tale med dem om og de var ejendom, mere end folk. Men netop fordi Macarias bedste venner var tjenestefolk, behandlede de ham som en gæst, der blot sov der en nat ekstra end normalt. Han var ved at gå til at frustrationer...Åh, han håbede inderlidt Macaria ville tillade ham at torturerer nogle af dem i kælderen. På den anden side var mange ting jo fælles nu og hun havde intet at sige, hvis han faktisk gjorde det. Et svagt smil gled over ham, ved tanken om en af tjenerne der vred sig af smerter og græd, tiggede, for at komme fri. Han var herren i huset, de skulle ikke glemme det!
Arona ville kun elske at være med...
Hans fingre strøg det kølige glas, som hans blik gled uinteresseret over indholdet af hylderne på den anden side af baren. Og så var der faktisk nogen der snakkede til ham!
Det var ingen hemmelighed. Han havde heller ikke regnet med det. Mest af alt havde han regnet med at folk ville ignorerer ham og lade ham være, for ikke at ende på hans liste af folk der skulle dø. Men der var jo altid nogen der sagde noget. Spørgsmålet var om personen var ude på ballade eller blot smalltalk?
Han skubbede sig lidt ud fra bordet og vente sig om mod sin nye samtale-partner med et skævt smil. Hans stålgrå, kolde øjne gled over manden et øjeblik. Det var ingen hemmelighed, alle vidste dødsenglene havde bosat sig i Paggeija. Alligevel det som om nogle alarmklokker ringede i hans baghoved, som om der var noget han burde være opmærksom på. Eller var det blot hans evige mistænksomhed der talte? Selv om han var forsigtig, havde den ikke hjulpet ham ret langt i længden...
Hans ene arm hvilede på bordpladen, med fingrene om glasset. Hans blik gled ned på vinen et øjeblik, som han overvejede et passende svar.
"Oftere har selskabet indflydelse på hvor god en vinen er" svarede han så, en smule drillende. Han kunne ikke lade være.
"Men selve vinen...Gennemsnitslig" han hævede glasset og nippede til dets indhold, som søgte han bekræftelse på hans bedømmelse. han blev ikke skuffet. Den var netop gennemsnitslig, en smule tør og kedelig i det. Slet ikke som de vine der gemte sig i kælderen på palæet eller i Salore-familiens kældre. Måske burde han også snart købe dyre, gode vine, blot for at prale lidt?
Det var ikke løgn, dog. Enhver vin kunne virke dyr og fin, sad man i dyre og fine omgivelser. Enhver vin kunne virke eksotisk, dansede der erotiske kvinder rundt om en. Men selvfølgelig handlede det jo om at snyde folk til at tro noget andet, til at have deres opmærksomhed rettet mod et andet sted. Hans blik gled ud over et dansende par, som dansede til en af disse melodier der var velkendt for Manjarno. Han kendte dem snart også ret god. Hans tommelfinger slog mod hans glas i rytmen til melodien.
"Desuden ville det være trættende at flyve frem og tilbage hele tiden, blot for at få en tår?" tilføjede han en smule ligegyldigt.

[Deleted]

Raine lod sine grå øjne møde dødsenglens. Det fik kortvarigt et flygtigt smil til at glide over hans læber. Det var længe siden han sidst havde stået overfor en dødsengel – den sorte fjer som hang om hans hals var den eneste souvenir han havde taget fra ham. Der var noget mærkeligt fascinerende i de indtryk han fik omkring en dødsengel, selv uden at han behøvede rode rundt i hans hoved.
Et dæmpet grin flød over Raines læber ved dødsenglens dom over vinens kvalitet.
”Jeg ved ikke om jeg skal tage det som en fornærmelse på mit selskab eller ej.” Der havde været noget halvt spøgefuldt i tonen i hans ord, skønt der ikke var nogen antydning af morskab at læse i hans ansigtsudtryk. Raine kunne være mange ting, bare han bestemte sig for det. Han kunne være charmerende og forførende, eller afvisende og kold. Han var blevet en god skuespiller i årenes løb, til det punkt hvor man ikke ville kunne se hvilket humør han faktisk var i, og hvilket han simpelthen bare gav udtryk for. I denne situation… Han følte ikke rigtig noget. Han var kun interesseret i dødsenglens selskab, fordi han havde haft sit møde med hans hustru kun få dage forinden. Gad vide om Zean kendte til aftalen mellem ham og Macaria?
Han betragtede dødsenglen granskende med sit grålige blik, inden han lod et skævt smil forme sig over hans læber, og han nikkede enigt. ”Man skulle i hvert fald tro du ville have midlerne til at skaffe vin til Paggeija. I hvert fald bedre vin end den her.” Han tog en tår af den klare væske i sit glas, og sendte krofatteren et sideblik. Om det var fordi de bagtalte hans vin eller om det var noget andet, kunne måske diskuteres, men krofatteren havde i hvert fald set utilfredst på ham. Med et enkelt blik fra Raine, og en diskret berøring af krofatterens sløve sind, fik han dog hurtigt manden på andre tanker. Raines fokus faldt på Zean igen. ”DeLoca Mansion har vel en vinkælder du kan benytte dig af?” spurgte han henkastet. Det var ikke fordi det var en hemmelighed, hvem Zean var. Han havde gjort sig bemærket, både ved erobringen af Paggeija, men også ved sin deltagelse af likvideringen. Folket vidste hvem han var. At Raine vidste hvor han boede, burde ikke få nogen alarmer til at gå i gang. Alligevel sansede han at Zean var opmærksom på ham. Det fik ham til at smile et smalt smil. Enten var dødsenglen paranoid overfor sine omgivelser, eller så var han bare opmærksom nok.

[Deleted]

Hans blik gled over kvindens vuggende bevægelser og hendes dansepartner, denne lyse mand, der virkede mere en tilfreds med sin partner. Klart. Kvinden var pæn. Macaria havde fortalt ham om alle de folk hun havde tortureret den sidste uge og han var næsten blevet helt misunderlig, netop som var hendes pointe. Men hvis hun ønskede ham mere hjemme kunne hun bare sige det? Eller tilbyde en grund til at han blev hjemme...
Igen spillede et smil på ham, da hans blik gled tilbage til manden foran ham...Dette skulle vel ikke være...Åh, jamen selvfølgelig måtte det være ham! Macaria havde nævnt ham. Denne Raine, en lejemorder, charmerende efter hendes bedømmelse. Hun havde taget ham med hjem, havde hun sagt. Om det bekymrede ham at hans kone tog fremmede mænd med hjem midt om natten? Nah. De havde begge deres hemmeligheder alligevel.
"Det ved jeg heller ikke. Burde du? Vi finder vel nok ud af det. Min kone mener dit selskab er rart. Måske syntes jeg det samme" Det var lidt et gæt, lidt en fornemmelsen, han gik efter. Men han havde altid fulgt sin fornemmelse. Sin indre instinkter, der fortalte ham hvad der var rigtigt og forkert. Han havde altid kunne stole på dem. Om de så sagde noget var farligt eller anderledes eller det modsatte. Omend...De sagde nu aldrig han burde stole på nogen. Så derfor gjorde han det ikke. Lad bare folk tro anderledes.
"Jeg har andet at bruge mine ressourcer på end drikkelig vin" han så tilbage på sit glas, som han hævede. Uden yderligere tøven hældte han indholdet ud...På den anden side af baren, deromme hvor krofaren vandrede rundt og virkede ret...ligeglad. Zeans øjne kneb sig en smule sammen. Hvad var det nu Macaria havde sagt? Noget med..noget med at lejemorderen kunne noget med sind. Han skulle gå ind i sindet på Kimeya og få ham til at opgive at bruge sine magier. Ah...Det forklarede jo så meget! Og det betød han absolut ikke kunne stole på manden, eller sig selv, denne aften! Åh...Det var jo intet andet end fantastisk. Og alligevel ret normalt. Han skubbede glasset over til krofatter.
"En genopfyldning?" foreslog han, skønt hans tone fortalte at det slet ikke var et forslag, men mere en kommando, han absolut skulle følge, hvis han ønskede at komme helskindet igennem den kommende aften.
"Åh ja, masser af vin. Men intet selskab. Macaria arbejder altid og..." Hans smil voksede en anelse. Nej. Intet og. I stedet trak hen let på den ene skulder.
"...En kro er et bedre sted at møde tilfældige fremmede, som måske kan være nyttige en anden dag" Nej, han havde ingen planer om at drikke med Macaria, hvis hun tog sig tiden til at nyde et glas sammen. Han trak vejret dybt.
"Så. Du skal tage dig af vores lille warlock. Glæder du dig? Nu er der vel ikke nogle detaljer i jeres hemmelige, lille plan I ikke vil indvie mig i?" Åh ja, han kendte planen. Hvordan han fik Macarias affald, som hun havde sagt. Nåe ja...Lad ham få affaldet. Med lidt snilde ville det blot gøre ham mere populær hos Eriz...Macaria skulle bare ikke vide det. De to kvinder var jo værre end...ja. Han havde end ikke noget til at sammenligne det med.

[Deleted]

Noget der kunne minde om et tilfredst smil gled over Raines læber. Så Macaria havde altså fortalt Zean om ham. Det passede ham nu meget fint. Det ville bestemt gøre tingene lettere – og det var da også et tegn på at han havde gjort et indtryk på Macaria, hvis hun var gået hen og fortalt sin ægtemand om det. Og specielt når hun havde beskrevet ham som godt selskab.
”Jeg har erfaret at jeg kan være godt selskab for de fleste.” fortalte han ham med et lille drag på smilebåndet. Han havde ikke benægtet kommentaren om Zeans hustru. Det var som hans måde at bekræfte overfor dødsenglen at hans fornemmelse, eller hans instinkt, hvad han nu end måtte kalde det, havde været korrekt.
Han betragtede ham med en ro i blikket da han skødesløst hældte sin vin ud på den anden side af disken, og fik krofatteren til at fylde glasset op igen. Raine fortrak ikke en mine. Hvorfor skulle han? Han var ligeglad med krofatteren og hans varer. Han var ligeglad med Zeans intentioner. Var det for at vise dominans? I så fald, var det overfor ham, eller overfor krofatteren? Det rørte ham i hvert fald ikke det mindste. Ligesom hans kommentar om ’tilfældige fremmede’ ikke rørte ham. Hvad skulle han sige? Han var brugbar, hvis blot man havde brug for hvad han kunne tilbyde. Han havde da tilbudt sine tjenester til Macaria. Måske var det derfor dødsenglen stadig talte med ham?
Hvad der dog rørte ham, var Zeans ord omkring warlocken, som måtte få ham til at løfte et enkelt øjenbryn op i panden. Macaria havde ikke fortalt ham om nogen warlock som han skulle ’tage sig af’. Han tillod sig en flygtig berøring af Zeans sind. Ikke at Zean ville ane at Raine overhovedet var i hans hoved, medmindre han havde ladt sig udsætte for disse ting ofte nok til at være opmærksom på det. Som mentaldæmon var dette lige så naturligt for Raine som den automatiske vejrtrækning. ”I vil have at jeg tager mig af Kimeya Marvalo.” Hvis Raine var overrasket, var det ikke til at høre i hans toneleje, som stadig var bemærkelsesværdigt roligt. Macaria havde aldrig fortalt ham om disse planer. Han havde end ikke set noget til det, da han havde været i hendes hoved. Noget måtte være sket i tidsrummet mellem hans besøg, og nu. Han kunne ikke holde et lille smil tilbage fra sine læber. ”Det er mere snak om detaljer som jeg ikke er blevet indviet i.” besvarede han Zeans kommentar. ”Din hustru fortalte mig aldrig om det. Dette er første gang jeg hører om det.” Han tog endnu en tår af sin drik, men uden at de grålige øjne forlod dødsenglens ansigt. ”Hvad forventer du og din hustru at jeg gør ved ham?” spurgte han, med et udfordrende glimt i de grålige øjne.

[Deleted]

Det var ikke for at dominerer nogen som helst. Mere blot for at vise at han gjorde som det passede ham, når det passede ham. Og lige nu passede det ham fint at hælde vin på gulvet, som krofatteren kunne tørre op, når han alligevel havde en pause fra at skænke til folk. Ikke at det gjorde noget, han betalte jo for hvert glas alligevel og vinen var ikke så god, at nogen ville blive ked af spildet. Han fik genopfyldt sit glas, men han var ikke interesseret i at drikke fra det lige nu. I et øjeblik gled hans tanker over på Deacon. Den mand havde forstået hvordan man gik på bar. Gad vide hvad den dæmon gik og lavede nu? Sneg sig ind på folk med sin specielle måde at snakke folk efter munden, uden tvivl. Og hans yderst fascinerende fønix...
Manden havde ikke lave tanker om sig selv. Men hvorfor skulle han også det? Han kunne vel opnå hvad som helst han ønskede, med sine evner. Han smilte svagt til ham, fuldstændig uvidende om mandens lille besøg i hans indre, hans mest hellige sted, centeret for de eneste ting han kunne stole på. Ham selv. Normalt, i hvert fald...
Kimeya Marvalo. Denne warlock som havde været hans første rigtige allierede og som havde hjulpet ham frem til hans nuværende position, en mand der var gammel og gnaven og utrolig nem at lege med, når blot man talte ham efter munden. Og nu ville han forråde manden, uden nogensinde at betale tilbage, uden at holde deres aftale, for den var ikke længere relevant for nogen af dem.
Hans blik gled tænksomt over Raine et øjeblik. Der var flere warlocks. Mindst en hel by af dem og sikkert også mange flere. Det kunne have været et heldigt gæt...Eller også, hvad Zean fandt mere sandsynligt, havde manden snaget i hans tanker. Med det samme gled Raine ind på hans lange liste af folk han aldrig kunne stole på...Og i dette tilfælde, folk han ikke burde være sammen med for længe ad gangen. Hvor meget mere mon manden så? Ikke fordi han havde noget at være bange for...ikke andet end hvis Eriz opdagede hans ønsker og valgte at slå ham ihjel, hvilket desværre endnu kunne være nemt for hende. Og Macaria, hvis hun opdagede Zean endnu var gode venner med Eriz? Han ville blive en ret klemt lus mellem de to negle...
Der var en ting Macaria aldrig måtte vide noget om...
"Jeg sætter pris på hvis du holder dig fra mit hoved. Jeg har hørt en lille fugl sladre om dine evner" sagde han ligeud og med et svagt smil.
Hans øjenbryn gled lidt op i panden på ham, som han truttede let med munden, før han drejede sig i stolen, så han kunne se ud over kroen. Virkelig? Havde hun ikke informeret denne Raine om opgaven endnu? Mærkværdigt. Da hun havde snakket med ham om det virkede det som om det hele allerede var blevet planlagt og han enden kunne sige ja eller nej til det. Men det betød også hun ville indvie ham i opgaven senere...Så det var jo ikke fordi han kunne udnytte det til noget specielt.
"Det undre mig...Hun snakkede om det, som havde i allerede styr på detaljerne" svarede han.
"Kimeya har gjort hende sur. Hun ønsker du skal opsøge manden og pacificerer ham. Gøre ham blid som et lam, sørge for han ikke bruger sine sære evner på nogen og bringe ham til Paggeija, hvor han vil falde i mine hænder og blive mit ansvar. Trods alt har dødsenglene en...historie med hans familie. Og det er det. Så vidt jeg er informeret er det alt der skal ske" Så var der hans egne planer bagefter, men det var jo irrelevant og siden Raine skulle tilbringe mere tid med Macaria, også en smule farligt.
"En kidnapning, om man vil" hans blik gled over nogle mænd der sad i nærheden. Om de havde hørt deres planer? Han tvivlede på det, omend en af mændene havde sendt ham et udforskende blik. Enden havde han hørt noget eller også tjekkede han blot Zean ud, fordi han vidste hvem han var. Måske var det dumt ikke at have taget sine bodyguards med...Men de ville alligevel ikke kunne beskytte ham mod folk, der trængte ind i sindet på ham. Åhr...Skulle han nu også til at bekymre sig om det? Måske ville han tage tilbage til Paggeija et par dage tidligere end beregnet. Tanken gjorde ham virkelig ikke godt tilpas. Han så tilbage på Raine med et lille smil. Planen var virkelig simpel...Og noget...spontan. Den eneste grund til at Macaria nok ikke havde sagt noget, var måske fordi hun ville høre Zeans mening om det først.
"Åh ja, du vil jo blive betalt for det...Hun nævnte også i skulle mødes flere gange, hjemme hos os. Hvad laver i mon?" spurgte han en smule henkastet, skønt han faktisk ønskede sig et svar.

[Deleted]

Zeans kommentar og skæve smil så på ingen måde ud til at påvirke Raine. De grålige øjne stirrede stadig på dødsenglen, med en ro som tydelige indikerede at han på ingen måde følte sig presset ind i et hjørne eller forurettet. Det var desværre én af de ting, Raines opvækst havde bragt med sig: det var så godt som umuligt at læse hans ansigt for følelser, foruden dem han nu valgte at vise frem – og dem kunne man aldrig vide med sikkerhed om de faktisk var ægte eller ej.
”Det slår mig at det netop er på grund af mine evner at du og din hustru har brug for mig.” svarede han ham, inden han tømte sit glas. Det tomme glas satte han fra sig, og lod krofatteren tage det med sig da han passerede. Endnu havde krofatteren ikke gjort nogen mine til at indkræve nogen betaling for hans drikke, ligesom han ikke havde mødt Raines blik da han tog hans glas. Næsten som om krofatteren handlede efter en tavs befaling, og ikke var i stand til at nægte. Raines blik hvilede hvileløst på dødsenglen. ”Hvad din hustru end har planlagt, må være på grund af noget som skete efter jeg sidst så hende. Dette er i hvert fald første gang jeg hører om det. Og der er grænser for hvor langt selv jeg kan strække mine fingre for at læse et sind.” Foruden det faktum at han havde lovet Macaria at holde sig fra hendes hoved – det var trods alt hvad hun betalte ham for. Mon dødsenglen kendte til dén del af samtalen? Han måtte løfte et skeptisk øjenbryn. ”Pacificere ham? Jeg er en snigmorder. At kidnappe er sjældent i min jobbeskrivelse.” Ikke desto mindre lød han ikke videre afvisende i sine ord. Det var bestemt ikke fordi han ikke havde kidnappet før, uden at slå ihjel. En eller anden adelig kvinde havde engang betalt ham for at opspore og kidnappe hendes datter, som var stukket af med en dreng fra tjenestestaben. At hun også havde hyret ham til at dræbe drengen var en helt anden sag. Men dette var noget helt andet. Raine havde aldrig mødt Kimeya personligt, men han vidste nok om ham, til at vide hvem han var, og hvad han var i stand til. Warlockernes leder. Gad vide hvad han havde gjort mod Macaria, som havde fået hende til at ville dette? Hvad dødsenglene ville gøre ved ham, ragede ham intet. Så længe han fik betalt for at bringe Kimeya til dødsenglene, kunne han egentlig være rimelig ligeglad med hvad der skete med ham efterfølgende.
”Det bliver besværligt.” kommenterede han sandfærdigt. ”Jeg må manipulere ham grundigt, og holde det ved lige under hele rejsen til Paggeija. Det kommer til at koste dig og din hustru dyrt.” Endnu havde han ikke fortrukket en mine. Ingen indikation på om hans opgave skræmte ham eller gjorde ham spændt. Det var simpelthen bare endnu en opgave, som så mange andre havde været. Den eneste forskel var at offeret havde et andet navn og et andet ansigt. Zeans sidste henkastede spørgsmål fik Raine til at trække let på smilebåndet. Så Macaria havde ikke fortalt ham om det? ”Hvilke hemmeligheder som er mellem dig og din hustru, er mig revnende ligegyldigt.” fortalte han ham, og sendte ham et alvorligt blik. ”Macaria har bedt mig holde hvad der sker på vores møder, mellem os. Og jeg bryder ikke mine aftaler.” Han vidste hans svar ville provokere dødsenglen, men han mente ikke selv at han havde noget at frygte. For det første ville hans hustru næppe være tilfreds, hvis hun fandt ud af at Zean havde angrebet ham. For det andet ville Raine aldrig lade det gå så langt. For alt Zean vidste, kunne hele denne samtale foregå i hans hoved. Et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber.

[Deleted]

Raine mente åbenbart provokationer og trusler var på sin plads. Han mente ellers han havde været venlig...Men så igen, sidst han troede han havde været venlig, havde en kvinde hældt en ordentlig strøm af onde ord over ham. Ikke at det gjorde noget, han var trods alt van til dem og ville aldrig finde dem så provokerende, som andre folk nok gjorde. Som Kimeya, som et eksempel. Han tog alt personligt. I stedet fornemmede han hvordan han og Raine gled mere og mere fra hinanden, til de måske ligefrem kunne ende med at blive direkte uenige eller fjendtlige. Det var trist. Han valgte at være ligeglad. Hans glas gled op til munden, som han tog en tår af vinen.
”Hun har måske brug for dine evner, men det betyder ikke du bare kan snuse rundt i alle vores andre. Men du kender måske intet til at visse ting er private og bedst gemt væk?” svarede han ligegyldigt, omend som et svar til hans provokationer.
Han så på ham med et svagt smil.
”Du vil måske sige at du ikke er mand for opgaven? Det var synd. Jeg tror hun havde store forventninger til dine evner” drillede han, da hans smil voksede lidt. En svag latter forlod ham, da hans pegefinger gled op og vrikke fra side til side, som rettede han Raine.
”Du misforstår noget enormt vigtigt. Min kone og jeg arbejder individuelt, omend vi støtter hinanden. Dette er kun hendes plan” rettede han ham. De kunne virkelig ikke have Raine misforstod den del. Zean ville gerne undgå så mange problemer med warlocks som muligt. Faktisk...
Langsomt gik det op for ham præcis hvor nyttig en mand som Raine kunne være. Helt og igennem nyttig...Nu hvor han kunne købes til ting.
”Du virker som en mand der tager sine forretninger alvorligt” kommenterede han, ganske enkelt fordi han virkede så forbandet loyal til Macaria. Virkelig...En fyr, der kunne købes, der var loyal? Måske skulle han blot ændre taktik.
Men helt ærligt...han ville være skuffet over sig selv, havde han ikke spurgt og prøvet at få oplysningerne gratis. Han bed sig lidt i den ene side af kinden. En vane han var blevet ret forfalden til og som røbede at han tænkte og måske lagde planer. Og at han måske ikke var sikker på udfaldet.
”Nej, vi har misforstået hinanden. Jeg ville aldrig bede dig om at bryde dine aftaler! Men måske...Blot lave nogle nye?” foreslog han og sendte Raine et udfordrende smil. Som Macarias ægtemand var penge jo ikke længere et problem.
”Overhold din aftale med Macaria...Men jeg har jo også en god potion penge, jeg ikke aner hvad jeg skal bruge på. Måske du kunne få lyst til at...sladre lidt? Åh...Og forresten. Nu vi er ved warlocks. Jeg har en kvinde du skal møde! Hun er helt igennem fantastisk og irriterende, forfærdelig moder og kone til en mand jeg holder af. Eriz Salore. Har du hørt om hende?”

[Deleted]

Om Zean havde valgt at tolke Raines svar som provokation eller trusler, var ærlig talt ikke Raines problem. Han havde simpelthen givet ham fakta. Hans evner var måske farlige, og gjorde det svært at stole på ham – men i sidste ende var det vel netop derfor de ville have ham til at udføre denne opgave for dem?
Eller… Nu virkede det som om det var Macaria som ville have ham til det, og Zean simpelthen fungerede som budbringer. Om han kendte til at folks tanker var private? Naturligvis. Det var vel derfor han ikke solgte den slags information videre på må og få. Men man måtte vel tjene til livet og vejen.
Han skød et øjenbryn i vejret, da Zean antød at opgaven var for meget for ham. Havde han på nogen måde antydet at det var sådan sagerne lå? Men foruden det hævede øjenbryn, var der intet i hans rolige ansigtsudtryk, som afslørede nogen form for fornærmelse.
”Det er bestemt ikke umuligt.” protesterede han. ”Jeg gav dig bare en gyldig grund til at det kommer til at koste. Om det så er dig eller din hustru som ender med at betale mig.” indskød han henkastet. For ham var det revnende ligegyldigt, hvordan Macaria og Zean opererede i det her, om det så var en fælles beslutning eller ej. Så længe han fik betalt for sit arbejde, stillede han ingen unødvendige spørgsmål.
Om han var villig til at lave nye aftaler? Han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle. Men han brød sig ikke om måden Zean gik ind på emnet. Han betragtede dødsenglen indgående gennem de grålige øjne. Om han havde lyst til at sladre? Begrebet virkede så simpelt. ’Sladre’ var noget vaskekoner gjorde på torvet. Ikke én som ham. ”Og helt bestemt hvad er det du vil betale mig for at sladre om?” spurgte han, uden at blikket forlod dødsenglen. Endnu uden den mindste antydning af et smil på læben. Hvis han ville, kunne han have sneget sig ind i Zeans hoved og fundet ud af alt det han ville vide – og han ville have fundet ud af alle Zeans hemmeligheder. Tanken pirrede ham, men ikke nok til at det faktisk interesserede ham. Han havde ingen interesse i Zeans planer.
”Eriz Salore?” Han gentog navnet, inden han nikkede. Jo, han havde bestemt hørt navnet før. Macaria havde brugt det navn, da hun havde snakket om en warlock hun havde været oppe imod før i tiden. Gad vide om hun kendte til Zeans relation med denne kvinde? Tanken fik et lille, hemmelighedsfuldt smil til at glide over hans læber. ”Og hvorfor skal jeg møde hende?”

[Deleted]

Raines lille protest var velplaceret. Selvfølgelig var han manden for opgaven, han ville bare have flere penge ud af det. Han havde altid ment at folk der kunne købes var dejlig nemme at have med at gøre. Tilbyd dem en god pris og de ville gøre alt, endda lade som om de var loyale. Kimeya havde været lige så nem at manipulerer rundt med, skønt han ikke havde behøvet at betale manden noget som helst.
Han viftede let med hånden, som fejede han emnet om Macarias planer væk fra dem.
”Nok om det. Hun skal nok betale, bare rolig. Specielt når i skal mødes flere gange” drillede han. Han følte sig bedre tilpas. Ikke fordi hans møde med Macaria havde været dårligt...
Han havde bare ikke følt sig særlig godt tilpas i denne by. Måske var det de evige minder om den krig, som havde bragt ham hertil i første gang? Nah. Han savnede det jo lidt. Måske var det andre ting. Det var ligegyldigt.
Han fornemmede ikke mandens mening. Måske fordi han skjulte det, måske fordi han var ligeglad. Det var jo ligegyldigt om manden fandt ham uhøflig eller irriterende, når der var penge på bordet.
Nå, videre til deres egne planer! Han måtte passe lidt på...Macaria skulle helst ikke lære om noget af det. Men måske havde han intet at frygte, hvis han betalte manden nok? Der var altid en risiko ved at betale folk til at gøre tingene for en. En risiko, som faktisk var ret spændende. Trods alt var tingene lidt for stille lige nu. Det var jo kedeligt.
Hans øjenbryn hoppede op i panden et øjeblik, før han trak let på den ene skulder, som var han i tvivl om præcis hvad.
”Jeg vil vide hvad du laver med Macaria” svarede han lige ud.
”Jeg ønsker at vide hendes hemmeligheder. Hvorfor er irrelevant. Jeg skal vel ikke være vidne til latterlige spørgsmål om hvorfor jeg ikke selv spørger hende, som hendes ægtemand?” De var langt fra blevet gift fordi de nærede kærlige følelser for hinanden. Også selv om de lod som noget andet. Gad vide hvor mange der havde kunne se igennem det til brylluppet? Nogle af hans egne bekendtskaber havde nok kunne.
”Eriz. Hun har planer om at overtage warlocks, når Kimeya er væk. Hun havde selv planer med at fjerne Kimeya, selv om hun nu faktisk får det foræret” han burde virkelig flyve til Dvasias og snakke med hende snart. Ellers blev hun bare sur over han ikke havde forberedt hende på det. Nok om det. Hans ene finger gled ned på bordet og strøg lidt frem og tilbage i en ligegyldig bevægelse, mens et skævt smil hvilede på ham. Eriz. Denne sære kvinde. Gad vide om det var for risikofyldt? Hun lokkede de fleste mænd rundt om sin lillefinger og fik alle til at danse efter usynlige snore. Nej. Han ville ikke give Raine en direkte opgave med Eriz endnu...Mere en lille prøve, for at se om han overhoved kunne. Han ville ikke spænde ben for sig selv. Eriz var stærk, også mentalt. Hvordan skulle hun ellers have snydt Rei? Og, hvilket måtte tilføjes, så mange andre?
Hans blik gled op på Raine, udfordrende.
”Jeg ønsker du skal lære hende at kende. Få en grund til at møde hende igen. Hun er stærk og jeg vil ikke risikerer hun spore dig tilbage til mig. Hun er så...nærtagende! Find ud af om du kan lege i hendes fine lille hovedet, uden at blive opdaget. Se om du overhoved kan komme ind, som en start. Alt efter udfaldet, vil jeg måske bruge dig til noget mere” sagde han så og trak sin finger til sig og flettede sine fingre ind i hinandens, mens den ene arm hvilede på bordet og den anden blot hang.
”Selvfølgelig kræver alt dette...At det bliver holdt hemmeligt. Hverken Macaria eller Eriz må vide noget om hinanden...Og de må heller ikke vide at vi arbejder sammen. Jeg har intet problem med at vi kender hinanden, sig det endelig! Men...Så vidt de ved, har vi ikke rigtig noget med hinanden at gøre. Det er vel klart?” spurgte han. Hans stemme var ikke længere drillende, men mere seriøs og bestemt, som hans kolde øjne skar sig ind i Raines. Ikke fordi han troede han kunne se noget, der ville røbe om Raine ville holde det eller ej...Men man kunne altid forsøge?

[Deleted]

Raine holdt blikket tålmodigt på dødsenglen mens han talte. Han behøvede ikke sige det, for at Raine skulle forstå at han følte sig ukomfortabel i selskab med ham – sådan havde de fleste det, når de først havde fundet ud af hvilke evner han besad. Som oftest var det nok til at få folk til at sætte sig ved et andet bord, som de begyndte at tvivle på virkeligheden omkring dem. Hvilket de som oftest også havde ret i at gøre. Det var få ting som faktisk morede Raine, men én af dem var nok at se folk vandre uvidende ind i hans net. Det var en af hans foretrukne måder at arbejde på. Han huskede specielt ét tilfælde, hvor han var blevet hyret til at dræbe et par lovløse for en eller anden adelig. Han kunne ikke huske grunden. Den var ikke vigtig. Han havde i hvert fald fået den ene til at dræbe den anden, i den tro at de angreb ham. Det havde været kosteligt at se deres reaktioner da han løftede illusionen på dem begge, inden de faldt døde til jorden. Mindet fik næsten et smil frem på hans læber – næsten.
”De fleste mænd vil kende deres hustruers hemmeligheder. De fleste mænd behøver ikke hyre en anden mand til at finde ud af dem.” svarede han blot, som en måde at undgå det ’latterlige spørgsmål’ Zean havde indikeret at han ikke ville stå vidne til. Det var ikke desto mindre sandt. ”Din hustru betaler mig for at holde hvad der sker på vores møder mellem os. At tage imod dine penge for at bryde dén aftale vil måske fylde min lomme lidt mere, men det vil gå imod min samvittighed.” Hvor sandt dét var, var ikke til at sige. Raine havde aldrig rigtig ladt sin samvittighed stå i vejen for noget. Han tog da liv uden skrupler, og som regel uden at stille ét eneste spørgsmål til hvad hans offer havde gjort. ”Hvad hvis Kimeya betalte mig for at lade ham leve? Hvis han tilbød mere end I tilbyder mig? Så ville I vel stadig kræve at jeg fulgte jeres ordre og ignorerede hans tilbud?” Hans tonefald indikerede at han ikke forventede et svar fra Zeans side. Det var sådan nogle ting som bare gjorde ting komplicerede. Han kunne blive ved med at rende frem og tilbage mellem de to parter, og blive tilbydt en højere og højere sum for at slå den anden ihjel, men det ville kun være anstrengende. Nej, så hellere tage imod det første bud, og lade det være dét. ”Hvis du vil finde ud af din hustrus hemmeligheder, foreslår jeg at du spørger hende selv. Eller hyrer en anden mentalist til at finde ud af det for dig, hvis du ikke kan dét.” Om det var bevidst eller ej, var stadig ikke til at sige, men der var bestemt en tydelig mangel af respekt for Zean i Raines toneleje. Det havde intet at gøre med hvad dødsenglen havde bedt ham om. På ingen måde. Det var simpelthen bare sådan Raine var. Alt i verden kunne brygges ned til to elementer: liv og død. Om man var leder, regent, slave eller bonde, havde ingen betydning. Selv væsner som kunne leve i tusindvis af år ville før eller senere dø. Han ville selv en dag lade livet, et faktum han fuldt ud havde accepteret.
Han lyttede opmærksomt til hvad han fortalte om Eriz, og sagde i første omgang intet. Han overvejede det. Ud fra hvad Macaria havde fortalt ham om Eriz, kunne han ikke påstå at han ikke var nysgerrig. En så stærk mentalist, som havde efterladt sådan et mærke hos Macaria, måtte være værd at møde – om ikke andet, så bare fordi de havde deres evner fælles. ”Så du vil ikke have at hun får idéer om at du sender mentale dæmoner efter hende, og forsøger at komme ind i hendes hoved.” fastslog han, og sendte dødsenglen et granskende blik. Det lød for Raine som om denne dødsengel havde et særligt forhold, ikke bare til sin hustru, men også til denne kvinde. Ikke at det ragede ham en høstblomst. Det var ikke relevant for ham. ”Men hun må gerne vide at jeg har hørt om hende gennem dig. Er det sådan det skal forstås?” At han stillede Zean et spørgsmål burde, om ikke andet, i det mindste være et tegn på at han ikke befandt sig i hans hoved på nuværende tidspunkt.

[Deleted]

Han sukkede svagt. Kedeligt. Det var så kedeligt. Siden hvornår havde en lejemorder en samvittighed? Han kunne jo købes for penge, kunne han ikke? Hvad skulle han så med så latterligt et begreb som...samvittighed. Nej. Han troede ikke på det.
”Hvis Macaria intet ved om det, vil hun ikke kunne tilbyde ekstra for at undgå det” svarede han dovent. Fint. Lad det være sådan. Han havde fanget meningen...Manden ville ikke løbe frem og tilbage. Han ville kun blive brugt af Macaria. Det var også godt det samme...Han var bedre til at klare tingene selv, end at få andre til at fejle for ham. Tydeligvis var opgaven for besværlig for manden. Det var heller ikke så vigtigt, faktisk. Han havde blot prøvet, fordi det kunne have været en belejlig smutvej. Lige for tiden var ret ligegyldigt hvad Macaria lavede. Det eneste hun alligevel tog sig til var at bekæmpe modstandsbevægelsen og kidnappe folk, hun ikke brød sig om.
”Spørg Macaria. Jeg er faktisk ligeglad” svarede han ligeud. Om Kimeya købte sig fri? Jamen lad ham endelig. Zean var i princippet selv en dobbeltagent, spillede for både Macaria og Eriz. Uanset hvad der skete, ville han ikke være i fare. Han kunne stadig hjælpe med at ramme Kimeya. Nej. Han kunne ikke bruge en mand, der ikke kunne købes alligevel. Han var ikke en kvinde...Han kunne ikke tilbyde manden den opmærksomhed, der tydeligvis købte hans loyalitet. Han rejste sig fra stolen og tog en tår af sin vin, før han lod resten stå på bordet. Han lagde et par mønter på bordet som betaling. Nu var han måske også lidt for hård...Manden havde sikkert flere og mere sofistikerede grunde til ikke at ville hjælpe en dødsengel. Det hele kom jo ned til race...gjorde det ikke? Det gjorde det i hvert fald for alle andre. Nej, det var fordi han følte sig fornærmet. Siden hvornår havde han fortjent at blive gjort til grin af denne dæmon? Som om han intet kunne selv...Hvis alle troede de kunne alt selv, ville dæmonen jo intet arbejde have.
”Jeg siger at hvis i tilfældigvis snakker om det, er jeg ligeglad med om du kender mig. Så længe grunden ikke bliver røbet” svarede han ligeud, hans blik gled over til dæmonen. Gad vide hvad de havde i kælderen derhjemme...En ung mand eller kvinde der skulle tortureres lidt? Måske kunne han tage Arona med og vise hende nogle nye tricks. Pludselig følte han sig i bedre humør.
”Hvis du altså kan finde ud af det...du har så travlt med at fortælle folk de intet kan selv, trods du er afhængig af de intet kan, så du selv kan tjene penge...”Drillede han.
”Spørgsmålet er om du selv kan finde ud af noget?” Han trak let på den ene skulder.
”Jeg smutter nu. Jeg tror ikke vi har mere at snakke om. Tydeligvis” han vendte rundt og begyndte at gå mod døren. Han forventede ikke at dæmonen ville gøre ham noget. Hvorfor skulle han? Han havde hele aftenen igennem gjort klart hvor ligegyldig han fandt ham.

//Out