It's cold..

[Deleted]

@crysania

---

Det var sent på aftenen, da Caleb langt om længe måtte ankomme de døde marker, som lå omkring i Dvasias. Det var ikke fordi at der var meget liv at finde herude, hvilket et sted også var noget som passede den unge mand ganske fint. I forvejen var det sjældent at han var i Dvasias, men forandring frydede engang imellem, og lige i aften, var det så ham, der havde brug for lidt tid væk fra det arbejde som han udførte som overtjener i De Lochér Mansion i Imandra.
Hovedet hævede Caleb en anelse, da han trak kappen tættere om sig. Herude var der stilhed, og der var fred. Noget af det, som han uden tvivl manglede hjemme i Imandra. Ved hans side, stod hesten, som havde bragt ham hertil. Selv havde han fat i tøjlerne, og den stod og græssede.
Et smil passerede hans læber, inden han vendte blikket mod hesten som stod ved hans side. Selv fuldstændig upåvirket af ting og tang, som skule ske omkring dem. Den nød vel stilheden lige så meget som resten gjorde? Yelena arbejdede derhjemme, og for ham og hende, gik det jo egentlig ganske fint. Lidt kedelig tilværelse.. hvor han i forvejen havde været vant til en form for spænding. Dog var han glad for, at han var kommet fra bordellet.

Bordellet.. Han havde ikke tænkt på det sted i lang tid. Og nu hvor han havde fået en tryg og mere fast tilværelse, så kunne han jo heller ikke gøre andet end at nyde det faktum, at han havde fået de fantastiske muligheder, som han u havde fået.
"Jeg er heldig, jeg ved det godt," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et tungt suk. Hånden strøg han over hestens manke. Han havde fået lov af Lestat til at tage den med sig, mens han søgte ud. Ganske vidst under den forudsætning, at han kom hurtigt hjem igen, men selv han havde brug for at søge ud og bare.. trække noget luft, og komme væk fra alt det drama, som så længe havde hersket over den lille familie. Var han så heldig igen? Her stod han alene og ude i mørket, samt kulden. Måske ikke så heldigt igen?

[Deleted]

Kælent lod Crysania tungespidsen glide over de fyldige røde læber. Hvilken sødme.. Duften hang fortryllende i luften, og pirrede kælent hendes næsebor. Den bedende lyd hørte hun ligeså, som de faste dunk var som en drøm. Et menneske og et dyr, hvis ikke hun tog meget fejl! Smilet gled over hendes læber. Hvornår tog hun nogensinde fejl på dette punkt? Ensom var den søde duft i luften, ligesom de behagelige dunk. En ensomhed, som hun agtede at gøre pligt i at ændre. Pelsen trak hendes fingre vejledende i, så pelsponchoen om hendes skuldre satte sig nydeligt på plads. Fysisk havde hun ej behov for denne varme, men psykisk? Åh psykisk havde hun brug for al den velstand, som hun kunne signalere. Roligt bevægede hun sig hen over de døde marker. Tilfældigt kunne det helt synes, at en adelig kvinde gik i midten af en øde mark, men tilfældigt var det på ingen måde. Hun kunne sanse personen.. Nærmest allerede smage vedkommende, hvilket i sig selv var en ganske udsøgt fornemmelse. Blidt søgte hendes kjoles stof over de små strå, som hun bevægede sig. Der.. Hendes gråblå blik fokuserede allerede på byttet. Skarpt hvilede det på personen. En mand! Hvor belejligt.. Næsten helt dyrisk søgte hendes hoved på sned, som hun betragtede sig af den enlige mand. Hesten som han havde ved sin side, ænsede hun end ikke, og hvorfor skulle hun også gøre det? Hun kunne snildt følge med den! Derudover havde det aldrig været landets dyr, som havde tiltalt hende. Forbandet være dem, som drak deres blod for at skåne menneskeden! Svagelige var de også, som var nødsaget til at have dem for, hvad kunne de, som en anden ikke kunne? Ganske vidst lod hun sig i tide og utide transportere i en hestevogn, men det var også udelukket for prestigen skyld. Hovedet rettede hun op igen, som hun nu måtte være ganske tæt på manden.

[Deleted]

Stilheden var egentlig voldsom herude. Enhver vidste, at et slag meget snart skulle stå, og det handlede udelukkende om land.. magt.. Det var en forfærdelig verden, de levede i. Lidt stående i sin egen verden, og med hestens manke, som han lod de lange og slanke fingre lege med, mens han stod og kiggede på den store himmel og de mange øde og åbne marker foran ham. Hvis dog bare Dvasias gad udnytte de midler som de havde, så havde de aldrig haft et problem på stedet her. Var det så underligt at forstå? Det var i hvert fald sådan at han måtte have det.
Blikket vendte han mod den mørke hingst ved hans side. Hans trofaste ven i disse stunder, hvor han havde brug for at trække sig lidt fra arbejdet. Arbejdet som overtjener var nemlig voldsomt for ham.. Pludselig at skulle planlægge og strukturere på den måde. Det var slet ikke ham at gøre sådan noget!
Hvem andre, der måtte være i hans nærhed og omkring ham, var ikke noget som rigtigt gik op for ham. Hvem ville da ellers søge herud? Let trak han i tøjlerne, hvilket var noget som fik hesten til at hæve hovedet igen. Den tyggede stadig på det grønne græs som den havde fundet, samlet i en klump foran den. Et smil passerede Calebs læber. "Vi må nok også snart se at komme hjem igen. Det er en lang vej, vi har hjem," sagde han roligt.
Hvorfor Caleb altid endte helt herude, kunne han ikke sige. Stort set igennem hele hans liv, havde han søgt herud for roens skyld. Det var nemlig ikke ofte, at nogen søgte herud i det hele taget, så det var vel også noget, som skulle udnyttes i den forstand, at det var muligt? Han kom op på sadlen igen og trak let til, så hesten endnu en gang hævede hovedet. Den slog let utilfredst i jorden med forbenene, men endte dog med at følge hans vink. Han fik den til at søge mod siden, hvorefter han stoppede op igen. Der var en på vej, men lige hvem det var, vidste han dog ikke. Skulle han bare passere og lade som ingenting? Han måtte jo gøre forsøget. Ved hjælp af hofterne, som slog let mod hesten, begyndte den at gå. Let kastede den med hovedet, og slog med halen, inden den begyndte at gå. Han ville blot passere denne kvinde, så de kunne komme videre. Han var jo trods alt ikke ude på noget.

[Deleted]

Truende forekom Crysania ej indtil videre. Dog kunne man gætte sig frem til, at hun var mere end et kønt ansigt, sådan som hun bevægede sig omkring i intetheden midt om natten. Mere til hende end som så var der skam også! Hun kunne tage denne mand og hesten med et blink med øjet, hvis det skulle være såvel. Derfor følte hun bestemt, at hun kunne tage turen i ro og mag. Frygtsom var hun i hvert fald ikke overfor manden og hans kreatur.. Hendes hoved søgte igen en anelse på sned. Vi skal nok se at komme hjem igen. Ordene hørte hun ligeså tydeligt, som havde manden hvisket dem ind i hendes ører. Hun smiskede let med læberne. Videre? Det var da kedeligt! Hun var jo lige kommet! Opmærksomt fulgte hun manden med blikket, som hun selv kun kom tættere på, alt imens han satte sig op i sadlen. Hver en bevægelse hørte hun, ligeså vel som hun så det. Hun betragtede, hvordan han fik stukket foden ind i stigebøjlen, inden han let fik trukket sig op i selve sadlen. Åh, jamen dog! Om end, at det ikke både var en ung og en køn en af slagsen. Det listige smil fandt frem til hendes mundvige, som manden og kreaturet fik vendt sig om, så de nu stod med fronten til hende. Nej.. Sådan en kunne hun bestemt ikke lade gå til spilde.. En skam ville det jo helt være! Sikkert og med målet for øje rankede hun sig nu op. En smuk og betagende kvinde var hun. Uden tvivl en kvinde, som mange mænd ville ønske sig ved sin side. Let lod hun sine fingre stryge en mørkebrun lok væk fra det markerede ansigt. ”Hvor søger De hen, hr? Det er sent for et midnatsridt,” begyndte hun dvælende, uden at hun tog de skarpe gråblå øjne fra manden. Tilfreds måtte hun helt selv føle sig. Dette skulle i sandhed nok blive en god nat! Forhåbentligt ville han også lære at sande, at det var prisværdigt at være i hendes selskab. Det var i hvert fald hendes egen opfattelse af det.

[Deleted]

Der var noget ved denne kvindes tilstedeværelse, som end ikke Caleb brød sig om. Det fik ham til at tænke på Yelena, som han havde derhjemme, og pludselig, var det faktisk det eneste, som han havde i hovedet. Hans hjerte begyndte at slå mod hans bryst. De sociale sammenhænge, havde han aldrig været særlig god til.
Kvinden talte til ham. Automatisk sænkede han hovedet. Han var jo i forvejen ikke vant til at skulle kigge op på folk. Han kendte sin plads.. Både i hans tid på Bordellet, men også efterfølgende som overtjeneren på De Lochér Mansion. Der hor han var vant til at skulle underlægge sig, så et sted var det vel også bare det, som faldt ham mest naturligt? Han trak vejret dybt. "Turen hjem, er lang for mig, frue," sagde han roligt. Selv havde han ikke nogen anelse om hvor længe han havde stået her, og bare kigget. Det var noget, som han sagtens kunne bruge flere timer på, hvis det skulle være det.
Hesten stoppede han op endnu en gang, og med blikket vendt i hendes retning, dog uden at kigge hende i øjnene. Han var en tjener.. en som var folk underdanig på mere end en måde. Tænderne bed han svagt sammen. Kvinden smuk.. .en hud som marmor, bleg og fin.. En vampyr. Det var det eneste som gav mening. "Jeg mener desuden ikke at spilde Deres tid," tilføjede han med en sigende og dog ærlig stemme. Næverne lukkede han automatisk om tøjlerne.. Bare for at have noget at holde fast i. "Fortsat god dag, frue," afsluttede han på høfligste vis, som han kunne komme i nærheden af, inden han igen rettede sig op. Igen ved hjælp af hælene, fik han hesten igang, som den fortsatte med at vandre, for at komme forbi denne kvinde. Der var noget ved hende, som han ikke brød sig om, og derfor ville han faktisk gerne hurtigt videre.

[Deleted]

Dunk, dunk, dunk.. Lyden fyldte Crysanias ører, og omgav hendes krop med behag. Aldrig kunne den lyd trætte hende! Ej heller trættede det hende at dufte, hvordan hans blod pulserede det mere effektivt rundt i hans krop, som hans hjerte begyndte at banke det hurtigere. Selv ville hun også helt mene, at han selv gjorde sig det mere indbydende for hende! En tanke som passende hende ganske fint. Det og det faktum, at han tydeligvis kendte sin plads. Blikket han skænkede hende, men som ej fandt sig til ro ved hendes gråblå øjne, udviste nemlig en tydelig form for respekt. En respekt, som hun uden tvivl fandt passende, da hun var ham overlegen på flere måder! Ikke nok med, at hun var den mest ædle race på denne jord, så var hun også hertuginde af landet her. En stilling hun havde tilegnet sig, efter mordet på sine egne forældre. ”Og hvortil vil denne tur føre dig?” spurgte hun igen med sin drævende nysgerrighed. Nej, hun ville bestemt ikke lade ham gå. Ikke nu. Ikke med det udseende, og ikke nu, hvor han gjorde sig til for hende. Hvorfor skulle han også ønske at komme herfra? Med de tanker behagede det hende bestemt ikke, at han forsøgte at komme derfra! Hurtigere end hvad øjnene umiddelbart kunne opfange, stod hun pludselig foran hans kreatur. Sikkert lagde hun sin kølige hånd mod dets næseryg, som hun nu spærrede dets vej. Hendes rovdyrsblik søgte igen mod manden, hvor hendes budskab måtte være klart. Hun forlangte, at han blev hos hende. ”Hvorfor al den hastværk? Finder du mit selskab kedsomligt?” spurgte hun sigende. Han ønskede ej hendes selskab? Hvad kunne være vigtigere derhjemme? En seng? En hustru måske? Al dette kunne dog ændres, som det kun var småting i henseende af en vampyrs øje. Hvad hans historie var, spillede ej en større betydning. Hvad der derimod var af betydning var, hvad hun ønskede sig.

[Deleted]

Denne kvinde gjorde Caleb ubehageligt til mode, og særligt da hun pludselig stod foran hesten, og derved afspærrede ham vejen. Igen begyndte den at kaste lidt rundt med hovedet, men faldt dog til ro igen, som hun stod og strøg den over mulen og næseryggen. Caleb derimod var ikke nær så rolig som hesten var. Han brød sig faktisk ikke rigtigt om at stå fanget i den situation, som han stod i lige i øjeblikket. Han knyttede næven mere omkring tøjlerne.
Nej, Caleb kiggede ikke denne kvinde i øjnene, da han ej følte sig værdig nok til at kigge i hendes øjne. Han var vant til at være den, som gik med blikket i jorden, og det havde han jo gjort stort set igennem hele livet. Denne gang valgte han dog at hoppe ned af hestens ryg igen, dog uden at slippe tøjlerne. Han kiggede på hende, men ikke i hendes ansigt. Ønskede hun at han skulle blive? Det var umiddelbart det, som han fik ud af dette. "Jeg undskylder mange gange, frue.." sagde han ydmygt. Allerede nu, var han jo trods alt kendt med hans plads i denne verden, og det at kigge op og se folk i øjnene, når han selv 'kun' var en del af en tjenestestab, og det jo også var det eneste som han kendte. "Men jeg har selv et sted jeg burde være... og det er desværre ikke her," sagde han med en ærlig stemme. Han burde være hjemme i Imandra, og hjemme ved Yelena, fremfor at stå her. Det var dog ikke noget, som han sagde, for at undskylde for sin tilstedeværelse, men mere for at undskylde for at komme derfra igen, da han ej ønskede at blive stående her alt for længe. Denne kvinde var nemlig af typen, der gjorde ham utrolig dårlig tilpas, og det var i sig selv, en tanke, som han faktisk ikke brød sig om.

[Deleted]

Respekten, som manden med det samme udviste overfor Crysania, faldt øjeblikkeligt i hendes gode jord. Han var ung.. flot.. respektfuld.. Kort sagt alt, hvad hun behøvede. Nysgerrigt fulgte hun ham med blikket, som han hoppede ned fra kreaturet igen. Meget vel. Han lærte og forstod hurtigt. Egenskaber, som hun også kunne benytte sig af! Opmærksomt lod hun sine gråblå øjne studere ham fra top til tå, som var hun et rovdyr der granskede sit bytte. I det store og hele var det dog også, hvad der skete. Glemt var hans kreatur derfor også allerede, som hun igen havde raget hånden til sig igen. ”Meget vel.. Jeg forventer, at du vil gøre op for din fejltagelse,” sagde hun bestemt, som tilhørte han allerede hende. I en glidende bevægelse søgte hun nu over til ham, så hun allerede nu brød den intime zone, som mange mennesker havde. Ligeglad var hun dog.. Hun kunne gøre, som hun lystede, og han burde se sig ærefuld over, at hun valgte at skænke ham sit selskab. Set fra en udefrakommendes blik, ville manden dog være blevet rådet til at tage flugten i det øjeblik, som han havde spottet hende. Igen måtte det trække op i hendes mundvige, som hendes hånd rakte ud efter ham, så hun kælent kunne stryge ham over det mørke hår. Blødt var det mod hendes hud, hvor det også lige akkurat havde den længde, så man kunne gribe fat i det. ”Du er præcis, hvor du burde være,” rettede hun ham. Tilhørte denne mand nogen? Det kunne umiddelbart synes sådan, sådan som han automatisk påtog sig statussen som underdanig. Lige meget hvad, ville han dog være hende underdanig.. Han var trods alt ej vampyr. ”Hvad er du?” spurgte hun drævent. Godt duftede han, men ej kunne hun beslutte sig for, hvad han helt specifikt var. En blanding højst sandsynligt, som det umiddelbart føltes som om, at der var mere end én ting, som blandede sig i ham. Positivt kunne det i sig selv også være, skønt hun aldrig selv ville acceptere en blanding af en vampyr.

[Deleted]

Caleb var hurtig til at indrette sig, og det havde han altid gjort. At finde sin plads, var noget som ganske enkelt faldt ham skræmmende naturligt, og det var han skam heller ikke ligefrem bange for at vise hende. Han hoppede derfor af hesten og stillede sig ved siden af den. Hun ønskede tilsyneladende ikke, at han skulle søge nogen steder hen. Tanken fandt han faktisk skræmmende. Han kunne ikke lide den.. tvært imod, så hadede han det virkelig! Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst, som hans blik forblev hvilende ned i jorden foran ham i stedet for. Ikke fordi at den var mere spændende, men fordi at han ikke ønskede at virke hævet over hende, ved at kigge i hendes øjne. Han havde til nu, altid været vant til at holde sin stand som en tjener.. en som var alle andre underdanig, så det andet, faldt ham fuldstændig unaturligt. "Undskyld..?" Han hævede hovedet en anelse.. En fejltagelse? Han havde kun givet udtryk for, at han gerne ville hjem, og det burde han. Han burde virkelig ikke stå her!
Som hun strøg hånden over hans hår, rejste hans nakkehår sig. Hun var så kold at røre ved, og han kunne ikke lide det. Hvad var hun helt præcist ude på? Han trak vejret dybt og rettede denne gang en smule mere i ryggen. "Med al respekt, frue, så burde jeg ikke være her.. Jeg burde befinde mig på hesteryg på vejen hjem," sagde han endeligt. Han knyttede næven om tøjlerne. Mest var han fristet til at springe op på hesteryggen og komme derfra, men af en eller anden sjov grund, havde han en fornemmelse af, at det ikke var noget, som han ville komme særlig langt med, når det endelig skulle være. Hun var for interesseret i ham, til at det kunne komme ham til gode.. Og han kunne bestemt ikke lide det. "Warlock... sensuel dæmon og formskifter... frue," sagde han som han igen vendte blikket mod hende. God i sengen.. kunne skifte form til den som hun ønskede, og hårdt mentalt, fysisk og psykisk arbejde på grund af warlocken. En heldig blanding, hvis man kunne sige det sådan.

[Deleted]

Crysanias fingrer strøg hen over hans mørke hår. Så blød.. Så varm.. Alt andet end, hvad hun var. Jovist var også hendes hårpragt blød, men resten af hendes krop var hård og kold, ligesom hendes sjæl. Der var vel også dem som helt ville betvivle, at hun overhovedet havde en sjæl. Hendes hoved søgte på sned. Der var den igen. Hjem.. Han burde søge hjem. Ordene begyndte snart at irritere hende. Havde hun ikke allerede gjort det klart for ham, at han ikke skulle nogen steder? Hvorfor ville han også væk derfra? Forstod han ikke, at dette møde var en ære? ”Hjem kan ændres.. man kan få et nyt hjem..,” fortsatte hun dvælende, skønt der var begyndt at komme en vis skarphed over hendes tone. Hun brød sig bestemt ikke om at gentage sig! For hans vedkommende var det desuden også bare ja eller nej Frue. Måske var hun alligevel nødsaget til at opdrage på ham.. Hånden trak hun til sig igen, men kun så hun kunne gøre sig en ny flydende og hurtig bevægelse. Sikkert placerede hun begge sine håndflader mod hans stærke skuldre, som hun nu befandt sig bag ham. Fingrene lukkede hun ligeså i, både så hun kunne fornemme ham og holde ham fast. Ulideligt stærk var hun nemlig for en kvindes vedkommende, men en kvinde var hun heller ikke bare. Hovedet bøjede hun ned over ham, så hendes ansigt vendte mod hans hals. Et sagligt suk forlod hendes læber. Hvilken sødme! Øjnene lod hun halvt glide i, alt imens hun først lod sin næsetip strejfe hans tynde hud omkring halsen, inden hendes hovedet søgte om på den anden side, hvor hun gentog handlingen. ”En holy grail.. Interessant..,” kommenterede hun dæmpet. Warlock, sensuel dæmon og formskifter. En holy grail.. Ej var det ofte, at man så hans slags længere. Hendes sultne blik fæstnede sig nu ved hans pulsåre i halsen. Selv kunne hun se, hvordan den pumpede. Selv kunne hun mærke, hvordan den tiltrak hende.

[Deleted]

Caleb brød sig mindre og mindre om denne kvinde, og han var ikke meget for at vise det.. Tænk nu hvis hun rent faktisk ville gøre ham ondt? Sådan som hun rørte ved ham.. kærtegnede ham.. Han brød sig ikke om det. Hvad gik der igennem hendes tanker og sind lige nu? Han bed tænderne let sammen i det skjulte, mest for at hun ikke selv skulle ende med at finde ud af det. Ikke at det var noget som han ønskede. Han ønskede jo heller ikke ligefrem problemer!
Selv var han på ingen måder tryg omkring det her, og det var han heller ikke bange for at skjule. Han var dog glad for, at hun endte med at tage hånden til sig igen. Han kunne ikke have, at hun rørte sådan ved ham! Han var ikke hendes.. Det var slet ikke noget, som hun burde gøre, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. "Jeg ønsker ikke et nyt hjem," sagde han denne gang med en mere direkte stemme. Det var ikke ofte, at han markerede sin egen mening og holdning, men ikke desto mindre, så måtte han jo bare gøre det.. særligt fordi at han havde et hjem, som han rent faktisk var glad for! Man kunne måske altid få et nyt, men hvem sagde, at det var noget, som han rent faktisk.. ønskede sig?
Jo tættere denne kvinde kom på ham, jo mere hamrede hans hjerte. Hun kom skræmmende tæt på hans hals, og han kunne ikke ide det! Han rykkede sig mere væk fra hende. "Jeg vil værdsætte... om du blev på din plads.... frue," sagde han, endnu i et forsøg på at være høflig, og ikke virke kæphøj eller lignende, for det ønskede han ikke. Livet som slave og tjener, var noget som uden tvivl hvilede så tæt ind på hans rygrad, og frygten for at gøre hende utilfreds eller skuffet, stod i ham.. Særligt fordi, at han ikke havde nogen anelse om, hvad pokker hun kunne finde på at gøre ved ham, og han ønskede helst ikke at finde ud af det.

[Deleted]

Øjnene kneb Crysania mere og mere sammen. Han ønskede ej et nyt hjem.. Han ville værdsætte, hvis hun holdt sin plads.. Hendes blik formørkedes. Det var ikke længere det skarpe gråblå blik, som kunne spottes i hendes øjne, men derimod selve bæstet i hende. Ej fandt hun sig i, at en mindreværdig forsøgte at skabe retningslinjer for hende. For hende! Hvem troede han, at han var? Han var intet mindre end en brik i det store puslespil, hvor det var op til hende at bestemme hans skæbne! Ligeglad var hun med hans liv, samt hvad han ønskede. Det eneste han skulle spekulere over var, hvad hun ønskede af ham. Faktisk skulle han end ikke spekulere over det, som han blot skulle gøre, som der blev befalet. Sorte var hendes øjnes omrids, da hun bestemt trådte frem mod ham for at kvæle afstanden mellem dem. Den ene arm lod hun dernæst lægge sig om hans krop, som var det et jerngreb, alt imens hendes frie hånd greb om hans hoved. Fast skubbede hun det til side, hvilket i sig selv også måtte kunne mærkes, men intet var det i forhold til, hvad hun havde i sinde.. Glubskt blottede hun de spidse hjørnetænder, som det sultne blik fæstnede sig på hans blottede hals, og den ivrigt pulserende pulsåre. Et fast og sikkert greb holdt hun i ham, inden hun brutalt lod sine hjørnetænder synke ned i hans kød. Selv fornemmede hun, hvordan åren sprang i hendes mund og fik hende til at stønne nydelsesfuldt mod hans hals. Ivrigt begravede hendes fingre sig i hans klæder, uden at hun slækkede grebet om selve hans krop! Selv fornemmede hun, hvordan hver og en af de livsgivende dråber forlod ham for at mætte hende. Alt var igen, som det burde være.. Tilfredst og nydende sank hendes øjne i, alt imens hun knugede hans krop ind til sin egen favn, og mens hun skaffede den så behøvede næring!

[Deleted]

Caleb forsøgte at bevare den professionelle og underdanige attitude. Det var ikke nemt, nu hvor han heller ikke selv, følte det komfortabelt, men han forsøgte virkelig så meget, som det nu var ham menneskelig muligt. Hans blik vendtes i retnignen af hendes skikkelse atter en gang. Han trak vejret dybt. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, og det var uden tvivl direkte ubehageligt, at det skulle være på denne måde, men han måtte vel bare holde hovedet koldt, og forsøge at stå der med rank ryg, uden at virke for høj i hatten, for det var han jo heller ikke ude på. Tvært imod.
At hun pludselig rykkede tættere på ham, fik ham kraftigt til at stivne. Det var ikke noget som han nåede at reagere på, før hendes tandsæt direkte satte sig i hals hals. Han stivnede igen, som han forsøgte at vride sig, for at komme fri. Han rev i tøjlerne, men endte med at give slip. Hesten endte med at løbe... Og efterlod ham der selv.. alene og efterladt. "S-stop..!" endte han. Det sydede helt nede i hans ben, som næsten synes at give efter for vægten og det chok af en behandling, som han var blevet efterladt med. Han klemte øjnene sammen, som han lod hånden støde af mod hendes skulder. Modstand synes dog at være forgæves, uanset hvor meget han end forsøgte. Hun var for stærk, og han kunne ikke skubbe hende fra sig. Han forsøgte at koncentrere sig.. Et tryk fandt vejen fra hans egen krop og mod hendes i et forsøg på at skubbe hende væk. Han var jo trods alt et magisk væsen! Dog ikke af samme styrke som en fuldblod, men nok til at det kunne mærkes. Lige nu handlede det for ham om at få hende på afstand. Det her ville han ikke! Nu ville han da gøre absolut alt hvad han kunne, for at komme hjem!

[Deleted]

Smagfuld var han, selvom Crysania skam også havde smagt det der var bedre. Der fandtes trods alt ikke bedre blod, end det man fik fra et lysvæsen. Det var vel også lyset i dem, som gjorde dem det mere smagfulde? Dog stillede hun sig fuldt ud tilfreds med denne mand i denne stund. Hun nød at være hård, som han havde gjort hende uret, hvor dette her var straffen! Hvis blot han havde ageret det mere respektfuld overfor hende, ville han også have fået en det mere blid behandling. Lige meget hvad ville hun nemlig ikke have ladt ham gå. Det i sig selv havde ganske enkelt lagt udenfor hendes evner.. Dæmpet stønnede hun, som hun endnu måtte smage på hans røde væske. En handling, som hun gjorde lige indtil, at hun mærkede et pludseligt stød i sin krop. Tvunget var hun til at rage tandsættet til sig, som hun pludselig følte en usynlig hånd trække hende væk fra sit bytte. Arrigt glinsede hendes gråblå øjne! Hvad foregik der?! Hvad lavede han? Hvor vovede han! Som et vildt bæst syntes hun, som hun stod med sine arrige øjne og bloddryppende hage. Blodet omkransede endnu hendes mund og hage, hvor det både farvede hendes læber og tænder det mere rødligt. ”Kend din plads!” hvislede hun ad ham, inden hun igen sprang frem mod ham og med hånden udstrakt denne her gang. Hun ønskede at føle, hvordan hendes fingre lukkede sig om hans varme og fugtige hals! Sårbar måtte han også helt se ud, som hans hals og tøj var en stor og rødlig plamage. Svækket ville dette også efterlade ham, som det var en pulsåre, som hun havde revet over. Hendes sag var derimod en helt anden.. Mere fyrig end før måtte hun synes, som blodet i ansigtet måtte give hende en modbydelig udstråling, alt imens hans blod havde efterladt hende med fornyede kræfter! Stærkere end før var hun, som hun lige havde fået føde, hvor han derimod var blevet frarøvet den. Dumt ville det ganske enkelt være for ham at kæmpe imod, hvis han endnu holdt sit liv kært.

[Deleted]

Caleb frygtede at denne kvinde var i færd med at tage hans liv, og den tanke, var ikke en som faldt i god jord hos ham! Faktisk var det ikke en af slagsen, som han kunne lide! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, næsten som det bankede for hans liv. Hesten var løbet, og han regnede heller ikke med at den ville komme tilbage med hjælp. Hvem skulle da hjælpe ham? Han kendte jo ikke rigtigt nogen herude!
Selvom han fik hende skubbet væk, var det kun for en kort stund. Han bed tænderne fast sammen. Det blødte fra hans hals. Han vendte blikket træt mod hende igen. Han nåede dog ikke at sige noget, før hendes kolde og stærke fingre, var lukket omkring hans hals. Automatisk tvang det ham ned i jorden at ligge under hende. Et mindre gisp forlod hans læber, som han tog omkring hendes håndled. Det var så koldt at holde fast i. Kend din plads? Han ønskede slet ikke at ligge der.. Han ønskede slet ikke at miste sit liv på denne her måde! Han kunne slet ikke lide, at det skulle være på den måde! "S-slip mig... slip mig.." gentog han med en mere dæmpet stemme, som han igen forsøgte at vride sig fri. Hvad pokker ville hun ham egentlig? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre modstand mod en vampyr, og særligt ikke sådan som hun havde kørt på ham! Hvor han dog hadede det! Tænderne bed han let og fast sammen. Han ønskede virkelig ikke at dø, og i hans øjne, var det jo det eneste, som gav mening for ham! De love som en vampyr måtte leve efter, var desuden også ham ukendt... han forventede vel egentlig bare, at det her ville blive hans endelige? Og han fik ikke engang lov til at tage afskeden med Yelena, hvilket gjorde ondt dybt i hans hjerte! Han ønskede slet ikke at ligge der!