Old memories.. Let's make some new one!

[Deleted]

DEnne mand var vidt fremmede for hende, og vovede alligevel at komme med en helt masse beskyldninger og teorier omkring en baggrund hun allerede kendte. For mange år siden havde hendes mor solgt hende til børnehjemmet fordi hun havde været uønsket og uelsket og eftersom hun ret hurtigt havde vist sig ikke at kunne kontrollere sin magi, så havde de fastlåst den.
"Aha," svarede hun kortfattet og sendte ham et køligt blik hvorefter hun valgte at dreje om på hælen i et forsøg på at flygte fra ham. Det var direkte irriterende at han kom med et hav af antagelser som om han kendte hende! Denne handling fortrød Naleia dog hurtigt. Disen lagde sig om hendes slanke hals, som et kvælende bånd der var koldt men samtidig føltes som om den brændte sig ind i hendes hud. Af refleks, forsøgte hun at gribe efter den for at fjerne den, men hendes fingre gled igennem disen uden at det gjorde nogen forskel. Det var en kvælende fornemmelse, en hun før havde oplevet af metalkæden var blevet lagt om hendes hals i sin tid, for at containe hendes magi.
Hans magi var for stærk. Uanset hvor meget hun forsøgte at kæmpe imod for ikke at komme tilbage i en sådanne situation, så flyttede hendes fødder sig kun bagud, tilbage til ham, nøjagtigt som det nok havde været hensigten med hans handing. Til sidst stod hun kun få skridt fra ham, stadig kæmpende med disen og med den fornemmelse, der fik hende til at føle sig langsomt kvalt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej var Theodore ude på at kvæle hende, da han kun ønskede at stoppe hende fra at bare vende ryggen til ham. I forvejen, var det ikke en ting som han accepterede at hun gjorde, så det var heller ikke noget, som hun ville få lov til at gøre! Man vendte bestemt ikke ryggen til Theodore Acheron, hvis man havde livet kært!
"Jeg sagde ikke, at du fik lov til at gå," sagde han med en kortfattet stemme. Han rev let, dog uden at kvæle. Hun reagerede dog langt mere voldsomt, end hvad han lige havde regnet med. Dog var det ikke noget, som han direkte reagerede på, da han ikke havde nogen grund til at gøre således. Han kneb øjnene let sammen, og lod hovedet søge på skrå, hvorefter han valgte at lade hende gå, ved at slippe disen, som havde grebet omkring hendes hals. En Igleeias, som ikke kunne benytte magi, eller kontrollere den for den sags skyld, skulle ikke vandre frit rundt på gaden. Det i forvejen, kunne være farligt, og desuden var det meget ædelt blod at skulle ivaretage. Det var jo trods alt en temmelig stor og kendt familie. En skam ville det være, selv set i hans øjne.
"Du kan ikke gå rundt uden kontrol. Det er farligt.. og koster liv," sagde han kort for hovedet. Hvor dum var hun lige? Magi var en farlig ting at lege med, hvis man ikke kunne kontrollere det.

[Deleted]

Naleia havde hele livet været vant til at alle fortalte hende hvad hun måtte og ikke måtte, ikke tale om at hun nu ville begynde at tage imod ordre fra en fremmede, ikke efter hun endelig var sluppet fri af sine bånd!
"Der var he-heller ingen s-som spurgte dig," bed hun lidt anstrengt. Det kunne godt være at magien ikke kvælte hende, men det føltes sådan. Det var en kæmpe lettelse da disen forsvandt og frigjorde hende igen. Hun tog sig til halsen og gispede lidt efter vejret, før hun vendte sig om mod ham. Selvfølgelig var det ikke ansvarligt at lade en ustyrlig warlock gå omkring, men han havde jo gjort det klart, at han ikke ønskede at hjælpe hende.
Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham med vrede øjne. "Du er da sandelig en mester dedektiv, er du ikke?" spurgte hun flabet og himlede med øjnene.
"Landet ligger desværre bare sådan at du allerede har udelukket din hjælp, og det er ikke ligefrem fordi jeg kender aldrig, altså må jeg bare prøve mig frem, og skal det koste et liv her og der, jamen så må det jo være det. De kan bare lade være med at komme mig i vejen," tilføjede hun med et lidt ligegyldigt skuldertræk.
Sandheden var at hun ikke havde lyst til at slå ihjel, og hun ville gerne lærer at mestre sin magi, og sig selv.

[Theodore Jarvis Acheron]

At vende ryggen til Theodore, var ikke det mest optimale valg denne unge kvinde kunne tage, og særligt fordi at han havde den post som han havde. Desuden følte han ikke at hanvar færdig med denne sag, og derfor skulle hun heller ikke have lov til at søge nogen steder hen. "Derfor har jeg stadig ikke givet dig lov til at gå nogen steder," sagde han kort for hovedet. Stædig som hun var, så kunne han uden tvivl sagtens være det samme. Han var bare ikke nem til følelser, men han vidste da hvad han ville have ud af tingene, og i det store og hele, plejede han da at få tingene, som han gerne ville have dem.
Hans hjælp var uaktuelt, så lang tid, at hun tiltalte han på denne måde. Desuden ville det være en synd og skam, fra hans side, at lade en Igleeias gå, og særligt hvis det var den kvinde, som han nu var temmelig sikker på, at han stod overfor. "Skulle jeg da tilbyde min hjælp til en, som ikke ønsker den?" spurgte han med en kortfattet stemme. Efterhånden var han jo også kendt med begrebet af taknemmelighed, selvom det ikke var noget, som han selv var særlig god til at vise. "Du er kæppen i dit eget hjul," sagde han med en kortfattet stemme. Armene lod han søge over kors. "Hvilken warlock ville jeg da ikke være, om jeg ikke ydede den hjælp og rent faktisk tilbød dig den? Det spørges jo mere, om det er noget, som du har tænkt dig, at tage imod?" spurgte han med en lige så kortfattet stemme. Først derfra, kunne han jo finde ud af, om han kunne redde hende.. hjælpe hende med at hjælpe sig selv.

[Deleted]

Naleia var pisse træt af folk der prøvede at fortælle hende hvordan hun skulle opfører sig! Denne mand havde ingen rettigheder overfor hende, han ville jo ikke engang hjælpe hende! "Jeg behøver ikke din tilladelse!" udbrød hun vredt. Langt om længe fri af sine lænker, og så ville denne mand blot lægge hende i nye.
Hendes isbå øjne faldt på ham, med et lynende glimt i øjet der afslørede hendes enorme temperament. Det eneste hun ønskede sig fra ham, var hans viden om magi, for den besad han jo tydeligvis, men hvad pokker skulle hun dog bruge det til når han ikke var interesseret i at dele det med hende?!
"Jeg ønsker hjælp. Jeg har behov for den, men du sagde selv at du ikke var interesseret i at yde den, så lad være med at spild min tid," sagde hun og sendte ham et nedladent blik. Her skulle han ikke komme og tro at han faktisk var mere værd end hende, for det var han ikke.
"Hvis jeg slipper for kæder og lænker, så gerne. Faktisk vil jeg ikke mene at jeg har et valg, ude af stand til at kontrollere det, så overlever jeg ikke mange år i fremtiden," hun trak på skuldrene men i virkeligheden havde hun jo ikke lyst til at give slip på livet allerede. Spørgsmålet var om han overhovedet var interesseret i at hjælpe hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det ville tidsnok gå op for hende, at det ikke ville være til gavn, at vende Theodore ryggen. Særligt, når det var på denne her måde. Han knyttede næverne ganske let, hvor han lod hende slippe og ellers blive stående foran ham. Nej, han havde ingen rettigheder over hende, men af den grund, gjorde det da ikke nogen froskel? Alt taget i betragtning, så gjorde han det udelukkende af en grund. "Det vil nok gå op for dig, før eller siden, at jeg gør hvad der passer mig," sagde han kort for hovedet.
Theodore kunne yde hende hjælpen. En skam ville det uden tvivl også være, hvis den stakkels kvinde, endte med at miste livet, fordi at der ikke var nogen til at hjælpe hende med dette. Han betragtede hende meget indgående, og med et meget intenst blik. Han havde bare brug for at hun ville lære det. "Jeg bruger ikke lænker og kæder. Jeg har mine egne måder at gøre de ting på," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hånden faldt igen. Han var nysgerrig, og særligt hvis han stod overfor Matthews datter. Alt tydede dog på det, og særligt med det temperament, som hun tydeligt havde på sin side.
"Tag med mig," opfordrede han med en kortfattet mine. Nu hvor hun så 'pænt' havde spurgt, så kunne de jo sagtens gøre noget ved det. Var det så slemt? Han rettede sig op endnu en gang. Det mildende dog i hans ansigt. Igleeias ville stå i gæld til Acheron. Desuden vidste alle, at Matthew stadig søgte svarene på, hvad der var sket med hans ufødte, efter hans egen forsvinden. "Det ville være synd og skam, at se dig miste livet på den kant, ikke sandt? Hvis det kan undgås," afsluttede han kortfattet. I hans verden var det jo ren og skær logik. Han vendte om, kun for at søge den anden vej. Med den forudsætning, at hun ville følge med ham.

//Out

[Deleted]

Det var skam allerede gået op for hende at denne mand var vant til at få sin vilje og at hun ikke ville have meget at sige i det henseende. Nu havde tingene taget en helt anden drejning. Hun hævede et slankt øjenbryn og studerede ham stadig med et lidt skeptisk blik. Ville han hjælpe hende nu? "Den er allerede sunket ind, tak," bed hun og himlede lidt med øjnene. Det lød skørt at hun skulle være datter af den mand han talte om, men hvis det var sandt, så var hun nødt til at vide mere, og han sad tilsyneladende med alle svarene.
Han havde sine egne metoder? Det lød ikke lovene, hun kunne kun forestille sig hvad der var han talte om. "Så lang tid det indebærer min frihed, så lader jeg mig ikke skræmme," sagde hun lidt bestemt. Om det ville holde i praksis måtte de og se.
"Så du har ombestemt dig? Vil du hjælpe?" spurgte hun og rynkede lidt undrende på panden. Han var da virkelig ikke nem at finde ud af.
"Meget vel..." selvom han begyndte at gå, blev hun for et øjeblik stående og så sig lidt omkring. Hun var ikke helt blevet enig med sig selv om det var en klog beslutning, men hvilket andet valg havde hun egentlig?
Med et tungt suk, begyndte hun at gå for at følge ham hvor end de så skulle hen.

//Out