Old memories.. Let's make some new one!

[Theodore Jarvis Acheron]

@naleia

---

Det var sent. Selv i Dvasias, var folk ved at trække sig indendøre. Theodore var dog ikke blandt disse. Atterlin var en oldgammel by, som selv rummede utrolig meget historie, som selv Theodore kunne huske tilbage til, fra dengang han selv ikke havde været særlig gammel. Dengang der for alvor havde været liv i gaderne, og han havde været den, der bare havde stået og set til fra sidelinjen. Den glæde som de andre børn havde udvist, og som han ikke havde delt, for.. det kunne han ikke. Havde han nogensinde følt så meget som en eneste menneskelig følelse? Ikke som han kunne huske i hvert fald. Hovedet lod han søge let på sned, og med lette sammenknebne øjne, da han nåede Springvandet som udgjorde centrum af den oldgamle by.

Med rolige skridt søgte Theodore længere ind mod centrum. Folk trak sig bare ved synet af ham. Han var bestemt heller ikke en ukendt mand. Manden uden sjæl.. hvem kunne da ellers undgå at have hørt om ham? Han lod hovedet søge på sned. Byen her, var virkelig forfalden i forvejen, og selv han måtte anse det som en direkte skam, at det skulle være sådan. Så smukt et sted som det engang havde været, og nu var det hele så bare.. ødelagt?
Theodore mindes dog, selvom det ikke var noget som var til at se i hans øjne eller hans handlinger. Han strøg hånden over den gamle sten. Der var end ikke gang i springvandet længere. En skam.. virkelig en skam. Han blinkede let med øjnene. Den mørke kappe holdt ham godt skjult. En del af mørket.. Ikke at der var nogen stolthed i det.. Han kunne ikke føle den slags. Det eneste som han følte, og forstod, var det dyriske. Alt andet var ukendt og forvirrende.

[Deleted]

Trods den sene stund hvor langt de fleste havde søgt indendøre, så var Naleia stadig ude. Hun havde kun lige fået smag for friheden, efter den fremmede havde befriet hende fra det tunge metal der havde bundet hendes magi.
Efter den aften var hun aldrig vendt tilbage til børnehjemmet igen. Hun havde vandret i uger, og for et par dage siden var hun kommet til denne fremmede by. Ingen kendte hende, men alle bemærkede hende. Det lod til at alle kendte hinanden og hun var en fremmede kvinde. Hendes blonde hår var blevet klippet så det kun lige berørte hendes skuldre. Man kunne se at hun var i overgangen fra barn til voksen, og nu hvor magien havde løsrevet sig, viste det sig også tydeligt Midt i byen ved det store springvand, sad hun på kanten af en sten og forsøgte ihærdigt at skabe magi. Når hun blev vred eller bange, så kom det af sig selv og med så voldsom kraft at det ofte kom bag på hende, men når hun sad som nu og eksperimenterede, så skete der virkelig intet.
Hun forsøgte så hårdt at hendes øjne var sammenknebende og dybt fokuseret på et faldens blad i hendes lille hånd. Hun længtes efter at udnytte sit magiske potentiale, men den eneste mand der havde givet hende en chance var forsvundet ganske hurtigt igen. Hun sukkede opgivende og hamdrede irriteret den frie håndflade ned i springvandets kant. Det gjorde hende hidsig at det ikke virkede! Det var end ikke gået op for hende at en anden var kommet i mellemtiden og stod på den modsatte side, så hun var ude af stand til at se ham.
Hvad nyttede det uanset? Hun var en fremmede, en strejfer i alles øjne, levede af tyveri, men i det mindste havde hun den frihed som hun havde drømt om i evige tider.

[Theodore Jarvis Acheron]

Kvinden der allerede sad på den kolde sten, var fra starten af, ikke noget som fangede Theodores opmærksomhed. Han var nemlig ikke normalt typen der viste nogen interesse for nogen som helst, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag af den regel, hvis han selv skulle sige det. Her havde han tilbragt utrolig mange af sine dage, som ung og lille. Det var ganske vidst før hans familie for alvor havde fået sat et fodfæste i Marvalo, og havde vist sig, at være en krigende til den store slægt, som havde ledet dem igennem alle disse år.
Kvinden blev hidsig, hvilket fik Theodore til at vende blikket mod hende. Magisk var hun, af hvad han kunne mærke, og det var på ingen måder noget der gjorde ham det mindste. Tvært imod, så var det kun noget, der passede ham ganske udmærket. Hovedet søgte på sned. Ikke så meget som en følelse var der at spore i ham, da han som sagt ikke kunne føle noget som helst. Folk var bange for ham, og det havde de været hele livet.
Selv blev han stående, og fortsatte med at stirre på hende. Det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre for det. Han kunne ikke lægge nogen følelser i det, om det så var noget, som han gerne ville, eller ikke. Hånden trak han roligt til sig.. Skulle han hjælpe hende? Magisk som hun nu var, virkede det rent faktisk til at drille hende temmelig voldsomt, og et sted, så var det jo faktisk synd og skam. "Du kan ikke, når du reagerer sådan.." kommenterede han blot. Hvordan reagerede hun? Voldsomt.. Han kunne bare ikke rigtigt plante nogen direkte følelse på det, også selvom han da kunne sige, at det der, på ingen måder, ville komme hende til gavn.

[Deleted]

I så mange år havde Naleia været forsvarsløs, tvunget til at finde sig i elendig og misereabel behandling, og kunne hun endelig forsvare sig i teorien, men i praksis virkede det bare ikke! Måske hun var blevet snydt? Nej hun kunne mærke hvor stærk magien var, somme tider overtog den både hendes krop og sind så det var gennemsyrende.
Hun trak vejret dybt, eller forsøgte velvidende om at magien nok skulle komme hvis hun blev vred, men at det kunne ende med at blive farligt for hende selv. Der var ingen kontrol overhovedet.
Den blide vind rev nogle af de blonde lokker ind foran hendes blik og skyggede lidt for udsigten til manden der stod ikke så langt fra hende. Hun anede hans blik, men ignorerede det. Han var uinteressant. Det var mænd generelt, frastødende!
Den mørke stemme, fik hende til at vende sig om med et lidt nedladende blik. Hun strøg håret bag øret og betragtede ham. "Hvad ved du om det?" spurgte hun lidt irriteret. Jovisthavde hun lært høflighed, så meget at det stod hende langt ud af halsen og gav hende brækfornemmelser. Hun var så træt af at gøre andre tilfredse, træt af at skulle udstilles i håb om nogen ville tage hende.
Var det så slemt at hun gerne ville lære den magi som havde styret hende hele livet? Hendes smerte var lettet, men det krævede at hun brugte den hvis det skulle blive ved med at forholde sig sådan. Det sidste hun havde brug for var ham til at stå og være gammelklog, hvis han vidste så meget om det, så måtte han jo vise hende det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvor længe Theodore stod og kiggede på hende, var ikke til at vide. En ting kunne han da hurtigt konstatere, og det var at hendes forsøg med magien på ingen måder virkede efter hensigten. Hans blik hvilede på hendes hænder, men lige så også på hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. Hun var frustreret, hvilket stod tydeligt ud af hende, og særligt måden hun snakket til ham på. Han havde jo blot konstateret, at hvad hun lavede, ikke var noget, der virkede efter hensigten. Hun blev hidsig.. endnu mere end hvad hun havde været til nu, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at vende ryggen til, hvis han kunne blive fri for dette. Han sendte hende et kort træk på mundvigen.. Et smil, som dog falmede lige så hurtigt som det var dukket op.
"Jeg kan jo se, at det ej er noget, der virker efter hensigten," sagde han med en kortfattet stemme. Ikke at han var manden med medlidenhed og medmenneskelige følelser og tanker, for det havde han aldrig været. Denne kvinde var helt igennem warlock.. en skændsel, var det uden tvivl, at dette ikke var noget som hun havde lært at kontrollere endnu. Han blev stående og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hvem hun var, og hvad hun kom fra, skulle han ikke kunne sige, men den korrekte lærermester havde hun så sandelig ikke haft. Det kunne godt være, at han var en warlock som levede efter de gamle principper, men man var der for sine egne.
"Du har brug for hjælp," konstaterede han med en fortsat rolig stemme. Hvorfor bide sådan af folk? Det var jo ikke noget som hun fik noget ud af, andet end at blive mødt med en irritation eller en frustration eller noget som bare mindede om det. Han trådte denne gang tætteer på hende, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse.

[Deleted]

Naleia nød ikke at blive begloet i mørket. Hun havde intet imod at blive set, men denne mands øjne kunne hun nærmest mærke brænde sig fast i nakken på hende. Hun tog en dyb indånding og lagde hænderne lidt opgivende i sit skød. Hvorfor kunne hun ikke bare lærer at udnytte det? "Godt observeret," bed hun lidt sammenbidt. Han var da godt nok så smart at han kunne undvære sit hoved!
Et sted drømte hun om at kunne gøre store ting, men stort set hele livet, havde hendes magi været bundet, låst fast i hendes krop, det var svært for hende at kontrollere det nu hvor hun havde muligheden for det.
Hun lagde hovedet på skrå og så op på denne fremmede mand med et hårdt blik. Hendes øjne var helt isblå, så meget at de næsten lyste op i natten. Naleia betragtede ham indgående før hun rejste sig fra springvandets kant og foldede sine arme hen over brystet. "Og du kan måske hjælpe?" spurgte hun lidt flabet.. Det var stadig ikke gået op for hende at det var en warlock hun stod overfor, og da slet ikke at han var kendt i stort set hele verden. Livet på et børnehjem kgav ikke ligefrem den slags luksus at kunne følge med i den slags. Kækheden forsvandt i samme øjeblik han gik tæt på hende og så ned på hendes skikkelse. Hans blik var så gennemborende og intens at hun pludselig følte sig umådelig lille. Ville han gøre hende noget? I så fald kunne hun intet gøre for at forhindre det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorfor denne kvinde bed sådan af ham, forstod Theodore ikke. Dog kunne man nok godt sige, at han var den helt forkerte mand at rende rundt og bide af. Han kneb øjnene utilfredst sammen. Han gjorde sig bare åbenlyse og høje tanker. Skulle han da bides for det? Han kunne jo se, at det som hun havde gang i, slet ikke var noget som virkede efter hensigten.
"Det frustrerer dig," kommenterede han endeligt, som han let lod hovedet søge på sned. Hans gang førte ham roligt tættere på hende. Hans blik forblev fast hvilende på hendes skikkelse, og med en meget fast mine, som han heller ikke gjorde noget for at lægge skjul på, nu hvor han ellers kunne blive fri for dette. Hvorfor kunne hun ikke? Nu oplevede han ikke særlig ofte, at der var nogen, som ikke kunne formå at benytte deres magi, og særligt når det foregik på denne måde? Og om han kunne hjælpe hende? Han stoppede op foran hende. Hun var en hård bisse, så meget kunne han sige, og et sted måtte han jo sande, at dette var ventet.. Særligt af en warlock, og det kunne han jo se og mærke, at hun måtte være. Han greb omkring hendes kæbe, for at tvinge hendes blik op mod sig.
"Hvorfor skulle jeg hjælpe en sølle kvinde, som har det hele i munden?" spurgte han direkte. Af hvad han kunne se, kunne hun jo ikke rigtigt udrette noget, men at være bidsk og have det i munden, det kunne hun da uden tvivl. En tanke, som han uden tvivl måtte finde direkte morende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Hovedet lod han søge den anden vej. De isblå øjne.. et typisk kendetegn på en Igleeías. Var det virkelig? Han slap hende igen med en stram og advarende mine.

[Deleted]

Naleia havde ingen realitetssans, hun anede ikke hvilken mand hun stod overfor, eller hvor kendt og farlig han faktisk var. I stedet for at udvise ham den respekt som hun nok ville have gjort om hun havde været bevidst, kneb hun øjnene sammen og knyttede hænderne jo tættere han kom på. hun var ikke andet end en ung kvinde på afveje, desperat efter at tjene sit kald, og udnytte magien i hende for den var stærk, nok mere end hun umiddelbart selv var klar over. "Jeg kan mærke den. Magien, men ikke bruge den. Det er frustrerende," indrømmede hun med en lidt spids tone. Hun så op under sine øjenbryn med et skulende blik. Sagen var den at han fik hende til at føle sig ret lille, der var noget i hans blik, som fortalte hende at man ikke skulle forsøge at rive ham rundt.
Det stærke greb omkring hendes kæbe, fik hende til at se op med iskolde øjne, dog uden hun forsøgte at løsrive sig. Selv havde hun ingen idé om hvilken slægt hun kom fra, af hvad hun vidst så havde hun heller ikke behov for nogensinde at vide det.
"Hvorfor skulle jeg modtage hjælp fra en opblæst nar?" spurgte hun sammenbidt. Lige nu var hun i trodsealderen, hun havde været spærret inde på det børnhjem i så lang tid, uden at bestemme over sig selv, så nu hvor hun endelig smagte frihedens sødme, så kunne hun ikke lade være med konstant at overskride grænser.
Idet han slap hende, tog hun sig til kæmpen og så lidt surt på ham. Hvis hun dog bare havde været i stand til at gøre noget!

[Theodore Jarvis Acheron]

At pisse Theodore af, var bestemt ikke et gennemtænkt træk. Tvært imod. Han blev stående lige foran hende. Magien kunne hun ikke bruge. En skam for en Igleéias. Selv han var ikke et sekund i tvivl om, at det var sådan en, som han måtte stå overfor i øjeblikket. Hvem andre, skule have de isblå øjne?
"En warlock, der ikke kan magi? Det er ikke hverdag, man falder over sådan en," kommenterede han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge på sned, hvorefter han tog fat omkring hendes kæbe, for at tvinge hendes blik mod sig. Han havde ikke nogen grund til at hjælpe hende. Hvorfor skulle han? Her var der ingen taknemmelighed at spore til forskel fra Jarniqa, der ikke havde givet udtryk for andet. Et sted ville det heller ikke være smart tænkt af ham, at lade hende rende rundt.
"Har jeg nogen grund til at skulle hjælpe dig? En skam er det, at lade selveste Igleéias rende rundt uden magi.." Derefter valgte han at give slip på hendes kæbe, og lade hånden falde igen. Han stirrede fast på hende. Til nu havde han jo kun set, at hun havde det hele i munden. Ikke underligt, med tanke på, at hun ikke kunne magi! Hånden lod han endnu en gang falde ved siden af ham, men blikket forlod dog ikke hendes skikkelse af den grund. "Skamfuldt," sagde han direkte. Det var da en skændsel på den familie, som hun måtte komme af.

[Deleted]

Naleia havde ikke en chance for at vide hvem det hun var hun stod overfor, eller at det ikke var en hun skulle pisse af, der var ikke ligefrem nogen der havde givet hende en liste, det kunne ellers have været praktisk. "Jeg kan godt magi," vrissede hun. Måske hun ikke kontrollerede den særlig godt, men hun var i stand til at gøre brug af det!
Det stærke greb om hendes kæbe fik hende til at se på ham med vrede i hendes isblå øjne. De var kraftigt lysende, men det var aldrig rigtigt godt op for hende at det var et tegn på en oldgammel og magtfuld slægt. Igleéias? Hvad snakkede han om? "Igleéias? Mit navn er Corvenius, og jeg kan godt magi!!" hvæsede hun sammenbidt. Vreden vækkede den ulmende magi, så da hun forsøgte at skubbe ham væk, var det med en kraftig mørk bølge fra hendes hænder, der fik træernes grene til at bukkes og vinduer til at klirre farertruende.
Han skulle ikke gøre sig bedre end hende, hun havde haft magien bundet i så mange år, været tvunget til at bærer den inde i sig, smertefuldt som det end var, det ville han næppe forstå sig på. Hun trak vejret overfladisk og så intenst på hans skikkelse. Lysten til at slå ihjel stod nærmest malet i hendes øjne, hun var vant til at passe på sig selv, med eller uden magi, så fandt hun sig ikke i det andet!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jo mere tid Theodore stod overfor denne kvinde, des mere blev han overbevist om, at det var Matthew Igleéias datter. De isende øjne var jo alene et tegn på dette. Han kneb øjnene ganske let sammen, som han stod der. "Så vis mig det," opfordrede han direkte. Han havde jo til nu kun set tamme forsøg på at mestre den. Ikke at det var noget, som var gået hende lige godt. Hvad havde man egentlig regnet med?
Trykket skubbede Theodore adskillige meter bagud, selvom han forsvandt i den mørke dis, allerede inden han ramte jorden. Denne lagde sig tykt omkring dem begge, inden han igen dukkede op. Bogstavelig talt stående lige bag hende. Selv var han en gammel warlock, som uden tvivl havde kontrol over hvad han lavede, og hvad han ikke lavede. Hende derimod, det var straks en anden sag, af hvad han kunne fornemme. Hovedet lod han søge på sned.
"Jeg er ikke overbevist.. Corvenius," sagde han direkte. Han var nu ikke i tvivl om, at det var den forsvundne datter til Matthew han stod overfor. De isblå øjne, var bare et karakteristisk kendetegn, så hvordan kunne man i det hele taget være i tvivl? "Du må være en Igleéias.. Det står langt ud af dine øjne," sagde han med en kortfattet stemme. Han ville i hvert fald ikke stå der og lægge øre til andet. Hun skulle ikke bilde ham løgne og andet ind!

[Deleted]

Magien der kom fra hendes hænder var skabt af vrede og frustration ikke af kontrol. Alligevel ramte en mindre stolthed hende da han forsvandt i skygger og forhåbentligt tog benene på nakken. Hun studerede den skygge han var forsvundet i nøje, i frygt for at han ville komme tilbage. Et langt tavst øjeblik, overbeviste hende om at det ikke kom til at ske.
Hendes hænder faldt langsomt ned langs siden til hans stemme lød bag hende og hun vendte sig med et sæt og et lidt overrasket blik. Hvordan havde han gjort det? Naleia bakkede lidt væk fra ham i frygt for at han ville tage hævn.
"Jeg er ligeglad med hvad du tror, jeg er en Corvenius.. fra hvem ved jeg ikke," indrømmede hun lidt bittert. Hvorfor plaprede han nu om navne som hun aldrig før havde hørt omtalt? Hendes øjne? Hun rynkede undrende på panden. Jo hun havde meget blå øjne, men det var der flere der havde. "Jeg aner virkelig ikke hvad du snakker om," fastholdt hun og rystede lidt på hoveet.
Ud af øjenkrogen stod hun og ledte efter nærmeste flugtvej, denne man lod ikke til at være en hun burde lægge sig ud med!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vendte blikket i retningen af denne unge kvinde, da han dukkede op lige bag hende. Magien havde han fuld kontrol over, selvom det var noget som de dagligt skulle kæmpe med at opretholde. Sådan var det også for hans slags. Han kneb øjnene let sammen. Corvenius? Den måtte hun i hvert fald længere ud på landet med.
"Det er ikke dine forældre, så meget kan jeg da fortælle dig," fortalte han med en kortfattet stemme. Vidste denne kvinde overhovedet hvem hun var datter af? Det kunne ikke være andre end Matthew Igleeias' forsvundne barn. "Hvor gammel er du?" spurgte han videre. Han lagde ikke ligefrem fingrene imellem, og det havde han heller aldrig nogensinde gjort. At hun derimod ikke var med på hvad han snakkede om, indikerede i hvert fald for ham, at hun ikke vidste det. Ikke at det som sådan, var noget der kom bag på ham.. Hvis hun var holdt væk og bildt løgne og historier ind. Hovedet lod han søge mod den anden side. "Dine øjne.. din personlighed.. din væremåde. Det er alt sammen din faders, min pige," tilføjede han roligt. Om han nød det? At se hende så forvirret, som hun tilsyneladende følte, at hun var, så måtte han jo bare give hende klar besked. Han knyttede næverne ganske let. Hvilken warlock ville han da ikke være, at vende ryggen til sine egne?

[Deleted]

Det irriterede hende grænseløst at han vidste hvad han lavede, fordi det gav ham ret til at prædike overfor hende. Desuden så gjorde det ham også en kende farlig, Naleia forsøgte at vogte sine skridt, men hun var trods alt bare en ung, og ilter pige. "Du tager fejl af mig," vrissede hun og begyndte at blive lidt irriteret. Hvorfor skulle børnehjemmet havde løjet for hende? Uanset hvad havde hendes forældre ikke villet have hende, det var det der betød noget.
"15.645," fortalte hun også selvom det egentlig ikke vedkom ham. Alligevel så havde han formået at vække hendes nysgerrighed lidt.. hvis han havde ret, så ville nogle af hendes spørgsmål måske blive besvaret.
Hendes blik brændte sig fast på hans skikkelse. Hun holdt en rimelig afstand trods det nok næppe ville gøre en forskel overfor hans magier. "Så unikt er det næppe. Det er nok held i uheld. Jeg aner ikke engang hvem ham der Igloen er," sagde hun lidt surt. Hvorfor skulle det så overhovedet betyde noget om hun var hans datter eller ej? "De er en forskruet herre... farvel," hun vendte ryggen til ham og drog i stedet for i den anden retning, selvom det nok var dumt at vende ryggen til en mand af hans kaliber, den slags havde aldrig stoppet hende før, så hvorfor nu?

[Theodore Jarvis Acheron]

Naturligvis vidste Theodore hvad han lavede. Han havde været under oplæring til dette siden han var blevet født, og han var uden tvivl også tvunget hårdt og voldsomt igennem det. At det så var noget som irriterede denne kvinde, var ham ukendt. Det kunne han ikke forstå. I hans øjne, var dette jo en klar forudsætning for at være warlock i hans øjne. "Gør jeg virkelig?" spurgte han ganske sigende.
Hendes alder sagde ham umiddelbart ikke noget. Det eneste som han kunne læse ud fra denne, er at hun burde kunne gøre tingene langt bedre, end hvad hun havde gjort frem til nu. Han var i hvert fald ikke videre imponeret over hendes magiske kundskaber. Det var ham tydeligt, at hun ikke havde nogen kontrol over hvad hun lavede. Han kneb øjnene let sammen. Igloen? Han formoede, at hun snakket om sin kære fader. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var der hendes rødder måtte stamme fra.
Som hun vendte ryggen til ham, for at gå, var bestemt ikke særlig smart. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han hævede hånden. En mørk dis forlod hans ærme, som søgte direkte mod hende, kun for at lægge sig direkte om hendes hals. "Du vender ikke bare ryggen til mig og går," sagde han med en kortfattet og intens stemme. Ved en let bevægelse med hånden, begyndte disen at trække i hende.. for at føre hende tilbage til sig. At vende ryggen til ham, var bestemt ikke særlig smart.