One last joy

[Deleted]

Den blidhed der først havde været at spotte var forsvundet som dug for solen. Mystique bed smerten i sig, forsøgte at stønne i takt med ham, men i stedet for nydende støn og suk, var det i højere grad små gisp. Hver et stød var en smerte der bredte sig i hele kroppen, hun havde slet ikke været forberedt på det.
For ikke at fælde tårer, lukkede hun øjnene og lod ham gøre sig færdig. Det tog ikke mange minutter men det havde taget nok til at hun følte det som havde det stået på i en mindre evighed. Hun lod ham falde sammen over hende og åndede lidt lettet ud, selvom det var diskret. Hele hendes nedre dunkede i smerte og ubehag. Pludselig var hun ikke længere hverken glad eller stolt over at hun var blevet ham tildelt.
Hans ord, fik hende til at spærre øjnene op. "Jovist nød jeg det, herre," svarede hun en kende febrilsk. Sephiran måtte ikke få andet at vide, så ville hun blive fyret og hun ville være tvunget til at forlade stedet her. Selvom det skar i hele kroppen, satte Mystique sig op på sine knæ og betragtede ham med et sårbart blik. Hun frygtede for hvad han ville fortælle stedets ejer og hvilken konsekvens det ville få for hende, men for pokker, hvad havde han forventet? Det mindste han kunne have gjort var at advare hende først!
Hun kravlede ud af sengen og gik hen til ham. "Jeg beklager hvis De fik det forkerte indtryk, herre. Det var dejligt," hun strøg en hånd over hans overarm og forsøgte at fange hans blik. Somme tider var en lille hvis løgn bare nødvendigt, særligt når det for hendes vedkommende handlede om liv og død.

[Theodore Jarvis Acheron]

Glæden ved alt dette, var allerede ødelagt for Theodores vedkommende. Han følte en form for skuffelse, når det foregik på denne måde, og endnu værre var det, at hun valgte at tildele ham en blank løgn. Alene det, var slet ikke noget som han kunne have. Han rejste sig fra sengen og søgte hen til sit tøj. Det eneste som han krævede, var ærlighed.. At skænke en mand som ham en løgn, var nok ikke det mest heldige træk at gøre sig.
Som hun greb omkring hans overarm med blide strøg, vendte han blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Han stirrede denne gang mere fast på hende, end hvad han havde gjort brug af frem til nu. Det var ikke med en tilfredshed. Langt fra. "Du lyver for mig," bemærkede han med en fast tone. Han vendte sig denne gang helt mod hende. Langsomt lukkede han sin næve.. det ville klemme om hendes hjerte.. Og han vidste at det gjorde ondt. Nok langt mere ondt, end hvad han netop havde tvunget hende igennem. Han betalte endda for hendes service, og så var hun ikke engang tilfreds? Var det underligt, at han reagerede på den måde, som han gjorde? For ham var det nedladende, at han ikke kunne give hende det. "Aldrig.. skal du lyve for mig.." endte han med en fast tone, mens han langsomt lukkede næven mere og mere.. For til sidst at lukke næven helt, og derved stoppe hendes hjerte, hvis der ikke var andre faktorer der spillede ind. Hun kunne nemlig ikke redde denne i land, og endnu mindre, når hun rent faktisk forsøgte at lyve for en mand, som kunne spotte den slags, næsten som ingenting. Det fandt han sig ikke i!

[Deleted]

Løgne var aldrig den optimale vej ud af problemer, men somme tider var de nødvendige. Hun kunne ikke fortælle ham at det havde gjort ondt, og at han skulle være mindre voldsom, for det var hendes job bare at tage imod som han nu ville have det. Hendes blik blev mere og mere panisk. Den ro hun havde fundet var forsvundet som dug for solen, men kunne i stedet ane i hendes blik at hun var nået til et punkt, hvor hun ej vidste hvad hun skulle gøre.
"Sir.. det kunne jeg ikke drømme om," fastholdt hun og skulle netop til at argumentere for sin sag, da alt luft blev klemt ud af hende. Hun tog sig til brystet og stønnede af smerte. Dette overgik alt det hun lige havde været igennem. Hendes pupiller trak sig sammen, hun kunne ikke få luft, ikke stå oprejst.
Langsomt gled hun i knæ foran ham, gispende efter vejret. "Hv-hvad g-g-gør d..." hun kunne ikke sige mere. Hendes krop skreg i smerte, hun kunne intet høre eller se, alting kortsluttede. Det sidste hjerteslag var hårdt. Hun kunne mærke det i hele kroppen, mærke hvordan det pumpede det sidste blod rundt, før det var slut.
Hun faldt om på trægulvet, endnu nøgen. Det sjove var at hun hørte et skridt. Om det var hans eller på gangen vidste hun ikke, men dette var de sidste tanker hun gjorde sig, inden hun faldt slapt hen i en lidt under forvreden stilling.
Hendes øjne var vidt åbne, stirrede i tomhed. Der var ingen smerte, hun var død.

//Out

[Theodore Jarvis Acheron]

Skuffelsen var uden tvivl mærkbar for Theodore, selvom han ikke kunne give udtryk for den, via hans mimik. Det var slet ikke noget som lå til ham. Det.. kunne han ikke, og han kunne ikke huske, om han nogensinde havde været i stand til at gøre det, og det var lidt der, at det hele måtte ligge for hans vedkommende. Hans blik søgte hendes skikkelse.
Langsomt klemte han livet ud af hende. Selv for ham, var det her en særlig fritidsinteresse, som han havde haft i rigtig mange år. Se hvordan de panisk måtte klamre sig til deres liv.. inden hun gled i gulvet og blev liggende. Død. Hånden sænkede han, inden han denne gang klædte sig på. Han var uden tvivl skuffet over hvad han havde oplevet. Ikke at han var typen som ville sætte gang i en række rygter eller lignende, for hvis andre kunne nøjes med det, som de modtog her, så var det vel fint nok? Det var bare ikke fint nok til ham mere, og det var lidt den, som han gerne ville have frem. Han fandt en lille pose penge frem, som han smed ved siden af hendes døde lig. En skam at så smuk en kvinde skulle glide bort, men det var vel egentlig bare ret, at gøre det på den måde? Han blev stående og kiggede på hende, kun for et kort øjeblik, inden han valgte at forlade stedet. Næsten som om at intet var sket. På vejen ud, rettede han på sit tøj, inden han søgte ud i mørket og søgte hjem. Han havde intet der mindede om samvittighed over det, som han herunder havde gjort.

//Out