Kender jeg dig?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke ude på at gøre noget som helst, og særligt ikke når der var børn omkring dem. Det var noget af det, som han nok ikke kunne få sig selv til at gøre. Han kneb øjnene fast sammen, og uden at se væk fra Demian. Han hadede den knægt.. gud hvor han dog hadede ha, for alle de problemer, som ham og hans søster havde sat ham i!
Demian tog endnu en gang fat i hans tøj, hvor han denne gang var den som så rødt. Han skulle bestemt ikke komme her og tro, at han kunne true ham på den måde! Docuz? Det var det drengen hed? Men ikke var det noget som slog ham mere som en familielighed, for han havde ikke nogen anelse om, hvad Demian havde lavet, og at den lille dreng, rent faktisk var hans barnebarn. "Du vover at komme her og true mig?" endte han med en intens og fast hvislen. At drengen slap ham, gjorde ham intet. Denne gang var det ham som valgte at tage fat i stedet for.
Næven lukkede Kimeya fast omkring Demians strube, kun for at vende dem, så han kunne tvinge den unge mand direkte ned i jorden under sig. Det var i hvert fald hvad han forsøgte på. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Hvis du endelig skal true mig på livet, så skal du også gøre det ordentligt, knægt.. Her er ikke nogen kære mor, som du kan gemme dig bag for en gangs skyld. Jeg hader og foragter alt hvad du og din søster repræsenterer for mig.. Virkelig.. jeg hader det," hvislede han med en fast og iskold stemme. Det var ikke noget, som han havde den store respekt for.. Tvært imod. Det var foragteligt! "Jeg siger det kun en gang til.. Stik halen mellem benene og smut med Elmyra og den lille knægt.. Ser jeg dig igen, så slår jeg dig ihjel på samme måde, som jeg gjorde med din mor," hvislede han med en fast tone. Han havde taget Yuukis liv en gang før, og han var ikke bange for at gøre det igen!

[Deleted]

At stå her foran Kimeya var virkelig en syrealistisk fornemmelse. Bare det at han ikke ahvde set manden igennem de sidste mange tusind år.. gjorde virkelig en forskel. Han havde siddet indebrændt med et had til sin far alene fordi at hans mor havde lidt. Ikke mere.. han ville ikke blive ved, men derfor kunne han ikke styre den vrede der lå og buldrede under huden på hans far. Han ville vel altid være hadet alene for det faktum at han var Yuuki's søn? i forhold til det faktum at han sammen med sin søster, var et levende bindeled mellem to af de største modstridende klaner blandt warlocks. Marvalo, Salore.. blodet begge sider løb igennem årene på ham, men var det hans fejl? Var det ikke hans far der havde truffet et valg om at holde hans mor kær? Hvorfor skulle han blive ved med at bøde for en strid der lå imellem dem? Han havde i den grad fået nok!
"Ja, fuldstændig som du gør det mod mig," Endte han i en rolig tone og vendte blikket væk fra Kimeya ret som manden greb ud efter halsen på ham og tvang ham i jorden. Støvet eksploderede under ham som hans ryg kolliderede med jorden og gav hans åndedræt et mindre chock. Det var et tydeligt faktum at han ikke længere var i besiddelse af sin vampyriske styrke. Bare det at hans greb om Kimeyas håndled ikke var af en styrke der kunne knuse hans knogler burde da kunne mærkes. Et vrængende udtryk kom til syne mens ordene ringede for hans øre, men alligevel måtte han spærre øjnene op til sidst og holde igen på en mild latter. 'slå ham ihjel som han gjorde det med hans mor?'. Frygten for at lide samme skæbne, var langt fra ham nu. Det ville ikke blive nemt for Kimeya at tage livet af nogle af dem.
"Hvorfor? Elsker du at forvandle folk til støv for dine fødder? Beklager, men det kommer ikke til at ske!" Vrissede han halvkvalt. Hånden placerede han mod jorden, hvor en lang fangearm af en tyk og mørk substans rejste fra jorden og langede ud efter et greb om Kimeyas hals, for at rive ham af Demian og tvinge ham op og hænge, lænket på hænder og fødder. Formålet var ikke at starte en slåskamp midt i det hele, men at standse Kimeya og afholde ham fra at lave flere ulykker. Demian hostede og tog sig ømt til halsen da han kom på benene igen og vendte blikket op mod sin far igen.
"Det må jeg give dig. Din styrke er ikke til at spøge med... synd af jeg ikke kan give igen, sådan er det vel at være Warlock?" Endte han kortfattet og samlede sin kappe op da han valgte at vende ryggen til Kimeya og sætte efter Elmyra. Farten havde hun i den grad sat op, men ikke desto mindre nåede han hen til hende før hun kunne nå at komme for langt væk. Han greb ud efter hendes arm helt uden at vente på hendes reaktion først. Elijah ville have hende og Docuz hjem igen, så ikke om det kunne komme på tale at de skulle til at overnatte her i byen. En mørk skygge lagde sig omkring dem alle tre og de forsvandt ud af det blå. Selv Den magi Demian havde brugt til at holde Kimeya låst fast med forsvandt med det samme at han ikke var i nærheden længere og Kimeya var dermed løsladt igen og efterladt midt i mængden af folk der gloede skræmt på ham og trak sig videre uden at stoppe op.

//Out

[Deleted]

Kamphaner! Forbandet været mænd og deres manglende situations fornemmelse! Gud hvor hun hadet det. Warlocks var de værste. Den måde de reagerede på var klam. Hun hadet det. Den mørke magi krøb nærmest omkring hende og truede med at sluge hendes flammer. Hun kunne ikke lide det. Hun kunne virkelig ikke lide det! Tanken om at Demian var blevet en af dem var fustrerende men hun havde håbet på at han var anderledes. Hun havde virkelig håbet at han var anderledes men sådan som han stod der overfor Kimeya kunne hun se det. Han var warlock helt igennem og det var næsten en sygelig tanke!
Hun sukkede svagt som hun søgte væk fra dem med et stille mine. Hun hadet det! Hun hadet det virkelig. Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder. Hvorfor skulle han absolut være som sin far!? Hvorfor skulle han være så vred. Hun knugede Docuz ind til sig og håbede inderligt hun kunne nå at komme tilbage til kroen før de ville begynde at slås bagved. Hun nåede dog ikke langt før hun mærkede nogen tage fat i hendes arm. Hun nåede kun lige at vende hovedet tilbage og se at det var Demian før alt blev sort og de forsvandt fra gaden i New Dale.

//OUT

[Kimeya Marvalo]

Kampen var vendt, hvilket var noget der passede Kimeya mere end fint! Han så hvordan knægten måtte møde jorden med ryggen, samt hvordan støvet hvirvlede om dem. Det passede ham fint. Gud hvor det dog passede ham fint. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, selv uden at vende sig væk. Den knægt var intet! At han så var blevet en renracet warlock, var end ikke noget som han bed sig fast i. For vred var han nemlig til at lægge mærke til den slags lige nu.
Selv nåede Kimeya ikke rigtigt at gøre noget, før det som føles som et reb, lagde sig om hans hals, og brutalt rev ham med sig baglæns. Han gispede kraftigt, da han direkte røg i jorden, hvor hænder og fødder blev låst fast. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, inden han direkte vendte blikket mod Demian. Folk begyndte at gå.. Kimeya rystede af ren og skær vrede og raseri, og dette var bestemt ikke noget som han måtte finde sig i! "Jeg slår dig ihjel, Demian... Jeg slår dig og alle du har kær ihjel!" endte han med en fast tone, da han igen vendte blikket mod ham. Han var ikke bange for at gøre det.. Den mand havde vist sig at være ligeglad med ham, og det var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen måde!

Han kom fri i takt med at de forlod stedet. Han fnøs fast, hvorefter han kraftigt trak hænderne til sig. Hvad var det for noget at vise en lille dreng? Han rettede sig op og rullede på skuldrene. Det var bestemt ikke sidste gang at han ville støde på den mand, og når han stod ansigt til ansigt med ham igen, så ville han ikke tøve med at slå ham ihjel! Han fnøs fast, inden han vendte om.
"Fjern Jer!" endte han fast, hvor han gjorde et kraftigt kast med armene, for at få folk til at fjerne sig, hvorefter han søgte derfra. Han havde ganske enkelt fået nok nu!

//Out