Kender jeg dig?

[Deleted]

Elmyra greb ud efter Docuz og hev ham over i sin favn. Hvor hun bare var glad for at han var der hos hende igen. Hun tørrede øjnene roligt. Den lille dreng ønskede at komme tilbage til den fremmede. Han havde knyttet et bånd til ham hvilket ville have været en glædelig tanke hvis det havde været en hver anden end den mand som stod overfor dem. Kimeya Marvalo. Docuz bedstefar ej at forglemme. Hendes faste blik hvilede på Kimeyas skikkelse og hun var klar hvis han skulle prøve på noget. Hun vidste ikke om han ville prøve på noget her midt i det hele men hun tog ingen chancer. hans ord fik hende til at fnyse en gang. "Du taler måske af erfaring, Kimeya?" spurgte hun koldt. Hun kunne mærke varmen stige i hendes krop selvom hun ikke var vred. Hver eneste af hendes sanser var forberedt på noget uventet. Hun kendte til manden, vidste at han var farlig men hvad han kunne finde på anede hun ikke. Et sted ville hun næsten ønske at hun ikke var alene her sammen med ham. "Jeg skal gøre mit bedste. Jeg takker for din bekymring" sagde hun spydigt og trådte et skridt fra ham. Hun greb roligt om Docuz hænder som han rakte ud efter manden. Han skulle ikke op til ham igen. De var af samme blod, måske Docuz kunne fornemme det? Pokkers. Alligevel så måtte det ord som kom ud af hans mund stoppede hende fuldstændig i hendes spor. Hendes blik vendte sig fast mod Docuz. Hvordan kunne han vide det? hendes blik gled tilbage mod Kimeya. Hvordan han mon ville reagere på det? Hun vidste ikke om han på nogen som helst genkendte Demians lille unge. Måske hun skulle lede samtalen over på noget andet. "Nej, Docuz. Selvom manden er gammel så er han ikke din bedstefar." Hun kunne ikke andet end at prøve. Hendes blik gled tilbage mod Kimeya. "Når jo. Kimeya, gider du sende en hilsen til min elskede Leder. jeg må indrømme at hendes lille trick ved slaget om Paggeija tog kegler. Fantastisk hvordan en Allieret kunne slå flere af vores egne soldater ihjel end fjenden" sagde hun spydigt og næsten morende. "Pas på med at lukke hende ind i dit nye slot. Hun kunne jo ødelægge det." At hun havde mistet slottet gjorde hende som sådan ikke noget længere. Det havde været for meget arbejde og for lidt tid med børnene. Det var jo dem hun levede for så det tab var hende ikke så stort og det skulle han vide.

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya skulle stå ansigt til ansigt med Elmyra, var ikke lige det, som han havde regnet med. Når det nu var sagt, så var det noget som alligevel vækkede en vrede i ham. Han var måske ikke den mest fabelagtige til børn, men han var god til dem.. Og han havde altid haft et svagt punkt for de små størrelser, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. "Knægten kan jo lide mig, ikke sandt?" endte han direkte, som han igen vendte blikket mod hende.
Hvad knægten dog endte med at sige, fangede meget hurtigt hans blik. Bedstefar? Han kneb øjnene let og fast sammen, inden han tog et fast skridt, så han endte med at stå helt oppe foran dem. Han gjorde dog ikke nogen tegn til at tage knægten op på armen igen. "vad var det du lige sagde?" spurgte han med en fast tone. Det kunne godt være, at han ikke var den mest populære mand, men det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved lige nu. Hans blik vendte han fast mod Elmyra igen. Han vidste godt at Faith havde dummet sig bigtime under den strid.. og tanken om det, var uden tvivl noget, som stadig den dag i dag, kunne more ham. Dog forsøgte han at støtte hende, så hun kunne rejse sig igen. "Hun har aldrig været den skarpeste ske i skuffen.. men hvad.. kunne man regne med andet fra dæmonerne?" pointerede han direkte, da han selv vidste at dæmon var noget, som selv måtte hvile i hende. I kvinden foran ham. Han valgte bevidst at se væk fra knægten for nu.. Var han heldig, mistede knægten interessen for ham, og det ville egentlig passe ham mere end fint. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, hvis knægten rent faktisk skulle vise sig at være hans barnebarn.. Af hvad han vidste, havde han jo ikke nogen børn som var i live, og stadig trak vejret.

[Deleted]

Demian kom slentrende ned gennem det store marked. Ordene fra Elijah ringede tydeligt i hans øre 'Find, hende, tak!' som en fandens mantra. Selv var han godt klar over at hun var taget af sted og trods det at han havde ytret et ønske om at tage med, så havde hun udtrykkeligt bedt ham om at blive hjemme og se efter sin lillesøster, Amaya.
Han bed mærke i et par kvinder der gik og hviskede om en mand med et barn på armen og et par andre mænd stod på afstand af den centrerende begivenhed og priste sig lykkelige for at have opnået et positivt resultat på en eftersøgning af et barn. Demian hævede skarpt et bryn og vendte blikket fast frem for sig hvor ryggen af en bredskuldret mand fangede hans blik. Den mørke aura der lå omkring manden kunne dog ikke skjule hvem der stod bag ved med et barn på armen.
"Ellie.." Hviskede han tavst for sig selv og satte op i fart for at nå op på siden af Kimeya kun for at gribe ud efter kraven på ham og puffe ham på afstand af Elmyra. Det syn han blev mødt med fik ham instinktivt til at stivne da øjenkontakten med hans kære far fæstede sig til hans.
"Hold dig fra dem!" Endte han advarende og hævede en knyttet næve. Mørket havde samlede sig omkring den lukkede næve og uden den mindste tøven sendte han den direkte i skrinet på Kimeya. Hvor meget han end havde fået forbud mod at konfrontere sin egen far før tiden var inde til det, så var dette bare ikke en situation han kunne se bort fra. Han huskede det fra sidste gang han havde haft sit sammenstød med Elijah her i byen. Mørk magi var bare ikke det smarteste at udøve i et så heftigt befolket område. Hvad vigtigere var.. Ellie var her, med en af ungerne fra børnehjemmet.

[Deleted]

Docuz sad i armene på Elmyra og betragtede blot Kimeya komme nærmere. Han kom faktisk så tæt på at Docuz selv kunne tage fat i manden og prøve ihærdigt at kravle tilbage i favnen på Kimeya, men afstanden blev hurtigt lagt da Demian kom til og rev Kimeya væk fra ham. Først skulle Docuz til at pive af utilfredshed, men da han så hvordan Demian slog Kimeya, blev han først rigtig utilfreds. Uroen bredte sig hastigt i det lille sind. Hvorfor ville Demian dog gøre sådan noget grimt noget mod hans aller nyeste ven? For Docuz var det slet ikke logisk og det fik ham til at vende sig til Elmyra for at bede om at blive sat ned.
"Eh~! Bedstefar!" Der var intet bevis for om Docuz vidste hvem Kimeya i virkeligheden var, men for Docuz var han bestemt ikke en fjende. Han var jo blevet underholdt, rost og passet på da han ikke kunne finde Elmyra, så hvordan kunne de straffe Kimeya for det?
Docuz havde heller ingen viden om sin biologiske familie og i et tilfælde som det her, spillede det nok heller ikke den største rolle. Kimeya var en gammel mand i Docuz's øjne og det var automatisk lig med en 'bedstefar-type' uanset om det så var biologisk eller ej.

[Deleted]

At Docuz så gerne ville over til Kimeya var virkelig en fustrerende tanke. Hun kiggede kort på den lille knægt i hendes arme. Under alle omstændigheder skulle han ikke over til den mand! Hårde øjne vendte sig mod Kimeya som han snakkede. Hvor hun ikke gad at høre på hans stemme. Det var næsten til at kaste op over. Hun himlede med øjnene men kommenterede ikke at knægten kunne lide ham. Han vidste ikke bedre i den alder. Det at Kimeya også bed mærke i drengens ord kunne ikke andet end at irritere hende og det at Docuz så tydeligt prøvede at kravle op til ham igen gjorde det ikke lige frem bedre. "Drengen forbinder din alder med det at være bedstefar. Tænk ikke videre over det." Hun prøvede at rede den. Han skulle virkelig ikke vide hvem Docuz virkelig var. Hun ønskede virkelig ikke at være den mand så tæt! hendes hold i Docuz blev en smule mere fast og hendes blå øjne vendte sig mod Kimeyas skikkelse. Et koldt smil bredte sig på hendes læber ved hans lille kommentar omkring Faith. "Faith har aldrig og vil aldrig blive specielt kløgtig. Det kan vi vidst rolig blive enig i. Jeg tror din lave intelligens smitter af på hende. Jeg har næsten ondt af hende" pointerede hun roligt. Hun var ligeglad med ham og Faith. Lige nu handlede det bare om Docuz og det at få ham væk. Hvad ville han dog ikke gøre hvis han fandt ud af hvem Docuz var? Hun nåede dog ikke at tænkte videre før hun så Kimeya blive hevet væk fra hende og den velkendte stemme lød for hendes øre. Demian?? Perfekt! Så var både far og farfar på samme sted. Hun sukkede irritabelt og lagde lidt beskyttende en hånd op for Docuz ansigt. Ikke at det gjorde hende noget at han så det her men hun gjorde det bare automatisk. Næven som Demian sendte i Kimeyas retning fik hende til at reagere. Lige nu var virkelig ikke tiden til det! Hun trådte over til Demian og selvom hun vidste at han ikke ønskede at blive rørt ved så greb hun alligevel fat i hans ærme dog uden at røre ham helt. "Nu er hverken tid eller sted, Demian! Lad os gå" endte hun stille og kiggede op på ham. Han skulle ikke kæmpe med sin far her eller nu. Han skulle med hjem igen, hjem til Amaya. Hun kunne ikke hjælpe ham så længe hun havde Docuz at passe på også.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig ikke nogen anelse om, hvem den lille unge var, men Elmyra derimod, var ikke ligefrem et ukendt ansigt, og særligt ikke med dem plads, som hun havde været så tæt på at tage. Det var og blev nu en plads, som han agtet at tage, når tiden var rigtig.. Og det var den snart.. meget snart! At knægten trak en genkendelighed hvad angik hans alder til en bedstefar, var da på sit vis undskyldt, men alligevel! Knægten ville tydeligt gerne hen til ham, også selvom det ikke rigtigt var noget som han var interesseret i. Han regnede faktisk heller ikke med at få lov, når det endelig skulle være sagt. "Underordnet," endte han kortfattet.
Selv kunne de diskutere dæmonernes intelligens fra nu og til Dommedag, men at hun selv stod der og snakket om sin egen dæmoniske leder på den måde, var vel det, som han fandt mest underholdende? Så meget sammenhold, kunne der næppe være i den forbandede race! "I det tilfælde, så må den jo komme et sted fra, ikke sandt?" endte han tydeligt henkastet. Det kunne godt være, at han var blændet af sine egne mål, men for pokker, hvad havde man da regnet med? At Demian skulle komme til stedet, gik først op for ham, da han blev puffet på afstand. Han havde ikke set den knægt igennem frygtelig mange år nu. Han stirrede direkte på ham, hvorefter han modtog et ... slag? Midt på åben gade uprovokeret? Kimeya endte med at støde hænderne af mod jorden, og med en kraftig sitren i hans krop. Det her var på ingen måder noget, som han fandt sig i! Hvorfor pokker var han kommet? Og turde han at slå ham midt på åben gade? Folk stirrede næsten i vantro mod dem, inden de hurtigt trak sig fra de 4 som holdt sig i centrum af markedet.
Kimeya rettede sig op endnu en gang. Meget fandt han sig i, men at blive slået på den måde, var bestemt ikke en del af det! Han vendte blikket direkte mod Demian. "Tør du gøre det igen, knægt?" hvislede han denne gang med en fast tone. Han var kun for alvor ved at blive vred nu!

[Deleted]

Tilfredsheden over at lange en knyttet næve i ansigtet på Kimeya, var næsten en følelse han helt havde glemt. De havde ikke stået ansigt til ansigt med hinanden siden Demian havde prøvet at slå ham ihjel sidste gang. Han pustede roligt ud efter han mærkede hvordan adrenalinen byggede sig op.
Elmyra tog fat i ham og hans opmærksomhed ledte mod hende trods hans falkeblik hvilede intenst på Kimeya.
"Jeg har en høne at plukke med ham," Endte han fast og børstede blidt hendes greb af sig og skubbede hende om bag for at hun ikke stod i skudlinjen med Docuz på armen.
"Og bare rolig.. jeg har ikke tænkt mig at slå ham ihjel, ikke i dag i hvert fald." Tilføjede han i en mere dæmpet tone. Hendes ord havde sat sig hos ham, så han ville ikke bare lade hovedet falde på grund af gamle følelser. Han havde mange gange tænkt på hvordan det hele ville have været, hvis han ligesom sin søster ikke havde været et direkte vidne til hvordan hans mor havde ladt livet i armene på hans egen far. På lige netop sådan et punkt, der lignede han sin far utrolig meget. Han kunne aldrig glemme eller tilgive sin far for det mentale ar han bar rundt på... ligesom at Kimeya heller ikke kunne slippe sin vrede over at Yuuki stadig var i live.
At se sin far bide i støvet efter kun en knytnæve var næsten lige så skuffende, som det var tilfredsstillende. Han trådte roligt frem og for hvert et skridt han tog tonede mørket frem omkring ham. Advarende.
"Jeg må sige at jeg er fristet til at gentage det. Desværre står du bare ikke øverst på min liste." Svarede han og stilte sig med hænderne sat mod hoften. En snerrende rynke viste sig, som et lille bånd over næsen. Demians nuværende udseende var skræmmende meget lig med Docuz. Hvis Kimeya havde nogen som helst erindring om hvordan han så ud da han havde været på alder med Docuz, så kunne de to næsten have været tvillinger i sig selv. Det var ikke ofte at drengebørn lignede deres far, men det her var et af de sjældne særtilfælde. Demian vidste ikke selv at Docuz var hans egen søn og at de nu stod samlet som 3 generationer.

[Deleted]

Det her var ikke ligefrem en situation som Elmyra havde lyst til at være i. Kimeya var her hvilket hun ikke brød sig om, Docuz ville over til ham og nu dukkede Demian bare op. Det kunne næsten ikke blive værre i den forstand. Hun himlede let med øjnene og tog sig til hovedet mod den frie hånd. Hvad pokker skulle hun stille op? Lige nu kunne hun intet gøre for at hjælpe Demian hvis han valgte at tage en kamp med sin far og hun vidste at de to i totterne på hinanden ville nok ende med at smadre det meste af byen og slå en masse mennesker ihjel hvilket hun heller ikke ønskede.
Hun mærkede hvordan Demian endte med at børste hendes tag i ham af og gå beskyttende ind foran hende og Docuz. Blikket faldt roligt på hans skikkelse. Det var absolut rart at blive beskyttet af en som man holdt af men på den anden side så følte hun sig også bare så magtesløs. Hendes blik gled ned på Kimeya som var endt i støvet. Hun kunne virkelig ikke andet end at smile ved tanken. Det klædte ham næsten at ligge der og sumpe på jorden. Åh hvor ville hun nyde bare at trampe på ham men hun lod være. For nu var det virkelig bare vigtigere at få Demian med sig sådan så der ikke skete flere Ulykker. "Jeg er ligeglad med hvor mange høner du har at plukke med ham. Dette er ikke den rette tid eller sted, Demian! Det handler ikke om hvor vidt du ønsker at slå ham ihjel eller ej men en konfrontation midt i byen vil kun slå uskyldige mennesker ihjel. Er det det du ønsker?" spurgte hun fast. Hvis de havde været alle andre steder ville hun nok have givet los og bare ladet ham gøre med Kimeya hvad han ville men det her var altså midt inde i en by og hun kunne ikke og ville ikke have at uskyldige led under deres had. Var Demian ligeglad med det? Hvis han var havde den mørke warlock i ham virkelig overtaget meget af hans ellers lyse sind. Det var en skræmmende tanke.
At Kimeya ikke stod øverst på Demians liste gjorde hende kun lettet. Gud hvor hun ikke kunne overskue hvis de to kamphaner skulle begynde at slås lige nu. Hun kunne jo intet stille op med dem. Hendes blik gled roligt til Demian og hun bed sig let i læben. "Lad os gå. Bare lad ham være. Lige nu er han ikke det værd" endte hun stille og måske en smule bedende. Hun ville bare gerne have Demian med sig og det kunne kun gå for langsomt. Sådan som de tre drenge var på samme sted var det tydeligt at Demian og den lille unge var meget lig hinanden i udseendet. Sandt havde Elmyra aldrig fortalt Demian at Docuz var hans og det var sådan hun ønskede at det skulle forblive.

[Kimeya Marvalo]

Det sidste som Kimeya havde regnet med, var at stå ansigt til ansigt med sin søn.. en søn som han vidste hadede og foragtede ham, for det som han havde gjort, og han havde bestemt ikke nogen kvaler ved at stå ved det. Dengang han havde endt Yuukis liv, og de kære unger havde set det. Alene det, havde aldrig været hensigten, men dog sket alligevel, og det kunne han så ikke gøre det vilde ved lige nu.
Slaget direkte mod hans kindben, var dog ikke ventet, og derfor måtte han give efter. Hænderne støttede af mod jorden under ham. At han gjorde det foran små børn, begreb han sig bestemt heller ikke på. Han rettede sig op. Han forsøgte i hvert fald at undgå at gøre den slags foran børn og særligt så små som den dreng som hvilede på Elmyras arm. Navnet var allerede gået i glemmebogen - hvis han da overhovedet havde fået det at vide vel og mærke. Han kneb øjnene fast sammen. "Efter alle de år, og du har alligevel ikke lært at slå ordentlig fra dig.." Det kolde smil bredte sig på hans læber. Bare tanken om de afkom som han havde fået med Yuuki tilbage i sin tid, hvilket havde været noget af den største fejltagelse som han kunne begå her i sit liv!
En høne at plukke med ham? Han stod fast på, at han gjorde ret i at tage Yuukis liv. At hun jo så konstant måtte fortsætte med at komme retur, var en tanke, som kun måtte irritere ham så grænseløst, og særligt nu hvor han vidste, at hun var igen! Hvordan Demian havde set ud i Docuzs alder, skule han ikke kunne sige.. han havde ikke været omkring dem. Han havde jo smidt børnene af ved Nathaniel, og end ikke det, var noget som han havde fortrudt. "Den sidste som forsøgte at slå mig ihjel, endte et hoved kortere.. bare til din orientering, knægt.. Du kan ikke slå mig ihjel," hvislede han med en fast tone. Kort måtte han skæve mod Elmyra og særligt Docuz. Han var jo ikke ude på at gøre noget i nærheden af børn. Uskyldige havde de altid været i hans øjne.

[Deleted]

Demian sukkede en smule indædt. Selvfølgelig vidste han godt at et opgør midt i mængden af byen slet ikke var nogen god idé.
"Det er jeg godt klar over. Så gør mig en tjeneste.. bliv bag mig!" Endte han fast og tøvede ikke med at gå frem mod Kimeya, så han kunne placere sig direkte midt i mellem Kimeya og Elmyra. Hvad han ikke brød sig om i det her tilfælde var ikke blot det at Ellie stod overfor Kimeya, med Docuz på armen... ja, den lille dreng. Selv uden at komme drengen nær, så kunne han tydeligt mærke hvilken blanding han var af og den huede ham bestemt ikke.
Fokus blev vendt mod Kimeya igen og med et ligegyldigt træk i mundvigen trak han kort på mundvigen.
"Beklager hvis jeg skuffer dig. Min fysiske styrke er ikke hvad den har været" Fnøs han let og knappede ærmerne på sin skjorte op og trak dem op til albuerne. Kappen om hans skuldre holdt ham varm selv på en kold dag som i dag, men trods det bankende hjerte han skulle vende sig til, så var det jo ikke noget nyt for ham at stå imod de lave temperature.
"Hvad med at gå fuldt ud over til magi i stedet?" Spurgte han lokkende og med et sigende hævet bryn.
"Jeg frygter ikke for at miste livet i dine hænder. Dog betyder det ikke at jeg frivilligt vil lade dig tage det. Du kunne have taget livet af mig den gang.. hvad fik dig til at fortryde dit valg?" Han kiggede indgående på sin far. Nej, ordren fra Rei var ikke blevet givet og derfor så var det heller ikke tiden til at halshugge sin egen far. Alt han nogensinde havde forlangt, var en undskyldning for at have budt ham sådan et syn. Demian havde aldrig hørt det fra Kimeya selv. De havde aldrig snakket og ej heller knyttet sig til hindanden, så hvem kunne forlange andet af ham? Det var vel ikke så sært at han måtte yde et had til den der først lagde hånd på en man holdt af?

[Deleted]

Hun himlede med øjnene. Mænd! De skulle altid pisse deres teritorier af og virkelig gå for langt. Hun var forbandet træt af det. Hun vidste hvordan Demian havde det med sin far og det var virkelig også derfor hun bare ønskede at han skulle gå med hende nu. Hun sukkede svagt og rystede på hovedet. "Så lad være med at tage den kamp nu! Jeg skal nok holde mig ude af skudlinjen" endte hun fast som han og holdt sig bag ham. Hvis han ønskede at lege stor og farlig beskytter så ville hun lade ham. Det var ikke ofte at nogen gjorde det for hende, stillede sig ind foran for at beskytte hende så følelsen var da en smule rar selvom situationen ikke var det. Hun puttede Docuz ind i sin favn for at beskytte ham en smule. Det her var virkelig ikke ideelt. Folk omkring dem kiggede meget mystisk og skræmt på de to mænd. Nogle gik hastigt videre men mange blev stående for at se hvad der skete. Det ville virkelig gå galt hvis de gik over til en magisk kamp. Demian gjorde sig klar til en konfrontation og hun ville ikke have det!
Hun ville ikke have det her mere. Nu måtte det være nok! De to skulle ikke i totterne på hinanden her midt i byen. Det ville slet ikke gavne nogen som helst. Hun knyttede den ene hånd og endte med at træde et skridt frem og ligge hånden fast mod Demians skulder. "Det her er ikke det han ønsker, Demian. Tiden skal nok komme hvor i to skal kæmpe og tiden skal nok komme hvor du får hvis du ønsker men den tid er ikke nu. For en gangs skyld så gør som jeg siger og træd det skridt tilbage? Denne her mørke og kolde Warlock attitude klæder dig absolut ikke det mindste!" pointerede hun sigende. Hun slap ham ikke men holdt blot fat i hans skulder. Hun havde brug for at han tog sig sammen og kom over det had han havde for hans far. Selv ønskede hun at se manden bide i støvet men nu var bare ikke tiden til det. "Jeg ville nyde at se dig give ham en røvfuld så grum at han ikke kunne gå hjem til sit lille hjem i Dvasias men lige nu har Jeg brug for at du følger med mig." Hun lagde virkelig tryk på ordene. Hun havde virkelig brug for at han ikke gik hovedkulds ind i det her. Især lige nu hvor hun ikke havde muligheden for at hjælpe ham det mindste.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor Demian reagerede så voldsomt, forstod Kimeya ikke. Jovist havde han aldrig været der for hverken ham eller Laqisa... og hvad så? Den familie havde jo kun ødelagt hans forhold til den kvinde, som han ønskede at være sammen med - Faith. Yuuki og de unger havde virkelig ødelagt det hele, og det var noget som han stadig bødede for ved hende!
Blikket hvilede fast på Demian, som stillede sig mellem ham og Elmyra. Måske meget klogt.. også selvom der var børn til stede, og deres lille sammenstød, var ved at samle folk, som både kiggede mod dem, men også hastede videre i frygten for, hvad det kunne ende med at blive til. Ikke fordi at han havde tænkt sig at gøre noget, når der var børn til stede.. Det var i hvert fald ikke noget, som Demian havde fra ham. Det kolde og kyniske smil bredte sig på hans læber. "Som din mor, så har du det hele i munden, knægt.." endte han med en fast tone. Yuuki havde han kun set have det i munden, men aldrig noget i handling.. Andet end at lave ulykke og død for alle andre omkring sig, og dette var kun fortsat, selv efter han havde troet, at kvinden var død! Hvilket havde vist sig, slet ikke holdt vand!
Elmyra fik den mest dræbende mine, som han kunne sende hende. Bevidst forsøgte han at se væk fra den lille dreng, som hun havde siddende på armen. Der var alligevel noget ved ham.. Ikke at han rigtigt kunne finde ud af, helt præcist hvad det var, men det var vel noget, som han tidsnok måtte finde ud af på et tidspunkt.
"For jeres skyld, så søg hjem.. stik halen mellem benene, som din kære mor," sagde han med en fast tone. Han var ikke bange for at tirre, men det var ikke ensbetydende med, at han ville slå løs på sin egen søn. Det var det som var hans problem, for det var hans søn.. Og dem ønskede han jo ikke ligefrem at slå løs på! Det var noget andet med hans mor! Han rystede på hovedet og med et kynisk smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Utroligt.. Gem du dig bag en kvinde, Demian... Så har jeg set det med," sagde han med en kortfattet stemme. Han var langt fra overbevist.

[Deleted]

Docuz kunne ikke gøre andet end at se til fra sin plads på Elmyras arm. Det var ikke meget han kendte til Demian, men han havde set ham ganske kort før at han var taget af sted til Paggeija med Elmyra. Han var langt fra velegnet til at finde ud af hvad han skulle stille op med denne situation. Bedstefar var endt i gruset og Demian virkede truende og Elmyra lettere panisk... ikke nogen god blanding for en lille dreng som ham.
Lige med et begyndte han at vride sig for at komme fri, men da det ikke virkede så greb han stædigt ud efter Demians kappe og hev til.
Uanset hvad der end skete, så ville han ikke tillade at nogen gjorde skade på hans bedstefar! Bedstefar var ikke nogen ond mand og det stod han fast ved også selvom at ingen så ud til at kunne lide ham. Han nægtede fuldt ud at give slip og nynnede klagende til Demian for at få ham til at lade Kimeya være. Han var magtesløs i en situation som denne her, men for alt i verden ville han ikke have at der var nogen der skulle lægge hånd på hans bedstefar!

[Deleted]

Det var svært som Elmyra havde set sig så stædigt på at få ham væk fra Kimeya. Han havde jo for pokker ikke tænkt sig at slå manden ihjel her på åben gade! Han lignede måske sin far på mange områder, men lige der... lige der så han gerne at hun havde bare en smule mere tillid til hans dømmekraft. Uanset hvor meget hans attitude så lignede den af en typisk Warlock. Hånden der greb fat i hans skulder fik ham direkte til at tænde af, men chokket var næste større en mindet om ubehaget i sig selv. Hvilket faktisk var ret heldigt i en situation som denne her.
"Men det er hvad jeg er! Jeg er en Warlock nu, lige meget hvordan du end så vælger at se på det!" Endte han fast, med fare for at lyde som en der snerrede irritabelt. Han ønskede ikke at gøre det her mod hende, men han følte sig i den grad sat i spænd, med fare for at eksplodere som en tikkende bombe.
"Docuz!" Vrissede han irritabelt og vristede sig fri af deres tag i ham da han løsnede kappen fra sine skuldre og trampede frustreret over mod Kimeya. Han havde virkelig mistet sin tålmodighed med det her. Når han sagde at han ikke havde tænkt sig at slå manden ihjel, så var der også grund for det. Han greb ud efter armen på sin far og trak ham tilbage på sine ben igen, uden så meget som et ord til mandens næsvise kommentar. Et irritabelt og nedværdigende blik gled over Kimeya, som han slap ham igen.
"Og tænk sig engang.. hvem mon jeg har det fra? Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel... du står ikke på min liste... endnu. Kald det et sjældent råd internt blandt familie, men.. hold dig i undergrunden for nu... næste gang vi mødes vil jeg måske blive nød til at gøre det af med dig." Endte han i en fattet og rolig tone, som han for første gang efter mange mange år igen nu, stod og betragtede sin far på nært hold.
"Du har aldrig givet mig en grund til ikke at hade dig, så jeg går ud fra at det er hvad du ønsker... og du skal være velkommen til at jagte alle dem der står omkring mig, men jeg svare ikke for følgerne hvis jeg for fingrene i dig." Med den tone han holdt, så var det ikke sikkert at Ellie ville være i stand til at høre ham fuldkommen. Samtalen var bevidst henvendt til Kimeya. Tiderne havde ændret på mange ting og det her var bestemt en af dem. Demian var ved at vokse fra sit indædte had til sin far. En ting som hans far nok aldrig nogensinde ville lære.

[Deleted]

Elmyra kunne ikke andet end bare at se på de to kamphaner foran hende. Helt ærligt! Man skulle en gang i mellem ikke tro at de var voksne mænd med den opførsel! De var midt på åben gade. Hun frygtede for folks sikkerhed mere end noget som helst andet. Hun var bange for hvordan kampen ville ende for Demian men et sted så var det hans valg og som det sot lige nu så ønskede han åbenbart ikke. Hun sendte Kimeya er koldt blik ved hans ord. Håbede han på en kamp på åben gade? Det kunne godt lyde sådan. Hun sukkede irritabelt og greb fat i Demian. Han var sgu da i det mindste nød til at lytte til hende bare en smule!
Men nej. Hans ord var som en lussing over hendes kind. Hun slap ham omgående og kiggede på ham med et koldt blik. Nu havde hun fået nok. "Æblet falder åbenbart ikke langt fra stammen. Du er ikke en skid bedre end ham Mr. Death" hvislede hun koldt. Hun mærkede hvordan Docuz rev sig fri før hun kunne gøre noget. Den lille knægt altså! Han ønskede ikke at der skulle ske Kimeya noget men Kimeya var ikke vigtigt lige nu. Som Demian vrissede af den lille gik Elmyra hen og greb fat i Docuz, ikke for hårdt men bestemt. Kappen som Demian smed gjorde det virkelig kun lettere for hende at samle den lille op i sin favn. "Bliv her." Det var ikke en bøn men næsten en ordre. Hendes stemme var rolig da hun henvendte sig til den lille dreng men han skulle også vide at det ikke længere var for sjov. Det her var for meget. Hun gad dem ikke mere. Hvis de ville slås så måtte de gøre det men hun gad det ikke. Tænk sig at voksne mænd kunne opføre sig så barnligt! Hun havde virkelig troet bedre om Demian men måske hun tog fejl? Han var ikke den samme længere. Den søde unge mand som hendes hjerte havde slået for syntes næsten borte i dette øjeblik. Hun bed sig stille i læben men rettede sig så op med det stålfaste blik igen. "Gør som i vil. Slås, slå uskyldige ihjel. Jeg er efterhånden ligeglad. Mørk magi har det med at korrupte alt omkring sig. Mig får du ikke lov til at hive med ned i mørket, Demian. Det er din verden. Ikke min." Hun gik et skridt til siden og rettede opmærksomheden mod Kimeya. "Hils Faith fra mig. Guder skal vide at din kvinde forguder mig" sagde hun en smule drillende hvorefter hun vendte rundt på hælene og begyndte at søge væk fra de to mænd. Hun nåede flokken af mennesker om havde stået og kigget på dem og hun massede sig ubesværet igennem dem og fortsatte ned af tovet. Pokker tage Warlocks og alt hvad de stod for!