You are all going to die

[Deleted]

Chryseis stod nærmest krumbøjet foran menneskemængden som så til, at de blev slået ihjel. En efter en... Det satte en kraftig hjertebanken i hendes bryst, og det føles uden tvivl forbandet ubehageligt! Hun var den sidste.. den sidste i rækken. Hun havde set dem falde.. set hovederne rulle.. set dem blive tømt for blod, og havde selv - ligesom dem, været udsat for en række med tortur over flere dage, som havde efterladt hendes ellers så smukke og flotte ansigt fuldstændig uigenkendelig. Hendes kæder raslede om hendes ankler og håndled i takt med at hun bevægede sig. Døden var hun ikke bange for. Det var blot en naturlig del af livet, og dette var ikke noget undtag. Bare lidt mere groteske omstændigheder.
Som en skovnymfe, blev hun i forvejen svækket af, ikke at være i nærheden af skoven. Svagt bed hun sig i læben, som hun skiftevis så på dødsenglen og denne vampyr, som stod for mesteparten af arbejdet. Uanset hvilken modstandsgruppe det var, som de måtte omtale, så var det ikke noget som havde noget med hende at gøre! Altid havde hun levet sit stille og fredelige liv.. frem til hun var drevet fra skovene og var grebet på denne side af grænsen.
Chryseis trak vejret dybt. "Min ånd vil leve videre.. Mit liv har I måske i sinde at knække, men alt hænder af en grund.. jeg vil komme igen," fastholdt hun. Hun troede på at sjælen ville vandre, og særligt med det bånd som hun havde til naturen, var det vel heller ikke underligt, at det var således, at hun måtte tænke? Automatisk gled hun ned på knæ. Lænkerne var blevet så tunge for hende at bære. Hun begyndte at messe en gammel remse. En som hun havde lært for frygtelig mange år siden.. En som skulle beskytte hendes sind og sjæl. Mørket skulle ikke have lov til at vinde!

[Deleted]

Et djævelsk grin fyldte næsten hele Macaria's ansigt ved skovnymfens ord. Det handlede ikke engang om modstandsbevægelsen længere. De var tavse, ingen var kommet frem. Det var lige meget. Nu handlede det bare om at dræbe.
"Selvfølgelig gør du ikke det," svarede Macaria hende med en lille latter, mens hun nærmede sig med faste skridt, der var lige så ubarmhjertige som døden selv. Blod glinsede omkring hendes mund i skæret fra stjernerne, og der var også noget, der havde dryppet ned over hendes hage til skjorten. Da skovnymfen begyndte at messe, himlede Macaria med øjnene. Hvor hun dog hadede religiøse hoveder, lige meget hvilken religion, som de levede deres liv efter.
"Bla bla bla! Modstandsbevægelse? Bla bla bla bla hjælp? Nej?" Macaria kiggede ud mod folkemængden med en viftende hånd. De kendte remsen, men ingen sagde noget. Ingen. Ligegyldigt trak hun på skuldrene. I det mindste kunne medlemmerne af denne bevægelse, sidde med en sur smag i munden resten af deres levetid.
I et fast tag greb hun fat i pigens hår, og tvang hendes hoved tilbage, så struben blev blottet. Der var ingen til at hjælpe hende. Ingen der ville redde hende. Hendes liv var ubetydeligt, og ingen ville savne hende.
Macaria studerede hendes ansigt lidt, inden at hun ligesom med den første, greb om hendes hoved, og uden yderligere tøven, knækkede hun nakken på hende. Folk gispede endda ikke mere. De stod bare som et tavst publikum. Måske kunne det her endelig skabe lidt orden i gaderne.
Alle 4 fanger var døde. De lå livløse på en fin række, som perler på en snor. Macaria drog et suk, og satte hænderne i siden, mens at hun betragtede ligene.
"Godt så! 4 døde, og ingen modstandsbevægelse! Stoler I NU på mig, når jeg siger de er ligeglade med jer? De er kujoner! Bange! Jeg vil hjælpe jer! JEG beskytter jer!" råbte hun højt og klart. "Vi kan gøre Manjarno til et stærkt land, men alle må løfte deres læs! Hvis nogen har oplysninger om modstandsbevægelsen, så opsøg mig! Jeg vil gøre alt, hvad der er i min magt, for at fælde dem, og give jer borgere tryghed! Spred budskabet! JEG beskytter jer!"
Svagt begyndte nogen af klappe i hænderne, mens en mumlen bredte sig gennem den ellers tavse folkemængde. Andre vendte bare ryggen til og gik, men Macaria var ligeglad. Hun havde fået ryddet op i sin fangekælder, samt givet folk noget at tænke på. Forøvrigt havde det været utroligt underholdende.
Bredt smilende vendte hun sig mod Zean og sine bodyguards. Nogle vagter var allerede i gang med at slæbe ligene væk.
"Skal vi tage hjem, og fejre det?" spurgte hun, og slog muntert hænderne sammen. "Jeg har lyst til at fejre det!"
Grinende slentrede hun hen til Zean, og tog hans ene arm, inden de begyndte med deres følge af vagter og bodyguards, at forlade torvet, for at komme hjem til DeLoca Palæet. Alt i alt hvade det her været en ekstrem god nat!

//out

[Deleted]

Chryseis rystede. Et sted var hun selvfølgelig bange, for hun havde altid været her på jorden! Altid! Naturen havde alle dage været hendes hjem, og været det, som hun havde kæmpet for. Aldrig havde hun taget noget, som mindede om parti i nogen sager. Altid levet alene og bare passet sig selv, og den skov og natur, som havde været omkring hende. Hun brød sig i forvejen ikke om at være fanget på den måde! Overhovedet ikke! Hun messede, også selvom det hurtigt blev afbrudt. Det kolde greb om hendes hår og nakke, fik hende til at stivne. Hun spændte fast i hele kroppen, da hendes hoved blev tvunget tilbage, og allerede inden hun overhovedet kunne gøre noget ved det, tog Macaria fat i hendes nakke og vred om, så nakken knækkede. Hendes pupiller trak sig hurtigt sammen, hvor hun gjorde et kraftigt spjæt, efterfulgt af et gisp, inden hun faldt direkte til jorden.
Chryseis døde dog ikke bare for at dø.. Hun så en lettelse i det. For en gangs skyld, kunne det nemlig være, at hun kunne være sammen med Melchior.. Den engel og den mand, som altid havde haft hendes hjerte.

//Out