You are all going to die

[Deleted]

Solen var for længst gået ned, men alligevel var torvet dækket til med folk, der stod som stenstøtter under den stjerneklare nattehimmel. Der var næsten helt stille bland indbyggerne i Ityrial. Kun få hviskede ængsteligt sammen, mens de strakte hals, for at se mod midten af torvet, hvor sortklædte soldater stod i en ring, for at holde folk væk. Deres uniformer viste at de var fra Dvasias, og loyale til regenten i Manjarno, folk var ivrige efter at se. Det var hende, som havde erobret deres land, og mange rygter havde kørt omkring hende. Nogle sagde hun ene kvinde overtog hele slottet, samt slog en drage ihjel. Nogle mente at hun måtte være ondskabens eget barn med horn i panden. Mange svor at man faldt døde om, bare hun kiggede på én. Andre mente hun måtte være skønheden selv, fordi hun stjal folks sjæle, så hun fik deres egenskaber og ungdom. Hun var lige blevet gift, fortalte man hinanden - med dødsenglenes leder, der havde slagtet og overtaget Paggeija. Mange spyttede når det nygifte par blev omtalt, som var de pesten selv.
Derfor var mange ivrige efter at se, hvem deres nye herskerinde var, samt finde ud af, hvorfor pokker, hun havde sendt besked ud til gud og hver mand, om at man skulle møde op på torvet midt om natten. 
Endelig skete der noget, og folk stillede sig op på tæer, for at kunne se. 
Beskyttet af en masse soldater, kom hun gående. Eroberen af Manjarno. Macaria Forsyth. Menneske var hun hvert fald ikke, så fejlfri som hun var. Vampyr måtte være den eneste mulighed. Tykt, rødeligt hår var flettet løst op, så det ikke kom ned i hendes øjne, der observerende gled over folkemængden. Mange skyndte sig at kigge væk, for ikke at møde det dybe blik. 
Hun var klædt praktisk på i bukser, støvler og en løs skjorte. Alt sammen lavet i blødt, fornemt stof, som få havde råd til. Ved hendes side gik hendes ægtemand, og bag dem et par adelige, samt nogle personlige bodyguards. Helt bagerst var der det, som fik indbyggerne til at miste alt farven i kinderne, mens en begyndende frygt satte ind hos dem. 
4 fangere blev slæbt afsted på en linje. Alle lænket så de knap nok kunne løfte fødderne, og tævet så hårdt, at man knap nok kunne genkende deres ansigter. 

Macaria stillede sig op midt på torvet. Hun var i fremragende humør, og smilede bredt mod indbyggerne i Ityrial med hænderne i siden. Det var en kølig aften med frost i luften. Perfekt til blodsudgydelse. 
Foran hende blev fangerne slæbt frem på række med ansigterne vendt ud mod indbyggerne, inden de blev tvunget i knæ på de hårde brosten. Der var fuldkommen stille på hele torvet. 
"Godaften folkens!" hilste hun muntert, uden at behøve at tale særligt højt, for at alle kunne høre hende. Alles opmærksomhed var rettet mod hende og de 4 fanger. "Ingen af jer har set mig før, men mit navn er Macaria La-" Hun rømmede sig. "Forsyth! Jeg er jeres regent, men det ved I jo allerede. Som I alle ved, gør jeg alt hvad jeg kan, for at sørge for Manjarno vil vokse sig større og stærkere, men desværre er der nogle blandt jer, der ikke ønsker det. De bringer jer i fare! På grund af dem må jeg sende soldater ud i gaderne og ind i jeres huse, for at finde dem. Disse folk kalder sig en modstandsbevægelse! En modstandsbevægelse der kæmper mod den magt og rigdom, som jeg kan give jer! De er ligeglade med jer! De vil bare overtage Manjarno, så DE kan få magten. Lad jer ikke narre... de er fuldkommen ligeglad med hvad der sker med jer."
Hun tav kort. Folk hviskede sammen. Med sin vampyriske hørelse, kunne hun tydeligt høre orde som "heks, hore, tyv, løgner" og meget andet. Selvfølgelig ville de ikke tro på hende. Derfor havde hun taget gæster med. 
Hun slog ud med armene. "Stoler I ikke på mig?! Lad mig vise jer, akkurat HVOR ligeglad de er med jer!" Afslappet slentrede hun hen  bagved den første fange i rækken, og slog hænderne ned på hendes skuldre. "Det her er Indira! Hun er en havfrue! Uskylden selv! Nu spørg jeg! Er der nogle fra modstandsbevægelsen her?! Hvis der er, så træd frem, ellers så dør søde, lille Indira!"

[Deleted]

Det var ikke helt sådan her han ville have gjort det. Selvfølgelig havde han støttet sin nye kone i ideen...En ide han desuden var kommet med, samme aften de var blevet enige om at blive gift. Nu var de ikke bare gift, men også ved at likviderer en lille gruppe folk. Alt for lille gruppe. Men lidt var vel bedre end ingen. Han havde selv forestillet sig at de skulle banke nogle brædder op og lave en lille scene til henrettelserne og til hinanden, så alle kunne se dem og se dem der døde. Her, på jorden, kunne de bagerste intet se og spørgsmålet var også hvor meget de hørte? Og selv om der stod vagter hele vejen rundt om dem, følte han at mængden alt for hurtigt kunne overmande dem, blot skubbe dem væk, og komme ind til ham og Macaria. Nah...Rent strategisk var dette ikke sat godt op. Men han holdte sig til deres aftale og brokkede sig ikke. Det var Macarias beslutning, i det mindste fik han selv første klasses udsyn til herlighederne!
Han var klædt i de knæhøje støvler, nogle sorte bukser og en varm jakke af mørkerødt stof og med gyldne mønstre og knapper. Det brune hår var redt pænt på plads. Om hans hofter hvilede et bælte, skævt, men nu ikke af en pisk, men af et flot prydet sværd. Et sværd han havde fået da han skulle indtage Paggeija, af hans egne engle. Angående engle. Deres bodyguards, halvdelen af dem bestod af dødsengle, som blot fik mørket til at virke mere frygtsom og krybende.
Et svagt smil hvilede på Zean, da han stod med rank ryg og hænderne samlet på ryggen og kiggede rundt, mens han lod Macaria om at tale. Han var jo bare ægtemanden, han var her bare. Han trak vejret dybt, men fortrød straks. Der var lyden af stemmer og stanken af mange folk. Natten var desuden både kølig og lidt fugtig. Hans blik gled opmærksomt ud over mængden omkring dem. Det var næsten umuligt at se om der gemte sig fjender i mængden. Han følte sig udsat. Med en svag bevægelse med den ene hånd, stort set usynlig i mørket, kom to af hans egne engle hen til ham og stillede sig lige bag ham. Bare for en sikkerheds skyld.

[Deleted]

Hvert et skridt var tungt.. kæderne raslede om fødderne på Indira, og hendes arme føles tunge, af de lænker som holdt hende. På rad og række, blev de ført frem. Hende som den forreste. Det værkede og det gjorde ondt i hele hendes krop. Hun vidste hvad der skulle ske.. Hun var ikke klar til at lade livet!
Gennemtæsket, så hun næsten ikke var til at kende, stoppede hun op, da det blev gjort tydeligt for hende, at hun skulle stå stille. Hun var beskidt.. hendes hår var uldet og hendes tøj var laset. At være på land, begyndte at blive meget ubehageligt for hende.. Gud hvor hun dog længtes tilbage til vandet, for hun havde virkelig ikke noget med det her at gøre! Hun blinkede med øjnene. Hvad ville Tom ikke ende med at sige?
"Lad mig gå..." hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun så mod menneskemængden. Det var svært her i mørket, men hun kunne jo se, at de intet ville stille op for at redde hende! Uskyldig taget i det her foretagende! Hun havde jo intet at gøre med noget som helst!
Slaget mod hendes skuldre, tvang hendes ben til at give efter under hende. Hun røg direkte ned på knæ. Hun kunne jo knapt holde sig selv oprejst. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Var der overhovedet nogen der ville redde hende? Tom..? Domenico? End ikke hendes fader, som ville betræde jorden, for at gøre det for hende. Hendes krop begyndte at ryste. Ikke fordi at hun som sådan bed sig mærke i kulden, som så mange andre måske ville have gjort det, men når man var vant til at leve ude i det fri og i det iskolde vand, så skulle der alligevel mere til. Hænderne støttede af mod jorden foran hende.. Hun var intet andet end en udstilling i det her øjeblik. Det gjorde ondt. Virkelig, virkelig ondt.
"Please.. lad mig gå... jeg vil ikke dø.. jeg vil ikke..!" I takt med hendes udtale, blev hendes stemme højere og mere skinger. Hun vendte blikket bedende mod Macaria, som stod bag hende. Hun ville ikke dø! Hun ønskede slet ikke at miste livet!

[Deleted]

Ingen rørte sig af stedet. Folkemængden var fuldkommen stille, så man næsten kunne høre vinden hvisle imellem dem. Ingen turde sige noget, eller røre på sig. Deres frygtsomme blikke stirrede bare på Indira og Macaria. Et djævelsk smil bredte sig på Macaria's læber.
"Det tænkte jeg nok..." hviskede hun, mens hendes blik gled over forsamlingen af blege ansigter. Hvor var de dog alle så forudsigelse og bange. Hendes hænder gled op om hovedet på Indira, inden at hun med en hård bevægelse, rev hendes hoved rundt, så der lød et tørt knæk, der gav genlyd i den stille nat. Den lænket og misbrugte krop af havfruen faldt om på jorden med hovedet vendt 180 grader rundt, så man tydeligt kunne se, hvordan nakken var knækket, så let som en kvist. Det skabte reaktion blandt folket.
Nogle skreg eller græd, mens andre bandede og råbte skældsord mod dem. Macaria stod blot smilende med liget af havfruen for sine fødder, mens tålmodigt lod folk rase ud. Ingen turde alligevel gøre noget. Dem der var lidt for hidsige, blev slået til med skaftet af et spyd, så de faldt til ro igen. Selvom de var mange, var de rædselsslagne for mørkvæsnerne, der lignede noget, som var taget direkte ud af deres væreste mareridt.
Macaria hævede hænderne i vejret, for at få ro, og næsten med det samme stilnede larmen af. Folk blev igen tavse som døden.
"Sagde jeg det ikke?! Modstandsbevægelsen gjorde ingenting!! Ingen sagde noget! Ingen trådte frem!" råbte hun provokerende, mens hun vendte siden til mængden af folk, for at slentre over til den næste fange. "Den her modstandsbevægelse påstår at de beskytter jer! Hvor er de nu?! Hvorfor ofre de ikke sig selv, for at have kunne redde søde, lille Indira, der nu ligger død?"
Hårdt slog hun en hånd ned på den næste fanges hoved, og ruskede det kærligt.
"Hvad med ham her? Nogle der vil redde ham? Nogle der vil fortælle hvor eller hvem modstandsbevægelsen er, for at redde hans liv, og-" Hun tav brat, da hendes blik gled ned, og opdagede fangen foran hende. Et smil flækkede hendes ansigt i to, og hun måtte holde en lille latter tilbage, inden at hun drejede hovedet over skulderen mod Zean.
"Elskede?" kaldte hun sødt, og gjorde en håndbevægelse, for at få ham over til sig. "... det her er lidt pinligt, men... jeg tror det her er én af dine."
Hendes fingre lukkede sig om hårlokkerne på fangen, for at rive hans hoved tilbage, så hans ansigt blev vendt op mod hende og Zean. Tydeligt en dødsengel.

[Deleted]

Indira græd.. Hun ønskede virkelig ikke at miste livet! Hendes krop rystede, og det at holde sig på benene, var uden tvivl forbandet hårdt for hende. Hun snøftede næsten helt ukontrolleret. Det her var slet ikke noget som lignede hende, men at bevare kontrollen, kunne hun slet ikke lige nu. Hun ønskede ikke at miste sit liv! Der var så meget, som hun ikke havde fået gjort endnu!
"Please.." hviskede hun med en dæmpet stemme, inden hun mærkede hænderne omkring hendes hoved. Det gik først for alvor op for hende, hvad der var i færd med at ske, da Macaria tog mere fat og vred rundt, så det knækkede i nakken. Hele hendes krop gjorde et kraftigt spjæt, inden hun faldt direkte ned på jorden og ned i de lænker, som havde holdt hende til hendes sidste åndedrag. Nu med en knækket nakke, så var hun død.

//Out

[Deleted]

Hans blik gled over de beskidte og tæskede fanger, til tilskuerne omkring dem. Var det en moder der stod og pressede sit barn ind mod sine ben?
Macaria var vist god til det med ord. Det var uden tvivl en af hendes evner der havde bragt hende så langt. Han lagde mærke til hvordan ordene ramte folkene omkring dem, hvordan de forsvarsløst så til, mens folk skulle dø. Dette var en god ide. Han elskede Macaria for den. Dette var virkelig sjovt! Også selv om indira...Eller hvad hendes navn nu var...var død alt for hurtigt og uden for meget smerte. Det var næsten kedeligt at folkene døde så let. Men igen...Det var noget Macaria bestemte. I det mindste døde folk.
Hans blik gled ud over den smule tumult der var opstået. Han så først over på Macaria, da hun næsten stod og grinte. Vel ikke af ham? Den slags respektløshed ville han absolut ikke stå model til. Hans kolde blik gled ned til manden i hendes hånd. Ja. Det så i den grad ud til at være en dødsengel. Men ikke en han kendte. Meget af hans race var samlet i Paggeija, men der var stadig et par individer der foretrak at passe sig selv. Dette måtte uden tvivl være et af dem...og se som han sad der! Uden mulighed for at blive reddet, end ikke af sin leder! Åh, han skulle være kommet da Zean kaldte...Måske ville han havde talt mandens sag. Men nu var der ingen kære mor. Han kunne ikke bruge folk, der ikke var loyale til ham.
Han så på Macaria med et svagt smil, da han i et stort skridt stod ved siden af hende. Hvad ville hun have han gjorde ved det? Han så kort på manden igen, før hans arme nærmest fløj op i luften og tilkaldte sig folks opmærksomhed.
"Dette er et perfekt øjeblik! Se på denne mand! Se på denne ynkelig mand! Han er ikke loyal til dødsenglene. Lad mig vise jer at dødsenglene ikke støtter modstandsbevægelsen, men at vi vil knuse den for jeres fødder! Lad mig vise jer at vi ikke kun er et billede på jeres mareridt, men at vi har en fælles fjende at gøre front mod!" Hans arme faldt ned langs siden, da han med en hånd på sit sværd vendte sig om mod Macaria med et koldt smil.
"Må jeg, min elskede?"

[Deleted]

Lænkerne var tunge. Selv for Castiel. Hans vinger var brækket under den tortur, som de havde været underlagt igennem de sidste dage. Hans lange liv i Procias var ovre.. Døden var han dog ikke bange for. Ikke som den arme kvinde, som havde mistet livet lige før ham. Folk skreg.. enkelte jublet. De skulle bare vide hvad Dvasias var for et korrupt sted! Der var en grund til, at han selv tilbage i sin tid, havde forladt stedet! Selv for en engel.. En engel som han ville elske og ære frem til den dag.. det øjeblik, hvor han selv ville dø. Han knyttede næverne, da det tilsyneladende skulle være hans tur.. Næste på listen. De var 4.. meget snart ville denne Macaria være halvvejs igennem.
Castiel sænkede hovedet en anelse. Hans ansigt var hævet.. smerten nærede ham med energi, så han tog det faktsik ikke så tungt, dog selvom det gjorde ondt. Macaria tog fat i ham og førte hans hoved bagover. Enkelte tænder var selv slået ud under omgangen.. Han grinte. Han grinte af dem. "Tror I virkelig, at det her er noget som I får noget ud af..?" endte han med en mere hæs stemme.

At hans egen leder skulle gøre sin entre, havde han næsten set komme. Naturligvis.. Han skulle falde for fødderne af hans egen leder. Lænkerne var efterhånden så tunge at bære, at det var hårdt for ham. Det gjorde ondt.. Virkelig ondt. Han spyttede for fødderne af dem, hvilket fik mange af de tilstedeværende til at gispe. Loyal til Procias! Det var hvad han var! Selvom hans liv ikke ligefrem havde været en dans på roserne. Slave.. tjener.. han hadve afsluttet med noget ærligt og ædelt, og det var han stolt af!
"En dødsengel og en vampyr... vanære, Zean... Og du skulle kalde dig en leder af vores race?" Han vendte blikket træt mod ham. Der var ingen kræfter i den her verden, der ville redde hans liv.. Ikke så meget som en eneste. Hårdt sagt måske.. men han var rede til at gå døden i møde. Han stod for evigt på Procias' side i den store krig!

[Deleted]

Ubekymret hvilede Macaria sit blik ned på dødsenglen for hendes fødder, mens at Zean snakkede til folkemængden. Om de fik noget ud af det her? En hel del faktisk. Hvorfor tog den søde, lille dødsengel ikke et kig rundt på folkemængden. De var rædselsslagne, tavse, medgørlige. Nogle var endda ved at løsne op om den ide, at modstandsbevægelsen var den samlet fjende her. Godt nok var ingen trådt frem for at udlevere dem, men måske kom det senere.
Da Zean vendte sig mod hende med sin forespørgelse, sendte hun ham et sødt smil.
"Selvfølgelig, må du det. Det er blot din ret," svarede hun ham, og trådte et par skridt tilbage, så han kunne komme til med sit sværd. Faktisk var hun glad for, at han ville gøre det her. Det udviste samarbejde mellem dem, og de kunne nyde noget godt sammen. Hun elskede når de kunne dele sådan noget her.
Selvom dødsengel mumlede noget med vanære, tog hun det ikke for tungt. Vanære? Well.. ja... de var hver deres race, men for det første, ville der aldrig kunne komme et barn ud af det, og for det andet var hun en af de mest magtfulde personer i Manjarno og Dvasias. Vanære? Den stakkels dødsengel. De burde næsten have plukket fjerene af ham.
Hun lagde afventende armene over kors, mens hun betragtede sin ægtemand og hans offer. Deres hjerteslag lød som et ekko i hendes øre. Hvor hun dog glædede sig til at høre lyden af hjertet, når det stoppede. Det var hendes ynglings lyd! Der var ikke noget lige så tilfredsstillende.

[Deleted]

Han trådte hen på Macarias plads og trak sit nye, flotte sværd at den skede. Den fangede det svage lys omkring dem og genspejlede sine omgivelser. Det var flot og tydeligvis ret nyt, ikke så meget som en ridse i dens æg endnu. Zean så ned på englen, denne dødsengel, der krøb for hans fødder. Han var en ødelagt mand, ikke nogen han ville kalde en dødsengel. Tæsket og så træt i kroppen at han ikke engang kunne dø med ære. Et svagt, koldt smil gled over Zean. Hvor ville han have elsket at torturerer manden endnu nogle dage. Nej. Denne fremmede dødsengel var den der bar vanæren. Han kunne ikke snakke om ære, når han sad her på jorden foran ham og skulle til at dø. Havde han haft nogen ære, var han kommet, da Zean havde kaldt på dødsenglene. Han havde intet til overs for manden.
Han løftede sværdet. Det sang i luften, på vej mod sit bytte. Han mærkede modstanden og de få sprøjt af blod, der ramte ham i ansigtet og på hans tøj, samt, selvfølgelig, på deres omgivelser. Sværdet var skarpt og med sine erfaringer som healer og en der elskede at slå ihjel, havde manden, mod alt han fortjente, død hurtig. Han trak en klud op af sin ene lomme og tørrede blodet af sværdet, før han stak det tilbage i skeden og trådte et skridt tilbage, så Macaria igen kunne overtage det hele. Den døde dødsengel kunne være glad. Zean havde slået ham ihjel personligt. Det var mere end hvad andre kunne prale af. nåe ja...Slået ham ihjel, netop for at bevare æren for dødsenglene. Tilfreds slikkede han en bloddråbe af sin læbe og kiggede rundt. En der holdte med Procias...Procias og modstand. Forstod folk det måske ikke snart?

[Deleted]

Castiel stirrede fast på dem begge. Han var træt.. Dage med tortur og manglende søvn og næring, var uden tvivl noget, som selv måtte sætte sine spor på ham. Hovedet ville ryge.. selv det vidste han jo allerede nu. Denne dødsengel var end ikke det værd at følge i hans øjne. Han havde valgt Procias til fordel for det liv, som han kunne få på denne side af grænsen og med den dom af pædofili som han havde haft hængende over hovedet, så var det måske.. lettende et eller andet sted. Han kneb øjnene træt sammen.. Meget snart ville det være slut.
Castiel gled i knæ for fødderne af sin egen leder.. Han var rede. Ikke en tåre.. ingenting, blev spildt til ære for dem, og aldrig i hans liv, om de ville få lov til at høre ham tigge og bede for noget som helst! Det var slet ikke noget som ville komme på tale! Sværdet sang frem til modstanden. Det stivnede kraftigt i Castiels krop, da hovedet blev skildt fra resten af kroppen. Kroppen faldt baglæns i små kramper og hovedet trillede bogstavelig talt henover jorden. Folk gispede og trak sig mere væk fra de forreste pladser. Død for sin tjeneste i Procias.. Så kunne Castiel da endelig finde fred.

//Out

[Deleted]

Saligt måtte Macaria lukke øjnene, da sværdet ramte sit mål, og den søde duft af blod fyldte luften omkring hende, mens en hjertebanken blandt mange døde bort. Desværre havde intet blod ramt hende, fordi hun havde stået for langt væk. Mens Zean bakkede tilbage, gik hun hen til ham, og od en hånd glide om bag hans ryg for at stoppe ham. De bløde, kolde læber lagde sig begærligt mod hans kind. Hun kunne ikke lade være. Bloddråber havde ramt ham i ansigtet, og duften af det, havde tændt rovdyret i hende. Læberne nåede at fange et par blodpletter på hans kind, som hun kyssede væk, bare for at opfange lidt smagen, inden at hun trak sig fra ham. Det var ikke den form for intimitet, der plejede at være mellem dem, men duften var for indtrængende. Hendes natur krævede det. En smule undskyldende smilede hun til ham, inden at hun trak sig væk. For dem et stykke væk, kunne det ligne, at hun havde kysset sin elskede ægtemand, for dem tættere på, havde de nok kunne se bloddråberne på hans kind, som hun havde kysset væk. Lige meget hvad, skadede det ikke deres facade, selvom der ikke havde været meget skuespil over hendes gestus.
Hun tog sig sammen, og prøvede ikke at se ned på den døde dødsengel, som blodet silede fra. Lysten pirrede hende til at fugte læberne. De ellers så mørkeblå øjne, var blevet blodrøde.
Der var to fangere tilbage. Hun tog den næste. På lugten at dømme, var han menneske.
"Den næste fange!" bekendtgjorde hun med en høg, tyk stemme, der afslørede hendes nydelse ved alt blodet. Kort måtte hun lukke øjnene, for at samle opmærksomheden. Hendes fingre strøg kælent igennem fangens tykke hår, hvor få grå hår var ved at komme til syne i alt det gyldne. Hun kunne høre hans hjertebanken. "Et menneske! I er ved at kende den her leg, folkens... skal han også dø?!"

[Deleted]

Alt i hans krop værkede og ømmede sig. De mange, lange dage med tortur og tæv havde ikke båret frugter, og det havde kun fået soldaterne til at tæve ham hårdere. Hvad havde han at fortælle dem? De ville have informationer om Resistentia, men han havde ingen at give. Det føltes som om flere af hans ribben var brækket, og en hævelse var begyndt at forme sig over hans ene øje. Men Jonah lod sig ikke berøre af det. Smerten ville ikke vare meget længere. Han vidste det allerede da de fire var blevet taget ud, og det var kun blevet klarere da både havfruen og dødsenglen før ham var blevet dræbt.
De gamle, trætte øjne gled ud over folkemængden foran dem. Han vidste ikke hvad han forventede at se. Der var ingen kendte ansigter derude. Ingen som så på ham med genkendelse. Han synes end ikke han kunne se en chokeret mine – måske var de blevet vant til grusomhederne som allerede havde fundet sted, eller måske var det fordi de simpelthen var ligeglade med hans skæbne. De, ligesom han.
Hans blik søgte op mod Macaria, der hun førte fingrene gennem hans hår. Han rettede sig op, så meget som hans lænker tillod ham. Han havde ikke tænkt sig at dø uden værdighed. Hans sværd havde de taget fra ham, ligeså hans sparsommelige rustning. Han var efterladt i en beskidt skjorte og lasede bukser, og følte sig mere nøgen end nogensinde før. Nøgen og skrøbelig. Men han nægtede at lade det blive vist, hverken for Macaria, hendes dødsengel eller mængden foran dem.
”Du kommer ikke til at høre mig trygle om nåde.” sagde han med en trodsig ro i stemmen. Han ville have spyttet, men bare at tale gjorde ondt. Det ville ikke overraske ham hvis kæben også var brækket. ”Dræb mig, hvis du tror det nytter noget. Jeg vil hellere dø, end at se Manjarno blive regeret af to monstre som jer.” Han flyttede blikket fremover, ud over folkemængden. Han forsøgte at se så stolt ud som muligt, men sådan som Macarias soldater havde efterladt ham, trådte det frem hvor gammel og skrøbelig han faktisk var. ”Leve Resistentia!” fik han frem, velvidende at det meget vel ville være de allersidste ord han ville sige på denne jord.

[Deleted]

Han stoppede op ved Macarias arm om hans ryg og noget forundret var han vidne til hvordan hun slikkede blodet af hans kind, forklædt som kys. Han lod hende. Men ikke uden at sende hende et smil på vejen og et drillende blik...Hans ene hånd gled over hendes arm, da hun slap ham igen, lidt som ønskede han at hun blev ved hans side hele tiden. Om det var skuespil hele vejen igennem? Det var op til folk at bedømme.
Han smed den beskidte klud på jorden, ret ligeglad med den. Blodet fra den døde dødsengel vædede jorden foran dem og gjorde den endnu mørkere i det svage lys fra faklerne omkring dem.
Var det virkelig så forfærdeligt at se en vampyr og dødsengel sammen? Det undrede ham. De var begge væsner af mørket. Sådan som han så det...Var det ikke det værste. Så længe han fik børn der var dødsengle...om det så bare var halvt...Var det bedre end ingenting. Og hvad folk måske ikke vidste, kunne Macaria jo ikke få børn. Nåe ja, folk både elskede og hadede Macaria, og ham, og nu måske mere end før. Han havde godt nok ikke tænkt over det, men hele hans liv havde han modtaget disse ord og respektløshed, så det generede ham ikke rigtig. Han var blevet god til at ignorerer det.
Hans blik gled ud over folkemængden, som den tredje fange blev slæbt frem. Den tredje...Så var de nok snart færdige. Trist. Dette var ellers ganske sjovt og værd at nyde. Hans hænder samlede sig over sværdknoppen, som han stod rank og blot så på, som en statue. Langt fra en person der ville forhindre det. At manden, dette uduelige menneske, kaldte for resistentia bevidste blot at de folk, der blev dræbt, hørte til modstanden, faktisk talte det kun for Macarias sag. Åndssvage mand. Det havde været bedre han råbte noget andet, noget der faktisk var skadelig. Nå, godt han snart var død. Måske skulle de gøre dette noget oftere?

[Deleted]

Med et sødt smil kiggede Macaria ned på mennesket for hendes fødder, mens at hun blot legede med hans hårlokker. Hun kunne høre hans blod bruse rundt i kroppen, hvilket fik hende til at fugte læberne sulten.
"Shhhh.... shh... shhhh..." tyssede hun blidt på ham, og satte sig på hug foran ham, så de var i øjenhøjde, mens hendes hænder greb om hans ansigt. De blodrøde øjne mødte hans. Smilet var bredt nok til at han kunne se hendes spise hjørnetænder. Tommelfingrene strøg ham over det furret ansigt. Gad vide hvor lang tid siden, det havde været, siden han havde haft en kvinde som hende, tæt på sig? Ung, køn, slank, velplejet.
"Jeg ved det godt...." hviskede hun til ham, og lod sin ene tommelfinger glide over hans tørre læber. Duften af blod gjorde hende næsten svimmel, mens hans puls pumpede rytmisk i hendes ører. Alt i hende skreg på mere. Rovdyret var dukket frem i hende. Kontrollen forsvandt mere og mere, og efterlod instinkterne tilbage.
"Læg dit hoved til siden, kære..." bad hun ham dæmpet, uden at tvinge ham til noget som helst, men hjalp ham blot med at lægge hovedet til den ene side, så hans hals blev blottet for hende. "Det er snart overstået."
Hun holdte en hånd mod hans kind, mens den anden lå mod hans arm, da hun lænede sig frem mod ham, så hun kunne placere sine bløde læber mod hans pulsåre. Den bankede mod hendes mund. Så fristende. Så lokkende. Så intenst. Langsomt krængede hun overlæben tilbage, så hjørnetænderne blev blottet, inden hun huggede ud som en slange. Tænderne begravede sig ned i hans kød. Blod piplede ud af de to mærker, og ind i hendes mund, så hun grådigt kunne drikke. Ikke mange havde set Macaria indtage føde på denne her måde. Normalt drak hun fra et vinglas. Hendes greb i ham blev fastere, hvis han skulle begynde at kæmpe imod, når kroppen begyndte at blive udtømt. Hungrene slugte hun den ene mundfuld, frisk blod efter den anden. Bag sig kunne hun høre folk gispe, men hvad kunne de gøre? Ja... hun var en vampyr. Hun var ikke kun et pænt ansigt og en skarp hjerne.
De røde øjne gled op, for at kigge mod Zean, der stod et stykke væk. Hun ville se hans reaktion på at se hende sådan her. Drikkende fra en levende person, som det monster, folk sagde hun var.
Først da hun hørte hjertet i hendes byttes bryst stoppe, slap hun ham, og lod ham falde livløs om på jorden, som var han en kludedukke. Blod farvede hendes læber helt røde. Hun kom på benene, og slikkede blodet væk med tungespidsen, inden at hendes blik rettede sig skarpt mod den sidste fange. En kvinde.

[Deleted]

Jonahs blik vendte sig tilbage mod Macaria, da hun placerede sig foran ham og fangede hans blik med sit eget. Han måtte bide tænderne sammen, men uanset hvor meget han forsøgte at kæmpe imod, var hans krop og hans sind for udmattet til at stå imod den effekt hun havde på ham. Han var for pokker kun et menneske, og ikke engang ét i sine bedste år! Hendes beroligende ord lullede ham ind i en ro, ligesom hendes kærtegn sendte en sitren gennem hans krop. Hvornår havde han sidst mærket en kvindes kærtegn på den måde? Det måtte efterhånden være flere år siden. Ved alle guder… Han mærkede næsten ikke lænkerne som holdt ham nede.
Hans hjerte hamrede hårdere mod hans brystkasse, da Macaria kom nærmere, og placerede sine læber mod hans hals. Han kunne ikke skjule den svage sitren der gled gennem ham, skønt dette behag var kortvarigt. Et gisp gled over hans tørre læber, da hendes hugtænder brød gennem hans hud og ned i hans kød, og han mærkede sin krop rykke. Men Macarias greb om ham var stærkt, og hindrede enhver modstand han måtte give i at have nogen effekt. Han følte sig svimmel. Farven forlod hans ansigt, og hans syn blev sløret. Folkemængden foran ham blev til en tåget masse, og det eneste han lod til at kunne fokusere på var Macarias dybrøde øjne. Det var det sidste Jonah Ajary Sin’a så, før hele hans verden gik i sort. Da Macaria slap ham, faldt hans livløse krop til jorden, uden én eneste dråbe blod til at forlade det åbne sår i hans hals. Hans øjne stirrede tomt ud i luften, for aldrig mere at se noget igen.

//over and out