I don't get it. I still don't get it.

[Deleted]

@daelis X @zean
-----------------------------

Hvorfor? Nu troede hun lige at hun havde regnet ham ud. Du, mystiske, bevingede skabning.
Gangene i Forsyth Mansion gav ekko af hæle der langsomt og uforstyrret spadserede op af dem. Ved sin indtrængen var hun forsøgt stoppet af nogle vagter. Særligt dygtige var de ikke. Måske fordi de vidste at hun havde en relation til Zean, måske orkede de ikke at skændes med hende og kunne se på det utilfredse ansigtsudtryk hun sendte dem, at hende skulle de ikke lege med. Så ville der blive ballade. Uanset hvad Zean havde sagt omkring at respektere brødrene af dødsengle racen.
Væggene var ru mod hendes fingre. Brandsåret havde efterladt et ar. Nu var det helet, men sensitiviteten i det var faldet, og derfor forsøgte hun at nyde og optræne sine sanser igen. Hendes arme var udstrakte og gled over væggene i fejende bevægelser, mens hun smilte og lukkede øjnene. Der var en lugt af støv og vulkansk jord. De havde været hurtige og dygtige, det måtte hun sige om dødsenglenes arbejde.
Hver gang hun passerede et rum og begav sig længere ind i labyrinten af et hus, kiggede hun kort ind i hvert rum. Både for at studere de fornemme steder. Man følte sig jo helt velhavende… Men også fordi hun søgte en vis herre. Hun havde haft travlt med at søge informationer om sit spil med mørkelvernes by, siden kampen. Alt var gået så stærkt. Der havde været et væld af væsner og personer hun ikke havde mødt, mens hun ledte sin eskadrille af dødsengle rundt i slagtningen. Denne gang havde det så ikke været ild hun blev udsat for. Men vand. Vådt vand. Koldt!
Da hun nåede et godt stykke ind hørte hun lyden af vand, som blev sjasket. Der var intet som tydede af liv i de andre lokaler, så hun gik imod det og fandt et badeværelse. Der var flere gamle kar af træ, som hun mistænkte havde stået der siden erobringen af byen. Damp havde samlet sig det lille rum. Næsten arrogant stillede hun sig op af vægen, med armene over kors og det ene øjenbryn hævet. Næsten parallelt med måden hun havde stået i kirken og stirret på ham: Hold da op. Det kan du da ikke mene?
Hun piftede ublufærdigt og grinte smørret.
”Hvorfor? Som sædvanlig ligner det dig. – Ikke at informere mig om noget. Du, hemmelighedsfulde mand.”

[Deleted]

Hans hus havde været det største i Benden og bygget af både sten og træ. Victoriansk, tre etager der kunne blive beboet, et loft og en kælder. Det fineste i hele byen, så vidt han havde set, så selvfølgelig havde han sagt helle for det. Hvad ellers? Siden da havde han smidt den tidligere families ting ud og fået sine egne til, men de fleste af møblerne var nu stadig de samme som da han havde overtaget byen. Hvorfor bruge penge på nye, når huset allerede var pyntet op? Nej, det var der ingen grund til.
Mange ting var sket og han havde næsten ikke haft tid til at opsøge Daelis, blot for at snakke. I starten skulle han sørge for de beholdte deres by og fik ryddet op, så de kunne begynde deres hverdag der. Der havde været mange rapporter at læse og mange ting at tage stilling til. Så da han havde fået besked om at Dvasias' dronning faktisk havde givet ham byen, havde han skyndt sig at planlægge opbygningen af det første tårn. Og så var der brylluppet med Macaria og hans møder med andre vigtige folk. Og Arona havde også krævet opmærksomhed. Hans 5 årig pige, der nu løb igennem byen med alt for meget energi og uden tvivl satte ild til mange mærkværdige ting.
Han ville faktisk sige at dette bad var noget af det første øjeblik han kunne slappe lidt af. Han havde bedt om alt for varmt vand, så han kunne blive siddende i badet længere og en masse sæbe. Hans tøj lå foldet sammen på en stol nær døren, på nogle knager hang nogle håndklæder og en slåbrok. På hylderne stod flasker og beholdere med sæber, duftolier og badesalte. På et lille bord ved siden af Zean stod der en beholder med sæbe og en børste, han kunne vaske sig med.
Ja, han havde forventet at være alene og kunne slappe lidt af i dette store, stille rum. Med de tomme badekar i forskellige størrelser, havde han taget det største. Netop som Daelis kom gående ind, havde han netop lænet sig lidt fremefter, som han begyndte at studerer sine store, sorte vinger og rense dem. Erfarent gled hans fingre over fjerene og plukkede de ødelagte fra, mens han lod vandet glide over resten. Selvfølgelig gled vandet bare af dem. De havde aldrig haft godt af sæbe, det var som om det ødelagde fjerene, men nogen gange skulle de renses og der var ikke så meget sæbe i vandet at det skadede dem.
Han så hurtigt op. Daelis havde overrasket ham...Dette var jo mere eller mindre privat. Med et svagt suk slap han sin vinge, fyldte vand i sine hænder, som han foldede som en skål, og sprøjtede det ud over gulvet, efter Daelis, med et halvhjertet forsøg på at ramme hende. Han lænede sig tilbage i karret. Han burde have vidst bedre...Selvfølgelig fik han aldrig fred. Et svagt smil hvilede dog alligevel på ham.
"Du var da med, var du ikke? Så hemmelighedsfuldt var det jo ikke" kommenterede han. Han tog et vildt gæt og gik ud fra hun mente brylluppet. Han sendte hende et drillende smil.
"Jaloux? Til din glæde er jeg ikke bundet. Vi er enige om at leve frit og have sex med dem vi nu finder passende, så længe vi ikke gør det i samme seng, som den anden sover i" en svag latter gled over ham, da han nævnte det.

[Deleted]

Tiden hvor Daelis endnu ikke havde givet lyd fra sig tog hende på langdrag. Det var som at kigge ind af en lille magisk låge, hvor tiden stod stille imens hun observerede ham noget så sårbar.
Zean var bestemt en flot han af racen. Hun havde ikke set Zean nøgen før, men hun vidste allerede at han var markeret og havde et godt udstyr. Det havde hun mærket, da hun havde lagt sig op af ham, og han havde holdt hendes lette krop tæt. Det var næsten som fin kunst at se ham omhyggeligt kærtegne de sorte vinger. Han så næsten helt skrøbelig ud, så fredfyldt han var. Hans muskler var dækket af vanddråber og så ualmindeligt indbydende ud.
Når hun sammenlignede ham med de andre dødsengle hun havde set og mødt, virkede han mere robust og kraftigere. Ikke kun i navn bar hun en leders titel, men også i fysik. Som en konge! Hans fjerpragt var ganske smuk og stod i kontrast til det kaos dødsengle var forbundet med. De så så´ varme ud, næsten som en pelsjakke i kulden. Sidst hun rørte dem havde hun noteret hvor behagelige og bløde de var, og Zean havde faret i flint. Der måtte være meget omkring vinger, som hun ikke forstod. Skønt de var kraftige, måtte de være utroligt sensitive. Det fik hende til at smile smørret ved tanken om hvad der ville ske hvis de blev berørt og kærtegnet på den rigtige måde. Næsten fik hun lyst til at efterprøve det, med tanken om at hendes forretningspartner atter ville blive vred på hende, men ville det mon ikke være det værd at se ham vride sig i den varme damp? Sammenlignet med en mørkelver havde Zean ikke den yndefulde kvalitet, der var kendetegnet racen, men det var måske derfor hun alligevel fandt ham dragende, selv om det var forkert ifølge hendes kultur. Han var mørkelver mandens modsætning med sin rå karakter og mangel på raffinement.
Da vandet plaskede imod hendes ansigt, bøjede hun sig forover og kørte det nu våde pandehår til side.
”Oooooh! Nej, DET gjorde du ikke. Ja, jeg var inviteret, men jeg fik først ørenlyd om det på selve dagen. Er det endnu et af dine politiske rankespil, som du påstår jeg ikke forstår mig på, hmm?”
Hun vadede hen til hylderne og begyndte at nærstudere de mange flasker med duftende indhold, men selv om hun ikke holdt øjenkontakten fortsatte hun med at snakke. Jaloux? Ha, ikke at hun følte sig snydt, eller… noget. Hun virrede med hovedet, som for at forsikre sin stolthed om det. Hun ville ikke have en blødt punkt for den mand. Nej, selvfølgelig var hun ikke jaloux. Hvorfor skulle hun da også være det? Den sære fornemmelse hun havde følt var kun fordi hun kunne dufte vildsvinet! Da ikke fordi der var en risiko for at han kunne blive begrænset…
”Heh, du er så fuld af dig selv. Det var svært for mig ikke at dø af grin under vielsen. Du er nok den sidste jeg havde set det komme hos. Havde du hårdhudet påstået at det var ægte, måtte du tro jeg var dum. Du kan ikke undvære den frihed. Ingen konsekvenser, ingen omtanke, husker du?”
En flaske med lavendelolie, og en krukke epsomsalt satte Daelis op i en lille træskål. Hun gik i vuggende gang op til hans side, som hvis hendes krop gik i protest og ikke følte sig given den opmærksomhed hun syntes hun fortjente.
”Men jeg må sige at det er spændende at se en dødsengels fjerpleje.”
Et lille djævelsk smil kom frem på hendes læber, og hun satte sig balancerende sig op på karets kant. Kort efter løb lavendelolien ned over hans brune hår, og hun smilte stort. ”Fortsæt endelig!”
Den lille skål blev klappet op på hans hoved, med et hult bonk, og man kunne høre hende grine klukkende.

[Deleted]

Hans ryg var stribet som flæsk af ar. Ar fra piske, kun, hvilket i sig selv måske var lidt bemærkelsesværdigt. Hans far havde nydt pisken som afstraffelse af en uduelig søn og hans møde med sine engle første gang havde også givet ham nogle ar. Hans fødder var ikke de pæneste, de var næsten et stort ar i sig selv, efter de havde været brændt. Men lige nu var de gemt under vandet. Hele hans krop var muskuløs, men ikke på den store, puffede måde, mere med aflange, smidige muskler. Især om hans ryg var der muskler, dem han brugte når han fløj og derfor var specielt de i god form. Dog tænkte han sjældent over disse ting selv. Medaljonen fra Rei hang om hans hals og plaskede mod vandet, når han bevægede sig forover. Lige nu, dog, gled hans blik prøvende over Daelis, som mistænkte han hende for et eller andet. Hun opførte sig lidt sært. Næsten som fandt hun ham tiltrækkende, men ikke ville indrømme det. Måske var hun lidt jaloux? På den anden side, det vidste han ikke særlig meget om og der var jo alligevel intet at være jaloux over. Det var jo ikke fordi ægteskabet begrænsede ham...Det havde de gjort klart for hinanden. Ingen begrænsninger, de ville begge beholde deres friheder, som var de i virkeligheden singler.
Han smilte uskyldigt til hende, som hun pjuskede det våde pandehår. Ups?
Han sukkede svagt, som hun begav sig over til hylderne og kiggede.
"Nej. Jeg ser bare ikke ægteskab og vielser som særlig vigtige. Ærligt talt vidste jeg ikke hvem jeg skulle inviterer. Beklager du ikke fik besked før" svarede han en smule træt. De skulle virkelig snakke om det, skulle de ikke?
"At gifte mig med hende gør mig fri. Det var vi enige om og derfor giftede vi os...For at slippe for bejlere og sære rygter. Men samtidig for at være frie til at være med dem vi vil. Hun har jo en hun elsker, forstår du nok" sagde han i en bedrevidende tone, der fortalte at han ikke selv forstod det. Hans ene hånd gled igen over hans ene vinge. De var kommet sig godt efter at blive brændt lidt i krigen. Hans dejlige vinger...Hans stolthed. Uden dem var han intet.
Han så op på Daelis, da hun kom vuggende over mod ham, som en utilfreds kvinde. Han truttede let med munden. Hvad var der dog med hende?
Hun satte sig ved siden af ham...Og hældte lavendelolie i hans hår! NEJ! Han sukkede som hans hænder reddede ham fra at få olie i øjnene. Lugten var tyk...Og olie var svært at få af uden større mængder sæbe. Han sukkede irriteret...Kun for at blive slået oven på hovedet. Ikke hårdt, men nok til at han satte hånd oven på det nu olieindsmurte hår.
"Nej...Jeg kommer til at lugte af lavendel i dagevis!" udbrød han. Han gled ned under vandet og lod hænderne glide hastigt igennem håret under vandet, som han prøvede at fjerne det. Selvfølgelig strittede hans hår til alle sider, da han kom op igen for at få luft. Han rystede let på hovedet, så vanddråberne fløj til alle sider. Han så opgivende på hende. Hendes latter fjernede de onde kommentarer han havde...Trods alt havde hun fanget ham på et afslappet tidspunkt og han havde slet ikke de parader op han normalt havde. Et let fnys slap ham, som en efterligning af et grin. I et hurtig bevægelse gled hans arme over vandet og skubbede vand ud over karret...Så Daelis ville blive mere våd.
"Hvad skulle det til for?!" udbrød han.
Med en opgivende bevægelse trak han en af sine vinger ind foran sig.
"De er ret skrøbelige! Og nu...Også fulde af olie..." Med et resigneret blik så han på oliepletterne på fjerene. Olie var bedre for dem end tonsvis af vand og sæbe. Eller...I hvert fald sæben.
Han sukkede og så op på hende.
"Det er jo meningen! Vi giftede os for at være frie. Tror du virkelig jeg ville have gjort det ellers? Det holder mig ikke bare gift og fri, det holder mig også i sikkerhed. Hun kan jo ikke bare halshugge sin egen mand og folk vil uden tvivl se på mig som regentens mand, hvilket er en større titel end blot leder" kommenterede han så endelig.

[Deleted]

Daelis rokkede frem og tilbage på karkanten, mens hun cirkulerende den resterende olie rundt i den grønne glasflaske. Zean var en mand. Han havde intet hun ikke havde set før, bortset fra sine vinger, men alligevel kunne hun ikke helt kigge væk. Det var altid spændende med nye eksemplarer, og Zean var stadig en grænse der endnu var mystisk og svær at forstå for hende. Hun kendte intet til hans baggrund. Det eneste hun vidste, var at de agtede at hjælpe hinanden og at de var meget ens på mange punkter.
Men egentlig var det to fremmede væsner der sad og legede, som små børn i ren gejst.
De mange ar lignede dem som de fleste slaver havde i Marimydra, men ingen havde dem i sådan en grad som ham. Det var jo mishandling. Hvordan han havde gjort sig fortjent til det gled igennem hendes sind og truede med at tage hende væk igen.
Kærlighed. Hun havde aldrig decideret fundet den. Den eneste hun havde oplevet elskede hende var sin broder, og hendes forældre, men når det kom til mænd var det altid noget andet der tiltrak hende. Lyst og interesse efter at smage en delikatesse hun kunne være gået glip af. Det gjorde hende tænksom. Hvordan føltes det at være dybt forelsket? Hun forstod det ikke. Hvordan man kunne binde sig til et enkelt menneske og sidde fast.
”… Det kræver måske noget særligt, som man skal finde først. Men alle har vi vel yndlinge og folk vi foretrækker at omgås mere end andre. Man skal vel findeee… en af sin egen slags.” smilte hun. Men hvordan gjorde man det? Daelis havde opholdt sig et helt liv i landsbyen. Aldrig havde hun følt at nogen forstod hende og tænkte som hende. Måske var det slet ikke pr race man definerede det at elske nogen. Sin egen slags… Måske var det som et urværk, hvor kun bestemte tandhjul kunne få det hele til at løbe rundt. Tandhjul der passede ind i uret.
Hendes øjne stirrede op i loften og kørte hånden igennem sit fugtige hår. Det var mærkværdigt tankespind. Ligesom at stirre op på stjernerne en mørk nat og undres over hvad der var der ude. Hvad alle lysende var.
NEJ. IGEN?
”Ajh! Du syntes simpelthen at jeg ikke var ren nok, du knægt?” Det store skvulp fik hendes mørke lokker til at lægges fladt imod det lyse ansigt. Når det ikke var puffet op, som en trold, så gik det hende til lidt under kæben. Det skulle snart til at skæres af igen. Hun var ikke klar til at smide den maske fra sig.
Til forsvar forsøgte Daelis at skvulpe en bølge af badevand tilbage mod dødsenglen, men alt for opsat på at ramme ham blev hun, og hun begyndte at miste balancen. Hun viftede med arme og ben i et løb for at genvinde den… Og væltede ned i karet til Zean med et højt hvin og en endnu større bølge der plaskede op af vægen omkring dem. Den ene støvle var faldet af og hendes bare fod lå nede i vandet, den anden strittede ud over kanten. Hun lå op af hans brystkasse og ømmede sit lårben, der havde slået sig mod træet under faldet.
En meget irritabel og brummende Daelis kiggede tilbage mod dødsenglens ansigt. Øjnene var knebet let sammen, og hendes læber sat i trutmund.
Der var intet behov for at sige noget. Det behøvedes slet ikke! Lavendelolien hældte hun igen ud over Zeans hår og vinger. Den store fuglehjerne.
Smilet var tilfredst.

[Deleted]

En af sin egen slags? En anden dødsengel, mente hun, for hans vedkommende? Hans tanker gled over alle de dødsengle han kendte. Selv om han bare kunne vandre udenfor og gifte sig med hvem som helst, var det kun få dødsengle han virkelig kendte. Corina var en af dem og hun var virkelig fornøjelig, men hun var også hans ledende bodyguard og mere en person han ville have en gang end mange gange. Nej, han tvivlede også på hun glædeligt ville blive gift, efter hendes tidligere mand havde tæsket hende gul og blå hver dag. Og...Det var det! Der var ikke flere af hans slags han rigtig kendte eller ville overveje som en kone. Ergo gav Daelis argument ikke meget mening for ham, hvis overhoved nogen. Macaria havde været fin nok. Hun var vampyr og kunne ikke få børn, så alt var fint. Vampyrer var jo ikke de værste at omgås igen. Hans hænder gled over hans fødder, under vandet. Han var ikke ked af hvis hun så ting, hun måske ikke burde. Han havde aldrig været særlig genert og han tvivlede på Daelis var en uskyldig jomfru. Desuden havde hun selv forstyrret ham i badet, så generede udsynet hende, måtte hun også være den der skulle gå.
Vandet var endnu varmt...Eller nok ikke så meget varmt, som mere lunkent. Sådan følte han det i hvert fald, men nu havde han også siddet i vandet i noget tid efterhånden.
Han så op på den nu våde Daelis, før hun pludselig baskede vildt og var ved at falde. Zean var i tvivl om han burde gribe hende eller lade hende falde, men før han kunne nå at tage en endelig beslutning, havde han hævet armene op foran sit ansigt og mærkede Daelis' kolde krop og tøj mod sin egen krop, samt hvordan vandet skvulpede op over karret og rundt om dem. Hans arme faldt langsomt ned, som han begyndte at grine. Hvordan kunne han andet? Hun mindede om en druknet mus! Hun lå her, i det resterende vand, med ham. En nøgen ham. Hende selv med en fod der stak op og en smule forurettet.
Mere olie...Men hvad gjorde det? Han ville allerede stinke nok. I stedet vedblev han at grine, til tårerne trillede ned over hans kinder og det til sidst døde ud. Han måtte trække vejret dybt, da han endelig fik muligheden, før han blot så fornøjeligt på Daelis.
"Vi har alle godt af et bad en gang i mellem!" bekendtgjorde han. Hans største problem var at hans vinger nu var fedtet ind i olie. Og endda lavendelolie! Det var grotesk...Han kunne ikke bare sætte sig til at rense dem som sådan. Han prikkede Daelis på næsen. Blot fordi han ikke kunne lade være.
"Tak for at ødelægge mit afslappende bad og sørge for jeg er oliet helt ind!" sagde han en smule utilfreds, trods et stort smil stadig hvilede på ham. Well...Nu hvor hun var i vandet. Han begyndte at fylde sine hænder med vand og hælde det ud over Daelis og hendes ansigt. Hun kunne vel lige så godt udnytte det til at blive vasket lidt mere?

[Deleted]

Han griner! Zean grinte. Daelis sorte, grove hår strittede ud til alle sider, og hendes spidse ører var fuldt ud synlige. Hun fortsatte med at brumme surt og nedstirre ham. Det er bare ganske svært at gøre den slags, når individet man nedstirrer, er højere både i stående og siddende forstand. I stedet lænede hun sig opgivende ind mod hans brystkasse og lod sig overhælde med mere vand og blive trykket på næsen. Nu var hun alligevel gennemblødt og vandet dryppede af hende.
”Ha, barn da. Du burde ikke klage. Olier bliver hyppigt brugt i mørkelvisk kultur til forskellige formål. Blandt andet i rituel avl. Lavendelolie er antiinflamatorisk og afslappende, og jeg tænkte at du måske kunne bruge noget af det, når nu du skal kunne tænke over dit næste trak som krigsherre? Det er trods alt ikke din stærkeste side. Fx din tro at man kan rengøre folk med tøjet på. Nu er jeg ikke en ekspert, men du var ved at gnubbe dine fjer ind i sæbe. Så ødelægger du da deres vandtætte lag af naturolie. Det var godt at jeg tilføjede nu mere, og SE! Nu dufter du godt. Ikke længere af branket fugl.”
Hendes øjne glimtede lettere udspekuleret.
”Desudeeen…” Daelis dumpede sin metal negle ned på gulvet og begyndte at nuldre olien ind i Zeans brune hår. Hendes hænder var bløde på trods af de relativt hårde liv hun dyrkede, og hun begyndte at glide dem ned af hans hals, skuldre og ryg.
”-Kan du da ikke nå det hele. Lad mig hjælpe dig?”
Zean smukke vinger stod som et monoment og kaldte på hende. Hun vidste at han havde sagt fra, men måske kunne hun gøre det mere naturligt og oplagt at komme til at røre ved hans vinger.
Zeans hud var rillet under hendes hænder, og hun begyndte at massere musklerne mellem hans hals, skuldre og skulderblade. Umf, hun måtte holde lidt igen på sig selv, for et sted nød hun at røre sådan ved ham. For at afslappe ham yderligere begyndte hun at nynne lavt og moderligt.
”De der ar… hvordan har du fået dem?”

[Deleted]

Han spruttede næsten af grin, så hans ene hånd automatisk gled op og prøvede at skjule hans mund, så hun ikke fik et første klasses blik ind i dybet og ned i hans hals. Der gik endnu et øjeblik før det stilnede af og han måtte plaske vand i hovedet på sig selv for at slappe lidt af igen. Han rystede svagt på hovedet, før hans stålgrå øjne fandt hende.
"Rituel avl? Som for at få super-unger?" spurgte han. Han så ikke ideen i det...Rituel avl? At have sex på et alter - hvad han havde prøvet - og så få børn ud af det? Hvad skulle det gøre...Hvorfor ikke bare have sex og få det overstået, få en flok irriterende lorte unger?
Det lød ganske enkelt morsomt, ganske underholdende og han ville nyde at se det. Men han forstod ikke ideen bag det alligevel.
Han trak sin ene vinge ind foran dem, som ville han vise den frem, omend han holdte den væk fra hende og lod sine fingre glide kærtegnene ned over fjerene, om de var våde og fulde af olie eller ej.
"Der er ikke nok sæbe i vandet til at skade dem" svarede han hende afslappet. Hun havde dog ret, at fjer ikke havde godt af vand og sæbe. Mere at blive skyllet med vand og olie, trods de to ting var ret uforenelige.
Branket fugl? Det var længe siden han var blevet grillet, men tydeligvis glemte hun det ikke lige med det samme. Han slap sine fjer.
Rituel avl,olie, hentydning til hun havde tøj på...Det var jo næsten som lagde hun op til denne aktivitet. Men de havde været tæt på det en gang før og på deres egen måde blevet enige om at vente. Havde hun mon skiftet mening siden da, måske netop fordi han var gift? Det var underligt. Vidste han ikke bedre, kunne man jo næsten tro hun holdte af ham.
Han så på hende med et lettere mistænksomt blik, da hun begyndte at masserer ham ned af halsen, nakken, på skuldrene og noget af ryggen, som hun nu kunne komme til, som hun sad der, oven på ham. Han var normalt den der masserede andre, mest for at fjerne nogle af deres spændinger og hjælpe dem med at komme sig fra diverse skader og at hun begyndte sådan at masserer ham...
Snart opgav han dog mistænksomheden og lænede sig tilbage med et lille suk. Det var jo ganske behageligt! Som når Kayleight masserede ham...Det havde virkelig været tiltrængt, den gang havde han haft flere infiltrationer som hun havde fjernet for ham. Hans skuldre gled lidt ned, som han slappede af igen og hans øjne gled i et øjeblik.
Med lukkede øjne smilte han svagt af hendes nye spørgsmål. Hans ar? Hvorfor var det interessant...
Hans øjenbryn nærmede sig hinanden og der opstod en rynke mellem dem, som han tænkte over det. Hvorfor han havde fået dem, det var. Ingen havde spurgt og han havde ikke fortalt nogen om det. Det var normalt i denne verden at have en masse ar. Faktisk havde ingen vist interesse for hans tidligere liv, men det var jo heller ikke fordi Dvasias var kendt af folk med stor interesse for deres med-mennesker eller væsner.
Nynnen...
"Nogle af dem, de nyeste..." han stoppede op, da Daelis ramte et især godt sted og fortsatte først lidt efter.
"...Er fra en nihalet kat...En pisk. Da jeg sloges med en dødsengel for at overtage racen. De fleste af resten...Kommer fra en almindelig pisk..." han havde ikke rigtig lyst til at snakke om det. Det var ubehageligt at tænke over. Selv om han følte sig afslappet, blev han alligevel en smule anspændt af at tænke på det. Hans rynke mellem øjenbrynene blev større, da de trak sig endnu tættere på hinanden. Til sidst gled de på plads, da han åbnede øjnene og så på Daelis igen, med et skævt smil.
"De fleste kommer fra en pisk. En pisk er et formidabelt våben. De trækker virkelig smerten ud. Dolke og sværd er for dødelige, for hurtige...men en pisk..." han smilte noget nær sagligt ved tanken. En pisk var virkelig interessant! Den trak både pinen og døden ud, så man kunne nyde det hele endnu mere.
"Af...Krigsherre..." det faldt ham belejligt at huske denne titel, hun havde givet ham.
"Jeg går ud fra vi skal begynde at tage os af din by nu?" kommenterede han og sendte hende et betænksomt blik.

[Deleted]

”Duh, du veeed… Det fungerer ikke således. For at få de mest levedygtige krigere opkøber man mænd, og drager dem op fra slaverækkerne. Indtil hun bliver gravid får han lov til at blive hos hende og bliver fyrsteligt behandlet. Det er ønskeligt med pigebørn. En stærk mand og kvinde skaber altid det bedst mulige afkom. Hvis han ikke kan frembringe dette efter flere forsøg, mister han sit hoved. Det er muligt at betale sig til at dele disse mænd, hvis de har en anden herskerinde, eller ikke er på markedet… Men vi har også højtider hvor den slags praksisser er almindelige.”
Blot hans ene vinge var som en hel kappe i sig selv! Det var sandelig spændende at se dem så tæt på og svært ikke at blive imponeret af dem.
Olien hun havde fået på hænderne gned hun omhyggeligt imod hans hud. Hendes hænder gled langs Zeans spændstige muskler og fulgte deres kurver. Hun var nået så lang ned af hans ryg at det begyndte at blive besværligt. For at nå mere vendte sparkedes den resterende støvle af og hun gled ordentligt ned i karret. Vandet steg øjeblikkeligt og hun måtte afgive et suk over det varme vand der skvulpede op af hendes krop. Det var meget lang tid siden det havde været hende den luksus muligt at ligge og flyde rundt i et stort kar som her. Sit bryst og mave lænede hun imod ham. De våde klæder klistrede tæt ind til hendes krop, og hun lænede sig nær ham med en ikke eksisterende kyskhed og forsigtighed. Hun havde været nær mænd så mange gange at hun ikke tænkte helt over det i samme grad længere.
Hendes arme hvilede hun i en omfavnelse over Zeans brede skuldre. I løbet af kort tid følte hun roden af hans sorte vinger. For en kort stund holdt hun stille, men så begyndte hun blidt at strejfe de fjerklædte knogler med sine pegefingre. Olien fik hans hud og vinger til at glinse i lyset, der skimtede ind af vinduet. Det var et flot syn. Hun kunne dufte urterne i olien, når den opvarmedes i hendes omhyggelige håndelag og blev ført imod ham. Selv de små dun føltes kærtegnende. Så lagde hun blommen af alle de andre fingre imod kanten af vingerne. Hun fulgte dem langsomt, med et lille smil. Fra kanten og ned langs bagsiden førte hun sine håndflader i blide, cirkulerende bevægelser. Hun søgte efter et sted der havde et større areal af tynd hud og derfor flere nerveender. En gang imellem afgav hun en lav bekræftende lyd, for at lade ham forstå at hun forstod og lyttede til hans ord.
”Piske er altid meget underholdende at bruge. Jeg har primært brugt dem til afstraffelse og adfærdsmodificering hos mine slaver. Resultatet virker bedst hvis man også afgiver belønning ved ønsket adfærd… Men en kattehale? Nogle af dem er jo meget gamle. De ar der er mørkest… Zean - har du været en slave?”
Det ville kunne forklare noget af hans afsky for at blive behandlet som andet end en ligeværdig med hende selv. Blødt trykkede hun sin kind ind imod hans hals i et forsøg på at trøste ham og holde den løse stemning, hvis han skulle føle sig forstyrret af spørgsmålet. I mellemtiden havde hendes hænder fundet vej til indersiden af hans vinger. Området imellem spids og den mere tykke kant, der holdt hele vingen, når han fløj. Hans fjer blev blidt trykket og strøget.

[Deleted]

Han lyttede til hendes forklaring. Det lød sært. Han kendte ikke meget til elvernes samfund, trods han havde levet i udkanten af deres by hele sin barndom. De havde jo holdt sig på afstand af hinanden, kun hans mor kom nogen gange ind i deres by og det var kun hans mor de nogen gange havde opsøgt, helst når hun var alene hjemme. Han havde aldrig brudt sig om dem, den måde de havde spankuleret rundt, med næsen i sky og et dømmende blik. Så mange regler. Og nu, hvor han hørte at mændene var intet andet end slaver? Det forklarede hvorfor Daelig havde svært ved at accepterer at Zean var en leder og en mand der på ingen måde var en slave. Og hvorfor hun havde været så ligeglad med Phobos. Gad vide om han ville blive en højt-æret mand, hvis han var en del af deres samfund? Man kunne jo ikke helt gøre for det...Hvis man blev født svag, det var. Det lå jo ofte i generne, uanset om man så trænede hele sit liv.
Han sagde ikke mere til det. Men det havde været spændende at høre om. I stedet sad han blot med lukkede øjne og mærkede Daelis masserer hans skuldre og ned af hans ryg. Da hun næsten ikke kunne nå længere, mærkede han hvordan hun satte sig anderledes. Af ren refleks trak han sine ben lidt til sig, for at undgå hun ramte et ømt sted, men man skulle tro hun var van til at masserer mænd i et karbad, for hun undgik at sætte et knæ et ret dårligt sted.
At hun sad her, i sit våde tøj, og pressede sig op ad ham? Nej. Det gik ham ikke på. Men han mærkede hendes former og rent naturligt skabte det røre andre steder. Ikke at det gik ham på...Og han gik da heller ikke ud fra hun ville have et problem?
Han lænede sig lidt frem, så hun bedre kunne nå ham på ryggen. Det var dejligt og det var afslappende, han nød at mærke hendes hænder arbejde med hans muskler på den måde. Alligevel nærmest glippede det i hele hans krop, da hun første gang tog sig den frihed at røre roden af hans vinger. Han holdte sit vejr, som afventede han om hun ville gøre noget skidt mod ham, mod hans vinger. Da hun fortsatte og han opdagede hun ikke begyndte at flå fjerene af ham eller prøve at skade hans vinger, pustede han langsomt ud igen, ubevidst om at han overhoved havde holdt det. Det var et følsomt sted, når hun lod sine fingre glide over dunene, kildede det næsten og gav ham gåsehud. Hans øjne gled åben, da han mærkede efter, mere koncentreret om hvad hun gjorde ved hans vinger, end om deres samtale. Hvad ville hun? Bare...mærke...Eller skade ham? Der gik længere tid med stilhed, før han huskede hendes sære spørgsmål og et svagt smil spillede på hans læber.
”Slave? Ikke andet end slave af min familie, det var. Min far var tvunget til at gifte sig med min mor. Så tænk på hvor glad han blev, da hans eneste barn, hans eneste søn, tilmed var en dødsengel” kommenterede han en smule fjernt. Fjernt, fordi han fjernede sig fra de følelsesmæssige aspekter af minderne, fjernt fordi han var mere optaget af hendes hænder om hans vinger.
”Vinger...” hans stemme døde lidt hen, før han pludselig fortsatte.
”Som mænd er slaver for jer og fuld af ritualer...Vinger er så vigtige for os. Dødsenglene, mener jeg. Vingerne definerer hvem vi er, viser hvem vi er og gør os til dem vi er. Uden vingerne er vi ingen engel, dermed heller ingen dødsengel. Man vil blive udstødt. Mine vinger...” hans stemme døde lidt hen igen og han lukkede øjnene igen.
”Pas på...” hviskede han næsten i øret på hende, som hun lod sine fingre glide blidt over hans fjer.

[Deleted]

Daelis fortsatte med at gnide olien ind i Zeans fjer. Hun havde aldrig rørt vinger på andet end fugle, så det var udfordrende, men hun havde en del erfaring fra de gange hun havde forkælet sine favoritter fra slavegruppen. De lange flyvefjer blev strejfet for at kilde ham, og hun skævede diskret mod hans ansigt og lyttede til hans vejrtrækning under behandlingen af ham. Også at han næsten stoppede med at trække vejret, da hun først rørte hans store vinger. Måske havde han dårlig erfaring med at lade andre røre ved noget så symbolsk og vitalt som dem. De bar ham igennem luften, og det fik Daelis til at føle sig næsten beæret. Næsten kongelig! At han lod hende røre dem. Hun begyndte at nyde det nærvær og den intime stemning de delte i sådan en grad at hendes nynnen og næsten moderlige facon blev mere og mere naturlig, frem for at lede efter hans punkter. Men det morede hende også!
Zean vejrtrækning ændrede sig en anelse. Ikke meget, men når hun sådan lænede sig imod ham kunne hun fornemme det og høre det. Hun kunne mærke hvordan han svulmede op og voksede i størrelse under vandet. Hvordan hans krop spjættede og naturligt søgte stimulans. Hans hårdhed begyndte at trykke imod hendes bløde lår, og hun lod ham.
Daelis følte sig som sejrherre i situationen. For hende var det kun et kompliment. Han havde sagt at hun ikke var hans type, men alligevel kunne hun mærke ham pulsere under vandoverfladen ved hendes kærtegn. Det fik hende til at smile stort og selvfedt, men det kunne Zean naturligvis ikke se, for hun havde sit hoved over hans skulder. Hans tab af kontrol var fantastisk!
Zeans historie og fjerne stemme fik Daelis til at trykke sig tættere ind til ham. Han ønskede det ikke, men hun kunne høre hvordan han blev fjern. Han måtte se et spøgelse fra fortiden, som gjorde ondt, og at vidne en så stolt mand blive øm mens han fortalte… Det gav hende lyst til bare at holde ham ind til sig. Så det gjorde hun. Hun aede ham hen over håret og fortsatte med at nynne blidt, mens hun hvilede sin kind mod hans bryst. Deres øjne mødtes ikke, ej hellere sagde hun noget. Hun ønskede ikke at vise sig som sympatisk. Det var det sidste mænd ønskede sig, når de var blevet revet i gamle sår. Det kunne bare blive ham provokerende, frem for at give ham komfort. Så hun lod deres fysik snakke for dem.
Hun signalerede at hun var der, og at han ikke behøvedes at opretholde nogen facade. I det øjeblik var de alene. Ikke en eneste person i hele verden kunne skade ham, når han sad i hendes favntag.
Man sagde at mænd ikke grad. At en mand skulle stå fast, som en klippe i stormen. Men det øjeblik. At Zean valgte at dele noget så skrøbeligt og ømt med hende. Det var for hende styrke og helt specielt.
At åbne sig en lille smule, velvidende om at hun kunne udnytte den viden han delte med hende, men alligevel valgte at gøre det.
”Sssh… Jeg har ikke tænkt mig at skade dig.”
Hun lyttede opmærksomt til hans fortælling om dødsenglenes historie og hans egen. Hendes øjne var lukkede.
”Det er virkelig stort… Hvad dine vinger betyder for dig, er det ikke?... Fortæl mig hvordan det er at flyve.”
Hendes læber kyssede flygtigt Zeans stærke hals i en lille serie, langs hans sener. Hendes hænder gled ned over hans vinger igen, men hun holdt ham ind til sig.

[Deleted]

Stemningen i dette badekar var underlig og absurd. Det var også en Zean ikke havde oplevet i så forfærdelig lang tid. På samme tid følte han sig både svag, sårbad og afslappet. Normalt hørte de ting slet ikke sammen. Normalt sørgede han altid for at fjerne en af dem, normalt fornemmelse af, følelsen af, at knytte bånd og være sårbar. Hans vinger betød alt for ham. Selv om de var en del af ham, var de alligevel noget andet. De var et symbol på hvad han var, hvilket han var stolt af. Ingen havde kunne piske det ud af ham eller få ham til at ændre sig. Hans vinger, han var så stolt af dem og de var forbundet med alt hans ære. Uden vinger ønskede han ikke at leve. Der var intet liv, uden vinger. At have vinger, at kunne flyve. Da han var mindre var det hans måde at flygte. Nu var det en af hans styrker. En af de bedste af dem. Et svagt smil gled over ham.
Daelis trykkede sig ind til ham, som forstod hun nogle af disse ting, uden at forfølge emnet med trøstende ord. Et eller andet sted var han taknemmelig. Det sidste han gad lytte til var folk der påstod de forstod alt og altid ville være der for ham og at det måtte have været så hårdt! Han fik næsten brækfornemmelser bare ved tanken.
Han havde jo ikke fortalt det til andre...Men hvorfor skulle nogen kunne bruge det mod ham? Det ville intet gøre hvis andre piskede ham...Og hvem ville lede efter hans familie i en skov, hvor de boede i en lille hytte? Han havde jo heller ikke direkte sagt de var i live jo. Hans øjne gled åbne og gled over rummet. Var de stadig i baderummet? Det virkede absurd. Han havde i et øjeblik følt de var helt andre steder, eller slet ingen steder.
Hans kolde blik gled ned mod Daelis. Vandet var ikke længere så varmt og han kunne mærke at hans fingre var runkne, som rosiner. Der ville ikke gå lang tid før han ville være tvunget til at komme op af det og tage noget tøj på, ganske enkelt for at holde varmen.
Hendes små kys...
Han forstod det ikke helt. Men det virkede ikke direkte ubehageligt...Mere behageligt. Så der var vel ingen grund til at rejse sig op lige nu.
Et smil gled over ham, som hans blik gled op i luften, som så han sig selv flyve eller han så den åbne himmel udenfor. Hvordan kunne man forklare det? Han kunne mærke det...Men han var ikke sikker på han havde ordene til at forklare det.
”Jeg kan tage dig med på en tur en dag. Det er nemmere end forklare det” svarede han så.
”Alt fra...Vinden i håret, suget i maven når man dykker, styrken i ens vinger...Jeg kan ikke forklare det” han smilte skævt et øjeblik og rystede let på hovedet. Han var ikke god til beskrivelser af sådanne ting, specielt ikke når det var ting han virkelig holdte af. Hvis det var en forklaring for at snyde nogen og noget der ikke betød så meget for ham, var det meget nemmere.

[Deleted]

”Det lyder fantastisk. Kan du virkelig gøre det? Jeg tror jeg er for tung… Men dine vinger er også ret kraftige. Det ville jeg elske. Bare du ikke taber mig. Det må du love mig.” Sin hånd kørte Daelis ned af Zeans vinger, som havde han været en kat veltilfreds kat.
Skønt vandet var begyndt at blive lettere kedeligt, havde hun det godt. Hans krop var trykket imod hendes, og det fik hende til at holde bedre på varmen.
”Der er aldrig nogen der har rørt dine vinger sådan før, er der?” spurgte hun lavt. Der var et morende glimt i hendes øjne, et som hun forsøgte at skjule. Hun lyttede til hans puls og vendte tilbage til musklerne på hans ryg. Måden han havde reageret på tydede på at det var ham en lettere uvant situation, men hun havde vendt det til noget positivt. Forhåbentlig havde hun vist ham lidt mere at han kunne stole på hende, selv om hendes loyalitet skiftede og bugtede sig, som bølgerne på det oppiskede hav.
Politiske faktorer faldt hende ikke ind at snakke om nu. Lige nu nød hun bare at være blevet en del af den stund som hun groft og uhøfligt havde brudt ind i. Zean lignede en fed, tilfreds hankat med sit ansigtsudtryk, og det bekræftede hende kun yderligere i at hun gjorde det godt. Men det vidste hun jo allerede. Hun var mesterlig, hvis hun selv skulle sige det. Det var det hendes mænd havde lært, hvis de havde gjort som hun sagde.
”Du kan virkelig lide det her, ey?” Det selvglade, fedtede smil kunne ikke længere skjules, da hun undersøgende kiggede op på ham og klukkede lavt. Men hendes blik gik på vandring ned af hans overkrop. Hans ædlere kropsdel var stadig trykket imod hende og virkede ikke til at være kølet ned et øjeblik. Kunne det virkelig være så lang tid siden, eller var han bare hurtig på aftrækkeren?
”Men… Zean.” Hendes hånd gled hen over hans brystkasse. Hun havde stadig ikke set det hun ønskede. Zean der vred sig ved hendes berøring, selv om det havde været tæt på. Det var sandt at han var hendes anfører og medskyldige i mange af deres planer, og hun derfor måtte være varsom med hvad hun gav sig i kast omkring med ham. Men når nu hun havde formået at føre hans krop i fristelse… Var der ingen der sagde at de ikke kunne lege lidt?
”Jeg tror duuu… har brug for noget hjælp?” Daelis hånd stoppede ikke. Selv om de metalliske negle var blevet aftaget og smidt på gulvet, var hendes egne negle ret spidse. De rev ham let ned af hans mavemuskler indtil hendes hånd nåede hans lår. Langsomt, som havde den sit eget liv gled den langs hans inderlår. For at holde balancen og holde Zean i sted, hang hun om hans skuldre med den arm der før havde hvilet op af dem.
Den glemte kropsdel blev strøget flygtigt et par gange. Hun ønskede at se ham an og tog sin tid. Hvilken ridder i skinnende rustning ville hun være, hvis hun efterlod ham i sådan en tilstand?

[Deleted]

En let latter slap ham, som hun snakkede om deres fremtidige flyvetur. Han åbnede øjnene og så dovent på hende. Vandet var ved at blive køligt, men han havde ikke travlt med at komme op af det og alt i alt havde han det bedre lige nu, men han havde til hverdag. Mere afslappet. Selv om han sjældent sad stille for længere tid, havde han jo selskab til at holde ham på plads.
”Jeg er van til det. Jeg har tidligere fløjet folk tværs over landegrænser” han viste hende sin ene arm og spændt i den, så hun kunne se de svulmende muskler.
”Jeg skal nok holde dig på plads...Ellers så stol på jeg er god til at gribe dig igen. Trods alt vejer du jo ikke forfærdelig meget” Det måtte han jo vide, efter hun nu havde siddet eller lagt oven på ham hele to gange. Ingen af gangene havde hun været tung nok til at det var ubehageligt på nogen måde.
Han drejede hovedet for at se lidt nærmere på hende. Hvorfor...Hvorfor skulle hun spørge? Var det ikke tydeligt?
”Vingerne er min stolthed, det eneste jeg virkelig kan stole på i denne verden...Mig selv og det jeg er” svarede han ret ligegyldigt og lod blikket glide vandrende over rummet.
”De er fine, stærke...Og på sin vis også skrøbelige. Jeg lader ikke folk i nærheden af dem normalt. Du er heldig. Du fangede mig på det rigtige tidspunkt” drillede han hende og sendte hende et drillende smil. Sandheden var han stadig fandt det lidt ubehageligt, at hun sådan lod hånden glide over dem. Ikke fordi berøringen var ubehagelig, men fordi han selv havde en masse ideer om at hun pludselig kunne tage godt fat i vingen og prøve at knække den...Og sikkert også lykkes. Nok var de stærke, når de bragte ham hurtigt over land, som en fugl i luften, men de var også skrøbelige. Og lette. De var ikke så tunge, som folk troede. Det duede ikke at flyve, hvis man havde alt for meget vægt at tage med sig. Og det ville være svære at baske rundt med vingerne, hvis de i sig selv vejede alt for meget.
Han svarede ikke på om han kunne lide det. Resultatet måtte være nok i sig selv.
Han så nærgående på hende, da det hele ændrede sig og hun slap hans vinge, kun for at flytte lidt på sig og lade sin hånd glide ned over hans brystkasse...Hvad nu? Han fornemmede der ville ske noget, selv om han ikke havde ide om hvad...
Normalt var han altid fyren der lagde op til det. Måske ikke alene, men i det mindste den der spurgte direkte, så de kunne springe forspil over og komme til selve akten, det sjove. Dette kom ret bag på ham. Ikke at det ikke pirrede ham, det gjorde det. Fra hendes små krads over hans mave, som han kun fandt sjove, til den måde hun pirrede ham. Hans første reaktion havde været om hun dog drillede ham og ramte den med vilje eller blot for at drille. Han havde, første gang hun gjorde det, rykket sig, som ønskede han at stikke af, ud af badekarret. Ikke fordi det var muligt, som hun næsten holdte ham nede. Og som hun gjorde det igen...Hvordan kunne han finde det andet end dejligt? Hans blik gled udfordrende hen over hende. Drillede hun eller ville hun fuldføre hvad end hun havde i tankerne?

//blackout

[Deleted]

//Efter blackout

Han så uforstående på hende. De var ikke forpligtede over hinanden, han havde en kone. Hvorfor var hun nu utilfreds? Hun havde selv lagt op til det hele og udsat ham for...En hel del...Som han endnu ikke helt kunne forstå faktisk var sket. Og nu brokkede hun sig over han ikke sad på sine grædende knæ og var taknemmelig? Hans øjne himlede en tur. Kvinder var så besværlige. De var gået fra at have et forholdsvis professionelt forhold, til at hun forlangte han behandlede hende som en eller anden...Der betød noget! Eller...Noget. Åh. Han var for træt til at tænke over hvad hun dog ønskede af ham!
"Forventer du jeg bære rundt på dig?" spurgte han lige ud, galant som han jo...øhm...Var. Tjenerne ville allerede have hørt der var sket noget derinde, eller i hvert fald have undret sig over det lange bad. At bære en nøgen Daelis ud derfra og ind på et værelse ville blot bekræfte dem i at der var underligt mel i posen. Og dog...Han bekymrede sig ikke rigtig om den slags ting, selv om han nok burde.
Til sidst sukkede han svagt. Hun var ikke nem. Hun forlangte helt vildt meget. Det orkede han ikke.
"Jeg kan støtte dig. Jeg kan få en tjener til at tage sig af dit tøj...Men til det er tørt eller du selv har skaffet dig noget nyt, kan jeg kun tilbyde en af mine egne trøjer" svarede han så, hans stemme var tyk af manglende tålmodighed og træthed, som han sjoskede over til hende, for at hjælpe hende på benene. Han var ikke skabt til at være en gentleman...Det var han virkelig ikke.