Sådan her gør man!

[Deleted]

@arona

Det var en ganske almindelig dag hjemme hos familien Forsyth. Zean havde brugt det meste af dagen på at arbejde på sit værelse, der også fungerede som et kontor, men nu var han flyttede ned i den store opholdsstue i stueetagen, som var et af de steder han foretrak at opholde sig. Der var ild i pejsen og dejlig varm, trods den kolde bjergluft lurede lige udenfor. Denne dag var ganske fuld af blæst og regn, så der var ikke mange ude på gaderne eller i luften. Hans blik gled ud af et af de store vinduer, da et vindstød fik regnen til at larme endnu mere end ellers. Han sad i sofaen foran pejsen, med stuebordet foran sig. Et glas, halvt tomt, stod på bordet med vin i. Zean selv var afslappet klædt. Bare fødder, nogle lette bukser af mørkt stof og en eller anden sort skjorte, der var åben ved kraven, hvor man kunne se kæden til hans medaljon. Det brune hår hang som altid ned over hans ansigt og truede med at stikke ham i øjnene.
Hans fødder hvilede mod bordets kant og papirerne lå på hans lår, da han drejede hovedet igen og så ned på papiret. Det handlede om genopbygningen af det første tårn, om de ressourcer og arbejdere de havde og hvor meget det ville koste, samt et bud på hvor lang tid det ville tage. Hans grå, kolde blik gled ned over papiret, da han sukkede svagt. Han rettede sig op, placerede benene på gulvet og lagde papiret på bordet. Det var fint, kunne de ikke bare gå i gang? Måske ikke lige nu...Men i morgen måske?
Han tog glasset med vin og rejste sig op. Lidt efter forlod han opholdsstuen og trådte ud i den markant køligere entre. En tjener kom vimsende med en kost, men stoppede op da Zean gjorde tegn til at ville sige noget til hende.
"Er Arona hjemme? Hvor er hun?" Tjeneren så lidt på hende, da hun tænkte over det.
"Jeg tror hun er på sit værelse, Sir. Men jeg er ikke sikker, hun er lidt over det hele. Jeg beklager jeg ikke kan være til mere hjælp, Sir, jeg skal gøre noget rent nede i køkkenet. Et uheld, Sir, mel ud over det hele!" hun skyndte sig videre. Zean sukkede svagt og gned sig over panden et øjeblik. Han nippede til sin vin og så op af trappen, der første op til de næste etager. Det var vel på tide han tog sig noget mere af hendes opdragelse, hun var jo snart en stor pige!
I hvert fald ville han hellere tænke på det, end hans fremtidige ægteskab med Macaria, som overtog hans tanker lige for tiden.

[Deleted]

Kedeligt! Vejret var forfærdeligt og hun kedet sig indendøre. Hun sad på en puf ved vinduet og kiggede ud på de tomme gader som ellers altid var fuldt af liv. Et irriteret suk kom over hendes læber som hun lænede sine albuer mod vindueskarmen. Hvad skulle hun dog lave på denne dag? hendes far arbejde og hun havde lært at hun ikke skulle forstyrre ham ret meget. Det skete dog at hun en gang i mellem kedet sig så meget at hun var nød til det. Bare for at se hvor langt hun kunne presse citronen. Meget let og elegant hoppede hun ned fra puffen og endte på gulvet. Hun havde bare tæer men frøs ikke. Det var faktisk meget sejt at være bøde is og ild dæmon. Hun frøs faktisk aldrig. Forsigtigt bed hun sig let i læben og kiggede rundt i det store værelse. Værelset bar allerede præg af at hun ikke helt var i stand til at styre sine evner. Der var sod mærker på mange ting. Hun rodede let med sit hår som hang løst ned over hendes skuldre. Hun havde været forfærdelig ved hendes barnepige her til morgen. Hun havde nægtet at sidde stille for at få sat håret op og til sidst var hun smuttet i fustration. Dette faktum kunne få Arona til at grine lidt. Med rolige skridt søgte hun over i den anden ene af sit værelse hvor hun havde en kiste stående. Hun bed sig stille i læben og åbnede den. Hun havde nuppet enkelte små våben rundt omkring i byen når hun havde været ude. Hun vidste at hendes barnepige ikke ville have at hun havde dem men om hendes far ville kunne lide det vidste hun faktisk ikke. Hun greb ned i kisten og hev en meget skarp dolk frem i en broderet skede. Hun endte med at dumpe ned på gulvet og meget forsigtigt trak hun dolken ud af skeden. Det var skinnende og meget smuk. Smilet bredte sig på hendes læber som hun lagde skeden på gulvet og sad med våbnet i hånden. Våben fascinerede hende voldsomt meget. Hun holdt om skaftet med den ene hånd og forsigtigt lod hun en finger fra den anden hånd køre hen over det skarpe blad. "Auv" mumlede hun forundret som blodet let begyndte at løbe fra hendes finger. Der var ingen tårer, ingen voldsom reaktion. Blot ren og skær forundring som blodet begyndte at løbe ned over hendes finder. Hun havde fået skåret sig i blommen så det blødte da en smule.

[Deleted]

Med et svagt suk og et lille trut med munden begav han sig op af trappen til den rigtige etage, hvor han forsvandt ned ad gangen. Kun et øjeblik efter bankede han på Aronas dør...Men hvad kunne en pige på 5 år have af hemmeligheder? Så uden at vente yderligere åbnede han blot døren...Og stoppede op.
Det var ikke sodmærkerne der fik ham til at stoppe op, han havde set dem før og fik regelmæssig rapporter fra tjenerne når hun satte ild til ting. Hvad angik Arona og hendes rastløse temperament, så han intet problem i det. Godt nok havde hendes barnepige brokket sig en del og om han dog ikke snart ville opdrage lidt mere på hende, for en pige som hende havde brug for en masse regler og disciplin. Hvortil Zean blot havde svaret at der var ingen grund til at sætte flere regler, som pigen blot kunne bryde. Det ville bare gøre dem begge kede af det hele tiden. Ja, så tidligt som i morges var barnepigen kommet trampende i hans morgenthe og brokket sig. Han sukkede svagt. Han havde måtte sætte kvindens løn op, blot for at få nogen til at se efter Arona.
Nej, det der havde fået ham til at stoppe op, var Arona der sad på gulvet. Ikke så meget dolken i hendes hånd, som var et pragtstykke, men mere blodet der dryppede ned over hendes fingre. Med et svagt suk lukkede han døren efter sig og gik over til hende. Han satte sig på gulvet ved siden af hende.
"Så du er byens tyveknægt" kommenterede han en smule koldt, da han rev en strimmel stof af hendes kjole. Hvis hun selv skar sig, måtte hun også lære det gik ud over hende selv og hendes ting, omend hun jo altid kunne få en ny kjole. Han tog stoffet og viklede det om hendes fingre med en urtekenders profession. Så tog han dolken op og holdte den op foran hende.
"Jeg vil ikke have min datter bliver kendt som en tyv og hadet af vores egne folk. Du er allerede varyl, folk accepterer dig kun så åben hjertet fordi du er min datter" irettesatte han hende.
"Vi dødsengle må holde sammen og hjælpe hinanden. Disse våben bliver leveret tilbage i dag. Ikke af dig selvfølgelig, det røber dig bare. For fremtiden så kom til mig! Jeg giver dig gerne nogle våben. Men ikke flere tyverier!" han så på hende for at se om hun forstod hvad han sagde til hende.

[Deleted]

Hun hørte nogen banke på sin dør men det brød ikke hendes fascination det mindste. Hun var så interesseret i dolken og herefter blodet som løb fra hendes finger at hun næsten ikke bemærkede at hendes far kom ind på hendes værelse. Som han kom tættere på hende søgte hendes grå øjne op mod hans skikkelse. Hovedet søgte let på sned som hun så hvordan han satte sig på knæ ved hende. Hans ord lyttede hun roligt til. "Manden sagde at vi skulle dele. Jeg har bare lånt den" sagde hun roligt uden at fjerne blikket fra hans skikkelse. Der var ikke skyggen af anger eller skyldfølelse gemt i hendes stemme. Kort gled hende blik ned til stoffet som han rev af hendes kjole og bandt om hendes finger. Det gjorde hende intet. De eneste ting som hun havde en speciel knytning ting var våbene. Hun fandt den voldsomt spændende og sjove. Hun kiggede lidt nysgerrigt på sin indbundende finger. Nu kunne hun jo ikke se blodet længere! Hun sukkede og vendte opmærksomheden mod sin far igen da det lød som om han snakkede alvorligt til hende. Hun var ikke accepteret fordi hun ikke var fuldt dødsengel, folk tog hende kun til sig fordi hun var hans unge hvilket i sig selv var irriterende nok til at hun ønskede at straffe dem. "Jeg lånte den bare" gentog hun igen. Hun rejste sig så han kunne komme til kisten. Resten af dem var ikke nogen våben som folk ville samle. Nogle af dem havde hun endda fundet et sted hvor der var nogen der ikke havde ryttet op efter sig og blot ladet dem ligge. "Min barnepige fandt de våben som jeg fik af nogle af dine vagter. Hun kunne ikke lide det så hun placerede dem helt deroppe hvor jeg ikke kan nå." Hun pegede op på toppen af skabet hvor der lå nogle små knive og lidt større dolke som nydeligt var blevet placeret ude af hendes rækkevide og hun havde absolut prøvet at få fat i dem før hun havde søgt efter ting ude i byen. Hun lagde armene over kors og kiggede på ham meget længe. Hun brød sig ikke om at give sig men dog ville hun heller ikke være en tyv. Hun nikkede stille. "Den store kniv tilhøre en af vagterne og de brune i kisten fandt jeg i et hus som endnu ikke var blevet taget i brug." Med brune mente hun at de var rustne hvilket de også var. Hun endte med at lunte hen til sin far og gribe let fat i hans bluse. Hun var jo ikke så høj endnu. "Jeg vil have mange våben! Jeg kan ligeså godt øve mig når jeg keder mig." Smilet fyldte hele hendes ansigt. Hun elskede våben voldsomt meget.

[Deleted]

Han så lidt på pigen, Arona, hans datter, som hun talte. Koldt, neutral, uvidende om hvad verdenen forventede af en og at man ikke bare kunne tage så store massakre-ture når man kedede sig....Eller...Det kunne man nu godt. Men ikke hele tiden, det var!
Havde han selv været sådan som lille? Han huskede ikke meget fra den alder, mente han, men måske havde han haft samme attitude. Han havde nok ikke være så besat af våben, det havde han sjældent været, mere var han blot interesseret i den smerte der kom, uanset hvilket våben man brugte.
Uanset hvad var skarpe våben, som dolke og sværd, ret kedelige for ham, for de slog så hurtigt ihjel. En pisk var bedre, for der kom mere smerte og det hele gik langsommere.
Han rakte ned i kisten, da hun flyttede sig og så på de rustne knive lidt. Han lagde dem på række på gulvet foran sig, mens han bed sig lidt i den ene kind. Så rejste han sig og trak knivene, fra toppen af skabet, ned og lagde dem i en ny række. Barnepigen havde fjernet de eneste våben der kunne skade ordentligt, næsten. Til sidst satte han sig ved siden af knivene og så over på Arona med sit kolde blik.
"Først og fremmest vil jeg ikke have du samler skrald...disse..." han tog en af de rustne knive op og viste hende den. Mellem to fingre, som fandt han den direkte frastødende.
"Er rustne. De har ligget ubrugt så længe, at de er begyndt at ændre farve og skalle af i små flager. Det sker med metal, hvis man køber de billige våben. De dyre våben har gerne en lagering der forhindre de rustner for nemt...Uanset hvad, de kan bruges, men de er sløve og knækker i kamp. Skrald." han lagde den fra sig.
"Disse knive..." han pegede på en af dem der ikke var rustne.
"Er dog fine. De skal stadig pudses og slibes en gang i mellem. Men de er skære bedre end de rustne knive. Hvis man altså finder knive og dolke så spændende" kommenterede han i en bedrevidende tone. Så rejste han sig op igen og børstede usynlig støv af sine bukser.
"Tag nogle af dine dolke. Bare rolig, jeg vil lade barnepigen vide du skal have dem. Men på en betingelse! Du skal kun bruge dem mod de rigtige. Du kan ikke bare gå og stikke til alle folk. Visse folk omkring os er nyttige og dem vil vi ikke se dø. Du er datter af en leder. Du skal kæmpe for din egen race, ikke skade den yderligere. Det må du love mig!" hans blik gled over hende, blot lige så koldt som før, end direkte irettesættende. Han gik over til døren.
"Tag en rusten og en almindelig dolk og kom med. Vi går ned i fangekælderen. Jeg vil vise dig det" Et smil gled over ham. Hvis hun var så ivrig, hvorfor så ikke gøre det til en far-datter ting?

[Deleted]

Arona elskede våben. Hun var ekstremt fascineret af hvor skarpe og flotte de så ud. Et sted var det vel nok fordi at mange af dem var så blanke og skindende. Det var noget som faldt hende i øjnene. Hendes blik hvilede roligt på hendes far skikkelse. Hun elskede og forgudet sin far over noget som helst andet i denne her verden og for ham ville hun gøre alt ... næsten. Alt med måde som man sagde.
Hovedet søgte let undersøgende på sned som han tog de rustne våben og de flotte blanke og lagde dem på række foran hende. Hun lagde sig på knæ og kiggede nysgerrigt på hvad der nu skulle se. Hun elskede at lære nye ting og var ret viden begærlig så når hendes far gav sig tid til at forklare noget så havde han hende udelte opmærksomhed. Så brune våben var altså dårlige? Skrald? Ubrugelige? Spændende! Hun lyttede interesseret som han snakkede og samlede selv en af de rustne våben op for at undersøge den. Hun tænkte lidt over hans ord mens hun kiggede på kniven hvorefter hun vendte de grå øjne mod hans skikkelse. "Så brune våben er dårlige fordi de går let i stykker og er sløve" gentog hun stille, næsten for sig selv for at være sikker på at hun havde forstået. Hun lagde forsigtigt den rustne kniv tilbage på gulvet og kiggede mod de pæne blanke knive som hun ikke havde måtte lege med for barnepigen. Dumme barnepige. Hvilket lille barn ville ikke med glæde lege med våben og barnepigen kaldte det for unaturligt? Hmpf! Hun kunne ikke se hvad problemet var. Hun lyttede som han igen fortalte om knivene, denne gang de pæne. Som han pointerede at de var gode hvis man fandt dem spændende fik et lille ondt smil frem på hendes læber. "Knive er dejlige hvis man bruger dem ordenligt. Det er sjov at se hvordan huden åbner sig når man skær i noget." Hun havde godt nok ikke skåret i nogen mennesker endnu men hun havde brugt knivene til at skære i dyr og den nydelse hun fik ud af det var allerede stor. Som han rejste sig og bad hende tage en fin kniv og en brun kniv med sig gjorde hun det. Hun greb en af hver i hænderne og kiggede på ham med et roligt blik da han snakkede. "Far altså! Jeg er 5 år og ikke dum. Man skal ikke skade folk der kan bruges til noget. De skal manipuleres til at gøre som man vil have. Hvis de så er ubrugelige så kan man lege med dem bagefter" sagde hun næsten opgivende og rystede på hovedet. Hun var altså ikke dum! "Dødsengelene er mit folk og min familie. jeg ville aldrig gøre dem noget medmindre det var en ordre fra dig. Altså." Hendes stemme var næsten en smule irettesættende som hun fulgte ham over til døren med et lille smil. Hun var spændt på hvor de skulle hen og hvad han ville vise hende. Uhh hun glædet sig meget!

[Deleted]

Han smilte, da han så på hende. Hendes irettesættende tone måtte hun næsten have fået fra sin mor, tænkte han. Han holdte døren for hende, så hun kunne gå ud af den, når hun havde valgt et af hver slags dolk.
"Korrekt" svarede han, glad for de var enige på det punkt. Brugelig folk blev holdt i live, men var legetøj, så snart de var ubrugelige. Dødsenglene var nogen man slet ikke rørte. Forsimplet, enkelt og let.
Han slap døren og gik ned af gangen, forventede at hun gik med. Han gik ned af trappen, til de kom til stueetagen. Her gik han over til en dør, som han åbnede. Bag den gemte sig en trappe der gik ned i et altopslugende, køligt dyb. Deres kælder!
"De skære hul i folk...Men de giver ikke meget smerte. Smerte er altid det du skal gå efter. Du vil føle sig afhængig af den, du vil elske at påføre den til andre. Du er et væsen der ernærer sig på andres smerte!" sagde han og smilte lumsk til hende, da han førte dem ned af trappen. Et par fakler på væggen sørgede for de kunne se, hvor de satte fødderne.
Efter en nedstigning kom de til et koldt stengulv. Kælderen var forbundet med tunnelerne i bjergene, så de altid havde en smutvej til andre dele af Paggeija, men den indeholdte også lagre og celler med fanger. Der var godt nok ikke mange fanger tilbage, men der var et par stykker der var blevet transporteret hertil og som nu sad i deres nye, mørke, kolde celler med intet mere end en spand, lidt halm og nogle tæpper.
Zean tog en nøgle, der hang på væggen, og rodede lidt rundt i dem, til han fandt den rigtige. Mellem cellerne, der alle havde en dør af metalstænger, så både fanger og fangevogtere kunne se på hinanden, stod der et bord af sten, hugget ud af bjerget selv. Det var mørkt og stribet efter tidligere tortur. Mest efter at dødsenglene var flyttet ind igen. Han kunne jo trods alt ikke helt opgive at piske folk. Et par lænker lå på gulvet og var sat fast til bordet.
"Vent her, Arona, så finder jeg en til os" sagde han henkastet, da han gik over og låste en af cellerne op. Et øjeblik efter kom han slæbende på en ung mand, der tydeligvis havde siddet i celler de sidste uger, hvis ikke måneder. Tøjet hang om ham, beskidt og laset. Hans hår var halvlangt og filtret. Han virkede bange...Uden tvivl han havde set sine cellekammerater blive udsat for pinsel og nu det var hans tur. Han var dog også afkræftet, så han kunne ikke vride sig fra Zean. Zean skubbede ham brutalt ind over det kolde stenbord og lænkede hans fødder og arme fast, så han lå med et lem til hver side, som en parodi på den vitruvianske mand.
Zean gik over og hængte nøglen på plads, før han hev et bord skramlende over mod manden. Med et snuptag hev han tæppet af det mindre træbord...Og vise Arona alverdens torturredskaber. Knive, piske, tange, ting man kunne brænde folk med, hvis blot man kunne varme dem over ild...
"Så. Her plejer jeg at gå ned, når jeg har brug for at mærke folks smerter. Det er på tide du lære lidt om det. Du kan ikke blive ved med at hygge dig med ligegyldige smådyr!" sagde han og smilte til hende, da han gik over til hende. Med et snuptag havde han rejst hende op på bordet, så hun kunne stå eller side ved siden af den lænkede mand.
"Som det første syntes jeg du skal afprøve de to dolke. Prøv den rustne først og derefter den skinnende, så kan du bedre se forskel på hvordan de virker. Jeg foreslår du afprøver dem på manden arme eller ben...Vi vil ikke have han bliver alt for såret endnu" smilte han opfordrende.

[Deleted]

Hun holdt de to dolke, en i hver hånd som hun fulgte med ham til døren og ud af den. Hendes ben var ikke så lange så hun skulle gå lidt hurtigt for at følge med sin far men dog så fulgte hun ivrigt med ham. Hun ville gerne se hvad han ville vise hende. Hun bed sig afventende i læben som han førte hende ned i dybet under deres hus. Hun mindes ikke at hun havde været så langt nede før. Det var spændende! Som han snakkede lyttede hun nysgerrigt. Det gav faktisk mening på en eller anden måde. "Er det fordi en skarp kniv skære let igennem huden? Så går det ikke så ondt?" spurgte hun nysgerrigt. Hun var ivrig efter at læse og det kunne vidst kun være tydeligt.
De nåede hele vejen ned i den mørke fangekælder. Hun søgte omgående hen til bordet som tydeligt bar præg af gamle tortur ofre. Hun studerede striberne af blodet med en voldsom interesse. Blod var fascinerende på så mange forskellige punkter. Som han bad hende vendte gled blikket væk fra bordet og mod ham. Han forsvandt hen og greb en nøgle hvorefter han fandt en celle. Hun trådte lidt væk fra bordet sådan så han med lethed kunne komme kunne komme til at længe manden fast. Manden på bordet kunne hun svagt skimte siden af. Hun kunne ikke se ham ret godt fordi hun jo ikke var så høj endnu. Knivene havde hun stadig i hænderne og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst af spænding. Hun ville så gerne se hvad der nu skulle ske. Hun vidste at det at mærke smerte fra rigtige mennesker var langt anderledes end det som hun var vant til fra de små dyr. Som han hev tæppet af det andet bord gled hendes blik over mod der. Hun kunne svagt antyde de yderste redskaber og smilet bredte sig på hendes læber. Dette var virkelig noget dejligt! Hun glædet sig virkelig meget til hvad der nu skulle ske. Som han løftede hende op på borden lagde hun sig roligt på knæ ved siden af den beskidte mand. Hun kiggede med grå øjne ned på ham. Han virkede forfærdeligt forvirret der på bordet. Ikke nok med at han var fange og ikke vant til at se mange andre end de andre fanger, ikke nok med at han forventede at blive tortureret men nu sad der en lille pige ved hans side og kiggede nysgerrigt ned på ham? Forvirringen var tydelig og endnu mere da Zean valgte at påtale at hun skulle bruge dolkene på ham. Arona vendte blikket mod sin far med et lille smil. "Okay far" sagde hun hengivendet og vendte opmærksomheden mod manden. Hun lagde den skinnende dolk fra sig og tog den rustne først. Hun kiggede undersøgende på bladet. Skrald. Det var hvad hans far havde kaldt det. Hun rettede sig sådan så hun kiggede ned mod mandens lår. Hun lod knivens blad hvile mod tøjet og hun trykkede med noget vægt og skar. Der skete ingenting. Hun prøvede igen men med samme resultat. Hun løftede dolken op foran sig igen. "Skrammel." Hun slap kniven og lod den falde på jorden med et klonk. Hun tog derefter den flotte skindende kniv og gjorde det samme. Denne gang var resultatet anderledes. Som kniven kørte hen over hans lår blev både tøj og hud skåret op. Manden klynkede kort men det var ikke den mest voldsomme smerte som han kunne få. Det kunne hun da tydeligt mærke på sine egne lyster. Hun løftede kniven op foran ansigtet og så hvordan blodet ligeså fint gled ned over den. Hun studerede den lidt før hun vendte blikket mod sin far igen. "Den gør ikke ondt nok" konstaterede hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun søgte mere, mere smerte, flere skrig og helst også noget gråd. Det ville være rigtig rart.

[Deleted]

Manden var tydeligvis forvirret over dette her. Han havde set Zean torterer nogle af de andre fanger, hørt skrigene runge igennem kælderen, så de fik mareridt hver nat. De sad blot, rystende, i deres celler og ventede på det uundgåelige. Nu var det hans tur...Men tydeligvis måtte han være speciel. Måske ville de ikke torturerer ham alligevel? Siden pigen var til stede...Pigen så ganske uskyldig og sød ud. Zean kunne da ikke mene at han ville torturere ham foran en lille pige? Det var jo grotesk!
Mandens blik gled over pigens dolke og så genkendte han pigens øjne...Det var de samme øjne Zean havde. Så de var i familie...Måske endda far og datter...Og hun sad med dolke. Hvad var dødsengle for en grotesk race? Det var så absurd for ham, at en lille pige skulle pine ham, at han end ikke kunne tro det!
Zean så tålmodigt på sin datter, som hun først prøvede den dårlige kniv. Sløve knive kunne stadig bruges, blot med lidt ekstra styrke, fordi de skar dårligt. Men rustne knive var ofte helt ubrugelige. Dette var grunden til at han havde taget hende med ned i kælderen, med en af hver slags, så hun selv kunne se hvordan de virkede. Hvilken god og tålmodig far var han ikke, når han gav sig tid til det, i stedet for bare at forvente hun forstod det?
Først den ubrugelige, så den brugelige. Han grinte, da hun kommenterede det ikke gav nok smerte. Nej, nej, det gav slet ikke nok smerte! Men det var begrænset hvilke ting hun kunne give manden af smerter, for hun var ikke særlig stor eller særlig stærk.
”Du har nu lært forskellen på en rusten kniv og en almindelig kniv” svarede han roligt.
”Du har lært at en dolk er god til at skære, men at den i sig selv ikke giver så stor smerte...Hvis man skære lige ned i kødet, i hvert fald” han blinkede drillende til hende.
”Der findes mange måder at give en person smerte. Nogle af deres mest følsomme steder er normalt hvor de har tynd hud...” han pegede visse steder på mandens krop. Under hans arme, på inderlårene.
”Og hvor der er mange nerver.” Han pegede på mandens ansigt og på hans skridt.
”Fødderne kan også være gode at pine” tilføjede han til sidst.
”Det er klart...Du kan ikke slå til her...” igen pegede han på mandens skridt.
”...Med det samme. Det er et meget følsomt sted og er du for hård, besvimer offeret for hurtigt eller måske dør de ligefrem. Det er også praktisk at vide hvor de store blodårer er, blot så du kan undgå at skade dem. Hvis offeret bløder for meget, vil det forbløde og besvime eller dø. Og så er der ikke mere sjov tilbage” han smilte let. Det var sikkert kedeligt at høre, men vigtigt.
”Det er klart du endnu er for lille og svag til at svinge en pisk over mandens krop. Jeg elsker at bruge en pisk. Du skal huske at jo stærkere og udholdende du selv er, jo længere kan du behandle offeret præcis som du vil...Og fange det, det er” smilte han og opfordrede hende dermed til at spise sundt og dyrke meget motion, at træne sig til at blive en stærk kvinde.
”Lad mig nu vise dig hvordan du kan bruge en dolk til at give lidt mere smerte, men uden at personen forbløder...Med det samme i hvert fald. Dette vil give en længerevarende, sviende smerte på offeret. Lidt som hvis man slår dem med en pisk, bare lidt mildere. Dette er noget jeg tror du selv kan gøre når som helst...” han rakte over til bordet, han havde skubbet derover, og tog en af dolkene fra det. Han gik over til mandens arm. Fordi de var strakt ud, havde han mest adgang til den tynde hud under armen, men pyt nu med det. Så kunne Arona bare se hvordan det virkede.
”Først nogle hurtige snit. Det er bedst at gøre det med små stykker hud ad gangen. Mister han for meget hud, vil han hurtigere dø. Desuden er det nemmere med små stykker og i længden mærker han mere smerte...” han skar hurtigt nogle små snit i mandens hud med dolken, til at forme en lille firkant. Manden klynkede og hev i lænken. Han var bange. Zean kunne næsten høre hans hjerte pumpe af sted.
”Når du har skåret huden op...Se dette kræver fingerfærdighed! Det kræver øvelse. Men det er sjovt” han så smilende på Arona. Et grumt smil. Så begyndte han at dolke spidsen af dolken ned under huden, til han kunne få fat på lidt af huden med nogle fingre. Hans fingre blev røde af det, af blod, men det blødte ikke så meget at forhindrede arbejdet. Han havde jo ikke rigtig skåret i manden. Mens han hev i huden, begyndte han at skære det fri, til han til sidst stod med et lille, perfekt stykke hud mellem fingrene. Manden havde nu en lille firkant på armen, hvor der ikke var hud. I starten havde manden skreget, ikke vildt højt, for det var ikke den værste smerte man kunne opleve, men alligevel skreget, da Zean hev huden af ham. Nu svedte manden og lå bare og klynkede.
”At flå en person for hud...Det elsker jeg også...Prøv! Prøv på hans ben, på skinnebenene, der rammer du ikke nogle store blodårer med det samme og du kan øve dig igen og igen. Bare skær hans bukseben af, dem skal han jo ikke bruge” foreslog han. Han vidste hun nok ville have svært ved det...Men de startede jo alle et sted og hvis hun øvede sig allerede nu, ville hun en dag blive den mest perfekte til at torturerer folk. Og hans datter skulle være intet mindre end perfekt.

[Deleted]

Arona lignede sin far utrolig meget. Ikke bare af udseende men også i være måde. Han havde smittet meget af på hende og hendes hang til død og ødelæggelse blev større når hun var sammen med ham.Han påvirkede hende meget som alle forældre ville gøre med deres små og hun nød det. Hun elskede virkelig når han tog hende med til sådan nogle ting. Hun slugte af hvad han kunne lære hende så godt som hun kunne. Knivene i hendes hænder var meget forskellige. Den brune var ubrugelig, skrammel og den anden gav slet ikke nok nydelse at bruge. Hendes blik hvilede roligt på ham som han snakkede. Hun lyttede og var meget opmærksom når han sagde noget til hende. Som han forklarede hende om kroppen rykkede hun sig tættere på det som han snakkede om. Smilet hvilede roligt på hendes læber som han fortalte om den tynde hud der kunne give langt mere skade. Det var jo en fantastisk ting! Mere smerte, der var slet ikke nok. Da han snakkede om mandens skridt vendte hun blikket i mandens retning. Hun løftede dolken en smule og prikkede til manden, ikke hårdt eller noget. Manden vred sig en smule, ikke af smerte men nok mere af frygt for hvad den lille pige tænkte på. Hovedet søgte let på sned som hun blev henslægt i tanker.
"Er den ikke helt ubrugelig for ham hernede?" spurgte hun herefter lidt tænkende og bed sig let i læben. Hun kiggede kort ned på hendes fingre. Hun huskede en gang for et par uger siden hvor hun havde kedet sig. Hun havde snoet en snor om sin ene finger og hendes barnepige havde skældt hende ud og sagt at det måtte hun ikke fordi fingeren kunne risikere at falde af. Det gav hende en ide. De grå øjne gled op på sin far. "Kan man ikke få den til at falde af?" Hun vidste ikke lige her hvordan hun skulle få forklaret hvad der var i hendes hoved. Hun havde så mange forskellige ideer, så mange ting som hun gerne ville prøve men det at formulere sig var bare ikke særlig let endnu.
Som han begyndte at vise hende hvordan man kunne flå et individ for hud kiggede hun nysgerrigt med. Hun kravlede tættere på sådan så hun tydeligt kunne se hvad pokker han havde gang i. De fine snit fik huden til at bløde en smule. Blodet gav hans fingre en dejlig rød farve og smilet var næsten som malet fast på hendes ansigt. Fascinationen lyste ud af hende som var hun et fyrtårn. Hun elskede virkelig det her og det kunne ikke være andet end tydeligt for ham. Da han blev færdig og stod med huden i hånden greb hun forsigtigt om hans hånd sådan så hun kunne nærstudere hans arbejde. Det at han gav hende lov til at prøve selv gjorde hende lykkelig. Hun slap han hånd og rykkede tilbage ned ved mandens ben. Bukserne skar hun op sådan så hun havde frit udsyn til huden. Spidsen af kniven satte hun ned i manden og skar fire små snit som sin far selvom de måske ikke var helt lige så gode som sin fars. Hun sad lidt og kiggede på blodet før hun vendte opmærksomheden om sin far igen. "Er der en mindre kniv på det bord? Det er nemmere at arbejde med noget mindre" sagde hun roligt. Kniven hun havde i hænderne var en smule for stor for hende til sådan noget delikat arbejde.

[Deleted]

Arona var lærenem og dygtig. Hun lyttede, selv om han var i tvivl om hvorvidt det hele var lige spændende, men hun lyttede i stilhed, som et artigt barn. Aldrig havde han troet hans datter ville være så god. Men det skyldtes nok de lavede noget spændende, noget de begge interesserede sig for. Han havde aldrig tænkt over han skulle lære det videre på denne måde, men det var faktisk helt sjovt. På den ene side skulle hun lære om de racer hun var, dødsengel og dæmon, at kontrollerer dem og ære hendes vigtigste side, dødsenglen. På den anden side skulle hun være en fin, klog kvinde. Hans status taget i betragtning havde hun meget at arve og meget at lære, men til gengæld ville hun aldrig mangle noget og hun ville vokse op med fornemmelsen for ansvar og det at sende kommandoer rundt og beordre folk til ting.
Hans blik gled over til hende, som hun stikkede til mandens ædlere dele. Hans øjenbryn gled sammen et øjeblik. Han havde en form for naturlig modvilje mod at vise hende mandens ædle dele og lade hende lege med dem. På den anden side ville hun jo lære om det før eller siden. Måske var dette hans eneste mulighed for at komme før Elmyra og lære Arona om hvad sådan en ting kunne gøre ved hende, hvis hun ikke passede på sig selv. Om lidt. Først ville han vise hende det med huden.
Da han var færdig, lod han hende prøve. Hun virkede dybt fascineret og han delte denne fornemmelse med hende. Det var fantastisk hun nød det så meget!
Hun var overraskende sikker på hånden, da hun efterabede ham. Men han kunne også godt se kniven var for stor. Spørgsmålet var om der overhoved fandtes mindre?
Han gik over til bordet og studerede det, flyttede på nogle ting, for at se om han kunne finde en. Til sidst rakte han hende den mindste han kunne finde.
”Vi har desværre ingen i børnestørrelse” kommenterede han en smule kort. Hun måtte jo bare gøre det så godt som hun kunne, med det hun havde.
Han gik om på den anden side af bordet og så på hendes arbejde.
Til sidst tog han den kniv, hun ikke havde kunne bruge, fordi den var fra stor. Han hev op i resten af mandens bukser og skar stoffet op, så hans underliv kom til syne.
Han fjernede stoffet og så over på Arona med et en noget alvorligt blik.
”Det er ikke normalt man viser børn disse ting, fordi børn ofte er for uskyldige og uvidende til at vide, hvad de betyder...Dette...Er en manddom. Når du bliver ældre, vil mænd komme løbende efter dig og prøve at stikke den op mellem dine ben, måske hvor du selv ønsker det, måske når du ikke ønsker det. Der er to ting du skal passe på. Den ene er du aldrig skal lade dem gøre det, medmindre du selv har lyst og hvis de prøver, så grib fat i den og vrid den rundt, til mændene krummer sig sammen og vil gøre alt du siger. Den anden er at den kan gøre dig gravid, så du spytter så børn som dig selv ud. Når du bliver ældre kan jeg lære dig om urter, der sikre du ikke bliver gravid...Men for nu...” han trak let til den med knivspidsen. Manden prøvede at trække sig væk fra Zean, uden større held.
”...Er det bedst du holder dig væk fra den. Du er alt for ung til sådan noget. Hvad angår at få den til at falde af, kan man gøre det på forskellige måder. Vi kan skære den af...” manden klynkede.
”...Eller få den til at visne af, ved at binde noget rundt om den. Men uanset hvad vil det være ubehageligt og manden vil sikkert besvime. Hvis vi skære den af vil det give enormt store smerter, men han vil nok også dø” fortalte han afslappet.