Care to join me for a snack?

[Deleted]

Ezekiel nærede en vis tiltro til denne kvinde, og særligt fordi at hun var så god ved ham. Hun flygtede ikke, og det virkede heller ikke som om at hun var ude på at flygte eller snyde ham. For han ville kunne læse det i hendes tanker og sind, om det havde været tilfældet! "Folk kan ikke lyve for mig.. det kunne han ikke lide.. Den dumme Diamaqima.. Det kunne han ikke lide!" sagde han igen, som var der et lys, der var gået op for ham. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, og med en lige så intens mine. Som hun gav ham kappen, stod han fuldkommen stille, inden han tog imod den. Han var ikke vant til gaver eller noget som måtte minde om det. "Må jeg få den..?" spurgte han direkte. Ha nvar slet ikke vant til gaver. 
Hvordan årstiderne virkede? Han var faktisk ikke helt sikker. Det eneste som han kunne huske var kulden om vinteren og den intense varme om sommeren. Han blinkede let med øjnene og vendte blikket væk, som han faktisk forsøgte at tænke sig om. "Bare det kommer igen.. Jeg har savnet det grønne græs og de mange blade... fuglenes sang... hvorfor synger de ikke..?" Igen vendte han blikket direkte mod hendes skikkelse. Hun begyndte at gå.. og derfor valgte han at gå med. Han var dog meget opmærksom på hvad de måtte passere på vejen, for tænk nu hvis der var nogen som ville komme efter? Kappen som han havde fået, trak han om sig. Den havde en sjov duft.. Den duftede nemlig af hende. 

[Deleted]

På trods af deres møde indtil videre, var Francis et stort smil, som Ezekiel fulgte efter hende med kappen om sig. Når først hun havde fået lidt varme og mad i manden, så skulle det hele nok gå. De var i hendes hjemland, Dvasias. Hvad end der var sket i Procias, kunne det ikke rører ham her. Det gik stille op for hende, at han muligvis ikke kendte til Manjarnos fald. Men det var der vel ingen grund til at fortælle ham nu. Guderne skulle vide, at han lignede en, der havde været igennem nok. Informationen ville nok stille flere spørgsmål end den ville give svar.
"De fleste af fuglene er taget sydpå for vinteren. De kommer ikke tilbage, før bladene og blomsterne gør det til sommer. Hvis du er heldig, så kan vi måske senere se nogle af de få, der er blevet." Det tog ikke lang tid for dem, at komme over til hendes lille lejr. Et bål knitrede i midten af en lille lysning. Eller lå der nogle store grene hugget op til brande, og hendes rejsetaske. Det første hun gjorde, var at lede efter ekstra tøj og et vandskind. Hun begyndte at snakke, mens hun ledte. "Kan jeg få haren? Så gør jeg den klar til, at vi kan sætte den over ilden. Jeg har desværre ikke andet at tilbyde dig end kød og en smule vand." Hun vente sig om mod ham, med et ekstra par sokker, trøje og vandskind. Det var først nu hun kom til at tænke på det. De havde ikke efterladt haren, havde de?

[Deleted]

Den manglende fuglesang, var slet ikke noget som Ezekiel brød sig om. Var det et varsel om noget, som ville ske? Han slog de tanker ud af hovedet, mens han fulgte efter hende, til de nåede den lille lysning i skoven. Her var der bål.. der var læ. Faktisk var det hyggeligt. Han var bare slet ikke vant til at kunne gå så meget, og bevæge sig så frit, som han gjorde lige nu. Alt taget i betragtning, så var det ikke fordi at han var vant til at færdes ude, for det var han virkelig ikke. Det føles.. underligt, og det var stort. Virkelig stort!
At hun kunne tilbyde vand og kød, var noget som faktisk passede Ezekiel fint. Det var mere end hvad man kunne sig, at han var vant til at få. Han vendte blikket mod hende og rakte hende den livløse hare, som han havde i sine hænder. "Den er så dejlig blød.. så blød.." Han fulgte den meget nøje med blikket, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han vendte sig efterfølgende mod bålet i stedet for. Han søgte nærmere. Det afgav en dejlig og ikke mindst dejlig behagelig varme, hvilket skam også var noget som han rigtig godt kunne lide. Hænderne holdt han frem mod det, frem til det blev for varmt. Hastigt trak han hænderne til sig igen. Det gjorde jo ondt!

[Deleted]

Francis lagde tøjet fra sig oven på rejsetasken og tog imod haren med et smil. Hun kunne arbejde på at få ham bedre klædt på, når haren var sat over. Om ikke andet havde hun allerede på kappen om ham. Det måtte gøre lidt. Hun sendte ham et bredt smil, som han så fra haren til hende. Dyret blev lagt på jorden, og hun gav sig til at gøre jagtkniven ren med en klud. Det ville være kønt, hvis den mad hun havde lovet ham, var dækket i jord. Ikke at Ezekiel umiddelbart virkede som en der ville gå meget op i det. Det skulle dog ikke påvirke kvaliteten af made. Så meget som han forurolige hende, havde hun også lyst til at hjælpe manden. Den måde han reagerede godt nok på hendes ord, men hans opmærksomhed var alle andre stedet på en gang. Fik ham næsten til at minde hende om et nysgerrigt, og lidt nervøs barn. Måske det var sådan troldeunger så ud? Som gamle, grå mennesker? Med det samme hun havde tænkt det, kom et lille fnis, skarpt efterfulgt af at følte sig skyldig. Det var ikke pænt, også selvom hun ikke havde sagt det høj. Ezekiel havde forresten sagt, at han kunne læse tanker. Havde han mon "læst" noget? Som hun tænker det, vender hun sig om lige i tide til at se ham brænde sig.
"E-ezekiel!" Det var dog alt for sent. Skaden var sket og han havde trukket hånden til sig. Hun nåede lige at tænke det var godt. Som var det er reel mulighed, at den forvirrede mand lod den blive. Der gik et halvt sekund, hvor hun lavede hurtige ryk fra side til side uden at vide, hvad hun skulle gøre. Personligt var det ikke et problem. Hun følte ingen smerte og kunne hurtig heale det. Men hvordan var det, at almindelig mennesker gjorde, når de blev brændt? Øh- Vand! Hun hev vandskindet ud af bunken og greb ham om underarmen. På grund af vejret ville vandet være godt køligt. Det burde hjælpe mod brandvabler, alt efter hvor slemt han havde brændt sig, og dulme smerten. "Hvad i alverden tænkte du på? Gør det meget ondt? Jeg har desværre ikke noget til brandsår med." Hun gav sin til at se området an, som hun næsten tomme skindet. Hvor hurtigt havde han hevet hånden til sig. Forhåbentlig havde han brændt sig på varmen og ikke direkte flammerne.

[Deleted]

Denne kvinde var god ved ham, hvilket hurtigt fik Ezekiel til at vende blikket mod hende. Hun tilbød ham mad.. Om der var jord på eller ej, var han i princippet ligeglad med. Igennem alt for mange år, havde han nemlig siddet fanget i en hule.. en grotte i Procias, hvor folk end ikke havde vidst, at han havde været.  Farlig... Ha! Han var ikke spor farlig! Selv nåede han kun lige at gøre sig tanken, inden han brændte sig, og hurtigt måtte tage hånden til sig igen.
Den form for menneskelig smerte, havde han ikke oplevet igennem rigtig mange år, så det var nok mere i chok, at han havde valgt at trække hånden til sig. Som hun hurtigt var henne ved ham og tog fat i hans underarm, fik ham hurtigt til at vende blikket mod hende. Var hun ude på at gøre ham ondt nu!? Han måtte dog alligevel hurtigt falde til ro igen, da han så, at hun egentlig bare hældt vand ud i hans hånd. Det var vådt.. og koldt.. Det kildede faktisk i hans håndflader. 
"Det der gør ikke ondt.. Det.. kilder... kilder, det er hvad det gør," sagde han, inden han vendte blikket mod hans hånd. Hans hud var ru i forvejen, så den havde jo nok taget en del af det, men selv hans hånd var blevet en smule rød, så tog han det faktisk ikke så tungt igen. Han rystede på hovedet. Det her var bare langt fra hvad han var vant til. Et sted kunne man sige, at han var meget intelligent hvad angik at bruge hovedet, men hans logik og viden om den verden, som han egentlig var i, var som et lille barns. Det var særligt gået i stå, efter han var røget i fangenskab. Han bøjede let i sine fingre og trak hånden roligt til sig, inden han strækkede fingrene igen. Det føles sjovt.. Igen måtte han grine. Han var hvad mange andre ville kalde for vanvittig.

[Deleted]

Francis sukkede lettet op. Der var ikke blevet brændt hul og Ezekiel havde ikke ondt. Det her var så heldigt om det blev. Manden havde været nok ved fornuft til at trække hånden til sig i forholdsvis god tid. I det samme han trak hånden til sig, gav hun slip på hans arm. Med hvad hun bedømte et nysgerrig blik, betragtede han sin egen hånd. Hun var ikke sikker på, hvordan hun havde det med hans latter. Men i det mindste var han stadig rolig. Francis var ikke sikker på, om hun ville være i stand til at snakke ham ned igen. "Ezekiel" hun kaldte på ham, og rakte vandskindet frem. Der var stadig lidt tilbage som han kunne få. Hun ville være tålmodig med det, men hvis han ikke tog imod, ville hun i sidste ende stille skindet på jorden. På ny gjorde hun kniven ren og begyndte så af skinde og tage indmaden ud af dyret. Det blev hurtigt af trænede hænder. Hun havde ingen planer og at bruge pelsen og arbejdet var uden den helt store præcision. Hun var dog lidt mere omhyggelig med indmaden. Organerne blev lagt på skindet. Men det var bare for at have styr på dem og senere let kunne komme af dem. Hun havde ingen planer om at lave andet end kødet. Som arbejdet var færdig, kiggede hun over på Ezekiel. Spørgsmålet var, hvor meget han kunne spise. Der var dog ikke noget at gøre, hun havde ingen måder at stege indmaden på.
Francis rejste sig og fandt en lang lidt spids pind mellem brændet. Hun ville have brugt den til at rode i gløderne, når det kom dertil. Nu blev der i stedet spiddet en hare på den. Med lidt baksen rundt fik hun balanceret pinden mellem et par sten og hendes rygsæk. Godt tilfreds med sit handy work vendte hun sin fulde opmærksomhed mod Ezekiel igen. "Så! Nu skal vi bare vente og så er der mad." Mad til Ezekiel. Det ville være spild af haren hvis Francis spiste med. Hendes krop ville alligevel ikke optage det. "Nå lad os så se ..." Hun smuttede hen til tøjet, der nu lå på den kolde jord. Hurtigt børstede hun det værste væk. "Her!" Et par sokker og en blød, varm trøje, der desværre nok var en for lille. "Nu hvor jeg tænker over det..." Med mindre Ezekiel var meget hurtig, tog hun tingene med tilbage, fandt det sidste par sokker, og rakte så det hele frem igen. "Vi må have dig dækket mere til, så du ikke bliver syg." Forhåbentlig ville det ikke være svære at få ham til at tage imod end med kappen.

[Deleted]

De ru hænder, var nok kommet som en klar fordel i en situation som denne. Selv var Ezekiel glad for, at hun gjorde alt det her for ham, selvom han slet ikke var vant til, at nogen gjorde noget i det hele taget for ham. Han forstod dog ikke rigtigt hvad han skulle med det vand, så han satte det i stedet for ved siden af sig, da han havde fået det i hånden. Hans blik gled igen og igen ned mod hans hånd, som han lukkede og åbnede. Den var ikke faldet af endnu, så det måtte vel være okay? 
At maden ene og alene, skulle være til ham, havde han ikke rigtigt fået med sig. Hvem denne kvinde, rent faktisk var, var selv ukendt for ham, men ikke noget, som han tog tungere end som så. Han var dog nysgerrig. Hvem var denne kvinde, som tilbød ham alt dette? "Du hjælper mig..." kommenterede han endeligt. Mange som havde gjort det før, havde kun gjort det med bagtanker. Nathaniel Diamaqima havde placeret ham i en grotte i bjergene, hvor han ikke blev set eller hørt af nogen som helst.
Blikket gled igen ned mod det tøj, som hun rakte ham. Blev han virkelig serviceret på den måde? Han tog forsigtigt omkring det.. Bare at mærke det med sine fingre, satte en hel sitren i ham. Det var en oplevelse.. en underlig følelse at sidde med noget.. varmt, rent og fint. Han blinkede let med øjnene, som hurtigt begyndte at flakke rundt, i et forsøg på at bevare fokus. "Hvorfor du giver det her til mig? Hvad ønsker du af mig?" spurgte han hastigt efter hinanden. Han ville jo heller ikke ligefrem stå i gæld til nogen.. og at give nogen varmt tøj, var jo ikke bare en gestus af typisk venlighed. Noget andet måtte der stikke under, og han skulle nok finde ud af, hvad det var!

[Deleted]

Francis smilte stort, som Ezekiel tog imod tøjet. Nu gik det hele som det skulle. Den arme stakkel ville snart være varm og så snart haren var færdig, ville han kunne få noget at spise. Derefter kunne hun tage ham med tilbage til landsbyen. Hvad end han havde ret omkring kongen og grotten eller ej, lå området nu under Dvasias. Han ville være i sikkerhed for sig selv og andre fare der. Alt var godt, lige indtil Ezekiel fik et tilbage fald. Hendes skuldre faldt som hun måtte erkende nederlag. Var de ikke kommet videre? Det havde hun i hvert fald troet, men han var tydeligvis ikke enig.
Et lille suk kom fra kvinden. "Det eneste jeg ønsker er, at du ikke skal blive syg." Francis huskede ikke meget fra sig tid på gaden. Men hun kunne huske følelse af sult og kulde. At være hjælpeløs fanget i det uden at vide, om i morgen vil blive en bedre dag. Det var bestemt ikke noget hun ønskede for andre. Efter at Geneva havde adopteret hende, havde penge ikke været et problem. Hver dag var der mad nok, varmt tøj og en blød seng. Selv nu hvor hun var afsted på egne ben, mød hun godt af de penge, hun havde fået med hjemme fra. "Vil du tage imod dem, hvis jeg fortæller det bare er ekstra? Ved den næste by kan jeg let købe noget nyt." Hun kiggede lidt på trøjen. Umiddelbart havde det ikke været planen, at han skulle beholde den. Det var bare så han forblev varm, til hun fandt et sted at afleverer ham. At købe et par sokker ville ikke være verdens undergang. Selv trøjen ville ikke være et problem. Francis havde en god slat penge med sig, måske endda flere end hun burde. Og når man ikke behøves at betale for mad eller seng, ville de række langt. "Ezekiel, jeg vil dig ikke noget ondt. Du-du kan læse mine tanker hvis du vil!" Ikke at hun havde meget lyst til, at have andre til at "rode rundt" i hendes hoved. Men det var efterhånden den eneste måde hun kunne komme i tanke på, er ville give ham lidt fred i sindet. Francis var modstandsdygtig overfor mentale evner og magier, men ikke immun.

//Jeg har opgivet at skrive noget langt og fantastisk

[Deleted]

Ezekiel havde manglende forståelse for den menneskelige gerning, gjorde det svært for ham at finde ud af det hele. Selv var han slet ikke vant til, at nogen ville hjælpe ham, eller gøre noget for ham, og særligt ikke hvad det her angik. Ikke uden, at han skyldte dem igen. Han stirrede på tøjet. Købe det? Kunne man det? Det som han var kendt med, var at man jo selv skulle lave det. Tøj var noget, som man selv måtte lave. De klæder han havde på, havde han selv fået fremstillet.
"Tøj laver man selv.. Altid har man selv lavet det.." Det sagde nok også lidt om den stand han kom fra.. Bunden. Helt bundskraber, kunne man kalde ham. Aldrig havde han været kendt med noget andet. Han lagde tøjet foran sig. Selv nu hvor han var ved at finde varmen igen, kunne han slappe mere af. Hans blik søgte hendes skikkelse. Hun virkede godhjertet. Selv læste han ikke altid tanker med vilje. Til tider tænkte folk ganske enkelt bare alt for højt. Var hun bekymret for ham? Selv det, var han ikke vant til. Hele livet, havde han gået som en uønsket person. En som ingen ønskede at vide af.
Ezekiel trak sig en anelse. Han blinkede tydeligt forvirrende med øjnene, mens hans blik farede lidt fra den ene til den anden side. Han så mod hende igen efterfølgende. Han forsøgte rent faktisk at forstå.. forstå at der ikke var nogen bagtanke ved dette, og at hun rent faktisk gjorde det, fordi at hun ønskede det. "Du bekymrer dig... du bekymrer dig for Ezekiel, åh ja du gør... men.. jeg forstår ikke hvorfor.." Igen vendte han blikket mod hende. Han var slet ikke ude på at gøre hende ukomfortabel, men når man havde været vant til, kun at have sig selv som selskab, og intet andet, så var selv han nødt til at handle.

//Det er helt okay

[Deleted]

Francis rystede på hovedet. "Vi laver ikke vores tøj selv. Far har travlt med sin forskning og arbejde. Mor er syg. Og jeg hjælper den begge så meget vi kan. Der er ikke tid til det." Ikke helt korrekt, faktisk kunne hun godt sætte sig ned og lave noget tøj lige nu. Hun var alligevel kommet ud på et side spor, og ikke den største hjælp for Victor. En anden sandhed var, at hun ikke vidste hvordan. Det var ikke en færdighed hun nåede at lære på gaden, og nu var det ikke længere relevant. Mere præcist var det forventet, at hun lavede et andet arbejde end det huslige. "Heldigvis har far nok med penge. Så vi kan købe det, når vi har brug for nyt tøj." Hun så med tilbageholdt åndedrag, hvordan han forvirret trak sig. I det mindste forsatte handlingen ikke.
Det var faktisk et rigtigt godt spørgsmål han kom med. Hvorfor bekymrede hun sig om ham? "Måske ..." Hun trak ordet ud og kiggede kort ud i horisonten, som ville hun se svaret der. Med en dyb indånding vente hun blikket tilbage til Ezekiel. "Da jeg var yngre boede jeg på gaden. Mine forældre adopterede mig, gav mig et bedre liv, hvor der altid var mad og en varm seng. Det lyder måske dumt, men jeg kan godt lide tanken om, at alt de fleste af os er gode folk. At vi vil hjælpe hinanden hvis vi kan. Hvis vi nu alle opførte os mod andre, som vi gerne ville de gjorde mod os, så ville vores verden være et bedre sted. Så hvis jeg hjælper andre, ligesom jeg selv er blevet hjulpet til et bedre liv. Så er der en chance for at de vil hjælpe andre. At vi alle kan hjælpe hinanden, og ingen ville behøve leve uden mad eller en varm seng. ." Hun så søgende på Ezekiel. Havde han forstået?

[Deleted]

Det var langt væk fra Ezekiels virkelighed, at man købte sig til klæder. Altid var han kendt med, at man selv måtte lave det, som man gik og stod i. Hans blik søgte hendes meget indgående. Hovedet lod han derefter søge undrende på sned. Som en lille hundehvalp, der ikke forstod hvad der blev sagt. "Forkert er det!" endte han med en fast tone. Der var intet i hendes stemme eller mimik, der tydede på, at hun løj for ham, men derfor var det stadig svært at forstå. "Selv har jeg lavet det her.. Åh ja.. jeg har selv lavet det.. Det er ikke svært.. nej, nej," sagde han endeligt, som han let tog i sine egne klæder, for at kigge på dem. De var beskidte ganske vidst, men det kunne ikke komme bag på nogen, som var kendt med hans historie. Han rystede på hovedet og vendte blikket ned mod bålet igen. Det gjorde ikke længere ondt i hånden. Ikke i en forstand, som han bed sig mærke i, i hvert fald.
Hvad hun måtte fortælle, var da alligevel en grusom historie. Kom hun også fra gaden? Ligesom ham selv. Han blinkede let med de grumsede øjne og rettede sig så efterfølgende en anelse op. Han gennemgik hendes historie i hovedet. Han var nødt til at forsøge. Han forsøgte at forstå i hvert fald, selvom det dog ikke var nemt for ham. "Du ønsker at hjælpe mig, så jeg hjælper andre...?" Han så igen væk fra hende. Aldrig havde han haft en grund til at skulle hjælpe nogen som helst, som de aldrig havde givet udtryk for, at ville hjælpe ham, og dette var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Ingen har nogensinde ville hjælpe, Ezekiel.. nej, nej.. Udnytte mig! Fængsle mig, var hvad de ville, men ikke du... Du er god ved mig... Jeg er glad for det," sagde han endeligt. Godhed var der rent faktisk at finde og spotte i denne verden, og det var alt sammen noget, som betød meget for ham.

[Deleted]

Francis betragtede hans tøj. Hvis han havde været spærret inde, hvor havde han så fået stoffet fra? Måske det var fra før hans tilfangetagelse. Hvis manden ikke var helt forvirret, og rent faktisk var blevet taget til fange, hvordan kom han så fri? Hvordan blev han fanget i første omgang? Ikke at hun troede han løj. Ezekiel troede tydeligvis på hans egen sandhed. Spørgsmålet var bare, hvorvidt han havde tænkt sig til den sandhed eller ej. Som han kiggede mod bålet, havde han hendes fulde opmærksomhed. Ikke at hun regnede med, at han ville gøre det samme en gang til.
Francis nikkede ivrigt til hans spørgsmål. Han havde fanget pointen. Om han også havde fanget ideen bag, gav hun ikke en tanke. Den er gang stammede hun, fordi ordene blev sagt for hurtigt. Det var langt fra den nervøse klang, han havde hørt tidligere. "J-ja! Hv-hvis vi alle sammen hj-hjælper hinanden, kan-så kan vi undgå så meget nød. Vi k-kan alle leve trygt med hinanden." Den sidste del var Francis, der blev revet med. Hun var godt klar over, at i sidste ende ville der ikke være et paradis. Der ville altid være en eller anden, som af en eller anden grund, ville skille sig ud. Men de ville være få, måske med tiden næsten helt forsvinde. Nu mere hun tænkte over det, nu mere sikker blev hun på det. Især nu hvor hun stod sammen med Ezekiel. Et øjeblik handlede alt om ham og hendes ideologi. Hun fik lov til at glemme alle de frygtelige situationer og personer, hun havde stået overfor i tidens løb.
Hendes smil faldt en smule, da Ezekiel nævnte hvad han havde været igennem. Det bragte hende tilbage til en mere grum virkelighed, hun ikke ønskede at være en del af. Et sted hvor folk sulter ihjel, hvis ikke de dør i nytteløse krige. Selv Francis kunne ikke finde en lille lysstråle der. Et varmt smil groede frem igen, som han afsluttede. "Det var så lidt. Jeg vil bare gerne hjælpe, hvor jeg kan." Det var rigtigt. Hun havde måske ikke ændret verden ved at hjælpe Ezekiel, men hun havde ladt noget lys komme igennem.

[Deleted]

Ezekiel sad for en stund i sine egne tanker, mens hans hænder legede med stoffet i hans tøj. Det som han havde på, havde han nemlig selv lavet. Det var måske ikke professionelt lavet.. men han havde da noget at gemme kroppen lidt bag. Han kunne jo godt se meningen i hvad hun forsøgte at fortælle ham. "Ingen hjælper jo hinanden.. hvorfor gør de da ikke det?" spurgte han med en forvirret stemme.
Selvom han nu havde været fængslet i frygtelig mange år, og kun med sig selv som eneste faste selskab, så var det nok ikke noget vidunder, at han var lidt bims. "Ond er den verden vi befinder os i.. Jeg ser det sågar i dine øjne.." Denne gang søgte han tættere på hende, hvor han nok nærmere overskred intimsfæren, ved nærmest at have hovedet helt oppe i hendes. Hun var så venlig og god ved ham, og ønskede faktisk at hjælpe ham? Hun var vel ikke bange for ham nu, var hun? Hovedet lod han langsomt søge på sned. Hun hjalp hvor hun kunne, og dette var til hjælp for ham.
"Hjælper folk dig?" spurgte han direkte, inden han tog pladsen ved siden af hende.. Næsten så tæt, at de kunne mærke hinanden. Ikke at han tænkte på det, på nogen måde. Han vendte igen blikket mod flammerne. Hvis det var så nemt at hjælpe nogen, hvorfor var der ingen der gjorde det? "Jeg kan lide det.. Ingen ville hjælpe mig.. åh nej.. ingen hjalp mig ud af lænkerne.. lænkerne som øjnene ikke kunne se.. kolde var de.. kolde!" endte han fast. Denne frihed var i forvejen utrolig svær for ham. Virkelig svær for ham.