Care to join me for a snack?

[Deleted]

Det her var forkert. Det var helt forkert.
Nu da hun endelig kunne rejse, havde Francis bestemt sig for at se nogle af de landmærker, som hendes far aldrig havde været imponeret af. Og her sad hun så, i hvad der skulle være den mest flotte og idylliske skov, og prøvede på ikke at få blod på hende tøj. Det var ikke nyt for hende, hverken at jage eller at spise kødet nogen lunde civiliseret bagefter, men hun havde ramt haren i en stor pulsåre, og der var halvstørknet blod overalt på dyret. Havde hun været smart, så havde hun klaret det med hendes magi med det samme. Tingen var, at Francis til tider lidt for let blev distraheret. Og der havde været sådan et smukt syn, den måde lyset var dalet ned gennem bladende. Hun var gået ind i billedet, og før hun vidste af det var dyret næsten blødt ud.
Hun kiggede på sine røde hænder og så op af hende arme til den simple, grønne kjoles ærmer, der blev ved med at glide ned. Irriteret satte hun sig hårdt tilbage og hætten på kappen gled ned fra hendes hoved. Nu fik hun det lange hår i øjnene. Med et hårdt suk kiggede hun ind i ilden. Lige nu så alt ud til at være imod hende.
Blikket gled tilbage til haren i hendes hænder. Hun havde næsten lyst til at bare stikke hele hovedet ned i maven på den, og få det overstået. Det måtte være muligt at finde en sø før hun fandt andre racer. Forhåbentligt, eller ville det nok være svært at forklare. Hun sendte haren et olm blik, som var det hele dens skyld.

[Deleted]

Øjnene kørte nærmest rundt i hovedet på Ezekiel, da han selv nåede skoven her. Duften.. de mange indtryk. Det var indtryk som han ikke havde fået lov til at spotte igennem frygtelig mange år. Lyden af de rislende og raslende grene.. synet af fugle og deres skrig og sang. Det var en frihed, som var mere end hvad han lige kunne forestille sig, nogensinde at skulle opleve igen.

Ezekiel gik krumbøjet frem. Efter alle de år i en klippehule, som havde været hans fængsel, var han endelig brudt ud, og fri til at gå hvor han ville.. gøre hvad han ville. Det var en fantastisk følelse! Han stoppede op.. Det raslede sjovt under hans fødder, når han trådte over de knastørre blade og grene.. Det fik ham til at grine. Han knælede og lod hænderne vandre over dem. Bare indtrykkende og den sansestimuli, ved at røre ved dem, fik det til at sitre helt ud i hans fingerspidser. Han knyttede de lange fingre omkring dem, hvorefter han satte sig på bagpartiet og førte bladene op i sin favn. Mange ville nok kalde ham for sindssyg, men efter alle de år, hvor han havde siddet i fangenskab i Procias, var det vel heller ikke underligt igen? Hans tøj var laset.. hans hår var langt og stod ud til alle sidder, og hans hud var nærmest muteret, så de passede til den hule, som han havde levet i.. den var ru og langt fra glat at gøre ved. Hans øjne kørte stadig rundt i hovedet, hvor han med et grin, kastede bladene op i luften som et barn, der var ude at lege på den skønne efterårsdag. Det var fantastisk at kunne bevæge sig frit!

[Deleted]

Som Francis har i den svære proces at holde styr på tøj, blod og hare, hørte hun latter ude fra skoven. Hun frøs og sad musestille, koldsved var så småt ved at dukke frem på hendes pande og ryg. Og så kom i tanke om det. Der var ikke noget at være nervøs for. Hun havde ikke gjort noget galt eller mærkeligt, endnu. At fange en hare og lave et bål et en normal tid. At hun ikke havde tænkt sig at riste haren over bålet var noget som ingen behøvede at få af vide. Med håb om at være lidt social og ikke blive fanget med rå kanin i hele ansigtet, forsøgte hun at rejse sig. Tæt på at bande lagde hun dyret fra sig og klarede nu opgaven uden problemer. Hun samlede haren op og gik mod lyden.
"Hallo? Hvem der?" Stemme havde været mere mørk og rå end en børnestemme, men det var alt hun havde at gå efter. Ingen ide om race, antal eller intentioner. Men det kunne da ikke gå helt galt... vel? Hun kiggede på haren i hendes hånd. Den skulle nok have været efterladt ved bålet. Hun drejede en halv gang rundt om sig selv, nej, det ville være fjollet at gå tilbage nu. Og en ræv ville sikkert også bare taget den. Hun drejede igen og kigge så forvirret ud i skoven. Hvor var det præcist stemmen var kommet fra? Et lavt "hallo" forlod hende læber. Var det en dum ide at opsøge hvem end der nu var i skoven?

[Deleted]

På grund af den mentale dæmon, som alligevel var en stor del af Ezekiel, havde han allerede på forhånd, mærket en anden tilstedeværelse i hans nærhed. Ikke den typiske, som han jo ellers var så vant til at mærke, men derimod noget andet.. Noget helt andet. Han drejede hovedet i retningen af stemmen. "Ikke alene.. ikke alene.. Hvem mon der er derude.." Ordene var nok mere henvendt til sig selv, end den anden som måtte være der.
Hænderne satte Ezekiel i jorden, kun for at rejse sig igen. Selv her i kulden, havde han ikke rigtigt noget at varme sig med. Han nød næsten at fryse. Han kunne mærke sig selv... mærke det behov som en krop måtte have for varme, selvom han nok knapt forstod sig på, hvad det egentlig betød for ham i praksis. Ikke at det var noget som han havde tænkt sig, at gøre det store ved lige nu. Han nød det nu.. At mærke vinden mod hans ansigt.. at se solen, opleve regnen og se mørket erstatte lyset igen og igen. Det var egentlig utrolig fascinerende.
"Hvem du end er, så kan du ikke gemme dig.." Han grinte igen. Han snakkede igen nok mest til sig selv. Han havde jo været hans eget eneste selskab igennem frygtelig mange år.. Følelsen af de magiske lænker som havde sluppet ham. Han vidste ikke hvad det var, men noget var det, og han nød det uden tvivl også! Hovedet lod han søge på sned, som han søgte op til træerne, som han lod de lange negle stryge henover, som havde han været et dyr på rov. Dog var han ikke ude på at gøre nogen noget.. Hvorfor skulle han da gøre det? Han ønskede at opleve og udforske.. Stille den nysgerrighed på den verden, som nu måtte være omkring dem. Han kneb øjnene let sammen. Han kunne ane skikkelsen, men valgte selv at blive stående. Hvem vidste.. måske en som ville føre ham tilbage til klippen og hulen? Han ville ikke tilbage dertil igen!

[Deleted]

En stemme svarede hende og Francis tog en dyb indånding, som ikke ville ud igen. Var han, hun gik stærk ud fra at det var en han med den stemme. Hun samlede tankerne igen. Var han bange, eller var det bare noget man sagde, når man mødte folk tilfældigt i skoven?
"Jeg er ikke ude på at gemme mig. Jeg ... hvis det er okay for dig, så vil jeg gerne finde dig." Hun spottede manden og tøvede et sekund, før hun tog et skridt frem. "Mit navn er-min navn er Francis, Francis Geneva. Hvem er du?" Endelig fik hun mulighed for at se ham ordenligt, og hun stoppede på stedet. Uden at vide hvad hun havde forventet, så kunne hun med sikkerhed sige, at det ikke var dette. Den ældre herres hår var lige så vildt som han øjne. Han var slet ikke klædt på til vejret. Hun begyndte at kigge nærmere på den fremmede, underlige mand foran hende. Hans hud, det lignede næsten at der var noget galt med den. Måske var han syg både af sind og krop? Nu mere hun kiggede, nu mere mindede han hende om en udmagret trold fra de eventyr hun læste som lille.
"Er du-er du okay herre?" Hun tog et lille skridt tættere på, ikke helt sikker på om det var for hendes egen eller andens skyld at hun var så forsigtig. "Har du brug for noget? Vand eller ..." Hun rakte haren frem. "mad, jeg har mad. Vi kan også se om vi ikke kan finde dig noget tøj. Jeg har et bål. Et varmt bål, ikke at der er mange kolde men ..." Det gik op for hende, at hun bare plaprede og hun tog en dyb indånding som hun bed sig i tungen.

[Deleted]

Ezekiel var nok ikke ligefrem den type mand, man regnede med at finde ude.. Måske at det var derfor, at han var gemt sådan af vejen? Han blev stående og stirrede mod denne kvinde, som kun fortsatte med at komme tættere på ham. Hun agerede dog ikke direkte truende overfor ham.

Hovedet lod Ezekiel falde let på skrå. Hun forekom ham nu, som en meget underlig kvinde. "Du giver mig dit navn.." Han vendte blikket ned mod jorden, da hun præsenterede sig. Francis.. Ikke et typisk kvindenavn i den verden, som han kom fra. Han blinkede let med øjnene. Han var i forvejen kun vant til at høre sin egen stemme, så det at høre andres, var i forvejen en ting, som han rent faktisk godt kunne lide. Denne gang valgte han dog at træde en smule frem.

Blod havde kvinden over det hele.. På hænder og i ansigtet, hvilket han hurtigt måtte betragte sig af. Han rystede på hovedet. "Du tilbyder mig dit navn og din mad.. jeg har intet at give i retur, foruden mit eget.. Det er ikke nok.." Han trak sig et skridt. Han var vant til at folk i forvejen kun gjorde ham ondt. Dette virkede underligt for ham. Virkelig, virkelig underligt for ham. "Du vil snyde mig, vil du... det gør de altid.. de snyder mig.. kun for at bringe mig tilbage til hulen! Jeg vil ikke tilbage til den hule!" endte han denne gang med en mere højtråbende stemme. Han knyttede næverne automatisk, inden han igen vendte blikket direkte mod hende. Hun skulle ikke få lov til at snyde ham!

[Deleted]

((Om Francis er klodset nok til at få blod ud over det hele, skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Men hun var ikke begyndt at spise, så der er med sikkerhed ikke noget i ansigtet ))

"Det er ikke nok.."
Hun begyndte at snakkede; "Du behøves ikke at ..." men stoppede som han trak sig tilbage. Ikke en muskel rørte sig, det sidste hun ønskede var at skræmme manden. "Jeg vil ikke snyde dig. Det kunne jeg ikke finde på. Jeg vil ikke tage din tilbage til hulen, hvis du ikke vil være der. Jeg ved ikke engang hvor eller hvad hulen er." Nervøst kiggede hun på hans knyttede næver. Forhåbentlig ville han ikke blive voldelig. Det gik op for hende at hun nu mere holdte haren som et skjold end et tilbud. "Jeg ... jeg kunne kræve noget igen. Hvad er dit navn? Ville det hjælpe? Jeg kunne også selv bruge hjælp." Hun sank en knump. "Mine ærmer, jeg kunne bruge hjælp til dem-mine ærmer" Hun lavede små forsige vift med armene. "De er faldet ned og jeg har blod på mine hænder. Fra haren! Øh... Og jeg har-jeg har-har hår i øjne. Kunne du hjælpe mig?" Hendes ansigtsudtryk var en blanding af nervøsitet og bekymring.

[Deleted]

    //Helt okay

Ezekiel vendte blikket mod hende. Han havde måske sin måde, at se på verdenen på. Hans verdensbillede kredsede om ham i centrum. Sådan havde det alle dage været, og særligt i den tid, hvor han ikke havde været i sit eget selskab.. Glemt af omverdenen, tid og sted nærmest. Han stirrede direkte mod hende. "Mit fængsel.. Jeg vil ikke tilbage til det fængsel igen.. Aldrig igen..!" sagde han hårdt.
Hvorvidt om Ezekiel var voldelig af sig? Det vidste han ikke engang. Han kunne læse tanker.. og han kunne læse på lang afstand. Med de racer som han havde, kunne han manipulere, overbevise og fortolke, uden at særlig mange kunne forhindre ham i at gøre det. Et sted var han vel også farlig for sine omgivelser? Ikke at der var mange tanker som rørte på sig i denne kvindes sind. Hun virkede nu ikke direkte fjendtlig, og derfor viste han sig fra den mere nysgerrige side. Han blinkede med øjnene. Et sted kunne man næsten tilskrive ham, som et forskræmt, men nysgerrigt dyr. Forsigtigt søgte han tættere på hende. "Du ønsker min hjælp, men af hvilken grund? Ingen har nogensinde ønsket min hjælp før.. Nej, nej... farlig kaldte de mig.." sagde han igen mest for sig selv, da han først stoppede op foran hende. Han havde ikke modtaget et bad, i det som måtte være frygtelig mange år.. og han frøs.. Gud hvor han frøs, men for ham var det rart bare at føle sig levende! "Ezekiel kaldte de mig... min moder og min fader.." sagde han endeligt, mens han undersøgte den hare, som hun holdt op mellem dem. Meget nysgerrigt. Han havde ikke set det væsen i årevis!

[Deleted]

"Jeg øh ..." Der var noget omkring den måde han kiggede på Francis, som kunne han se gennem hende og fandt noget... Hun vidste ikke hvad. Men hun brød sig ikke om det. Tænk hvis han kunne se, hvordan hun havde tænkt sig at spise haren rå. Hvordan hun havde spist langt værre ting råt. Hvilket monster hun var blevet efter sin død. Langsomt bliv hun mindre under hans blik. Ubevidst trak hun kroppen tilbage, da han begyndte at komme imod hende. Med al sin viljestyrke blev hun stående og knugede haren hårdere, indtil hun var nød til at stoppe sig selv. Hendes fingre var på vej til at gå gennem den.
'Farlig' det ekkoede i hendes hoved. Hvad i alverden havde hun dog rodet sig ud i? Det rystede hende så meget, at lugten ikke slog hende før han var helt tæt på. Langsomt rækkede hun haren over til ham, men et næsten uhørligt; "Vil du have den?" Så forsatte hun mere højlydt "Hvor-hvorfor siger de, at du er. er farlig Ezekiel?" Det gik med det samme op for hende, at hun nok skulle forsætte med at prøve at vinde mandens tillid. Og at en død hare muligvis ikke ville kunne gøre det, lige meget hvor interesseret han var i den. De næste ord kom så hurtigt, at der knap nok var mellemrum mellem dem fra start. "Jeg-vil-ger-gerne have din hjælp, fordi jeg er alene. Der er ikke nogen anden til at gøre det. Så-så jeg har brug for dig til at gøre det." Hendes hænder blev løftet, og var lige ved at smøre blodet ud alligevel. Skræmt gik det op for hende, hvad hun havde sagt. Hvorfor i alverden havde hun ladt en potentiel farlig mand vide, at hun var alene? Hun kiggede meget afventende på ham. Klar til kamp eller flugt hvis det kom dertil. Men for nu blev hun stående. Han var forvirret og kold, hvis det var muligt ville hun gerne hjælpe ham.

[Deleted]

Ezekiel var slet ikke vant til at færdes omkring andre mennesker, og slet ikke på denne måde. Hans øjne kørte rundt i hovedet på ham, da han stoppede op ikke langt fra hende. Potentiel farlig.. det var farlig med de evner som han besad. Det var ikke fordi at han var voldelig eller noget lignende. Ikke uden at man gav ham en grund til det i hvert fald. De grumsede øjne vendte han mod hende. "Du frygter mig, gør du..." sagde han pludseligt. Et sted var det en tanke som gjorde ham trist.. Var han så forfærdelig at se på?
Den hare som hun holdt ud mod ham, lukkede han sine lange og slanke fingre omkring og trak til sig. Den var kold.. men utrolig blød, hvilket var noget, som han godt kunne lide at lege med fingrene i. Han lod hovedet søge på sned. "Den er så blød... så blød.." Han vendte igen blikket mod hende. "Tanker kan jeg læse.. Blot er jeg en gammel mand, som ved en masse.. De lukkede mig inde gjorde de.. de vidste at jeg kendte deres svagheder.." Hånden strøg han over haren, som var den endnu levende, selvom han vidste, at den var død og borte. 
Hun ønskede hans hjælp. Pludselig, som var det en tanke, der var gået op for ham. Han trådte helt tæt på hende. Ej tænkte han på intimsfæren, og at han måske havde valgt at søge tæt på. "Ingen har før ønsket min hjælp.." bemærkede han pludseligt. Øjnene kneb han en smule sammen. Var der bagtanker ved dette? Forsøgte hun at vinde hans tillid, så hun kunne føre ham tilbage til hulerne igen, så de usynlige lænker igen ville tage fat i ham? Ikke ønskede han det.. Aldrig ønskede han, at skulle sidde der igen! Næven lukkede han tæt om den pelsede hare, inden han vendte blikket mod hendes hænder. "Du har noget på dem.." tilføjede han pludseligt, inden han lod sin skællede hånd stryge over hendes. Det så sjovt ud.

[Deleted]

Francis var hypnotiseret at hans øjne, og var kort bange for, at de ville trille ud af deres huller. Da de vendte sig mod hende, blev hun stiv som et bræt, turde knap nok at trække vejret.
"Du frygter mig, gør du..."
"Nej, jeg, øhm..." *Ord, Francis, brug ord.* Men de sad klumpet sammen i hendes hals. Hun sank tungt i håb om at det ville gøre plads til de næste. Lange fingre lukkede sig om haren, og Francis glemte næsten at give slip. Den måde Ezekiel rørte den på, til hende virkede han næsten mere rolig. Det fik Francis til at slappe mere af og ordene gled let ud af hendes mund. "Ja, den er blød." Ikke den mest spidse kommentar, men i det mindste havde de noget at snakke om. Hun sendte ham et venligt smil, da han kiggede fra haren til hende. Et smil der forsvandt med hans første sætning. Ezekiel kunne læse tanker? Havde han læst hendes? Vidste han hvad hun var? Hvad hun havde gjort. Men han reagerede ikke på det. Måske han ikke havde læst noget endnu. Eller måske var han ligeglad. Eller måske var han så forvirret, at han kun troede, han kunne læse tanker. Francis var godt nok lidt svære at læse end de fleste, men hun var ikke immun.
Som han trådte frem, kunne hun ikke lade hver med at tage et lille skridt tilbage. Hun fulgte hans blik til hendes hænder. Det krævede meget fra hende, ikke at flytte hendes hænder, som han rørte hende. Hans hånd var mærkelig rå og fik hendes nakkehår til at rejse sig. "Det er blod, fra haren. Det... det kom ud da den døde." Blodet var forholdsvis størknet efterhånden. I et svagt øjeblik ærgrede hun sig over ikke bare at have ventet på det, og havde holdt sig for sig selv. Ezekiel gjorde hende så utryg *Men, han har måske brug for din hjælp.* Mindede hun sig selv om.
Hun studerede hans ansigt, det var vigtigt for hende at fange hans reaktion. "Ezekiel. Hvem lukkede dig inde? Er de efter dig nu?" Muligvis ikke det smarteste emne at bringe op, da han endelig så ud til at være faldet ned. Men hun var nød til at vide om manden havde nogen i hælene.

[Deleted]

Haren stod Ezekiel længe med i sine hænder, og bare stirrede på den, inden han igen vendte blikket mod hende. Det var næsten som om at han havde glemt, at hun var der. Sandt at sige, at han rent faktisk var i stand til at læse tanker, men hvorfor skulle han gøre det evigt og altid? Det var der slet ikke nogen grund til, selv ikke i hans øjne. Han blinkede hurtigt med øjnene. "Den er kold," sagde han endeligt.
Ezekiel tog et skridt mod hende, også selvom han stoppede, da hun trak sig et skridt tilbage. Et sted bekræftede det kun for ham, at hun var bange for ham. Han var ikke farlig. Ikke før man gav ham en grund til at være det i hvert fald. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han smed haren fra sig på jorden. Nu var det pludselig hende, som havde hans fulde opmærksomhed igen. Hånden strøg kort over hans i stedet for. "De tror endnu jeg sidder i den hule.. åh ja de gør så. Jeg var smart! Jeg kom fri og løb.. løb så hurtigt mine ben kunne bære mig.. Jeg kan se græsset.. jeg kan mærke det.. se fuglene.. bladene... hvor er bladene..?" Denne gang vendte han blikket direkte mod hende endnu en gang. Farlig var han ikke før man gav ham en grund til at være det, så det var ikke noget, som hun skulle være bange for. 
"Dronningen af lyset... hendes fader gjorde det.. åh ja han gjorde. Jeg er bedre end ham.. kun fordi at jeg er bedre end ham," sagde Ezekiel denne gang hårdt, som var der rent faktisk et lys der gik op for ham. Han vendte blikket direkte mod hendes igen.. spørgende. Fortjente han virkelig den straf, som han hertil var blevet udsat for? Ikke som han ville mene det. Så mange år fanget i isolation og uden nogen at tale til. Det havde jo drevet ham til vanvid.

[Deleted]

Det var meget mere behageligt, da haren havde været i fokus. Francis kunne føle sig selv skrumpe under hans blik. Men som han fortale, kom medfølelse mere og mere tilbage på hendes ansigt. Hvad end der var sket, kunne Ezekiel ikke have haft det let. Hendes mund åbnede sig, og efter et ekstra forsøg kom der ord ud gennem den. "Det er godt, at du kom fri. Det-det er hårdt at være spæret inde." Francis havde aldrig været i et rigtig fængsel, men hun havde heller aldrig været rigtig fri. *Måske det var for mit eget bedste. For at beskytte mig mod verden.* "Jeg er ked af dronningen af lysets fader har gjort det her imod dig..." Francis prøvede hårdt at huske hvad hun havde lært om Procais' historie, men hun kunne ikke huske noget, der fik hende til at tænke på Ezekiel. Der var stadig den mulighed, at han var forvirret. Hvilket virkede meget sandsynligt. Hun bestemte sig for at skifte emne, og gå tilbage til hans tidligere spørgsmål. "Blandende er f-fladet af, imens du har været spæret inde. De kommer ikke tilbage før foråret." Hun betragte Ezekiel, hvor måtte han fryse. "De kommer tilbage når det bliver varmere. Har du ikke lyst til at få varmen? Vi kan tage haren med og spise den." Francis ville godt nok ikke få næring ud af det, men det var ikke det vigtige nu.

[Deleted]

Ezekiel kunne jo læse på denne kvinde, at hun var ukomfortabel, hvilket var noget som fik ham til at trække sig et enkelt skridt tilbage. Hans blik gled kort ned mod sine hænder. Hans krop rystede, for han havde jo ikke ligefrem noget at varme sig med.. Han havde siddet skjult i sin varme og lune grotte i mange, mange år, og havde ikke før nu, haft muligheden for at søge ud og mærke kulden på sin egen krop. 
Han vendte kort blikket i retningen af haren som lå ved hans fødder nu. Den løb i hvert fald ikke nogen steder. Åh, hvad han dog ikke ville give, for at se dyret fare henover jorden i sin søgen for tryghed og sikkerhed i de mange huler, som han i forvejen havde passeret undervejs. "Jeg er bedre end ham, er jeg. Jeg kan... jeg kan høre dine tanker! Jeg kunne høre hans! Han kunne ikke lide det.. åh nej, det kunne han ikke.." Han rystede let på hovedet og vendte blikket mod hende igen. Med næsten helt opspildede øjne. Han var nok hvad rigtig mange ville kalde for direkte vanvittig, men det var nu ikke noget som han kunne gøre for. Han knælede let, hvor han tog haren op i sine hænder igen. Den var virkelig dejlig blød. "Varme er godt," sagde han endeligt, da han igen rejste sig op med dyret i sine næver. Han trykkede fast om det. "Blandene kommer igen... Når det bliver varmt?" Han vendte sig mod hende. Hvad der egentlig rørte på sig i verdenen omkring ham, havde han ikke den store anelse om, eftersom han havde været låst af vejen så længe. Han vidste jo kun det, som folk havde fortalt ham.

[Deleted]

Der var et lille smil på Francis' læber, som han samlede haren op. Hun antog, det betød han var klar til at tage med hende. Stakkel rystede af kulde og Francis tog sin kappe af og rakte den til ham. Forhåbentlig ville den kunne varme lidt, manden ville blive syg, hvis han forsatte sådan her. "Jeg siger ikke at du gjorde noget galt, men folk fortrækker, at have deres tanker for dem selv. Ellers havde de sagt dem højt." Hun tilføjede hurtigt. "Men han skulle ikke have lukket dig inde. Hvis man kun læser tanker har man ikke fortjent det." Ezekiel havde nævnt, at han kendte deres svagheder, men hvis det var alt, var det stadig ikke en fair behandling.
Hun kiggede op mod træerne, da han nævnte bladene. "Ja, de kommer tilbage til foråret. Du husker hvordan årstiderne virker, ikke Ezekiel?" Hun gav ham et øjeblik til at svare, før hun forsatte med noget der hastede lidt mere. "Skal vi ikke gå over til mit mål?" Med et venligt smil vendte hun igen på et svar. Så frem han sagde ja, ville hun vendte sig så for at gå mod hendes lille lejr plads. Flere gange kiggede hun sig over skuldren for at sikre, at han fulgte med. Ellers ville hun stoppe op og prøve at overtale ham en gang til.