Pulling an all-nighter

[Deleted]

Da tvivlen dukkede op i hans ansigt, mærkede Isabel en lille lettelse, og hun nåede lige at stoppe sig selv fra at sukke befriende. Mørkvæsnet havde ikke forsøgt at bide ham? En vampyr altså. det var endnu værre, men hun kunne ikke lade ham komme galt afsted.
"Hvis hun ikke har gjort det endnu, så er det fordi, at hun faktisk prøver," svarede hun ham medlidenhedsfuldt, og lukkede fingrene om stoffet på hans skjorte. "Men det vil gå galt på et tidspunkt. På et eller andet tidspunkt vil sulten være for insisterende, og hun vil bide dig. Måske vil hun ikke, men hun kan ikke styre sig, for det er hendes natur. Du er hendes mad. Dit hjerte vil pumpe i hendes øre, mens hun hele tiden kan dufte dit blod. Til sidst vil det blive for meget, og når hun først har bidt dig, så er du færdig."
I et kort øjeblik overvejede hun, at fortælle ham om sin egen erfaring med Marcellus. Måske ville de hjælp ham til at forstå, hvad en vampyr rent faktisk kunne gøre. Hun gnavede tankefuldt i sin underlæbe, inden at hun måtte slå blikket ned, over det skamfulde minde.
"Jeg har selv mærket en vampyrs tiltrækningskræft. Han stod for tæt på mig, og jeg blev påvirket. Alt hvad jeg kunne tænke, var at jeg havde lyst til at... at kysse ham. Mærke ham. Han var SÅ smuk. Fejlfri. Overnaturlig. Han havde lige gjort min lillebror ondt, og det eneste jeg havde lyst til, var at mærke hans nøgne krop mod min," fortalte hun ham med en stille stemme. "Han opsøgte mig igen bagefter, og der var den stamme tiltrækningskraft. Jeg stod med dolken mod hans strube, men kunne ikke skære til, fordi... jeg længtes efter ham. Selv nu kan jeg få kuldegysninger, når jeg tænker på ham. Han har sat et mærke på mig. Det gør vampyrer. De kan ikke slå det til eller fra, det er bare noget de kan. Som en duft de har. Derfor vil du aldrig, kunne vide om du er dig selv, når du er sammen med hende, og hun kan ikke gøre noget ved det. Indtil den dag, hun kommer til at gøre dig fortræd, fordi hun ikke kan kontrollere isg selv."

[Deleted]

Saïx lyttede, desperat efter det mindste håb om at hvad han følte for Ania ikke bare var resultatet af hendes kræfter. Men jo mere Isabel fortalte ham, jo mere bekymret blev han. Han havde længe troet at grunden til at Ania ikke havde bidt ham endnu var fordi hun havde haft nok selvkontrol til at lade være – for himlens skyld, han var selvfølgelig klar over hvor meget han måtte friste hende med sit bankende hjerte og pumpende blod. Men han havde aldrig forestillet sig at Ania ville kunne finde på at bide ham mod hans vilje. Aldrig. Men tvivlen voksede i ham. Måske var tryghedsfølelsen omkring hende simpelthen bare fordi han var påvirket af hende.
Da hun begyndte at fortælle ham om sin egen oplevelse, stirrede han på hende, som i vantro. Selv Isabel var blevet påvirket af en vampyr? Og hun blev selv påvirket når vampyren ikke var i nærheden? Hans blik flakkede lidt rundt i værkstedet, som om han forsøgte at finde et eller andet anker at holde fast i. Han kunne ikke tro på det. Nægtede at tro på det. Men Isabel havde givet ham så mange argumenter der talte imod ham. Kunne Ania virkelig have gjort alt det mod ham?
”Hvis selv du er blevet påvirket…” Hans ord stilnede, inden hans blik igen faldt på hende. Der var en medfølelse i hans blik. Hvis det hun sagde, passede, havde de trods alt været ude for det samme. Hans hånd gled op og strøg hende over armen. ”Måske… måske har du ret i hvad du siger.” indrømmede han endelig. ”Jeg skal forsøge at holde mig i skindet overfor hende. Men jeg ville stadig sætte pris på hvis I ikke gjorde hende noget.” fortsatte han bedende. ”Hvis hun virkelig prøver på ikke at bide mig, må der da være en grund til det. Der er ingen grund til at slå hende ihjel.” fortsatte han prøvende.

[Deleted]

Da han strøg hende over armen, fik det Isabel til at bide sig lidt i underlæben. Hun var ikke vant til den slags kærtegn, og det gjorde hende altid pinlig bevidst omkring alting. Det fik hende til at blive distraheret fra hans ord, selvom hun prøvede at koncentrere sig. Havde der altid været så varmt herinde?
Hendes fingre slap taget i hans skjorte, og lod hånden falde. Først nu opdagede hun, hvor tæt de stod sammen. Det var lige ved at være nok til at få hende til at rødme, og hun sænkede blikket med en rømmen.
"Jeg.... er glad for at du i det mindste ser klart. Ofrene er både os og vampyrerne, men det er bare os, det vil gå ud over," sagde hun lavmælt, og hævede en hånd, for at stryge håret om bag det ene øre. Da han dog nævnte, at de ikke måtte skade vampyren, hævede hun blikket op til hans ansigt med en skeptisk mine.
"Saïx... vampyrer er nødt til at spise. Har du overvejet det? Hver eneste nat dræber hun en person," svarede hun tålmodigt, og gav hans arm et klem. "Jeg kan ikke lade hende gå, hvis jeg ser hende. Hvis jeg lader hende være, så dræber hun bare en uskyldig, for at få næring. Det kan jeg ikke."
De grønne øjne mødte hans. Selvfølgelig var det her svært for ham. Hun forstod det godt. De følelser han havde - om det så var vampyrens skyld eller ej - var svære at slås mod, og selvfølgelig ville han ikke miste vampyren, men... det var en blodsuger. De dræbte mennesker, for at få deres blod. Hver nat. Hvordan kunne Isabel, lade sådan noget ske?

[Deleted]

Saïx vidste godt at hun havde ret. Flere gange havde han tænkt tanken, at Ania måtte have dræbt mange dødelige for at kunne holde sig selv i live. Det virkede bare så absurd for ham. Han kunne ikke forestille sig Ania i sådan et scenarie, bøjet over et forsvarsløst menneske med tænderne begravet i halsen på sit bytte… Det virkede fuldstændig forkert.
Saïx havde ikke skænket sin berøring af Isabels arm nogen tanke, og havde heller ikke bemærket hendes reaktion på den. Det havde ikke været fordi han havde gjort det af nogen anden grund end at vise medfølelse, og han forventede ikke at Isabel selv lagde noget mere i det.
”Jeg har overvejet det.” svarede han hende. Selvfølgelig kunne han ikke bede hende eller Caleb om at lade en vampyr gå rundt, hvis de skulle støde ind i hende. Det her var deres levebrød. De levede for at beskytte folk som ham, mod de onde mørkvæsner. At bede dem om at skåne en enkelt vampyr, kunne ikke komme på tale. Hvordan havde han kunnet tro noget andet?
Med et drævent støn vendte han sig i stolen igen, og vendte tilbage til sit arbejde på hendes dolk – om ikke andet, så bare for at få sig selv distraheret fra kaoset i hans sind. Han kunne høre Rhys diskutere priser med en kunde, men det lød som om knægten gjorde arbejdet godt. Han holdt stand mod kunden, der efter truslerne at dømme var en varulv. Knægten viste ikke frygt, og det var måske præcis hvad kunden var så frustreret over. Han vendte sit fokus tilbage til runen. ”Hvad så med din egen vampyr?” spurgte han hende. ”Jeg forstår at du ikke selv kan slå ham ihjel, sådan som han påvirker dig… men hvad med nogen andre? Hvad med Caleb?”

[Deleted]

Sørgmodigt lod Isabel lade Saïx komme tilbage til arbejdet. Hun følte sig pludselig så alene, og som en dårlig person, for at have ødelagt Saïx’s liv. Var åbenbart alt hun kunne gøre ved folk omkring sig.
Trist til mode gik hun hen væk fra ham, for at give ham plads. Hvor var den her branche dog et ensomt liv. Caleb havde engang haft en pige, men hun dødede desværre. Selv havde hun ikke haft nogen, der bekymrede sig for hende, eller holdte hende ind til sig, hvis hun var ked af det. Hvordan kunne hun med det her liv? Og nu havde hun ødelagt det for Saïx. En af de få, som hun ikke ville såre.
Da han spurgte videre ind til Marcellus, bed hun sig i underlæben. Det her hjalp ikke på hendes skyldfølelse overhovedet. Med armene omkring sig, som ville hun give sig selv en omfavnelse, slentrede hun rundt i værkstedet med hovedet bøjet.
”Ja… Caleb skal nok slå ham ihjel,” svarede hun ham med en lavmælt stemme, og sparkede til et stykke kul, som lå på gulvet. Da hun vågnede, havde hun håbet, at en samtale med Saïx ville gøre hende i godt humør. Det havde været lige hvad hun havde haft brug for, men nu… nu ønskede hun bare, at han blev færdig, så hun kunne skynde sig væk. Folk tæt på hende, endte altid med at blive såret på den ene eller anden måde. Det var bare… nogle gange blev hun ensom, og misundelige på alle dem, der kunne leve et roligt, normalt liv med andre. Et liv med nærvær og omsorg. Den eneste nærvær hun fik, var når hun rullede rundt på jorden i en slåskamp med et mørkvæsen.

[Deleted]

Tavst havde Saïx lyttet til hendes kortfattede svar, mens han gjorde sig færdig med runen. Stemningen i smedjen var pludselig blevet meget tungere, og det var ikke noget Saïx syntes om. Specielt når han følte sig skyldig i det. Isabel havde ment det godt. Hun ville bare undgå at se ham blive såret eller dræbt – et sted måtte han sætte pris på tanken bag det hele. Det fik det dog ikke til at gøre mindre ondt, men hvad hvis hun havde haft ret? Et knust hjerte var måske bedre end at lade livet, var det ikke? Han rystede tanken af sig, og vendte blikket mod Isabel, der hun stod et lille stykke fra ham. Han sukkede lydløst.
”Hør… Isabel. Jeg ved du mener det godt. Og jeg sætter pris på at du forsøger at hjælpe mig, det gør jeg virkelig.” Han formede et tappert smil, mens han rejste sig fra sin stol, og rakte dolken frem mod hende, skaftet først. Runerne var færdig indgraverede i dens blad, og det blanke stål skinnede i skæret fra smeltediglen. Den så næsten varm ud med den rødorange glød den fik over sig. ”Hvad du og din bror gør, kan ikke være nemt, men I gør det godt. I må tage nogle svære valg en gang imellem, men jeg ved at I gør det så godt I kan. Jeg tror jeg taler for mange, når jeg siger at hvad I gør, bliver sat pris på.” Han smilede trøstende til hende. ”Jeg skal nok klare mig i det her. Det er mig, vi snakker om. Jeg overlevede en invasion af dvasianere uden en eneste skramme, så overlever jeg også en vampyrkvinde.” Han var ikke sikker på hvor meget han selv troede på sine ord, men noget måtte han sige. ”Desuden har jeg en smedje. Hvis jeg bliver for frustreret over det hele, har jeg altid noget stål jeg kan afreagere på. Det kan du også få lov til, hvis du får brug for det en gang.” Et spøgefuldt smil gled flygtigt over hans læber.

[Deleted]

Langsomt vendte Isabel sig mod ham. De hårde, strålende øjne, der afslørede den magi, som strømmede igennem hendes blod, gled ned over ham til dolken, han holdte frem mod hende. I et stykke tid blev hun blot stående, uden at tage imod den, inden at hun så rakte ud, og tog den. Prøvende svingede hun den rundt mellem sine fingre. Med de nye runer i klingen, kunne hun endelig gå i gang med at indgravere sætningen i sin hud, der forhåbentligt ville gøre hende immun overfor den vampyriske tiltrækningsevne, så Marcellus ikke længere havde den magt over hende. Gad vide om Caleb, ville kunne gøre det, uden at stille for mange spørgsmål? Hun ville helst ikke lade ham vide noget som helst.
"Tak," svarede hun tomt Saïx, og stak dolken tilbage i sin støvle, hvor hun hurtigt kunne få fat på den, hvis der blev problemer. Ved hans spøgefulde ord, kunne hun dog ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Han var en god mand. En af dem man kunne stole på, havde fornuft i hovedet, og man helst ikke ville se død. Han havde stadigvæk et langt liv foran sig.
"Jeg sætter pris på dit tilbud," svarede hun ham, og satte hænderne i siden. "Jeg har dog min egen måde at komme af med frustrationer, og det er at finde den ægte vare form af mørkvæsner, jeg kan hakke på. Det gode her ved Manjarno, er at der vrimler med dem nu."
Hendes smil voksede sig bredere, og hun slog venskabeligt Saïx på armen. Hvis hun ikke havde været i denne her branche med det her liv, så havde han helt klart været sådan en mand, hun havde kunne lade sig falde for. Han var stærk, handelkraftig, venlig og tryg. Ja... livet ville have været anderledes, hvis hun ikke var blevet dusørjægere, men efter hvordan hun havde set Caleb falde sammen, da hans kæreste døde, så havde hun ikke turde åbne sig op for nogle.

[Deleted]

Han betragtede hende svinge dolken mellem fingrene med en øvet hånd, og måtte smile et tilfreds smil. Omstændighederne taget i betragtning syntes han selv at han havde gjort et godt arbejde med runerne, og hun havde heller ikke givet udtryk for at hun har utilfreds med hans arbejde – og som magiker burde hun have endnu bedre forstand på runer end han havde.
At se smilet begynde at vise sig på Isabels ansigt igen, smittede af på Saïx, som selv begyndte at smile en smule bredere.. Det havde altid klædt hende når hun smilede. Hans smil krakelerede i et stille grin ved hendes ord og venskabelige slag på hans arm. Flere års hårdt arbejde i en smedje havde efterladt ham med brede skuldre og stærke arme, men han var sikker på at han Isabels slag ville have efterladt et mærke på ham under andre omstændigheder.
”Det er måske lidt mere tilfredsstillende når de kæmper imod og skriger om nåde?” spurgte han med et stille grin. Han kunne dårligt forestille sig at det sidstnævnte skete særlig ofte. Dvasianerne virkede som et folkefærd som hellere ville dø end at trygle om nåde, men det mentale billede han forestillede sig virkede alligevel morsomt nok. ”For min del er jeg nødt til at holde mig til stålet. Jeg kan lave våben, og svinge sværdene, men jeg tror ikke jeg vil være specielt brugbar overfor en dvasianer som ville dræbe mig. Der var en grund til at jeg holdt mig fra invasionen.” Han smilede et lille skævt smil, før han bevægede sig over til forhænget, og skimtede ud i butikken. Der var ikke flere mørkevæsner derude, og Rhys havde givet sig til at lege med en lille kniv mellem fingrene, der han sad bag disken. Saïx måtte forme et lille smil, før han vendte sig tilbage mod Isabel. ”Hvis du vil, kan jeg få lavet pilehovederne og få dem leveret til dig. Hvilken kro er det I bor ved?” spurgte han, idet han bevægede sig gennem værkstedet og kiggede i nogle dybe skuffer. Han fremtrak nogle klumper sølv, og placerede dem på sit arbejdsbord. ”Hvor mange tror du at du får brug for? Jeg skal nok sørge for at give dig en god pris for dem.” Idet han sagde ordene løftede han blikket fra sølvet, og lod det falde mod hendes støvle. Et smil gled over hans læber, og han løftede blikket mod hendes ansigt igen. ”Runerne behøver du ikke tænke på. Vi kan sige at du har betalt i form af gode råd.”

[Deleted]

Isabel trak smilende på skuldrene af hans spørgsmål, men kunne ikke lade være med at grine, når hun tænkte på de kampe hun havde haft for nyligt med de mørke soldater. Folk skulle bare vide, hvor hurtigt mørkvæsner egentlige faldt på knæ, for at skåne deres liv. Ære var ikke meget de havde. Stolthed var en anden ting. Når man dog først havde krakeleret dem, så havde man dem tiggende og bedende. Ikke at det hjalp noget. Hende og Caleb havde aldrig vist nåde overfor et mørkvæsen, og de ville aldrig komme til det. De vidste for godt.
"Jeg fortrækker følelsen af at have gjort noget godt for verden, når dvasianeren ligger død for mine fødder," svarede hun ham, og lænede sig sidelæns op af den tilsodet væg, så hun sikkert ville få et aftryk på skjorten. Ikke at det gjord hende noget. Tøjet var alligevel så brugt og slidt. "Hvis du har lyst, kan jeg på et tidspunkt, når vi begge har tid, lære dig en ting eller to omkring fægtning og mørkvæsner. Hell... når du bor her i Manjarno, kunne det ligefrem være en god ting."
Folk havde altid været undrende omkring Isabel og Caleb's måde at snakke på. Det var ikke sjældent, at de nogle gange, kunne blive misforstået som mørkvæsner. De brugte de samme ord som mørkvæsner, bandede som dem, og havde endda en lille accent, der ikke stammede fra hverken Manjarno eller Procias. Med Isabels lidt hæse stemme, kunne hun sagtens gå ud fra at være en warlock, hvis ikke det var for de strålende øjne, og det åbne smil.
Da han tilbød hende, at komme med pilehovederne, smilede hun bredt.
"Vil du virkelig gøre det? Jeg vil virkelig sætte pris på det. Jeg har tusinde ting, jeg skal have gjort i dag. Vi er på kroen her i Ityrial. Den har skiftet navn nu efter invasionen, men det er den overfor skrædderen," svarede hun taknemmeligt, og skubbede sig ud fra væggen med sin hofte. "Kan du lave 10 hoveder? Hvis jeg altså får dem til en god pris! Jeg har teknisk set lige reddet dit liv."
Hun smilede drillende til ham.

[Deleted]

Han så overvejende ud i luften ved hendes tilbud. Det var jo faktisk en skam at Saïx havde alle disse våben til sin rådighed, men ikke kundskaben om hvordan de skulle bruges i kamp. Og det ville da helt klart give ham en større fordel når en besværlig kunde skulle true ham på livet, fordi han ikke ville gå med på en urimelig lav pris.
”Ved du hvad, jeg tror jeg tager imod det tilbud.” svarede han med et taknemmeligt smil, inden han begyndte at finde nogle forme frem i solidt støbejern, som han skulle bruge til pilehovederne.
Hvis Saïx nogensinde havde været overrasket over måden Isabel og Caleb talte på, havde han aldrig vist det. Han var efterhånden blevet så vant til dvasianernes grove tunger at han ikke rigtigt lagde mærke til det længere. Han havde da selv mærket hvordan en smule af deres talevaner havde sneget sig ind i hans eget sprogbrug, men det havde til tider kun været til hans fordel når han talte med en dvasiansk kunde – det gjorde det da lidt lettere at få dem til at lytte til ham.
”Selvfølgelig! Du og din bror er gode kunder hos mig, og I går noget godt. Sådan en tjeneste kan jeg godt give jer, så længe jeg kan få Rhys til at tage sig af smedjen imens.” bekræftede han med et smil, inden han lagde noget af sølvet væk, efter at have beregnet hvor meget han skulle bruge til de ti pilehoveder hun behøvede. ”Kroen overfor skrædderen i Ityrial. Got it. Jeg kan sørge for at have dem klare om et par timer, og så tager jeg afsted til kroen med det samme. Vi kan tage os af betalingen dér.” Han blinkede let med det ene øje, inden han rakte hånden frem mod hende med et venligt smil om læberne. ”Men det var godt at se dig igen, Isabel. Virkelig. Du må hilse din bror fra mig, og I må endelig fortsætte det gode arbejde I gør her. Og husk at I altid er mere end velkomne her.” tilføjede han med et sigende smil.

[Deleted]

En smule overrasket over at han faktisk tog imod hendes tilbud, bøjede hun bekræftende hovedet. "I morgen tidligt lige når solen står op? Ude i lysningen i skoven. Bring et sværd, og så tager vi lidt træning," sagde hun lige ud, og så faktisk frem til, at skulle træne selv igen. Hende og Caleb sparrede, når de kunne, men de kendte hinanden så godt, at der ikke rigtigt var nogen kamp længere. Dog havde det gjort, at de bevægede sig i kamp, som kendte de til hinandens tanker, og vidste hvor den anden ville stå og gøre. Én af dem var nok, men to af dem... Hun kunne ikke lade være med at smile lidt - Veterano søskende var ved at blive et navn som mørkvæsnerne frygtede.
Da han rakte hånden frem mod hende, tog hun den i et fast greb. De stærke, arret fingre lukkede sig om hans hånd, og gav den et ryk, som tegn på aftalen var afsluttet.
"Vi ses om nogle timer så. Bare spørg kroværten efter os. Han er en gammel ven, og ved hvem vi er," sagde hun med et skævt smil, inden at hun slap hans hånd igen, og vende rundt, for at forlade smedjen igen. Hun følte sig meget bedre tilpas nu. En sidste gang vendte hun sig, for at vinke til ham, inden at hun åbnede bagdøren, og forsvandt ud af den, efter at have kigget rundt, for at være sikker på, at der ikke var nogen mørkvæsner til at opdage hende.

//out

[Deleted]

Hvor Isabel var overrasket over at Saïx tog imod tilbuddet, var han overrasket over hvor snart hun havde tænkt sig at begynde. Men på den anden side, hvor var grunden til at udsætte det mere end højst nødvendigt? Det var alligevel ved solnedgang smedjen var roligst: de fleste kom til ham efter mørkets frembrudt, og forsvandt gerne før daggry. Men det havde Isabel vel allerede forudset.
”Lysningen i skoven i morgen tidlig. Det er en aftale.” svarede han med et smil. Han så faktisk frem til det. Han havde selvfølgelig svunget hvert eneste sværd i smedjen, for at være sikker på at den lå rigtigt i hånden og havde den rigtige vægt, men det ville være noget helt andet faktisk at skulle bruge den overfor en anden – og især en så erfaren sværdfægter som Isabel. Det skulle nok give ham sved på panden, det var han ikke i tvivl om.
”Vi ses om nogle timer.” bekræftede han, og besvarede hendes vinken før hun forsvandt ud af smedjens bagdør. Så snart hun var gået, gik han i gang med sit arbejde igen. Sølvklumperne blev placeret i en skål af støbejern, og placeret ind i den intense ild under smeltediglen, indtil de var reduceret til flydende sølv. Med øvet hånd førte han sølvet over pilehovedformene, for derefter at hælde dem ned i en bøtte med vand, så en sydende damp steg op i ansigtet på ham. Der gik ikke længe før lyden af en tynd hammer der let bankede i sølvet fyldte værkstedet, da Saïx nok en gang gav sig hen til sit arbejde.

//out