Pulling an all-nighter

[Deleted]

@isabel ~ @saix

Lyden af hammer mod glødende stål fyldte værkstedet bagerst i våbensmedjen. Det havde været sådan i døgndrift, næsten hver eneste dag siden Dvasias havde overtaget Manjarno. Alle skulle bruge smeden. Alle havde brug for nye dolke, daggerter, sværd, hjelme eller rustninger. Det var sådanne tider hvor Saïx næsten glædede sig til noget så simpelt som hestesko. Men for hver hestesko lavede han måske fire sværd, og det hårde arbejde var begyndt at kræve meget af ham.
Han stod i værkstedet med armene over kors, og betragtede den nye lærling hamre i stålet. Det havde været en nødvendighed, og han havde da langt om længe tjent nok til at det kunne være muligt at hyre nogen. Og efter alt der var sket i Manjarno, var det ikke svært at finde nogen som var ivrige efter at kunne tjene nogle penge. Lærlingen så da også ud til at klare sig godt, alt taget i betragtning. Han var stærk, og det var nok dét, som havde vejet mest da Saïx havde ansat ham.
Han lod knægten fortsætte sit arbejde, og vendte sin opmærksomhed mod butikdelen af bygningen. Sværd og andre våben af alle slag prydede væggene og hylderne, hver eneste én smedet efter Saïx egne personlige krav. Der ville ikke være det våben man ikke ville kunne finde dér. Han betragtede sine kunder nøje. Siden dvasianerne indtog landet, var der flere mørkevæsner som kom til hans smedje, og krævede hans tjenester. Han forventede at det også var tilfældet i dag. Som menneske var Saïx særdeles udsat overfor det store mangfold af væsner som kom til ham, og han havde derfor gjort det til sin prioritet at være mere anvendelig i live. Solen skinnede ind gennem vinduerne ved smedjens dør. Solen var så småt ved at stå op. Havde han virkelig været i gang hele natten igen? Det var desværre ved at være normen mere end undtaget i disse tider. Han mærkede end ikke udmattelsen i kroppen længere. Han rullede ærmerne i sin skjorte op til albuerne, og betragtede tålmodigt de andre kunder, som henholdsvist betragtede hans udvalg af knive og sværd.

[Deleted]

Solen var stået op. Det havde været Isabel's tegn til at bevæge sig udenfor kroen igen, eftersom der ikke var så mange mørkvæsner ude om dagen. De brød sig ikke om solens skarpe stråler. Specielt ikke på en dag som i dag. Solen fik hendes orange, korte hår til at gnistre, som var der virkelig ild i det, mens at hun vandrede med faste skridt ned af gaden. Caleb havde hun efterladt på værelset, da han kunne bruge søvnen. Han havde det ikke så godt for tiden.
De havde brug for våben. Dem de havde var slidte og sløve efter den lange vandring fra Imandra. Hvis de skulle tilbage igen, måtte hun hellere sørge for de var godt udstyret. Tiderne var farlige, og man kunne ikke være for forsigtig.
Hun havde sit praktiske tøj på, som kunne få mange til at se undrende efter hende, fordi at hun var en kvinde. Stramme læderbukser, skjorte, rejsebælte og høje støvler. I det mindste havde hun ikke taget sin læder rustning på. Det hele var slidt og gammelt, men det kunne stadigvæk bruges, og de havde kun råd til våben. Huller i tøjet blev repareret med sytråd af hende og Caleb.
Den munter lyd af smedjen kunne høres på lang afstand, så det var ikke svært at finde. Derudover kendte hun ejeren. Et par gange før, havde hun besøgt ham, når turen gik gennem Ityrial. De havde tit snakket om våben, mens hun ventede på en dolk fik et nyt skaft, eller en rune blev graveret ind i klingen på et sværd.
Forhåbentligt var han ikke død i slaget.
Kort stoppede hun op, da hun så kunderne foran. Der var et par mørkvæsner, så hun valgte at tage bagindgangen i stedet for, og gå igennem selve smedjen.
"Saïx! Er du stadigvæk her?" kaldte hun højt, da hun åbnede døren ind til værkstedet. "Det er Isabel!"

[Deleted]

Lærlingen havde standset sin hamren da kvinden trådte ind i værkstedet, og havde stirret på hende med et overrasket blik. Det var tydeligt at knægten på ingen måde havde været forberedt på at nogen anden end ham selv og Saïx kunne være i værkstedet – men det ville ikke være første gang Isabel havde været der. Saïx havde vendt sig mod værkstedet ved lyden af den velkendte stemme, og havde ladt et smil glide over sine læber, da han trådte hende i møde.
”Isabel! Godt at se dig igen!” Han sendte lærlingen et beroligende blik, som hurtigt havde fået knægten til at genoptage sit arbejde, og lade værkstedet synge med sin stålsang endnu en gang. Saïx var alt for klar over, hvorfor Isabel havde taget bagvejen, og havde da også sørget for at trække forhænget, der adskilte værkstedet og butikken, for, så hun ikke skulle blive set af mørkevæsnerne ude foran. Det sidste han ønskede var at et slagsmål skulle opstå i hans smedje, og udsætte alt hans hårde arbejde – for ikke at snakke om hans eller hans lærlings liv – for fare. ”Hvad kan jeg gøre for dig? Skal knivene slibes? En rune som skal indgraveres?” spurgte han varmt. De to Veterano-søskende havde været gode kunder hos ham, før Dvasias overtog Manjarno. Dette ville være første gang en af dem havde vist sig i smedjen siden erobringen. Sandt at sige havde Saïx forventet at de var blevet slået ihjel i slaget, men det så da ud til at Isabel havde klaret sig. ”Jeg ser du kommer uden din bror i dag?” Hans blik blev spørgende. De var sjældent at se den ene uden den anden. Med hvad de to lavede, ville de udsætte sig selv for farer hver eneste dag. Det havde næsten været dét spørgsmål, som lurede i hans spørgende blik. Var der sket broderen noget?

[Deleted]

Med lange skridt gik Isabel smilende hen, for at venskabeligt trykke Saïx's hånd. Efter sådan en tid hun havde haft, var hun glad for, at se et venligt ansigt igen. Hvor var hun dog glad for, at han havde overlevet erobringen.
"Jeg har en dolk, som skal have en række runer i sig, og så vil jeg gerne have lavet nogle pilehoveder. Sølv selvfølgelig," svarede hun ham, inden at hun slap hans hånd igen. Smedjen så ud som den plejede, dog var der kommet en lærling i værkstedet. I et stykke tid lod hun blikket glide studerende ned over ham, inden at hun vendte opmærksomheden mod Saïx igen.
"Caleb er på krostuen. Han er sur på mig for tiden," svarede hun, og sendte ham et opgivende blik, som burde han vide, hvordan hun havde det. Hun bøjede sig frem, for at få hevet sin jagtdolk op af støvlen, hvor den lå gemt, og klar til brug, hvis der skulle komme et angreb. Tillidsfuldt rakte hun ham den med skaftet mod ham. Det var sjældent hende og Caleb var uvenner. Rigtig sjældent. Hun gav Emerald skylden. "Han er blevet glad for en pige, som vil have ham til at blive her i Manjarno sammen med hende."
Fra en lomme i sit bælte, trak hun et sammenfoldet pergament frem, hvor de runer, hun gerne ville have indgraveret stod tegnet. Ligeså rakte hun den til Saïx.
"Du ser godt ud, alt taget i betragtning! Det er ved t være lang tid siden!" Hun smilede skævt til ham, og bredte armene lidt ud, som ville hun omfavne ham.

[Deleted]

Uden tøven havde Saïx trykket Isabels hånd, og vågent lyttet til hendes ønsker. Runer og sølv, det burde være til at få ordnet. Dette var dog arbejde som han havde tænkt sig at tage sig af selv, i stedet for at give arbejdet videre til lærlingen. Sølv var dyre varer, og han havde ikke råd til at lade lærlingen begå en fejl som kunne koste både ham selv og Isabel dyrt. Og runer var mindst ligeså uforudsigelige, hvis de ikke blev lavet rigtigt.
”Rhys, tag dig af butikken.” Knægten vendte sig mod ham og nikkede hurtigt, før han lagde udstyret fra sig og forsvandt ud i butikken. Saïx vendte sig derefter mod Isabel igen, og sendte hende et skævt smil. ”Bare rolig, han er tryg. Han er et menneske.” fortalte han hende, før han tog imod kniven hun rakte ham, og tog den i øjesyn, før han tog imod pergamentet med runer. Som altid kom Isabel forberedt, hvilket Saïx satte stor pris på. Han hadede kunder der spildte hans tid. Specielt når det kom til runer. Det blev så trættende at skulle gå mulighederne igennem med en kunde der aldrig havde haft med runer at gøre. ”Det burde ikke være et problem. Jeg kan få runerne og pilene ordnet i løbet af nogle timer.” lovede han hende, før hans blik igen vendte sig mod hendes ansigt. Det var en blanding af lettelse og bekymring i hans ansigt. ”Virkelig? Jeg troede der skulle mere end en kvinde til, for at komme imellem dig og Caleb. Er du sikker på hun ikke har brugt magi på ham?” Han var ikke sikker på om han mente det i spøg eller ej. Hans læber måtte dog brede sig i et skævt smil ved hendes ord. ”Du er heldig, du ser mig på en god dag. Før jeg ansatte Rhys stod jeg med alt arbejdet alene. Siden landet blev erobret har alle skullet have våben eller rustning eller guderne må vide hvad ellers. Jeg har dårligt nok fået tid til at spise eller sove ordentligt i de sidste par uger.” Han måtte nikke enigt. ”Alt for længe siden! Jeg var ved at blive bekymret for om I havde taget jer vand over hovedet.” uddybede han, før han tog kniv og pergament over til sit arbejdsbord. Et stearinlys blev tændt, og pergamentet blev glattet ud og holdt på plads af to stumper metal. ”Hvordan er situationen derude?” spurgte han, før han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Isabel trak på skuldrene, mens at hun fulgte ham med over til arbejdsbordet.
"Jeg ved ikke, hvad der er med den tøs, men derfor desto mere grund til at han skal væk fra hende," svarede hun, og lænede sig baglæns mod arbejdsbordets kant med hænderne på hver side. Hun drejede hovedet over skulderen, så hun kunne kigge med ved Saïx. For at være ærlig, var hun glad for, at det var ham, som skulle lave hendes ting. Ved ham havde hun blind tillid, og hun vidste at han gjorde et ordenligt stykke arbejde, samt var fair i prisen.
"Jeg regner dog med at vi bliver her et stykke tid," fortalte hun, og kiggede lidt frem for sig. "Alt er jo kaos her. Ikke fordi det ser bedre ud derude. Dvasias blomstre - selvfølgelig, Imandra har det faktisk også godt, selvom de er bange for et angreb. Procias er helt på den anden ende. En halvdel vil hjælpe jer, en anden vil blive og gemme sig."
Et træt suk forlod hendes læber. Det havde være nogle hårde dage med en masse frustrerende folk. Hun satte pris på dette her øjeblik, hvor hun bare kunne sidde med et rent faktisk fornuftigt menneske. Det var nøgleordet. Menneske.
"Har du hørt om modstandsbevægelsen?" spurgte hun, og vendte igen blikket mod ham. "De har ikke prøvet at tage kontakt til dig med hensyn til våben?"
Hun betragtede hans ansigt i det svage, glødende lys, som var her i værkstedet. Når man normalt var omgivet af fantastiske, magiske væsner - om det så var mørk, neutral eller lys - så satte man pris på et normalt menneske. Caleb og hende så sig selv, som en del af menneskeracen, selvom deres kroppe kunne kontrollere magiens bølger. Dog ændrede det ikke på deres måde at være på. Mange magikere var over hundrede år gammel, men hun var kun 28 år - lignede i én på 24, mens Caleb blot var 26 år, men lignede ikke en dag over 21.

[Deleted]

Saïx måtte skære ansigt. Isabel havde ret, hvis Caleb var påvirket af en kvindes magi i et forsøg på at skille de to ad… det ville ende galt.
”Du og Caleb er stærkest sammen. Det håber jeg også din bror er klar over.” svarede han hende, og sendte hende et skævt, medfølende smil.
Det overraskede ham ikke, hvad Isabel fortalte ham. Han havde ikke selv haft muligheden for at tage ud og se hvordan sagerne stod til, selvfølgelig, men rygterne gik da omkring. Til tider var det altid svært at bedømme hvilke rygter som passede, og hvilke som var overdrivelser. Men han stolte på Isabels vurderinger, og skar en grimasse ved hendes fortælling. ”Det var sådan jeg forventede, at det ville være. Dvasianerne fejrer stadig overtagelsen af Manjarno. Jeg har hørt om dødsenglenes fejring af overtagelsen af Paggeija – hørte du at de satte folk på pæle foran byen efter erobringen?” Han gøs ved tanken. Til tider lod han sig overraske af hvad væsnerne omkring ham var i stand til. Specielt dødsenglene. Han havde aldrig rigtig kunne tage dem. ”Det overrasker mig heller ikke at Procias er splittet. Nu hvor Dvasias er kommet tættere på, er Procias pludselig meget mere truet, i forhold til da de havde et helt land mellem dem. Nu kan dvasianerne angribe meget hurtigere, og procianerne vil have meget kortere tid til at reagere på.” Han lod nok et suk lyde fra sig. Tingene havde været bedre, der var der ingen tvivl om.
Han tog hendes kniv i hånden igen, og tog den med sig over til ildstedet under den enorme smeltedigel. Kniven greb han om med en ildtang, og førte bladet ind i den intense varme, ikke i mere end et par sekunder, bare så metallet blev blødet op, før han tog den med tilbage til sit arbejdsbord. Med et blik på pergamentet, begyndte han med en øvet hånd at indgravere runerne på bladet. ”Du mener de dér Resistentia-folk?” spurgte han, uden at tage blikket fra kniven. Runerne glødede over bladet. ”Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig mødt dem. I hvert fald ikke så vidt jeg ved. En del af deres fremgangsmåde er vel netop ikke at lade folk vide at det er dem, er det ikke?” spurgte han. Han kunne dog godt se hvad hun mente. ”Så vidt jeg ved, har de ikke kontaktet mig. Så tror jeg i hvert fald de ville have bedt om flere våben end de bestillinger jeg har fået indtil videre.” uddybede han.

[Deleted]

Ved hans fortælling sukkede Isabel opgivende, og lagde nakken tilbage, så hun kiggede op i loftet.
"Det er problemet med det hele," sagde hun, og gned en hånd over ansigtet, da frustrationen meldte sig. Det var kun tre dage siden, at hun havde snakket med Emerald - lederen af modstandsbevægelsen, hvis man da overhovedet kunne kalde det en modstand. "De gemmer sig, snakker, lægger planer, men der sker ingenting! Hvorfor skal dvasianerne være bange for skygger? De BOR i skyggerne? Navnene skjuler for selve truslen, ingen gør noget. Den eneste grund til dvasianerne kender til modstandsbevægelsen, er fordi mig og Caleb har forstyrret dem ude ved grænsen."
Det var direkte håbløst det hele. Gabriel Nicomendes havde heller ikke nogen erfaring i kamp mod mørkvæsner! Træt kiggede hun mod Saïx igen, mens han koncentrerede sig om runerne. Endelig én der i det mindste kunne forstå hende.
"Jeg har ikke engang fortalt dig det væreste endnu," mumlede hun, og vendte sig om, så hun stod lænet frem mod bordet med armene støttende i pladen. "Lederen af modstandsbevægelsen? Gæt hvor gammel hun er? 17 somre! 17 somre og har ingen erfaring overhovedet! Hele Manjarno's skæbne i hånden på en lille pige, som vil lege krig."

[Deleted]

Vågent lyttede Saïx til Isabels fortælling, uden at han mistede koncentrationen over sit arbejde. Fokus var nøglen, når det kom til runer – både for hans egen og for Isabels skyld. En fejlproduceret rune kunne betyde hendes død, og det var bestemt ikke et liv han havde lyst til at have på samvittigheden.
”Sytten? Det var satans…” havde han alligevel sagt, med en opgivet toneart som han var sikker på afspejlede hvor opgivet Isabel følte sig af at fortælle hende det. Samtidig stak det lidt i ham. Han havde selv ikke været ældre end sytten, da han åbnede smedjen – men så var der vel også en forskel mellem at producere våben, og at lege krig. Saïx ville aldrig placere sig selv på en slagmark. Han havde hverken træning eller erfaring til den slags. ”Pigebarnet er enten direkte idiot, eller så har hun alt for meget selvtillid. Nogle gange er det svært at se forskel på de to.” Han lagde sit værktøj fra sig, og førte kniven tættere på stearinlyset, så han kunne se runen bedre. I skæret fra den lille flamme, som kun var en meget mindre afspejling af ilden som opvarmede smeltediglen, så knivbladet næsten glødende ud. Han smilede tilfreds, og gav sig derefter i kamp med den næste rune, placeret lige under den første. ”Uanset hvad det er, lyder det ikke godt. Jeg er i hvert fald ikke tryg ved det. Og hvis vi ikke kan forvente nogen støtte fra Procias, er jeg glad for at vi kan regne med dig og din bror.” Han kastede et hurtigt blik op mod hende og sendte hende et skævt smil., før han flyttede blikket tilbage til kniven. Så det var de to, som havde forstyrret dvasianerne ved grænsen. Han måtte le dæmpet. ”Jeg synes godt jeg havde hørt nogen brokke sig om noget der var sket ved grænsen. Ordene ’rødhåret heks’ blev vist smidt omkring. Jeg burde have vidst at I havde haft en finger med i spillet.” Nok en gang drejede han flygtigt blikket op mod hende, for at sende hende et drilsk smil, før han fuldt og helt fokuserede på kniven, og den nye rune som han indgraverede. ”Så I er ikke med i Resistentia? Jeg tror ærlig talt også at I vil få mere gjort på egen hånd end gennem dem, specielt hvis de fungerer sådan som du siger at de gør.” kommenterede han.

[Deleted]

Tillidsfuldt gengældte hun hans smil, nå han kiggede op på hende. Det var dejligt at høre, nogen delte hendes mening og syn på tingene. Efter at selv Caleb syntes at hun fejlbedømte folk, havde hun tvivlet, men Saïx's ord gjorde hende sikker igen. Det var bare alle de andre mænd, som var forblændet af hendes skønhed. Hun var ikke menneske.
"Jeg elsker at irritere dvasianer," svarede hun ham med en lille latter, der fik smilerynkerne frem omkring hendes øjne - et sjældent syn for tiden, men Saïx havde altid været god til at få dem frem. "De er så nemme at tirre, når man som menneske, kan smadre deres arrogance. Fucking mørkvæsner."
Hun rettede sig op, og lagde armene over kors, mens hun skød hoften til siden. Blikket gled dovent rundt i værktøjet, mens hun lod ham gøre sit arbejde. Hans ord om at han var tryg, så længe hende og Caleb passede på dem, gav hende dårlig samvittighed. Planen var jo at tage væk. Rejse over til Imandra, hvor hun ville holde sig langt væk fra denne her krig, der blev ført af to uerfarende ledere. Hun havde ikke tænkt på, at andre som Saïx, så ville blive ladt i stikken. Nu hvor alting så skidt ud med de inkompetente ledere, så var folk som ham ikke i sikkerhed, og.... hun løb bare væk. Flygtede væk fra det løfte, hun havde taget, ved at hjælpe de uskyldige og forsvarsløse.
Hun sukkede dybt, og hang lidt med hovedet. Det her ville ende med, at hun fik dårlig samvittighed, og blev her i Manjarno.... Hun kunne mærke det.
"Jaaaerh.... det kan vi vel," svarede hun ham en smule opgivende, og strøg fingrene igennem sit korte, strittende hår. Ja... hun var virkelig ikke en normal kvinde. Ikke mange ville frivilligt lade deres hår bliver klippet kort. Men Isabel var en kriger. En soldat. En jæger. Den eneste mand ud over Caleb, som havde kunne tage hende var Saïx, og selv han havde stirret lidt, første gang, hun var trådt ind i hans smedje.
"Har du haft problemer med dvasianerne?" spurgte hun bekymret. "De har ikke gjort dig noget, vel?"

[Deleted]

Isabels latter var næsten smittende, og Saïx måtte sidde med et smil på læberne mens han arbejdede med runen. Det var måske en af de ting han nød, når Isabel og Caleb kom forbi hans smedje. De havde altid nogle historier at fortælle om hvad de havde oplevet, og det virkede bestemt som om de havde et meget mere indholdsrigt liv end hvad han havde. Ikke at han brokkede sig. Han var mere end tilfreds med sin tilværelse, så længe han ikke stod overfor en af de mere besværlige kunder som truede ham på livet. Det var desværre sket mere end én gang.
Hendes sukkende svar, og måden hun førte hånden gennem håret, fik Saïx til at se vurderende på hende. Man kunne næsten se den dårlige samvittighed i hendes ansigt, og han forstod straks hvorfor. Hun havde sagt de ville blive lidt, men før eller senere måtte de rejse videre. Han smilede et skævt smil. ”Hey, jeg ved godt vi ikke kan regne med jeres hjælp hele tiden. Der er brug for jer andre steder. Og vi skal nok klare os, vi er et hårdt folkefærd.” Han sendte hende et overbærende smil, før han igen vendte blikket mod dolken. Han kunne stadig se hendes refleksion i dolkens blad, hvis han så nøje nok efter – det korte, røde hår var i hvert fald iøjefaldende nok til at han kunne se hende. I starten havde det fået ham til at stirre lidt, men han var nået til den konklusion at det faktisk klædte hende. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig hende med langt hår.
”Du ved hvordan det er… Lige efter erobringen var de alle sammen overmodige. Flere af dem kom herind og prøvede at tvinge mig til at lave våben til dem. Påstod at jeg ’skyldte dem det’, og at det var deres fortjeneste.” Han himlede med øjnene. Han mærkede dog et stik i brystet, og han standsede kortvarigt sit arbejde. ”Men de er heldigvis ikke alle sammen sådan. Der er nogle mørkevæsner som faktisk er venlige nok. Nogen som man kan kalde ens venner.” Han bed sig let i tungen, og vendte tilbage til sit arbejde. Han vidste at Isabel ikke ville bifalde det. På nogen måde. Men Ania var ikke som andre mørkevæsner. Hun var vampyr, men hun havde alligevel så meget varme i sig. Han måtte næsten smile for sig selv, da han tænkte på hende. Han skævede mod Isabel. Et sted burde han vel fortælle hende om Ania. Om ikke andet så bare for at bønfalde hende om ikke at gøre hende noget, hvis de stødte ind i hende. Det ville ikke være en nem tjeneste at bede om.

[Deleted]

Isabel trak på den ene skulder, da han mente, at hende og Caleb bare kunne tage videre til Imandra. Det var ikke fordi nogle i Imandra havde brug for hjælp. Hvert fald ikke så pressende, som her i Imandra, hvor folk dagligt blev chikaneret af mørkvæsnerne, der pludselig var kommet invaderende.
"Vi kunne måske blive her... bare indtil tingene er faldet til ro," mumlede hun, mest for sig selv. Caleb ville hvert fald bifalde det. "Jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre, men du ved hvordan det er, hvis et mørkvæsen ser mig. De er ved at kunne genkende mig."
Hun smilede undskyldende til ham, og mente det. Engang havde hun været blevet genkendt - mest på grund af det røde hår - og det havde endt i en blodig og voldsom kamp midt i byen. Det var mange år siden, men stadigvæk. Man kunne ikke være for forsigtig. Specielt når der var uskyldige folk omkring én.
Da han nævnte mørkvæsner kunne være venner, kunne man tydeligt se på hende, at det havde været én af de største fejl, han kunne sige til hende. Hele hendes ansigt nærmest stivnede, og blikket blev borende, da det langsomt gled over til ham.
"Hvad?" spurgte hun ham med en ildevarslende stemme. Hvordan... hvordan kunne han dog sige sådan noget?! "Det er mørkvæsner! Selvfølgelig kan de ikke være venner! De ser os som legetøj og som mad! Ingen er venlige! Måske lader de som om, men der er altid bagtanker! Tro mig. Jeg ved det! Jeg har set det!"
En pludselig mistanke fik næsten alt farve til at forlade hendes ansigt, da hun opdagede hans smil. Uden at tage sig af at dolken kunne blive beskadigt, greb hun fat i hans arm, og hev ham rundt, så de stod ansigt til ansigt.
"Saïx... sig ikke du har mødt én af dem," bad hun indgående, mens taget i hans arm blev strammere. Han var et menneske og fuldkommen modtagelig for alt, hvad et mørkvæsen kunne kaste på ham. "Fortæl mig, du ikke har ladet én komme tæt på dig!"

[Deleted]

Isabels reaktion var intet mindre end hvad Saïx havde forventet. Han behøvede ikke engang se direkte på hende, for at se hvordan hun stivnede, og stirrede på ham. Han kunne næsten mærke hendes borende blik på sig. Det var kun ved ren og skært held at han havde nået at fjerne sit værktøj fra hendes dolk, da hun greb fat i hans arm og vendte ham rundt, og tvang ham til at møde hendes blik. Hvis ikke hendes blik sagde det tydeligt nok, var hendes stramme greb om hans arm mere end nok til at bekræfte det. Han bed tænderne en smule sammen, mens han vurderede sine ord.
”Jeg stoler på hende, Isabel.” svarede han hende. Et sted vidste han at Isabel sagde dette for hans skyld, men hun kendte ikke Ania som han gjorde! ”Hun har ingen bagtanker. Hvad skulle hun få ud af det? Hun besøger mig, hun handler hos mig, hun holder mig med selskab når jeg har fri… Hun har aldrig gjort mig noget. Aldrig.” Han lagde værktøjet fra sig på arbejdsbordet, før han igen vendte blikket mod Isabels ansigt. Han var ikke sikker på om hun dømte ham med dét blik, eller om hun simpelthen bare var desperat efter at få ham ud af den vildledelse, han var sikker på at hun mente at han var i. ”Jeg beundrer hvad du og din bror gør, Isabel. Det gør jeg virkelig. I gør uendelig meget godt derude, men de er ikke alle sammen sådan. Ikke alle fra Procias er godhjertede mennesker, det er jeg sikker på at du også ved!” forsøgte han at argumentere. Han sukkede drævent, og sænkede blikket flygtigt, før det igen steg mod hendes ansigt. ”Hun… betyder meget for mig, Isabel. Det er derfor jeg siger det her. Jeg vil bede dig og din bror om ikke at skade hende, hvis I støder ind i hende.” Denne gang var det hans toneleje, som blev bedende. Det var meget at bede de to om, men selv om at han vidste at Ania kunne forsvare sig selv, var han ikke sikker på hvor godt hun kunne klare sig overfor Isabel og Caleb. De havde brugt flere år på at jage mørkevæsner, og vidste præcis hvordan ethvert væsen skulle bekæmpes.

[Deleted]

Åh gud... en hende. Selvfølgelig var det en hende! Bare at lytte til Saïx fortalte hende, at kvinden allerede havde fået fingre i ham. Han ikke så meget, som overvejede hendes ord. Ikke også ham.
Hun stillede sig helt tæt på ham, og greb om begge hans arme, som ville hun prøve at ruske fornuft ind i ham.
"Lyt nu godt efter," startede hun indtrængende, efter at hvert ord han havde sagt, blot gjorde hende mere bekymret for ham. "Mørkvæsner - er - onde. De bor i Dvasias. De spiser os. De leger med os. De elsker smerte. I hele mit liv som jæger, har jeg endnu ikke mødt et rart mørkvæsen. Måske virker nogle sådan, men det er bare skuespil."
Hun bøjede nakken, så hun kunne fange hans blik. Hvad der skulle have været en rolig dag, havde pludselig vist sig ikke at være så rolig alligevel. Ikke Saïx. Ikke den eneste fornuftige person, som hun kunne snakke med.
"Saïx, jeg har set flere hundrede som dig nu. Mennesker der er faldet for et mørkvæsens tryllebinding. Hell... vampyrer har endda en tiltrækningskraft, der luller dig ind i deres net. De gør dig til en slave, om de så egentlig selv vil eller ej. For dem er du mad. De kan ikke stoppe dem selv. En dag vil det gå galt, for hun kan ikke modstå den sult! En dæmon vil aldrig kunne føle kærlighed, og der er det hele helt sikkert skuespil. Varulve... well... der vil det også gå galt på et tidspunkt, om de så vil eller ej," forklarede hun, og pressede en hånd mod hans brystkasse, så hun kunne mærke hans bankende hjerte inde under. "Please... lyt nu til fornuft. Du ved jeg har ret. Et eller andet sted, må du vide det. Du kan ikke være så naive."

[Deleted]

Saïx lyttede, men alt i hans ansigtsudtryk indikerede at han ikke var enig i hvad hun sagde. Han havde dog svært ved at bebrejde Isabel for hendes holdning – med al den tid hun havde brugt på at dræbe mørkevæsner, ville det selvfølgelig være svært at forestille sig et godt et. Han ville sikkert have haft den samme holdning i hendes sted.
”Jeg møder utallige mørkevæsner hver eneste dag, Isabel, præcis som du gør. Men du møder dem i kamp, jeg møder dem her i min smedje. Mange af dem er onde, det kan jeg godt give dig ret i, men ikke dem alle sammen!” Han kunne ikke trække sit blik fra hende. Han var nødt til at vise hende at han faktisk var ved sine fulde fem, og at han ikke var under nogen indflydelse.
Hun talte videre. Han vidste godt hvorfor hun var bekymret: han var kun et menneske. Det mest udsatte væsen på denne jord, uden noget naturligt forsvar mod andre væsner. Der var noget ved hendes ord, som bed sig fast i ham. Vampyrenes tiltrækningskraft… Ania ville vel ikke gøre brug af den mod ham – ville hun? Tvivlen viste sig pludselig i hans blik. Hvis det ikke var noget Ania selv kunne styre, var det vel heller ikke noget som hun kunne bebrejdes for, var det? Og hvis det passede, hvorfor savnede han hende så stadig når hun ikke var i nærheden? En kort stund forsvandt stædigheden fra hans ansigt og blev erstattet af tvivl. Hvad hvis hun havde ret? Hans blik faldt ned på hendes hånd mod hans brystkasse. Hun var menneskelig, præcis som han selv var. Hendes hånd var varm, hvor Anias var kold. Han løftede blikket igen. Han nægtede at tro på det. Ikke Ania. ”Hvorfor skulle hun gøre det mod mig?” spurgte han. Det gik op for ham hvor desperat han lød. ”Hun har aldrig forsøgt at bide mig, eller udnytte mig… Hvorfor skulle hun gøre det? Hvad ville hun få ud af det?” Han hadede tvivlen som var vokset i ham, men Isabels ord nægtede at slippe ham. Vampyrerne havde en tiltrækningskraft, og han havde intet forsvar mod det – hvordan kunne han vide at noget af det han følte, var ægte? Hans blik hvilede på Isabel, som om han håbede på at hun kunne give ham svaret.