Keep on moving

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa Dynithril - @caleb - @isabel

Daggry var det, hvilket helt måtte gøre luften diset og græsstrående fugtige. Tidligt var det at være ude, men i en tid som denne, følte Jarniqa bestemt ikke, at der var timer nok i døgnet. Derfor havde hendes dage siden besættelsen af Manjarno betydet, at hun konstant var på farten. Meget skulle gøres, som der både var hendes egen træning og familie og Resistentia. Den magiske træning var blevet lagt til dels på hylden, efter at hun var blevet adskilt med sin fader, Salvatore. Våbentræningen var derimod i fuld gang, som hun i dette øjeblik også bar på sit hjemmelavede pilekogger og langbue over ryggen, samt sværdet i bæltet. Det sværd, som rent faktisk havde tilhørt den dvasianske hærføre. Familien var også på standby, som hun havde set sig nødsaget til at afsætte Damien i de procianske skove. Selv håbede hun blot, at han og Valandil klarede den sammen.. Resistentia var den del af hendes liv, som fratog det meste af hendes tid. Selv kom hun også direkte fra et ærinde i bevægelsen, hvor hun allerede var på vej videre til det næste. Selv kom hun nemlig fra Castle of Light, hvor hun havde talt med kong Gabriel, hvor hun nu var på vej imod patienthytterne i Catalena, eller nærmere én bestemt patienthytte. Selv vidste hun nemlig, at en fra modstandsbevægelsen lå her. Caleb. En mand, som hun indtil nu kun havde mødt en gang, inden han var blevet sendt ud på sin første mission med sin søster. Selv var hun nu på vej til at hente ham, som hun ønskede at bringe ham og hans søster – hvis hun var der – med sig på sin næste mission. Roligt endte hun med at stoppe op, som hun var blevet henvist til denne af en af healerne, som hun havde spurgt ind til en patient ved navn Caleb. ”Caleb? .. Det er Emerald,” kaldte hun roligt, alt imens hun høfligt bankede sine knoer mod døren tre gange. Dernæst skred hun dog også til værks, som hun roligt puffede døren op, så hun kunne træde ind i selve hytten.

[Deleted]

Caleb lå stadigvæk i sengen med sin forstuvet fod. Healerne havde dog sagt, at den snart ville være frisk igen, men indtil videre måtte han humpe rundt på nogle krykker, så han ikke overbelastede senerne i anklen. Han sad op i sengen med puder i ryggen, og spillede kort med sin storesøster, Isabel, som sad på hans sengekant.
Begge var iklædt afslappet tøj. Bukser og trøjer. Det var sjældent at de hverken bar våben eller beskyttelse. De steder hvor tøjet ikke skjulte deres hud, kunne man ane pentagrammerne og runerne, som de havde skåret ind i deres kroppe.
Som de sad der ved siden af hinanden, kunne man tydeligt se de var søskende. Den eneste forskel var kønnet og at Calebs hår var sort, mens Isabel's var flammende rødt. Begge var nyvasket for en gangs skyld, velernæret og havde fået nok søvn de sidste par dage, som de havde tilbragt her i Catalena.
"Så Salvatore vil have vi kæmper? Hvad er så problemet?" spurgte Caleb, mens at han sorterede sine kort.
"Problemet er at vi taber," svarede Isabel bittert, og smed et kort ned i bunken imellem dem. "Nicomendes har ingen erfaring med mørkvæsner. Resistentia har ingen erfaring. De eneste to med erfaring i kamp er dig, mig og en håndfuld andre. Ingen af os er ledere, og lederne lytter ikke til os. Det er problemet."
Caleb hævede et øjenbryn, mens han kastede et blik op på hende over sine kort. Pandehåret gled ned, og skjulte læderlappen over hans ene øje, så det kun var det friske øje, som var synligt.
"Vil du bare lade Procias og Manjarno i stikken? Virker ikke som dig," kommenterede han. "Hvor er din tiltro til folk?"
Isabel grinede hånligt, mens hun rystede svagt på hovedet.
"Min tiltro til folk? Caleb, Resistentia bliver ledet af en tøs på 17 somre, som har whatsoever ingen erfaring i noget som helst! Nicomendes, som er vores fantastiske konge af Procias, har sikkert aldrig stået foran et mørkvæsen før, og han nægter at lytte til folk, som har! Salvatore er landsforvist fra Procias, så hvad kan han gøre her?!" forklarede hun ham, og lagde en hånd på hans knæ, for at give det et klem. "Vi to tager tilbage til Imandra, og bliver der."
Caleb skulle til at åbne munden i protest, lige da der blev banken på døren ind til hytten. Både ham og Isabel kiggede op mod den med deres strålende grønne øjne, da en stemme kaldte på ham. Han genkendte den med det samme, og da hun fortalte sit navn, kunne han mærke, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen, så han satte sig mere op i sengen.
Ved synet af Emerald voksede der sig et stort smil frem på hans læber.
"Emerald!" udbrød han overrasket, og ville ønske, at hun ikke skulle se ham sådan her. Sengeliggende og svag. "Hvad laver du dog her?!"
Ud af øjenkrogen kunne han se hvor Isabel rejste sig fra sengen med et skeptisk blik. Hun gik hen foran ham, så hun stod mellem hans seng og Emerald med armene over kors.
"Emerald. Så det er altså den unge leder af Resistentia," kommenterede hun med en kølig stemme. "Så bange for skyggerne, at du ikke engang tør præsentere dig med dit rigtige navn for to allieret?"
Caleb himlede med øjnene bag Isabel, og slog ud med hånden mod hende. 
"Emerald, det her er min storesøster Isabel Veterano. Isabel... well.. du ved hvem det er," præsenterede han med et opgivende tonefald, mens Isabel nedstirrede den unge pige foran hende. 
"Nej... jeg ved netop ikke hvem det er! Hun gemmer sig i mørket, som en anden kujon!" vrissede hun, og gik et skridt tættere på Emerald. "Så hvem er du?!"

[Jarniqa Dynithril]

Ind i hytten trådte Jarniqa, hvor hun snart ikke vidste, hvad hun blev mødt af. Først gled smilet over hendes læber, hvilket gav hende et charmerende udtryk, som Caleb genkendte hende og nærmest strålede på trods af, at han lå i en af patienthytterne. Det næste hun så var kvinden ved hans side … Isabel? Som nat og dag, syntes de dog allerede at være, som Caleb agerede varm, hvor kvinden derimod agerede ligeså temperamentsfuld som sit røde hår. Rankt stillede hun sig i døråbningen, hvor hun bevidst valgte at fokusere på Caleb, inden hun værdigede kvinden et yderligere blik.. Hvad var det også for en opførsel at anklage hende fra start af?! ”Jeg hørte, at du var her, og derfor ønskede jeg at tilse dig,” sagde hun roligt, inden hun valgte at nærme sig sengen. Faktisk valgte hun behændigt at træde uden om kvinden, så hun kunne nå Caleb, da den kvinde bestemt ikke skulle tro, at hun havde magten! Venligt smilede hun til ham. ”Derudover ønsker jeg at høre dig, hvordan din tur forløb, og om du nu er klar til at drage afsted med mig.” Det var også først nu, at hun vendte sit smaragdgrønne blik mod kvinden, der måtte være Isabel. Hun løftede det ene slanke bryn. Ja.. Hun kunne ikke just sige, at hun brød sig om hendes umiddelbare attitude. ”Gemmer sig i mørket, som en anden kujon… Er der flere i dette rum, eller referere du til dig selv? Jeg ved i hvert fald ikke, hvad du forsøger at hentyde til,” lød det sigende fra hende, som hun bestemt ikke ville beskrive sig som en kujon! ”Jeg er Emerald, og jeg leder den bevægelse, som du og din broder meget bekendt har tilsluttet sig,” sagde hun roligt, skønt hun vidste, at denne kvindes blod blot ville koge over. Hvem troede hun overhovedet, at hun var? Opførte hun sig mon altid sådan, eller følte hun sig rent faktisk truet af hende? Ja, det sidste ville uden tvivl ikke gøre hende selv noget.

[Deleted]

Åh åh! Caleb vidste med det samme, at Emerald havde lavet en fejl, da hun åbnede munden mod Isabel. Det bedste havde været, hvis hun glat, havde svaret på spørgsmålene, i stedet for at angribe tilbage. Man kunne næsten se hvordan Isabel gik fra utilfredshed til vrede på under et sekund.
Hurtigt rejste han sig fra sengen, og fik humpende grebet fat i armen på Isabel, inden at hun havde smidt en ildkugle i hovedet på Emerald.
”Isabel, rolig! Hun mente ikke noget med det. Da jeg mødte hende første gang, havde hun ikke hørt om os,” forklarede han beroligende sin søster, der spændte i hele kroppen, for ikke at springe på den yndige pige. Caleb havde bestemt håbet, at han havde kunne møde Emerald uden Isabel. Ikke nok med at Isabel havde ingen respekt for Emerald, så havde han også lavet den fejl, at smile stort, da han fortalte om hende. Isabel kunne ikke klare, når kvinder kom for tæt på ham.
Isabels øjne lynede mod lederen af modstandsbevægelsen, men Caleb holdte godt fast i hendes arm.
”Lad mig sige dig én ting, tøs!” hvæsede hun rasende mod Emerald, og holdte en pegefinger op mod hende. ”Jeg har dræbt og jaget mørkvæsner lige siden, du bare var en lille baby, der suttede på din mors bryst! Hvis du kalder mig en kujon ÈN gang til, så gør jeg Dvasias tjenesten, og brækker nakken på dig, forstået?! Og hvis du tror, du kan tage Caleb væk, bare ved at sige det, så er du fuldkommen på gale veje!!”
Caleb himlede med øjnene.
”Jaer… men du kaldte hende kujon først, Issy. Det er ikke det bedste førstehåndsindtryk du giver hende. Husk hvad Salvatore sagde,” sukkede han, og lod sin arm glide om skulderen på hende, så han ikke behøvede at støtte sig på den dårlige fod. Isabel slap langsomt Emerald med blikket, for i stedet at vende sin opmærksomhed mod ham.
”Du burde ikke, have rejst dig så hurtigt,” mumlede hun, og lagde en arm omkring ham, for at hjælpe ham. Hun vidste, at han havde ret. Det hele var bare så forbandet til grin! Tøsen havde vel ikke engang taget sit første mord! Og hvordan hun snakkede… det pissede Isabel fuldkommen af. Hun kunne sige, hvad hun ville, men Isabel var overbevist om at Emerald ikke var hendes rigtige navn. Sådan en kujon. En lille pige, der ville lege krig, uden at ane hvordan.
Forsigtigt hjalp hun Caleb tilbage i sengen, hvor han kunne glide ned og sætte sig på kanten. Han smilede skævt op til de to, stædige kvinder, som begge stod, og lignede to tordenskyer. Hvis bare Salvatore havde været her. Han vidste ikke, om han kunne berolige dem begge.
”Så… vi er tilbage fra Imandra!” sagde han, som en ny start, og vendte sig blik op mod Emerald. Hun var utrolig smuk i lyset fra solen, der skinnede ind af vinduet. Selvom hun var ung, og Isabel tildels havde ret, ville han gøre alt hvad han kunne, for at hjælpe hende. Hun havde brug for det.
”Der var ikke så meget, vi kunne gøre andet end opbygge nogle landsbyer, og beskytter nogle folk mod dødsengle. Derfor kom vi tilbage – som lovet,” fortalte han, og kastede et hurtigt blik over på Isabel, der stod tavs med armene over kors, og et surt blik hvilende på Emerald. Han fugtede sine læber, inden han igen vendte fokus mod Emerald. ”Hvordan går det i Manjarno?”

[Jarniqa Dynithril]

Køligt hvilede de smaragdgrønne øjne på Isabel, der uden tvivl ville have sprunget på Jarniqa, hvis ej Caleb havde været der. Åh, hun brød sig bestemt ikke om denne kvinde.. Interessant var det dog, at hun allerede nu vidste præcis, hvilke knapper hun skulle trykke på, hvis hun ønskede at pirre denne kvinde. Hvad Isabels problem var, vidste hun dog ikke. Hun havde trods alt aldrig mødt kvinden, og så var der det vigtige faktum, at hun ikke havde tvunget nogen til at deltage i Resistentia. ”Og at du mener, at du er en gud, siden du er over 120 år gammel, fortæller også blot mig, at der er noget ragende galt. Hvis du selv mener, at det jeg står for er så skidt, kan jeg udmærket fortælle dig, hvor døren er.. Der er ingen som har tvunget dig til at støtte Manjarno og kampen imod mørket,” svarede hun igen med en kølig rolighed. Blikket lod hun glide mod Caleb, som han sagde navnet Salvatore. Kendte de hendes fader? Selv havde hun det endnu svært med den mand, men glædeligt måtte hun tænke på ham i denne sammenhæng, da det lød til, at han havde talt god for hende. Mærkværdigt måtte hun helt finde det næste optrin, som Isabel pludselig syntes helt … kærlig og omsorgsfuld. Var hendes broder mon hendes svage punkt? Og gjorde tanken om hende med hendes broder Isabel jaloux? Tanken var uden tvivl interessant.. Venlig blev Jarniqas mine igen, som hun valgte at tage plads på sengekanten ved siden af Caleb. Benene lagde hun roligt over det andet, mens hun lagde hænderne i sit skød, og holdt fronten mod ham. Dog var hun endnu opmærksom på Isabels træk.. Opmærksomt lyttede hun til hans fortælling, hvor hun måtte komme med et suk, som han nævnte dødsenglene. En forbandet race! ”Forbistrede dyr..,” mumlede hun irriteret, inden hun stilfærdigt fortsatte. ”Jeg var selv i Paggeija, da de besluttede sig for at marchere imod bjerget. Alene var jeg, så instinktivt forsøgte jeg at ødelægge det, som jeg vidste, at de kunne gøre gavn af. Jeg endte derfor med at vælte tårnene,” fortalte hun ærligt, skønt hun undlod at fortælle den del, at Damien havde været der. Dog ville det ej heller have den store betydning i denne fortælling. ”Dernæst gjorde jeg, som vi havde talt om.. Jeg drog til Apterta, hvor jeg i går aftes tale med kongen. Ud over, hvad jeg har foretaget mig, ved jeg, at andre fra bevægelsen har saboteret de dvasianske styrker på vejen. Myrdet dem, eller blot forpurret deres planer.” Det ravnsorte hår strøg hun om bag øret, så det ene spidse ører kom til syne. ”Men som du fortæller, at der ej var meget at gøre i Imandra, tror du så, at landet vil falde ved en muligt angreb? Dog må jeg indrømme, at jeg tror, at Procias står for fald før Imandra..”

[Deleted]

ANDRE FRA BEVÆGELSEN?! Isabel var lige ved at fare på Emerald, da hun sagde det. Hvem havde myrder og forpurret de dvasianske tropper?! Hende og Caleb! Fordi de var de fucking eneste, der rent faktisk GJORDE noget!
Caleb kunne tydeligt se på Isabel, at hun var ved at bryde ud i et stort raserianfald igen. Han rettede sig op mod hende.
"Isabel!" kaldte han på hende, så hun blev tvunget til at se væk fra Emerald og i stedet på ham. Han sendte hende et lille smil. "Kan jeg få dig til at hente noget vand til mig? Måske skulle vi også til at få pakket vores ting sammen, så vi kan rejse afsted, når vi er klar."
Faktisk var han ikke tørstig, men han havde brug for at få Isabel ud af hytten, hvis han skulle undgå at Emerald ville ende som en blodpøl på gulvet. Anstrengt nikkede Isabel, inden at hun forlod hytten med et sidste hadefuldt blik tilbage mod de to unge mennesker, som sad på sengekanten. Først da døren havde lukket sig bag hende, så Caleb ud til at slappe lidt bedre af, og han smilede undskyldende til Emerald.
"Du må tilgive min søster. Hun er frustreret og vred for tiden," sagde han med en beklagende håndbevægelse, uden dog at nævne at Emerald ikke ligefrem havde gjort det lettere ved at bide tilbage. "Du må dog ikke undervurdere hende. Hun har en del erfaring, og ved hvad hun snakker om. Det taget i betragtning at hun faktisk kun er 28 år, er det rimelig imponerende. "
Han satte sig lidt mere op med hænderne hvilende på sine knæ, mens hans blik hvilede på Emerald ved hans side. Hvordan skulle han kunne lade være?
"Imandra vil falde, hvis mørket angriber nu. Dog er der stor chance for, at Isabel slæber mig med tilbage dertil. Hun... føler sig ikke godt tilpas her. En af vores venner - en mand vi reddede for mange måneder siden - kom til at... sige noget til hende, som ramte ret hårdt. Han var én af de eneste, som kunne få hende til at lytte, så..." Han drog et dybt suk, og kiggede op mod loftet. "... vi tager nok tilbage igen, lige så snart jeg kan gå."

[Jarniqa Dynithril]

At Isabel blev sendt uden for døren – godt nok bare ud efter vand – forekom som en lettelse for Jarniqa. Den kvinde! Ville nogen løfte brynet, hvis hun blev kvalt? Selv forstod hun ikke, hvordan Caleb kunne holde hende ud.. Det var vel blot grundet søskendebåndet? Selv kunne hun i hvert fald ikke forestille sig at være alene med den kvinde i længere tid ad gangen! Køligt valgte hun selv at holde det smaragdgrønne blik på den anden kvindes ryg, indtil hun forsvandt helt ud af syne. Endelig.. Hendes blik søgte Caleb igen. ”Frustreret og vred er vidst en mild antagelse.. Hun burde dog ej heller undervurdere mig, som du siger, at jeg ej burde undervurdere hende,” sagde hun sigende. Sandt måtte det dog også være, som hun var stærk. Ganske vidst havde hun ej fuld kontrol over sin magi, men eftersom hun var afkommet af nutidens stærkeste magiker, måtte hun vel også være det stærkere end dem? Det, plus det, at hun også havde sine mørkelviske kræfter. Hun fugtede læberne, inden hun ikke kunne undgå at løfte brynet ved hans ord. ”Der var en som gjorde hende utilfreds? Kan man nogensinde gøre hende tilfreds?” lød det tvivlsomt og lettere afskysvækkende fra hende. Kunne man anklage hende for hendes opfattelse af hans søster? Kvinden havde trods alt faret i hovedet på hende i det sekund, som hun var trådt ind ad døren. Hendes hoved søgte en kende på sned. De søgte nok tilbage igen? Det var ikke just en tanke, som hun brød sig om.. Blidt valgte hun at gribe om hans hage, så hun kunne vende hans blik bort fra loftet og mod hende igen. Mildt smilede hun til ham. ”Som du taler, lyder det som om, at det er din søsters beslutning og ej din.. Hvad med, hvad du mener? Din søster er ej enig med mig, og af den årsag agter jeg ej at tvinge hende ind i min sag. Du er derimod enig med mig, så hvorfor skal du straffes for det? Mine planer er ej forkerte.. Kom med mig i stedet for med hende.”

[Deleted]

Tavst lyttede Caleb til hvad Emerald sagde, selvom han ikke brød sig om, hvordan hun snakkede om Isabel. Ja Isabel var en temperamentsfuld kvinde, men med alt hvad hun havde gået igennem, kunne man så ikke forstå det? Selv forstod han godt hendes frustrationer. Han forstod hende. Alle folk krævede at ham og hende skulle kæmpe for Procias med modstandsbevægelsen. Hell... det var hvad han selv gerne ville, og Isabel ville sikkert ikke have noget imod det, hvis ikke det var for Emerald. Hele Isabel's liv havde hun sørget for at holde ham i live. Nogle gange ramte skyldfølelsen hende, da hun ikke havde kunne redde hans øje, og den skyldfølelse gnavede i hende. At lægge hans og hendes eget liv i hænderne på en 17 året pige, der ikke havde nogen som helst erfaring, måtte være frustrerende, når det nu var det alle gerne så de gjorde.
Han sagde dog ingen af disse ting til Emerald. Det ville blive over hans lig, at gå om bag ryggen på hans søster. Da hun tog om hans hage, og vendte ansigtet mod hendes, måtte han synke en klump. Hvorfor skulle hun også være så smuk? Hun var ung. Ekstrem ung, og han kunne kun forestille sig, hvordan hun ville vokse sig endnu smukkere med det bløde ansigt, de indbydende læber, og de strålende, grønne øjne. Dog fik hendes ord ham til fryse fast indvendig.
Åh nej! Åh nej, åh nej, åh nej. Det her var en farlig ting. Alle alarmklokkerne satte i gang hos ham. Han vidste godt, hvad der var sker her.
Panisk kom han på benene, selvom han måtte støtte sig til væggen med den ene hånd, for ikke at træde ned på sin fod. Han grinede frebrilsk, mens han holdte en hånd ud mod hende.
"Nej! Nej, nej, nej, nej!" lo han, og prøvede at humpe væk fra hende uden at vende ryggen til hende. "Jeg forlader ikke Isabel. Nope, prøv ikke på det der med hvad jeg vil, og hvad hun vil. Jeg ville gerne, blive her, men jeg lader ikke Isabel tage afsted alene. Aldrig. Niks. Nope! Du kan ikke bede mig om det."
Han var ved at gå i panik, og måtte væk fra de smukke øjne, som han var ved at opdage, at han ikke kunne stå for. Isabel var hans søster! De havde aldrig før været adskilt fra hinanden. Hun var den ældste, så det var blot naturligt, at hun tog føringen, og bestemte hvad de skulle gøre. Han kunne ikke gå imod hende. Nej... kunne ikke forlade hende.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket endte Jarniqa helt med at blinke med de smaragdgrønne øjne, som Caleb pludselig for bort fra hende! Det ene øjeblik havde han siddet ved hendes side, alt imens hun blidt havde holdt om hans ansigt og talt til ham, og i det næste øjeblik havde han befundet sig flere meter fra hende. Begge fødder plantede hun nu på jorden – uden at rejse sig – alt imens hendes håndflader hvilede mod madrassen. Blikket holdt hun på ham, hvilket fik hende til at tænke én umiddelbar tanke.. Hvor var mænd egentligt ucharmerende, når de løb i skøjterne efter en anden. Kunne Caleb overhovedet klare sig selv? Var han blot en lille dreng ved siden af sin søster? ”Hvorfor ikke? Er I ikke gamle nok til at være udenfor hinandens synsvinkel, eller skal I altid spørge den anden om lov først? Eller nærmere … skal du altid spørge din søster om lov først? Ud fra, hvad jeg har set, ønskede du at støtte min sag og jeg sidst vi sås.. Hvad har ændret sig siden da? Din søster? Hvorfor er det hende, som skal bestemme din eller jeres rute og ej dig?” spurgte hun sigende. Blikket tog hun på intet tidspunkt fra ham, som hun blot holdt det på hans ansigt. Hun fugtede de lyserøde læber, inden hun besluttede at rejse sig. ”Kom.. Tag min hånd,” endte hun venligt med at bede ham om, inden hun rakte ham den. ”Du er tydeligvis ikke ved hægterne endnu, og du burde derfor ikke fare op på den måde.” Ærlig snak måtte dette også være, da hun selv havde set, hvordan han havde humpet af sted. Utroligt måtte hun helt finde forskellen på ham fra nu til før. Selv kunne hun uden tvivl meget bedre lide hans gamle jeg.. Sidst havde han nemlig været kæk og egenrådig, og bedst af det hele, så havde han rent faktisk været enig med hende.

[Deleted]

Overrasket stirrede Caleb på hende, mens han lyttede til de ord, hun sagde, der lød så hånlige i hans øre. Var det her en joke? Hvorfor sagde hun den slags?
Da hun rakte sin hånd imod ham, rystede han på hovedet, og tog et vaklende skridt tilbage. Med det intense blik på ham, samt de manipulerende ord, var han pludselig blevet usikker på hende. Det føltes virkelig som om, hun prøvede at komme ind mellem ham og Isabel, hvilket var den største fejl man kunne gøre. I de 15 år de havde rejst rundt sammen som dusørjægere, havde de aldrig været adskilt. Når man levede det liv, som de gjorde i den branche, fik man det stærke sammenhold. Måske var det deres største svaghed, men det var også deres største styrke, og lige nu var Emerald ved at skubbe ham længere og længere væk ved at prøve at komme ind mellem ham og Isabel.
"Jeg er nødt til at gå," bekendtgjorde han med en fast stemme, mens hans hånd famlede ud efter dørhåndtaget bag ham. Ja, han ville ønske, at han kunne blive, men at forlade Isabel.... hvordan kunne nogle tænke det?! Efter alt hvad de havde gjort sammen!
Endelig fandt hans hånd dørhåndtaget, og fik åbnet døren. Han havde ikke sluppet Emerald med det usikre blik. "Vi snakkes ved senere."
Han vendte endelig ryggen til hende, for at skynde sig ud af hytten.

//out

[Jarniqa Dynithril]

Tavst fulgte Jarniqa Caleb med blikket, som han snarere begyndte at ligne en på flugt. Utiltalende fandt hun dette, hvor det bestemt ej heller havde været det, som hun havde forventet af ham. Ej fortrød hun, hvad hun havde sagt, da hun oprigtigt havde ment dem. Hårde havde hendes ord måske lydt, men sandheden havde de blot været.. Derfor følte hun ej for at tage dem tilbage, og derfor valgte hun også blot helt at tie, som han skramlede efter dørhåndtaget, som han til sidst også fandt, inden han stak halen mellem benene. Hvordan kunne hun dog nogensinde have troet, at denne her mand skulle have været en hjælp for hende? Han kunne tydeligvis intet.. Det var åbenbart hans søster det hele. Blikket lod hun kortvarigt glide omkring. Ja.. Der var jo ingen grund til at blive stående her længere. Tavst bevægede hun sig over mod døren, hvor hun kunne se Caleb ile af sted. Måske var dette svaret på det hele? Måske skulle hun blot tale med hver enkel dvasianer, hvorefter de ville flygte af sted.. Et hånligt smil gled over hendes læber, inden hun så sig omkring udenfor. Hun havde ikke kun hørt et rygte om, at Caleb skulle have været her, men også en anden.. Hendes fader. Hun bed sig selv i læben, inden hun måtte søge en af healerne. ”En mand med navnet Salvatore skulle ligge i en af hytterne her. Hvor kan jeg finde ham?” endte hun med at spørge, hvorefter healeren pegede i retningen af en hytte ikke fjernt fra Calebs. ”Mange tak,” sagde hun høfligt, inden hun måtte bevæge sig i den angivende retning. Hvor svært hun end havde det med manden, kunne hun alligevel ikke benægte, at hun var nysgerrig efter at se til ham..

// Out