Rådgiveren og Dødsenglen

[Deleted]

Et smil voksede sig frem på Macaria’s ansigt, så hendes øjne nærmest strålede op. Zean var så nem at få til at surmule, og hun var ved at vide, hvordan hun skulle irritere ham. Det blev aldrig kedeligt. Han var så sød, når han var sur, og følte sig fornærmet.
Ubekymret lyttede hun dog til hvad han sagde. Hun kunne kun give ham ret i alt, hvad han sagde. Selvfølgelig skulle de respektere hinanden, samt behandle hinanden pænt. Problemet var bare at de begge to nød at tirre og pirre. Sødt smilede hun til ham, da han vendte sig mod hende. Dele seng?
”Du tager dine – veninder – ind på gæsteværelserne. Jeg river dine ædle dele af, hvis du lægger med nogle i MIN seng,” svarede hun ham uskyldigt tilbage, inden at hun rejste sig op, så den sorte kjole, bølgede ned omkring hendes slanke ben. Stoffet føltes som vand. Hun bøjede sig ned over bordet støttende med en hånd i pladen, mens hun med den anden genopfyldte sit glas. Den nøjagtige blanding. Mest blod, en smule alkohol. Med et suk rettede hun sig op igen, og måtte igen stryge håret om bag ryggen, for at få det væk fra ansigtet. Flammerne glødede hende og Zean op i et varmt, orange lys. Skyggerne lå dog dybe på deres ansigter. Balancerende hævede hun det ene ben, så hun kunne pille skoene af sine fødder. Gulvtæppet føltes blødt under fodsålerne. Hun sukkede af fryd ved følelsen.
”Jeg bekymre mig skam ikke,” sagde hun, og smed skoene fra sig på gulvet. Tæerne krummede sig, så hun kunne mærke tæppet under dem. ”Med mig behøver du ikke bekymre dig om arvinger, men i modsætning til dig, så har jeg en mand, som jeg nære følelser for. Jeg vil ikke forråde hans tillid, ved at sove med dig. Ægtemand eller ej.”
Så var det sagt. Ja, der var én i hendes hjerte, men han ville ikke kunne blive hendes ægtemand, derfor måtte hun tage en anden. En anden, der var klar over, at han ikke havde nogle bemyndigelse på hende, så hun netop kunne være sammen med andre.
”Men skuespillet skal holdes oppe offentligt, så festen må blive månedens nyhed!” Med lette skridt gik hun rundt om bordet over til Zean. ”Og jeg vil spille den forelsket vampyrkvinde, som har tabt sit hjerte til den drabelige dødsengel.” Hun smilede spøgefuldt til ham, mens hun hævede en hånd, for at stryge to fingre ned over hans ene kind. ”Jeg kan sagtens spille den hengivende hustru, hvis jeg skal.”

[Deleted]

En lille magtkamp. Hvem bestemte mest og hvem ejede nok til at sige det helt præcis ville være deres? Som det var ville de nok ikke engang ende med at sove sammen så meget, så når den ene tog en elsker med hjem - HVIS han tog den med hjem, oftere skete det i byen - ville den anden nok slet intet opdage. Men deres lille forsøg på at få mest ret var alligevel underholdende og ret sjov. Og sikkert noget han vil se meget mere til, hvis han kendte Macaria ret. Trods alt elskede de begge at give lidt igen. Altid noget hun ikke var kedelig...Så havde det været en pine. Derfor smilte han også blot til hende.
"Åh...Du tager fejl...Jeg tager dem med ind i MIN seng" gav han drillende igen. Det skulle nok blive sjovt i fremtiden...Han kunne lige se det. Folk der kom løbende, forpustede, fordi de ville være den første med nyheden. Din kone er dig utro! Og hans ligegyldige blik på personen, når han blot trak på skuldrene. Folk ville sladre, men jo mere de sagde, jo mere ville han blot smile til dem på gaden eller til diverse møder og fester. Ganske enkelt underholdende! Om Macaria fandt det på samme måde? Trods alt kunne det virke som en skandale...
Nå. Hendes problem. Nu havde hun jo sagt ja og hun løb vel ikke fra sine løfter?
"Åh, du har en kæreste. Godt for dig!" svarede han med et stemme der afslørede præcis hvor ligeglad han var med denne nyhed. Det betød da ikke noget? Der havde aldrig været følelser i denne ide og hvis hun ville lege en monogam, kedelige, forelsket og falsk lille kvinde...Nåe ja, de vidste vel alle at forelskelser og kærlighed var falsk? Han blev mere og mere skuffet af sine omgivelser, som han fandt ud af at mange faktisk troede på disse fantasier. Dem om det.
Han så lidt på hende, som hun kom over til ham. Han sendte hende et lidt for stort smil, som hun kom helt tæt på og lod sine kolde fingre glide over hans kind.
"Lyder fantastisk! Hvad skal jeg lege? Smask forelsket eller ligeglad? Eller måske en blanding. Jeg dur virkelig ikke til at lege forelsket" han lænede sig ned mod hende, tæt nok, endnu en gang, som hvis han ville kysse hende, som var han virkelig forelsket...Men hans øjne skinnede drillende og han kom slet ikke nær nok til at kysse hende. Sandt...Han begærede hende ikke som sådan og der var ingen følelser. Men hvorfor ikke drille med det? Det var jo en leg det hele!
"Åhhrr....Hvordan kunne jeg sige nej til denne magtfulde og flotte kvinde?" Hans stemme ændrede sig, blev mere charmerende og ironien blev tyk, som han lod som om han fortalte om sin kone til en flok ophøjede lyttere.

[Deleted]

Åhhh denne her lille leg, var de begge ved at være gode til. Med et skeptisk øjenbryn hævet, lod hun ham bøje sig lidt ned over hende, som ville han kysse hende, og som altid rokkede hun sig ikke af stedet. Hvor mange ægtepar kyssede også hinanden offentligt? Ikke særlig mange. Måske ville de være nødt til det til selve vielsesfesten, men det kunne de vel godt klare? Det var trods alt kun et kys.
”Helt klart en blanding! Hvis du leger smaskforelsket, vil folk vide det hele er et trick,” svarede hun, og lagde hånden på den ene hofte. ”Vi må gøre det overbevisende.”
Hun måtte virkelige kæmpe for ikke at knække sammen af grin over hans tonefald, men hun rømmede sig, og rettede sig op. Et bredt, smørret smil voksede sig frem på hendes læber, og hun fnes tøsset.
”Hvad skal jeg sige? Han er så stærk! Så modig! Hørte I om hvordan han indtog en hel by?! Jeg blev helt varm, da han fortalte mig om det! Og når han kigger på mig…” Hun viftede med en hånd foran ansigtet, som ville hun nedkøle en rødmen på de blege kinder. ”… mine ben bliver som smør!”
Ligesom ham var hendes tonefald dybt ironisk, og så sukkersød at man næsten havde lyst til, at stikke en finger i halsen. Det var dog en sjov leg. Når det slog til, skulle hun nok gøre den overbevisende nok, til at det kunne snyde selve Dronningen af Dvasias. Macaria var en mester i skuespil. At spille en forelsket brud, var intet problem. Heller ikke selvom hendes ægtemand, ville blive Zean.
”Jeg glæder mig til at dele ægtesengen med ham…” spandt hun, mens hun lod et par vandrende fingre, gå op af hans ene arm. Hoften var skudt til side, som kvinder nu stod, når de flirtrede med mænd. ”Min elskede, magtfulde dødsengel. Det var kærlighed ved første blik. Han skubbede mig ned i en høstak, mens vi lyttede til bålets knitren i baggrunden. Det var SÅ romantisk!”
Hendes blik gled op til hans ansigt, og hendes søde smil, krakelerede i et drilsk grin, mens det ene øje blinkede kækt op til ham.

[Deleted]

Denne gang flyttede han sig ikke lige så hurtigt, men blev stående foran hende. En blanding? Ja, en blanding var bedst, men hvis nogen begyndte at undersøge ægteskabet i sømmene, ville de hurtigt opdage det ikke var følelser der holdte dem sammen. Men hvorfor skulle folk også blande sig i det? Hvorfor skulle de lave et skuespil...Kunne de ikke bare vade ind, sige de ville giftes og gå igen? altid var der ting at leve op til. Det var virkelig til at få kvalme af. Men hva...Det var vel en del af charmen ved at være magtfuld. Muligheden for at lave skuespil hele dagen lang. Hvad skulle man bruge et teater til?
Han kunne ikke lade være, da hun spandt videre på historien og han knak selv sammen af grin. Han morede sig virkelig og følte sig afslappet, hvor længe var det ikke siden sidst?
"Åhh...Du skal huske du også skal være realistisk!" sagde han, da han endelig kunne få vejret igen. Hun kunne være stolt af sig selv, en tåre gled ned over hans kind, en tåre af grin. Han så jo næsten frem til det...Hvordan de snød alle, mens de selv vidste bedre.
"Med den tale lyder det jo som om jeg har fanget dig med en magi!" drillede han og prikkede hende let på den ene skulder.
Dele ægteseng? Det kunne være underholdende. Men hun var jo lovet væk, lød det til og ikke hendes forlovede. Han smilte let til hende og lod hende gøre sine små tricks, uden tvivl som en tiltrækkende kvinde.
"Skal jeg bestille en høstak? Så vil noget af historien i det mindste være sand. Jeg lærte engang at en løgn var bedst, hvis en del af den var sand" drillede han hende. Han vædede sine læber og lod blikket glide over hendes ansigt. Så tæt på og alligevel måtte han ikke nyde hende andet end som en statue i et galleri. Med et fint skilt...Nix pille! åh...Han elskede at bryde reglerne, trods alt.

[Deleted]

Overrasket blinkede Macaria med øjnene af ham, og hun lagde fornærmet armene over kors.
”Det er da sandt!” udbrød hun forurettet, og skubbede til hans arm med den ene albue. ”Utroligt du ikke kan huske det! Jeg er så fornærmet! Første gang vi mødtes, hvor vi fløj til Manjarno? Du smed mig af i en høstak, og bålet? Well… det var en hel kirke!” Hun snøftede dramatisk, og lod som om, hun tørrede en tårer væk fra kinden. ”Tænk du ikke kan huske vores første møde!”
Selvfølgelig var hun ikke fornærmet! Ikke engang tæt på, men hun elskede at se ham grine. Det fik ham til at se mere… normal ud. Åbenbart var det en evne hun havde. At få ham til at grine. Det var sket et par gange før. Heldigt at hendes fremtidig ægtemand åbenbart delte hendes form for humor.
”Og jeg kan da sagtens være realistisk!” tilføjede hun, og rømmede sig, inden hun strøg håret væk fra ansigtet, for at sætte sig selv ind i rollen. Hun rettede lidt på sin kjole. Et sødt smil blev presset ud på hendes læber, og hun lagde hovedet lidt på skrå.
”Skaaat… ved du hvad jeg tænker på? Hvorfor får vi ikke tjenerne til at varme et kar op, og så tage os et dejligt, langt bad sammen? Du må være så træt efter den lange flyvetur. Jeg kan massere dine skuldre og ryg, hvis du har lyst?” sagde hun, og lod sin hånd finde hans, så fingrene flettede sig ind i hinanden. Hun havde godt set, hvordan hans blik havde gledet ned over hans ansigt, mens han flygtigt, havde fugtet læberne. Det fik hende til at smile lidt bredere. De stod tæt på hinanden. Så tæt at hun faktisk kunne mærke hans kropsvarme.
Hun slap hans hånd, for i stedet at give hans arm et let klask med håndryggen, inden at hun endelig trådte væk fra ham igen. Afstand blev lagt mellem dem. Faktisk måtte hun indrømme, at selv hun havde fået varmen lidt af den her leg, og hun drog et dybt suk. Hun satte hænderne i siden, og kiggede rundt.
”Så! Overbevisende nok? Kom så med dig! Ikke alt den ironi i stemmen! Folk vil vide, du lyver!” udfordrede hun med et grin.

[Deleted]

Åh! Fjollede ham. I et øjeblik havde han glemt alt om denne lille landsby, som stadig måtte være sorte ruiner, medmindre folk havde revet ruinerne ned og begyndt opbygningen af den igen. Det var ikke bare en hel kirke, det var en hel by der var brændt. Men han havde glemt det af en god grund, for hvad der var startet som noget af det sjoveste i hans liv var blevet ganske forfærdeligt. Trods alt var det samme nat Macaria havde givet ham problemer, som havde tvunget ham til flere ting. Tydeligvis huskede hun det sjovere end det faktisk var. Men hvorfor skulle det ikke også være sjovt for hende? Hun var jo den der kunne løbe under dronningens kjoler og sige en ond mand er efter hende.
Han truttede let med munden og valgte slet ikke at svare hende på dette.
Han smilte til hende, som deres fingre flettede sig ind i hinanden. De stod så tæt at alle ville få gode ideer om deres relation til hinanden, men alligevel kunne der ikke ligge en mere massiv mur mellem dem. Selv om Zean mærkede den svage uro, den svage trang til hendes krop, vidste han at hun mente det. Hun ville ikke have ham. Ikke på den måde. Han ville ikke sige han forstod det, men han vidste der var andet, meget nemmere bytte uden for hans dør. Så hvorfor kæmpe? Det vidste sig også at hun snart trak sig tilbage, som han havde vidst. Han lod hende. I stedet strakte han sig let og så rundt i værelset, som var han lige vågnet efter en lang lur foran pejsen.
Han sendte hende et skævt smil. Han fangede hendes udfordring. Men lige pludselig følte han sig ikke i humør til det længere. Ægteskab, falske historier, en udfordrende kvinde der ikke engang gad have ham...Åh, det der gik ham mest på var at selve ægteskabet. Hele ideen med det skreg fængsel. Det ville tage tid før han vænnede sig til det, måske ville han aldrig gøre det.
"Hvis de ved jeg lyver, kender de ikke sandheden. Jeg vil være et stort mysterium" bekendtgjorde han og sendte hende et drillende smil. Han vraltede over til bordet og tog sit glas. I et par store slurke var det tomt og han kom med en svag, tilfredsstillende lyd.
"Nå. Jeg vil få ryddet lidt op og sovet lidt. Aronas værelse skal indrettes og så skal jeg hente hende hertil. Du må undskylde mig?" han var allerede på vej over mod døren. Med hånden på håndtaget vendte han sig om mod hende for at tjekke om det virkelig var fint nok at han trak sig tilbage.
"Du sender vel et brev med datoen for likvideringen? Jeg vil ikke gå glip af den. Ikke for noget som helst" Et sadistisk smil gled over ham.

[Deleted]

Macaria forstod alt for godt. Faktisk måtte hun også til at komme videre tilbage til Ityrial. Enrico var der, og skulle afløses, samt hun hellere måtte snakke med ham om det nu fremtidige ægteskab. Hun rynkede let på næsen. Det her ville forblive underligt i lang tid, men mon ikke, hun blev vant til det på et tidspunkt?
"Gør hvad du skal gøre," svarede hun ham ubekymret. "Jeg må til at komme videre, men jeg holder dig opdateret. Nu ved jeg jo også, hvor jeg kan finde dig henne."
Hun bøjede hovedet i afsked til ham. Når hun havde snakket med dem, som skulle snakkes med, måtte hun også få arrangeret det ægteskab. Åhhh hvor blev det dog anstrengende, men det ville løse mange problemer, samt give mere frihed. Slut med at folk skar grimasser, når hun fortalte, at hun ikke var gift, og slut med flere frierier. Ægteskabet gav frihed. Hun fnøs.
"Hils Arona fra mig, og sig jeg glæder mig til at se hende igen. Hun må være vokset, siden jeg holdte hende sidst," sagde hun med et skævt grin, og fulgte med ham ud af døren. En tjener kom hen med hendes kappe, som hun fik trukket omkring sine skuldre. Forhåbentligt stod bodyguards og heste stadigvæk derude.
"Vi ses til brylluppet." Hun smilede drillende til ham.

//out