Rådgiveren og Dødsenglen

[Deleted]

Han smilte da han så hvor optimistisk hun var ved ideen. Hun klappede endda i hænderne! Ja, de kom begge fra Dvasias og netop at de planlagde at dræbe folk beviste det vel ikke bedre. Han lænede sig god tilbage i stolen og hvilede sine fødder på skamlen foran sig, så han kunne mærke varmen fra pejsen mod dem. Han bevægede sine tæer lidt, da hun hentydede til dem og en svag latter slap ham.
”Åh, bare rolig” forsikrede han. Selvfølgelig ville han have sko på. Det var kun når han var hjemme og alene han ikke havde sko på. Da han var yngre havde han næsten ikke haft sko, fordi de havde ikke haft råd til at købe sådanne ting altid, så det var vel blot en form for vane. Det var behageligt...Desuden var gulvtæpperne dejlig bløde at gå på.
Hans blik gled sigende over til hende.
”Og du bør måske klæde dig i andet end upraktiske kjoler?” kommenterede han drillende.
Åh ja han var leder af dødsenglene, men der var stadig folk der kun vidste de havde en leder...Ikke hvem denne var. Det var en god ide. Helt og holdent. Han elskede ideen og ville tage af sted med det samme! Var det fordi det lige skulle planlægges. Han havde også flere rapporter og møder blandt sit folk han skulle deltage i, når de vigtige folk havde samlet informationer om deres ressourcer og mulige planer for genopbygning...Og alt det der!
Beæret? Han ville i hvert fald være glad for at være med...
Alt var så meget nemmere når han vidste dronningen ikke ville sende en lille hær mod ham! Han kunne bruge sin opmærksomhed på andre ting, sine styrker på andre ting. Det var ganske enkelt tilfredsstillende.
Alt var gået godt. Tid til de andre planer han havde.
Han sukkede svagt, da han hvilede hovedet mod ryglænet på lænestolen og smilte svagt for sig selv. De havde vel ikke mere at snakke om, omend han ikke havde lyst til at smide hende ud.
”Åh, nåe jah...” han drejede hovedet, mens det hvilede mod lænestolen, og så på hende med et svagt smil.
”Som dronningens rådgiver, som Manjarnos ambassadør og som dødsenglenes ven er du til hver en tid velkommen her i byen. Du og dine bodyguards eller rådsmænd eller hvem du nu har med dig, vil have lov til at sove og spise her i fred” sagde han og viftede let med hånden, før han smilte skævt.
”Var det formelt nok?”

[Deleted]

Ved hans kommentar om hendes kjole, kunne hun ikke lade være med at gribe, og hun løftede lidt op i det glatte, sorte stof med to fingre. Det var en kjole, som gjorde hende både pæn og anstændig, men nej... den var ikke praktisk, og slet, slet ikke noget for hende i længden.
"Det er mest for syns skyld," svarede hun, mens hun skar en grimasse. "Når man kommer som dronningens repræsentant, skal man bære sort, se pæn ud, og være så pokkers anstændig, at det er til at knække sig over."
Hun lod kjolens stof falde, så det bølgede ned af hendes slanke, stærke ben. Hvis hun skulle have valgt selv, var hun kommet alene hertil iført praktisk ridetøj, men nej... dronningens repræsentant, skulle komme med bodyguards, der modsat hende, kunne dø af en pil igennem halsen. Derudover skulle hun bære pænt tøj, selvom hun op til flere gange, havde været ved at falde af hesten på vejen. Åhh ja... hoffet og deres gode ideer.
Stilheden herskede lidt imellem dem, men det var ikke en ubehagelig stilhed. Mere en ro, som de begge to kunne nyde. Da han snakkede igen, smilede Macaria skævt, og måtte kvæle et lille grin.
"Det var meget fint," fortalte hun ham. "Og jeg sætter pris på gæstfriheden. Hvis der er noget I har brug for, så bare skriv et brev, eller duk op, så finder vi ud af noget. Åh... og skal vi ikke aftale, at droppe alt det formelle, og så bare snakke åbent? Orker ikke den slags. Faktisk prøver jeg at undgå det, så meget jeg kan."

[Deleted]

Han smilte let til hende og tog sit glas med vin, omend der ikke var noget glas til Macaria. Han nippede lidt. Den var lunken og smagte...som den havde gjort hele tiden. Lidt surt, han kunne godt lide dem lidt sure. Ikke kvalmende søde, nej.
"Du ser skam også fin ud. Men kom dog i det tøj du helst vil. Du har intet skuespil at spille over for mig...Eller hvad?" sagde han ligeud og stillede glasset fra sig. Hans fødder fandt gulvet igen, da han rakte ind over bordet og tog et af hans papirer som han lod blikket glide uinteresseret ned over. Så lagde han det fra sig igen og så på hende.
"Jeg øver mig. Jeg er ikke god til formel, jeg kan være det i et øjeblik og så blive flabet igen. Med min status forventer folk jeg er formel. Det skaber færre problemer, siger de" han sukkede svagt, rejste sig...Kun for at sætte sig ved siden af Macaria i sofaen.
"Men vi kan godt lade være. Men tilbudene gælder endnu!" han lænede sig tilbage med at svagt suk. De havde intet at snakke om og intet at tage sig til. Det gjorde ham lidt rastløs. Som om han ville alt og intet på samme tid. Han truttede let med munden og placerede sine bare fødder på kanten af det ellers fint lakerede bord.
"Jeg er ganske stolt af byen. Og at jeg tog den, trods det skulle vise sig jeg måtte få den. Det havde ingen jo sagt til mig!" udbrød han så og sendte Macaria et drillende smil.
"Mine engle er så glade og stolte af os. De er ivrige og arbejder godt. Jeg har aldrig oplevet så god morale blandt dem før" han så på ilden i pejsen igen og lagde armene om sig.

[Deleted]

Macaria hævede et øjenbryn mod ham.
"Det handler ikke om skuespil, Zean. Det handler om at sende et signal til alle andre, om at jeg kommer i offentlige anliggende," svarede hun ham, og vippede lidt med foden. "Tro mig. Jeg ville helst komme som mig selv hele tiden, men nogle gange må jeg komme som dronningen i stedet for, og så duer det ikke at se... uanstændig ud. Nogle af røvslikkerne fra hoffet, har allerede klaget over mig et par gange."
Hendes øjne fulgte ham, mens at han rastløs rørte rundt på sig. Selvfølgelig var det svært for ham, hele den her verden af formaliteter, intriger, manipulation, dominans, og skjulte trusler eller hån. Det var et stort net, at finde rundt i, og hvis man ikke vidste, hvordan man skulle danse rundt til musikken... så kunne man miste hovedet. Mange havde i starten troet, hun var nybegynder i dansen, og havde undervurderet hende - lige indtil, at hun overtog Manjarno, og alle hurtigt fandt ud af at det hele, havde været en maske, for at snyde dem alle.
"Du skal nok lære det," beroligede hun ham, mens at han smed sig i sofaen ved siden af hende. Hun vendte sig mere rundt mod ham med albuen hvilende ovenpå ryglænet. "Det tager lidt øvelse, men jeg har din ryg. For resten tror jeg, der skal meget til at vælte dig af pinden. Du gør et godt stykke arbejde, Zean... dine dødsengle har ret til at være stolte, og dig med. I et blevet en selvstændig race, som folk lægger mærke til nu, samt I har jeres egen by."
Med et skævt smil hvilede hun hovedet mod sin hånd. Hvis nogle så dem udefra, kunne de let ligne et stabilt par, som hun sad der vendt mod ham, og ham ved siden af hende. Men sådan havde folk mange gange kunne tage fejl af dem. Det var blot sådan de var overfor hinanden.
"Når først I får handlen i gang skal det nok gå stærkt lige pludselig. Snart må du da også blive overfaldt af adelige, der vil have du gifter dig med deres døtre," grinede hun drillende, og blinkede til ham med det ene øje.

[Deleted]

Hun var den tredje...eller fjerde...Der roste ham. Han var næsten hel van til det nu, men det var rart at høre. I starten havde han troet det var ren røvslikkeri og folk der bare ville fortælle de ikke havde troet på ham i starten, men uanset hvorfor folk roste ham, havde han besluttet sig at ros altid var godt. Det betød man enden havde gjort noget rigtigt eller godt...Måske endda begge dele. Han smilte let til hende.
"Trist at du skal ligne en du ikke er. Folk trænger til at få ændret deres opfattelse af tingene" kommenterede han.
"Jeg mener...Mine engle vil nok mere respekterer en i bukser og trøje, som faktisk slås igen, end en i kjole, der falder, når hun prøver at flygte. Hvis du forstår?" Der var ikke så meget man ikke kunne forstå. Men hun havde vel ret. Hun skulle ligne en dukke, for ellers klagede folk...Men kunne det ikke være ligegyldigt hvilket tøj man bar, så længe man gjorde tingene godt? Han var lidt i tvivl. Han var nået det punkt hvor han viste et rygte var godt at have...Et godt rygte, altså. Det forkerte tøj kunne give en et uønsket rygte. Han trak let på den ene skulder, efter han havde overvejet det.
Han grinte let og skubbede lidt til Macaria.
"Gifte mig? Jeg skal ikke gifte mig! Jeg fik magten uden en eller anden gås. Jeg vil ikke giftes, jeg vil være fri. Lad dem komme. Jeg tvivler nogen af dem fanger min interesse!" kommenterede han drillende.
"Og hvad med dig? Som regent må der vel også være nogle forventninger til dig?" svarede han tilbage med et lusket smil.

[Deleted]

Ved hans sidste kommentar falmede Macaria smil, og hendes blik faldt, inden at hun rømmede sig, og kiggede op igen. Han havde ikke tænkt over det, ellers ville han ikke have sagt noget. Selvfølgelig ville han ikke det.
"Som du nok husker... så kan jeg ikke få arvinger," svarede hun ham, og strøg sig kort over næsen, da her emne, altid ville være følsomt for hende. Specielt efter hendes status at dømme. Ja... normalt ville en kvinde som hende, begynde at se sig som efter en ægtemand, og få nogle børn. Hun var i den rette alder, den rette status, den rette økonomi. Og alligevel ville hun ikke kunne. Hvem skulle ville gifte sig med én som hende, når først han fik af vide, hun ikke kunne give ham børn?
"Så... nej. Ingen ægtemand til mig. Heldigvis er jeg jo næsten udødelig, så forsvinder ikke foreløbig," afsluttede hun i et forsøg på at skjule sin smerte, og sendte ham et bredt grin, der mere mindede om en stiv grimasse. Dog prøvede hun. Virkelig. Hun ville ikke tænke på det her. Ikke nu, hvor alt føltes så godt. For at være fair var hendes kærlighedsliv fuldkommen til grin. Det var en stor komedie. Hvis alt endte logisk, ville hun ende med at gifte sig politisk med én, der allerede havde børn, for så at holde sig elskere på sidelinjen. Det ville være det mest logiske og fornuftige... problemet var det ikke var hendes stil.
"Vi burde drikke..." sukkede hun, og gned sig over panden. "Drikke for ikke at blive gift!"

[Deleted]

Han så på hende, som det hele pludselig skiftede og hun gjorde både dem og deres omgivelser triste, som en buket visne blomster på et bord eller i en vindueskarm. Trist og snart ville der komme fluer og det ville stinke. Han havde glemt hendes lille problem og var vandret direkte ind i hendes mest smertefulde ting, uden overhoved at tænke sig om. Han burde nok føle sig ked af det, men det gjorde han ikke. Han forstod det ærlig talt ikke helt...Hvis overhoved. Det var jo ikke fordi der ikke var nogen løsning på det. Hun kunne adopterer og der var stadig folk der giftede sig for magten og ikke børnene.
Han så lidt på hende. Han kunne vel ikke bare ignorerer det, kunne han? Når det betød så meget for hende.
"Man kan stadig blive gift uden børn, Macaria!" udbrød han og slog let ud med den ene hånd.
"Jeg ville ikke gifte mig for at gå en masse børn. Vi ved begge to godt jeg ikke interesserer mig så meget for det. Jeg ville gifte mig...Af politiske grunde. Hvis det kunne styrke en alliance eller skabe en, hvis det ville gøre mig stærkere. Jeg har aldrig aldrig denne...store kærlighed...Så hvorfor vente på den?" Han så på hende. Så rejste han sig op og gik over til døren. Han åbnede den og stak hovedet ud, kun for at en tjener kom løbende, inden han kunne råbe efter en.
"Noget stærk og lidt blod. Jeg er ligeglad med hvordan i skaffer det, så længe det kommer fra en levende person, ikke et dyr" kommanderede han. Tjeneren så lidt tvivlsom ud, før hun vendte om og skyndte sig af sted for at efterkomme det. Når alt kom til alt havde de ingen fanger tilbage - de hang ude foran porten som sorte skikkelser, som kragerne spiste af. Han måtte sørge for at fange nogen de kunne bruge, når der endelig kom vampyrer på besøg...Trods alt var det jo ikke helt utænkeligt, specielt ikke når han bare ventede på de fik en leder, så han kunne overtale dem til at blive allierede!
Han lukkede døren efter sig og gik ind i rummet igen, smed sig igen i sofaen. Han burde også snart få flyttet Arona hertil, nu hvor han vidste der ville være sikkert. Hun ville elske det!
Hvor hendes kærlighedsliv måske var kaotisk, var hans ikke-eksisterende. Han havde da elskere...men absolut ingen kærlighed. Hvis nogen skulle gifte sig med ham skulle de forberede sig på et utraditionelt ægteskab, en vild ægtemand der gjorde som det passede ham. Og hun skulle også være interessant for ham...Hvis ikke i politik, så i hvert fald i sengen. Han sukkede svagt. Sådan en kvinde fandtes ikke. Sådan en han ville giftes med. At man overhoved behøvede at gifte sig...
Lidt efter kom tjeneren tilbage, nu med en flaske af noget stærkt og en lille kande med blod og to glas. hun stillede det på bordet foran dem, bukkede og gik ud.
Zean begyndte at hælde lidt stærk op til sig selv men lod Macaria om at blande til sig selv.
"Så lad os drikke til intet ægteskab, hvor længe jeg nu end får lov at slippe!" sagde han så.

[Deleted]

Macaria grinede glædeløst, mens hun rystede let på hovedet.
”Så er jeg ked af, det ikke er dig, som jeg skal giftes med,” sagde hun spøgefuldt, og rettede sig op i sofaen, for at få løsnet håret. Hun havde brug for at løsne op efter det her, mens Zean gik hen til døren, for at beordre noget blod og alkohol til dem. Efter lidt besvær fik hun løsnet håret, og det bølgede frit ned over hendes ryg, da hun ruskede det på plads med sine fingre. Det føltes utroligt rart.
Hendes blik gled op og ned af Zean, mens han stod i døren og råbte.
Ja… han ville nok være en god kandidat til ægtemand. Professionel, havde allerede et barn, var leder af en race, boede i Manjarno, kendte til hendes problematikker, og var lige så lidt interesseret i et traditionelt ægteskab, som hende. Med ham kunne hun være sammen med andre lige så tosset, som hun ville og omvendt. Teoretisk set ville de aldrig behøve at dele seng, eftersom han allerede havde et barn. De to havde aldrig været tætte på hinanden på den måde. Det tætteste havde været hendes behandling af hans sår på ryggen, samt det lette kys, hun havde givet ham på mundvigen, da de var levende begravet undermurbrokkerne. Gad vide om han også havde mareridt om det? Hun tvivlede.
Hun rystede på hovedet, og kiggede væk. Det var absurd. For det første turde hun ikke give Zean den form for magt, som han ville få ved det ægteskab, og for det andet ville de to rive hovederne af hinanden på vejen.
Da han smed sig ved siden af hende, tog hun sig i at studere ham med et langt mere kritisk blik, indtil tjeneren kom ind med drikkelse. Begge lænede sig frem, for at hælde op til dem selv. Macaria snusede først til blodet, inden hun bestemte sig for, at det kunne drikkes. Fokuseret lavede hun den rette blanding, så hun kunne drikke den stærke alkohol, uden at kaste det op igen. Først da hun var helt sikker på, at det var sikkert, lænede hun sig tilbage i sofaen igen med glasset i hånden.
”Skål for et politisk ægteskab. Lad os håbe der går lang tid, for os begge to,” svarede hun ham igen med et skævt smil, og løftede glasset til skål, inden hun drak noget af den tykke, røde væske. Hun tørrede sig om munden med bagsiden af sin hånd, og strøg håret væk fra ansigtet. Alkoholen var så stærk, at den brændte hende svag i ganen.

[Deleted]

Han fornemmede Macarias blik på sin skikkelse, at hun kiggede mere på ham end normalt, mente han. Han kunne ikke lade være med at skæve lidt til hende, da han selv tog sig noget at drikke. Hvorfor kiggede hun sådan? Havde han noget mellem tænderne? Umuligt. Han havde ikke spist noget næsten hele dagen og natten. Han tog sig glas og hævede det for at skåle, da hun var færdig med sin blanding.
Hvad angik ægteskab søgte han en stærk kvinde. En der ikke forventede han begav sig i monogami, ville forvente han var hjemme på bestemte tidspunkter eller slog ham, når hun var uenig...Nåe ja, og så en der var stærk, selvstændig, klog og havde en hvis form for magt. Af de personer kendte hun kun få. Om han tænkte over at blive gift? Kun når folk bragte det op. Så tænkte han over hvilken kvinde han søgte, om han kendte nogen der levede op til det...Og ignorerede emnet til næste gang.
Hans mænd, især dem fra de store familier, snakkede til tider om det. Om deres egne døtre, mest, som Macaria også mente, men faktisk også om andre gode folk, i følge dem, blandt andre racer og familier. Til dem grinte han blot og sagde han allerede havde planer. Men han havde ingen.
Han skålet og tog en tår af sit glas. Væsken brændte ham hele vejen ned.
"Vi bør gifte os! Det kunne løse mange problemer. Du er fri for at finde en mand. Jeg har allerede en stor titel, så ingen vil se skævt på dig. Jeg har allerede en datter og er langt fra glad ved tanken om flere børn...Og jeg mangler en kvinde, der giver mig friheden og sikre folk stopper med at plage mig om det!" Det var jo en genial ide! Når alt kom til alt var ægteskab blot en ceremoni, en ting folk forventede. ingen sagde de behøvede at leve op til det. De var begge travle folk og ville alligevel ikke have tid til at rende rundt mellem hinanden hele tiden.
Selvfølgelig...Selv om ideen var god, fra hans side intet mindre end fantastisk, som gjorde de hinanden en tjeneste, tvivlede han på det ville ske. For lidt siden havde de hadet hinanden...Macaria ville aldrig gå med til det.
Han smilte svagt. I så fald var det bare en sjov ide.

[Deleted]

Det var næsten, som havde han læst hendes tanker. Dog blev hun så overrasket af hans bekymringsløse tonefald, at hun fik væsken i den gale hals. Hostende måtte hun hurtigt sætte sig frem, og stille glasset på bordet, for ikke at tabe det. Hendes ene knyttet hånd, slog let mod brystkassen, inden at det stilnede af igen, og hun endelig kunne vende sig mod Zean med en skeptisk mine.
Ja, hun havde tænkt tanken, men virkelig?! Hvordan i alverden kunne en fyr, som Zean, syntes at det var en god ide, at de to giftede sig med hinanden? De ville ikke andet end skændes, og argumentere imod hinanden.
”Vi to? Ægteskab?” spurgte hun ham vantro, og prøvede at finde på en masse modargumenter, hvorfor de ikke skulle gøre det. Desværre var alt, hvad hun kunne finde, at hun ikke ville giftes, fordi at hun var forelsket i en anden. Dog var det ikke ligefrem en god grund. Trods alt ville hun ikke selv, kunne gifte sig med ham. Det var jo heller ikke, fordi at hende og Zean, ville afholde hinanden fra andre. Slet, slet ikke.
Overvejende studerede hun ham, mens en finger strøg over hagen, inden at hun nikkede langsomt.
”Så længe vi er enige om, hvad det indebære og ikke indebære,” svarede hun langsomt, og lænede sig igen tilbage i sofaen med en albue støttende mod ryglænet, så hun kunne holde sit eget hoved oppe. ”Ingen restriktioner med hensyn til elskere! Vi to, skal ikke have sex. Hvis vi må dele en seng, så fint, men ingen sex! Vi holder vores ansvarsområder fra hinanden. Du har intet at sige over Manjarno, og jeg har intet at sige over dødsenglene! Vi holder hinandens hemmeligheder og dækker hinandens rygge. Deal?”
Hun mødte hans blik indgående, for at være sikker på, at han forstod hendes krav. Det her var sindssygt, men det gav mening et eller andet absurd sted. Måske fordi de begge behøvede et ægteskab, og de havde respekt for hinanden. Macaria kunne aldrig gifte sig med manden hun elskede, og Zean… well… elskede ingen.
Hvis de kunne finde ud af det her, kunne de vel finde ud af det. Hvad ville hun så komme til at hedde? Macaria Forsyth? Lød… underligt. Dog måtte hun give Zean ret – det var en god ide.
Sikke et par de ville blive til banketterne. Dødsenglen og vampyren. Begge to lige frisindige, uanstændige og utraditionelle. Først måtte hun dog fortælle det til Enrico, så han ikke misforstod, og troede, hun havde følelser for Zean. Ikke romantiske følelser hvert fald.

[Deleted]

Han så på Macaria som hun var ved at blive kvalt i sit blod og alkohol. Noget halvhjertet klappede han hende på ryggen for at hjælpe, men alt i alt virkede det ikke så slemt og hun ville nok komme over hosteanfaldet om lidt. Han nippede til sin egen drink, mens Macaria kom sig over det første chok.
Om han virkelig mente det? Hvorfor ikke? Det virkede bedre end nogen anden han alligevel kunne finde og det ville ikke være noget dårligt parti. Faktisk ville han blot gifte sig ind i mere magt og hvem kunne blive sur over det? Hvad angik selve traditionerne for et ægteskab havde han virkelig ingen ide om at overholde dem. I virkeligheden var de blot to venner der gjorde hinanden en tjeneste. Selv om de måtte lege lidt for offentligheden selvfølgelig.
Han vidste ikke om han var glad eller skuffet da hun takkede ja. Selve tanken om ægteskab faldt ham stadig fremmed. Men igen, Macaria var hans bedste bud for et åbent og frit ægteskab, hvor han stadig kunne gøre som han ønskede sig. Så...det var jo virkelig kun et skuespil, en tjeneste...
Han stillede glasset for sig og så på Macaria med et svagt smil, som betød det ikke så meget, som hun gjorde det til.
Han grinte let da Macaria var færdig. Han lænede sig frem, som havde han bagtanker og lyst til mere end blot at snakke. Han stoppede op lige ud for hendes ansigtet og lod blikket glide ned over hende, som overvejede han et kys...
”Som om du ville kunne holde på mig alligevel” svarede han så og trak sig tilbage igen.
”Er jeg virkelig så grim?” han rejste sig op og snoede lidt rundt, så hun kunne se hele hans krop, som han også selv så ned ad. Så skød han underlæben lidt på ud og trak på den ene skulder.
”Ingen sex. Ingen begrænsninger. Vi har sex og alt det der, med hvem end vi vil. Ingen kommandoer eller ordre...” hans finger gled ned på hende, hans øjne skinnede.
”Englene er mine. Resten af Manjarno er din. Vi kan lytte til hinandens problemer og kommenterer det, men ingen af os træder ind på den andens territorium!” medgav han.
”Vi vil lege et travlt ægtepar, der arbejder så meget at vi sjældent ses. Vi vil lege et stærkt og elskende ægtepar, hvis vi bliver inviteret til samme fest. Du vil intet have at skulle sige over for Arona. For mig lyder det som om vi er fuldstændig enige! Trods alt...Er dette jo bare en tjeneste vi gør for hinanden?”
Åh...Eriz...Right. Der var et problem der. For nu skulle den kvinde intet vide. Dette skulle, set fra hans side, komme som en overraskelse for alle. Ingen skulle vide noget, før ringene var på. Åhr...og de havde lovet hinanden evig troskab...Det var til at brække sig over!
Det ville give ham lidt tid til at undgå fjendskab med Eriz. Sandelig den kvinde måtte kunne se det nyttige...Men gik alt galt var en regent af et helt land jo også en god allieret.
”Hvordan og hvornår skal vielsen stå?” spurgte han så og smed sig i sofaen igen med et svagt suk. Han hadede ceremonier...Der var vel ikke en chance for de kunne gøre det midt om natten i alt hemmelighed og så næste dag...hovsa...være mand og kone?

[Deleted]

Da han lænede sig frem, voksede der sig et legende smil frem på Macaria’s læber. Hun lænede sig ligeledes frem mod ham, så deres læber kun var få centimeter fra hinanden. Varmen fra hans læber varmede hendes op, men de rørte ikke hinanden. Åhhh den her leg, blev hun aldrig træt af med ham, og hun legede godvilligt med.
”Som om at du ville have lyst til andre efter mig,” svarede hun ham drilsk tilbage, inden at de begge trak sig væk fra hinanden igen, og han rejste sig op, for at vise sig frem for hende. Hun nød showet. Det sagde hun da aldrig nej til. For resten syntes hun, det var sødt, hvordan at han gjorde det.
”Du er ikke grim Zean. Det er et princip,” svarede hun ham glat, og strøg fingrene igennem sit lange hår, da det krøllede frem over hendes ansigt. Et princip. Et stærkt princip. Gad vide om Zean overhovedet kunne føle begær og lyst? Nahh… hun fortrak sex, hvor manden faktisk ville have hende, og ikke bare gjorde det, for at putte et krydse hende af sin liste.
Tålmodigt lyttede hun til Zeans krav, mens hun nikkede bekræftende til ham. Det lød, sådan som hun havde tænkt det. Skuespil for offentligheden, professionalisme derhjemme, venskab for hinanden. Hun kunne leve sådan. Trods alt var Zean, det bedste bud.
”Jeg er enig. Officielt bor vi i Itycal, hvor jeg holder til, men du kan være her hos dødsenglene, så meget du har lyst til. Som du sagde… vi er et travlt ægtepar,” svarede hun ham, og hævede sit glas til en skål mod ham. Det her ville komme bag på alle. Ja et par vagter og tjenestepiger, havde set dem sammen den nat, hvor han havde ankommet til hendes kammer, og først forladt det næste dag, men ingen ville have set de to blive gift. Slet ikke med hinanden.
”Først må jeg snakke med et par stykker. Jeg er trods alt regent,” fortalte hun ham, og cirkulerede glasset i sin hånd, så væsken blev hvirvlet rundt. Var de allerede fulde? Hun følte sig ikke beruset, men at snakke om det her, virkede så… absurd. Måske kom det med tiden. Hun måtte snakke med Maureen omkring det her, Marcellus og Enrico, for ikke at nævne Jaqia. De burde i det mindste vide det, før nyheden bredte sig efter vielsen. Åh vielsen…
”Tror du vi kan undgå det helt store, og så bare kidnappe en præst, smide ringene på hinanden, og så kalde det en nat?” spurgte hun ham med et skævt smil, og hævede glasset op til læberne, for at drikke noget af alkoholen og blodet. Desværre vidste hun, det ikke var muligt. Som dødsenglenes leder og hende som Manjarno’s regent, kunne de ikke bare snige sig igennem det. Der måtte være en ordentlig vielse, en fest, høflige fraser, og alt det der, som nu skulle til. Forfærdeligt. Så forfærdeligt. De kunne vel lige så godt komme i gang.

[Deleted]

Hans ene øjenbryn gled op i panden på ham, da han så på Macaria.
”Et princip ikke at have sex med en ægtemand? Jeg troede sex var en af de største grunde til folk fandt sammen!” udbrød han, både for at drille, men også fordi at det troede han virkelig. Folk kaldte det kærlighed...Han kaldte det tiltrækning og lyst til sex. Man fandt en god partner og så kaldte man hinanden for...hinandens og kunne knalde hver dag uden skæve miner. Leve lykkeligt til deres dages ende!
Itycal...Han sukkede svagt. Hvorfor skulle de officielt bo hos hende? Hvorfor ikke hos ham?! Var det ikke normalt kvinde flyttede ind til manden?
Han sagde dog intet. Hun skulle regerer et land og Paggeija var jo hverken stor eller fantastisk, en regent kunne ikke bo der! Trist. Folk ville rejse til Itycal for at snakke med ham, men han var der slet ikke. Stakkels...folk. Han ville slippe for mere arbejde i nogle dage ekstra så...
Han sukkede svagt. Han burde vel også snakke med Eriz først...Så hun ikke udnævnte krig mod ham på selve den store dag. Han havde allerede en plan, en ide, til hvad han skulle sige til hende. Om det var sandhed eller ej...hvad betød det?
Havde han ellers nogen der burde vide det? Han havde lyst til at fortælle Elmyra det, men i princippet kunne hun være ligeglad. Arona ville nok være ligeglad, hun var ikke stor nok til at forstå sådan noget. Nope...Han havde ingen at sige sådan noget til. Han skulle intet andet end vente på Macaria blev færdig. Han trak lidt på den ene skulder.
”Sig til når du er klar. Det giver mig tid til at skaffe det rigtige tøj i det mindste...Og læse op på hvordan man faktisk bliver gift” når alt kom til alt vidste han intet om det. Gik man op foran præsten og sagde man gerne ville giftes? Der var helt sikkert sætninger man skulle kunne udenad! Åh...Og alle de folk, al den opmærksomhed, alle de gaver...Han så på Macaria med et anstrengt smil.
”Åh, ingen stor fest?” drillede han, trods det var tydeligt at se han hellere end gerne ville undgå den store fest.
”Ingen aften og nat hvor jeg skal opføre mig ordentlig i flere timer?” han sendte hende et drillende smil. Åh...Han kunne ikke holde ud af skulle opføre sig så godt i så lang tid...Eller være formel nok til det. Ville det være et problem?

[Deleted]

Med et spøgefuldt smil lænede Macaria sig frem mod Zean, og tog om hans hage, som hun ruskede.
”Så må du jo finde andre at have sex med, Zean! Jeg har sagt til dig, at jeg kun dyrker sex med folk, som rent faktisk begære mig.” Hun trykkede om hans kinder, så de blev presset sammen, og læberne blev til en trutmund. ”Og du har allerede lært det! Du venter på mig, indtil at jeg giver besked. Awww, du bliver sådan en god ægtemand!” drillede hun med et tonefald, som snakkede hun til en hund. Grinende slap hun godmodigt ham igen med et blidt klap på hans ene kind. Den som hun tidligere havde slået.
Alt det her skulle nok blive interessant. Åhhh ja… og hans datter. Gad vide om hun kunne lokke ham til, at Arona flyttede ind i deres fælles hjem? Lyden af barnefødder over gulvet, at putte den lille pige hver nat, passe hende når Zean var væk. Macaria kvalte et længselsfuldt suk, mens hun tog glasset op til sine læber. Zeans drillerier om fest, fik hende til at skære en grimasse. Gad vid hvor mange sure miner, der ville dukke op? Mange ville være imod ægteskabet. Både fordi hende og Zean i løbet af kort tid, havde vist sig ekstreme effektive og kompetente, men også på grund af at mange hellere ville se dem gift med andre end hinanden. Åh Enrico…
Hun måtte virkelig forklare ham, hvordan det hang sammen, så der ikke ville komme nogle misforståelser. Det dr var mellem hende og Zean, var intet andet end et venskab, som de begge udnyttede til at hjælpe hinanden. Var det ikke også det, de havde sagt til hinanden den nat på hendes kammer? At de kunne udnytte hinanden?
”Vi slipper nok ikke for det. Ikke med min status,” svarede hun ærgeligt, og tog en tår af sin blandet drink. ”Folk vil forvente en stor fest, hvor vi begge to spiller et nydeligt skuespil, samt viser hvor fantastisk meget magt og rigdom vi har.”
Det var sådan noget fester i det øvre hierarki handlede om. Praleri indenfor alting. Både partner, indflydelse, kontakter, rigdom og besiddelser. Hun havde været inviteret til nok af den slags, til at vide hvad det handlede om, og hvordan man skulle opføre sig. Dog havde hun altid en vane med at få nok, og provokere både værter og gæster på en uanstændig måde. Det gav i det mindste en smule underholdning.
Heldigvis havde de sovet i samme seng før. Der ville ikke være noget nyt dér, og hun havde set hans nøgne overkrop før. Han ville sikkert alligevel være så meget her hos dødsenglene, at han aldrig var hjemme.

[Deleted]

Hendes behandling af ham var ikke tilfredsstillende. De var to til at mestre dette ægteskab og han skulle intet have af en kvinde der ville prøve at dominerer ham og begrænse ham. Hans hånd gled op og lagde sig stramt om hendes håndled, da han trak sig ud af hendes greb. Hendes stemme...Han vidste hun drillede. Men det gik ham stadig på. Han sukkede og rejste sig, gik over til pejsen og lod som om han søgte varmen til sine fingre, så han stod med ryggen til hende. Havde han vidst noget om det hun tænkte over, ville han erklærer at hun tænkte over ligegyldige ting.
”Jeg vil ikke lade min hundse som en hund eller blive domineret. Vi respekterer hinanden og behandler hinanden som to frie individer. Jeg vil endda gå så langt som til at sige at dette næsten er det vigtigste...Jeg nægter at gifte sig, for at blive bundet fast nogen steder” kommenterede han med en noget nær seriøs stemme. Hans ene hånd gled op til karmen af pejsen, da han lænede sig ind mod pejsen og så ned i dens dyb af flammer og aske, af træ der blev grådigt spist. Lugten af tørt træ der blev brændt. Det var jo hvad det hele handlede om for ham...En mulighed for at beholde sin frihed.
God ægtemand...Han følte sig helt sur blot ved tanken. Som et utilfreds barn.
”Jeg venter på dig, fordi jeg ikke har en masse folk at forklare mig over for eller undskylde for” kommenterede han en smule drillende. Han rettede sig op og så hen på hende igen med et udfordrende smil.
”Men du forventer vel ikke vi deler seng, hvis jeg tager en lækkerbisken med i seng? Du har selv sagt jeg ikke begære dig nok” svarede han så og trak let på den ene skulder. Han havde faktisk ikke tænkt over det, men nu hvor hun gjorde det til en udfordring, så han det næsten som en pligt at prøve. Hvem var gift og havde ingen sex? Trods alt brugte folk sex som det ultimative bindemiddel. Visse ville påstå man ikke rigtig var gift før man havde haft sex.
Men hvorfor gøre det til så stort et problem?
”Som det ser ud nu, vil vi ikke se meget til hinanden alligevel. Så hvorfor bekymre sig om noget så trivielt som sex?” sagde han så og gik over til bordet, kun for at tage sit glas og tage en tår af indholdet.
”Fester kan jo være ganske sjove” Han så på hende med et skævt smil.
”Også de pralende af dem”