Rådgiveren og Dødsenglen

[Deleted]

@zean - @eriz

Sted: Dødsenglenes By

Tid: Nat

--------------------------------------------------------------

Solen var for længst gået ned. Var kravet for at en vampyr, kunne betræde jorden udenfor, uden at brænde op på stedet. Hestenes hove var ikke længere, de eneste lyde man hørte. Man kunne høre en by. En by, der var ved at gøre klar til beboelse, efter et blodigt slag. Det fik de tre heste til at blive mere ivrige. De vidste der var ly, mad og drikkelse i sigte. Rytterne måtte holde dem fast i tøjlerne, for at de ikke skulle gå i gallop, og måske falde over en sten eller ned i et hul, så de ville brække et ben.
Den forreste rytters øjne glødede op i natten, og kunne tydeligt se vejen og omgivelserne omkring dem. Langt, kastanjebrune hår var sat op i en frisure, som blev holdt sammen af et udsmykket sølvspænde. En mørkeblå kappe, hang over skuldrene, og ned over hestens bagdel. Hun red rank iført kjole, så benene var tvunget til at være samlet på den ene side af sadlen, for at bibeholde det elegante og anstændige – selvom alle vidste, hun var langt det modsatte. Macaria var nemlig langt fra anstændig til dagligt. Desværre kom hun her som Dronningens repræsentant, så hun måtte vise sig fra den gode side i nat.
En smule bag hende på hver side, red en rytter iført sort uniform. Den ene en dæmon, den anden en mørkelver. De havde været hendes bodyguards og følgesvende hele vejen fra Rimshia. Dæmonen holdte dronningens flag, så man kunne se på lang afstand, hvem de repræsenterede og tilhørte. Også selvom Macaria, ville have fortrukket, at komme som sig selv. Det gik dog ikke – ikke denne gang.
Da de kom tættere på dødsenglenes by, begyndte de at kunne se mere og mere. Byen var ved at blive renoveret, men det var tydeligt, den havde lidt under kampen. På pæle foran porten hang der sorte, livløse skikkelser, hvis rådenskab Macaria kunne lugte på lang afstand. Det fik hende til at rynke på næsen.
”Er det nogle af vores?” mumlede dæmonen, der også havde fået øjet på ligene på pælene. ”Hvad gør vi, hvis de angriber?”
Macaria smilede beroligende til ham over skulderen.
”Tag det roligt. Det er bare landsbybeboer,” svarede hun ham. ”Dødsenglene vil ikke angribe os. Zean er ikke så dum.”
”Det er dødsengle… En hel by af dem mod os,” hvislede mørkelveren frustreret, mens Macaria sukkede opgivende, og måtte vende sig om i sadlen, så hun kunne se strengt på sine to følgesvende.
”Hvis én af jer hæver våben eller tunge, så hakker jeg jer ned selv, forstået? Vi er her i fred! Lad os holde det sådan!”
De begge tav sammenbidt, men Macaria kunne lugte deres frygt, og hun var ikke i tvivl om, at dødsenglene ville kunne gøre det samme. Hun standsede sin hest foran byens port. De dybblå øjne gled op af den, inden at hun tog en beslutning, og lod sig glide ned af hesten. Sikkert landede hun på fødderne.
Et stykke tid lyttede hun. Hun vidste de blev iagtaget nøje.
”Jeg vil tale med Zean!” råbte hun højt op mod porten. ”Jeg ved han er derinde, og jeg ved han vil snakke med jer! Jeg kommer med fred! Det eneste jeg vil er at vise dronningens støtte i jeres forhenværende! Hun glæder sig til at samarbejde med dødsenglene! Byen er jeres!”

[Deleted]

Hvor mange dage var der gået nu? Dagene var gledet ind i hinanden og gjorde det svært at kende dem fra hinanden. Folk havde været ivrige, på næsten ingen tid var byen blevet ryddet for lig og blod, kun for at folk slæbte alle deres ting ind i byen og begyndte at bebo den. Nu var der lys i mange vinduer og folk på gaderne både nat og dag. Folk var mere glade og stolte nu, kunne Zean se, for de fleste smilte eller virkede tilfredse.
Selv var han godt tilfreds. Han havde valgt dette store victorianske hus til sig selv og havde fået hentet sine få ejendele hertil. Endelig havde han sine egne tjenere i huset, som glædeligt gjorde rent og lavede mad til ham, ja, de nærmest forgudede ham! Kunne det blive meget bedre?
Han havde været hurtig til at sende Macaria et brev, skønt han ikke havde fået svar endnu. Var de ved at samle en hær for at angribe dem og tage byen tilbage? Det irriterede ham ikke at vide det. Hvis de var, havde han brug for at kontakte Eriz med det samme!
På denne nat sad han i en af de små stuer. Ilden buldrede i pejsen og på hans skød lå der nogle fyldestgørende rapporter fra kampen, da hans generaler endelig havde fået skrevet dem færdig. Hans fødder var placeret på en skammel og hans ene fod vippede fra side til side, da han med et glas vin i den ene hånd og så ned på ilden, ganske afslappet og godt tilpas.
Det var...Til en eller anden mand pludselig sprang ind af døren og ødelagde freden.
"Tre ryttere, en kvinde. Hun vil snakke med dig! Hun siger noget om byens fremtid...Øhm...Sir!" Dødsenglen bukkede dybt, for han kunne vel se at han forstyrrede.
Zean ikke så meget som så på ham, da han lod vinen i glasset glide rundt i en lang, smidig bevægelse. Så smilte han svagt og rejste sig op, satte glasset på bordet sammen med papirerne.
"Jamen så må vi vel hellere sige hej?" foreslog han. Hvem kunne denne uventede gæst være?

Porten ville glide op, men kun nok til at de tre ryttere kunne komme ind, hvorefter den ville lukke sig efter dem igen. De ville blive mødt af et par soldater i sort tøj og mistænksomme øjne, men ingen sagde noget, for de fleste havde måske set Macaria da hun var i hulen, men uden helt at vide hvem hun var. Trods alt havde hun ikke annonceret sig, blot bedt om at komme ind. Til sidst kom der alligevel en kvinde gående over til dem, inden de kunne nå at ride for langt ind i byen.
"Velkommen til Paggeija. Jeres heste vil blive passet godt, så hvis i blot vil stige af og følge mig" bad hun, selv om hendes øjne fortalte at det ikke så meget var en forespørgsel.
"Jeg vil føre jer til Lord Forsyth, vores Leder. Der er ikke så langt" tilføjede hun, i tilfælde af de tvivlede på hvem hun var og hvad hun ville.
Rundt om dem ville byens eget liv gå sin gang. Der gik dødsengle rundt omkring og der var endda dem der fløj i luften, trods man faktisk ikke kunne se dem. Der var lys i tårnene, hvor der også stod vagter. De var forberedt hvis nogen pludselig skulle komme og give dem problemer og de ville slås til sidste blodsdråbe for at beholde deres nye territorium. Et par børn løb efter hinanden med høje skrig af glæde bag kvinden, der havde henvendt sig til dem. En forældre kom forpustet efter dem, en ung kvinde, der formanede dem om at komme tilbage, så de kunne komme i seng, før hun skyndte sig videre efter dem.

[Deleted]

Afslappet gav Macaria sin hest videre til en dødsengel, mens dæmonen og mørkelveren gjorde det samme. De holdte sig tæt til hende, som var de bange for, at dødsenglene ville springe på hende. Hun var på ingen måde bekymret. Hendes værdier stod klare, og hun var igen hel. En rolig, stabil klippeblok i midten af et sort, stormfuldt hav.
”Der er vagter op i tårnene,” mumlede mørkelveren uroligt, mens de blev ført afsted gennem den erobret by, men Macaria gav ikke tårnene andet end et ligegyldigt sideblik.
”De er placeret strategisk godt. Byen er perfekt for dem,” svarede hun roligt, og brugte mere tiden på at betragtede dødsenglenes dagligdag. Som altid fandt hun dem fascinerende som race. Hvis ikke Zean selv havde gjort denne modige men voldsomme handling, havde hun selv skænket ham byen. Trods alt havde det været dødsenglenes by engang for mange hundrede år siden. Typisk Zean. Hvis bare han havde ventet en uge længere, havde de fået byen, uden noget som helst besvær. Hvad var dog grunden til, at han ikke stolede på hende længere?

Kvinden som førte dem, havde haft ret – der var ikke langt over til Zean. Et flot victoriansk hus, der sikkert havde tilhørt en rig handelsmand før i tiden, hævede sig op foran dem.
”Skal vi gå med ind?” spurgte dæmonen og mørkelveren, men Macaria rystede på hovedet, mens kvinden åbnede hoveddøren for hende.
”Bliv herude. Jeg tror det er klogest, hvis jeg selv snakker med ham. Sæt jer, tal ikke til nogle, og opfør jer ordenligt,” svarede hun dem, og sendte dem et strengt blik over skulderen, inden at hun forsvandt ind i Zeans nye hus.
En tjener tog imod hendes kappe, og hun lod ham få den. Indenunder havde hun en sort, fornem kjole der gled hen af gulvet som sort, bølgende vand. Hun hadede den slags tøj, men som dronningens repræsentant måtte man se både smuk og anstændig ud. Forfærdeligt.
Kvinden gjorde tegn til at hun skulle vente, mens at hun bankede på en dør, og stak hovedet ind. Der lød lidt småmumlen, inden at Macaria kunne gå ind.
Hun smilede høfligt til kvinden, der ikke så meget som skar en grimasse, inden at hun trådte ind af døren.

[Deleted]

Han var iklædt nogle afslappede, sorte bukser og en af hans hvide skjorter, hvor få de end var. Den var åben i kraven og det var tydeligt at se kæden til medaljonen, der hang om hans hals, omend selve medaljonen endnu var skjult. Hans fødder var bare og hans hår sad som altid ganske strittende, med hår der var tæt på at ramme ham i øjnene. Hans vinger var skjulte.
Da dødsenglen var skyndt sig ud igen, havde han brugt tiden på at rette sine papirer til, så de lå i en pæn bunke, i stedet for at være spredt ud over hele bordet, trods der endnu lå et kort over Paggeija med flere streger og symboler på. Han var derefter gået over det bløde gulvtæppe og over til et af vinduerne, hvorfra han kunne se ud over nogle huse, indgange til nogle tunneler og i baggrunden et af de ødelagte tårne.
Da tjeneren kiggede ind bag han hende om at vise kvinden ind. Så hun lod sine to følgesvende blive udenfor? Det satte han pris på.
Døren gik op igen og han vendte sig om, med et koldt, men stort smil, for at hilse på sin uventede og ukendte gæst.Og stoppede op, inden han overhoved fik sagt velkommen på nogen selvsikker måde, trods han havde planlagt det. Hans smil falmede, omend kun et for et øjeblik, men det ville være nok. Hans ene arm, der var gledet ud til siden, som for at sige velkommen, faldt ned langs siden igen, da han udtryk ændrede sig og han gik nogle skridt tættere på Macaria, mens hans grå øjne gled ned over hendes krop og kjole. Til sidst landede de på hendes ansigt igen og hans smil bredte sig en anelse.
"Velkommen Macaria, dronningens rådgiver. Det forklare hvorfor jeg intet svar har fået eller advarsel om din ankomst. I så fald ville du have modtaget en bedre velkomst, som er din titel værdig" svarede han nok så formelt, selv om det langt fra var ham...omend han var begyndt mere og mere på det, på det sidste. Underligt.
"At du nu er her i egen person" sluttede han efter en kort pause. Hvad var Macarias tanker om dette? Sandelig måtte hun mene han var et uhyre og ikke kunne vente med at slæbe ham hjem til prinsen igen. for han havde slagtet enhver indbygger, som ikke støttede ham, deriblandt også børn. Dette blodbad kunne måske være undgået...Men selv havde han intet vidst om det. Sidst han havde snakket med hende om det, havde hun jo udtrykket sig ganske klart!
"Flot kjole, du ser strålende ud, sid ned, kan jeg byde på mad og drikkelse? Jattejattejatte!" Hans ene hånd viftede midt i luften, da han pludselig ikke kunne tage det mere og var tæt på at grine.
"Det formelle er virkelig ikke mig. Lad os komme videre! Er du her for at sige dom over mig og erklære evig fjendskab eller er I blevet klogere siden sidst vi snakkede forretninger?" spurgte han i stedet direkte, uden selv at sætte sig, omend hans fingre hvilede på sofaen ved siden af ham og hans øjne skar sig ind mod Macarias, afventende et svar der meget vil kunne afgøre mange ting...

[Deleted]

Det var ganske uventet at møde Zean på denne her måde. Da hans smil var falmet ved synet af hende, var hendes eget smil ligeledes forsvundet. Den ro hun havde følt igennem hele byen, blev pludselig opløst ved synet af ham. Alligevel blev hun dog stående indenfor døren. Rank og stolt, mens hun lod ham kigge ned af sig. Hans formelle ord var som syre på det venskab de havde, der allerede hang i en tynd snor. Hun havde altid hadet det formelle, og vidste han gjorde ligeså. Uden at sige noget hvilede hendes blik blot studerende på hans ansigt, som prøvede hun at finde frem til den dødsengel, der engang havde givet hende tryghed.
Da han tav lå stilheden akavet imellem dem. Macaria’s ansigt var ulæseligt. Deres blikke var fæstnet til hinanden, uden at den ene eller anden trak det væk. Ordene hang imellem dem. Svarene, spørgsmålene. Så mange ting, som ingen af dem kunne finde orden i.
Hun havde lyst til at omfavne ham. En mærkelig lyst eftersom de ikke gjorde den slags, og aldrig havde gjort det, men hun havde lyst. En barnlig ting at gøre. Hun hadede det her. Alt det formelle. Var det, hvad de var blevet til? To fremmede, som stod overfor hinanden.
De dybe mørkeblå øjne vandrede væk fra ham ud mod rummet, mens hænderne gled om bag hendes ryg.
”Jeg er her ikke med fjendskab,” svarede hun endelig, og brød stilheden imellem dem. ”Jeg er her for at vise dronningens støtte til dig. Du ville have fået byen, selv hvis du ikke havde taget den. Hun velkommer dig og din race.”
Så… det var sagt. Macaria havde gjort som han sagde, og bragt det hele foran dronningen, som uden videre havde vist sin støtte for dødsenglene. Alt hun havde været urolig for var Macarias loyalitet.
”Derudover er jeg her, for at fortælle dig, at jeg er den nye ambassadør for Manjarno. Det vil sige, at jeg repræsentere dronningen her, og regere for hende,” tilføjede hun, inden øjnene endelig gled op over ham til hans ansigt. ”Jeg håber på et godt samarbejde i fremtiden.”

[Deleted]

Der lå noget i luften, noget mellem dem og han vidste ikke hvad det var. Det var ubehageligt, noget der gjorde ham urolig og en sådan lyst til bare at opgive det hele og leve det liv han faktisk ønskede sig: At sprede død og ødelæggelse overalt han kom frem. At dræbe folk i tusindvis uden så meget at blinke. Nåe ja, han havde også ønsket sig at blive leder. Han havde ønsket sig magten, for magten betød han bedre kunne gøre som han ønskede sig hele tiden. Det store mængde ansvar havde været større end han troede, betydet mere end han havde troet og han var næsten knækket under mængden og kiggede sig forvirret rundt i labyrinten af nye venner og fjender. I alt dette...Havde han forgæves ledt efter et holdepunkt, nogen eller noget han kunne holde fast i og som bare var. I et øjeblik havde det vel være Macaria, gættede han på...
Hvorfor gik disse ting op for ham nu? Han tænkte aldrig over tingene på denne måde, det var svagt og det var for følsomt til at det ville gavne nogen som helst. Eriz og Kimeyas ord om Macaria, om hvor meget hun ønskede at krybe under huden på ham og se ham dø...Var de sande?
Det irriterede ham at der var denne usikkerhed over Macaria, han havde aldrig oplevet den før og det gjorde ham usikker. Men ikke at han ville vise det.
Hans hånd på sofaen knyttedes.
I stedet var han ovenud undrende ved hendes ord. Pludselig begyndte han at grine, denne kolde latter, som snart var den eneste latter han nogensinde brugte.
"Du grinte mig i ansigtet...." hans ansigt fortrak i den had, han havde båret siden han var humpet ud af Macarias værelse i Manjarnos hovedstad. Forstærket af det træ folk havde fodret den med.
"...Og sagde dronningen aldrig ville accepterer os. Selvfølgelig måtte vi tage selv. Kom ikke her og lyd som om jeg er et utålmodigt barn!" Han følte sig vred. Det var godt...Vreden kunne han i det mindste forholde sig til!
"Du ville ikke gå til dronningen og bede om noget som helst. Du sagde jeg intet havde at tilbyde eller true med..." han trådte lidt ud fra sofaen og slog let ud med armene.
"...Så nu opbygger jeg min hær og min race. Så længe jeg er dens leder vil de aldrig være svage igen! Der vil ikke længere være folk der griner ad mig! Og jeg vil aldrig igen spørge om noget, bede om noget. Jeg vil simpelt blot tage!" Det virkede så logisk...Det var rart. Rart endelig at give udtryk for denne vrede, denne had, der havde ulmet i ham, når han tænkte på Macaria. Men siden hvornår var han begyndt at bekymre sig nok, til ligefrem at være vred på nogen? Var ligegyldighed ikke det han følte mest?
"Hvorfor skulle dronningen give os noget nu, specielt efter vi blot har taget, blot har slagtet. Du tvang mig til at undskylde for dig, som var jeg intet andet end en dum hund, fordi jeg brændte folk. Hvordan er dette anderledes?" Måske gik han for vidt. Men han havde svært ved at stoppe. Hans temperament havde været dårligt efter krigen, efter alt der var sket. Han havde jo kun sig selv, når det kom til alt og uanset hvor meget han måtte have brug for hjælp, brug for nogen til at løfte byrderne med ham, var han alene. Men han ville ikke knække! Nej. Folk ville ikke se ham knække!
Nej. Han ønskede svaret på hvorfor. Dette var mistænkeligt. Ville de lukke dødsenglene ind i varmen blot for at ramme dem det desto hårdere?
Midt i det hele overhørte han helt hendes håb om fremtidig venskab. Som det var lige nu vidste han ikke hvilken vej det ville gå....
Hvor ville han gerne holde det formelt og skubbe hende ud af døren igen om lidt, fordi deres forretninger var overstået. Men selv om han var begyndt med god selvkontrol, havde hendes formelle svar blot...fået ham til at eksploderer i denne usikkerhed der var mellem dem. Og trods alt kendte han fornemmelsen af fjender, bedre end fornemmelsen af en ven...

[Deleted]

Da han begyndte at grine, gav det et sæt i Macaria, men hun blev stående, hvor hun var. Lige meget hvad han sagde, og hvor stor hans vrede voksede sig, blev hun stående. Hænderne knyttede sig bag hendes ryg, mens musklerne spændtes, så gjorde kroppen sig klar til at springe til siden, hvis han ville angribe. Hun sank en klump. Læberne var strammet til en lige streg, der holdte alt inde bag en udtryksløse maske, som hans vrede og had slog brutalt imod. Han tog dem tilbage. Tilbage til første gang de havde mødt hinanden. Han bragte dem igennem deres skænderi på kontoret i Manjarno. Hun mærkede hvordan hvert ord efterlod hende mere og mere kold, men stædigt rykkede hun sig ikke, selvom han var et skrækindjagende syn med hans raseri. Han var som taget ud af hendes mareridt. En sort skikkelse midt i flammerne med et sværd i hånden. Hævet over hende, klar til at slå ned. Eriz der lo triumferende i baggrunden.
Hvad var de dog blevet til?
Mest af alt havde hun lyst til at gemme sig væk bag alt det formelle, og skynde sig ud. Give ham et neutralt svar, og forlade dette her sted med alt den sorg og smerte. Dog huskede hun Maureens ord. Værdierne. Husk dig selv. Nej… hun var ikke en hjernedød rådgiver, som var dronningens dukke. Hun var Macaria – med alle de følelser, der hørte med.
Lussingen ramte ham, inden at han kunne nå at stoppe hende. Måske havde han ikke selv set den komme, bag hendes maske af neutralitet. Den gav genlyd i den lille stue, og efterlod et rødt, brændende mærke på hans kind. Det var som om alle farver og varme kom tilbage til hende. Raseriet og sorgen bølgede op i hende, som flammerne i et ildsted. Maureen havde haft ret. Hvor havde hun dog glemt sig selv.
”Hold din kæft!” beordrede hun ham med en stemme, der var lige så skarp som et piskesmæld. ”Jeg er træt af dig og din utaknemmelighed! Alt jeg gør, er at prøve at gøre dig tilfreds, og viser jeg er din ven, men du skider på mit venskab!! Det er slut!! Jeg gider ikke mere!! Hvad fanden vil du have fra mig?!”
Rådgiveren var væk. Skyggen var væk. Tilbage stod Macaria. Hel, levende og stærk. Fandme om denne her dødsengel, skulle have lov til at koste rundt med hende længere. Hun var ikke bange. Ikke mere.
”Så åben dog dine øjne, og se jeg ikke vil dig noget ondt!! Jeg har givet dig alle mine penge, jeg har sagt god for dig overfor dronningen! Jeg har besøgt dig i dine huler! Jeg har reddet dig fra en henrettelse!! Og hvad har du gjort for mig?!! INGEN FUCKING TING!!” skreg hun direkte i hans hoved mens øjnene forvandlede sig fra den mørkeblå til den blodrøde farve. ”Jeg er færdig med dig! Åbenbart så lagde jeg flere følelser i dig, end du fortjener! Du kan blive fri for mig nu! Jeg håber du lever lykkeligt.”
Med de sidste ord, sendte hun ham et sidste knusende blik, inden at hun vendte ryggen til ham. Raseriet var som ild i hende, men det føltes også godt. Hun havde fundet sig selv igen. Med faste skridt gik hun mod døren. Hvis det var hendes ryg, han ville have, så skulle han gå den.

[Deleted]

Lussingen kom ud af det blå, så opslugt som han var, i sine egne tanker og sine egne...følelser...så han den ikke komme. Den ramte ham med al sin styrke og hans hoved røg til siden og hans ord stoppede brat, uanset om han var midt i et ord, en sætning eller ingenting. Han greb overrasket ud efter sofaen, trods han ikke ligefrem faldt. Aldrig...
I et øjeblik var hans sind blot sort. Sort som det mest sorte, uden tanker, uden følelser, uden billeder. Intet. Hans ene hånd gled op på hans kind, da han, med nok lidt for store øjne, så mod Macaria. I et øjeblik var han så opslugt af den sviende fornemmelse på hans kind og den lette blodsmag i hans mund, at han ikke var opmærksom på præcis hvilke ord hun stod og råbte.
Midt i det hele åbnede en vagt døren og kiggede ind, en af hans bodyguards, men med en håndbevægelse fra Zean skyndte manden sig ud igen.
Hvad skulle han dog mene?
Han følte sig sjovt nok ikke vred, skønt det havde været hans første tanke, følte han sig ikke vred. Mere følte han sig underlig rolig, som havde Macaria klasket alt hans tvivl og følelser på plads, så han igen var hel. Hånden forlod langsomt hans kind, da han så på Macaria. Hvis dette havde været offentlig ville han være tvunget til at gøre noget ved det. Men det var det ikke, han havde ikke mistet noget ved det. Utaknemmelighed? Tilfreds? Venskab?
Han forstod ikke disse ting. Var det disse fremmede ting der var kommet imellem dem, som små sten mellem to store sten, som forhindrede kornet i at blive knust helt til mel?
Lagde følelser i ham? Dette var dog så...sært!
Hun tog fejl et sted, dog. Måske forstod han ikke hvad hun mente, men hun tog fejl et sted. Der ville aldrig have været en henrettelse, var det ikke for hende. Det havde kun været fair hun også havde reddet ham fra den...Men hun havde jo ikke reddet ham. Hun havde fået ham til at gå på knæ og undskylde for ingenting, for at få sin vilje og tvunget ham med i en kamp, han intet havde fået noget ud af. Som Kimeya og Deacon havde pointeret...Han havde intet fået ud af det. Så præcis hvor skyldte han hende noget? Intet sted. Hun skyldte ham. For han havde leget med i hendes lille leg.
Et smil gled over, blot et lille et, trods Macaria allerede var på vej væk.
"Livet skal ikke leves lykkeligt. Hvad er lykke?" Det var ikke tid til at filosoferer. Men dog var et pointe han ville frem med alligevel. Han havde ingen planer om at nå nogen som helst lykke. Blot at være fri.
"Noget der flyver væk fra dig og piner dig, noget som du skal løbe efter i blinde og håbe du når, kun til det vil blive taget fra dig. Et liv er bedre levet uden!" hans ene hånd gled over sofaens ryglæn, næsten som kærtegnede han den. Han så ikke efter Macaria. Ville hun gå, måtte hun gå, det var ikke op til ham at stoppede dronningens rådgiver og Manjarnos ambassadør.
"Jeg har kun en ting at takke for, skønt jeg fandt det i min ret at kræve det af dig. Det ved du vel?" han så efter hende.
"Og det er jeg må beholde Paggeija i fred. For det er jeg i sandheden taknemmelig. Men resten af de ting du siger giver ikke mening. Absolut ingen mening. Jeg forstår end ikke ord som venskab" han trak let på skuldrene, om hun kunne se det eller ej. Da Macaria nu var på vej ud af døren, vendte han ryggen til hende. Hun var ikke den eneste der havde en ryg at vise. Hans hænder samlede sig på hans ryg, da han gik over mod et af vinduerne.
"De har haft ret hele tiden...Kimeya, Eriz, Deacon...De havde ret hele tiden" sagde han tænksomt. Hans stemme var lav og tænksom...Men sikkert en vampyr vel nok kunne høre det uanset, om denne så stadig var der.
Hun havde sagt hun ikke ville hjælpe ham. Og havde alligevel gjort det. Han forstod det ikke...Der var jo intet venskab mellem dem, blot forretninger. Han havde fået påduttet en straf - takket være hende - og han havde levet op til den og var fri. Som en smule taknemmelighed havde han ment Macaria kunne hjælpe ham lidt, men hun havde sagt nej. Og nu havde hun gjort det alligevel? Det var kun hans ret at modtage denne hjælp. Hvorfor var hun så følsom og uforståelig? Sandelig...Han forstod det slet ikke. Havde aldrig gjort det. Venskaber, kærlighed...Hvordan kunne man savne noget, man aldrig var født med?

[Deleted]

Det var som at blive overskyllet med en spand af koldt vand. Dørhåndtaget blev næsten knust under hendes greb, inden at hun langsomt slap det, og vendte sig anspændt mod ham. Det krævede alt hendes selvkontrol ikke at flyve på ham.
”Undskyld – hvad?” spurgte hun sammenbidt, så man næsten kunne høre tænderne kværne sammen. Åhhh selvfølgelig! Det var næsten for tydeligt! Eriz! Eriz, Eriz, Eriz! Og selvfølgelig warlockernes arrogante leder, og så… Deacon? Han kendte ingenting til hende! Ingenting overhovedet!
”Hvor vover du…. Hvor vover du, dit utaknemmelige bæst?!” hvæsede hun, og trampede over mod ham. Hvis han havde sine vinger ude, havde hun plukket ham for fjer. Det her var dråben! Meget havde hun fundet sig i fra ham, men nu var det slut. Hendes hånd rev ham rundt, så de stod ansigt til ansigt, inden hendes fingre lukkede sig omkring hans strube, og pressede ham op mod den nærmeste væg. Med et støn og en kraftanstrengelse fik hun, takket været sin vampyriske styrkelse, hevet ham op, så hans fødder akkurat slap gulvet. Musklerne i armen værkede en smule, men hun fandt det ikke så hårdt igen, at holde ham oppe.
Hendes øjne borede sig ind i hans som en issyl, mens tænderne kværnede sig sammen.
”Du forstår ikke venskab? Hvorfor ville du dø med mig, Zean?!! Hvorfor i alverden løb du ind i tronsalen, og satte dig med mig, da det hele braste sammen?” snerrede hun, mens øjnene glødede rødt, og viste akkurat hvilket monster, der gemte sig, under den charmerende attitude. ”Jeg gjort ALT hvad jeg kunne, for at hjælpe dig i det her forhenværende, uden at bede andet igen end en smule taknemmelighed! Det eneste jeg vil have er du er glad. At du lever dit liv, som du vil have det. Måske forstår du ikke det, men så forstå at jeg siger det til dig! Du forstår vel ordene?!”
Hun slap ham brat. Fingrene følte lidt stive, så hun bevægede dem prøvende, mens hun kiggede ned på Zean. Hvis hun bare kunne være lige så ligeglad, som ham. Hvis bare hun følte ingenting, for denne idiotiske dødsengel, så kunne det hele være nemmere. Fint… hvis det var sådan han havde det.
”Alt jeg ville Zean… var at have din respekt og din tillid,” hviskede hun ud mellem tænderne. ”Kan du slet ikke huske, da vi sov ved siden af hinanden? Der var ikke lyst imellem os, men noget andet. Og da vi var levende begravet. Følte du virkelig ingenting overhovedet?”
Der havde sneget sig noget sørgmodighed ind i hendes eller så vrede stemme, men hun vidste, at det her var farvel til hendes og Zeans venskab – hvis de overhovedet havde haft noget. Selv hvis de fandt ud af at samarbejde, ville det ikke blive til andet end forretninger. Det måtte hun indse. Hun måtte opgive det her. Hun måtte opgive Zean.
"Undskyld... jeg skulle ikke have gjort det," sukkede hun, og strøg fingrene igennem sit hår. "Jeg har nu indset, hvordan du ser tingene. Undskyld, at jeg har troet noget forkert. Er der stadigvæk håb for et samarbejde?"

[Deleted]

Hun kaldte utaknemmelig, men havde han netop ikke lige sagt tak? Hvad skulle der til for at tilfredsstille denne kvinde? Det var utroligt! Han ville aldrig sige tak igen, når hun sådan overså det.
Han kunne næsten ikke høre da hun kom gående over mod ham eller også gik det for hurtigt...Eller også tænkte han at der intet ville ske. Han vidste ikke hvilken en af dem der var mest sand, men det var vel også lige meget, når man bliver slået mod væggen med en hænder om sin hals?
Hans hænder greb automatisk om hendes håndled og prøvede at knuse dem, at få hende til at slippe...Men for hvad nytte? Hun var stærkere end ham, hun var vampyr og kunne sådan set bare knuse ham, fandt hun det belejligt. Han var ikke klar til at dø og ville aldrig blive det, gik han ud fra, men han ville ikke dø sådan her. Ikke uden kamp!
Men ville hun slå ham ihjel? Kunne hun virkelig, når hun snakkede så meget om venskab?
Det var ubehageligt, gjorde jo ondt, om hans hals, som hans strube blev mast sammen og han kunne mærke blodet pumpe hårdt, som hun lagde større og større pres på hele hans hals. Det blev ikke bedre af at hun skulle overdrive og tvinge ham op af væggen, så han ikke kunne nå gulvet.
Hans øjne, der havde lukket sig automatisk da han blev slået ind mod væggen, åbnede sig. Normalt ville han have sparket ud efter hende. Mørket trak sig nærmest sammen om dem, som han brugte mørket omkring dem, omend han ikke var bevidst om dette. Som ønskede det at kvæle dem begge.
Han gjorde intet, end at prøve at tvinge hendes fingre væk med sine egne...Så udfordrende på hende. Så dræb ham da! Turde hun? Ville hun ødelægge alt nu?! Adrenalinen pumpede i hans årer.
Og så...slap hun ham. Han faldt, bogstavlig talt, ned på fødderne og da helt ned på et knæ, med en hånd mod gulvet, mens den anden gled op til den nu ømme hals. Han hostede og trak vejret dybt et par gange, før han fokuserede på Macaria igen. Han følte sig vred...Men vreden forsvandt ved hendes næsten opgivende ord. Han fik rejst sig, men med en støttende hånd mod væggen og endnu en hånd om hans hals, som han masserer forsigtigt. Hans blik var koldt. Koldt som is, hårdt som sten. Hele tiden mente han at hun var færdig med at sige noget og ville svare, men hver gang fortsatte hun og for hver sætning hun sagde, ændrede hans sætninger inde i hovedet sig. Til sidst vidste han ikke hvad hans skulle sige.
Hans første tanke var at benægte det hele. Han var vel selv blevet straffet og dræbt af prinsen, var Macaria død? Desuden havde hun været ligeglad med ham. Det var meningen han skulle være død, dragen skulle have dræbt ham! Hvorfor indrømmede hun det ikke? Hvorfor...gjorde hun det ikke bare? Han så væk fra hende, ned mod jorden og lukkede øjnene. Han bed så hårdt sammen at hans kæbemuskler trådte tydeligt frem. Han havde ingen venner. Ingen ville være venner med ham, havde aldrig ville det, og han havde ikke brug for venner. Han kunne klare det hele selv!
Hvorfor skulle de snakke om det? Hvorfor skulle de sætte titler på det og give hinanden et forpligtende ansvar? Han havde lyst til at flygte for det. Hvorfor kunne det ikke bare...Være. Som det var?
Respekt og tillid. Dette var virkelig ikke måden at få dem..Fra nogen som helst, gættede han på. Han var ikke i stand til at sige om hun nogensinde havde haft disse ting eller om hun ville få dem, eller om hun allerede havde dem, trods alt...
Han følte sig trist. Han havde lige vundet en by, givet sin race en fremtid sammen, og han følte sig trist.
Hans øjne gled langsomt op. Hun var færdig med at tale, men han stod bare der. Hans blik gled ud af vinduet, ud i natten og de mørke bjerge i horisonten. Han brød sig ikke om hun bare stod der og så på ham. Han havde slet ikke lyst til at sige noget overhoved. Eller gøre noget. Han ville bare gerne være i fred. Var det så svært? Men grundet hans egne handlinger ville han aldrig længere få fred.
Han rettede sig helt op og slap sin egen hals, da han så på hende. En svag gestus, næsten usynlig, men den var der dog for det vågne øje, for den der vidste hvad man skulle lede efter...En lille bevægelse med hånden. Et form for overgivelse, en form for undskyldning, en form for invitation...
Han var ikke typen der satte ord på tingene. Det kunne hun ikke forlange af ham.

[Deleted]

I et øjeblik havde hun opgivet, og været ved at vende sig, for at forlade dette sted for altid, da hendes blik blev fanget af den svage håndbevægelse, som han lavede. Forvirret kiggede hun mellem hans ansigt, og hans hånd, inden at hun tog en dyb, hivende indånding. Noget blevet healet i hende. Noget som havde været tæt på at falde fra hinanden, for nu at samle sig. Det føltes som om hele verdens byrder, pludselig forlod hendes skulder, og i få, løbende skridt, var hun henne ved ham. Hun trykkede sig ind i hans favn, mens armene gled omkring ham, så hun kunne presse sin krop, helt tæt ind til hans.
Den gestus betød mere for hende, end noget som helst, han kunne have sagt med ord. Han behøvede ikke engang at holde om hende. Alt hvad hun følte var lettelse, og en lindring, som ikke havde været mulig før nu. Efter alt det grimme, som hun havde været igennem… Maureen havde haft ret. Hvor havde den kvinde dog haft ret.
Alle mareridtene forsvandt som dug for solen, og alt hun mærkede var Zeans krop imod sin. Mareridtene om at blive levende begravet, føltes pludselig så langt væk, for nu var hun ikke alene længere. Zean var ikke død. Han sad med hende i sin favn. Hun var ikke alene begravet.
Der var intet at sige imellem dem. Intet at gøre, andet end bare stå i omfavnelsen, uden at forlange eller ville have mere. Var det ikke alt, hvad venskab handlede om?

[Deleted]

I et øjeblik troede han at hun ville gå, bare gå, og det ville også have været fint. Hvad havde de ikke snart været igennem? Den ene og den anden ting, flere dårlige end gode, følte han, skønt han ikke havde tal på det. Han havde slet ikke set deres samtale ville ende på denne måde, han havde måske troet de ville tale sammen og Macaria enden erklærer sig for fjende eller ligeglad. Men nu hvade han både fået byen, fået fred til at beholde den...
Og pludselig hang hun om ham, hendes krop pressede sig mod hende, som havde den længtes, havde hun længtes, efter at mærke ham og være sammen med ham. Det var så underligt for ham. Hans arme gled automatisk, efter lidt tøven, rundt om hendes krop og holdte hende ind til sig. Det var rart. Han lod det være ved det. Hvorfor begynde at tænke over hvad det betød? Han blev bare ubehagelig til mode. Dette var fint. Dette var som det skulle være. Alt var fint.
Han vidste ikke hvor længe de havde stået der, fri til fortolkning hvis nogen så dem, men til sidst slap han hende igen og så lidt på hende med et svagt smil.
”Ja. Lad os bevare samarbejdet” svarede han så.

[Deleted]

Macaria besvarede hans smil, mens at hun hævede en hånd, og flippede den drillende under hans hage, inden at hun tog et par skridt tilbage, så de ikke stod op og ned af hinanden. Nu hvor de havde fundet igen, følte hun, at stillingen som regerende i Manjarno, ville blive en smule nemmere. Alt den snak om modstandsbevægelse og oprør, skulle hende og Zean nok få kvalt.
"Det er jeg glad for," svarede hun oprigtig, og gik først nu hen til sofaen, for at sætte sig. Hun følte sig fuldkommen drænet for energi efter den store eksplossion af følelser. Det var lige før, hun havde ladet fingrene glide igennem sit hår, inden at hun huskede, den flot opsatte frisure. Forbandet. Hvor hun dog hadede alt det gøjl. Selv kjolen der smøg som om hende, føltes bare upraktisk og skrøbelig med det lette, tynde stof. Sort... så deprimerende.
"Der er en modstandsbevægelse her i Manjarno, som jeg skal have gjort has på. De har allerede ødelagt nogle transportvogne, samt dræbt nogle Dvasianske indflytter. Jeg håbede at du med din.... speciale indenfor smerte og frygt.... kunne komme med nogle forslag til at kvæle opstanden?" fortalte hun, og lagde det ene ben over det andet. Det føltes godt, at snakke med Zean igen om den slags. Hun havde savnet de her samtaler.

[Deleted]

Han gik over til pejsen og tog sig tid til at putte endnu et stykke træ på ilden. Så gik han tilbage til sin lænestol han havde siddet i, inden Macaria var kommet. Alt var bare anderledes, føltes mere let. Som var en byrde forsvundet og han nemmere kunne gå i gang med de andre han havde...
Han stirrede lidt ind i ilden, men hørte udmærket hvad Macaria snakkede om. Så der var en modstand? Det var jo ikke så sært. Nogen folk var nok utilfredse, de havde nok været glade for den tidligere dronning, sådan nogle var der altid. Gemte sig i skyggerne eller lige foran en. Han så over på hende med et svagt smil. Så han var nu den med speciale i smerter og frygt? Det lød fantastisk! Men så måtte hun også være indstillet på at han næppe havde nogen fredsommelige ideer.
Det gjaldt om at kvæle modstand. Dem der var uenige. I skyggerne eller åbenlyst.
”Smerter og frygt, er jeg nu eksperten i det?” smilte han til hende. Ikke om han ville høre det uden en frisk kommentar! Han var godt tilfreds med det.
”Nuvel...Din ekspert siger at du skal kvæle modstanden. Modstanden er jo blandt dine borgere, blandt folket i landet. Der er altid nogen der ved noget. Altid nogen der har hørt noget eller set noget og de vil være uhyggelige stædige og forsigtige, først vil de tænke et par ofre er det værd, men bliver man ved, vil nogen give efter eller også vil de angribe, hvor desperate de end er. Jeg ville først gøre landets beboere frygtsomme. Gøre så de ikke tør deltage i nogen modstand. Hvad frygter folk mere end smerte og død? Lav nogle offentlige henrettelser...En i timen eller flere på stribe...Og sig du bliver ved til nogen sladre.” foreslog han afslappet, som var henrettelsen af flere folk det mest almindelige i verden. Han havde en mere udvidet plan, en der havde med et barn at gøre og som først ville få borgerne i landet til at leve i frygt for deres små...Og dermed sikre større succes. Men Macaria ville aldrig gå med til det, ville blive sur og hvis borgerne blev for bange, ville nogle af dem blot gøre mere modstand. De kunne jo risikerer borgerkrig. Nej. Gode ideer skulle ikke altid bruges. Han havde også brug for et stabilt land, så han kunne få startet nogle handelsaftaler med folkene i Manjarno og begynde at tjene flere penge ind.
”Uh...Hvis du vælger at gøre det, må jeg være med? Der er intet der kan få dem til at tænke sig om en ekstra gang...Rygter om at dødsenglene har slagtet en hel by må uden tvivl være nået mange ører. Hvis de ser vi støtter hinanden...Frygt” han sagde det sidste ord, som var det en yderst lækker frugt. Han ville intet mindre end nyde det. Og for Macaria kunne det vel ikke være så skidt?

[Deleted]

Det var tydeligt, at Zean følte sig smigret ved hendes kommentar af ham, og hun kunne ikke lade være med at himle smilende med øjnene.
”Ja, du er ekspert. Du er trods alt en dødsengel, og jeg så jo selv pælene udenfor byen,” svarede hun, og trak på skuldrene. ”Jeg vil mere end gerne høre, om du har nogle råd og tips til mig i det anliggende.”
Opmærksomt lyttede Macaria til hvad Zean sagde med en tænksom finger mod læberne. Hans ide var god nok. En henrettelse på åben gade ville skabe frygt og rædsel. Måske kunne hun endda få et par folk fra modstandsbevægelsen med i svinget.
Da han var færdig, klappede hun bidragende i hænderne, mens et skævt smil prydede det charmerende ansigt.
”Fantastisk ide. Vi har nogle folk, som vi kan trække frem på torvet. Jeg samler alle indbyggerne, sørge for en masse vagter, og med lidt held vil, der står et par, som ved noget om modstandsbevægelsen i flokken af indbyggere. Hvis ikke… well… så har jeg da fået ryddet op i fangekælderen,” sagde hun bekræftende, og lænede sig tilfreds tilbage i sofaen med en arm over ryglænet. Det her var en fantastisk ide, som hun straks måtte sætte til værks. Selvfølgelig ville ofrene kun være folk fra Manjarno. Helst så mange neutralvæsner som muligt. Et sværd skulle nok kunne bruges. Hun kunne selv føre det. Det ville både vise folk, at hun ikke var bange for selv at tage fat, samt vise dem hvem hun var.
”Jeg vil være beæret, hvis du var med,” svarede hun ham, og bøjede let hovedet i bekræftelse. ”Det vil både skabe rædsel, samt være din første offentlige fremvisning som leder af dødsenglene. Bare husk at tage sko på…” Hun blinkede drilsk til ham, samt gjorde det bevidst for ham, at hun havde lagt mærke til hans mangel på sko. Godt nok var det kun, når de var alene på hans kontor eller værelse, samt hun nødigt skulle snakke. Hver eneste gang hun kunne komme til det, smed hun også sine flade sko, for at rende rundt på nøgne fødder. Føltes mere frit. Det havde de vel tilfælles.