The last goodbye

[Aya Keena]

Gabriel Maloya Nicomendes

Det var rigtig tidligt på Morgenen som Aya stod i Gabriels kontor. Han var der ikke heldigvis. Hun havde bevist undgået ham de sidste par dage, især efter hvad der var sket ved deres sidste møde. Mindet om den dag gjorde hende næsten dårlig. Hun havde det forfærdeligt med det hele og ønskede bare at komme væk. Hun havde allerede besluttet sig på samme aften som hændelsen. Var det ikke fair for nogen af dem at hun blev. Hvor havde hun bare ødelagt meget på dette sted. Tårnene begyndte at trænge sig på men hun holdt dem tilbage. Hun ville komme til at savne stedet og især Carlisle. Hun kunne ikke lide at forlade ham men hun kunne ikke blive i nærheden af Gabriel. Med et lille suk gik hun hen til hans skrivebord og placerede et brev foran hans stol sådan så han ville kunne se det. Det var helt underligt at have mulighed for at tage det valg som hun gjorde nu. Hun var i stand til at sige op og tage væk af egen vilje og skulle ikke sendes væk. Silia havde godt nok sagt at intet ville ske med hende men et sted så havde hun næsten ønsket at der ville have været en konsekvens. Det ville have gjort det lettere. For nu så måtte hun lave sin egen og at rejse væk fra slottet var hendes eneste mulighed. Hun ville ikke blive her, kunne ikke blive her. Bare tanken om at skulle være i nærheden af nogen af dem fik det til at løbe koldt ned over hendes rug. Gud hvor hun skammede sig så forfærdeligt. Hun Lukkede stille øjnene og fjernede så hånden fra brevet. Det var afgjort, hun havde sluppet det og nu var der ingen vej tilbage. Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder og hun prøvede ferbrilsk at tørre dem væk. Hun ville rejse afsted imorgen efter solnedgang. De ville være den bedste tid for hende at rejse på nu hvor solen så småt begyndte at titte frem igen. Hun sukkede svagt som hun vendte sig mod den lukkede dør til gangen og begyndte at gå mod den. Hun ville gerne nå ud og rundt på slottet inden han kom tilbage. Hun skulle blot klare sine pligter i dag og imorgen og så ville hun kunne rejse. Hun skulle blot undgå ham indtil da.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var gået et par dage siden hændelsen.. Rigtig mange sandheder var kommet på bordet, og endnu mere som Gabriel skulle vænne sig til. Det var uden tvivl svært, men valget havde han jo taget på forhånd. Det var tidligt, også selvom han faktisk havde fået en god morgen sammen med Silia. Han kunne i fald love hende for, at den slags ikke ville komme til at ske igen! Aldrig nogensinde igen! Han havde fået sit kys til morgen, hvilket var noget som han kunne leve højt på resten af dagen!
Hans skridt kunne lyde langt nede af gangen, da han kom vandrende. Jovist.. var der rigtig mange ting som han skulle sluge.. Særligt det faktum, at alle dem, som han havde haft nær og tæt ind på livet, endnu var folk som plagede ham og hans kære Silia særligt, var en underlig tanke. Hans moder rendt rundt på stedet.. Jason var her endnu og Evelyn og Jeremiah... holdt de virkelig øje med ham? Det havde jo givet mening i rigtig mange henseender, og for ham, var det noget, som uden tvivl havde en kæmpe betydning, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han havde den hvide skjorte på og et par mørkere bukser, da han søgte ned mod sit kontor. Han havde i forvejen en hulens masse at skulle have på plads, og det var virkelig ikke nemt for tiden! Overhovedet ikke! Krigen stod ham snart ud af ørene, og det var hårdt. Han nåede kun lige døren ind til sit kontor, hvor han tvang døren op. Han endte næsten med at gå direkte ind i Aya. Han stivnede fast. Han havde endnu ikke fået muligheden for at snakke det hele igennem med hende, hvilket faktisk var noget, som han var ked af. "Oh... Aya," hilste han endeligt, inden han hurtigt trak sig et enkelt skridt. Hvad skulle han da ellers gøre? Hans blik søgte hendes skikkelse, og med et let smil på læben. Lige til morgen, var det faktisk en okay god dag.

[Aya Keena]

Aya valgte bevist at holde sig på afstand. Hun vidste ikke hvordan Gabriel eller Silia havde det og hun var et sted også ligeglad. Hun havde siden hun besluttede sig for at bare ladet være med at tænke over noget. Hun havde været som en levende død på gangene. Et sted var hun gået helt tilbage til sin slave tid. Hun bekymrede sig ikke for nogen eller noget ud over Carlisle og det var kun når de var i samme rum. Hun ville komme til at savne ham. Bare det at mærke ham holde om sig var virkelig noget af det som hun ville savne allermest. Hun sukkede stille og kiggede tilbage mod brevet. Hun fortrød ikke, hun ville væk og det kunne ikke gå hurtigt nok på en eller anden måde. Hun bed sig stille i læben som hun søgte mod døren med rolige skridt. Det føltes næsten som om hendes hjerte var ved at holde op med at slå. Hele hendes krop gjorde forbandet ondt for hun ønskede jo ikke at forlade stedet på nogen som helst måde men hun havde jo ikke andet valg.
Hun nåede ikke at reagere før Gabriel var kommet ind i rummet og havde bumpet ind i hende. Hendes hjerte begyndte at hamre igen som hun blot vendte ansigtet fra ham. Hun kunne ikke se på ham, hun ville ikke se på ham. Det hele dunkede i hende for bare at gå forbi ham og forlade lokalet men han stod i døren og hun ville ikke kunne komme forbi uden at røre ham. "Om forladelse, Deres Højhed." Hendes stemme var høflig men intetsigende. Hun viste ingen føleler. Det var som om da han var trådt ind i rummet kunne hun end ikke være ked af det længere. Hun ville bare væk fra lokalet, væk fra slottet og i særdeleshed væk fra ham. "Hvis De vil have mig undskyldt. jeg har pligter der skal udføres" sagde hun roligt og ventede på at han ville flytte sig fra døren. Hun følte sig syg, svimmel og havde kvalme. Hvor var det her bare ulideligt. Hendes blik faldt kort til brevet på bordet. Hun ville ikke være her når han læste det, hun ville ikke se hans ligegyldige ansigts udtryk. Hun ville bare væk og det brændende ønske om at han skulle lade hende komme forbi var snart så ætset ind i hende at hun næsten ikke kunne mere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det fint under omstændighederne, selvom der var rigtig mange ting, som han lige skulle finde ud af, og det var jo der, at hans problemer måtte ligge. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Nu hvor han endelig var kommet til hans kontor, vidste han jo godt, hvad der måtte vente ham på den anden side, og det var ikke ligefrem en tanke som han bifaldt det mindste. Han nåede kun lige at åbne døren, inden han stødte direkte ind i Aya. At hun i det hele taget befandt sig på hans kontor, var nok det sidste sted, hvor han havde regnet med at stå ansigt til ansigt med hende. Automatisk begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst. Han havde virkelig brug for at snakke med hende. De skulle gerne snakke hele scenariet igennem. "Det er helt okay, Aya," sagde han, hvor han først sendte hende et smil. Han trådte forsigtigt til side, så hun kunne komme ud, og han kunne komme ordentlig ind. Det var der, at han fik øje på brevet som lå på hans skrivebord. Det havde i hvert fald ikke ligget der dagen i forvejen.
Gabriel tog brevet op i sine arme og foldede det ud. Hvad der stod på det, var næsten med samme effekt som en lussing direkte mod hans kind. Forlod hun stedet? Automatisk måtte han knuge omkring brevet. Det havde jo aldrig været meningen, at det skulle gå så vidt! Og han ønskede jo ikke, at hun skulle forlade stedet, og særligt ikke ovenpå den handling, og det som var sket på denne her måde! Overhovedet ikke! Han vendte hurtigt om, for at komme efter. "Aya! Jeg er nødt til at snakke med dig... Under 4 øjne," sagde han kortfattet. Vagterne på gangene kiggede automatisk efter dem begge to. Alle vidste de jo godt, hvad der var hændt, og særligt fordi at Gabriel og Silia havde været oppe at slås efterfølgende. Han søgte efter hende, hvor hans næve lukkede sig mere omkring hendes ene overarm. Det her var de da nødt til at snakke igennem! Det var en forhastet konklusion!

[Aya Keena]

Aya havde det ikke fint. Hun havde det virkelig forfærdeligt. Hver en fiber i hendes krop ville bare gerne væk og især nu fra ham. Hun ville ikke være i nærheden af ham, hun ville ikke se ham, ikke høre hans stemme. Det gjorde ondt indvendigt. Hun var ved at blive ædt op af de negative følelser som var kommet efter det her. Hun kunne ikke rumme det i hendes hoved. Hun ville absolut bare væk fra det hele. At han så valgte at føje hende sådan så hun kunne komme forbi var kun en lettelse. "Tak, Deres Højhed" mumlede hun blot som hun trådte forbi ham og med hastige skridt søgte væk fra hans kontor. Hun rundede et hjørne og skulle til at sætte i løb men kunne ikke på grund af vagterne der var der. pokkers. Hun vidste at han ville se brevet og læse det. #Accepter det. Lad være med at gøre noget dumt# bad hun i sit indre.
Dog nyttede dette intet. Hun kunne høre lyden af skridt bag sig men selv satte hun ikke farten ned. Hun kunne ikke rumme det mere. Følelserne som han før havde frembragt i hende havde hun låst af for og sammen med dem alt andet. Hun var på alle mulige måder gået tilbage til det stadig hvor han først havde fundet hende. Hun var på alle mulige måder vendt tilbage i den slavinde rolle bortset fra en ting. Hun ville ikke lade ham koste rundt med sig mere. Hun var ikke hans, hun tilhørte ikke ham! Hun hørte hans ord men reagerede ikke. Vagternes blik kunne hun mærke på sin krop. Kunne han ikke bare forstå at dette var bedst sådan her? Hans næve som måtte tage som hendes overarm fik hende til omgående at rive sig fri. Normalt så hun intet til hendes vampyriske evner så som den ekstra styrke men lige i denne situation fandt hun den frem og kom fri af ham. "Vær venlig ikke at rør ved mig, Deres Højhed. Det er ej passeligt for en kongelig at mænge sig med tjenestestaben" sagde hun. Hendes stemme var rolig men helt og aldeles tom for følelser. Hun ville ham ikke. Hun ville ikke lytte på ham, ikke snakke med ham eller være i samme rum med ham og da slet ikke under fire øjne! Nu måtte han altså stoppe. Kunne han ikke bare lade hende være? Efter det der var sket så burde han virkelig bare ignorere hende som hun ønskede at ignorere ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Allerede da Gabriel havde kigget på hende, kunne han jo fornemme, at der var noget galt. Ej var det en tanke som han bifaldt på noget tidspunkt, og da særligt, når det forløb sig på denne her måde. Hvad skulle han da gøre? Lade som ingenting? Han nikkede blot til hendes ord. At støde ind i hinanden, var noget som kom lidt af sig selv. Det var i hvert fald ikke første gang, at de gjorde det på denne her måde. Han nikkede bekræftende og roligt til hende. "Det er noget der forekommer," sagde han med en rolig stemme, og lod hende derfor passere, for at vende tilbage til det arbejde, som jo egentlig skulle laves. Det som der derimod kom ham for øjne - en opsigelse, var uden tvivl et chok for ham. Han blinkede fast med øjnene, inden han hurtigt var efter hende. Det her var slet ikke noget som hun fik lov til, og da slet ikke uden at snakke med ham først.
Hans hånd lukkede sig varsomt omkring hendes overarm. Alene at hun snakket til ham på den måde, indikerede også at der var noget, som de slet ikke havde fået snakket ud om. Han rystede på hovedet, da hun valgte at vride armen fri. Hans næve knyttede han let. Han kunne ikke lade være. Hun kunne da ikke bare forlade stedet, bare sådan uden videre. Det kunne hun da slet ikke! Han rystede let på hovedet endnu en gang. "Det er måske ikke passende, men vi har da tydeligt noget, som vi skal have snakket om.. Jeg vil gerne have det snakket igennem med dig," sagde han roligt. Selv vidste han jo godt, at han ikke havde noget andet valg, end at acceptere hendes opsigelse, men kunne de ikke snakke lidt fornuft først, inden de gjorde noget som helst? Det her var rent faktisk noget som gjorde ham ked af det, og særligt når det skete på denne her måde! De blå øjne hvilede på hende med et alvorligt skær, inden han vendte om og søgte tilbage til kontoret. Han forventede denne gang, at hun fulgte med. Ikke ville han skændes med hende, og ikke ville han råbe eller noget lignende. Men for ham, var det vigtigt, at det her, var noget, som de kunne snakke igennem, og særligt med hinanden. Der var jo noget rivende galt, når hun gjorde den her slags ting!

[Aya Keena]

Hun ville bare væk. Kunne han ikke forstå at hun ikke havde lyst til at være i nærheden af ham. Hun søgte forbi ham så hurtigt som det var hende muligt. Hun følte sig kvalt og havde det virkelig skidt. Hun skyndte sig ned af gangen men nåede ikke langt før han var der. Hun ville ham ikke. kunne han ikke bare acceptere hendes opsigelse og så bare lade hende være? Tydeligvis ikke.
Hun mærkede hvordan han greb fat i hende og hurtigt rev hun sig fri. Han skulle ikke røre hende, hun ville bare ikke have det! Hans ord rev i hende. Hun ville ikke snakke med ham, kunne han da ikke forstå det. Hun svarede ham ikke, stod blot fra ham med bøjet hoved. Hun knyttede let hænderne som han vendte sig og begyndte at søge tilbage til sit kontor. han forventede at hun fulgte efter ham men hvor havde hun bare allermest lyst til bare at vende rundt og søge den anden vej. Hun gjorde det dog ikke. Hun stod lidt før hun fulgte ham med rolige skridt til de nåede kontoret. Hun lod ham søge ind først og gik så selv ind efter ham. Hun lukkede døren men søgte ikke ind i rummet til jam. Hun stilte sig og lænede sig op af døren med bøjet hovedet. Hun havde ikke lyst til at være her, hun ville ikke snakke med ham. Kunne han virkelig ikke se at det hun gjorde var for det bedste for dem alle. Hun ville ikke snakke med ham, ikke se ham. Hun kunne ikke holde ham ud længere. Et sted så følte hun sig en smule brugt. Stille endte hun med at hæve blikket og betragte ham. Hun sukkede stille og rystede på hovedet af hele situationen. "Hvad vil du sige?" spurgte hun roligt, ja næsten koldt. Det måtte være tydeligt at hun virkelig ikke havde lyst til at være her hvor han var. Hun ville bare videre. Hovedet søgte let på sned som de blå øjne hvilede på hans skikkelse. "Alt hvad du har brug for at vide er i det brev. Jeg har ikke lyst til at være her mere og jeg har i særdeleshed ikke lyst til at hverken se eller snakke med dig, Gabriel."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel, var det uden tvivl hårdt at se hende sige op. Ikke at han ikke forstod hende, for det gjorde han skam. Det var bare ikke lige det her han havde regnet med, og særligt ikke på denne her måde. Han lod hånden falde, da hun rev sin arm til sig. Han bed tænderne svagt sammen. Han gjorde det jo heller ikke for at være ond eller modbydelig mod hende, eller noget lignende, men mere fordi at han selv ønskede at hun skulle kigge på ham. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som de endelig var kommet tilbage på kontoret. At hun end ikke ville kigge på ham, var en tanke som gjorde ham trist, for ja.. han vidste godt, at han havde dummet sig, men var det her ikke at trække den lige lovlig langt? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var slet ikke sådan her at han ønskede, at det skulle ende, og da slet ikke sådan! Han rystede på hovedet. "Jeg kan forstå at du er vred og frustreret Aya, men jeg havde nu alligevel regnet med, og forventet ikke mindst, at det her var noget som vi kunne snakke fornuftigt omkring," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Gabriel forstod godt, at hun ikke ønskede at være der, men at hun havde taget det på den måde, var heller ikke noget, som direkte gav nogen mening for ham i den anden ende. Hans blik søgte direkte hendes med det samme, inden han tog et skridt mod hende. Han knugede om hendes brev. "Regnede ud ærlig talt med, at jeg bare ville lade dig sige op og bare tage afsted? Vi er nødt til at snakke om det, og få det snakket igennem, Aya. Det må du da kunne forstå," sagde han direkte. Var det svært at forstå? Han havde jo aldrig været ude på at gøre hende noget ondt.

[Aya Keena]

Aya havde virkelig ikke lyst til det her. Hun var ligeglad med hvordan han havde det omkring det hele. Hun kunne ikke mere. Det her var simpelthen for hårdt. Hun ville ikke mere. Et svagt suk undslap hendes læber. Hvad skulle hun dog stille op med ham? Regnede han bare med at hun ville smide sig på knæ som hun plejede? Nej! Hun nægtede det. Hun ville ikke stå model til det mere. Hun værdigede ham ikke et blik. Det var for svært det hele. Hun kørte en hånd igennem hendes røde hår ved hans ord. Et lille grin kom over hendes læber og hun rystede på hovedet. "Der er intet at snakke om, Gabriel. Jeg er ikke interesseret i at snakke med dig. Det var derfor jeg efterlod et brev i stedet for at komme og snakke med dig. Kan du i det mindste ikke bare give mig den fred som jeg så brændende søger?" spurgte hun roligt og hævede blikket. Der var ingen følelse, hun var ikke trist, ikke glad, intet. Hun kunne det bare ikke mere. Det var slut.
Han tog et skridt mod hende og hun tog i børen dog uden at åbne den. Det var et tydeligt tegn til ham om at hun ikke ville have at han kom hende nærmere. Hun blev her til nøds og ej af lyst men hvis han gik alt for tæt på hende så ville hun bare forlade lokalet. Lige nu var de her fordi hun ville det og absolut ikke fordi han ville det! Hun rystede på hovedet. "Jeg er ikke nød til noget som helst med dig. Forstå mig ret, jeg er ikke sur over at du er sammen med Silia. Jeg synes at det er fantastisk at i elsker hinanden og at i har fundet ud af det. Hvad jeg er sur over er den måde det blev gjort på. For dig var jeg intet andet end en selskabs pige. Jeg har været for dig som jeg har været for et utal af slaveejere før dig. Bruger mig fordi forholdet knaser og bagefter kan jeg kasseres. Men du er værre. Du gik ind i mit hoved, lod mig tro at jeg var noget værd, hviskede søde ting i mine øre. Jeg er mildest talt skuffet over dig! Skide værd med mine følelser, de kan heale. Men min respekt har du mistet. Den eneste grund til at jeg bliver i Procias er på grund af Carlisle, ikke dig. Realiteten er at jeg aldrig har betydet noget. Blot en slave, et nyt stykke legetøj. Jeg har ikke mere at sige. Hvis du vil undskylde mig. Jeg skal pakke mine ting." Hun vendte sig fra ham og greb i døren. Hun magtede ikke mere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stod nærmest bare og stirrede efter Aya ved hendes ord. Ord alene, som havde den samme effekt som var det en lussing direkte mod hans kind.. igen og igen. Han vendte blikket væk fra hende. Hun havde tydeligvis taget det her tungere end hvad han selv havde, og han vidste godt, at det her heller ikke ligefrem var heldigt, at det som var sket, rent faktisk var sket, men nu kunne han jo heller ikke ligefrem tage tilbage i tid for at gøre det om, uanset om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse. Nu måtte hun simpelthen stoppe! "Jeg forventer stadig at du tiltaler mig korrekt, Aya," sagde han kortfattet. Hvis det var sådan at hun ville snakke til ham, så måtte hun også tage konsekvenserne af dette.
Ordene slog uden tvivl hårdt, men hvad pokker skulle Gabriel kunne gøre ved det? Han ville bestemt ikke påstå at han var en om denne sag, selvom det var ham, som havde taget det endelige skridt, som havde ødelagt det hele i den anden ende, men han kunne nu heller ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Han knyttede næven mere og mere, inden han vendte blikket væk fra hende. Han var jo heller ikke ligefrem ude på at gøre det ubehageligt eller noget lignende for hende, for det havde aldrig været hans hensigt eller intention med noget af dette. Han trak vejret dybt. "Lyt, Aya," bad han direkte, inden han direkte vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hans blik udstrålede intet andet end alvor. Han havde uden tvivl fået nok nu, og det markerede han vel også tydeligt? "Jeg er ked af, at den slags er sket, men at påstå at det er en manglende respekt for dig, og at jeg har holdt dig for nar, finder jeg mig dog ikke i. Jeg holder stadig fast på, at du har en ekstrem stor betydning for mig, og at du har gjort meget for mig. Du skal endelig ikke komme og tro andet. Jeg er ked af, at det har taget denne drejning.. men hvis du virkelig ønsker at forlade stedet.. Så gør det.." Han kunne ikke stoppe hende. Han kunne jo ikke ligefrem nægte at tage imod hendes opsigelse og se hende rejse, men den tone som hun havde taget i brug, fandt han sig bestemt ikke i!

[Aya Keena]

Hun havde taget det tungt. Det benægtede hun ikke. Hun elskede ham, havde gjort det længe og det vidste han. Han elskede sin kone og alligevel havde han ligget og hvisket søde ord i hendes øre. Fortalt hende alt muligt. At være ked over at man ikke kunne få manden man elskede var en ting men det han gjorde var decideret knusende. hendes blik søgte i gulvet mens hun snakkede. Det gjorde ondt at sige men det var sådan det var. Hun følte sig brugt, virkelig helt og aldeles brugt af ham. Hvorfor havde han ikke bare kunnet skubbe hende væk når han alligevel elskede Silia? Han vidste hvordan hun havde det med ham. Hans ord satte et klart ubehag i hendes krop og hendes blik søgte hans skikkelse med det samme. "Som De ønsker, Deres Højhed." Den kolde tone var ikke til at tage fejl af. Tanken om at tage afsted i aften poppede ind i hendes hoved. Det har gjorde det bare ikke bedre.
Hun vidste at det havde været deres begges fejl men han havde ikke ligefrem gjort det hele bedre. Den måde han havde været på overfor hende, han vidste hvordan hun havde det med ham og alligevel havde han gjort det. Hun lyttede til hans ord og slugte dem alle sammen til sig uden at rokke sig en smule. "De vidste hvordan jeg havde det. Jeg fortalte Dem det tydeligt tidligere. Jeg elskede Dem. Mit hjerte bankede for Dem. Jeg tog min afstand men det måtte jeg jo heller ikke. Dette er ikke kun Deres skyld men tror De at De gjorde det bedre ved at gøre som De har gjort ved vores møder?" spurgte hun fast. Hans ord prællede af på hende. Hun kunne ikke tillade sig at blive påvirket af dem. ikke længere. Den høflige tone holdt hun dog hvis det var da han ønskede. "Jeg ved at De elsker Deres konge og jeg er glad på jeres vegne. Lev lykkeligt forevig. Jeg synes bare ikke at den måde De behandlede mig på efterfølgende var i orden. Jeg har set det sket et utal af gange. Jeg er god nok til at bekræfte Deres selvtillid, til at få Dem til at føle Dem som værende elsket. Det er det jeg er god til. Det er derfor jeg eksistere og jeg vil aldrig blive til andet. Jeg burde have holdt fast i det da jeg kom her. For det at have en betydning betyder åbenbart at man også kan føle sig brugt og trampet på og det er den følelse jeg sidder med ...." Hun tab kort og trak vejret. Hun var nød til at få det hele med. "Jeg har aldrig troet, aldrig håbet og aldrig drømt om at De ville forlade dronningen. Jeg ønskede mig aldrig nogensinde et forhold til Dem. De havde brug for en ven og det endte med at stille mig i en yderst ubehagelig situation. Konger og tjenere skal ikke mixe og jeg ... Jeg må finde mig et slavehold hvor jeg høre til." Hun sukkede stille og åbnede døren. Hun stoppede op og vendte blikket tilbage mod ham. Tårerne faldt og forførste gang viste hun en anden følelse end vrede. "Jeg håber virkelig at du og Silia er lykkelige, Gabriel. Jeg ønsker jeg alt det bedste som jeg altid har gjort. Hvis jeg havde vidst at du kunnet have fundet på det der skete i pejsestuen så havde jeg aldrig sat mig i den position. Du havde været ensom, ja, men dette ville ikke have været sket." Hun tørrede øjnene og sukkede. "Du vidste jeg var forelsket i dig og alligevel bragte du mig tættere og tættere på. Jeg har aldrig følt noget som helst for nogen før så jeg kunne ikke distancere mig på nogen som helst måde. At jeg forlader slottet er det bedste for alle parter. Silia behøver ikke se på kvinden hun fandt sin mand med, jeg slipper for alle blikkene og alle rygterne og du ... Du slipper for at komme i den situation igen. Farvel Gabriel Nicomendes. Farvel for altid" endte hun stille men grådkvalt. Hun forlod kontoret da hun var færdig og søgte mod sit værelse. Hun skulle have pakket sine ting, sove en nat og så ville hun forlade stedet. Dette ville være hendes sidste nat på Castle of Light.

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det var en hård situation for hende at stå i, og det var også tydeligt noget, som hun havde gjort tydeligt for ham, og særligt på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Hun var fast besluttet. Alene det, var da tydeligt for ham at se. Han bed tænderne fast sammen og rystede så endeligt på hovedet. Han strøg hænderne over ansigtet og rystede så endeligt på hovedet. Kunne hun ikke se, at hun selv ødelagde det i øjeblikket? "Jeg ved godt, at jeg begik en fejl, Aya, men prøv dog at se lidt på det, fra en anden side.." Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han havde begået en fejl, og alene det, var end ikke noget, som han var bange for at indrømme i den anden ende. Han sukkede let og rystede så endeligt på hovedet. Det gjorde ondt på ham, at se hende på den måde, og særligt når han vidste, at han selv var skyld i det, men det ændrede dog ikke på, at han forventede, at hun kunne tiltale ham ordentligt.
"Jeg elsker min hustru, og det er der intet galt i. Jeg er virkelig glad for dig, Aya, og derfor skal du da naturligvis vide, at jeg gør dette, fordi at jeg føler at det er rigtigt. Det som jeg gjorde, var ikke noget som skulle være sket, og for det, så er jeg ked af det. Jeg kan ikke være med til at afgøre for dig om hvad der er bedst, og hvis du finder det bedst at forlade stedet, så må du gøre det.. Det er dog mod mit ønske," pointerede han med en sigende mine. Løgn var det jo trods alt heller ikke, selvom det var en tanke som rent faktisk ville gøre ham trist. Men nok om det.. Han ville jo heller ikke ligefrem den måde, som hun talte til ham på. Han søgte hen til skrivebordet, hvor han satte sig ned i stedet for. Hans fingre sitrede.. han var ked af det. Naturligvis var han ked af det, men selv for ham, var der utrolig mange ting, som han selv måtte gøre op med sig selv om. Silia var naturligvis den kvinde, som han ønskede at satse på. Hun var jo for pokker hans hustru. "Det gør mig naturligvis trist at se dig føle sig nødsaget til at tage denne beslutning.. Men jeg støtter dig i det.. Må du få det godt derude.. og forhåbentlig, så håber jeg på, at vi igen vil stå ansigt til ansigt engang," sagde han ærligt. Det ville uden tvivl blive underligt for ham, at skulle undvære hende.. Ingen tvivl om det, men hvad skulle han da gøre ved det? Det var lidt det, som gjorde ham trist. Han lod hende gå.. Hans hjerte hamrede fast mod hand bryst. Det gjorde ondt, men det var nok til det bedste.. Gik han da ud fra, nu hvor hun havde valgt at tage den voldsomme afgørelse.

//Out