The Pray Strikes Back

[Deleted]

Corina var i den grad som ingen anden kvinde, hun var noget for sig, både unik og skingrende skør, det var nok derfor de fleste fandt hende interessant, hvilket endte blev til en af de bedre dage i deres liv, eller deres sidste. Hun lukkede sine lår om hans hofter og lod de fine ravnsorte lokker glide kildende over hendes skuldre ned mod ham, som de indrammede det kønne ansigt med de uhyggelige kolde øjne som næsten virkede mere hvide end grå. Corina elskede at lege med ilden, og der blev gjort en udfordring ud af dette, hvilket hun bestemt ikke ville lade passere, nej det her skulle nok blive sjovt og ganske underholdende. Roligt lænede hun sig helt ned mod ham, lod sine læber næsten strejfe hans, som hun hviskede blidt og intenst ind mod dem:
"Åh du skulle bare vide Marcellus." Stemmen var forførende og kærtegnede næsten hans navn, hun lod sine læber strejfe hans kort, inden hun satte sig op og så ned mod ham med et drillende og triumferende smil. Det var sjovt at lege, det var noget af det bedste og han legede jo med, så var det blot at se hvor grænsen egentlig måtte gå. Corina sukkede dybt, inden hun kort vuggede sit skød hen over hans som hun sad over, hun studerede ham blidt, inden hendes fingre vandrede ned over hans brystkasse. Hun ville se dyret i hans ene del af hans væsen, hun ville se vampyren give efter og hun ville mærke det, på sin egen krop. Så meget som hun elskede smerte, så meget kunne hun også elske den, under de rette omstændigheder naturligvis. Desuden var hun blevet van til meget i løbet af de mange århundrede med en voldelig ægtemand. Han skiftede emne, det morede hende, det var jo en god måde at holde sig stabil på.
"Jeg kan også skifte emne, men helt uden ord!" Lo hun blidt, næsten sukkersødt, inden hun lod hånden glide op af sit eget ben som hun trak kjolen med sig, lige så hendes lår blev blottet og et bælte med en dolk sad fæstnet om det fyldige lår, hun trak dolken blidt og så på den med et fascineret og fængslet blik. Og så lod hun den tale for sig, lod blande møde hendes kraveben som hun lagde hovedet bagover og brød sin egen hud, hele vejen ned igennem hendes kavalergang, til kjolen forbød hende at gå længere. Hun smed den fra sig, op over hans hoved og blev siddende sådan lidt, nød den svien det frembragte, nød følelsen af de små bloddråber som piblede ned imellem hendes bryster. Skingrende skør, helt sikkert en stor del af hendes personlighed, og hun forstod at lege farligt og tage den til det lettere ekstreme.

[Deleted]

Da hendes læber rørte hans flygtigt og hun sad sådan, kom et smil frem på hans læber. Hun var mindst lige så flirtende og forførende som han selv kunne være. Han kunne intet gøre, han var sulten og afkræftet. Han kunne ikke fjerne hende om han så ville det. Hun havde kontrollen og han kunne intet gøre ved det. Dog fortalte han ikke dette, han fortalte ikke at han var for svag til at give hende kamp. Han vidste at han ville få mere styrke hvis han gav efter for hans sult, men så ville han tabe denne lille udfordring. Marcel betragtede hende. Hun forstod virkelig at bruge sit kropssprog på den rigtige måde, det fandt Marcel faktisk yderst fascinerende. Denne kvinde var helt klart noget særligt og jo mere hun fremlagde af sig selv, jo mere så det ud til at Marcels interesse blev vækket. Magtfulde kvinde havde det ofte med at se ned på mænd, spille med musklerne. Dette var noget Marcel fandt meget banalt og unødvendigt. Men denne kvinde udstrålede styrke og samtidigt en drilsk forførende og udfordrende aura. Dette var bestemt ikke noget Marcel så tit. Hun virkede ikke til at se ned på ham fordi han var en mand, hun fandt det ikke nødvendigt at spille med musklerne. Marcel grinede en smule da hun sagde hun det sidste. Dog bed han sig selv i underlæben da hun skar i sig selv. Hendes blod duftede så vidunderligt. Han kunne mærke at hans hugtænder sprang frem og hans øjne blev røde igen. Han kiggede på hende med hans skæve og charmerende smil. Han grinede en smule og sagde roligt '' Interessant tegnsprog.. Eller er vi over i billedsprog? ''. Marcel brummede lidt og hans øjne blev normale og hans hugtænder forsvandt. Han smilede drilsk '' Der skal desværre mere til, frøken ''. Han følte sig så svag lige nu. Kan brugte alle sine kræfter på at holde sig rolig og fattet. En svedperle dannede sig på hans pande og få på hans hals. 

[Deleted]

Blodet gled stadig ned af hendes snit som havde været okay dybt, hun valgte at læne sig frem og lade dråberne dryppe ned mod ham, hvor de ville lande vidste hun ikke. Med en blid bevægelse, fjernede hun selv noget af blodet med en finger og suttede blidt på den, jernsmagen ramte hende straks, men hun kunne rent faktisk godt lide det og det var mange år siden hun fandt ud af det for første gang. Corina bed sig i læben og så ned mod ham med et lokkende blik. Inden hun rent faktisk lænede kroppen helt ned mod ham og lod sit bryst hvile over hans udsyn, hendes blik gled ind i hans, hun smilede drillende.
"Det er jeg slet ikke så sikker på kære, ser du, jeg ved hvor meget du har lyst til at lade din tunge fange et par enkelte varme, søde, velduftende dråber af mit blod. Lyst til at give efter og tage det du gerne vil have, det du har brug for, det din krop skriger efter."Hendes hvisken var forførende og lokkende, hun pressede bevidst sine bryster sammen og fremtvang endnu mere blod som gled lystigt ned af hende. Det var noget være griseri, men hvad pokker, man kunne altid vaskes, eller slikkes ren, tanken fik hende til at smile med ballademagertræk igen, uf hun nød det her! Hendes hofter vuggede blidt et par gange som hun satte sig lidt mere til rette og lod sine fyldige lår presse mod hans hofter, her sad hun jo meget godt, selvom hun sådan kæmpede for at få ham til at overfalde hende. En kølig vind gled ind over dem og fik hende til at sukke blidt, hun elskede at være udenfor, og nu hvor hun intet hjem ejede, var det også der hun var mest, med mindre Zean var inde døre og hun var i tjeneste. Al tanke på forretning var i baggrunden lige nu, det kunne de altid diskutere, lige nu var hendes mål at få ham til at knække, give efter. Hvorfor hun legede sådan med livet, tja, det var sjovt? Og så havde hun ikke meget at miste. Desuden havde hun jo stadig en følelse af at når det endelig kom til stykket, skulle han nok kunne stoppe sig selv, om hun så var halvdød og fik pænt brug for hjælp var en anden side af sagen. Det var jo at lege med et vildt dyr som let kunne komme ud af kontrol normalt, så hun var godt klar over konsekvensen, det holdte hende ikke fra at gøre det alligevel, det var der jo intet sjovt i.

[Deleted]

Marcel betragtende hende. Hun virkede ikke bange eller nervøs. Hun vidste nøjagtig hvad hun havde gang i. Hun vidste nøjagtig hvor farligt det var. Hun legede med ilden. Marcel kunne kaldes mange ting, men hans største styrke var at hans hoved altid vandt over hans lyster. Dette gjorde ham til en speciel person. Der var bestemt ikke kun gode ting ved dette. Han havde svært ved at binde sig og stole på andre. Men det var svært at udnytte hans lyster imod ham. Men ingen er uden grænser og Marcel var bestemt ingen undtagelse for denne regel. Han havde udvist den største form for viljestyrke, men en løve kan kun blive skubbet op i et hjørne for så længe. Hans øjne lyste rødt og hans hugtænder kom frem. Hans muskler i kroppen strammede sig og hans blik blev meget faretruende. Dog sagde han med en underlig rolig og fattet stemme '' Jeg foreslår de stopper denne leg, for jeg kan ikke svare på konsekvenserne hvis de bliver ved ''. Han kunne mærke hvordan den del af ham der var vampyr hamrede og bankede for at styre i ham. Hvordan hans sanser og kræfter blev forøget. Hvordan hans puls blev rolig og hvordan hans tanker blev målrettet. Dette var bestemt en del af Marcel der burde være at frygte. Sidst han var gået i en blodrus var det endt i tolv døde. Han var først rigtigt kommet til sig selv siddende indsmurt i blod og indvolde. Han huskede hvordan han havde kigget rundt og set mennesker flået fra hinanden. Arme og ben der lå spredt rundt omkring, som var de eksploderet. Han huskede hvordan lyden af dryppende blod fyldte rummet rundt omkring. Når først denne rolige og fattede mand tabte besindelsen var det et sandt monster han blev til. Men Marcel var blevet ældre. Måske ville han være i stand til at stoppe sig selv i tide. Dette var jo en vigtig person for ham og ikke simple bønder.

[Deleted]

Nattens mørke omsluttede deres kroppe som de var der i græsset, hende siddende over ham med et tilfreds smil på læben. Hun måtte søge helt ned mod ham og plante et kys på hans mundvig, inden hun rejste sig brat op og gik et par skridt fra ham med vuggende hofter.
"Det tager jeg som en sejr." Grinte hun, inden hun vendte blikket mod ham og blinkede til ham med et drillende smil legende på de fyldige læber. Corina så mod søen og overvejede at vaske sig, men vendte så rundt mod ham med et smil der igen skreg væk fra ballade. Hendes fingre gled ned langs huden ved siden af blodets bane.
"Skal det gå til spilde, eller vil du udnytte at det er der?" Spurgte hun så direkte udfordrende mod ham, hendes øjne strålede på ny, åh ja, lege lidt yderligere med ilden. Han virkede trods alt til at mangle det og blodet behøvede ikke gå til spilde, nej hun ville tværdigmod nyde det, det var jo lidt forbudt et sted. Corina var langt fra en kvinde som lod enhver mand gøre hvad som helst ved hende, hun havde endda været bundet til den samme mand i flere tusinde af år, og hun var fri nu, havde været det længe og ikke en mand eller kvinde havde fået lov til at dele intime stunder med hende. Men lidt leg var vel uskyldigt? Hun fodrede vel bare en mand i nød. Tanken var hende ekstrem sjov og desuden respekterede hun hans væsen, hun fandt det fascinerende at være afhængig af blod, det var hun jo selv, bare mere på selve det at udgyde det end at drikke det.

[Deleted]

Marcel lukkede sine øjne i det hun rejste sig. Han begik den fejl at tro det var afsluttet. Da hun gik var det som en perfekt bøf der blev fjernet for øjnene af en sultende mand. Da hun sagde det ikke skulle gå til spilde, rejste Marcel sig op med et. Han slikkede sig om munden og gik langsomt over imod hende. Hvis hun absolut ville bringe sit liv i fare, så måtte det jo være sådan. Han havde advaret hende. Marcel kiggede på hende som var hun en gazelle og han selv var løven. Han sagde roligt, næsten beroligende '' Nej. Det skal da bestemt ikke gå til spilde. Jeg har tænkt mig at drikke hver en dyrebar dråbe ''. Han ville ikke holde sig selv tilbage, han var så forfærdelig sulten. Lige da han skulle til at springe på hende og flå hende fra hinanden stoppede han. Han tog sig til hovedet. Det var som var der en indre kamp der foregik i hans hoved. Hun var vigtige i live end død. Hans logik overgik igen hans følelser. Han stillede sig tæt på hende og greb ud efter hendes hofte. Hvis han fik fat ville han trække hende ind til sig og langsomt og sensuelt slikke blodet der rislede ned af hendes smukke krop. Han ville stoppe ved såret og suge lidt blod ud, ikke meget. Normalt ville han nu være i gang med at flå hendes arme og ben af, vride hver dråbe blod ud af hende. Men han holdt sit hoved koldt. Han brugte hver eneste gram af hans vilje. Han mærkede hvordan det kræsede og flåede inden i ham for at give efter. Hvordan hver eneste del af hans krop skreg efter mere, skreg efter at han gav efter. Det var næsten fysisk smertefuldt for ham. Hvis han havde fået lov til dette ville han derefter træde et skridt tilbage. 

[Deleted]

Et sted var det næsten smigrende at blive set på som et lækkert måltid, det fik hende til at le blidt, hun nød det skam og hans ord løb hende fantastisk koldt ned af ryggen. Uf så tæt på den fare der hang mellem liv og død, hun nærede sig på det, nød det til fulde, men måtte virkelig give ham al sin respekt for at han rent faktisk holdte styr på sig selv. Corina smilede selvtilfreds, hun havde vundet, hun elskede magtkampe! Men et sted, havde han jo også selv vundet, og han beviste hvor stærk han rent faktisk var, at han ikke bare var et simpelt dyr. Selvom hans dyriske træk nu klædte ham meget godt, hun lod ham hive sig tæt på, lagde hovedet tilbage og skød brystet frem for at lade såret hun så fint havde skåret komme tættere mod ham. Det sitrede i hendes krop, både at spænding og nydelse, hun sukkede blidt og lukkede øjnene, nød at mærke hans tunge føre sig fra dråbernes ende, helt op til såret som han også tog for sig, men ikke meget, hvilket var en skuffelse et sted, men nok også meget sundt for ham. Det var en fantastisk følelse, hun kunne slet ikke lade være med at smile, bide sig i læben, sukke blidt og nydende, intenst, tæt på døden og alligevel langt fra. Da han var færdig og trådte et skridt tilbage, stod hun kort stille, lod sine fingre glide over hvor hans mund før havde været, inden hun rettede hovedet op igen og lod de ravnsorte lokker glide frem over hendes skuldre. Hun sendte ham et forførende smil, inden hun valgte at bryde deres afstand igen.
"Det var sjovt!" Hviskede hun med sin liderlige sindssyge legende stemme, som viklede sig vej til hans øre, hun kyssede hans mundvig blidt, inden hun gik fra ham igen og søgte mod vandet for at vaske resterne af, så hun så bare nogenlunde præsentabel ud. På vejen vendte hun dog kort rundt, hvis muligheden var der, hvem vidste, måske endte han med at stoppe hende.
"Når, forretning?" Spurgte hun så, som var intet sket, Corina havde sin måde at lege med folk på og hun elskede når de selv deltog. Spørgsmålet var så bare om han var klar til at snakke forretning eller om han ville lege videre.

[Deleted]

Marcel mærkede hvordan hans styrke langsomt vendte tilbage. Hvordan de sidste skrammer fra kampen forsvandt. Han stoppede hende. Hev hende ind igen og slikkede resten af blodet af. Som var hun den mest delikate drink. Da han var færdig og hun sagde om de skulle snakke forretning, lænede han sig frem med et drilsk smil på hans læber. Han lænede sig over imod hendes øre som ville han sige noget til hende. I stedet for at hviske bed han ud efter hendes hals. Hvis han fik fat ville han tage om hende med et hårdt greb. Han ville suge hendes blod langsomt. Som ville han nyde en god bøf og ikke bare mæske den i sig. Følelsen af blodet i hans hals, måden den stillede hans tørst var fantastisk. Han ville ikke stoppe med at drikke hendes blod før hun var blevet svag af blod mangel. Derefter ville Marcel langsomt lægge hende ned og ham ovenpå. Han ville fjerne sine læber fra hendes hals og sige roligt '' Hvis de vil lege. Så kan jeg bedst lide at være ovenpå ''. Marcel blinkede forførende og lænede sig ned for at kysse hende, men lige før hans læber ramte hendes ville han fjerne sit hoved og rejse sig op. Han fik et drilsk og ond blik i hans øjne '' Jeg tror lige jeg ved hvordan jeg vil ~lege~ med dem ''. Hun var bestemt en speciel person. Han måtte indrømme at han var betaget af hendes personlighed. Men en arbejds partner skulle man holde sig på god jord med. Han grinede en smule '' Legen går ud på at jeg aldrig vil kysse dem på læberne. Lige meget hvor vi mødes, lige meget for meget vi møder hinanden, vil jeg ligge op til det, men aldrig gøre det ''. Hun virkede som en sensuel person. Hun havde allerede kysset ham, hvilket han så som et tegn på hun kunne lide det. Han kunne lige så godt tirre hende og holde det spændende, gøre det til en udfordring for hende. Hvis de skulle handle sammen kunne der lige så godt være en leg at se frem til. Marcel lod blidt hans tunge fugte hans læber. Derefter sagde han '' Forretning. Ja, lad os komme til sagen''.

[Deleted]

Endnu engang hev han hende ind til sig, det fik hende til at hvine af grin, hun morede sig og det føltes så fantastisk et sted, hans tunge var guddommelig, om det var ham eller selve situationen vidste hun ikke, men nøj hvor hun dog nød hvert sekund af det. Corina kunne slet ikke falde ned igen, hendes hjerte pumpede afsted, ivrig, spændt, helt oppe og køre, ja faktisk også en smule ophidset rent seksuelt, for hun fandt det forbandet frækt. Tænderne der gled i hende som sank man ned i det blødeste smattede mudder, fik hende til at stønne, hendes knæ gav kort efter under hende, hun havde aldrig mærket noget så intenst! Følelsen var helt igennem ubeskrivelig, hun havde aldrig følt noget så vidunderligt, det var næsten bedre end et almindelig kys, dødens kys, det som alle frygtede. Hun mærkede sin energi svinge bort i takt med hendes blod, det var en følelse som var hende fantastisk, som offer for et majestætisk rovdyr, en ære. Benene gav efter under hende, hun gav et blidt støn fra sig, selv hvis hun ville kunne hun ikke skjule hvor meget hun nød det. Selvom det drænede hende for energi. Det var som en drøm, hun vågnede lidt da hun mærkede græsset under sig og ham over sig, endnu et støn forlod hende da han gav slip. Man skulle tro hun havde fået den største og vildeste omgang og nu var fuldstændig færdig, og smilet på læberne sagde næsten det samme. Hun måtte dog grine af hans ord, ganske lavmeldt og svagt, hun så mod ham og forventede næsten ikke at han ville kysse hende, det ville ikke ligne ham. Dog var hun overrasket over han ville lege, han var da også en mand lige efter hendes hoved! Forretning med ham ville være en leg, det ville blive fantastisk, intet mindre, hun kunne næsten ikke vente! Selvom at det nok ikke var hende han kom til at snakke med, var hun jo i byen og hun ville bestemt søge ham, hun ville føle sig draget. Et blidt suk kom fra hende, hun kunne godt sove lige nu, lige glide ind i en dejlig lille lur og lade kroppen danne blod på ny.
"Jeg glæder mig allerede." Lo hun bare, inden hun sendte ham et træt smil, hun lukkede øjnene blidt i og lyttede til sin egen svage puls, det hele kørte rundt, men hun nød det, det var efterskælv af en begivenhed som mere end gerne måtte gentages! Forretning. Hun måtte smile og nikke lidt for sig selv.
"Jeg tænker jeg fremføre dine muligheder i handel for vores leder, samt dem som føre handlen i selve byen. Jeg vil være mellemmanden og sørger for dig under dit ophold naturligvis. Jeg tvivler slet ikke på at vi nok skal kunne bruge dig!" Mumlede hun stille, mere blev det ikke til, hun havde ikke energi dertil.

[Deleted]

Marcel havde gjort hvad han kunne. Han stod bare og smilede da hun lagde sig til at sove. Han havde fået nøjagtigt det han ville ud af dette møde. Da hun sov, lavede han en usynligheds cirkel rundt om hende. Hvis nu de vampyrer der var efter ham skulle finde hende. Han lagde også et pergament med måder hun kunne kontakte ham på. Han lagde også en liste med de magiske ting han havde på lager for tiden. Derudover lagde han en mulig handlingsplan for samarbejde. Han vidste at de ville kontakte ham hvis denne aftale skulle i hus. Så længe at Corina kunne lide ham var dette jo perfekt. Det var jo i bund og grund en af de bedste måder at få en handel i hus, hvis den højre hånd kunne lide ham. Marcel kiggede på den sovende dødsengel. Hun var bestemt en speciel person, det var der ingen tvivl om. Hun kunne hjælpe ham langt i verden. Spørgsmålet var bare om hun ville gøre det. Marcel rettede sit blik mod himlen. Hendes blod havde givet ham den energi han havde brug for. Nu var det på tide at han drog videre. Det var på tide at hans evigt flugt fortsatte. Han vidste at det bestemt ikke var det sidste han ville se til Corina og det var han glad for. Marcel satte i løb, væk fra skoven og væk fra hans nye bekendskab. Han vidste at der en dag ville være et valg. et vigtigt valg. 


//out//

[Deleted]

Hans forsvinden var intet hun ænsede, hun var langt væk, kroppen arbejdede på at få hendes styrke igen. Og så havde hun sovet værre steder end i græs, så søvnen var fantastisk. Der kom flere fredfyldte suk fra hende, hun vendte sig et par gange, men ellers lå hun som død der i græsset. Dog var hun uforstyrret og da hun vågnede igen, så hun lidt rundt efter ham, dog med et smil på læben, han var stukket videre og kunne hun bebrejde ham? Hendes fingre gled over tingene han havde efterladt hende, hun læste nogle af tingene igennem, smilende, nikkende, godkendende, det var bestemt ikke det sidste hun så til ham! Desuden var hun sikker på at Zean ville bifalde dette, men det skulle naturligvis fremføres først, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Stadig for svag til at skulle flyve hele den vej, valgte hun at gå imod den nærmeste by for at få sig et kroværelse at genvinde lidt flere kræfter på, blodet blev jo ikke dannet helt vildt hurtigt, selvom hendes krop var okay stærk. FLyveturen hjem var lang og hård med ting i armene. Corina glædet sig til deres næste møde, hun ville nok få ham kaldt til Paggeija for at møde Zean, derefter kunne han jo altid crashe hos hende, hvis det blev nødvendigt, hun ville hellere end gerne huse den fare der lå i ham. Bare tanken kunne få hende til at klappe ivrigt i hænderne.

//out