The Pray Strikes Back

[Deleted]

Marcellus var atter på flugt fra hans faders agenter. Denne gang havde de sluttet sig sammen med nogle dusørjægere fra Dvasias, hvor han også var eftersøgt af selveste dronnings rådgiver. Han vidste at skoven ville være hans bedste chance. Han brugte sin vampyr hastighed til at bevæge sig afsted, desværre for ham var alle hans forfølgere også vampyrer. Den eneste forskel var at Marcellus træk vejret og derfor ville miste pusten hvor de ikke ville. Han var presset. Jaget af otte vampyrer, der alle var trænet til at jage et bytte. Han kastede en besværgelse imens han løb '' stikmata ravnica estarmus ''. små huller i hans hud dannede sig og bitte små sorte ravne indsmurt i hans blod fløj fra ham i tre retninger. Han vidste at skoven ville blokke deres udsyn til ham og de ville jagte ham via lugt. Derfor måtte han dele sin lugt op. hans healings faktor lukkede hans sår igen. Han hoppede op i et træ. Han sad stille og hev efter vejret. Han så tre vampyrer springe op foran ham i træet overfor ham. Ham smilede charmerende og skævt. Hans plan så ud til at virke, de havde delt sig op. Marcellus sprang ned på jorden igen og trak sit sværd. Han sagde med en rolig og fattet stemme '' Så kom, min fader.. Og Dvasias agenter må kunne gøre bedre end jer.. I er jo ynkelige ''. Hans ord virkede og de sprang imod ham. Marcellus satte af i et spring tilbage og kastede en besværgelse mere, dog ikke uden tanke. Hans spring ned på jorden var ikke for at stå på jorden men for at vurdere afstanden til jorden fra træet og retningen han skulle rette sin besværgelse for at ramme dem når de stod hvor han var springet tilbage fra. Han sagde '' Explotio maximo objektus gigante ''. Den tykke gren han før havde stået på sprang i luften, han satte eksplosionen sådan at træ splinterne ramte de tre vampyrer. De skreg i smerte. Marcellus udnyttede perfekt muligheden og satte af imod dem. Han hev sit sværd frem og i tre kraftfulde og elegante sving skar han hovedet af vampyrerne der stod overrasket og i smerte. Marcellus landede elegant og fint på hans ben på den anden side af dem. De stod helt stille og imens deres hoveder faldt fra deres kroppe svingede han sit sværd mod jorden så blodet gled af det. Ham satte sværdet i jorden og lavede en cirkel omkring de døde vampyrer og satte på knæ i midten. Han begyndte at side udtale ord til et kraftigt ritual '' Carnia blotia explosia entria vituala maximo ''. Sved begyndte at danne sig på hans pande og det var til at se på ham at dette var en besværgelse der tog ufattelig meget på hans kræfter '' Incaptio.. Otega.. Barria ultima ''. Sort energi flød fra ham og ud i cirklen og forsvandt ned i jorden. Marcellus vidste at de sidste ville have hørt eksplosionen og snart ville være der. Få sekunder efter hans ritual var færdig kom frem vampyrer løbende. De stoppede da de så deres døde venner og Marcellus sidde på knæ. Først tøvede de over at se deres døde venner, men da de så hvor afkræftet de så Marcellus så ud løb de imod ham. Den første nåede ind i cirklen og slog Marcellus så han fløj ud af cirklen og ramte ind i et træ med så stor en kræft at træet knækkede. De sidste fire hoppede også ind i cirklen for at se til deres venner. Marcellus lå og blødte ud af munden. Han hostede og kiggede på dem og begyndte at små grine. Vampyren der havde slået Marcellus sagde '' Hvad griner du af mide.. Du er færdig! ''. Vampyren gik over imod Marcellus, men da han nåede enden af cirklen kunne han ikke komme videre. Marcellus rystede på hovedet og sagde svagt '' Ser du.. Jeg har bundet den cirkel i står i ved hjælp af jeres venners blod.. Ingen vampyrer der træder ind i cirklen kan træde ud indenfor de næste fem minutter.. Eftersom jeg kun er halvt vampyr.. Derudover.. Vil der ske en eksplosion efter en vampyr forsøger at træde ud af den ''. Sandt nok, de tre døde vampyrer begyndte at gløde sort og kort tid efter eksploderede de i et ild helvede. Da ilden faldt var der kun aske at se inden i cirklen. Marcellus lagde sit hoved tilbage og hostede. Han havde vundet i dag, men det havde taget alt hans snilde og alt hans kræft.

[Deleted]

Det havde været en nat hvor hun havde haft brug for at komme lidt væk fra al opbygningen, de mange spørgsmål, alt sammen og Zean havde ikke haft brug for hende i lige denne tid. Så hun havde taget sig den frihed at sprede sine sorte vinger og få luftet fjerene, ja generelt hele hendes krop. Fødderne var bare, hun følte sig fri uden fodtøj og derfor holdte hun sig altid fra dette, det havde gjort hende til en med et rimelig stærkt immunforsvar. Med stærke og hårde vingeslag gled hun yndefuldt igennem luften, hun var fri, det var en fortryllende følelse. Kjolen hun bar var sort og lang, når hun stod på jorden slæbte den langt efter hende. Ryggen var bar og der var plads til hendes vinger, den var samlet med to snore bag hendes nakke, lavet af det fineste tynde bomuld. Sværdet hang i hendes bælte som lå om hendes hofter, klar til kamp hvis det skulle være en nødvendighed. Corina blev forstyrret da noget under hende bevægede sig hurtigere end hun kunne blinke næsten, det fik hende til at hæve et slankt øjenbryn og undre sig, det kunne næsten kun være et væsen, vampyrer. Dem havde hun ikke haft meget med af gøre, så hun blev nysgerrig og fløj i den retning de var løbet. Efter en lettere lang tur, gled hun ned igennem luften for at lande, hun havde hørt smerten og næsten følt døden i sig. Det havde fået hende til at smile lysten, hvem legede uden hende?! Da hun endte elegant mod jorden, var alt overstået, hun havde hørt braget, det havde undret hende og det stod stadig malet i hendes ansigts folder. De lysegrå næsten hvide øjne hvilede mod en skikkelse som lå og hostede? Vingerne foldede sig bag hendes ryg så de ikke flagrede rundt, inden hun satte i rolig gang mod ham, hun så rundt på hans arbejde, ganske smukt. Der lå et smil der skreg af ballade og fryd på hendes fyldige læber.
"Jagtet af vampyrer, det kan ikke være rart. Brug for en hånd?" Spurgte hun stadig med et smil på læberne, hun var bestemt ikke en man burde være tryg ved, men var nogen dødsengle det? De ravnsorte lokker lå om hendes skuldre og hvilede. Løst hår, løs kjole, bare fødder, en flyvetur, åh det var livet!

[Deleted]

Marcellus kiggede til siden og så denne smukke dystre engel så der. I et øjeblik troede han det var en dusør jæger mere, men da hun spurgte om han havde brug for en hånd, viste der sig et skævt smil på hans læber. Marcellus fik kæmpet sig op og sidde, han lænede sig mod træstubben han sad op af. Han hostede lidt, han kunne dog mærke at hans krop healede sig selv, dog langsommere på grund af alt den kraft han havde brug. Marcellus sagde med en rug, svag stemme '' En hånd ville være velkommen, frøken ''. Han var yderst veltalende og havde sine manere i orden. Han var helt klart ikke en bonde, mere end noble at vurdere ud fra hans veltalende facon. Marcellus kiggede rundt på kamp pladsen. Dette havde været en af hans bedre dage, så mange vampyrer at tage ud alene. Han blev lidt overrasket over sig selv. Han havde brug sin hjerne, sine taktiske evner og hans normale evner til deres fulde potentiale i dag. Det havde været en god dag. Endelig kunne han slappe en smule af. Han kiggede på sit sværd der sad i jorden tæt ved cirklen der nu kun indeholdt bunker af aske. Sværdet stod og dryppede med blodet fra de dræbte vampyrer. Marcellus læber dannede et charmerende skævt smil, hans dybe mørke øjne betragtede den smukke engel foran ham. Han sagde med en lidt højere stemme '' Marcellus LaPiera Black... Til deres tjeneste frøken.. Jeg beklager mine manere, men jeg er desværre ikke i stand til at tilbyde dem et buk ''. Han grinede lidt efterfulgt af et svagt host. Hans indre var næsten healede helt. Dog var det til at se på ham at han var udmattet, det havde taget hårdt på ham at kæmpe mod så mange. Marcellus rakte en hånd frem imod hende.

[Deleted]

Det var ikke tit hun sådan gav hjælp til andre, ikke uden bagtanker, men her, bare der faktisk ingen, blot en beundring af et værk som hun aldrig havde set mage til. Da han sagde ordet frøken kom hun til at fnise, hun lagde en hånd over munden og slog blikket kort ned og så så mod ham med et undskyldende blik.
"Undskyld mine manere, jeg er for nylig blevet enke. Så ordet frøken er lang tid siden et ord jeg har hørt rettet mod mig selv." Lød det muntert fra hende, hun virkede ikke til at være specielt ked af dette, hvilket nok var fordi hun selv havde slået manden ihjel. Selvfølgelig med tilladelse af deres leder, endelig en grund til at gøre noget hun havde længdes efter i så frygtelige mange århundrede. Hun gled helt hen til ham og rakte ham hånden for at støtte ham i at komme op igen, han skulle nok ikke være lige her hvis nogen blev sendt efter dem der i forvejen var sendt efter ham. Hendes blik gled kort rundt. Gad vide hvorfor de egentlig var efter ham?
"Corina Mathilius Darkheart. Og alt forladt. Skulle vi ikke se at få dig et sikkert sted hen?" Spurgte hun så blidt, inden hun tog hans hånd og hilste på ham med et yderst charmerende smil på læben. Hun så sig over skulderen kort, så håret dansede om hendes hals, hun bed sig i læben og betragtede det hele, allerede nu havde hun så mange spørgsmål, men hver ting til sin tid. Først, måtte de lige få ham væk fra gerningsstedet.

[Deleted]

Marcellus trak ikke på en mine, men da hun sagde hun var blevet enke skulle han lige til at kondolere. Men da han så hun ikke virkede ked af det, sagde han intet. Han tog hendes hånd og rejste sig op med hendes hjælp. Da hun sagde sit navn smilede han igen og svarede venligt '' Mig en ære ''. Han støttede sig op af hende og nikkede til hendes ord om at de skulle se at komme væk. Hun havde ret, de måtte hellere se at komme væk. Først hans sværd, han gik over og hev det op af jorden, stadigvæk støttende op af Corina. Han satte sit sværd i sin sværdskede og kiggede dybere ind i skoven '' Med mindre de har en bedre idé.. Må jeg så være så ubehøvlet at foreslå dybere ind i skoven ''. Han kiggede ind i skovens dyb, hvor træerne blev tættere, hvor natte himlens skær ikke ville kunne nå ned. Han kiggede over imod Corina og smilede en smule. Han havde ikke forventet at nogen ville hjælpe ham. Han var van til at klare sig selv, han var bestemt ikke van til at andre tilbød ham støtte når han var svag. hans blik faldt på hendes hals, hendes puls åre. Han havde brugt mange kræfter og det havde gjort ham sulten. Han kiggede hurtigt væk og hans øjne flakkede et kort øjeblik fra deres normale dybe mørke farve til en lysende rød. Dog blev de hurtigt normale igen. Han var holdt op med at hoste, et klart tegn på at hans healings faktor havde virket. Han tog den friske luft ned i hans lunger og mærkede hvordan hans puls langsomt blev normal igen. Denne kvinde, hun virkede selvsikker og fattet. Hun måtte være en der havde set styrke før. Dog var hun rolig og spurgte ikke løs fra start, hun tænkte logisk. Sikkerhed så tale. En kvinde efter hans eget hoved.

[Deleted]

Navnet var forbundet med forretning, hendes fader var kendt i de kredse og havde stået for meget i Aterlin. Selv havde hun lidt forstand dertil, men var mest af alt mellemmand for sin far før i tiden, før han giftede hende væk. Nu var hun fri igen, men havde fået sig en titel som bodyguard af dødsenglene leder, samt stod hun for en del andet og hjalp til hvor hun kunne. Deriblandt skaffede hun også nye forbindelser så selve forretninger kunne ske mellem byen og folk udefra, igennem hendes far blandt andet, med Zean's tilladelse først naturligvis. Roligt støttede hun ham og hjalp ham til hans sværd, hun så mod skoven som han gjorde og smilede blot.
"Det lyder som en udemærket ide. Vi må finde et sted med vand, måske en nærtliggende å eller sø? Du har lige løbet skoven godt og grundig igennem, lagde du mærke til noget?" Spurgte hun så, afslørede at hun rent faktisk havde set dem og holdt øje, ja og ved at være der, fulgt efter. Corina lagde godt mærke til hans blik ved hendes hals og derefter at han kiggede væk hurtigt, det fik hende til at undre sig, men hun lagde ikke meget i det og valgte at trække på skuldrene i stedet. Den retning han måtte vælge, ville hun hjælpe ham og han bestemte naturligvis hvilket tempo som der passede ham. Selvsikker var hun, fattet, langt fra, nærmere skingrende sindssyg, men det skulle han nok finde ud af til sin tid. Hun var dog god i krig, og logisktænkende var hun også, hendes fortid med en voldelig ægtemand havde fået hende til at vende sig til smerte i stor grad, han havde tit efterladt hende halvdød, for så at lade hende heale. Flere tusinde år var gået på den måde, hun skulle jo helst være dukkekøn at vise frem, men nu var hun fri for store klodsede balkjoler samt sko som var rædselsfulde at gå i. Ingen tæsk dagligt, nedtalen, spytten på, tvungen sex. Intet. Hun var fri, og det var fantastisk!

[Deleted]

Marcel nikkede til hendes ord '' Jeg tror at jeg så en sø et par hundrede meter den vej ''. Han lavede et nik mod syd. vand ville måske være godt, men ikke det han havde brug for. Tanken om blod var langsomt ved at fæstne sig i hans tanker. Han lukkede sine øjne igen. Han var kun halvt vampyr, så han kunne holde trængen nede i lang tid. Men efter så krævende en omgang var trængen voksende hurtigere end normalt. Han tog sit til maven og pustede langsomt ud. Da de nåede til søen gjorde han tegn til at han gerne ville ned og sidde. Da han kom ned og sidde, kiggede han ud over søen. Han prøvede at finde en indre ro, noget der kunne overskygge den voksende trang til blod. Han kiggede på Corina med sit charmerende skæve smil og sagde med den blide rug stemme '' Hvis jeg må være så nysgerrig at spørge.. Hvorfor hjælper de mig.. Og hvordan kan jeg takke dem for deres hjælp, frøken Corina? ''. Marcel måtte finde et emne, noget at snakke om for at fjerne tørsten. Hans krop sitrede stadigvæk af adrenalin på trods af at hans puls var blevet normal. Han tænkte tilbage på kampen, han var kommet langt fra hans unge dage. Men han var efter hånden ved at blive træt af at flygte. Han var træt af at kigge sig over skulderen hele tiden, træt af at tage den ene jæger ud efter den anden. Hans tanker flød over på hans Fader. Det fik han til at rynke sin pande. Det var problemet, han mente ikke han var stærk nok til at besejre sin fader og overtage hans titel som fyrste. Overfor andre mente Marcel at han var de fleste overlegen på stort set alle måder, men ikke hans fader. Han frygtede ham mere end nogen anden.

[Deleted]

Med et roligt nik, hjalp hun ham til søen, hun kunne godt mærke hun var blevet stærkere, men langt fra stærk nok, hun måtte jo blot forsætte sin træning og kæmpe sig videre mod fysisk træning. Forsigtigt hjalp hun ham ned og sidde, hun smilede muntert til ham, inden hun selv satte sig ved hans side og så ud mod søen, hun så mod ham og hans yderst charmerende smil. Nysgerrighed var godt, den måtte han da også gerne have hvis hun måtte. Med små tænkende lyde, endte hun med at læne sig tilbage ned i græsset og hvile armene afslappet med albuerne i jorden og hænderne mod hendes mave, blikket hvilede mod himlen og smilet på hendes læber var igen fyldt med tegn på ballade.
"Først, lad os være dus kære, ingen grund til det formelle, det er bare os to." Lød det drillende fra hende, hun blinkede til ham, inden hun vendte blikket væk igen, hun strakte sin krop blidt og skød brystet frem, svajede i ryggen og strakte tæerne helt ud, inden hun igen lod sig dumpe sammen afslappet i græsset.
"Dit værk, det var værd at beundre. Jeg hørte dem, følte dem, dø. Det var vidunderligt. Hvad jeg ikke ved er, hvordan gjorde du? Hvilket væsen er du egentlig? Og hvorfor fulgte de overhovedet efter dig? Svar på spørgsmålene er tak nok i sig selv. Og så er lidt selskab aldrig skidt sådan en smuk klar nat." Kom det så mystisk fra hende, hun mærkede sit hjerte pumpe hurtigere af iver og spænding, hun ville gerne vide det, ud hvor ville hun gerne vide det. En med hans kræfter kunne godt bruges til lidt af hvert. Der havde været noget over hans navn som havde fået hende til at tænke lidt, det havde lydt bekendt, men for nu havde hun smidt det fra sig. Døden overmandede alt i interessens gang.

[Deleted]

Marcel fulgte trop og lagde sig ned i græsset. Han kiggede mod stjerne himlen. Han vidste at han kunne lyve og fortælle en eller anden historie om hvorfor de var efter ham. Men han valgte at gå med sandheden, hvorfor skulle han ikke vælge at gøre det. Han smilede en smule igen '' Lad os være det.. Jeg takker, man gør vel hvad man skal for at overleve. jeg havde ikke andet valg end at tage kampen op, ellers ville de med tiden have fanget mig. Jeg måtte kæmpe imens jeg havde fordellen og dækning fra skoven. Hvad jeg er.. Jeg er en Varyl, halv Vampyr og halv Warlock. Min mor var en meget stærk Warlock der brugte en sjælden form for magi.. Via udtalelse af selve besværgelsen kan min familie forstærke vores magi.. Min fader.. Det er en anden sag, han er en vampyr fyrste. Hvem der jager mig..Jeg er eftersøgt i Dvasia og eftersøgt af min fader. Så jeg har efterhånden en god del efter mig ''. Marcel grinede en smule og lagde hans arme bag hans hoved. Han havde forkortet historien meget. Han havde ikke fortalt om Macaria. Han lukkede sine øjne og huskede på deres møde. Huskede den dag han blev eftersøgt. Han drejede sit hoved og kiggede på hende og sagde blidt '' Det er sandheden. Jeg håber den er tilstrækkelig.. Hvis du ikke har noget imod det vil jeg gerne spørge dem om en enkelt ting ''. Marcels skæve smil viste sig igen og han sagde drilsk '' er det sandt at skønheder som dig er lige så dødbringende som i er smukke.. For så vil jeg nødigt komme på din dårlige side ''. Han grinede en smule. Han var i godt humør, men hvem ville ikke være det efter at have overlevet det han lige havde gjort. Han kendte hende ikke, men indtil nu havde hun kun vist godt humør så det ville han bestemt gengælde.

[Deleted]

At han rent faktisk talte lige ud af posen fik hende til at smile stort, hun rulle om på maven og studerede ham mens han talte, hun viftede blidt med sine fødder bag sig. Hun bed sig blidt i den fyldige underlæbe og tænkte sig lidt om inden hun ville spørger videre ind til det.
"Hvorfor ikke slå ham ihjel og blive fri for hans tyrani?" Hviskede hun blidt, næsten forførende, hun gled om på ryggen igen og lagde hovedet i retning af ham med et lumsk smil på læberne. Det virkede fint for hende at slå det ihjel som rent faktisk var kilden til ens lidelser, hun kunne ikke lade være med at studere ham lidt, to ganske magtfulde væsner i en. Ikke underligt han var god til kunst i dødens tegn. Hun smilede ved bare mindet om deres smerte som så tydeligt kunne høres og mærkes, selv på afstand. Hans charmerende ord fik hende til at le, mere ondskabsfuldt end hvad meningen var.
"Min dårlige side er ellers min bedste." Lo hun så med et morderisk glimt i øjet, hun lod hovedet søge den anden vej og blottede derved halsen. Det var med vilje, hun kendte nu grunden til hans blik mod hendes hals og nu ville hun se om han kunne styrer sig efter sådan en tur. Corina elskede at lege med ilden, drille i farefulde lege og lade livet komme lidt på kanten, så hun rigtig kunne føle sig i live. Hvis han søgte beskyttelse, kunne hun nok godt finde ud af noget med Zean for en stund, men først måtte hun se hvad han egentlig kunne bruges til, ud over død og ødelæggelse, for dem havde de jo en hel by af som var eksperter deri. Men måske hans erhverv hun endnu ikke kendte, eller en fritidsinteresse?

[Deleted]

Marcel smilede en smule og hold hans blik på hende '' Hvis det var så nemt at dræbe ham, så havde jeg gjort det for lang tid siden. Hvis du syntes at jeg er stærk, så vil du syntes at han er overnaturlig. Men en dag agter jeg at skille mig af med ham ''. Han lagde mærke til hvordan hun blottede sin hals han kiggede hurtigt væk. Han kunne høre hvordan hendes pulsåre bankede. Det var som trommer i hans øre. Han tog sig blidt til hovedet og tog en dyb indånding. Han fjernede sin hånd igen og kiggede mod stjernerne. Han fokuserede på noget andet. Han kunne næsten mærke hvordan trængen til at springe på hende blev større, men han holdt den inde. Da hun sagde at hendes dårlige side var hendes bedste trak han atter på smile båndet. Hun havde humor. Han sagde roligt og fattet '' Nu hvor vi lære hinanden at kende. Har du så noget imod jeg spørg ind til deres erhverv. Ser du, i mit arbejde er det altid rart at have kontakter forskellige steder. Jeg er en handelsmand ser du. Ikke din normale handelsmand, jeg sælger og bytter.. Specielle varer. Magiske genstande for at være mere præsis '' Marcel satte sig op. Han var blevet rastløs. Han kunne næsten ikke sidde stille, han måtte have blod. Han rejste sig langsomt op og kiggede ned på Corina med et smil og sagde '' Hvis de kort vil have undskyldt. Jeg har brug for at indtage en smule energi ''. Marcel kunne mærke at han ikke have mange kræfter til at jage, men han måtte vel prøve alligevel.

[Deleted]

Uroen i ham kunne hun mærke, det fik hende til at smile lusket, åh hvor hun dog elskede det et sted, måske ondt af hende, men kunne man forvente meget andet af en dødsengel? Corina lyttede og vendte igen hovedet mod ham, han modstod da indtil nu, dygtig dreng. Hun smilede tilfreds, det var lige det hun havde brug for at høre, alle hendes små tanker og ideer satte sig hurtigt sammen, hun tænkte kun på hvad der var bedst for deres race og deres nyopbyggede samfund. Hun satte sig op med ham og kunne ikke lade være med at smile i fryd, så rastløs.
"Jeg er overbodyguard af dødsenglenes leder, samt en altmulig kvinde, jeg finder forbindelser, bygger byen op, hjælper til hvor jeg kan. Såååå, en handelsmand, siger du, jeg tænkte nok dit navn virkede bekendt. Min fader, er selv inde for handel. Forretningsmand forhen i Atterlin, nu er vi flyttet sammen med vor race som har rejst sig. Magiske genstande lyder spændende, og ganske brugbart! Måske, jeg skulle høre min leder om sådan en som dig kunne bruges i vores nye forbindelser? Måske danne lidt beskyttelse når du trænger til et hvil fra at flygte." Lød hendes ord blide, rolige og med små pauser så det ikke blev for meget på en gang. Corina rejste sig med ham, hun tog et skridt mod ham og greb fat i hans arm, ganske fat og smilede nærmest kælent til ham. Hun nærmest i et glidende skridt, gled helt ind mod ham og plantede sin hånd mod hans bryst. Hjertet bankede kun hårdere og hurtigere bag hendes bryst, hun så mod ham med de kolde øjne som var grå, men næsten så hvide ud på grund af de var så lyse. "Hvad hvis jeg ikke vil have dig undskyldt?" Spurgte hun så drillende med sit smil der prydet af ballade og lumske hensigter. Corina elskede virkelig det her, det var sjovt, rigtig sjovt!

[Deleted]

Marcel lyttede og nikkede forstående '' Det kommer skam an på hvad jeg skal betale for denne beskyttelse for ''. Marcel smilede charmerende og skævt '' Som du kan se, så klarer jeg mig.. Men en handels aftale.. Og en advarsel til andre om at mig og jer er allierede ville falde på et tørt sted.. Jeg er helt åben for forhandlinger.. Faktisk er jeg skuffet over at de eneste der hidtil har prøvet at forhandle med mig var Dvasia.. Og det endte i at jeg blev eftersøgt der ''. Marcel rystede let på hovedet. Han var virkelig en uheldig mand. Han var god til at overleve, man kunne faktisk sige at han var blevet lidt af en ekspert på området. Da hun trådte tæt på ham og tog fat i hans arm, kom hans røde øjne frem igen og hans hugtænder viste sig. Dog stod han stille og roligt og så på hende. Han rystede let på hovedet og hans øjne blev normale igen og hans hugtænder forsvandt igen. Han kiggede på hende med et underligt roligt blik, lidt efter kom et skævt smil frem på hans læber. '' Jeg har været jagtet i mange år, hvis jeg var let at få til at miste kontrollen. Tror du så ikke at jeg ville være blevet fanget for lang tid siden? ''. Marcel smilede charmerende og lænede sig ind til hendes øre og hviskede med en forførende stemme '' Men hvis det er fordi du godt kan lide at røre ved mig.. Så forsæt endelig ''. Marcel træk sit hoved tilbage og grinede svagt, med en drilsk undertone. Det allerførste Marcel havde lært så var det at virke som om han havde styr på alt, ikke at vise hans svagheder. Inden i kunne han ikke tænke på andet end at overfalde hende og drikke hendes blod. Men ud af til så han ud som om han helt havde glemt sin blodtrang. Sandheden var at Marcel altid havde set hans blodtrang som en svaghed og derfor havde han gennemgået dyb træning for ikke at falde til den. Han vidste at når han endelig faldt til den ville han ikke være i stand til at stoppe sig selv igen.

[Deleted]

"Jeg er sikker på vor leder kan se muligheder i din ekspertise Marcellus." Bekendtgjorde hun og blinkede til ham, hun var sikker på at det ville være noget som kunne bruges til byens bedste og det var helt sikkert noget som Zean ville nyde godt af. De røde øjne som kom frem, samt tænderne fik hende til at smile lettere forførende, det klædte ham, på mange måder! Corina var virkelig mærkelig når det kom dertil, men hun elskede fare og hun elskede virkelig det vampyrer kunne, samt deres afhængighed. Hun pressede sig mod ham, lo lavmeldt og morende, inden hun lod ham hviske i sit øre, med en blid sensuel hvisken måtte hun svare på det første.
"Det var før du mødte mig!" Hendes øjne strålede af ballade, lyst og leg, hun havde det morsomt lige nu og elskede det i den grad!
"Med din tilladelse." Hviskede hun blidt, inden hun forsøgte at puffe ham ned i græsset for at sætte sig over ham med et voldsomt bankende hjerte bag den blege fine hud. Øjnene strålede stadig, hun kunne ikke lade være og hun morede sig grænseløst. Lege med farlige væsner var sjovt, og et sted, ville hun gerne få ham til at knække, for ikke tale om hun frivilligt gav ham lov, selvom hun næsten var ved at sprænge i nysgerrighed over hvordan det mon måtte føles at være offer for en vampyr. Dog et sted, stolede hun på at selv hvis han skulle give efter, ville hun ikke være i dødsens fare, hun lige knapt og det ville ikke være første gang, blot for morskabens skyld.

[Deleted]

Denne kvinde var bestemt ikke som de fleste andre, det var sikkert. Hun var meget direkte og tog hvad hun ville have det. Faktisk var en sådan kvinde lige Marcels type. Marcel smilede skævt da hun sagde at det var før han havde mødt hende. Nu måtte han jo se om det vare var ord eller om der var handling bag disse ord. Bare en uge uden han skulle kigge sig over sine skuldre, bare en dag ville være fantastisk. En nats søvn hvor han ikke skulle sove med det ene øje åbent. Han stod helt i denne dejlige drøm da hun skubbede ham ned i græsset Da han landede kom han med et ''uff ''. Han var stadigvæk afkræftet efter kampen og han havde ikke fået noget blod i nu. Han kunne nu se at hun forsøgte at tirre ham, at få ham til at knække. Så nu så Marcel det ligefrem som en udfordring. Hans øjne blev et kort sekund røde og blev så deres normale sorte farve. Han hostede en smule og sagde drilsk '' Finder de det underholdende at nedlægge afkræftede mænd og lege med dem. For så her de godt nok ramt plet, frøken Corina ''. For Marcel virkede hun meget uforudsigelig og det fandt han meget interessant. Dog kunne han ikke helt bedømme om det var fordi hun havde en unik personlighed eller fordi hun var sindssyg. Men hun havde helt bestemt vækket hans interesse for at finde ud af det. Imens han lå der og kæmpede en indre kamp for at holde hans vampyriske side nede kom han i tanke om at dette jo faktisk var en slags diplomatisk møde, hvis han skadede denne kvinde kunne det skade hans mulighed for lidt fred fra at blive jagtet. Det var bestemt en vigtig ting, det fandt Marcel en del styrke i. Han fandt det ikke så svært at holde tørsten nede med. Han sagde roligt og fattet '' Jeg håber da vi finde ud af noget, samarbejdes partnere er aldrig en dårlig ting ''. Et venligt smil viste sig på hans bløde læber. Han kunne høre hendes hjerte banke hurtigt og det fik ham bestemt til at undre sig over hvad hendes næste træk ville være.