Dungeons and Dangers

[Deleted]

Hun lånte noget mere af Aku's styrke også selvom han tydeligt ikke brød sig om det. Ikke fordi han ikke ville dele med hende men mere fordi han var bange for at der skulle ske hende noget nu hvor han ikke var der til hende hjælpe hende. Hun modtog hans styrke og gik derefter i krig med skeletterne. Hvad Marcellus gjorde bag hende havde hun virkelig ingen ide om på nogen som helst måde. Betød det noget? Så længe de bare kunne komme ud i live så var alt ved fryd og gammen. Som tiden gik kunne hun dog mærke at hun blev forpustet. Det var hårdt at holde så mange fjender af en anden person uden hjælp men hun gjorde det. Ikke en eneste kom igennem til ham som hun havde lovet det.
Han blev færdig med sin magi og hun så hvordan alle fjenderne faldt for deres fødder som de livløse skeletter de var. Hun sukkede og endte med at falde på knæ på jorden. Hun var forpustet af helvedes til Dog var det ikke uden omkostninger. Hun blødte. Hun havde stor på armene, bene og på maven der alle var i gang med at heale. De gjorde ikke som sådan ondt. Smerten kunne hun håndtere men hun blev udmattet af at heale så meget. Det var begrænset hvor meget hun kunne tage af Akus energi, især fordi hun aldrig vidste hvad der ville ske når de nåede enden af denne farlige grav. Nysgerrigheden slog katten ihjel og hun havde været nysgerrig nok til at søge ind efter ham for at se hvad der skete og nu var hun fanget herinde. #Ixia?!# Akus stemme var fyldt med bekymring. Hvor ville hun dog ønske at han var der lige nu. Det dumme dyr. Aldrig havde hun troet at hun skulle blive så forbandet afhængig af ham og hans væsen. #Jeg er her endnu, Aku. Nu ikke så kvælende# Den drillende kommentar kunne hun alligevel ikke lade være med at komme med. Som Marcellus snakkede løftede hun hovedet og kiggede på ham. Tage hjem? Var det en joke? "Der er flere problemer med din udtalelse, Marcellus. 1. Jeg tjekkede allerede efter andre udveje efter vi blev lukket inde her. Endnu har jeg ingen set og eftersom jeg ikke kan dit lille magi trick ville jeg bare blive fanget herinde og dø hvilket jeg ikke ønsker. 2. Så har du brug for mig hvis det bliver svære længere nede af vejen. Du kan ikke både lege med magi og beskytte dig selv. Hvis du havde været alene i dette rum havde du højest sandsynligt ikke overlevet. Jeg er ligeglad med skatte og rigdomme men jeg efterlader ikke bare folk til deres død" sagde hun ærligt. Løgn. Det hele var en lodret løgn næsten. Sandt så havde hun ikke fundet nogle andre udveje men hvis hun havde ville hun ikke være bleg for at efterlade ham her og rådne op i al evighed.

[Deleted]

Uden han vidste det var Ixia og ham meget ens. Han smilede blot til hende og nikkede. Hans ord havde bestemt også været til for at fremvirke som en sand helt. Dum og overmodig. Han sagde roligt '' Så lad os træde videre ind i løvens hule ''. Marcel gik hen til døren for enden af rummet og åbnede den. Det syn der nåede ham fik hans øjne til at åbnede sig helt. Lyset nåede jo ind i rummet hvor Ixia stod. Han trådte ind i det nye rum og kiggede rundt. Der var kister med guldmønter og ædelstene, store bunker og andre forgyldte ting. . Dette var helt klart et skatte kammer. Marcel tog en mønt op og kiggede på den. Han vendte og drejede den for at tjekke om den nu engang var ægte. Lidt efter smilede ham. Han skulle helt bestemt vende tilbage og hente denne skat når han fik tid. Problemet var bare at Ixia også vidste at den var her. Det måtte han jo ændre. Denne skat var mere værd end hendes liv. Marcel skulle lige til at sige at de ville hente den senere da noget bevægede sig i en af de store bunker med guldmønter. Marcel drejede sit hoved. Han kunne mærke hvordan magien spredte sig faretruende i rummet. Han troede i første omgang at det var en drage der gemte sig i de store bunker af guld. Men en stor statue af guld rejste sig op i det store rum. Statuen var omkring seks meter høj og det første skridt den tog viste hvor massiv den var da gulvet rystede. Marcel blinkede et par gange og trådte et skridt tilbage. Han sank en klump og sagde med en stemme som stod han ansigt til ansigt med et spøgelse '' En golem.. En guld golem.. Legenderne siger.. At de er immune overfor magi.. Cleo.. Jeg.. Jeg ved ikke hvordan vi skal besejre den her!''. Marcel havde altid frygtet et møde med sådan en konstruktion. Immune overfor magi og yderst dødbringende og stærke. Marcel så ud til at tage sig sammen. Han fik et fast blik i sine øjne '' Vent.. Vent.. Nu husker jeg.. Der må være en conduet. Eftersom den der styre den ikke er her inde kan det kun betyde at der er et objekt her i rummet der giver golemen ordre. Hvis vi kan ødelægge dette objekt vil golemen være uden ordre og gå i dvale.. Cleo.. Jeg ved ikke hvad dette objekt er, men det eminere magi.. Desværre har golemen fyldt hele rummet med magi.. Kun hvis jeg kommer i kontakt med objektet kan jeg vide med sikkerhed om det er den vi søger ''. Marcel sprang væk i det Golemen slog ud efter ham. Guldmønter og ting fløj omkring som dødbringende projektiler da golemen ramte gulvet med sin enorme styrke.

[Deleted]

Det havde været dumt at følge den fremmede ind i hulen. Det havde nok været et af de dummeste valg som hun nogensinde havde truffet. Hun havde bare været for dum og nysgerrig men nu var skaden sket og så måtte hun vel hellere se at finde en måde hvorpå hun kunne komme ud af det igen? Lige nu var han hendes bedste mulighed. Han var let og ferm på fingrene, ikke kun når det kom til fjender men også med magi som hun fandt ud af var ret nyttig. Hans lille forsøg på at få hende af vejen hjalp ikke. Hvis hun havde kunnet troede han så ikke at hun ville være smuttet? Nej der var ingen andre veje af hvad hun vidste af. Hun kom endelig på benene. Hun var træt, bevares men hun kunne stadig svinge sine sværd med god tro. Hun fulgte ham roligt hen til den næste dør som han åbnede.
Guld. Det funglede og skinnede som bare besat. "Wow" endte hun en smule måbende som de begge gik ind og kiggede. Her var nok til at gøre et halt land pokkers rige. Hvis dette var skatten så var hun sgu glad for at hun havde søgt med ham! Lykken var dog kortvarig. Noget bevægede sig herinde. Hun sank en klump da den tykke magiske energi viklede sig om dem og fyldte hele rummet. Det der stod foran dem var et bæst som hun aldrig nogensinde havde set før. En golem lavet af det reneste guld. Hvad pokker kunne de dog stille op foran sådan en? Måske guld var blødt metal men man kunne ikke bare hakke i det! Hun trådte ubevist et lille skridt tilbage. For første gang stod hun med følelsen af at de måske ikke ville komme ud af det her i live. Hun rystede det af sig. Hun var nød til det. Hans ord fik hende til at sukke en gang. Så mange magiske opgaver! Det endte jo med at være hende som stod med alt skraldet. "Jeg ..... Jeg underholder den. Led så hurtigt du kan. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde den hen" mumlede hun stille. Heldigt at rummet var en smule stort. Det gjorde at hun kunne flyve hvilket gjorde det lettere at undvige. Hun samlede en goblet op og kastede den lige i hovedet på den store golem. "Kom og fang mig. Dit store bæst!" Hun kunne ikke andet end at håbe på at den ville jagte hende og ikke ham.

[Deleted]

Marcel langede et stykke væk og kiggede rundt. Der var så mange ting her inde at han ikke kunne tælle dem. Marcel kiggede rundt med et søgende blik. Han havde ingen ide om hvad han ledte efter. Han kiggede på golemen der nu så ud til at gå efter Ixia. Det passede ham fint. Hvis den ikke gik efter ham så kunne han fokusere mere på opgaven ved hånden. Marcel lukkede sine øjne og gav sig til at koncentrere sig. Først lukkede han magien ude som golem udsendte. Han satte sig ned for at finde en indre ro. Han håbede inderligt at Ixia kunne holde den hen, for hvis ikke hun kunne ville han være for fokuseret på magi til at undgå dens slag før det var for sent. Marcel lukkede alle lyde ude. Han begyndte at sidde og mumle en remse. Der gik flere minutter før Marcel åbnede sine øjne. Han kiggede målrettet over imod en kop der lå i en kiste. Han kiggede ikke engang over imod Ixia for at se hvordan det så ud med hende. Han rejste sig op og satte i løb over imod koppen. Da han gik fat i den begyndte han at mumle igen. Sort energi omsluttede sig ham og koppen. Golemen stoppede det den nu var i gang med og vendte sig om og gik med hurtige skridt over imod Marcel. Marcel kom med et højt anstrengt skrig og koppen faldt fra hinanden ligesom golemen skulle til at slå Marcel. Marcel stod udmattet og kiggede op på den nu livsløse golem der stod med sin enorme hånd få centimeter fra Marcels hoved. Han blinkede et par gange og først nu kiggede han rundt efter Ixia. Marcel var ikke en person der bekymrede sig om andre, men hvis det havde lykkes hende at holde sig selv i live så var han yderst imponeret.