Dungeons and Dangers

[Deleted]

Marcellus var som handelsmand af magiske genstande, ude på det ene eventyr efter det andet. Denne gang var ikke anderledes. Han havde anskaffet sig et magisk kort, kun en elver i morgendukkens skær i den fjerde måned, hvert ulige år kunne tyde kortet. Han havde ventet noget tid på at få tydet kortet. Der elveren fortalte ham hvad der stod var et skævt smil kommet frem på hans læber. Legenden om Necromanceren Davaros magiske krone var hvad kortet handlede om. Legenden sagde at den der havde kronen på ville være i stand til at kalde zombier til sin side. Dette artifact ville bestemt være nemt at finde en køber til. Efter elveren havde skrevet lokalisationen på Davaros ruin ned, dræbte Marcellus elver uden den mindste form for anger. Her for tiden var der mange forskellige personer der havde fået en god side frem i Marcellus, men sandheden var at han bestemt ikke var en god person. Han kunne ikke være mere ligeglad med hvem der skulle dø. Bare han fik hvad han ville have. For at fjerne alle spor brugte Marcellus en længere besværgelse for at brænde elveren. Da dette var godt vendte han sine øjne mod kortet. Bjergene var hans destination.

Efter en lang rejse var Marcellus endelig nået til det bjerg, kortet sagde holdt den skjulte Davaros ruin. Marcellus ledte i noget tid der hvor korter sagde det skulle være. Efter lidt søgen fandt han den skjulte indgang og sagde det kodeord der åbnede døren. Da døren åbnede langsomt, lyden af sten der gned mod hinanden gav genlyd på bjerget. En indelukket luft ramte ham. Et klart tegn på at ingen havde været her i lang tid. Da han trådte ind i ruinen var der mørkt. Dog kunne han som halv vampyr se fint i mørke. Han var ikke nået mere end få skridt ind før han trådte på en sted der gled ned i jorden og en pil fløj imod ham. Marcellus brugte sin vampyr hurtighed til at springe væk og derved undgå pilen. Han kunne straks mærke den stærke magi i denne Dungeoun. Auraen betød at dette sted indeholdt aktivt dødsmagi. Tanken var som en irreterende påmindelse *udøde.. Sikkert skeletter eller.. Zombier *. Marcellus rullede med øjnene og trak sit sværd. Hvorfor skulle intet i verden være let. Dette sted var sikkert fyldt med fælder og udøde abominations. Det ville blive noget af et eventyr. Han gjorde sig klar til at gå ind, til at starte dette farefyldte eventyr.

[Deleted]

Ixia strakte sig som hun smed sig ned over den store drages ryg. De havde fløjet længe, fløjet på må og få og intet spændende var sket endnu. Den store drage brummede irritabelt. Han var træt men som hende ønskede han også at der skete noget. Hun gabte en gang og lukkede roligt øjnene i. #Du kunne godt i det mindste lade som om at du er vågen# lød en tvær stemme i hendes hoved. Hendes drages stemme lød i hendes hoved og hun satte sig irriteret op. Hvorfor skulle han også altid være på tværs? Hun sukkede stille og strøg det store bæst over skulderen. "Så så. Jeg er træt. Ved du ikke at kvinder har brug for deres skønhedssøvn?" hendes stemme var drillende som hun snakkede til sin drage. Han fnøs og rystede på hovedet. #Du har vidst brug for mere søvn end den lille smule du fik der så.# Aku og Ixia elskede hinanden men de var lettere knotne begge to og kunne også godt tage en lille joke med hinanden. Denne gang var det Ixia som fnøs før hun rejste sig op på ryggen af det store bæst. "De må have mig undskyldt min gode herre. Det her er mit stop." Hun hoppede adræt ned fra hans ryg selvom de var flere hundrede meter over jorden. hendes drage så ikke ud til at reagere ret meget. Den stoppede op og kiggede på hende som hun faldt ned mod jorden med høj fart.

Hun ramte dog ikke jorden. De store sorte vinger bredte sig på hendes ryg inden hun ramte og fik hende til at stoppe lige over jorden. Hun kiggede olmt op mod sin drage som bare fløj i cirklet over hende. Burde han ikke beskytte hende? Dumme dyr. Hun sukkede og kiggede sig lidt rundt. Der var jo ingenting her! Der gik lid før lyden af sten mod sten tiltrak hendes opmærksomhed. Hun fulgte nysgerrigt lyden og stoppede op så hun stod i skjul af en sten. Hun så en mand træde ind i en grotte og hvad der lød som pile. Det måtte undersøges. #jeg tjekker lige det her ud, Aku.# hendes stemme ville kun lyde i den store drages hoved. Den lydløse kommunikation var skøn i sådan en situation. Hun listede sig op til hulen og kiggede forsigtigt ind i den. Hun så en mand bevæge sig længere ind i den. Skulle hun mon følge efter?

[Deleted]

Marcellus gik langsomt ind i den mørke gang. Der gik ikke lang tid før gangen drejede. Da han drejede om hjørnet så han seks døre. Tre på hver side af gangen. De to første døre på hver side var lavet af træ og de sidste to var lavet af metal. Marcellus tog et bedre greb om sit sværd og gik hen til den første dør til venstre. Han satte øret op til døren og lyttede. Han kunne høre at noget bevægede sig der inde. Han tog fat i døren og gjorde sig klar. han åbnede den hurtigt og kiggede ind. Et menneske hvis hud var rådnet og betændt,den manglede sin venstre arm og haltede, helt klart en Zombie. Nogle ville være blevet overrasket over dette syn, men ikke Marcellus. Hans egen magi havde selv meget med de døde at gøre, dog ville han ikke bruge sin magi her inde, især ikke hvis ejeren af Daveros krone stadigvæk var her inde. Han måtte vente med sin magi til det blev yderst nødvendigt. Han trådte elegant ind i rummet og tog fat i halsen på zombien med sin frie hånd, med sin sværdhånd lavede han et kraftfuldt sving. Ved hjælp af hans vampyr styrke skar han hovedet af zombien i et fint snit. zombien faldt til jorden uden at bevæge sig. Marcellus lavede et hurtigt svip med sværdet mod jorden, så det blod og betændelse der var kommet på sit sværd, spattede mod gulvet. Han stod rank, elegant og stolt og kiggede rundt i rummet. Han stod i hans sorte læder rustning, hans sorte fine kappe faldt ned bag ham. Hans korte sorte hår var helt klart ikke sat og sad vildt. Hans dybe mørke øjne gennemsøgte rummet. Der var ikke andet end nogle tomme celler. Hans ansigt bar en alvorlig mine. Allerede her kunne man mærke styrken af magien der lå i denne ruin, som en pressen mod hans bryst. Hvad eller hvem der udsendte denne energi, ville være en modstander som han sent ville glemme. han kiggede på den hovedløse zombie og kneb sine øjne sammen. Menneskelig afstamning kunne han se. en mand sent i tyverne. At vurdere ud fra de lasede tøj, en bonde. Marcellus vendte sig om og kiggede ud mod gangen igen. Der var stadigvæk tre døre før gangen atter lavede et sving.

[Deleted]

Ixia fulgte nysgerrigt denne mand mens hun var gemt i skyggerne. Hvad mon han lavede her og hvad mon dette sted var. Nysgerrighedden pirrede hende så inderligt. Hovedet søgte let på sned som manden smøg sig om et hjørne og hun var ikke sen til at liste ind af gangen. Hun stoppede dog ved hjørnet og kiggede forsigtigt rundt. Hvad var det her for et sted? Hvorfor var denne mand her? Måske var der noget værdigfuldt gemt hernede? Det var hendes bedste bud. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede manden vælge en dør. Der var noget derinde men hun havde svært ved at se ved det var som var på den anden side af døren. Hendes syn i mørke var bedre end de flestes men dog stadig ikke det bedste. Hun så manden træde længere ind. Sværdet blev tydeligt for hendes blik. Han sendte det afsted med sådan en kræft at han næsten mådste være jord dæmon eller vampyr. De var de eneste racer med den mænge styrke i hænderne.
Hun var nysgerrig. Hun Søgte ind i rummet med det mange døre fordi hun troede på at han ville søge videre ind i rummet. Hendes syn var jo ikke lige så godt. #Hvad ser du, Ixia?# Stemmen fra hendes drage forskrækkede hende næsten som hun kiggede ind af døren for at se hvad der skete. #Ikke nu, Aku! Jeg ved ikke hvad der er herinde men det er spændende# meddelte hun tilbage og lod hovedet søge let på sned som hendes blik søgte inden for døren. Hun hørte dragen brumme. Han var absolut ikke tilfreds. #Pas på dig selv, Ixia. Jeg kan ikke beskytte dig dernede# Hun kunne næsten fornemme frygten i hans ord. han var bange når hun var steder hvor han ikke kunne hjælpe hende og ikke kunne beskytte hende som han burde.

[Deleted]

Marcellus gik ud på gangen igen. En kold vind fløj gennem luften, i vinden lød en stemme der med en dyb faretruende stemme '' Forlad dette sted! ''. Marcellus kunne se en anden dør var åben. Der var andre her inde end ham. Nogen der havde aktiveret en fælde mere, dog tænkte han mere på fælden lige nu. En simpel vind stemme besværgelse. Marcellus vidste at det måtte være for godt til at være sandt og før han nåede at træde et skridt mere faldt en søjle ned der lukkede for den gang der førte til udgangen. Han kiggede frem mod de to metal døre. De åbnede langsomt og de gamle hængsler knirkede voldsomt da dørene åbnede. ud af døren til til venstre trådte den mest frastødende skabning. Den var sammensat af forskellige racer, arme og ben fra forskellige dyr og væsner, syet sammen med en magisk tråd. Den lignede mest af alt en pøl af dele. Fra den anden side trådte et skelet med fire arme, alle armene holdt et sværd. Marcellus trådte et skridt tilbage. At danne sådanne udøde, krævede en del kræft og øvelse. Han kom med et '' hmmmh''. Han fik et fast blik i hans øjne. Han kunne ikke bruge sin magi, han ville ikke afslører for hvem end der havde sat disse fælder at han var i stand til at bruge magi. Det skulle være hans hemmelige våben. Han satte i løb imod de to udøde. Han løb om af væggen og snurede elegant rundt i luften, fordi de fire sværd arme fra skelettet og ramte pølen af dele. Han skar dem i hurtige bevægelser fra hinanden. Men selv Marcellus var ikke hurtig nok til både at skære den nok i stykker til at uskadeliggøre den og forsvare sig imod de fire sværd arme fra modstanderen bag sig. Han mærkede hvordan et af disse sværd brorede sig ind i ryggen på ham. Han satte af fra pølen, som derved blev delt i ildelugtende og  fæle dele. Han landede tilbage ved de første to døre. Han trak sværdet ud af hans ryg med et smertefuldt ''Nrggg''. Han satte sig på et knæ af smerten og hev lidt efter vejret. Han måtte vente på at såret healede før han kunne fortsætte. Ventetid han ikke havde. Skelettet der nu havde tre arme der holdt sværd var på vej over imod ham med hastige skridt. Marcellus sukkede og tog atter et fast greb om sit sværd, stadigvæk knælende. 

[Deleted]

Dette sted var absolut fascinerende! Der var så mange spændende ting, var dette en grav? Hun vidste det ikke men det var hendes gæt i hvert fald. Som hun sned sig tættere på fik hun dog udløst en fælde. Pokkers. Stemmen der lød blev hun som sådan ikke bange for. Der skulle noget til ligesom at bakke den op, ellers talte den ikke som værende farlig. Hvad der så skete herefter havde hun ikke regnet med. De to døre blev åbnet og de to væsner som kom ud var hæslige. Hun greb til sit liv hvor hun havde sit sværd siddende. Hun trak det roligt. Pokker tage at hun kun havde et med denne gang. Hun kom roligt på bene som hun begyndte at bakke mod udgangen. Dette sted var for farligt når Aku ikke kunne komme ind sammen med hende. Søjlet faldt bag hende og hun kørte noget af det brune hår væk fra ansigtet. Pokkers! Hun var altså fanget herinde. Manden som hun nu kunne se greb om sit sværd. Han var hurtig, meget endda men dog var han ikke hurtig nok. Det gribbede let i hende som hun så hvordan det ene sværd satte sig i hans ryg. Hun bed sig stille i læben. Hun kunne se det heale men det gik langsomt og tid havde han ikke med af. I to hurtige skridt var hun henne ved ham og havde kastet sig på knæ bag ham. Hendes hænder søgte hans sår med en fast mine som hun begyndte at heale det med det samme. Hun ville gerne overleve det her og hvis hun skulle det havde hun brug for ham. Nysgerrighed slog katten ihjel? Heldigvis havde en kat mere end et liv. Hendes healende evner var fænomenale og på ingen tid havde hun helaet ham. Hun kom på benene uden et ord og greb fat om sit sværd igen. Hun var klar til at kæmpe for livet. Det var da helt sikkert.

[Deleted]

Marcellus blev overrasket over hans sår lukkede så hurtigt. Han rejste sig op. Han stillede sig ved siden af Ixia og sagde uden at kigge på hende, med en rug, blid og charmerende stemme '' De tager højre side. ''. Efter han havde sagt disse ord satte han afsted han dukkede sig fra det ene sværd, skelettet slog med og greb dens anden arm. Marcellus øjne blev røde og lysende og hans hugtænder kom frem. Imens han hvæsede flåede han med hans styrke armen han holdt fadt i af skelettet og skar den anden arm af skelettet. Han sprang hurtigt tilbage, han  havde taget sig af venstre side. Han ville se hvordan denne mystiske kvinde håndterede sig i kamp.

Da hun var færdig, stod han med hans yderst charmerende skæve smil og kiggede på hende. Han nikkede respektfuldt og sagde imødekommende '' De har evner, de kan slås. De er ikke her for at tage hvad jeg er efter, så havde de set chancen og dræbt mig.. Så hvis de vil gøre mig den ære at fortælle mig hvad de laver her, yndige frøken? ''. Hans måde at udtale ordene på var perfekte, han havde manere og hans måde at stå på viste at han ikke var en bonde eller en simpel kriger, men en af nobel slægt eller træning. Marcellus øjne blev deres normale dybe sorte farve og hans hugtænder forsvandt. Han kørte en hånd gennem hans korte hår og sagde så '' Hvor er mine manere, tak for deres hjælp. Yderst værdsat. Jeg kom vist til at overvurdere mit nedfald i forhold til vindmodstanden og styrken af dens slag. ''. Marcellus var en yderst logisk og strategisk kriger. Alt blev regnet ned til mindste detalje, dog tog han fejl, eller glemte faktorer i hans udregning. Nok var han klog, men ikke perfekt.

[Deleted]

De? Det var godt nok længe siden nogen havde omtalt hende som en frøken. Et roligt smil bredte sig på hendes læber. Hans charmerende stemme havde ikke meget effekt på hende. Hovedet søgte let på sned som han tildelte hende en opgave. Hun nikkede blot. Der var ikke brug for ord. #Du ... Er ... LANGSOM!# Den utålmodige drage gjorde hende irriteret. Hun sukkede lydløst og holdt fat om sværdet. #Kan ikke snakke nu. har travlt med at overleve hernede!# vrissede hun af det store dyr som hun virkelig godt kunne bruge nu. Som mosteret kom nærmede satte hun af fra jorden. Hun var yndig, smidig og præcis i sine angreb. Det var tydeligt at hun havde trænet med sværd længe. Sværdet var ligesom en forlængelse af hendes arm og det var så skarpt at der ikke skulle bruge meget kræft for at få det til at skære igennem noget. Hun huggede armen af i et snuptag og hoppede så let tilbage for ikke at komme i kambolage med hans angreb. Monsteret døde og hun åndede lettet ud.

Hun kørte en hånd igennem det lange brune hår der faldt let ned over hendes skuldre. Hun var iført et par stramme leggins og en lidt for stor sort skjorte på. Hun var ikke som sådan af fin stand men det hus hun var vokset op i havde været det. Hun var blevet behandlet som en frøken men havde ikke brudt sig specielt meget om det. Nu havde hun ikke været hjemme siden hun havde været 16 og det var efterhånden en del år siden. Hendes blik gled roligt mod hans skikkelse. "Måske jeg vidste at jeg skulle bruge Dem. Jeg kan ej finde hvad De søger når jeg ikke ved hvad De søger, kan jeg vel?" spurgte hun roligt og måske en smule kryptisk. Hvorfor var hun her? Kedsomhed og nysgerrighed men det behøvede han jo ikke at vide. "Det var det mindste jeg kunne gøre. Det var mig der udløste fælden vil jeg gå ud fra." Et sødt og undskyldende smil gled over hendes læber som hun kiggede på ham. Hun begyndte roligt at sno en tot om sin finger som var hun en smule genert. Det var hun ikke. Det var den facade hun altid kørte med og det lykkes godt. Hun havde godt nok sluppet for meget og opnået meget ved at spille sød og uskyldig selvom virkeligheden var en ganske anden.

[Deleted]

Marcellus betragtede hende en smule, hendes måde at slås på hang ikke sammen med hendes personlighed. Noget stak under. Når hun kæmpede, virkede hun elegant, selvsikker og velovervejet. Ikke noget en genert person ville afspejle. Enten var hun en anden når hun kæmpede, eller så brugte hun det som et våben. Ligesom han brugte hans charme som et. Han var ikke sikker. Han vidste dog at det intet godt ville gøre at dræbe hende nu, han ville få brug for hende imod den eller det der styrrede disse udøde. Marcellus spillede derfor med på det. Han smilede venligt. Han sagde roligt og venligt '' Jamen hvorfor hjælper vi så ikke hinanden. Jeg er sikker på at der er nok her inde til at vi kan dele udbyttet ''. *så dræber jeg dig bagefter, lille tøs *. Marcellus bukkede dybt og rejste sig langsomt, han lod hans øjne betragte hende. Han lagde ikke skjul på at han tjekkede hende ud. han bed sig blidt i underlæber og sagde så '' Marcellus LaPiera Black.. Til deres tjeneste frøken ''. Hvis hun gav ham hendes navn ville han smile og svare '' Mig en ære''.

Marcellus kiggede derefter videre ned af gangen der drejede for enden. Dette var blot starten på ruinen. Der ventede dem mange farer og kampe forud. Det var Marcellus sikker på, men med en til at heale ham. Så skulle det nok gå, dog ville han skrue ned for styrken og spare på hans kræfter. Han skulle jo besejre den der styrede disse udøde og tage alt af værdi fra Ixia. Det krævede at hun også tog en del af skrammerne. han fik en alvorlig mine på hans ansigt og hans øjne viste atter en ro og styrke. Han trådte frem af og sagde '' Gør dem klar, frøken.. Mange farer venter forude.. Men med deres sværdegenskaber, er jeg sikker på vi nok skal komme herfra i live''.* Jeg gør i hvert fald*

[Deleted]

Hun vidste at det ikke hang helt sammen men hendes mester havde altid sagt at man skulle være en anden på slagmarken end i hjemmet. Hun strakte sig en gang og betragtede ham roligt. Hun var utrolig frigjort og tog tingene som det kom. Hvis han prøvede på noget så ville hun helt klart kæmpe imod eller fodre ham til sin store drage udenfor. Hun skulle nok komme ud om det ville være med eller uden ham. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Han havde en slesk tunge, hvor betagende. "Udbyttet?" Hun kiggede umådelig uforstående på ham og lod hovedet søge let på sned. "Jeg kom blot ind i hulen fordi jeg hørte lyden af et sværd. Fortæller De at der er skatte på dette farlige sted?" Selvfølgelig var der skatte på dette sted. Det kunne der vel ikke være tvivl om. Hendes blik hvilede roligt på ham. Hvis han var skattejæger så havde han kun en tanke i hovedet og det var at komme af med hende. Hun ønskede ikke at dø og selvom hun ikke kunne vide om han agtede at dræbe hende så var det for nu sikre at gå ud fra at han ville og så tage forholdsregler derefter. Han præsenterede sig og hun smilede roligt. "Mit navn er Cleo Alanjos. Rart at træffe dem" præsenterede hun sig roligt. Dette var ikke hendes navn men det var det navn hun brugte i usikre situationer som denne her og det lå lige på hendes tunge.
Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne men denne ruin var nok stor. Hun vidste at det ville blive farligt. Et lille grin kom over hendes læber. "Min læremester sagde altid at man skulle være en anden person i kamp end i hjemmet og at kamp var til for at have det sjovt. Min læremester var dødsengel så for ham var kamp og død altid en leg. jeg må erkende at den mentalitet har smittet af på mig igennem årene" indrømmede hun med en blid stemme og lod hovedet søge let på sned. #Aku. Der er en skattejæger herinde og vi er fanget. Følg mig igennem bjerget ved hjælp af Astral flow og mod mig ved udgangen. Hvis han skulle prøve på noget så vil jeg gerne have at du er der.# Hun stolede ikke på ham men han stolede vel heller ikke på hende. Det ville hun i hvert fald ikke tro. Han virkede ikke som det naive og godtroende fjols som man ofte fandt på disse steder.

[Deleted]

Da gangen drejede kunne de se at gange delte sig i mange forskellige gange. Dette var helt klart en labyrint. Marcel kiggede ned af gangene og sukkede derefter. Han tog sit kort frem og kiggede på det, der var ingen ledetråde til hvordan han skulle vælge den rigtige gang. Han lagde kortet ned i sin taske igen og kløede sig i nakken *pis.. Hvis jeg skal finde den rigtige vej er jeg nød til at bruge magi*. Marcel svarede fjernt på hendes spørgsmål '' Ja der skulle være skatte her nede ''. Marcellus lukkede sine øjne og samlede sine hænder, en sort skygge dannede sig rundt om ham imens han sagde '' Petron guadus magicus exitor ''. Den sorte skygge ledte over imod en af gangene til højre. Marcel åbnede sin øjne og skyggerne omkring ham forsvandt ind i ham igen. Marcel kiggede ned af gangen og nikkede '' Vi skal den vej.. Det jeg søger er den vej ''. Marcel trådte med faste skridt ned af den valgte gang. Efter lidt tid nåede de til en dør. Marcel satte hånden på døren og lukkede sine øjne. Han havde brugt magi, han havde afsløret sin aura overfor den der havde sat fælderne. Marcel åbnede sine øjne igen og sagde roligt og fast '' Der er en samlet magi der ikke er aktiv.. Jeg frygter at magien aktivere når vi træder ind i rummer.. Gør den klar frøken Cleo ''. Marcel åbnede døren. Foran dem var et stort rundt rum. I midten var en sort søjle og rundt omkring lå der mange skeletter. Omkring hundrede. Marcel trådte langsomt ind i rummet. Da han nåede ind til søjlen og intet var sket, kneb han sine øjne sammen og kiggede alvorligt rundt omkring. Lige så snart Ixia gik ind i rummet lukkede døren bag dem og søjlen lyste op. Skeletterne begyndte at rejse sig og gå til angreb på dem. Marcel sprang over og stillede sig ryg og ryg med Ixia og sagde '' Det ser ud til at vores fjende kan aktivere fælderne manuelt.. Han ved vi er her''.

[Deleted]

Hans fjerne svar fik hende til at lade hovedet søge en smule til den ene side. Han tænkte over noget. Hvilken vej de skulle måske. Hendes blik søgte kort op mod loftet. Hun kunne stadig fornemme Aku, han var ikke langt fra hende hvis man ikke tog i betragtning at han var på den anden side af en bjergvæg. "Interessant. Er det derfor at du har søgt herind helt alene?" spurgte hun roligt. Hun endte med at træde et skridt tilbage da han brugte sin magi. Magisk væsen og med hurtighed som vampyr? Varyl blanding som hende selv. Endnu vidste hun ikke helt præcis hvad han var men hun prøvede at fornemme det. Det ville gøre det langt nemmere at håndtere ham senere hen hvis hun vidste hvilken racer han var. Med rolige skridt gik hun ned mod den vej som han viste hende. Hun holdt sig enten ved hans side eller lige bag ham. Hun skulle absolut ikke nyde noget af at gå forrest på dette sted. Hun ville meget gerne ude at dette med alle lemmer og livet intakt. Det var meget lidt Aku kunne gøre over denne afstand. #Kommer du snart ud?# Aku var begyndt at blive nervøs og den var en nervøsitet som hun kunne fornemme helt ind i sit indre. Hun svarede ham ikke men lagde roligt hånden hen over brystet. Hun gjorde sig selv rolig hvilket ville gå over i ham. Hun ønskede ikke at han skulle bekymre sig alt for meget. "Magien på dette sted er gammel, meget gammel endda. Hvor længe kan sådan nogle magiske fælder være aktive hvis brugeren dør?" spurgte hun roligt og dog en smule nysgerrigt. Han lod til at vide langt mere om magi end hun gjorde det. Hun fulgte ham ind i det store rum, der så ikke ud til at ske noget som helst til at starte med men så lukkede døren og skeletterne begyndte at rejse sig. Hun sukkede og tog sig til hovedet. "Jeg hader fælder. De er altid så besværlige." Hun mærkede ham mod sin ryg og løftede sværdet. Hun kiggede rundt på skeletterne foran sig. Der var en af dem der havde et sværd som hun kunne bruge. Det var det hun ville gå efter først. Så mange skeletter ville være lettere at klare hvis hun havde våben i begge hænder. Kort vendte hun blikket tilbage mod Marcellus med et lille drillende smil. "Pas på di ikke kommer i vejen" sagde hun roligt med det drillende smil. Det her var på en måde som en leg for hende. Hun tog et skridt frem og så gik hun ellers i krig mod det skelet som hun havde udset sig. Der gik ikke længe før hun havde fået nedlagt det og fik dets sværd i hånden. Det var en smule lettere end hvad hun plejede at rende rundt med. Ligegyldigt, bare det kunne hjælpe. Skeletterne begyndte så småt at omringe dem som hun gik i krig med at hakke flere og flere af dem ned med sine to sværd. Hvor ville hun ønske at Aku var her til at fjerne dem alle med lethed. Der var mange, rigtig mange. Hun blev snittet et par gange men så snart blodet begyndte at løbe healede hendes sår. Hun var god til at heale.

[Deleted]

Marcel Blokkede et slag fra et skelet og sparkede det på ribbenene så det faldt fra hinanden. Han lavede et par lynhurtige slag via sin overnaturlige hurtighed og slog tre i stykker. Han sagde med en rolig stemme for at besvare hendes spørgsmål '' I mange tilfælde vil det komme an på hvilken slags magi der er kastet. Normalt ville disse fælder holde i lang tid efter kasteren er død, men jeg tror jeg vil være i stand til at bryde dem når vi har dræbt den der har kastet dem ''. Han fortalte langt fra hele sandheden men det han sagde var sådan set sandt. Grunden til han troede han kunne bryde denne magi var fordi han vidste de var kastet via kronen. Han ville kunne bruge kronen til at fjerne disse besværgelser lige så let som de var blevet kastet, men Marcel ville ikke fortælle om kronen. Den var hans. Marcel grinede en smule da hun sagde han ikke skulle komme i vejen. Han sprang frem og langede imellem en klynge af dem. Han stod stille og brummede. lidt efter snurede han rundt så han næsten lignede en hvirvelvind. Det ene skelet efter det andet blev slået i stykker. lidt efter sprang han tilbage og stod igen ryg mod ryg med Ixia. Han hev lidt efter vejret og kiggede rundt. Der var så mange af dem. Marcel stod og blokkede nogle slag. Han blev snittet en gang imellem men hans healing faktor tog sig nemt af de små snit. Med et kom Marcel med et opgivende suk og sagde med en irerterret undertone '' Krystallen i midten.. Gendanner dem.. Vi slår dem ned men de rejser sig igen.. Du bliver nød til at holde dem alle væk imens jeg deaktivere den ''. Marcel nikkede et skelet en skalle så dens hoved fløj hen i et andet skelet og ødelagde det. Han gik hen foran krystallen imens han blokkede et par slag. Han kunne ikke koncentrere sig, hvis han også skulle sørge for ikke at blive hashugget. Han brummede mild irriteret. igen var han nød til at bruge magi. Han kiggede over imod Ixia. Han regnede med hun var en kriger, hun ville ikke være i stand til at forsvare sig selv og forsvare ham imens han tog sig af krystallen. Dette var begyndt at se sort ud. Dog valgte Marcel at stole på hende og se om hun kunne klare opgaven så han kunne klare sin opgave.

[Deleted]

Han var god med et sværd. Det måtte hun da nok erkende. Smilet hvilede på hendes læber som hun kort betragtede ham. Han havde stil og det var noget hun kunne lide. Et kort øjeblik glemte hun helt at chance for at han ville af med hende og tage alle skattene selv var ret stor. Hun måtte dog blive revet tilbage til virkeligheden da han forklarede om magien. Hun hadet magi. Det var virkelig feje hold synes hun godt nok. Hendes tanker faldt på Aku udenfor. Han gjorde hvad han kunne for at fodre hende med energi igennem deres bånd men det var begrænset hvad han var i stand til. "Magi er voldsomt irriterende en gang i mellem" sukkede hun irriteret og slog et par skeletter i stykker foran sig i ren og skær fustration. Hun pustede en tot af det brune hår væk fra ansigtet og smilet bredte sig lidt mere på hendes læber. Hvad der skulle til for at bryde denne fælle anede hun virkelig ikke dog ville hun gerne snart ud herinde fra. Det at skulle undvære Aku var ikke noget hun var voldsomt vant til og hun kunne ikke lide det. Hun betragtede ham ud af øjenkrogen mens hun selv kæmpede. Det var egentlig meget befriende bare at slås selvom hun nu ville have fortrukket at disse ofre for hendes sværd havde været levende og vredet sig under hende i smerte. Åh det ville have været lækkert! Hans ord fik hendes blik til at søge hans skikkelse igen. Hun skulle holde dem hen mens han deaktiverede krystallen? Det ikke ligefrem en tanke som hun kunne lide men hun ville jo gerne sikkert ud herfra så havde hun noget andet valg. Hun sukkede en gang og vendte blikket ud mod deres fjender. "Jeg skal gøre mit bedste. Giv mit et minut. Jeg har lige noget jeg skal samle mig om hvis jeg skal beskytte dig og migselv" endte hun roligt. Hun bed sig stille i læben og trak sig lidt tilbage sådan så han kunne kæmpe en smule. #Aku?# spurgte hun roligt og der gik ikke længe før den store drage havde hørt hendes bøn. Hun behøvede ikke en gang spørge. #Pas på dig selv, Ixia.# Han var bekymret men han lånte hende alligevel mere af sin styrke. Hun mærkede hvordan de var forbundet og hvordan han hjalp hende selvom de ikke var sammen. Hun knyttede om sværdene og trådte tilbage i kampens hede. "Skynd dig .. Marcellus" var det eneste hun sagde før hun igen gik i krig med skeletterne som havde hun fået fornyet styrke.

[Deleted]

Marcel nikkede bestemt. Denne fælde var bestemt ikke en af mindre kalibre. Marcel var glad for at han var en Warlock og ekspert i necromancery. Han kunne selv vække de døde til live med hans magi, dog var det ikke noget han gjorde ofte da han fandt det yderst smagløst. Da hun gav ham en åbning smed han sit sværd og rakte sine arme ud og sagde med en underlig dyb og mørk ryst '' Dempius necros reanimus.. Objectus animus destrucktus acius... Vectros Agli Amfius ''. Sorte stråler af mørk energi skød ud fra Marcellus og ramte krystallen som absorberede dem. Strålerne voksede og flere skød frem fra Marcel. han forsatte med en anstrengt undertone i hans stemme '' Kontius kontrolis objectus. Empervius agilavus markinus... Anima ectius ampinus ''. Marcel hævede sig fra jorden og blev opslugt af hans mørke energi. Langsomt blev hele krystallen også opslugt. Da hele krystallen blev omhyldet af Marcellus mørke energi, kunne der høres et yderst anstrengt styrkeråb inde fra den sorte energi. Energien om Marcellus voksede og blev mere intens. Sekunder føleles som timer for Marcel. Han kæmpede intenst for at overmande krystallen. Han kunne føle hvordan ejeren af kronen var direkte linket med krystallen. Hvordan de kæmpede intenst om at overmande hinanden. Dette var i sandhed en kamp om styrke. Marcel havde fordelen, krystallen var meget tættere på ham end den var på ham der bar kronen. Marcel skreg og gav alt hvad han havde i sig. Kort efter eksplodere Krystallen og en trykbølge slog gennem rummet og fik støv til at flyve rundt og gøre det umuligt at se noget. Da støvet lagde sig, lå alle skeletterne livsløse på gulvet. Marcel sad på et knæ og lukkede øjne. Svedperler gled ned af ham. Han hev efter vejret i lange stive åndedrag. Marcel åbnede langsomt sine øjne og tankerne var klare *Som jeg frygtede. Det er en mægtig magikyndig der bruger kronen. Den forstærker deres magi indenfor necromancery meget. Hvis det kommer til en magi kamp i enden. Er jeg usikker på om jeg har kræfter nok til at vinde. Dette er ikke godt*. Marcel rejste sig langsomt men stod lidt usikkert på benene. Han drejede sit hoved og kiggede på Ixia. Et skævt smil viste sig på hans læber. Han sagde træt '' Godt gået.. Men de bør tage hjem.. Vend om og søg efter en udvej. Dette vil ikke blive let, hvad der venter os længere fremme er ikke en fjende jeg kan beskrive med ord. Den styrke fjenden har, bør ikke undervurderes ''. Hun havde vundet hans respekt. Det var bestemt ikke nemt at gøre. Måske skulle han lade hende leve, lade hende få en lille andel af skatten. Kun måske.