At forberede sig på krig ?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tiden gik, og selv Thranduil søgte ud for at trække luft. At lægge sig til, for at sove, kunne han lige så godt opgive allerede med det samme, da det ej var noget, som han ville få det mindste ud af uanset hvad. Serenity lod han ligge i den søde søvn for nu, for hun havde uden tvivl mere brug for den end det som han havde. Han var vant til at sove lidt, og tage sig af arbejdet imellemtiden. Sådan havde det jo trods alt også været igennem rigtig mange år, og hvorfor skulle det da være anderledes.
Hvad der dog mødte ham, var bestemt ikke noget som han havde regnet med. De grønne øjne søgte direkte til den ellers så velkendte skikkelse, som han pludselig stod overfor. Thor. En mand og nær ven, som han havde fået lagt i jorden, for selv utrolig mange år siden. Han klemte øjnene let sammen. Var det den manglende søvn, der påvirkede ham nu? Eller stod han virkelig overfor manden? "Thor," sagde han kort for hovedet, hvorefter han denne gang valgte at blive stående. Var Jack vågen? Eller hvorfor stod den mand overfor ham nu? Han knyttede næverne ganske let. Han havde ikke ligefrem regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med en gammel kending, og særligt ikke på denne her måde. "Det er mange år siden nu, Thor. Hvad bringer dig til denne verden?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Om han brød sig om det? Faktisk ikke. Manden var død, og det burde faktisk meget gerne blive ved med at forblive på den måde.

[Deleted]

Thor grinte lidt stille og rolige mens han tog ham på skulderen ” jeg er skam fri ” sagde Thor stille og rolige mens han lage hovedet på skrå og kikket mod telte hvor jack lå i han sukket lidt og smilte ” Thanduil ville du gøre en tejsten for mig sig til min søn at jeg elsker ham og husk også en anden meget vittigt ting for dig selv ” kom det stille fra jacks side og lage hovedet på skrå han var ved at forsvinde ” at du må give slip på fortiden ” sagde han til sidst for at helt at forsvinde igen jack vågnet bragt op da hans far forsvandt og gik nærmets i Sjok han måtte kravle tilbage for at mærke hvor han var henne i verden det svedte ned af ham ” rolige min ven rolige min ven du er i gode hænder ” kom det stille fra lægen mens jack lå og hammeret med hjerte det gjorder virklige ondt men han lage sig rolige ned og slap igen ” hvad pokker var det for noget ??” sagde den en Helier til den anden han lage hånden mod jacks pande og kikket på hans med hjælper ” hvad har den dreng været ud for ??” jack lå i sengen i nogle dage og kæmpet bragt for at holde sig opppe han vidste ikke hvor langtid der var gået eller hvor langtid

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thor var død... og havde været det i rigtig mange år. Dette var slet ikke noget som Thranduil kunne tage seriøst. Nej, han havde et folk og en verden at beskytte, og dette var noget som han uden tvivl havde tænkt sig at gøre, og særligt når det var denne måde at det gik på. Han knyttede næverne let. Selvom han reapekterede Thor, så var han stadig selvisk og egoistisk som en elver nu kunne være det. "Det du beder mig om, er ting som jeg ikke kan gøre for dig," sagde han kort for hovedet. Jovist kunne han sige til den unge mand, at hans far elskede ham, men hvad nytte ville det gøre? Tog han ikke meget fejl, ville den unge mand fælde tårer som et andet lille barn. I mange henseender, var han jo ikke kommet meget længere end det.
I takt med at Jack måtte vågne, og Thranduil vidste, at han var i gode hænder, kunne han vel godt trække sig tilbage til Serenity igen? Den kære kvinde, som ventede på ham derhjemme? Han klappede kort healeren på ryggen. "Hold ham i sengen og send ham til byen, når han er frisk nok.. Jeg formoder at du har styr på det hele nu," afsluttede han, inden han vendte sig mod Jack. Han sendte ham en mere fast mine. "Du skal være glad for at være vågen.. Du må have en skytsengel til at vove over dig, Jack.. Din far, formoder jeg.. husk at han elsker dig," sagde han sandfærdigt. Derefter nikkede han mod healeren, inden han forlod hytten, for at søge hjemover. Det var sent.. han havde brug for hvile og tid sammen med kvinden i hans liv. Langsomt steg han op af trapperne til det store træ, inden han slog dørene op. "Serenity?" kaldte han let, inden han lukkede døren og søgte ind. For nu ville han være sammen med kvinden i sit liv. Jack var i gode hænder. Var der mere at bekymre sig om nu?

//Out