At forberede sig på krig ?

[Deleted]

Jack bliv sat op i en pæl og han var mør bankede noget blod var begynt at løbe ned af hans kinder og ud af munden og hævet øjne manden som tog en pisk med nolge jern kroge på slog lidt i hånden ” når du ville altså stade ikke sige hvor elvere landsbyen er var ” manden grinte ondt mens nogle ander mændt stod vagt ved en grotte som var hemlige jack løfte hovedet en ækel gang og sputte manden i hovedet med hans blod i ” du få mig arldige til blive forræder over for ” jack sangt en klump vis de vidste han var gud søn ville de ikke tøve mere han kikket lidt og tænke sig om ” jeg er ikke bange for jer på nogle måde og ville ikke sætte kongen eller hans komme hustru i fare !” kom det stille fra ham men han kunne knap nok nå at gøre noget og hadet ikke kræfter til noget som helst jack kikket væk da manden slog ham med pisken så det gav nogle flækker i huden jack skræg og prøvet at holde smerte ud ” du frækt ungen mand men vi skal nok slå noget fornuft i dig dine duride kræfter er store jeg kan føle det ååå ja ” kom det lidt skummælet fra en kutte klæt mand som bar en kaninger som sad på hans stav ” lad mig nu se hvad for en besættelse skal jeg bruge på dig først ” manden grinte lidt og det var en ond skumlet latter der kom frem og uden tøven kastede han en form for støm i gennem ham jack kunne mærke det og det føltes som hunderet pikke der gik i gennem hans krop hvorfor skete det altid for ham ” du fåååå mig ikkke til at sige jeg er ikke vigtit for kongen på nogle måde ” skreg han i smerte

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den ene arm gled forsigtigt omkring Serenity, hvorefter han let trykkede hende ind mod sig. Det var uden tvivl skræmmende, at stå her, som de gjorde lige nu. Hovedet lagde han ind til hendes. At få styr på tankerne, var til tider bare en nødvendighed. Han plantede et roligt kys mod hendes tinding. "Lad mig vide, hvis der er noget jeg kan gøre," sagde han endeligt. Selv havde han jo været vant til at håndtere tingene på egen hånd.
Spionen som alligevel meddelte at der var væsner i skoven af ond intention, var noget som et sted irriterede ham. Det afbrød da for alvor det hele. Han var nødt til at få sagen undersøgt.. Uanset hvor meget han måtte hade det. Han vendte blikket mod Serenity igen. Han måtte søge ud. "Bliv her.. Jeg er nødt til at undersøge det." Han hævede kort hånden, hvor han strøg hendes kind, inden han søgte ind, for at hente sin bue, pilekogger og sit sværd, som han fik i skeden, inden han søgte ud igen. "Saml første flanke, Ialdir," bad han med en kortfattet tone. Han kunne ikke undersøge det alene. Han nåede ned for trappen, og søgte hen til hesten der stod og sov ikke langt derfra. Han fik den frigivet fra sin plads og svang benet op. Han vendte kort blikket op mod Serenity igen. Frygten for at miste hende, eller selv miste livet før tid, var stor for ham, og han ønskede det på ingen måde! Han rev i tøjlerne, inden hesten direkte satte afsted mod skoven.. og inden længe meldte flanken sig sammen med ham. Alle med våben på sig.. Klar til at undersøge hvad der foregik i skoven rundt omkring dem. Det område skulle beskyttes!

[Deleted]

"Det skal jeg nok min elskede." Hviskede hun, alt hun egentlig ville var at mærke ham, hvilket hun fik lov til lige nu, det var en vidunderlig følelse, sammen med den friske luft. Serenity var dog ikke specielt glad for at de blev afbrudt, men det måtte være hvad det var, for hans pligt kaldte, og hun kunne jo kun unde dem at kalde på ham som skovens beskytter. Som hun lyttede, bed hun mærke i sin voksende bekymring, dog måtte hun virkelig tage den med ro og se at stole på at hendes kommende mand ville vende tilbage. "Jeg vil holde sengen varm til når du vender tilbage." Sagde hun så med et varmt smil, inden hun kyssede hans læber, og lod ham tage afsted. Et sted gjorde det frygtelig ondt, hun ville så gerne med, passe på skoven sammen med ham, men hun respekterede at han bad hende om at blive. Hendes blik fulgte dem til de var ude af syne, så satte hun sig opgivende ned på trappetrinet hun stod på og prøvede at skulle få lidt styr på de mange tanker. De mange tanker blev sat i orden, fundet svar på og begrundet, for derefter at blive taget hånd op. Hun rejste sig og gik indenfor igen, her gik hun rundt og så sig om, forstillede sig hvordan hendes ting kunne sætte præg på hjemmet. Det fik hende til at smile, i fremtiden, godt nok nogle år frem, så hun små fødder danse rundt. Hun prøvede at få det hele til at falde til ro i hende og det virkede ret godt at tænke på fremtiden og alt der ville komme efter krigen. Serenity vendte tilbage til sengen, som hun lagde sig i, den virkede forfærdelig stor uden ham i, men hun ville vende sig og dreje sig lidt, hvor efter hun endte med at fylde det hele og ligge med et opgivende suk.

[Deleted]

Jack skæg og lage horde mod bjælken som han var blevet sad op i han kunne god det var virkelige ikke godt det her han kunne ikke holde til så meget så meget snart hvad skulle han stille op med det den kutte Klædt mand smilte og trak hovedet ned Jack gav et spjet da han så hans ansigtet det var gyselige hal delen af hovde var keringen og med meget dødt hud hængene hvad var det for en skapingen rolige vendte manden mod den tykke af dem og sagde ” du kan piske ham når du føler for det trandor men hold ham nu i leve vi skal nok ha Bankede det ind ud af ham ” manden som hed trandor smilte g pisket mod hans ryk som næsten bliv rævet op jack skreg igen og den her gang gik det i gennem helle nauteren jack kunne godt klare det men han var bange for at han ville miste styrlsen af sig selv han bed smerten i sig og som en enagie bølige kom det ud af krommen og fandt hurtigt til jacks gudfar og senitriy ” AGGGEEEEEEEEEEE” det var et skrig som kunne få en til at få nakke hår af


Jack faldt ny først regtit sammen mens manden grinte igen mens jack kikket rolige op med et smil på læben og sagde ” du får mig ikke til at forråde ham og senitriy de to er de enste der betyder noget for mig lige nu og jeg lader dem ikke gøre noget ” jack hostede blod op han vidste ikke om senitry og Tranduil hadet hørt det besked og han vidste ikke en gang om den var noget ud
” nok er Thranduil og mig ikke så god fod med hinanden men han er ikke kun en konge for mig en en vejleder og min konge ” jack miste bevisheden og faldt sammen på og hang løst rykken blødte voldsom somt vorfor var thranduil så længe om det

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var i forvejen ikke særlig meget for at efterlade Serenity herhjemme, men han var nødt til at undersøge denne sag, og særligt hvis der var væsner i hans skov, som slet ikke burde være der! Ej var det noget som han ville hverken acceptere eller tolerere! Han håbede blot, at hun gjorde hvad han bad om, så der netop ikke ville ende med at ske hende noget.
Med flanken, søgte Thanduil ud i skoven hurtigt og sikkert. Han var nødt til at undersøge hvad der skete. Som anvist, blev han bagt direkte til hvor mændene i udgangspunktet havde gjort sig opmærksom på de tilstedeværende i skoven, som kun havde vist sig, at være der for at gøre skade. Thranduil kneb øjnene sammen. "Følg sporet," sagde han direkte, inden de sprang af hestene og fortsatte til fods. Jo færre, der lagde mærke til, at de var der, des bedre var det uden tvivl også. Buen trak han fra sin plads på ryggen og en pil blev lagt på buestrengen. De fulgte sporene som på grund af de manglende dyr, var nemme at spotte i forvejen.

De nærmede sig Jacks hus. Thranduil gjorde tegn til, at de skulle stoppe op. Lyden af skrig og mange stemmer lød i nærområdet. Hvis de var her for at forvolde skade og den slags, så skulle de ud. Det var slet ikke noget som Thranduil ønskede her. Som han selv spændte sin bue, gjorde flanken det samme.
Den ene mand, som stod med ryggen til Thranduil, fik en pil direkte i ryggen. Han skreg kraftigt op, idet hans ben måtte knække sammen under ham, og inden de nåede at se sig om, fløj pilene igennem luften. Buen smed han fra sig, for i stedet for at trække sit sværd og hastigt trådte frem. Heldigt, at han var kommet i tøjet, inden de var kommet hertil! Han trådte hen mod dem. "Forlad skoven her! Nu!" Den faste og kraftige tone, var slet ikke at tage fejl af. Elverne var en flanke.. langt flere mænd end hvad de uvelkommende var.. Derfor takkede de hurtigt for sig. Elverne var flere end hvad de først havde antaget.
De grønne øjne faldt til Jacks skikkelse, som han lå der. Forpint og pisket. Han var vel nødt til at bringe ham med til byen denne gang? Tænderne bed han fast sammen. "Saml ham op og bring ham til byen. Lad mine healere tilse ham," sagde han endeligt. Elverne tog fat i Jack, dog med en forsigtighed, for at få ham bundet op og hjulpet op, og bragt tilbage til hestene. Her placerede de ham på den ene, hvor de sammen, red tilbage mod den elviske landsby.

[Deleted]

//forsæt i lidt uden mig//

[Deleted]

Jack vånget lidt da han bliv samlet op ments fordi det gjorder ondt , han så på sin gudfar og sagde med et rolige smil og med alle ord sagde han ” det...var....du ,,længe om ” sagde han stille og rolige mens blikket gled hen mod de andre mænd, som så lidt skræmt ud den onde troldmand som kom stille frem grinte et, mobildiget grin ” jamen jamen jamen er det ikke Elver kongen ham selv.jack vendte blikket rolige men det gjorder ondt for at kunn snakke han lukket øjne og tænk til Thranduil * pas på ham der han er en, farlige en af slagsen ' jack faldt sammen igen af udmatles og blod renden ned af rykken han line, en som man hadet, spralde op vilkede jo også var tæt på hvad skulle han gøre eller stilel op med sig selv vidste han ikke noget om andet ind han var for træt til at tænke troldmanden selv, kom stille frem. fra mørkede men hans røde øjne kikket rundt på de elver som der var. Han var ikke bange af sig og han hadet ikke tænk sig at stoppe lige med det sammen ” vis du tror i din forvingen at jeg ville gå med fri ,villige så tager du fejl elver mand ”. han gtinte så det kunne høres i helle skoven hvad skule han ,gøre troldmanden kikket lidt hen mod jack og kikket på Thranduil som tydlige var på virkede af det han smilte ondt igen og slog stave ned en ænkel gang så nogle store skopioner kom op fra jorden og begynte at rende hen i mod dem mænden selv flygte den anden vej men troldmanden bliv lidt i nu han ville more sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her ødelagde absolut hele Thranduils aften og nat. Han havde glædet sig sådan til at kunne ligge med Serenity i sine arme, men dette var afbrudt. "Vær du glad for, at jeg kom forbi," sagde han direkte, hvorefter han gjorde tegn til at de skulle bringe Jack til elvernes landsby. Stemmen som dog lød ikke langt fra ham, fik ham til at vende blikket direkte mod vedkommende i stedet for. Det var derfor ikke alle, der havde taget flugten herfra. Han klemte øjnene let sammen. Ganske vidst hørte han Jacks stemme i hovedet, selvom befandt sig i en situation, hvor han ikke var i stand til at besvare disse. Næverne knyttede han let. "Bring Jack til byen og få ham tilset," beordrede han fast. Elverne gjorde hvad han bad om, og bragte Jack med sig til hestene, allerede inden skorpionerne måtte melde deres ankomst. Så var disse ikke i vejen for det - heldigvis.
Thranduil blev stående foran manden. Det var ham som denne mand tilsyneladende ønskede at snakke med. Hvad lavede en ond warlock da i skoven her? Han knyttede næverne ganske let, og med blikket intenst hvilende på hans skikkelse. Skorpionerne fik ham hastigt til at trække sig. Han greb ud efter buen og sine pile, hvor han hurtigt fik lagt en på buestrengen, og trukket den op. Han vendte den direkte mod warlocken. Hvad lavede en ond mand i de lyse skove? De burde slet ikke være på denne side af grænsen! "Tag dine bæster og forsvind fra min skov!" endte han med en fast tone. Vred gjorde det ham, at vide, at folk søgte hertil, for at forvolde smerte. Ikke at det var noget, som han ønskede skulle ske! Det var hans skov, og hans ansvar, og han agtede uden tvivl at leve op til det!

[Deleted]

Troldmanden kikket ondt på elver kongen, og grinte lidt ondt igen ” det her er ikke slut i nu jeg vender tilbage ” han slog staven ned i jorden og forsvandt i en tyk tåge jack kikket mod sin gudfar lidt han kunne høre på hans stemme han, var lidt Sarkastisk med det men han smilte rolige og lukket øjnene lidt der hang 3 mænd spyd. på fra tærten og da han ømmet sig lidt efter noget tid kom han til en læge/Hegler som sagde ” før ham ind han skal have hjælp med det samme ” jack skreg meget af natten nogle Ander læger, måtte holde ham nede for ikke at han skulle bruge sin druide kræfter mod dem ” jack slap af vi ville kun. dit bedste ” sagde en af lægeren, jack kunne ikke høre andet ind smerteten som tog fadt blodet dryppede. ned af hans ryk og der var tykke sår som selv ej elver lægen kunne hele helt de skulle hele naturlige han fik lagt forbinde på jack jack var besvimet af smerter så nu kunne længen gøre sit beder ind når jack lå vågen men chancen for jack skulle komme sig helt var lille for han var meget svag lige nu og det gjorder lægen jo lidt ondt og han vidste heller ikke hvordan han skulle sige det til hans konge heller han smed den Blodlige kuld og tog for klædet af for at vaske sig selv det lyse gylden hår kikket ud mod skoven der skete meget lige nu som selv hans konge ikke kunne klare af lene

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville til enhver tid forsvare sin skov og sit land, og det var vel også det, som han udviste i en stund som denne? Han klemte øjnene let sammen, inden han skænkede buen, da warlocken forsvandt. Dette var noget som passede ham fint. Han skulle nok få meldt fra til kongehuset. Mørkets væsner var begyndt at trænge over muren, af hvad han kunne gætte sig til. Ikke at det var noget der faldt i hans gode jord, for det gjorde det da på ingen måde.
Buen sænkede han, som manden forsvandt. Det var på tide, at han kom hjemover. Selvom han allerede nu havde været væk i flere timer - som det føles i hvert fald, og hesten som var løbet hjem, måtte han jo gå resten af vejen hjem. Han var på vagt. Han vidste, at der var folk og væsner omkring ham, som kunne være ude på at påføre ham skade. Når en gjorde det, hvorfor skulle andre så være afholdt fra at gøre det samme?
Inden længe kunne han spotte sin landsby, hvilket gav ham en hjemlig følelse. Nu måtte han jo bare indse, at det var en nat uden søvn. En tanke som uden tvivl måtte irritere ham, men de mørke væsner var nu drevet på flugt, og det passede ham mere end fint. Jack var bragt hertil, og til healernes telt. Det var måske bare på sin plads, at han kiggede til ham, og så hvordan han havde det? Han søgte mod den elviske healer, som var her i byen. Den eneste, som der var der faktisk. Han fik øje på ham. "Hvor er han?" spurgte han direkte. Han var træt, og ikke lige ved bedste humør. Den hårde mand, som han var kendt for at være, var atter tilbage igen.

[Deleted]

Lægen bukket hovedet mod sin konge ” haner der inden” Helere tøvet lidt og tog stille på trhanduil påå skulderen lidt ” men Thanduil han er meget svag det var kun med nød at næppe jeg fik ham tilbage rejsten er op til ham selv og hans krop ” sagde lægen igen uden tøve han vendte sig ud mod skoven og kikket på tærende ” husk nu det ikke var hans skyld ” sagde lægen stille for at sige at han skulle hisse sig let ned inden han gik ind til ham, jack lå stille og så nærmeste ud som om han sov men det gjorder han ikke han det eneste som bevæge sig var hans hjerte han var en god ven af ham så han tænke det ikke skade ham at sige det for vis det var han hisset sig op måtte Hillern smide hans konge ud for at beskytte de såret det var jo hans job at gøre det og passe på de syge lægen kikket på Thanduil mens han stille flute ham ind til ham der lå stade blod nolge steder og man kunne se buleren på hans ryk han svedte lidt men det gik men det var lidt feber der hadet bredt sig i mens de hadet kæmpede så meget lægen kikket rolige på jack så ung en mand burde ikke have så meget smerte i sig ” tja der er han så....” elver lægen var lidt bekymret han kendte sin konge og der stod også andre læger klar vis der skulle ske noget for det var jo ikke jack skyld at der hadet været nogle onde mennsker som ville volde ondt på ham og hans venner/famille jack puset stille og rolige ind og lå helt stiv han kunne ikke gøre så meget andet ” det typisk når kroppen mærker fare på sig selv så lukke det alt ned og genop bykker af sig selv ” svaret lægen for at gøre Thanduil lidt mere rolige over det

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var på ingen måder urolig for Jack. Sidst han havde set den unge mand, havde han været kæk og givdet ham råd omkring denne warlock, som han nu havde stået overfor. Heldigvis havde manden søgt videre, hvilket passede ham fint. Han sendte healeren en fast mine. "Før mig til ham," bad han med en kortfattet stemme. Han ville bestemt ikke lade det stå til diskussion.
Han lod healeren bringe ham til teltet, hvor hans blik gled direkte til Jacks bevidstløse skikkelse. Han havde det ikke godt. Hvad var der egentlig hændt ham? Adrenalin var måske det, som havde holdt ham vågen før? Selvom knægten jo var hans gudsøn, så ønskede han jo ikke, at se nogen i den situation som denne. Ikke at det var noget, det var noget der gjorde det meget bedre for ham. Let klemte han øjnene sammen. Han havde ganske vidst aldrig haft et forhold til den unge knægt, og det ville han nok heller aldrig nogensinde få, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Thranduil trådte stadig nærmere. Han havde fra dag et, lovet Jack, at han ikke ville komme i nærheden af elvernes by, og nu lå han der. Et sted kunne man vel prise sig lykkelig for, at han befandt sig i en situation, hvor han ikke var i stand til at drage nytte af dette? I og med, at han jo var sengeliggende. Hvorvidt om han ville vågne igen, var end ikke til at sige, hvilket ikke var en tanke som Thranduil brød sig om. Aldrig havde det været meningen at Jack skulle blive fanget midt i dette, men nu var det jo sket alligevel. Han blev stående og kiggede på ham.. Buen og pilekoggeret lagde han roligt fra sig. Serenity var i sikkerhed, så der kunne han slappe af - heldigvis. Der var bare så mange andre ting lige nu. Og det var det, som han faktisk ikke brød sig helt om.

[Deleted]

Jacks krop lå stille og rolige som om indte var sket lægen gik over ved siden af Thranduil og lage en trøsten hånd på hans skulder han vidste at thranduil hadet haft det meget hård også så han vidste også hvor svært dette måtte være lige nu ” knækten er stræk jeg fandt brand så i ham vilkede tyder på at han har haft noget stød i gennem sig plus en masse piske sår og en smule gift i sig hr ” sagde lægen men nikket til ham han ville lade de to være af Læne men bad to vagt læger om at stå ude for and vis der skulle ske noget mellem dem, jack pustede stille ind og ud han kunne mærke sin gudfar men han kunne ikke sige noget hvorfor kunne han ikke bevæge sig rolige kom der et skab lys for sig halskæden begmyte stille at lyse igen som den hadet gjort det ved senitrey den grønne rubin jack sagde ikke noget som altign andet ind han kunne se noget lys og en person som kom frem som han kendte rolige ” far ” kom det træt ud af hans mund hans far smilte rolige det tomme huld som jack hadet bliv fyldt om med lys i stede lige nu var Alting så radt ” dav min dreng ” sagde jacks far stille og rolige mens han stod og kikket på ham jack var i vidt tøj han anden ikke hvorfor selv ” du godste hvor er du blevet stor ” kom den varme stemme fra ham jack vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller stille op med sig selv ” forgår det her inden i mit hovede...eller er jeg død ?” kom det lidt usikker fra jack



jacks far Thor grinte lidt og holdte sig om maven ” nej nej du ikke død ” sagde Thor stille men kikket op i himlen med et lidt bekymret ansigtet udtryk ” ikke i nu i hverfald ” sagde han med et smil på læben for det var jo sandt Thor kikket rundt ” sikket et srot huld du har lavet i dig selv min søn måske skulle vi ud fylde det lidt med noget glæde eller va ” sagde han og knipse med fingeren så der kom en form for blomster have jack vendte blikket rundt og kunne kikke helt forstå hvad der skete lige nu hvor var han hvorfor var hans far lige her rolige kikket jack og måtte ind rømme at hans far hadet store kræfter


det var en sær fornemles af det her ” jack jeg er kommet her for at snakke lidt med dig!” sagde han så lidt bestemt og gik hen for at lægge armen om ham jack vidste ikke om han skulle grede eller være bange var det virkelige hans far der stod der sammen med ham nej umuliget ”hvad ..hvad skal vi snakke om ?” kom det spøgeren fra jack som tog stille skridt videre hen mod ham og gik tætter på jack selv vidste ikke hvad det kunne være Thor selv smilte rolige mens han vendte sig om og tog om skylderen til jack ” du en vogter som din far og en vogter har store evener min dring Thranduil ville ikke fortælle dig det for at skåne dig ” sagde Thor stille mens blikket kom ind i jack så stille ned og sukket og tog en stor ind åndening ” jeg hadet en fornemle af det ja ” sagde han stille til sin far men jack kunne ikke styre de evener som han hadet hvordan kunne han gøre det på nogle måd

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvad Thranduil egentlig havde at forvente af dette, vidste han ikke. Ville Jack overleve det? Selv var han nok mere bange for hvordan Serenity ville tage det, end det andet, og særligt fordi at det jo var en mand, som han vidste, havde haft en særlig betydning for Serenity. Måske at det var det, som skulle gøres noget ved i en situation som denne? Let bed han tænderne sammen, som han blev stående. "Han er en stærk ung mand. Det ved jeg," lød det roligt fra Thranduil, da han igen vendte blikket mod healeren, som havde fået til opgave, at tilse den unge mand igennem hans tid her i byen. I det øjeblik, at han igen viste sig, at være klar til at forlade sengen, kunne han tage hjem.
Det var i det hele taget en hård og svær tid for Thranduil. Han skulle også have meldt fra til kongehuset hvad angik det her angreb, og særligt fordi at det omhandlede mørke væsner. En tanke som uden tvivl frustrerede ham, og særligt fordi at han også havde sit kommende bryllup at tænke på. Han glædede sig så meget til at skænke Serenity sit evige ja.

Som Jack alligevel måtte sige ordet 'far', måtte Thranduil alligevel vende blikket mod ham. Var han så langt i sin egen underbevidsthed, at han var begyndt at se sine forældre? Han trak vejret dybt. Uanset hvad er foregik for den unge mand, så håbede han virkelig at han ville komme sig - dog mest for hans egen skyld. For Thranduil kunne man ikke påstå, at han havde været andet end en pest og en plage, som han egentlig kun ønskede ud af skoven og tilbage til smeden. Han vendte sig efterfølgende i retningen af healeren som stod ved siden af ham. "Sørg for at han kommer sig, og få ham bragt tilbage til Rimshia. Det er der han hører hjemme, og ikke i skovene her," sagde han endeligt. Det var nok snarere udtalt som en ordre, end et var en opfordring. Jack skulle bare ikke have lov til at ødelægge noget mellem ham og Serenity som det stod lige nu. Det var slet ikke noget, som ville komme på tale!

[Deleted]

Heliern vendte hovdet mod sin kongen og nikket til ham han kunne ikke mod sige sig noget som helst lige lige nu det var svært tid og han forstod Thanduil og nikket hvad skulle han stille op lige nu han sukket trist og vendte sig om mod jack som så ud til at sove videre mens Thor og jack snakke sammen om nogle ting som tog sin. tid lyste hals keden mere, op Thor kunne ikke forlade det i nu han måtte snakke med sin gammel .ven rolige og grøn spøgelse ,agtit sad han på en statue og vente på Thanudil ville komme for bi han kikket lidt rundt det var svært for ham og han hadet nok kun et øje blik at tale med ham i . men da han så Therduil sagde han stille ” det lægen side gammel ven ” sagde han bare lige ud mens han sad med lang kappe og brunt hår som jacks han ville se overankels i Thanduils øjen der kom ,et bredt smil over ham hvad skulle han sige det var for mange år siden at Thanduil nok hadet set ham rolige med elegante skrid gik han ned af mod ham ” ja det er mig Therduil det mig Thor ” han smilte varmt til ham mens han vendte blikket rundt der var sket mange ting på få korte år , han sukket og tog sig lidt sideren ”du liner dig selv ?” sagde han så stille mens han vendte et øje blik på hvad der skulle ske med ham ” jeg har kun et kort øje blik tilbag Therduil ” sagde han så bestemt også