At forberede sig på krig ?

[Deleted]

jack kunne se dette ikke førte noget han stod, lidt mund lam kunne hun virkelige ikke se hvad hun var ved at blive til lige som ham lige jack stod stille og kikket på dem længe " je g er ikke jeres Fjende " sagde jack lige lige, ud mens blikket bliv rette mod dem med tomme blik han gik rolige tilbage ” og nej det er jeg safølige ikke klar over ” sagde jack og nikket til . Jack stod lidt og kikket på dem bække to senitry som han hadet kendt hadet foranderet sig meget han kikket lidt med lidt skabt blik ” men vis i ønsker jer at se mig som fjende så må i om det ” jack vendte sig rolige om for

hvad skulle han sige eller gøre de bække to var sååå ugrggeee han ønsket lige nu at han ikke hadet mødt dem eller foget tingen at vide at han var gudsøn tilk en elver kongen og lige nu faldt meget til jorderen jack hadet virkelige ingen konge som han tænke lige på hvad han skulle gøre var det virkelige sådan de skulle skilles som Fjender i så fald hadet Thranduil både sviget hans forælder og ham og van æret dem i så høj grad at inden kunne gøre noget for dem


jack så stille ned og samlet sit svær op fra bælte han kastede det hårt ned i jorden og vendte sig om dem og stirte dirkerte ind i dem ” nu høre i godt efter.... venner støtter hinanden og ja senitry jeg ved godt jeg ikke var mig selv, forleden dag du var kommet for at besøge mig men sig men en gang hvordan vilel du have det når du. Kan føle alt vrede og søgen som bevinder sig på sammen sted ”

¨
jack kunne ikke hodlde det ud mere ” og hold så op med at behandle mig som en fjende eller lille barn jeg har været meget i gemmen slutte næsten døde måtte stjæle for at overlev i har ingen ide om hvordan det er at miste en forælder Ingen ide ” jack måtte støtte sig til et træ byrden var for stor lige nu jack prøvet at holdet nogle tåre tilbage men det var svært rolige vente han sig mod tæret for at skjule sig lidt

”jeg var af lenne i så lang tid og da jeg fik af vide jeg hadet en gudfar trode jeg virkelige på tingen ville forandre sig ” sag jack ind Rømmnde hvorfor kunne thranduil ikke se på ham han led inden i at smerte og senitry gjorder det ikke beder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forsøgte at forholde sig rolig. Jack ville ikke fremstå som fjenden? I så fald, så var det måske en meget god ide, at undgå at gøre sig til fjenden. At stå og fornærme elverkongen, foran elverkongen og hans udkårne, var måske heller ikke ligefrem det bedste træk at gøre sig, og særligt nu hvor krigen var på vej. Hans krop bar præg af mærker og ar efter utallige kampe og stride, som end ikke Jack turde forestille sig! Han var en kriger, som vidste hvad det ville sige, at skulle kæmpe for sit liv! Og nu havde han andre grunde til at fortsætte de selv samme kampe og stride, og det var slet ikke noget, som han ønskede skulle holde inde.
Hånden lukkede sig mere fast omkring Serenitys. Bare for at have noget at holde om, men også for at understrege for hende, at han havde kontrol på denne situation. "Et godt råd, som jeg nu vil skænke dig, Jack: Undgå at gøre dig til fjenden," sagde han denne gang med en direkte tone. Knægten havde det hårdt.. Det var han så sandelig heller ikke ene om. Han rettede sig automatisk op. Et sted var han naturligvis glad for, at Serenity forsøgte at tale godt for hans sag. Han selv havde mistet igennem livet.. forældre.. kone og endda også hans søn. Han var den sidste i sin familie, og han vidste, at det samtidig også måtte lægge et pres på ham.. som det også lagde et pres på Serenity. Han vidste for pokker mere om livet end Jack! Som igennem hele sit liv, havde levet i en lille boble! Han tog denne gang et faretruende skridt mod ham og skubbede derfor også Serenity en smule bag ham. "Jeg skal nok tage mig af denne sag, kære," sagde han, dog uden at skænke hende et blik. Hele hans opmærksomhed hvilede på Jack foran ham. "Krige har kostet mig min familie, Jack... Jeg har mistet min hustru og jeg har måtte gravlægge min søn, som mistede livet efter en grusom ulykke. Når du taler om tab, som jeg ikke ved hvordan det føles. Du kan tro, at jeg ved hvordan det føles," sagde han med en fast tone. Han var først kommet videre, efter han havde mødt Serenity, og det for alvor var gået op for ham, hvad han havde misset i tidernes løb. Det var mange ting. Skræmmende mange ting.
"Krigen vil komme til landet her.. Spørgsmålet er bare hvor og hvornår slaget skal stå. Hvis du har dit liv kært, så gem dig.. Du er ikke en titel som kriger værd," sagde han hårdt.

[Deleted]

Serenity var stadig så god af hjerte som hun altid havde været, hun havde gjort en fejl ved at lade ham komme ind på livet af hende sådan og hun havde gjort Thranduil uret derved, hun fortrød inderligt, men var kommet videre. Hun havde ikke ændret sig, hun havde været på vildspor og fundet sig selv igen. Jacks opførsel udviste til gengæld en mand som ingen ide havde om hvem han egentlig var og hvad han stod for, den plads kom også først senere hen i livet. Det havde taget hende selv ufattelig mange år at komme hertil, at vide hendes plads var ved siden af Thranduil. Hendes hjerte hamrede vildt bag hendes bryst, hun var oprevet, meget og hun kunne slet ikke tage han snakkede sådan til dem begge. Hun havde rent faktisk lyst til at straffe ham, lære ham om disciplin, en tanke som gjorde hende en smule forskrækket over sig selv. Selv knugede hun sin hånd i hendes elskedes, det ville være tydeligt på dem begge nu at mærke hvor oprørt hun egentlig var. "Vi har ikke kaldt dig for vor fjende, end ikke gjort tegn dertil. Det er noget du har valgt at påtage dig. Ser du ikke hvordan din person bliver tværret ud i vrede og frustration? Vi bebrejder dig ikke at du føler du har det hårdt, og som jeg ser det, har vi blot forsøgt at hjælpe dig, og udvist bekymring. Hvis du ser fjender over alt på den måde Jack, ender du med at blive en meget ensom mand, uden en eneste ved din side!" Hun så mod ham med blikket hævet over ham, hun var over ham og lige nu følte hun sig berettiget til at være det. Serenity kunne slet ikke have han talte til dem på den måde, men hun måtte lade sin kære kommende mand tage sig af dette, som han tog hende i baggrunden. Roligt slap hun hans hånd og trådte faktisk få skridt væk fra dem begge, hun vendte ryggen til dem og så ud over skoven, det var hårdt at se en hun rent faktisk elskede være på den måde og være en helt anden end hun troede. Selvom det blot var en ven, så havde han ligesom været rimelig tæt inde på livet af hende. Og en anden ting var han stod og fornærmede hendes kommende mand gang på gang, det fik hende til at føle en vrede som hun ikke var bekendt med, også skuffelse måtte glide ind over hendes hjerte. Nok vidste hun intet om at miste, men det vidste hun at Thranduil gjorde og det gjorde næsten ondt på hende at høre Jack snakke sådan om tab, for hvis nogen havde mistet, specielt mens det gjorde ondt og man rigtig forstod det, så var det Thranduil. Jack havde jo ikke været meget mere end en lille dreng.

[Deleted]

jack vendte sig mod sin gud far og kikket på dem bække mens han kom lidt tætter på han hadet miste en kone og måtte berave sin enge søn hvorfor hadet han ikket sagt det noget før nu begynte tingen at falde lidt på Plas rolige satte jack sig lidt ned i sjok, hvad hadet han gang i rolige kikket han på sine hænderne det var ikke regtit Thranduil kendte selt ikke til hvad han kunne gøre noget som helst rolige ratte jack sig op og sagde så " de tager Fejl hr " sagde han med ratte ryg " jeg har min fars ånd og kræfter og han var en vogter at skoven viklede betyder at jeg er del af skoven " sagde han stille og kikket lidt på dem bække to " men der var Nogle som fladt ham i rykken han forttalte mig det helle inden han døde han.......så dem som en broder Thranduil " sagde han stille mens han tog sværdet op. lige nu prøvet han at bekæmpe den vrede der lå nede i maven og boblle op rolige kikket han mod Senitry " jeg agter at blive som ham og vis døden er den vej men skæbne lægger så må det være sådan " sagde jack mens han vendte " vis jeg ikke hader kriger i mig du sagde det selv at jeg hadet det i mig " stille tog han en fjer frem for at give den til ham for at vise han talte sandt han kikket rolige på Thranduil mens han nikket til senitry nolge røder var sprunget op fra tæeren hans vrede hadet tændt dem

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke ude på, at blive fremhævet som en trussel, eller en fjende overfor Jack, men lige nu, placerede den unge mand ham i den position, og det kunne han ikke have! Han ønskede at nyde tiden og sit liv, inden slaget for alvor ville stå, og var der noget forkert i det? Jack vidste at han havde mistet. Han havde nævnt det for ham tidligere, så det burde slet ikke komme som nogen overraskelse. Hvis der var nogen, der vidste hvordan det var at miste, så var det uden tvivl ham! Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. "Du ved ikke hvad det vil sige, at bo på slagmarken og kæmpe for sit liv," sagde han kortfattet, inden han vendte sig med ryggen til ham, for at søge tilbage til hans kære. Til Serenity.
Thranduil tog om Serenitys hånd, hvor han sendte hende et betryggende smil. Det kunne godt være, at Jack var hans gudsøn, men han tilgav hende, for at have været med ham først. I hans øjne, havde hun gjort det rette valg efterfølgende, og det var det, som for ham var det vigtigste. Han trykkede omkring hendes hånd, inden han igen vendte blikket mod Jack, da han begyndte at lege med rødder og træerne som var omkring dem. Der var kræfter i ham, som han ikke vidste, ville komme ham til gavn på en slagmark. Selv han ville uden tvivl blive meget overrasket, dersom han ville komme derfra i live. "Du er ikke en kriger. Det vil koste dig livet, at søge derud, når slaget vil stå. Hvad har du at kæmpe for af personlige ting? Folk som er dig nært til hjerte?" spurgte han med en kortfattet stemme. Igen vendte han blikket mod Serenity. "Kom.." bad han, inden han gjorde tegn til at hun kunne tage hans arm, så de kunne komme videre. I hans øjne, var de færdige her. Jack var jo ikke andet end en ung dreng, som legede kriger.

[Deleted]

Jacks vrede lå til uden grund, han var en forvirret ung mand som havde vokset op uden nogen form for autoritet, hvilket forklarede en del. Det var svært at opdrage på en ung mand, når barndommen ikke havde været dertil. Hun sukkede opgivende, hun havde slet ikke lyst til at skænke ham et eneste blik, faktisk, ville hun allerhelst derfra. Det som før havde vagt bekymring i hende, var blevet vækket igen, hendes blik var uroligt og flakkede kort, lige indtil hun mærkede den varme hånd om hendes, det fik hende til at falde på plads igen, finde tryghed. Roligt gav hun hånden et klem og så op mod ham med et blidt og varmt blik, hvor hun dog elskede den mand, han kunne bringe hende ned fra alverdens følelser. Hendes blik gled kort mod Jack, hun prøvede virkelig at finde ord, men det var bare som om at alt hun sagde ikke blev taget som bekymring og gode råd fra en ven, men som onde ord fra en fjende. Så hvad nytte havde det i sidste ende? "Jeg er bekymret for dig Jack, du er ved at miste dig selv til vrede, vrede føre til mørket, og vrede har du haft alt for meget af i dit hjerte, helt uden grund. Du ser ikke det som er lige foran dig, en mand som er stolt af sin folk, men alligevel giver sig tid til at give sin visdom fra sig og en kvinde, som betragtede dig som en ven og gjorde alt for at være der for dig. Du har selv smidt tingene væk, du har selv redt hvor du ligger nu og mærk dig mine ord, intet var af ondskab, det var hvad du valgte at se! Hvis du virkelig var en del af skoven, ville du være fredfyldt og forstående ligesom den." Hendes ord var rolige, sorgen kunne høres og den kunne ses i hendes brune øjne der normalt strålede af glæde. Nu ville hun væk herfra, hun tog blidt om Thranduils arm og gled helt ind til ham for at finde mere ro. Hun gjorde tegn til at gå, hun ville væk derfra, at lade sin vrede vise igennem naturen var usmageligt når der ingen fjender var! At bruge den til unødvendig vrede og ingen god handling. Det var elvernes skov, Thranduils og snart hendes at herske over, og så snart hun havde den magt, ville hun aldrig se den slags i hendes skov igen, aldrig! "Jeg bryder mig ikke om det her." Hviskede hun stille mod Thranduil, hendes stemme var lav nok til det kun var hans øre det ville ramme, hun knugede sig mere ind mod hans arm og søgte næsten hans favn. Jack ville uden tvivl en dag kunne blive en stærk mand, men han havde jo ikke årene, ingen erfaring, kun held i overlevelse og en faders ry og rygte. Han glemte helt at han ikke var sin far, men sig selv. Og hvem var Jack egentlig?

[Deleted]

jack gik stille hjem til sig selv, men var stade lidt hal sur over sin gudfar og senitry lidt rolige kikket han op i loft men vendte hovedet for at skrige højt der nede jack hadet det ikke nemt, og han vidste ikke helt om. han skulle blive, mere eller bare se af komme af ,sted. jack vendte sig om, hvorfor var der ingen der kunne se det fra. hans side af, stille kikket jack op og solen gik langsomt ned så det bliv til aften igen hvad skulle han gøre. for at over bevise både senitry og Thiranduil han kunne godt tænke sig at give ham en lære steg bare en, så smile ville famle og han ville stå med åben mund hans gud far hadet dog ikket set hans anden even i nu, med at forvilde sig og det var måske meget godt?. lige pt hvad skulle han gøre han kunne ikke bare sidde her og gøre inden ting mens han venner stod til med mørknede som brdet sig jack kunne ikke sove den dag han vågnet lidt over midnat og gik ud for at kikke " elver " sagde han stille til sig selv mens han kikket ind i Spejlet og kastede noget vand sig selv han tog stilel sit svæt og gik ud for at træne igen igen han skulle vise dem hvad han dude til og kunne stå på enge ben hadet han da ikke gjordt det i længer tid

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvorfor var det så svært for Jack, at acceptere, at han ikke var den eneste, der havde haft det hårdt? Hvis han virkelig ønskede at udrette noget, var det på tide, at han forlod den boble af egoisme, som han hvilede i, og gjorde en indsats, for det var ikke det som Thranduil havde set til nu. Allerede bare under dette møde, var han blevet hånet og nedgjort, og det fandt han sig så sandelig heller ikke i! Han stillede sig ved Serenity. "Det kan jeg heller ikke," sagde han med en rolig stemme, inden han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Dette var ikke noget, som han ønskede, at hun skulle tage på sig. Hun havde rigeligt at tage sig i forvejen, og han ønskede ikke at pålægge hende noget yderligere.
Jack valgte at forlade stedet, hvor Thranduil blev stående og kiggede efter ham. Armen søgte let omkring Serenity. Der var mange ting for hans elskede at håndtere i forvejen, og med en krig på vej.. Han forstod skam godt, at Jack havde det svært, men derfor skulle han ikke fremhæve sig selv som den i Procias, som havde det hårdest, for det var han på ingen måde. "Lad os komme hjem," sagde han endeligt, inden han igen tog omkring hendes hånd. Nu havde han set det med.. For nu ville han lade Jack slippe. Han kunne være sur på ham, og så sur som han ville, uden at det rørte ham. Thranduil satte krav og forventninger til dem som var omkring ham, og hvis ikke Jack kunne leve op til dem, så kunne han ærlig talt ikke bruges. Han søgte tilbage til den elviske by. Da mørket faldt på, søgte de til sengen. Her sikrede han sig, at han lå og holdt omkring hende. Hun skulle i hvert fald vide, at han støttede og stolede på hende.

[Deleted]

Så fjern som han var fra den unge mand hun havde lært af kende, hun så det som et tab, han havde indeholdt så mange ting, men han var blevet blændet af alting ikke gik efter hans hoved. Af had og skuffelse, det havde taget over og formet ham derefter. Det gjorde ondt at se, men hun kunne ikke gøre mere end hun havde gjort, advaret og rådført. Hun ville ikke tænke på det mere, men det var bare svært, sådan at lade det ligge. Hun nød dog at stå i hans arme, hun sagde intet, stilheden var alt hun ønskede at høre lige nu, samt lyden af hans åndedrag. Et blidt kys blev skænket ham som hun nikkede, de burde komme videre. Turen hjem føltes lang, hendes tanker stod på intet tidspunkt stille og hun kunne mærke en dundrende hovedpine melde sig.

Endelig endte de i sengen, hun havde forsøgt at slappe af, men det havde på intet tidspunkt lykkes, lige indtil nu, hvor hun lå i sin elskede arme og trak vejret stille. Hendes hoved var blevet bedre, og hun fandt rent faktisk et smil frem. Serenity vendte og drejede sig dog lettere uroligt da søvnen havde meldt sig, skoven var tom og jorden fyldt med blod, hun kunne hverken finde sine forældre, nabosønnen eller Thranduil. Med et hårdt ryk satte hun sig op, stakåndet og så rundt i mørket, hendes fingre gled hurtigt mod sin side for at finde Thranduil.

[Deleted]

Jack lå stille og tænke på så mange ting lige nu ja han hadet følt sig såret og efter ladt at det måske hadet tagert på ham. Jack kunne ikke sove han måtte nok se det i øjne at rejse var den eneste vej han hadet at tag han sukket lidt han hadet sig selv lige nu rolige stak han kniven i jorderen og skreg lidt ud ”ARGGGGGGGGGGGGGGEEEE” og han bliv ved mens for at lukke alt det had ud af sin krop stille landede han på jorden og kikket op i luften med lidt sved på panden det der med at være voksen var ikke en hel nem ting han hadet ikke haft en barndrøm som sådan måske var det på tide at slippe og lade tingen ske som ville ske ham rolige rejste jack sig op igen og vendte blikket rundt hvad skulle han gøre hvor skulle han gå hen for at få gode råd tja hans gudfar var ikke en af dem i værefald stille kikket han på stjernerne og tænke på den gang hans far var i live hvad ville han ha sagt * lad tiden gå sin gang og lad sig ikke gå glemt * ikke just klove hord men det var vel nok det han sagde en tåre faldt ned af ham han savnet en at kunne være nær men der var ingen lige pt stille forvalde jack sig til sin ulve fom og gik ind og lage sig på gulvet måske en dum ide stille kikket han rundt

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Søvnen havde i forvejen været svær for Thranduil at falde i, og særligt i aften. Ikke på grund af Serenity, men på grund af alle de tanker. Det var sjældent at han blev ramt af en vrede på den måde, som han følte den, og særligt nu hvor Jack havde stillet sig i verdenens centrum, og troede, at han var noget særligt. Tanken gjorde ondt, hvilket der ikke var nogen tvivl om.
Let åbnede Thranduil øjnene, da Serenity begyndte at vride sig i hans arme. Hans greb løsnede sig en anelse. Mareridt? Det lignede hende ikke at blive ramt af disse. Bekymringen meldte sig omgående i Thranduils krop og sind ved tanken om dette. Som hun satte sig op, som mareridtet havde vækket hende, vendte han sig en anelse. Selv her i mørket, kunne han stadig ane hende på grund af måneskindet som stod ind af vinduet. Han greb forsigtigt ud efter hendes hånd. "Det var bare et marerid," beroligede han hende roligt med. Ikke var der noget igang.

Uanset hvad Jack gjorde i aften, lå han temmelig fjernt for Thranduil. Hvorfor skulle han tænke på den unge mand nu? En ung mand, som intet havde gjort med sit liv? Han satte sig forsigtigt op, hvor armene let gled omkring hende bagfra. Thranduil plantede et let kys mod hendes ene skulder. Alt var i orden.. Hun kunne bare falde til ro igen, for der ville intet ske med hende, eller ham for den sags skyld. Håret gled ned langs hans skuldre, inden han igen vendte de grønne øjne i retningen af hendes skikkelse. Han var bange og ikke mindst bekymret når den slags skete. "Dit sind er præget af for mange tanker," sagde han endeligt. Det vækkede faktisk en bekymring i den ellers så højthævede og 'ligeglad' elverkonge.

[Deleted]

Følelsen af hans varme hånd i hendes fik hende til at smile svagt, hendes hjerte pumpede hårdt af frygt i hendes hjerte, følelsen af at være alene, fortabt, den havde været så stærk og ægte. Hun måtte fælde en enkelt tåre, hun fik den fjernet hurtigt for at han ikke skulle opdage det. Hendes blik gled mod ham, hun vendte hovedet lidt, tog en dyb indånding og fokuserede på hans kys på hendes skulder, som hun stadig kunne mærke og holdte fast i den følelse, trygheden han gav. Et opgivende suk kom fra hende, hun kørte hænderne op igennem håret og så langt om hun kunne, inden hun slap de brune lokker igen. "Jeg ved det....." Lød det lavmeldt fra hende, hvorpå hendes stemme måtte afsløre hvor rystet hun faktisk var, mareridt havde hun aldrig haft før, i hvert fald ikke i den grad og slet ikke så virkelige. Hun mærkede tårerne presse på igen, men holdte det i sig, for pokker da, der var jo intet at tude over! Han sad jo lige der, hendes forældre lå sikker trygt i deres seng og det samme med nabodrengen som egentlig var hendes bedste ven. Serenity lænede sig bagud, ind mod ham, for at mærke ham og hans varme, hun lukkede øjnene, men måtte hurtigt åbne dem da en serie af billeder fra mareridtet blev ført frem for hendes nethinde. Et kort gisp kom fra hende, hun bed sig i læben og prøvede at tage sig lidt sammen. "Jeg har brug for frisk luft kære." Hviskede hun blidt, inden hun valgte at forlade sengen, hun fandt sin lysegrønne satinkåbe frem og viklede om sin krop, inden hun valgte at søge mod døren, hun ville tage et par skridt ned af den lange trappe og mærke vinden oppe i højden kærtegne hende. Det kunne være kulden kunne sætte lidt virkelighed i gang i hende.

[Deleted]

En tyve bande hadet lagt sig på lur i skov bruden de hadet fundet jacks hemmelig hus som han ellers hadet holdt skjul så længe ” hvad skal vi gøre med ham ” sagde en mand som hadet langt gå skæk og kikket sig over skulderen det var en let unger mand som hadet en kappe på og så grusom ud ” vi tager ham og bringer ham med os han ville være god til vores fordele ” grinte manden og klapped den gammel mand og kikket om på sine andre 15 kammerater der stod og snakket lidt ” jamen hvor når går vi så på ham ” svaret en yngre mand som lå ved siden af ham ” når han er faldet til ro og sover ” sagde han stille og rolige og tysset på ham hvad skulle jack de nærmet sig huset stille og kikket rolige ind af viduet hvor jack sjov stille manden tog en sæk han hadet


blandt op med høg og kastede den over mod jacks hus som huri tit brede sig de ventede lidt mens jack var faldet i søvne og ikke hadet hørt dem komme først da han kunne mærke ilden brede sig sprang han for stærkt op mens han prøvet at find en vej ud men da han så enlige gjorder slog en mand ham i hovedet kappen jack hadet efter ladt sig lå tilbage mens de ander hadet slept af sted me der kom skrig fra jack en af de to mænd trak en kniv frem og skar ham i skulderen jack ud støtte et skrig af smerte ” arrrrgggggeeeeee ” hans blik bliv vendt mod de to og hans øjne bliv grønne og nogle rødere sprang frem fra jorderen


to eller tæ mænd bliv fanget af det dem men bliv hurit over bumlet røgnen var tyk og sløret og kunne ses i skoven jack prøvet atter at slå fra sig men bliv så slåret om kuld

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Freden i det lille elviske hjem, var ødelagt, og det bekymrede uden tvivl Thranduil at se hende på denne her måde. Han lod hende hvile ind mod sig, så hun for alvor kunne mærke, at han sad der. Han kunne sidde der lidt, selvom han kunne mærke på hende, at den ikke var helt ovre endnu. Var der mere der plagede hende? Før han nåede at stille nogen spørgsmål, havde hun trukket sig fra ham, og havde fortalt, at hun havde brug for luft. Her..? Nu? Så sent, og når det var så koldt? Han blev siddende og kiggede efter hende. Ej, var det fordi at han troede, at han havde gjort noget forkert, for det vidste han derimod godt, at han ikke havde gjort.
Thranduil rystede på hovedet. Det var da hans ansvar at gøre hende rolig efter et mareridt.. trøste hende, hvis hun var ked af det, og lade hende vide, at hun var elsket. Han elskede hende jo, og det var han heller ikke bange for at melde fra overfor hende. Han rejste sig selv op. Bevidst klædte han sig på, da han alligevel gik ud fra, at han ikke ville få meget søvn for resten af denne nat. "Serenity..?" endte han med en rolig stemme, hvorefter han søgte ud til hende. Det var koldt.. Det var langt varmere at ligge i sengen. Hans gang var rolig.. næsten lydløs og ganske rolig, idet han nåede hende. Det bekymrede ham oprigtigt, at se hende på denne her måde. Ikke at han var vant til at bekymre sig for nogen. Det var rent faktisk svært for ham.

[Deleted]

Luften ramte hende brat som hun kom ud i den friske luft, den kølige luft greb hurtigt fat i de lange brune lokker og satinkåben, hun lukkede blidt øjnene prøvende igen, prøvede at føle naturen om sig, hun fandt ingen ro lige nu og selv i hans arme kunne billederne ramme hende. Lige nu havde kulden sit tag i hende og det hjalp virkelig i et øjeblik. Hendes øjne åbnede igen som hun betragtede udsigten, så smukt, så stort og alt sammen snart en del af hendes ansvar. Serenity vendte blikket mod ham da hun hørte hans stemme, hun sendte ham et undskyldende smil. "Du burde få noget søvn elskede, jeg skal bare have styr på mine tanker." Lød det blidt og stille fra hende, hun valgte dog at søge kort mod ham og give ham et blidt kys på kinden, hvile hånden mod hans brystkasse og lade den anden hånd trække kåben mere om sig. Dog blev hun forstyrret ved en af spejderne som kom styrtende og meddelte som fremmede som var i skoven, ikke af god natur, så det havde vagt bekymring og selvfølgelig skulle Thranduil have besked. Hun gjorde plads og lod manden udfører sin pligt, dog var hun ikke tryg ved at der var flere og flere mørke væsner som brudte frem i deres skov. Hendes blik søgte ned, hun var bekymret, det måtte være det, og så tanken om at miste havde nok gået hende meget på, et sted, var hun bange for at miste fatningen som Jack havde gjort det og hun ville ikke kunne klare at skulle lade sig styrer af vrede, blive ødelagt og miste sig selv. Det var skræmmende, meget skræmmende.