At forberede sig på krig ?

[Deleted]

Jan 20, 2015 15:47:57 GMT 1 @jack said:

   


             At forberede sig på krig
                                                                                                                                                        

det var en kold vinteren dag og jack stod og trænet med svær i skoven han var efter hånden en fuld voksen mand men inderste var han den samme han stod med et svær og øvet i nogle slag som kom fra en rod som jack slev hadet,


Efter dødsengel angrebet var jack blevet en hel anden han følte han forstod sin gudfar noget mere ind han hadet gjort før, men der var stade en Irritation fra Thranduil dette hadet jack hoppet til siden, da den skød pikke frem ” naaa ikke i dag du ” kom det lidt grinene fra jack ,han trænet lidt i hjemlighed men han kunne vel nok gøre brug af det på, et eller andet tidspunkt med lærte tå hopped jack atter frem og lavet rolle fald om bag en gammel tra stamme og kikket lidt frem mod den rod som han hadet frem kaldt til at jage ham, og med et SHUSSSS rame roden det gammel døde træ jack gjorder lidt storee øjne og kom med et,


” Puuuhaa det var tæt på det der ”sagde han til sig selv rolige rejste jack sig op og løfte hånden lidt i vrede ” jeg sagde i øveles det ikke mingen jeg skal falde for min enge magi ” sagde jack med lidt surt ansigt men rooden lod ikke til at høre efter og slog ned i jorden for at vise sin vrede lidt ” når vi har vist en dårlige taber her sir ” sagde jack med et stille min jack var begyndt at lære sin kunst med.
 


jack snak en klump og og begyndte at løbe for livet igen men der var stade et smil over hans læber for han hadet vist ikke helt styr på det i nu jack hoppet over en sten men i det han gjorder det bliv han fanget i bente af roden som var kommet op og jack tapet sværte ” arrg huug ” kom det fra jack og kikket lidt ned eller der i mod op på si fod for at se hvad der var ske ” hov hov du synder jo ” kom det fra jack man kunne høre en knækkene knirken fra roden som beknte at ryste jack lidt op og ned fra luftem ” ja ja oki jeg overgiver mig du vinder...... og slip mig så ” sagde jack stille med et lidt rødt ansigtet udtryk roden gav slip på ham og forsvandt ned i jorden jack selv måtte rejse sig stille op for der efter at samle sin svær op

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var i dagens anledning, ude med Serenity. For ham, var det vigtigt, at hun var kendt med hvad hun gik ind til, og særligt med den intense spænding, så var det også noget som havde lagt et ekstra pres på ham og hans skuldre. Ville krigen komme, inden det hele var klart? Han frygtede det lidt.. i de sidste dage havde det efterladt ham søvnløs. Ikke noget som han havde delt med hende. Det var endnu underligt for ham, at vågne med en kvinde i sengen, for det havde han ikke gjort i frygtelig mange år.
Den grønne kappe slæbte han over jorden, hvor han også i dagens anledning havde den grenede krone på hovedet. Hans ansigt udstrålede alvor. Nej, endnu havde han ikke valgt at gå offentlig ud med nyheden om Serenitys sejr om hans hjerte. Ringen var undervejs, og han ville ikke gøre det, før han stod med denne i sin hånd. De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse ved hans side. Garderoben var de ved at have styr på.. Men som dronning for et helt folk af skoven, så var der visse ting, som hun skulle og kunne tage sig af, og særligt i den tid, hvor han vidste, at han ville være fraværende. Hans hånd søgte hendes, som han trykkede let i sin egen. Hun var uden tvivl det mest betydningsfulde i hans liv, og han var bestemt heller ikke bange for at stå ved det, når det nu endelig skulle være i den anden ende. "Alt dette vil blive dit, Serenity," sagde han med en rolig stemme.

Vinden blæste let og roligt. Det var behageligt, og særligt nu hvor det også var begyndt at blive en smule varmere i vejret. Det var hvad man havde ventet på. Fugle var der dog stadig ikke mange af, og for selv Thranduil, var det et klart faresignal. Fugle og dyr var der ikke mange af tilbage. Allerede havde de valgt at søge væk fra skoven, og konsekvenserne af dette, kunne blive fatale. Han vendte blikket frem. Rumsteren i buskene og træerne, var en sjældenhed i disse dage, dog selvom hans elviske spejdere dog ikke havde kunne melde om meget anden aktivitet end forbipasserende, og naturligvis Jack, som holdt til i skovene. Han holdt øje med det hele. Han tog nemlig ikke nogen chancer.

[Deleted]

Hver morgen var blevet en større gave hvor hun fik lov til at vågne ved hans side, hun havde allerede vendt sig til det, det var hendes liv nu og selvom der endnu var meget at lære og vende sig til, tog hun det roligt og var ikke i tvivl om at han hjalp hende igennem det på bedst mulig måde. Serenity havde håret sat højt i en fletning hvor små perler i form af hårnåle pyntede hele vejen ned, hendes krop var dækket af den lyse kutte hun altid bar i de kølere i tider. Dog gik de en tid imøde der ville være varmere, i vejret i det mindste. Hun sukkede, der manglede så meget liv i skoven, selvom den var smuk som altid, manglede dyrenes glade færden. Det var i sandhed trist, skoven var ikke fuldend og manglede sin glød og pragt grunden krigen som ventede rundt om hjørnet. Skræmmende var tankerne på at hun måtte stå alene med kvinder og børn i byen, men hun vidste Thranduil ønskede hende der og hun vidste også hvor vigtigt det var med hjælp til at få ro på alle. Desuden, skulle uheldet være ude og en spion eller to var sluppet længere ind i landet, ville hun stå klar til at forsvare sit folk. Der var næsten ikke en dag hvor hun ikke bar sin bue og kogger med sig, dog var de ladt hjemme denne dag. Kutten slæbte en smule over jorden bag hende, hun gik med rolige skridt ved hans side og strålede sin aldrig før, dog med et sørgmodigt blik som hvilede rundt, lige indtil hun så op mod ham, et smil gled over hendes læber og blikket blev varmt. "Det er en ære og en gave uden lige min kære. Jeg vil beskytte det med livet som indsats, vær ej i tvivl om det." Lød det roligt og alvorligt fra hende, hun elskede at gå hånd i hånd med ham, hun klemte kort hans hånd der var noget større end hendes egen. Det her var vidunderligt, at gå og se på det som ville blive deres sammen at værne om, det måtte et sted være en lettelse, men også en dejlig ting i sig selv, ikke at være alene mere og noget af alt det som hvilede på hans skuldre. Bag hver stor mand burde en kvinde stå, og hun ville være ham evig tro og gøre alt for at fortjene pladsen ved hans side og i hans hjerte.

[Deleted]

Jack hadet hørt ldit om sin gud far og senitrys hadet fundet sammen, men han hadet ikke sagt noget for han var efter hånden vand til folk fald ham i rykken lidt. Jack tog sig i rykken og kikket op mod skyerne krigen gjorder det ikke meget badere, jack tog sig selv til skulderen den hadet ikke været det samme siden dødsengel hadet skubbed den af led, og han kunne mærke en vis smerte i den hvad skulle han gøre ved det han måtte bare arbejde hårdt og bevise for hans venner at han ikke var svag på nogle måder. Hvad nyttet det at beskytte folk vis man ikke kunne beskytte sig selv



at der bevget noget i skoven var ikke noget nyt for jack han hadet set flere elver vagter ude ved ham og det fik ham af og til at smil for så tyde det på at han hadet solgte noget ind hos sin gudfar fra sindte gang men han sagde ikke noget og han hadet ikke været hos dem i et godt stykke tid men hvad kunne han gøre,jack var sig selv og han vidste ikke regitit det med de knolige ting men han forstod dog at man skulle beskytte sit folk fra dem.

Jack sukket han vidste stade ikke hvem han var og det gjorder det ikke ligefrem beder at Thranduil hadet sagt som han gjorder , de brune øjne kikket rundt der var Mangel på dyre liv og s elv jack måtte søge til byen for at få noget mad for han kunne ikke skaffe føde ”arre ” kom det fra jack da han ømme sig selv være gang han tænkt på mad var det som om hans skulder bliv være og det dunkede i hovedet mund Thranduil hadet foget af vide det med døds engel?. Vidste han ikke noget om

de hadet vel for tavlt med deres enge ting han sukket atter men kørte sin hånd gennem sit hår og nåd de skidne stråler som kom fra træne det var ikke til at sige hvor langtid der ville gå men han ville sikkert komme ud og rejse igen om ikke så længe han savnet det let og det med Dødsengel var en smal sag for han hadet mødt så mange andre mennesker. Stille tog jack sin bue og kikket mod tingen han lukket sine øjne og der kom skyde skiver op fra jordern i form af gammel dødt træt


og de bevæget sig meget huntit jack sukke og trak været ind, og lod sig strække med pilen og sigte lige ud han måtte være tålmodige denne gang og da han mærkede vinden bag sig lod han den glide let og elegant pilen styrtet af sted i al hast og ramte plade lige under den røde felt.” POKKERS!” jack hadet at ramme ved siden af selv den mindste meter fra den han følte sig ikke særlige god lige nu

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at det var at falde Jack lidt i ryggen, men en elver fortjente en elver i Thranduils øjne, og derfor fortjente Serenity bedre end hvad Jack kunne give hende. Hun fortjente ham. Der valgte ham måske at blive lidt egoistisk af sig, men han havde selv haft brug for det. Det som hun kunne give ham, var hvad han havde brug for.. Det var i hvert fald gået op for ham på den hårde måde, og særligt ved at have undværet det igennem så mange år, som der nu var gået. Hvad gjorde man ikke for at ære sin afdøde hustru? Han havde elsket hende og han havde forsøgt at ære hende, ved at holde sig fra andre. Nu kunne han ikke det længere.
Thranduil endte med at stoppe op ved de høje udbrud, som han kunne høre rundt omkring sig. Han kneb øjnene let sammen. Ganske vidst havde han hørt rygterne om de mørke væsner, som havde været i skoven, og selv havde han jaget en varulv væk en enkelt gang, så han vidste jo, at de var der. Sværdet havde han side. Selv graveret med elviske tegn, og smedet i det smukkeste og letteste stål, så det var til at arbejde med, og dog.. utrolig skarpt. Han kneb øjnene let sammen, inden han lidt automatisk førte hende en smule bag sig. "Bliv der," sagde han med en fast tone, inden han lod den frie hånd gribe om skaftet på sværdet. Det kunne være en ven, som det kunne være en fjende, og selv han tog bestemt ikke nogen chancer, når der var nogen i billedet, som han rent faktisk var blevet glad for.. Utrolig glad for faktisk. Han spejdede ud i skoven. De manglende fugle vakte ham en bekymring i forvejen, samtidig med det manglende dyreliv generelt. For nu kunne han ikke rigtigt se noget, og derfor tog han tingene som han nu gjorde. Han havde jo trods alt også hende at passe på nu, og det var det som han vægtede mere end sit eget liv.

[Deleted]

Det havde føltes som en tabt kamp at prøve at forklare Jack var der egentlig var sket, som at snakke med et barn som absolut nægtede at forstå fornuft. Hun havde jo rent faktisk lagt tingene på bordet, fortalt alt åbent og prøvet at få ham til at forstå, men intet havde hjulpet, så efter deres sidste møde, hvor han ganske enkelt virkede til at være lettere ude af den og ustabil i sind, havde hun givet op. Serenity havde sådan set tænkt på at snakke med Thranduil om det, om hendes bekymring, men det var en svær sag og et sted havde han jo mange andre ting at tænke på, samt større problematikker i spil. De forskellige lyde som brød stilheden i skoven, fik hende til at stoppe op per automatik, hun stirrede frem for sig og lyttede til, jo den var god nok, nogen var her ude. Måden Thranduil reagerede fik hende til at smile blidt, ganske kort, for hun var selv på vagt og fortrød rent faktisk at hun ikke havde haft sin bue og kogger med. Det havde bare ikke være passende til deres vandring synes hun, og så havde hun jo ham ved sin side, som stod der nu og beskyttede hende. Serenity tænkte sig lidt om, det havde lydt som en hun kendte og det fik hende til at rulle med øjnene, inden hun lod armen glide roligt om Thranduil's liv og hun dukkede op ved hans side. "Lyt." Bad hun så stille med et svagt smil på læben. "Det Jack." Bekendtgjorde hun så, hendes fingre fandt vej til hans kind, så gav ham et kærligt blik og smil, inden hun lagde hånden om hans der hvilede ved sværdets skaft. Hun havde ingen ide om hvad pokker han lavede, men det brød naturens fred i den grad og når ingen vidste hvem han var, var han et sted til fare for sig selv. I disse tider var folk meget forsigtige og varsomme og enhver der ikke var elver ville blive set som en trussel, ikke fordi de gjorde noget forkert, men bare ganske enkelt var for tæt på og man ikke vidste om det kunne være spioner af mørket eller start på krig. Serenity rystede på hovedet. Hun måtte få snakket med Thranduil om det hun egentlig havde set, tænk hvis han blev til fare for dem.

[Deleted]

Jack sank forpustet ned på alle fiere han svedte som en gal og måtte have noget vand han hældte det i sig men fik det galt i halsen han spytte det hurtigt ud igen men, men men efter et stykke tid pakked han tingen sammen og lagde dem på plas , rolige kikket jack rundt og mod tingen rolige Lukket han sine øjne og sagde så ” ARR KU LIGEN AKISUS ” hans øjne lyste blåt og der kom nye træt og ting som dække nogle af de små huldre han hadet, lavet i jorderne det gik jo ikke at. skade skoven det jack ikke kunne tag lige nu var vis folk så ham som et ban helle tiden og det var på tide folk så ham som den han var


jack sukket rolige mens blikket gled rolige rundt hvad skulle han stille op med sig selv han var ikke ondt som på nogle måder det bare når mange ting kom i hovedet på ham, vidste han ikke helt hvad han skulle gør. Men han hadet svoret en end mod sig selv og han ville beskytte dem han holdte af jack husk ikke så meget fra sidste gang han hadet foget en anfald, men han husket en stemme som var det en drøm stille sukket jack træt han var øm i musklerne. Det var ikke til at sige hvad skulle bag efter men han ville se om han ikke kunne gøre noget godt



” tja jeg finder måske ikke mig selv men jeg ved hvor jeg har minne vener ” sagde han stille til sig selv og holdt sin hånd om sit hjerte en enkel gang det irterte ham ,lidt men han glædet sig til at komme af sted igen men hans skulder skulle lige være på plas han hadet en formål lige pt og han florstiled sig dødsengel som hadet ned gjort ham og næsten satte ham i døden. men det var folk vist lige glad med han var af lende om det her og der var ikke nogle som kunne hjælpe ham som sådan,




jack sukket blidt og smilte rolige mens han prøvet at fange dyners ad fæ men rolige vente han sig om da han syntes han hørte noget i skoven han hoppet rolige op på en træ stup og kikket lidt med misse øjne noget bevæget sig derude og det var ikke godt han kunne føle sin nakke høre rejste sig ” hvad nu ” kom det stille fra jack selv hans brune hår. Skindet af solens lys som kom det var skøn føles men han måtte holde sig tæt ved krænge skulle han finde sin gudfar og fortælle ham det eller skulle han klare det selv

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Roen som i forvejen havde valgt at sænke sig for tungt over skoven, var blevet brudt, og det var det som Thranduil reagerede på. Han havde op til flere gange hørt om mørke væsner her i skoven, og han skulle melde videre, hvis de fandt dem, og det havde han tænkt sig. Han havde altid våben på sig, selvom buen og pilen uden tvivl var hans mest foretrukkende. Han kneb øjnene let sammen, mens han førte hende om bag sig. Han ville være sikker på, at hun havde det godt. Det var egentlig det, som for ham, var det som betød mest, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Derfor førte han hende om bag sig, mens han selv stod og lyttet. Umiddelbart lød det ikke videre velkendt for ham, men.. noget var der. At hun bekendtgjorde, at det kun var Jack, fik ham svagt til at himle med øjnene. Kom det overhovedet bag på ham? Langsomt slap han grebet om sværdet igen, kun for at vende sig mod hende. "Hellere for at være på den sikre side," fortalte han roligt, inden han igen vendte blikket i den anden retning. Han kneb øjnene let sammen, inden han førte hende op ved siden af sig igen.
Thranduil valgte denne gang at fortsætte. Stemmen som snakket med sig selv, kunne han da uden tvivl godt huske at han havde hørt før. Det var Jack. Alene det, at han selv fik bekræftet det, fik ham til at slappe mere af igen. Snak om at ødelægge roen og freden, som havde sænket sig. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jack," hilste han med en rolig, dog fattet stemme, da han igen vendte blikket mod ham. Han var ikke meget for hans kære gudsøn, men man kunne jo heller ikke ligefrem påstå, at de havde det bedste forhold dem imellem, og det kunne jo uden tvivl godt mærkes.

[Deleted]

"Naturligvis min kære." Medgjorde hun, for man kunne jo aldrig vide sig sikker, men hun havde genkendt ham, hun kendte ham trods alt på en lidt anden måde end hvad Thranduil gjorde. Førhen havde hun jo også haft ham som en nær ven, men det havde været stoppet efter alt dette, noget som gjorde hende ondt, men hun ville uden tvivl komme videre. Roligt gik hun med ham ved hans side, rank ryg og strålende øjne som gled over hendes omgivelser. Hun kunne godt mærke spændingerne som var mellem de to, men lod sig ikke påvirke, hun forblev neutral og blid som altid. "Goddag Jack." Lød det blidt fra hende, hendes stemme mindende om en mild sommerbrise. At se ham sådan fik hende dog til at løfte et øjenbryn højt, hvad havde han gang i? Hun så lidt rundt og forstod ikke helt hvad dette her skulle til for i skovens fred og idyl. De sidste få dyr var for længst skræmt væk herfra med det påstyr han havde gang i. Hun fangede en vildfaren tot mellem to fingre og førte den på plads bag sit øre, hun sendte ham et roligt smil, inden hun lod blikket glide mod Thranduil. Hendes hjerte sprang altid et slag over hver gang hun så mod ham.

[Deleted]

Jack smilte rolige og hoppet ned igen da lyden ligesom forsvandt han gik hen og gav et kram til Senitry men gav en klap og hånden frem mod Thranduil , men han gjorder det lidt i forsekite hed han så lidt ned ” hvor er jeg glad for at se jer to ” sagde jack stille og rolige men, kikket sig så over skulderen lidt . ” jeg øvet mig i kamp stil ” han tog sig i nakken men smilte kikket lidt ned skulle han fortelle histroigen om dødsengel nu det hadet foget jack set på så mange Ander ting


stille sukket han og kikket ned i jorderen ” jeg troede ikke jeg ville se jer igen ikke efter ” jack sank en klump og tog sig til skulderen igen det var eet sår der ikke ville helle på nogle måde blikket gled stille mod Thrandui. Man kunne se en vis frygt i hans øjne men tog sig til hjerte lidt ” jeg så hvad de har gjort i majnarnor både børn og kvinder og mange af mine venner er nok også om kommet der ” sagde jack stille og rolige jack hentyde til smede og nogle børn. Som han hadet kendt rolige sukket han stille og kikket mod senitry med et lidt varmt blik og gald blik men sendte også sin gudfar det samme blik en tåre trille stille ned af ham



” jeg var nær selv blive drabt af en dødsengel og slap med nød og næppe med livet i behold ” jack knyttede næven lidt og kikket rundt igen han kunne mærke noget var i gang i skoven stille tog han sine ting hans bue og pile som han hadet smedet både til Thranduil og ham selv de var lætte godt nok ikke elver stil men lige så flotte

stillle smilte jack og kikket på dem bække tog og tog dem i vær deres hændere ” jeg ved jeg ikke har været nem men der har været meget konflikt i mig og jeg håber vi kunne starte på en frisk ” jack kunne mærke sit hjerte Hoppe nogle gang, det ville glæde ham vis de kunne starte forfra for så følte han sig ikke så svag igen og bange for at stå af lenne men igen igen burde stå af lene selv ikke Thranduil i sær ikke. I denne tid som der kom og han ville lære sin gudfars gode sider at kende selv om han hadet set nogle stykker ” i betyder virklgie meget for mig bække to ” sagde jack tilsidst og smilte rolige til ham. jack gav rolige slip igen der var en ra varme fra ham og det lød selt ikke som den gammel jack

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var faldet til ro, velvidende om, at det kun var han gudsøn, der fortsatte med at forstyrre den ellers så fredelige idyl, som herskede på stedet her. Ikke at det var noget, der som sådan kom bag på ham, for det gjorde det faktisk ikke. Visse ting, skete bare af sig selv på denne måde, kunne man jo sige, og ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede let. Serenity var en kvinde, som han agtede at beskytte med sit liv, om det skulle være det. Hun var nemlig uden tvivl det vigtigste, som han havde i sin levende tilværelse. "Nu ved jeg, at det er sikkert," sagde han, denne gang med et smil i hendes retning.

Hånden som Jack førte frem mod ham, kiggede han kort på, inden han valgte at tage den. Hvad der var sket i Manjarno, var naturligvis tragisk, men det passede ham faktisk fint, at det ej var en sag, som Procias havde blandet sig i. Visse ting var bare bedre.. ugjorte, kunne man sige. Og det havde jo så været en af dem. De grønne øjne hvilede fast på hans skikkelse. Han snakket. Det var i hvert fald ikke noget som havde ændret sig siden sidst. Thranduil kunne uden tvivl være hård ved knægten, men det var alt sammen med en god mening. "Hvad der er hændt i Manjarno, er naturligvis en beklagelig sag. Det er derfor vigtigt, at vi passer på vores egne." Med disse ord, lukkede han automatisk sin hånd mere omkring Serenitys. Hun var hans.. og den som han agtet at beskytte. At Jack derimod havde været oppe i kamp, forundrede Thranduil.. Mere fordi at knægten faktisk var i live, for han havde jo ingen erfaring med kamp eller strid, eller noget som i det hele taget lignede. "Jeg må sige mig imponeret. Du er stadig i live. Du må derfor have noget i dig, Jack," sagde han blot. Knægten forstyrrede roen og freden her.. End ikke det, var noget som han bifaldt, men kunne han da gøre noget ved det? Tvært imod. Dog måtte han sande, at den unge knægt var blevet ældre, og langt mere fornuftig, end hvad han havde været til nu.

[Deleted]

Det var i sandhed ved at gå hende en del på, alt det som Jack havde rent rundt og lavet, måden han havde været på da hun så ham sidst. Alting vækkede bekymring i hende, men det var intet hun havde ville byrde kongen med, selvom det lige nu havde virket som en god ide. Ærligt, så var hun faktisk lidt utryg ved Jack, han var som en person det ene tidspunkt og som en anden det næste. Hun så roligt med ham med et blidt blik, nok holdte hun af ham, men hun var heller ikke sikker på at han var den dreng hun engang mødte, ikke mere. Hendes læber blev brudt af et suk, lettere opgivende, hun så ud mod skovens stilhed der endnu engang måtte fremtræde efter Jack var i ro. Roligt klemte hun sin hånd i hans, han reagerede, det var klart og hun mærkede det også selv, uvisheden om alt dette. "Hvad i al verden lavede du udenfor Procias grænser i tider som disse Jack? Det er farligt og slet ikke forsvarligt for en ung mand der endnu ikke kender sig selv." Hendes stemme var blid og rolig, men blikket uforstående og sorgmodigt. Hun kunne ikke se hvad der egentlig kunne være sket andet end held, det var ikke kamp som havde reddet hans liv, men held, det var hun overbevist om. Selvom hun kendte til Zean fra kun en god side, vidste hun at dødsengle havde et ry af en grund og hun var blevet meget mere vis på disse punkter. Med tanke på det, rystede hun på hovedet og lod blikket glide mod Thranduil, hun havde dog intet smil på læberne mere. Som de stod der med hænderne samlet på den måde, følte hun sig lettere tåbelig, hvad havde han egentlig gang i? "Starte på en frisk?" Spurgte hun så undrende, hun var ikke helt sikker på hvad han mente, mon det havde noget af gøre med deres forrige møde ved hans hjem og hans opførsel der? Hun var ikke sikker og lod det derfor hænge i luften som et spørgsmål. At han holdte af dem, var hun ikke helt sikker på om hun nu kunne vide sig sikker på, faktisk, var hun ganske i tvivl efter sidste møde, hun følte at selvom han havde sagt han havde tilgivet hende, var det ikke noget som var sandt. Hun havde jo næsten været luft.

[Deleted]

Jack kikket rolige rundt og så mod Thranduil, at hun stade så ham som et barn irterte ham lidt meget hun hadet ingen anelse om hvad han kunne gøre og man kunne nok se det lidt i på ham ” jeg..klare ..mig fint tak og jeg er også gald for at se dig ” kom det rolige fra ham med lidt skambidt, læber mens han vente sig om for at finde sit svær frem, hvad skulle han gøre hved det han var sig selv rolige bøjet han ned da han fadt det ” jeg ledte efter mine venner” sagde jack stille og kikket lidt på sit svær det trenget til at blive slebet igen. Jack vendte blikket mod dem igen og kikket rundt han hadet ikke tænkt sig at stoppe Thranduil vidste ude mærkede godt hvor han kom fra inden han kom her og der for ville han heller ikke ses som svag helle tiden nogle gange hadet han elver for deres, fine hedere og lidt rasikste træk de hadet i sig rolige, stak han sværdet ned i skeden igen jack tog sig stille til skulderen igen og lod som ingen ting lige pt .

Han vendte sig igen om og kikket rundt og fandt sit pile kover frem mens han kikket rundt lidt igen han var på vagt ” jeg formoder at krigen snart Nærmer sig her også og jeg formoder ikke bare at stå stille og gemme mig i en skov ” sagde han lidt til Senitry rolige tav han og kikket lidt, ned mod sine hænder han husket tydliget hvordan han hadet fundet de mangel ige rundt om kærng ” det vi skal op i mod er indet du har været oppe mod i fær Thranduil det jeg så var skrammen og mørkt meget mørkt ” sagde han stille mens han begynte at gå lidt hen mod et træ hvor han kunne se et mærke fra noget eller noget som hardet skadet det

” du har vel også hørt at der er nole væsner som vander i skoven jeg støtte ind i en af dem og jeg må sige jeg var ikke udliger begraset for det syn der faldt mig ind ” sagde jack stille og fandt en lille år hvor han fik noget vand i hovdet og kikket mod dem igen

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil lukkede hånden roligt omkring Serenitys. Han ønskede at markere for folk, at hun var hans, og meget snart skulle det offentliggøres. Uanset hvad, vidste de jo godt alle sammen, at krigen måtte nærme sig. Var det en god eller en skidt ting? Naturligvis skidt, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Andet end at beskytte og vogte om det, som han havde tæt ind på sit eget liv. Hans blik hvilede alvorligt og fast på Jack. Et sted irriterede det ham uden tvivl at knægten rendt rundt og forstyrrede i den fred, som de nu havde hængende over hovedet. Den var voldsom. Det var jo kun et spørgsmål om tid, inden det ville ende med at gå galt, og alene den tanke om det, var frygtelig. Jack forekom ham stadig som den unge knægt han havde mødt i smedjen. En ung mand, som troede, at han kunne det hele, men ikke kunne særlig meget. "Verdenen er blevet et farligt sted at opholde sig på. Jeg får dagligt beskeder fra mine spejdere om mørke væsner, som stadig bevæger sig tættere på grænserne, og enkelte formår sågar at krydse den. Man skal være forsigtig." Igen vendte han blikket mod Serenity. Han vidste, at disse mennesker også havde haft noget særligt dem imellem, men det var ikke noget som han tog tungere end det.
"Og starte på en frisk?" Igen måtte Thranduil vende blikket mod hende. Han brød sig ikke om det. Langt fra faktisk. Han var i forvejen ikke meget for væsner, som ikke var elvere. Han var meget racerasistisk, og satte til enhver tid sine egne først, og længe før, han satte nogen andre, så dette var bestemt heller ikke noget undtag. "Du ved ikke hvilke væsner jeg har været oppe imod, Jack.. eller hvad jeg har oplevet," sagde han denne gang med en mere hård tone. Hvor vovede den unge mand, at komme med nogen af den slags udtalelser, uden at vide noget som helst!

[Deleted]

Igen måtte han virke som om han skiftede helt personlighed, ikke bare humør, men skiftet var så mærkant det lige så godt kunne have været hans person, det skræmte hende, hun så ting i ham som ikke burde være der, det bekymrede hende. Serenity så kort bort fra ham, hun kunne næsten blive vred over det, men han var jo kun en ung knægt, han vidste ikke bedre heller, hun var bare ikke van til at se ham sådan. Det var måske derfor hun nægtede at tro på han ikke bar nag efter deres brud, hun havde jo forklaret ham hvor ked af det hun havde været over at have været så tåbelig, det havde jo været forkert at hun udnyttede ham. Men hun ville ikke hvile i det, dog var det svært når han ikke lod til at have lagt det fra sig. Så hver gang de stødte på hinanden blev det sådan her, han ændrede sig sådan. Hvorfor kunne han ikke indse han var ung, umuligt kunne være så vis og stærk som et par elvere som havde levet i flere år end han, mange flere år endda. Nok havde han da noget at byde på, men lige nu viste han kun uro i skoven som i forvejen havde svært ved at holde på dyrene i denne tid. Endnu havde han ikke svaret på det med at starte på en frisk, hun opgav at finde ud af det, nu havde Thranduil også nævnt det. Hendes tommel strøg over et par af hans fingre, hun smilede dog stadig ikke, hun bekymring var at spore i det ellers kønne ansigt. At Jack fornærmede Thranduil ved at tro han ikke kendte til mørket og de væsner og den krig som ventede fik hendes hjerte til at kickstarte, nu blev hun for alvor vred, hun havde set ethvert lille mærke hun hans krop som vidnede om hvilke krige han måtte have været igennem. Det var ikke måden at snakke til en konge! Langt fra! Serenity valgte dog at sige intet, hun kunne ikke se hvad det ville gavne, dog havde hun en ting at sige til Jack, så hun vendte blikket lettere skrapt mod ham og direkte søgende mod hans blik. "Husk hvem du taler om og hvem du taler til Jack! En konge bør blive talt til med respekt uanset hvem der taler!" Hendes stemme var streng, blikket fast og hun stod rank og stolt ved siden af sin kommende mand som hun ville støtte uanset hvad. Og lige her, lod det til at Jack lidt havde glemt hvem han talte til, gudfar eller ej.