Forever is a long time

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Var det virkelig meningen, at man skulle undskylde sig, for at få lov til at tilbringe denne form for tid sammen med sin hustru? Gabriel savnede de stunder, som de førhen havde delt, og særligt fordi, at det ikke var noget ,som skete særligt ofte mere. Frem til nu, havde han været bange for, at de havde været ved at glide fra hinanden. Dette modbeviste det tydeligt. Han havde brug for hende, som hun ligeledes havde brug for ham.
Som hun tog mere fat om det nedre, måtte det behagelige og dybe støn bryde hans læber tæt ind mod hendes øre. At hun så fjernede den igen, for at bakse tøjet af ham, sagde han dog ikke noget til. Han nød det jo trods alt, som han nød alt det som hun gjorde ved ham. Det var hun også den eneste, som ville få lov til at gøre nogensinde! Aldrig kunne han forestille sig, at gøre det med nogen anden.
Hendes stemme så mild og blid mod hans øre, fik en sitren til at skyde igennem ham. Vingerne på hans ryg, bredte han en anelse, nærmest for at skærme dem. Han ville have hende for sig selv. Dette var hans eneret, og han ønskede bestemt ikke at ødelægge dette. Benene som hun spredte, fik ham kun til at smile. "Jeg kan ikke få nok af dig," hviskede han med en stemme tydeligt præget af det begær som han følte i krop og sind. Han sparkede selv bukserne af sig, så han derfor også selv måtte være lige så blotlagt, som det hun måtte være. Han lagde sig mere henover hende. Hånden strøg over hendes lår og inderlår.. Inden han berørte hendes allerhelligste. Han ønskede så brændende at mærke hende tæt på sig.

[Silia D. Diamaqima]

Silia håbede at tiden ville være barmhjertig overfor dem og for fremtiden give dem tid til at nyde disse stunder med hinanden. Begge var de blot menneskelige, og havde ligeså behov for nogen at elske og at blive elsket. Lige nu følte hun sig yderst elsket. Hele hendes krop brændte, man kunne se hvordan hendes kinder og hals var plaget af rødmende plamager. Det her var et af de få områder hvor den kære Diamaqima var usikker, heldigvis var de det sammen, og udforskede det univers sammen.
Følelserne var ej blevet mindre trods deres manglende nærvær, hun kunne ikke få nok at at røre ham, og at mærke ham røre hende. Det var lidt hyggeligt at hans vinger afgrænsede dem, lukkede dem begge inde i en verden hvor der kun var de to, hvilket de havde brug for, frem for altid at skulle tage stilling til et helt land.
Det her var hendes eneret. Hun kæmpede bukserne af ham og blotlagde ham for sit syn. De mørke øjne gled ikke diskret ned over hans krop, og bragte hende stolthed over at dette var hendes. "Heldigt for dig at du ikke behøver," hviskede hun med en blid tone, der dog var præget af lyst og længsel. Det gav et lille sus i maven at føle hans hånd kærtegne hendes bløde lår. Ligesom ham, kunne hun ej heller få nok af ham.
Forsigtigt lod hun en hånd søge ned mellem sine ben, og lagde den blidt over hans, trods han stadig førte den. Berøringen af hendes hellige, satte en utrolig intens følelse i hende. Hun stønnede stille og svajede lidt i ryggen. "Jeg vil mærke dig Gabriel," hviskede hun og lod panden møde hans.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Her behøvede de ikke at tage stilling til et stort land, men derimod bare hinanden. Det var det som Gabriel kunne lide, og det var det, som han havde brug for. Lige nu havde de kun hinanden at tænke på, og for Gabriel, var det rent faktisk det, som betød mest for ham lige nu.
Smilet bredte sig svagt på hans læber. Han havde ikke noget imod, at være blotlagt for hende. Hun var den eneste, som skulle have lov til at se ham på denne her måde. Den eneste, som skulle have lov til at vække det begær i ham, og den eneste, som ville præge hans tanker på denne her måde. Han havde brug for at mærke hende. Brug for at mærke, at hun elskede ham, og det gjorde han nu. Han sukkede dæmpet, som hun selv rørte ved ham. Han elskede at mærke hende på den måde. Dog bare med det faktum, at det ikke var tæt nok.
Hånden berørte hendes allerhelligste, hvor selv han følte en vis glæde, bare ved at høre hende. Øjnnee lukkede han ganske let. Det var som at glide ind i sin egen verden, hvor det bare var de to, og det var også det, som havde den største betydning for ham lige nu. Hånden kælede for hende i et øjeblik, inden han fjernede den igen. Denne gang lagde han sig mere over hende. Det var nu at hans hjerte begyndte at hamre. Det var lige netop denne del som han aldrig havde været speciel dygtig til. Han rystede let på hovedet. Angst? Nej.. det kunne han ikke få nu! "Lad mig mærke dig," endte han dæmpet. Pinligt og flovt, som det end måtte være, måtte han selv føre hånden ned mellem dem, for selv at tage fat, for at føre sig rigtigt på plads. Herved valgte han at forene dem med et skub med hoften og støtte fra sin hånd.

[Silia D. Diamaqima]

De mange tårer var glemte og erstattet med lidenskab og længsel. Det var nok aldrig rigtigt gået op for hende præcis hvor meget hun havde savnet ham, før de lå her og hun blev mindet om hvordan det føltes at være omkring ham. Det gamle familiære bånd de engang havde haft, eksisterede ikke længere, hun elskede ham som en kvinde elskede en mand.
Hans kælen pirrede hende. Hun slap igen grebet omkring hans hånd og skubbede i stedet underlivet lidt op mod ham i en tavs bøn efter mere. Det var slet ikke nok, hun havde brug for at mærke ham over sig, mærke hans varme og vægten fra hans muskuløse krop. Han var på alle måder en virkelig flot mand, som enhver kvinde kunne være stolt af at kalde for sin.
Små støn forlod hendes læber, hun forsøgte ej at holde dem inde, ikke at hun ville vide hvordan selv hvis det havde været formålet. Han skulle høre hvilken nydelse han satte i hende, og hvor meget han fik hende til at ønske mere af ham. Hendes blik hvilede i hans. Hun sagde ikke et ord, men nikkede som tydelig tilladelse til at han hellere end gerne måtte mærke hende helt som han ville. For hende var det ikke unormalt at han måtte fører sig på plads, så hun reagerede ikke på det.
Tilfreddstillelsen ved at mærke ham forene dem, var overvældende. Hun lukkede øjnene og slap et dybt støn og lod ham glædeligt mærke hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel var det pinligt, at han skulle føre sig selv på plads. Jason ville i hvert fald grine af ham! Det var dog ikke ligefrem det, som påvirkede ham synderligt lige nu. Det eneste som egentlig havde betydning for ham, var at hun nød det.. nød at have ham tæt på sig, og mærke ham ved sig.
Gabriels hjerte hamrede mod hans bryst. Tårer og smerte, var ikke hvad han følte lige nu, men derimod det stik modsatte. Han havde brug for hende. Han havde oprigtigt brug for at mærke hende ved sig. Han elskede hende som en mand elskede sin hustru. Det familiære, som havde været over flere år, var end ikke noget, som han tænkte yderligere over lige nu.
Langsomt førte han sig på plads, hvor han trykkede sig så meget i bund, som han overhovedet kunne - uden at få overbalance over hende. Han slog let med vingerne. Hele kroppen reagerede på det! At høre hende stønne.. at høre hende nyde hvad han gjorde ved hende, var virkelig fantastisk! Øjnene lukkede han ganske let. Hånden hævede han ligeledes og strøg den over hendes kind, inden ah nplantede et dybt og intenst kys mod hendes læber, inden han startede et dybt og intenst tempo. Ikke for hurtigt, men bestemt ikke langsomt. Han havde virkelig bare brug for at mærke hende så tæt på sig, og vide, at dette var hans eneret. Kysset brød han, for i stedet at placere begge hænder mod sengen tæt ved hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. Han elskede hende virkelig!

[Silia D. Diamaqima]

Det havde altid været på denne måde. Ingen af dem var særligt erfarende, og Silia vidste jo reelt set ikke hvordan det burde foregå eftersom hun kun havde været sammen med ham. Hun sukkede i hans ører, og lod hænderne vandre over hans skuldre, til hans ryg hvor hun trykkede ham tæt ind mod sig.
Det gjorde ikke ondt som det havde gjort første gang, tværtimod så følte hun nu ikke andet end nydelse og velbehag, og vished om at de skulle være sammen altid, som de havde lovet hinanden.
Hun strammede grebet om ham og mærkede hvordan alle bekymrede tanker svandt bort. De var alene her for en gangs skyld og havde tiden til at nyde hinanden på denne måde, det var efterhånden virkelig tiltrængt. Hans læber fangede hendes, hun kyssede ham dybt og hengivent. De små suk mod hans læber tvang hende til i korte øjeblikke, at bryde kysset, hvorefter hun dog hurtigt fangede hans læber igen.
Det gik overhovedet ikke op for hende at han ikke vidste hvor han skulle placere sine hænder, selv var hun stoppet med at tænke, instinkter guidede hende tættere på ham.
I takt med de dybe stød mærkede hun hvordan varmen begyndte at bygge sig op til små spændninger i kroppen. suk blev erstattet med støn der nok ville kunne høres på den anden side af døren, for de som tilfældigt ville komme vandrende forbi.
Silia spretde benene yderligere og bøjede dem let så han kun kunne gøre sine stød endnu dybere. Dette var for meget for hende, og efter ikke ikke mange minutter kunne hun ikke længere holde til den fantastiske behandling. Det var i hendes øjne pinligt at måtte give slip så tidligt, men hun stønnede dybt og trykkede sig ind mod ham, da varmen eksploderede i hendes indre og vippede hende over kanten.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke nogen anelse om, hvor pokker han skulle placere sine hænder, og dette var selv noget af det, som han fandt ekstremt pinligt. Det var ikke nyt for ham at være sammen med nogen, selvomdet ikke var mange, som han kunne tilføje listen. Det var meningen at han kun gjorde det med folk, som havde en betydning for ham, og det kunne han stå ved, at han havde gjort. Selv Denjarna tilbage i sin tid.
Dog var det ikke fortiden som han tænkte på lige nu, men hende og udelukkende hende. At mærke hendes krop så tæt på hans egen, samt hendes dejlige og bløde læber mod hans. Det gik op for ham for alvor, hvor meget han egentlig havde savnet dette, og det kunne han da uden tvivl godt mærke nu. At holde kysset, havde han allerede nu opgivet, for at gøre plads til de små støn og suk. Han ville have at hun skulle vide hvad det her gjorde ved ham, når de endelig havde tiden til at være sammen, hvilket uden tvivl var det, som betød mest for ham!
Gabriels hjerte arbejdede på højtryk, for at kunne følge med. Han nød virkelig hvad det her gjorde ved ham. Det var helt ekstremt! Øjnene lukkede han, hvor han forsigtigt lagde hånden mod hendes hofter. At hun spredte benene, gjorde det også nemmere for ham, at komme ordentlig til, så de dybeste stød kunne forekomme. Han stønnede mod hendes øre, hvor han satte tempoet op. Han selv kunne snart ikke holde til mere! Svagt kneb han øjnene sammen, hvor det endelige stød og det dybe støn brød hans læber, idet han selv følte det hele som en eksplosion. Han lagde sig nedover hende med en krop nærmest i sved. Han trak vejret dybt, inden han skænkede hendes læber et dybt kys, kun for at trække sig, og lagde sig ved hendes side.

[Silia D. Diamaqima]

Det var næsten lidt sødt at han ikke viste hvor pokker han skulle placere sine hænder, også selvom silia intet havde imod at han rørte hende. Det var hans ret på sit vis, som hendes ægtemand. Alt hvad han gjorde ved hende føltes så ulideligt godt. Hendes hjerte slog som det aldrig før havde slået, og hendes krop var blevet varm og svedig under hans krop, hun mærkede det for hvert stød han gjorde, hvor deres kroppe gned op og ned af hinanden.
Det var ikke længe Silia holdt, hvilket gjorde hende flov, men hun nærede ingen intentioner om st stoppe Gabriel fra at blive færdig.
I stedet kærtegnede hun ham med sine varme hænder, og kyssede hans læber, dybt og krævende samtidig, også selvom hun ikke selv kunne holde sine små støn tilbage.
Hendes øjne gled i som kunne mærke at han ligeså begyndte st stramme grebet omkring hende, og han støn blev tiltagende for hvert øjeblik.
Hun lod ham gøre sig færdig i hende, og faldt selv sammen under ham, stakåndet og med hamrende hjerte. Hendes hænder strøg kærtegnende hen over hans ryg, mens de begge kom sig. "Jeg har virkelig savnet at være så tæt på dig," sagde hun og lagde sig tæt ind mod ham. Hendes hånd rakte ud efter dynen, og trak den op over dem begge to, så de ikke lå der blottede. Det var midt på dagen, men hun havde virkelig ikke lyst til at stå op igen, ikke nu hvor de endelig lå der, desuden følte hun sig direkte udmattet. "Jeg elsker dig," hviskede hun og kyssede blidt hans kind-

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde uden tvivl savnet, at være tæt på Silia, hvilket for alvor, kun var noget som gik op for ham, nu, hvor han lå der sammen med hende. De var nødt til at blive bedre til at finde den tid til hinanden. Det var et løfte, som de var nødt til at give hinanden, og særligt i disse tider.
Selvom Silia ikke holdt længe, så gjorde Gabriel nu heller ikke. Det krævede dog lige de sidste stød, inden han selv kunne gøre sig færdig. Han stønnede dybt, idet han gjorde det sidste stød i hende, inden han gled ned ved hendes side. Hans krop sitrede nærmest. Selvom det var højlys dag, og der var så meget andet at tage sig af, så var det her sammen med hende, han ønskede at ligge. Det var lige her, han ønskede at være lige nu. Han lukkede øjnene ganske let. "Vi må finde bedre tid til dette i fremtiden. Vi har brug for tid alene," sagde han dæmpet. Det ville forhindre så frygtelig meget, og det var noget, som de begge uden tvivl havde behov for. Særligt når det var så hektisk, som det var for dem lige nu. At hun tog fat om dynen, var ikke noget som han sagde noget til. Det glædede ham dog bare, at hun gjorde sig den samme tanke som ham selv - At de ikke skulle forlade stedet her. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. "Jeg elsker også dig, Silia," hviskede han roligt. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Han elskede hende virkelig. Alene det at skulle forestille sig et liv uden hende, kom slet ikke på tale. Han trak vingerne let ind til sig, så han kunne lægge sig ordentligt, og med armen om hende. "Bliv liggende her sammen med mig," endte han med en rolig stemme. Han havde bare brug for hende lige nu.

[Silia D. Diamaqima]

I nærmeste fremtid måtte de blive langt bedre til at give plads til hinanden, og bruge tiden på at nyde hinanden også som ægtefolk. De forsøgte at være et stærkt kongepar, men Silia indså først nu at de ikke var stærke, hvis ikke de plejede de følelser de nærede for hinanden.
"Jeg vil ikke undvære det så lang tid," indrømmede hun lidt rød i kinderne. Med tiden ville det vel også blive nemmere for dem begge to, hvis de faktisk fik lov?
Trods det var højlys dag og de begge havde mere end rigeligt at give sig i kast med, så havde hun ikke planer om at flytte sig fra sengen overhovedet. Hvorfor skulle hun ellers trække dynen op omkring dem? Hendes hånd lagde sig mod hans bryst, strøg det med lette kærtegn. Langt om længe følte hun at de var mand og kone og at de levede op til de løfter som de i sin tid, havde skænket hinanden.
"Jeg flytter mig ikke herfra, om vagterne så forsøger at slæbe mig ud," lovede hun med et lidt træt smil.
Hun mente det. De havde allerede brugt alt for meget tid her, så det ville næppe gøre den store forskel om de valgte at bruge bare et par timer mere sammen. Opgaverne løb trods alt ingen steder.
Hun lod øjnene glide i, og lyttede til hans åndedræt med et stille smil. Lige det her ville hun virkelig aldrig blive træt af!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De måtte blive bedre til at give plads til hinanden, hvilket var noget som selv Gabriel ønskede at stå ved. De havde brug for hinanden, og særligt hvis de skulle klare sig igennem dette. Det var hvad han havde brug for, og særligt når de stod som et kongepar. Hvordan skulle de kunne stå stærkt for et helt land, hvis de ikke kunne stå stærkt for dem som et par?
Som dynen blev lagt omkring ham, blev selv han glædeligt liggende, og med armen hvilnede omkring hende. Alle problematikkerne synes næsten at være glemte for hans vedkommende. Lige nu var det bar Silia som fyldte det hele i ham. Han lænede sig frem, hvor han skænkede hendes mundvig et blidt kys. Han havde bare brug for at mærke hende liggen der ved ham. "Det vil jeg heller ikke. Jeg har brug for det... som jeg har brug for dig," sagde han ærligt. Den røde farve i hans kinder, var dog ikke til at tage fejl af. Næsten som en ung mand der kun lige havde stiftet bekendskab med det.
Et grin forlod dog let Gabriels læber. "De skal også først rive dig fra mine arme, for jeg lader dig ikke gå nogen steder," endte han medet ganske tilfredst smil. Begge armene søgte omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sin favn. Han kyssede igen let hendes læber. Dem som han have savnet mindst lige så meget som resten af hende.

[Silia D. Diamaqima]

De fik begge lagt sig til rette i den store seng. Hans krop var varm og dynen det samme, hvilket var yderst behageligt efter hun havde siddet med sine egne tårer på balkonnen for ikke så lang tid siden. Hun sukkede stille, og lod hånden kærtegne hans bryst. "Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har ligget sammen i en seng," indrømmede hun. De sov på hver deres tidspunkter alt efter hvad der passede med arbejdet, oftest fik hun kun en time eller to, hvilket nok også var noget af det som hun kunne mærke indhente hende lidt nu hvor de lå her sammen.
"Vi har brug for hinanden i alle henseender, det er synd at vi skulle herud for at indse det," hun så op på ham og gengældte kysset mod hans læber. Hendes krop var stadig varm og præget af et tyndt lag sved der fik hende til at skinne i de solstråler der slap ind gennem vinduet.
"Så er vi sikre for nu. Ingen kan bryde dine stærke arme," hviskede hun med største tiltro til ham og hans evner til at beskytte hende. Et lille gab trængte sig på men hun forsøgte inderligt at kvæle det. Hendes blik var gledet i som hun hvilede sig, desværre så var hendes krop lidt mere udmattet end hun i første omgang havde regnet med. Hendes kærtegn døde stille hen mens de lå der, og hun gled længere og længere ind i drømmeverden uden selv at bide sig fast i det, men her var godt og trygt, det var altid ubeskrieligt at ligge i en mands arme.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne heller ikke huske hvornår de sidst havde givet sig hen til hinanden på denne her måde, og særligt når det foregik på denne her måde. Bare hvor det havde været de to. Han sukkede dæmpet. At der skulle så meget til, før det gik op for dem, hvor galt det var.. det var egentlig ganske grotesk. Han håbede virkelig, at det var noget, som de kunne undgå for fremtiden, for det ønskede han på ingen måder. "Jeg kan heller ikke huske det. Det er noget som vi må blive bedre til.. Vi har brug for hinanden," sagde han med en dæmpet stemme. Dette var dog ord som han mente. At skulle undvære hende, kunne han slet ikke forestille sig.
Aya var glemt for Gabriel, ganske vidst frem til at Silia endnu en gang bragte det på banen. Igen måtte samvittigheden melde sig for ham. Han havde det virkelig dårligt med det, og særligt fordi at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne. "Du skulle absolut sige det.. Det er dig, som jeg ønsker, og dig som jeg vil have," sagde han endeligt. Smilet bredte sig endnu en gang. "De kan bare prøve. Hvis de tør," sagde han med et kækt træk på smilebåndet.
Som hun strøg ham over brystet, faldt han mere og mere til ro, hvo trætheden måtte melde sig mere og mere for ham. Som selv Silia gled hen i søvnen, skete det samme også for Gabriel. Her gled han hen i søvnen. Nok den mest behagelige som han havde oplevet i rigtig lang tid.

//Out