Forever is a long time

[Silia D. Diamaqima]

DEt var helt befriende ikke at have Jason ved siden af, nu havde han uafbrudt været hende i hælene gennem hele dagen, nu vidste hun ikke andet hvorfor, han havde som sædvanligt forsøgt at redde sin kære vens søde ende. Det var generelt bare anstrengende at have dem rendende omkring sig. Aldrig ville hun betræde en kirkegård med mindre at det var et sidste desperat forsøg. Det var meget bedre bare at være her, sammen med sin mand bare i dette lille øjeblik hvor de faktisk havde mulighed for at nyde tiden lidt sammen.
"Du kunne jo prøve, så må vi se hvor langt du kommer," konstaterede hun med et lidt kækt glimt i øjet. Ikke tale om at hun nogensinde ville slippe ham frivilligt! Heldigvis var de bundet af løfter og af den ring som de begge bar som et symbol derpå. Stadig liggende over ham, bukkede Silia sig ned og fangede igen hans læber og kyssede dem dybt. Gariel som ellers altid var så uskyldig begyndte at blive lidt af en luskebuks. Hun mærkede hvordan han trak lidt op i hendes kjole, mærkede luften og rødmede i kinderne, hvilket han nok ikke ville bemærke grundet de lukkede øjne.
"Jeg er helt enig," tilkendegav hun mod hans læber og lænede kinden mod hans varme, ru hånd. Hendes ene arm støttede hende lidt så hun ikke havde hele vægten hvilende på ham, mens den anden gled lidt undersøgende hen over hans overkrop, mærkede sig frem uden på skjorten. Netop fordi de så sjældent var sammen sådan så var det lidt som at betræde nu grund hver gang, men det gjorde det eller andet andet sted også kun mere spændende, han pirrede virkelig hendes nysgerrighed.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aldrig kunne det falde Gabriel ind, at skulle slippe Silia på noget tidspunkt. Sagen var vel, at han slet ikke kunne forestille sig et liv, hvor hun ikke skulle være en del af det? Han kunne slet ikke forestille sig et liv, hvor hun ikke ville vågne ved siden af ham om morgenen, sende ham de smil, som var kommet i ny og næ.. De havde bare ikke været særlig god til at give sig tid til hinanden, og det var noget, som de begge to uden tvivl måtte være præget af i en stund som denne. Det var trist. Naturligvis var det da trist, at det skulle forholde sig på den måde, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Han kunne forbedre det.. Og det var uden tvivl det, som han havde tænkt sig at gøre som det var lige nu! "Tror du virkelig, at det kunne falde mig ind, bare at skulle prøve?" spurgte han denne gang med en langt mere rolig stemme end tidligere. Langt fra så ængstelig som den havde været.
Mange brikker var faldet på plads for Gabriel for i aften, og det kunne han da uden tvivl godt mærke i dag. Selv han havde lært at være mere lusket, og særligt nu hvor han vidste at der ikke var nogen Jason.. Ela, eller nogen andre, til at holde øje med hende, hvilket naturligvis også var noget der appellerede meget mere til Gabriel, for han havde brug for at hun var der.. han havde brug for hende i sit liv. Han havde brug for at hun bekræftede ham, og fortalte ham, at han altså stadig var god nok, for det havde hun bestemt heller ikke været god til i det sidste - som omvendt, for at det ikke skulle være det. Han smilede ganske let, inden han førte kjolen op over hendes bagparti, for at gøre tegn til at ville trække den af hende. Det som skete nu, var derimod noget, som han faktisk havde styr på. Det var ved resten, at det faktisk måtte gå en smule galt for ham. Han sendte hende sit varme og kærlige smil. "Lige i aften, vil jeg bare gerne nyde dig," hviskede han med en rolig stemme, inden han satte sig op med hende i skødet, for at føre kjolen af hende. Han ønskede at se hende.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel havde ændret hendes liv. Han havde givet hende en chance for at opleve kærlighed, opleve at blive elsket på trods af at hun havde dømt sig selv lidt, ved ta takke ja til den trone som hun havde gjort i en alt for ung alder. Somme tider ville hun nu bare ønske at de havde været et almindeligt par, med de samme muligheder for at være sammen, så meget af tiden som overhovedet muligt. Sådan som de lå nu, sådan havde de ikke ligget i uendelige tider, det var helt befriende.
"Det ville blive værst for dig selv. Vi Diamaqima, er yderst hævnlystne. Glem ikke at min mor er kendt som en af verdens mest sindsforvirrede," sagde hun advarende dog med et lille smil på læben. I familien grinte de bare lidt af det, selvom hendes mor i sandheden var en forvirret kvinde, det led i sit sind, hun var direkte farlig i flere henseender.
Ord blev igen druknet i deres dybe kys. Hun havde næsten glemt, hvordan det føltes at kysse ham på den måde. Den lidt kølige luft efter altandøren havde været åben, kærtegnede hendes pludseligt blottede lår. Frygtelig sjældent var de sammen på denne måde, men at vide at han stadig havde lyst til hende, var nok til at få hende til at glemme alt andet. "Jeg nyder dig allerede," hviskede hun i hans ører. Sammen med ham, satte hun sig op, så hendes ben hvilede på hvert side af ham og hun sad i hans kød. Langsomt strakt ehun sine arme, så han kunne fører kjolen over hovedet på hende, frigøre hende. Det var pludselig ret koldt. Hårene rejste sig på hendes arme, trods hendes kinder var blussende og varme. Med et næsten lidt genert smil, førte hun hænderne til hans skjorte, og forsøgte ligeså at trække den over hans hoved.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia var det kæreste Gabriel havde i sit liv, og var det underligt, at det var det, som han ønskede at beskytte og passe på, nu hvor han havde muligheden for at gøre det? Lige nu, var det nemlig hende, som han havde brug for. Det var hende, som havde den vigtige og store betydning for ham, ikke alle mulige andre. Han sendte hende et smil. Det kunne godt være, at det var en forbandelse, at bære Diamaqima-navnet, men for pokker, hvor han dog ikke kunne undvære hende, uanset hvor meget han til tider ville ønske at han kunne. Hun var hans svage punkt. Det som han ville ønske, at han kunne holde beskyttet for resten af sit liv.
"Og dog er du den mest hjertevarme og mest fantastiske kvinde, som jeg nogensinde har mødt." endte han med en dæmpet stemme. Han dømte hende på ingen måder, for at være som sin mor, da det slet ikke var noget, som han havde nogen grunde til! Overhovedet ikke faktisk! Han hævede sig, så hun endte i hans skød, hvor han kunne fjerne kjolen. Smuk var hun virkelig, og nu hvor de endelig havde muligheden for at sidde bare lidt alene, så var det da helt klart noget, som skulle udnyttes! Ingen tvivl om det! Smilet bredte sig, som hans egen overkrop blev afklædt. "Jeg har nu altid nydt dig," hviskede han roligt, inden han igen lænede sig frem, for at plante et blidt kys mod hendes læber. Han kunne slet ikke få nok af hende, og slet ikke, når det foregik på denne her måde! Overhovedet ikke faktisk! Armene gled omkring hendes slanke skikkelse, hvor han igen trykkede hende tæt ind mod sig. Forspillet derimod, var noget af det, som han var god til.. Det var derefter at det klokkede lidt for ham. De kunne grine af det.. Men han ønskede virkelig at stille hende tilfreds i aften. Bare denne ene gang.

[Silia D. Diamaqima]

Det her var en spøjs dag. først fandt hun ham i armene på en anden kvinde, hvilket hade knust hende, men nu lå de her og hun var mere lettet end hun havde været i lange tider. Dagene gik hele tiden op og ned, somme tider var hun så træt at hun havde lyst til at smide håndklædet i ringen, men Nathaniel havde i sin tid lært hende ikke at give op. Uanset hvor lidt den mand betød for hende nu om dage, så var det ord der holdt hende på den rette sti. Lige nu havde Gabriel hele hendes opmærksomhed. Det var rart at mærke hvor meget han havde lyst til at være tæt på hende og at han selv tog initiativ, det ville hun ikke ødelægge med en afvisning.
Roligt trak hun skjorten op over hans hoved og kastede den et ubetydende sted på gulvet. Hendes mørke blik gled ned over hans krop, bare for lige at minde sig selv om hvad hun var gået glip af gennem de sidste mange måneder. Lysten var der, hun døde ikke uden tilfredsstillelse, men smerten kunne hun godt føle, uroen i det indre.
"Du holder mig varm kære. Uden dig var jeg ikke sikker på at jeg havde været så hjertevarm," sagde hun ærligt. somme tider på forkerte tidspunkter, kom mørket over hende, hun havde mørke tendenser somme tider trængsler, men varmen i hende vandt altid.
Hendes øjne gled i og hun gengældte hans kys, men ikke lang tid, for i steder søgte hun videre over hans kind og ned over hans hals og skulder, med små kys. De var ret gode til forspillet, men ligeså elendige til den endelige akt, øvelse gjorde mester ikke? Det vigtigste var at de kunne grine lidt af det, frem for at lade det dræbe romantikken.
Når de sad sådan her, kunne hun slet ikke forstå hvordan de overhovedet havde været i stand til at holde fingrene fra hinanden, for lige nu havde hun bare lyst til at røre ham hele tiden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya var allerede nu glemt for Gabriel, og det var måske også bare en god ting? Alt taget i betragtning, så var det jo ikke noget, som ville gavne ham på sigt. Han var gift med en kvinde, som han elskede mere end han kunne beskrive. De skulle i hvert fald bare være bedre til at give sig hen til hinanden, for det havde de mildest talt været direkte elendige til, frem til nu. Han sendte hende et smil, nu hvor hun sad der i næsten ingenting i hans skød. Han kunne i hvert fald godt lide hvad han så, og det var vel tydeligt?
Gabriel trak vejret dybt. Det var ham der gjorde hende hjertevarm? Han havde svært ved at forestille sig, at han alene kunne gøre det her for hende, men tanken, kunne han i hvert fald godt lide. Hvis det forholdt sig sådan, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, og det stod han mere end gerne ved. Hans hånd strøg roligt over hendes side, og med et stille smil på læben. Han kunne heller ikke lade være. Han elskede at røre ved hende.. elskede at komme tæt på hende.. elskede at mærke hende, dufte hende, og vide at hun var hans. Det var det eneste, der egentlig havde nogen betydning for ham lige nu. "Du roser mig for noget, som jeg ikke har gjort, kæreste.. Alt det som du siger, er noget, er det som jeg faldt for. Din retfærdighed.. retskaffenhed.. dit varme hjerte.. Det er alt sammen unikt," hviskede han roligt.
Forspillet var noget som Gabriel faktisk var blevet god til. Det var ved alt det andet, at det faktisk gik galt for ham. Dog var det heldigvis noget som de altid havde været i stand til at grine af. Aldrig havde han været bange for at prøve sig frem i hvert fald, og det var han da uden tvivl også glad for i dag. Den anden hånd gled over hendes lår. Han ønskede at mærke hende.. lade hende fjerne Ayas mange kærtegn.. og lade hende vide, at det var hendes eneret at skænke dem til ham.

[Silia D. Diamaqima]

Døren havde stået åbent, så det var ikke videre varmt. Silia følte sig ikke generet af det, det gav hende bare større lyst til at putte ind til hans krop. Hun kunne mærke hårene rejse sig, ligesom de følsomme brystvorter struttede af kulde. Hun gjorde intet for at skjule sig, han havde betragtet hende før, det var en ret han havde som hendes mand. Det var alt sammen hans.
Hun så ind i hans blik med et brændende blik og et lille smil på sine læber. Det var altid så rart når de endelig kunne finde ud af at tilbringe lidt tid med hinanden. Hun mente skam hvert et ord. I stressede tider, havde hun lyst til at gøre ting som intet lyst væsen kunne tænke, hendes blik blev mørkt, hun stod ikke tilbage fra at være hård og kontant, men Gabriel holdt hende varm og mild, gav hende lyst til at hjælpe, og gøre sit absolut bedste overfor det folk der egentlig kun havde tiltro til ham. Hendes hænder gled lidt undersøgende ned over hans skuldre og hen over hans bryst. "Uden dig ved min side, så havde tronen fortærret mit. Jeg havde mistet alt det," hviskede hun og lod sin næse stryge langs hans. Hun havde brug for at mærke hans hænder på sig, brug for at mærke ham bekræfte hende som den hustru hun var.
-hendes mørke øjne fulgte hendes fingres vandring ned over hans bryst og videre ned over hans varme mave. Hun havde næsten glemt hvor godt han føltes under hendes fingerspidser. Langsomt så hun op igen og lænede sig frem for at fange hans læber, krævende og længselsfuldt.
Den varme hånd på hendes lår fik hende til at sitre. Hun ville have mere af ham, bæstet talte nok også lidt for hende nu hvor han alligevel havde formået også at vække det igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya var en kvinde, som Gabriel allerede havde glemt. Lige nu slappede han ærligt talt af, ved at vide, at hun endnu ønskede ham.. Og nu hvor hun havde gjort det så tydeligt, så kunne han jo heller ikke lade være, med at bide sig fast i dette. Han rørte ved hende.. Rørte ved hendes smukke krop og hendes smukke væsen, kun for at vide, at det var hans eneret, hvilket uden tvivl var det bedste af det hele. Han smilede let, også selvom hendes ord uden tvivl varmede, så var der jo også en grund til bekymring.
Han smilede let for sig selv. Som hun var lyset i hans liv, så ønskede han lige så, at han skulle være lyset i hendes, og naturligvis var det ham en glæde uden lige, at det var således, at det forholdt sig. "Det mørke vil jeg aldrig nogensinde lade fortære dig," lød hans rolige hviskende stemme tæt ved hendes øre. Han elskede hende.. Og helt klart mere end hvad en onkel burde med sin niece, men det var slet ikke således, at han kunne se på hende mere. Hendes betydning for ham, var nemlig langt større end det, og det var også lidt det, som han kunne mærke på hans egen krop og sind.
Hånden strøg over hendes side.. videre over maven, inden den lukkede sig om det ene bryst, som han trykkede ganske let om. Han kunne ikke lade være. Man var vel en mand, med alt hvad det indebar. Han kyssede hende nærmest grådigt, inden han trak hende med sig ordentlig op i sengen og lagde sig der sammen med hende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Selvom det var koldt, følte han sig kun varm indvendig, og den tanke kunne han virkelig godt lide. "Jeg elsker dig, Silia," hviskede han mod hendes øre, da han havde brudt kysset. Han kunne ærlig talt ikke forestille sig et liv, hvor hun ikke skulle være en del af det!

[Silia D. Diamaqima]

Deres ægteskab var blevet mere end bare en handelsvare eller en praktisk foranstaltning, hvilket hun bestemt ikke havde regnet med. For nu kunne hun slet ikke forestille sig ikke at være sammen med ham, derfor var det også en kæmpe lettelse at han stadig ville have hende ved sin side.
For bare øjeblikke siden havde hun været knust af tanken om ham med en anden og nu kunne hun ikke fokuserer på andet end at slette de spor som den tjenestepige havde sat på ham. Det burde være hendes eneret at røre ham på den måde, ligesom det var hans ret alene at give hende de intime berøringer. Tiden var så sjældent til det, hun priste sig lykkelig for det lille tidspunkt de havde fundet at kunne være sammen på.
"Det ved jeg at du ikke vil," svarede hun sandfærdigt og skænkede hans læber et nyt kys. Det ville hun virkelig aldrig blive træt af at gøre.
Det sitrede og vækkede en mindre spænding i hende at mærke hans varme hånd vandre over hendes krop, til han greb omkring hendes bryst. Silia så ham stadig i øjnene, man kunne ane det lystne glimt, ane hendes kinder blusse af begær og ydmyghed. igen mødte hun hans læber, mærkede hans grpdighed, hvilket fik hende til at gengælde med største velbehag.
Roligt gled om ned på ryggen som han lagde sig i sengen med hende, hun tiggede til at han ikke ville fjerne sin hånd fra hendes bryst, men sagde intet højt. Et dæmpet suk brød hendes læber og hun så langsomt op på hans skikkelse. "Jeg elsker også dig Gabriel," hviskede hun roligt og lod lidt forsigtigt hånden vandre ned over hans krop og ned til hans nedre ganske vidst uden på bukserne for ikke at overskride grænser.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke i tvivl om at Silia var den kvinde, som han skulle leve med resten af sit liv. Aya havde han lykkelig glemt alt om i denne situation. Det havde aldrig været meningen, at det skulle ske. For nu, var det noget, som han kunne glemme, og det var det som var ham det vigtigste. Tanken om at gøre hende ked af det, knuste ham direkte. Aldrig havde han ønsket at gøre hende ked af det, eller noget, der bare måtte minde om det.
Ikke ønskede Gabriel at mørket skulle have lov til at fortærre Silia og derved rive hende fra ham. Det var slet ikke noget, der kom på tale! "Jeg vil gøre absolut alt hvad jeg kan, for at passe på dig," sagde han med en rolig stemme, inden han selv lod hånden søge over hendes krop. Smuk som hun var, og nu hvor hun var hans hustru, ville han da elske at kunne drage nytte af denne eneret som han havde på hende. Han smilede let for sig selv, inden han lagde sig ned sammen med hende. Selv han ønskede at trække den længere. Langt længere end dette alene. At hun så derimod selv lagde op til mere, var uden tvivl noget, som rent faktisk passede ham mere end fint! At høre hende skænke ham de ord, var noget som gjorde det hele bedre. Han vidste, at han var tilgivet. De havde uden tvivl også været to om det, og derfor ønskede han uden tvivl at gøre det bedre, end hvad han havde formået at gøre frem til nu. Han ville være den bedste mand for hende. At hun dansede ved buksekanten og så tæt på.. men ikke trak den videre, var et sted en frustration. Han skubbede underlivet let mod hende. Hun måtte hjertens gerne! Han kyssede hendes kind og videre over hendes hals, mens han masserede hendes bryst. Han elskede at røre ved hende.

[Silia D. Diamaqima]

Intet ægteskab var perfekt, særligt ikke når man var konge og dronning. De havde måttet forvente at dette ville ske, men de havde bare ikke taget det inden det var gået galt. Silia ville ikke tillade det igen, hun ville ikke kunne se sig selv i øjnene om hun drev sin egen mand derud hvor han følte sig nødsaget til at søge til en anden. måske det var en del af den mørkere side der vældede op i hende, men hun følte lidt at hun var nødt til at bevise for ham at han ikke havde brug for andre, hun i sig selv kunne være nok til at opfylde alle de behov han nu engang måtte have.
"Du er min store, stærke Konge," sagde hun med et lille grin, og kærtegnede hans nakke med kærlige strøg. De passede på hinanden. Hendes krop lå blottet for hans syn, hun havde ingen grund til at skjule sig for ham, dog så lagde hun sig tæt ind mod hans krop, så de kunne dele den varme der ikke ligefrem eksisterede i rummet. Hendes nysgerrige fingre undersøgte ham, mindede sig selv om hvordan han føltes under hendes kærtegn. Det var svært at koncentrere sig, når han samtidig kyssede hendes hals og masserede hendes følsomme bryst. Alligevel lykkedes det hende at finde overskud til at stryge hans nedre uden på bukserne, hun kunne mærke hvordan han pressede sig mod hendes hånd i en tavs bøn efter at mærke mere, hvilket fik hende til at søge mod hans buksekant, kun for at lade en fingre stryge langs kanten uden at gøre noget.
Den anden hånd gled op gennem hans hår, trak ham tæt på hende, skabte den nærhed som de begge havde manglet i deres ægteskab i alt for lang tid.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dette var på ingen måder nemt for nogen af dem. Overhovedet faktisk. De havde meget lidt tid til hinanden, og særligt med det arbejde og det ansvar, som de i forvejen skulle udføre for og med hinanden, så var det vel heller ikke underligt, at det forholdt sig på den måde? Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Han elskede dette. Aya kunne han glemme nu, og gud hvor var det en fantastisk fornemmelse, at sidde igen med. Det var noget som han virkelig godt kunne lide.
Hendes store og stærke konge.. Han kunne godt lide klangen i det, og det var han så heller ikke bange for at sige til hende. "Jeg kan lide det," hviskede han med en rolig stemme mod hendes øre. Hendes hånds vandring nedover hans krop, var noget som satte en tydelig sitren i ham. For alvor kunne han nu mærke hvor meget lyst han egentlig havde. Lysten til at være sammen med hende blev kun større og større. Han sukkede dæmpet mod hendes øre. Han ville virkelig gerne have hende tæt på. Han ønskede virkelig at have hende tættere på end det her. Han lukkede øjnene let.
Grebet om hans hår, førte hans ansigt tættere på hendes. Hans læber mødte hendes endnu en gang. Han kunne ikke lade være. Han havde virkelig brug for at mærke hende. Fjerne sporene efter Aya.. Som i øvrigt var glemt lige nu. Han tænkte slet ikke på det, som var sket i pejsestuen. Lige nu var det nemlig Silia som fyldte det hele i ham. "Min smukke og stærke dronning," hviskede han let mod hendes øre. Hans hånd strøg nedover hendes krop.. Hun pirrede ham. Han ville have hende tættere på!

[Silia D. Diamaqima]

Pejsestuen var allerede et fjernt minde, slettet fra hukommelsen som Silia fortrak det. Mange spøgelser plagede hende uden at deres tjenestepiger skulle til at gøre det ligeså.
Gabriel var hendes konge, en stærk mand, en elsket og respekteret mand, det ville ikke kun være flovt at miste ham, men også hjerteskærende, trods hun var ung og formentlig let kunne finde en anden. Problemet var hun ikke ville have nogen anden. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes bryst, somme tider var det næsten svært for hende at finde ud af hvad der var hans hjerteslag og hvilke der var hendes, som de lå der tæt i tæt. Hun kunne mærke hvordan lysten til at være tæt på ham voksede, desperationen efter at få stillet sin lyst og den skjulte sult hun bar. "Det kan jeg også," indrømmede hun med et svagt smil og så op på ham med de store, mørke øjne.
Somme tider ville hun virkelig ønske at de kunne trække sig tilbage, uden at være konge og Dronning, men bare leve isoleret i en lille hytte i skoven, som hendes forældre havde gjort før de havde fået hende og Jophiel. Dette var naturligvis ikke muligt, men i det mindste havde de hinanden.
Hendes fingre gled pirrende hen over hans skød, legede med buksekanten, før løsnede stoffet og lod en nysgerrig hånd søge inden under, for at mærke ham hud mod hud, med en varm, kvindelig hånd. "Kun din," hviskede hun stille. Forspil var de efterhånden blevet ret gode til, men når de kom hertil så følte hun sig stadig lidt sårbar. Det var en underlig fornemmelse eftersom hun var en Diamaqima altid så pokkers selvsikker. Lige nu betragtede hun ham med en blanding af usikkerhed, behag og længsel og sitrede samtidig under hans kærtegn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad der var hændt i pejsestuen, var ikke noget som Gabriel skænkede så meget som en eneste tanke. For ham, var det allerede en glemt hændelse, som han ikke ønskede at stå ved, og særligt når det var på denne her måde. Et let smil passerede hans læber. Forspillet var en ting, som de efterhånden var blevet gode til, når de endelig havde tiden til at være sammen vel og mærke, hvilket i forvejen, ikke var noget, som skete særlig ofte. Desværre. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Lige præcis denne situation, var ikke noget som han ønskede at miste eller ødelægge. Han ønskede ikke at miste hende.
Hendes leg ved hans nedre, var noget som uden tvivl satte en voldsom sitren i hans krop og sind. Han sukkede nydende mod hendes øre, og særligt, da hun valgte at røre ham direkte. Hud mod hud. Der fandtes ikke noget bedre end det. Let skubbede han underlivet mod hendes hånd i en tavs og stille bøn for mere, end hvad han havde fået til nu. Han havde brug for hende i sit liv. Hænderne sørgede for at få hende afklædt foran ham, så han havde frit udsyn til resten af hendes ellers så gudeskønne krop. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at nyde, at det var sådan, at det forholdt sig. Kyssene fortsatte nedover hendes kind og videre henover hendes smukke og slanke hals. Her var der ikke nogen grund til uro eller noget, der bare måtte minde om det. Alt sammen skulle de vel tidsnok finde ud af sammen? De dæmpede suk stoppede dog ikke. Han elskede virkelig, når de havde muligheden for at være sammen, og de rent faktisk gjorde noget ud af det.

[Silia D. Diamaqima]

Øvelse gjorde mester, Silia ville gerne bruge det som en undskyldning til at dette kunne ske oftere, men behøvede hun i virkeligheden en undskyldning til at være intim med sin egen mand? Det var svært at forestille sig i hvert fald. Hendes hånd var hæmmet af hans bukser som endnu var der, men det hindrede hende ikke at undersøge ham med nysgerrige fingre. Hendes kinder blussede, hun forstod det ikke helt, men at mærke hans lyst efter mere, satte kun en endnu større lyst i hende.
Drevet af instinkter lukkede hun grebet om ham med et nydende suk. Et eller andet sted følte hun sig næsten frustreret over den manglende nærhed, og over den enorme lyst der hobede sig op i hende. Lidt modvilligt endte hun med at trække hånden til sig for i stedet at løsne hans bukser, så hun kunne få dem ned over hans hofter. Hendes krop var blotlagt, og intet gjorde hun for at krybe i skjul. Hun var en fyldig kvinde taget i betragtning, men det var intet hun skammede sig over.
Hun blotlagde halsen ved hans søde kys og kunne mærke hvordan den fantastiske sitren fik hende til at miste koncentrationen i forhold til fortsat at berøre ham. "Rør mig," opfordrede hun med en stille hvisken og lod sine ben spredes en smule som en varm indbydelse. Hun anede ikke hvad hun lavede, men alt i hende skreg efter at mærke hans kærtegn, mærke ham.
Hun strøg hænderne op over hans stærke ryg og skuldre, og strakte sig lidt for at fange hans læber i et dybt kys.