Forever is a long time

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville ikke lade den slags ske igen. Det eneste som egentlig havde betydning for ham, var at Silia havde det godt, og at han kunne have hende ved sin side. Det var det eneste, som rent faktisk havde noget som bare måtte minde om nogen vigtig og stor betydning for ham. Svagt måtte han alligevel bide sig i læben, hvorefter han rystede på hovedet. Det var ved at blive for meget for ham nu. Han hadede, at han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til det.
"Det er heller ikke underligt, Silia, men.. jeg gik da ud fra, at du havde en større tillid til mig, end hvad du har vist mig til nu," sagde han dæmpet. Han havde virkelig håbet på, at de havde den slags forhold, der gjorde at de kunne dele det hele med hinanden, og helst for at undgå at de skulle ende lige præcist i disse situationer, for det var bestemt ikke noget som var til gavn på nogen måde i det hele taget. Hans blik søgte direkte hendes skikkelse.. At hun aldrig var alene, gjorde ham faktisk.. utrolig ked af det. Han rystede let på hovedet. "Det.. det er jeg virkelig ked af, Silia... Du skulle have fortalt mig det her for lang tid siden," sagde han med en dæmpet stemme. Forsigtigt lod han alligevel armen falde omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sin egen krop. Han havde brug for hende i sit liv, og derfor havde han jo også brug for, at være den, som skulle passe på hende og vogte om hende, og det var der vel heller ikke noget forkert i, var der? Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende. Var der ikke noget som man kunne gøre? Han kunne i hvert fald ikke lide, at se hende på den måde. "De er fortid for mig, Silia.. Jeg har dig, og det er dig jeg gerne vil have.. Jeg har ikke brug for dem mere." Hans stemme var bestemt. Han elskede sin hustru.. hvorfor skulle fortiden så begynde at plage ham?

[Silia D. Diamaqima]

Det gjorde ondt at vide hvor usikker hun havde gjort ham med alle sine hemmeligheder. Hun havde givet et løfte til sin far og det røg lidt tilbage på hende. Hun så ned på sine lidt skælvende hænder. Selvom hun ikke længere græd, så reagerede hendes krop på det chok hun havde fået da hun havde set ham sammen med en anden. "Jeg gav et løfte til min far om ikke at sige det til nogen. Jeg burde have fortalt dig det, undskyld," mumlede hun og kunne have bidt tungen af sig selv. Det lå ikke til hende at beklage eller undskylde, men det var i den gode ret.
Hans søgende blik, fik hende til at vende de nøddebrune øjne mod ham. Hun var stadig vred og frustreret over hans gerning, og træt af at det hele lige pludselig hvilede på hende. "Ja jeg skulle have fortalt dig det, men jeg havde mine grunde til at lade være, ligesom du ikke sagde noget om den tjenestepige," påpegede hun en smule irriteret. Det var ikke retfærdigt. "Undskyld," hun sukkede og så væk. Det var bare svært for hende.
Hun lænede sig ind til hans krop, og lod ham holde om hende, hvilket var rart til en forskel. De havde været alt for dårlige til at tage sig af hinanden. "Jeg frygtede det alligevel. Desuden så kan det godt være at det ikke gør nogen forskel for dig, men det gør det for mig når din tidligere forlovet står i hjørnet når vi er sammen, med jeres lille søn og jeg føler at.. jeg har stjålet dig eller sådan noget, efter alt det både du og hun gjorde for Jophiel, mig og mor, så føler jeg mig som et elendigt menneske," indrømmede hun og følte tung vægt på sine skuldre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han havde svigtet ved at handle som han havde gjort. Det havde virkelig heller ikke været hans mening! Det var... bare sket, også selvom han vidste, at han ikke kunne bruge den undskyldning på sigt. Han rystede let på hovedet. Han havde det dårligt.. virkelig dårligt med det som han havde gjort, og særligt fordi at han vidste, at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, selvom han ville ønske at han kunne. "Jeg er virkelig ked af det, Silia.." sagde han med en dæmpet stemme. Det havde aldrig været hans mening, at den slags skulle ske!
Gabriel bed tænderne let sammen. Et eller andet sted, var de vel lige gode om det? Han havde kun kysset med Aya... Der var ikke sket mere end det, og det ville aldrig ske! Han lod blikket falde en anelse.. næsten som havde det været i en form af skam, for han havde det virkelig skidt med det. "Nej det er.. mig der skal undskylde.. undskyld," sagde han dæmpet, inden han igen vendte blikket mod hende. Armen lod han søge om hende, kun for at mærke hende tæt på. De var nødt til at blive bedre til at være der for hinanden. At hun så derimod kunne.. se Evelyn og Jeremiah, var noget som kun gjorde ham ked af det, for han ville da have ønsket, at hun kunne og havde fortalt ham det, istedet for alt det andet. Hun havde jo ikke ligefrem stjålet ham eller noget lignende. Han havde jo selv valgt at give hende sit hjerte.. det var kommet af sig selv, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det af den grund. "Du må ikke gøre dig den slags tanker, Silia.. Det må du virkelig ikke. Det er dig jeg elsker.. det.. det skal du ikke tænke på," bad han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han hævede hånden forsigtigt og strøg den mod hendes kind. Han ønskede jo slet ikke at miste hende.. Overhovedet ikke! "Det er dig jeg vil have.." sagde han endeligt. Han var for længst kommet over tabet af Evelyn og Jeremiah, også selvom det havde været hårdt og rigtig svært for ham, så havde han alligevel gjort det. Han kyssede hendes pande. "Det er dig jeg vil have," sagde han med en dæmpet stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted vidste Silia godt at det var forkert at bebrejde ham når hun var den som havde forsømt deres forhold. DE kongelige pligter steg hende til hovedet, det var en tung byrde. Hun savnede at løbe ubekymret gennem skoven, nyde græsset under sine nøgne fødder, bade i bækken. Hun savnede at have så meget tid at hun nærmest ikke vidste hvad hun skulle gøre med den, for nu var det omvendt. Hans ord fik hende revet lidt ud af sine drømmende tanker. "Det er jeg også," hviskede hun med hovedet hvilende på hans skulder.
Det var ikke retfærdigt af hende at snakke sådan til ham, men der var meget som bekymrede hende i disse tider. "Nej det.. vi er lige gode om det. Undskyld jeg er lidt på spidsen i dag," indrømmede hun og puttede lidt ind mod hans trygge skikkelse. De elskede hinanden, så hvorfor skulle det være så svært at finde pladsen? Landet var presset, det var svært for hende at slappe af i det hele taget og særligt når hans afdøde forlovede stod i kulisserne når de endelig var sammen. "Jeg ved at der ikke var nogen tvang. Ingen af os havde regnet med nogensinde at skulle forelske os i hinanden, men jeg har det bare som om at jeg har taget dig fra hende, når hun står og ser på mig med de sørgmodige øjne, og Jeremiah spørger hvorfor du ikke ser dem. Det gør ondt. Jason er godt til at hjælpe, men Evelyn lytter ikke rigtigt," hun sukkede. Ja Jason var omkring dem. Meget. For meget somme tider, men han løftede da hendes humør betragteligt.
"Vi må holde sammen. Jeg skal nok prøve at finde tid men det.. er svært," hun så op og lænede kinden mod hans varme hånd, før hun strakte sig for at kysse hans læber, fjerne sporene fra den tjenestepige der havde berørt en gift mand! Det var ikke fair at give hende skylden, det vidste hun godt, men det var frygtelig svært at lade være.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig dårlig samvittighed over det, som han havde gjort, og særligt fordi at han vidste, at det slet ikke var noget som burde være sket. Han trykkede Silia mere ind mod sig. Det var jo hende, som han gerne ville have. Han ville naturligvis gerne have håbet på, at de kunne finde bedre og mere tid til hinanden, og det var det som de havde brug for. Det var uden tvivl det, som de havde brug for, men det var bare så pokkers svært i den her tid, og han vidste det jo godt. Alt det med krigen.. Manjarno som var blevet dvasiansk og alt det som personligt var sket mellem dem, og alle de hemmeligheder.. Der var vel bare blevet for meget nu? "Det er okay.. Virkelig. Det er okay," sagde han. At hun var spids, var vel ikke underligt med alt det, som der havde været til nu?
At de alle sammen endnu var omkring dem, var noget som efterlod Gabriel med en knude i maven. Jason savnede han uden tvivl.. men hans moder som også var der, samt Evelyn og Jeremiah,var næsten noget, som gav ham en dårlig smag i munden. Han bed tænderne kraftigt sammen, og trykkede hende kun endnu mere ind mod sig. "Du har ikke stjålet mig, Silia," begyndte han. Han havde åbnet sit hjerte for hende efter tabet af den kvinde, som han havde elsket mere end noget andet.. Nu var det en plads som Silia havde taget. Det var her han hørte til i livet. Det var vel på tide, at tage de voksne valg, selvom det kunne være så svært? Han savnede virkelig den lille dreng, men i den grad også Evelyn, men han var bare kommet videre i livet. "Så.. må vi vel hjælpe dem alle videre? De skal ikke være her.." sagde han med en dæmpet stemme. Han turde slet ikke tænke på alt det som Jason kunne finde på at sige. Han kunne lige forestille sig hans strenge ansigt lige nu. Han rystede let på hovedet og trak vejret dybt. "Jeg elsker dig, Silia.. Det er sammen med dig, som jeg vil være," gentog han denne gang langt mere bestemt, end hvad han havde gjort til nu. Han havde vel egentlig bare brug for at få det hele sagt?

[Silia D. Diamaqima]

Et lidt lettet suk brød hendes læber ved at mærke hans krop på den måde. Det var lettende at han stadig ønskede hende på trods af alt der var sket, og på trods af hvor lendig en hustru hun havde været overfor sin egen mand. Det gik ligeså meget ud over hende. Sulten var endnu en frustration, det var ikke livsnødvendigt for hende, men det var distraherende somme tider.
"Nej det er det ikke. Uanset hvad der sker, bør det ikke gå ud over dig. Jeg øsnker ikke at snerre," hun vendte blikket mod ham og plantede et stille kys på hans kind. Hans skægstubbe kildede hendes læber på en lidt sjov måde. Hans ord gav mening. naturligvis havde hun ikke stjålet ham, men samvittigheden plagede hende alligevel. Evelyn havde vel forventet at Silia så ham mere som en onkel og derfor aldrig kunne drømme om at elske ham som hun gjorde.
"Nej det har jeg ikke. Men somme tider føles det sådan. Du er virkelig alt for god til mig," konstaterede hun og smilede lidt for sig selv. Det var ikke fordi hun ville være melodramatisk eller noget som helst, hun elskede ham som han elskede hende. "Jeg ved ikke hvordan, Gabriel. Jeg har forsøgt flere gange. Det er som om Evelyn ikke høre mig, hun står altid bare og.. stirre. End ikke Jason kan få kontakt til hende," hun sukkede. Det var så tragisk at det gjorde ondt på hende. Jason ville han aldrig få over på den anden side, det havde hun ligeså prøvet men den mand var alt for stædig, desuden var det lidt betryggende at have ham det. "Jeg elsker også dig," hviskede hun gengældende. Somme tider var hun slet ikke sikker på han vidste hvor højt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl bange for at miste Silia, og særligt efter det her. Derfor glædede det ham uden tvivl, at hun ikke trak sig væk fra ham. Han havde brug for hende, og end ikke det, var noget som han var bange for at lade hende vide. Han smilede svagt for sig selv. Han havde virkelig været ked af, at det her var sket.. Særligt fordi at det aldrig havde været meningen i det store og hele. Han bed tænderne en smule sammen, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. "Jeg tager den her på min kappe, Silia.. Det er min skyld.. Det er okay," sagde han med en rolig stemme. Han kunne ikke lide at se hende på den måde.
Silia havde på ingen måder stjålet ham. Overhovedet ikke. Han var kommet videre.. Han elskede ikke Evelyn på den måde mere, og det var det,s om han uden tvivl måtte stå fast ved i den anden ende. Han trak vejret dybt og strøg hende over ryggen. "Jeg... jeg begriber ikke, at det sker, Silia.. men det er dig jeg vil have.. Evelyn er mig en kvinde nært til hjerte.. Men det er dig, der er i det," fortalte han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han elskede virkelig Silia. Han smilede let. "Jeg tror snarere det er dig, der er for god til mig," sagde han med et varmt smil på læben. Hun var uden tvivl det mest fantastiske, som han længe havde været ude for, og var det så underligt, at han ønskede at vogte om det, og passe på det, så godt, som det nu var ham menneskelig muligt? Han lagde hånden under hendes hage, og hævede hendes blik op mod sig igen. Han ville gerne have, at de fandt ud af det. "Hvad med at vi prøver det her... ikke flere hemmeligheder. Og vi skal være lidt mere med hinanden.. Det tror jeg vi begge har brug for.." sagde han, hvorefter han skænkede hendes læber et dybt, dog blidt kys. Han elskede hende.. forbandet højt, og end ikke Evelyn kunne gøre om på det!

[Silia D. Diamaqima]

Deres ægteskab var startet som forretning, og var endt med kærlighed. Silia havde ikke tænkt sig at give op på halvvejen, slet ikke på en mand som Gabriel. Hun værdsatte ham, vidste at hun var heldig, og det havde aldrig været hendes mening at nedprioritere ham. I det mindste tog han ansvar for sin egen handling. Hun lukkede øjnene og indåndede hans søde duft. "Bare... lad være med at gentage det. Du må kysse på mig alt det du vil, bare hold dig fra tjenestepigerne okay?" hun rettede hovedet op og så på ham med et lille smil. Det var bare for at lette stemningen lidt, han havde det skidt med det, og mere ønskede hun ikke at gøre ved det.
De blide strøg over ryggen, fik hende til at slappe lidt af igen. Tårerne var stoppet men hendes øjne bar tydeligt præg af det. "Det var aldrig planen at vi skulle forelske os. Jeg er lykkelig for at vi gjorde," hun rakte sin hånd ud og lagde den blidt på hans lår. Det her føltes meget bedre end den store kløft der havde været mellem dem. Hans ord fik hende til at smile lidt ydmygt. "Det er sødt men ikke sandt. Jeg kommer med alle Diamaqimas problemer og du er den perfekte ægtemand. Undskyld at jeg har været så blind overfor det," hun så skyldbetynget på ham og strøg sin tommel hen over låret.
Den blide hånd under hendes hage, ledte hendes blik til hans, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over. "Det lyder som en rimelig idé," medgav hun. Hvis det var hvad der skulle til, så gjorde hun det gerne. Hans varme læber fik hende til at lukke øjnene. Hun gengældte kysset med mere længsel end ventet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det hele var startet som ren forretning, og selv for ham, var hanglad for, at det var endt, som det nu var endt. Det var noget som rent faktisk betød utrolig meget for ham. Tungen strøg han let over sine læber, og holdt endnu godt og tæt om hende. For ham, var det betryggende, at de nu kunne sidde der og snakke sammen, uden at råbe og skrige af hinanden. "Hvis du er mere omkring, lover jeg, at du bliver overdynget med kys og kærtegn, og ikke de stakkels tjenestepiger," sagde han med et smil. Det var uden tvivl kriterier, som han mere end glædeligt, kunne gå med til.
Silia havde på ingen måder stjålet Gabriel. Han havde åbnet sit hjerte for hende, og det havde uden tvivl også hjulpet selv ham med at komme videre i hans liv. Det var det som han havde haft brug for. Han rystede let på hovedet. Han var måske gift ind i en meget hemmelighedsfuld familie, men det gjorde bestemt ikke ham til den perfekte mand. "Det gør ikke mig til den perfekte mand for nogen, Silia.. Selv jeg har mine fejl og mangler.. Vi skal nok finde ud af det.. Det lover jeg dig," sagde han med en rolig stemme, og med et endeligt bekræftende nik. Han ønskede for alt i verden ikke at miste hende! Hånden mod hans lår, fik ham til at sitre. Det var uden tvivl behageligt, og særligt fordi at det ikke var noget som skete ofte. De var jo stort set aldrig sammen. "Jeg åbnede mig for dig af en grund, og ikke er det noget, som jeg har fortrudt, min kære.. Vi skal nok finde ud af det hele." Hånden fortsatte roligt over hendes ryg, og med et smil hvilende på hans læber.
Kysset holdt han for en stund, inden han trak hovedet en smule til sig. At Evelyn, Jason og hans mor skulle være der, var igen noget som han havde glemt alt om. For nu ville han have sin hustru lidt for sig selv, og særligt fordi at han havde muligheden for det så sjældent. Hun var uden tvivl det vigtigste for ham, og det lagde han heller ikke skjul på. Hans hånd gled forsigtigt ned mod hendes hofte. "Er de her endnu?" spurgte han dæmpet tæt ved hendes øre.

[Silia D. Diamaqima]

Silia fortrød ikke på nogen måde de følelser hun havde fået for ham. Alle havde forberedt hende på et liv uden at opleve den form for kærlighed, hun havde bare været heldigere end som så. "Så må jeg hellere, det ville trods alt være synd hvis de skulle lide under dine kys og kærtegn," drillede hun tilbage. Sandheden var at enhver der fik lov til at komme så tæt på ham, var heldig. Hun var heldig. Hendes arm sneg sig omkring hans mave så hun kunne lade tomlen stryge blidt hen over hans side.
"I mine øjne er du perfek. Jeg ved at vi finder ud af det," medgav hun og gav ham et lille klem ind til sig.
De var begge indstillet på at ville gøre en forskel, så det hele skulle nok gå. DEt var faktisk ret lettende at have delt sin hemmelighed med ham selvom hendes far havde forbudt det. Nu hvor han var væk, så var Gabriel alt hun havde, og hun ville gerne have at han kendte hver lille del af hende.
"Det ved jeg vi gør. Jeg elsker dig så højt," hun rettede sig lidt op og plantede et kys på hans kind, inden hun igen puttede sig lidt ind mod hans skikkelse. De var der allesammen, nogle mere end andre, men lige nu var der kun dem. Silia smilede lidt for sig selv, og nød følelsen af hans varme ånde tæt på hendes ører. Han havde altid haft en dejlig stemme, hvilket muligvis var en lidt sjov ting at bemærke, men hun gik meget op i den slags. "Nej vi er alene.. for en gangs skyld," tilføjede hun ærligt. Det var helt befriende for en gangs skyld ikke at skulle forholde sig til Evelyn eller Jason eller nogen anden for den sags skyld, hun kunne jo desværre ikke hjælpe alle.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Efter tabet af Evelyn og Jeremiah, havde selv Gabriel været indstillet på et liv alene. Dog var han uden tvivl glad for, a det forholdt sig anderledes. Han havde åbnet sig for Silia, og end ikke det, var en ting, som han fortrød på nogen måde. Han trykkede hende ind mod sig, hvor selv han måtte nyde at hun havde lagt armene om sig. Det glædede ham uden tvivl mere end hvad han var i stand til at beskrive. "Kun min elskede hustru skal være offer for det," sagde han med et smil på læben.
At hun havde skjult så stor en hemmelighed for ham, brød Gabriel sig ikke om, men derimod var det en masse, der rent faktisk gav mening for ham nu. Det var nok det, som var ham det vigtigste, og det var han heller ikke bange for at vise hende. Hovedet lagde han tæt ved hendes. Den hemmelighed, som hun nu også havde delt med ham, fik kun et lys til at gå op for ham. Så gav så mange andre ting også mening for ham. "Du er den perfekte for mig, min kære. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden dig ved min side." Så mange år, der nu var gået, så var det stadig en meget underlig fornemmelse, at det skulle være på denne måde.
At vide, at de nu var alene, var en tanke som kun glædede Gabriel. Måske at han for en gangs skyld, kunne få lov til at nyde tid med sin hustru alene? Uden at andre skulle være i vejen eller genere hende? De havde jo uden tvivl generet hende langt mere end hvad de havde generet ham, og det var ikke noget, som han kunne lide. "Som jeg også elsker dig, frygtelig, frygtelig højt," sagde han dæmpet. Han førte hendes ansigt mod sig, da han lagde hånden mod hendes hage. Han skænkede hendes læber et dybt kys. Det her kunne han langt bedre lide. Han lagde sig roligt tilbage på sengen, hvor han trak hende med sig. Måske at tiden ikke var til det her, men de havde vel også brug for at bruge tid.. bare dem engang imellem?

[Silia D. Diamaqima]

Silia holdt ham tæt ind til sig og elskede følelsen af at have hans arme omkring hende. Hun havde virkelig snydt sig for det i alt for lang tid, men hvert øjeblik de lå her, pressede mørket sig tættere på, det skræmte hende, og det var svært for hende at finde ordentligt ro. Det var dog ikke tilfældet lige nu, hans kærtegn og hans stemme var så varm og blød, at alle bekymringerne bare svandt væk. "Se så langt er vi enige," svarede hun veltilfreds.
De mange hemmeligheder kom blot som en del af hende, naturligvis håbede hun at det ikke ændrede det store for ham at han nu kendte den der havde størst betydning for hende og hendes liv. Ikke opsøgte hun kirkegården, eller gik i kirke, og rygter forlød at det vr fordi var dvasianer og ikke nærede tro på religion.
Som han lagde hovedet tæt ved hendes, lod hun øjnene glide i og smilede lidt for sig selv. "I lige måde. Jeg vil ikke miste dig. Næste gang jeg bliver for fraværende, så tag fat i mig okay?" bad hun og sukkede dæmpet. Det at være alene var en sjældenhed, hvis ikke evelyn stod der, så gjorde Jason, og han var bare en prestilens i disse tider, hvad den mand dog ikke kunne finde at brokke sig over.
Silia slog blikket op på ham, betragtede ham med de mørke øjne der gik igen i hendes familie. HEndes hjerte hamrede hårdt da han bukkede sig ned for at kysse hende. Det tog altid lidt pusten fra hende at mærke hans læber mod sine. Dog gengældte hun uden at tøve, og fulgte med ham ned i sengen da han lod sig falde bagover. Et sted bag deres læber kunne hun ikke lade være med at smile lidt, der var slet ikke tid til at de lå her og delte mundvand når der foregik så meget uden for, men for første gang var hun bare ret ligeglad. Liggende halvt om halvt ind over ham, sneg hun en hånd til hans kind, og fastholdt ham lidt for at kunne kysse ham med dybde og længsel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Rigtig mange ting gav pludselig mening for Gabriel nu, og et sted, så var det uden tvivl også lettende for ham, at det skulle være på den måde. Det var egentlig forbandet vigtigt, at det var sådan at det forholdt sig. Han ville have hende ved sin side.. han ville have hende som sin hustru, og end ikke den plads, var der nogen, der kunne tage fra ham. Han elskede hende, så højt, at han selv næsten måtte finde den tanke skræmmende, og det var det som gjorde, at han fortsatte med at kæmpe sig frem, som det han gjorde nu. Han ønskede jo virkelig og uden tvivl, at deres forhold skulle fungere. "Det er lige præcis her, jeg gerne vil have dig." Han smilede tilfredst for sig selv. Gud hvor han dog elskede hende.. Det var jo slet ikke til at holde ud altid! Og særligt ikke når de ikke havde haft tid til hinanden, så var følelsen direkte forfærdelig at sidde igen med. Han havde jo længe været direkte bange for, at det som han havde gjort, ikke var godt nok.
At de nu var alene, var uden tvivl en situation som Gabriel havde tænkt sig at udnytte lidt. Var det underligt, at han gerne ville det? Han lagde hånden let mod hendes kind og med et smil. "Det lover jeg," sagde han med en rolig stemme. For nu, ville han gerne have, at hun fandt den ro, der skulle til, for at nyde en stund sammen med ham, og hvis de var alene lige nu, og uden en stirrende Evelyn og en brokkende Jason, så var det da helt klart en situation, som der skulle udnyttes!
Langsomt gled Gabriel tilbage i sengen, hvor han førte Silia med sig. Timingen hvad det her angik, var måske forkert og slet ikke til stede, men han havde brug for sin hustru, og han havde brug for at mærke, at hun var en del af ham, og en del af det her, så det var vel heller ikke så forkert igen, var det? Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind, da han igen kyssede hende. Øjnene lod han glide i, mens han førte hende mere over sig. Han havde brug for at mærke, at hun var der, og at vide, at det hele nu igen var godt. Det var vigtigt for ham, som det uden tvivl også måtte være vigtigt for hende. De havde brug for hinanden nu!

[Silia D. Diamaqima]

Det var helt befriende at være alene for en gangs syld. Ikke at have flere stemmer, døde der rev og sled i hende for at bringe hende med sig. Lige nu var der kun Gabriel. Somme tider bebrejdede Silia ikke befolkningen for at tro at hun var sindssyg dom sin mor, somme tider var hun end ikke selv på om hun rent faktisk var, men det der var ingen grund til at spekulerer på nu. "Godt for dig at jeg har tænkt mig at blive," varede hun lidt drillende. Hendes øjne var lidt hævet efter de mange tårer, der havde efterladt salte spor ned over hendes kinder, men det var slut nu.
Den kvælende tanke om ham sammen med en anden var begyndt at aftage for i stedet bare at nyde hans nærvær og det faktum at de endelig kunne tilbringe lidt tid sammen. Hun sukkede og lod sig falde ind over ham med et svagt grin, så hendes vægt hvilede over hans krop og hendes frisatte, mørke lokker faldt omkring hendes milde ansigt. Hun var ej længere den unge pige han havde giftet sig med, men en direkte kvinde. "godt," hviskede hun og fangede hans læber i et lidt længselsfuldt kys. Det var første gang i lange tider hun kunne slappe lidt af, og det kunne hun faktisk alligevel ikke helt, for uden for disse vægge bevægede resten af verden sig mens de lå stille.
Hendes øjne gled i, mens hun gav sig hen til følelsen af hans bløde læber, smagte på den, mindede sig selv om hvad hun var gået glip af i måneder nu. Det rev i hende, trods det var så upassende. Forsigtigt strøg hendes hånd ned over hans brystkasse. Sporene af den tjenestepige var borte nu, hvilket passede hende meget bedre. Han var virkelig fantastisk, hun kunne ikke miste ham, det ville ødelægge hende.. han var det bedste der var sket hende og hendes far var den sidste der skulle fortælle hende hvordan hun valgte sit eget ægteskab.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde brug for Silia, og det var han heller ikke bange for at stå ved, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Nu hvor han lå der med hende, kunne han slappe af, og glemme de andre ting bare for en stund. De havde også brug for hinanden, og derfor var de jo trods alt også nødt til at finde den tid til hinanden. Han lagde armene roligt omkring hende. Ingen stemmer.. ingen døde ånder, som holdt øje med hende. Om der rent faktisk var hold i hvad hun fortalte ham, så forstod han da bedre, hvorfor hun havde nægtet at tage med på steder såsom kirken og kirkegården. Det gav skam også ham en form for ro, at vide, at der ikke var noget galt andet end de mange hemmeligheder, som løb i Diamaqima-familien i forvejen. "Tror du, at jeg har tænkt dig, at søge nogen steder hen?" spurgte han med en ganske sigende mine.
Det kække smil forblev hvilende på Gabriels læber. Hun var ikke vred på ham.. og hun havde tilgivet ham. Det var også den første og eneste gang Aya havde fået lov til at komme så tæt på ham, og så skete dette naturligvis også. Det var jo bare.. typisk! Han lagde sig ned i sengen, hvor han trak hende med over sig. Han ville jo gerne have hende tæt på sig. Hun var noget af det mest fantastiske som han havde haft i sit liv. Han kunne jo ikke forestille sig, at skulle undvære hende, og særligt ikke på denne måde. Hånden hævede han og strøg mod hendes kind. "Det her var straks bedre," sagde han med en rolig stemme. For hans vedkommende, var det ikke noget, som han havde i sinde at gøre det anderledes. Han kyssede hende glædeligt. Varsomt måtte hånden glide ned langs hendes side og over hendes lænd. Han elskede hende.. ønskede at kende hende helt og særdeles. Han kunne ikke forestille sig et liv uden! I takt med hans handling, trak han en anelse op i hendes kjole. Dette skete ganske uskyldigt.