Forever is a long time

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel Maloya Nicomendes
*****************************************

Silia smækkede døren ind til det Kongelige kammer. Hun havde været offer for mange underlige blikke på vejen, men det var heller ikke hver dag at dronningen løb ned af gangen med tårerne stående ned af kinderne.
Hun stoppede op et øjeblik og satte begge hænder mod hendes liv. Hendes hjerte slog så hurtigt, at det nærmest gjorde hende svimmel. Den glødende eftermiddagssol stod ind af vinduet. Silia elskede når den gjorde det, hun kunne se på det i timer, men nu ænsede hun det knapt. Her var ikke nok luft. Luft. Hun skulle have luft. Med desperate skridt søge hun hen til balkonnen og skubbede dørene fra hinanden. Den milde brise, kærtegnede omgående hendes blege kinder. Hun lukkede øjnene og tog et par dybe indåndinger, hvilket hjalp for et øjeblik.
Fuglene sank, foråret var i luften, det var smukke tider, men lige nu føltes det alt sammen ligegyldigt. Hun lænede sig op af døren og sank halvt om halvt sammen. En ting var at hendes familie var gået i opløsning, en anden ting at var at presset var så stort og hun var for ung til at bærer det i disse dage, men hun havde hele tiden trøstet sig med at hun i det mindste havde Gabriel, men det var hun ikke så sikker på hun havde mere. Hvor lang tid havde det stået på? Hun forsøgte ikke at tænke på det, men det var svært at lade være. Frustreret, trak hun kronen af så lokkerne faldt ned om hendes skuldre, og hun kastede den med alt den styrke hun havde et sted ind mod kammeret. Jason og Ela havde ikke overdrevet da de havde forsøgt at forklare hende hvor hårdt det ville blive.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Som vagterne havde skævet efter Silia med tårerne ned af kinderne, stirrede de efter Gabriel, da han hastigt kom løbende efter hende. Han havde fulgt hende stort set hele vejen fra pejsestuen og hertil. Han var nødt til at snakke med hende.. Det var det eneste øjeblik, at det rent faktisk var blevet ham for stor en fristelse, til at han kunne se bort fra det, og så skulle det jo så absolut ende med at gå galt. Hvor var det dog bare.. .typisk! Han kunne virkelig ikke fordrage det! Hvor han dog hadede sig selv, for at skulle have gjort det her!
Hurtigt nåede han det kongelige kammer, kun lige tidsnok til at se hende kaste kronen fra sig. Han bed tænderne sammen. Denne her var virkelig ikke god, og det vidste han jo også godt. Ikke at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var bare.... skide frustrerende, at det skulle være sådan her! Hans blik søgte direkte hendes skikkelse, som han endelig kom ind. Han lukkede og låste dørene efter sig. De var nødt til at få det her snakket igennem.. Selvom den tanke da uden tvivl var forbandet frustrerende for hans vedkommende. "Silia.. prøv nu at hør på mig, og hvad jeg har at sige.." bad han med en dæmpet stemme, inden han søgte hen til hende, da hun stod ved balkondøren. Han forstod godt, at det gjorde ondt.. selv var hans egen samvittighed ved at æde ham op indefra, for det havde slet ikke været meningen at det skulle ske, og endnu mindre, at det var noget, som hun skulle have set! Det sidste som han ønskede, var jo at miste hende på det her.. det var virkelig det sidste, som han ønskede lige nu! "Det var slet ikke meningen at det skulle ske.. okay? Det.. jeg.. undskyld, Silia.." fortsatte han. Han ville for pokker da ikke miste hnde sådan her!

[Silia D. Diamaqima]

Det var et spørgsmål om tid før Gabriel ville dukke op, hun havde hørt ham kalde på hende hele vejen og vidste at han ikke var langt bag, men lige nu kunne hun ikke se på ham. Bare for et øjeblik havde hun brug for at samle tankerne, eller i det mindste forsøge på det. Hun gled langs væggen ved balkonen til hun næsten var faldet helt sammen, og lod tårerne trille. Først da Gabriel kom ind, kæmpede hun sig på benene for ikke at virke så knust som hun følte sig.
Hun tørrede tårerne væk med sin håndryg og tog et par tunge åndedrag inden hun så på ham. "Jeg vil.. meget gerne høre hvad du har at sige, jeg ville bare ikke høre det foran hende," svarede hun roligt. Der skulle meget til før hun hævede stemmen, den ro havde hun heldigvis arvet fra sin kære far. Ud af øjenkrogen mødte sollyset hendes vielsesring hvilket gjorde hende underlig bevidst om den pludselig. Tanken om at tage den af, var stadig for skræmmende. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet, forsøgte at holde tårerne tilbage, men det skete ikke rigtigt. I stedet slog hun øjnene op igen og holdt vejret mens hun gik imod ham. Begge hendes hænder lagde sig mod hans kinder, for at fange hans blik, trods det var hårdt. Mørket i hende havde lyst til at gå amok, men hun holdt det nede. "Jeg har.. ikke været en god hustru. Det er jeg inderligt ked af, der har været så meget," hun pustede ud. "Jeg vil så gerne være vred på dig, men jeg er rasende på mig selv.. undskyld," hun slap ham og bakkede lidt væk, med en følelse af svimmelhed. Det var for stort et pres, hun kunne ikke håndtere det mere, selvom hun virkelig prøvede.
"Før du.. siger noget så vil jeg gerne gøre det klart, at jeg kun ønsker dig det bedste, selv hvis det bedste ikke mig," hun vendte ryggen til og betragtede den kongelige have der lå for deres fødder.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Frygten for at miste Silia, var uden tvivl den som var størst i Gabriel lige nu. Alene tanken om at det var sket, og at hun havde set det, var virkelig forfærdelig nok! Hans moder ville vende sig i graven, om hun vidste, hvad han lige havde gjort, og særligt når det var på denne her måde! Han vendte blikket mod hende. Han kunne jo se, at hun virkelig var ked af det, og så ked af det, havde han aldrig nogensinde set hende før. Han bed tænderne sammen. "Hvilket.. jeg udmærket godt forstår.." sagde han dæmpet. Det var virkelig noget, som efterlod ham med en dårlig smag i munden!
Hænderne mod hans kinder, fik ham til at stirre direkte på hende. Han forventede egentlig jordens største skideballe... men her stod hun og var.. vred på sig selv? Han følte kun samvittigheden nage sig mere og mere ind i hans krop og sind, for han havde det virkelig, virkelig dårligt med det, som han havde gjort! "Silia... lyt til mig.." bad han, da hun igen stillede sig med ryggen til ham. Han elskede hende jo for pokker! Det var jo derfor, at det her gjorde så ondt! Han søgte stille hen til hende, som hun stillede sig ved balkonen. Han ville jo ikke have, at folk skulle have den store opfattelse af, at der var noget galt, for den tanke, var da frygtelig nok, som den måtte være i forvejen! Armene lod han forsigtigt glide omkring hendes liv. Det var jo heller ikke fordi, at der var sket særlig meget mellem ham og Aya, selvom der uden tvivl var sket for meget. "Det er jo dig, jeg vil have.." Forsigtigt trykkede han hende ind mod sig. Der havde været rigtig mange ting, som også havde kostet dem tiden med hinanden, og med alt det som havde været ved siden af, af løgne og hemmeligheder.. så var det altså heller ikke særlig nemt. Han plantede et kys mod hendes skulder. Han ønskede virkelig ikke at miste hende!

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde altid haft ret god kontrol over sine følelser. Hun reagerede ikke uforudsigeligt, blev ikke pludselig vred eller begyndte at græde, men nu var det som om alle frustrationer der havde opbygget sig gennem de senere år, skulle komme frem. Hun kunne ikke stoppe tårerne selvom hun ihærdigt prøvede, men hun kunne heller ikke stopp med at bebrejde sig selv for hvad han havde gjort. "Hvem er hun?" spurgte hun og fortrød i smme øjeblik. Det var ikke meningen at hun ville lyde kontrollerende på den måde, men hun var nysgerrig på hvor længe det havde stået på, og om denne kvinde havde vækket følelser i ham. Hun lænede sit hoved mod dørkarmen og forsøgte at tørre tårerne væk. Ingen skulle fatte mistanke om at noget var galt, selvom det nok var for sent nu.
Silia mærkede hans varme krop trykkes ind mod hendes ryg. Hun havde altid elsket når han holdt om hende, men det var lidt anderledes i denne situation. Hendes fingre gled op og kærtegnede hendes egne læber lidt tænksomt, hun vidste ikke rigtigt hvad det gode svar var på dette, hvilket i sig selv var sjældent for en Diamaqima. "Jeg vil ikke l-lyde mo-modbydelig, men hvis du vil have m-mig, hvorfor kyssede du så en anden?" spurgte hun og forsøgte ikke at lade små snøft ødelægge det for meget. Hun skubbede ham ikke væk, men lagde i stedet sine arme hen over hans i frygt for at han ville slippe hende. Det her var ikke meningen, de skulle være et stærkt kongepar og de faldt mere og mere fra hinanden i stedet for. Det var lige før hun ville påstå at hun ikke kunne klare at bære den krone for bare én dag mere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig skidt med det, som han havde gjort, og han var bestemt heller ikke bange for at stå ved det. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun stod der.. At se hende så ked af det, gjorde det ikke ligefrem bedre, kunne man jo sige. "En tjenerinde i tjenestestaben," fortalte han. Hun havde været på stedet længe nu. Det var bare.. første gang, at det var gået direkte galt. Han havde jo tænkt tanken mange gange, men han havde jo aldrig gjort noget ved det! Og da slet ikke på denne her måde, hvilket jo heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. "Jeg ved godt, at jeg virkelig dummede mig, Silia.. men prøv.. prøv at lytte," bad han dæmpet.
Armene søgte forsigtigt omkring hendes krop, da hun stod med ryggen til. Det var måske ikke det samme, som da han havde gjort det sidst, men han kunne rent faktisk snakke med hende.. røre ved hende, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Hans blik søgte hendes skikkelse, også selvom hun stod med ryggen til. Han sukkede dæmpet. Fejlen var vel næsten ligeligt delt dem imellem? "Hvornår er vi overhovedet sammen? Hvornår kan vi overhovedet tage os bare to minutter sammen i løbet af en dag, hvor det bare er os to? End ikke når vi går i seng.. Jeg ser dig ikke mere, Silia... Er jeg hvad du gerne vil have?" spurgte han. Han havde brug for at vide det.. Og nu hvor de endelig havde muligheden for at snakke om det, så tog han den også glædeligt! De blå øjne hvilede på hende skikkelse, og med skyld stående så tydeligt ud af dem. Han havde det virkelig dårligt med det, som han havde gjort. Han elskede hende jo.. hvorfor skulle han da ellers blive ramt af så voldsom en skyldfølelse, for det som han havde gjort?

[Silia D. Diamaqima]

Hendes mave slog knuder på sig selv, det føltes i hvert fald sådan. Med Hun forsøgte med alt den ro hun havde arvet at tage det stille og roligt, men det gav hende kvalme. Det store pres, de mange tab og nu dette... det var mest fristende bare at hoppe ud over balkonnen, men naturligvis ville hun aldrig gøre det. "Nærer du følelser for hende?" spurgte hun endnu med ryggen til men om ikke andet i hans favn.
Det var første gang hun direkte oplevede at ryste på den måde hun gjorde, men tanken om at skulle give slip på ham, virkede bare uoverskueligt.
Fejlen lå ved dem begge, hun havde ikke været der for ham, men det forsvarede langt fra hans handling. Hans ord slog hende lidt ud af kurs og hun løsrev sig fra hans favn for i stedet at vende sig om mod ham med tårerfyldte øjne. "Jeg tager ansvar for ikke at have været den bedste hustru Gabriel, men det retærdiggøre intet," hendes stemme var en kende streng men endnu rolig. Det gjorde hende ked af at han ikke nærede den tiltro til hende, som hun ellers havde gjort for ham. "Naturligvis ønsker jeg dig Gabriel, jeg elsker dig, men jeg bruger for pokker alle døgnets timer på at beskytte dig og alle andre. Det er et spørgsmål om tid før Jaqia gør krav på det land hun endnu ikke har taget, og jeg.. kan ikke mere," hun bakkede mod sengen og dumpede ned for at begrave hovedet i sine hænder. Det var for hårdt. Selvfølgelig ville hun gerne have have tid sammen med ham, men hvor skulle de finde den tid med god samvittighed, når mørket lurede lige rundt om hjørnet=

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia bed det i sig. Gabriel ville ærlig talt hellere have, at hun hævede stemmen og råbte og skreg af ham, end det her. Han bed tænderne sammen.. Gud hvor havde han det dårligt. Det havde aldrig været meningen, at det var noget som skulle ske i det hele taget, og det her var ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Hans blik søgte hendes skikkelse, selvom det eneste som han kunne se, var hendes nakke. Han rystede på hovedet. Aya var en kvinde som han var glad for, men ikke på den måde. "Hun er mig en veninde, men ej mere end det, min kære," sagde han ærligt. Ej havde hun den plads i hans hjerte som hun måske gerne ville have selv, men det var en plads som Silia måtte have ene og alene, og det var sådan han ville have det.
Det var ikke meningen at hans ord skulle lyde som et angreb, men selv her i den ekstremt pressede tid, var det vigtigt at de også fandt tiden til hinanden. Det var han jo heller ikke ligefrem særlig god til, men det var svært, når hun var igang med så meget andet, og han selv ikke kunne finde ud af hvor han havde hende mere. Han bed tænderne en smule sammen. "Det har jeg aldrig sagt, at det har gjort," sagde han endeligt. Denne gang måtte han slippe hende, for at lade hende søge til sengen.. Hjertet sank i hans bryst. Han havde det virkelig dårligt med det! Sagen var jo, at han ikke kunne forestille sig et liv uden hende, men det krævede jo, at hun var i det! Han søgte hen efter hende, hvor han gled på knæ foran hende. "Silia.." endte han helt skyldbetynget. Han havde det så dårligt med det her! Han greb ud efter hendes ene hånd. "Det her er lige så meget min fejl som det er din.. det skulle aldrig være sket.. jeg ved ikke hvad du laver.. du har alverdens hemmeligheder for mig, og bare forleden, får jeg at vide, at du er på tur mod øst. Du gør det for at beskytte mig... jeg føler ikke engang jeg kan beskytte dig.. Del tingene med mig.. jeg vil jo også gerne være i dit liv.." Diamaqima havde altid været en familie af hemmeligheder. Det her gjorde det bare ikke ligefrem bedre. Hun måtte ikke lukke af for ham.. Han havde brug for hende.. Nu mere end noget andet.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde aldrig hørt sin far råbe. Hendes mor gjorde det kun når hun mistede kontrollen, og hun frygtede altid for at miste den, så det at holde sig i ro var samtidig et virkelig dybt forsøg på at holde fast selvom hun følte at det indre var et kaos.
Hun sad på sengen. Hendes håndflader var våde af tårer, hun hadede at Gabriel skulle se hende på den her måde, men der havde været for meget pres i for lang tid, for meget for hende at tage stilling til. Hun rystede på hovedet og tog en dyb indånding. "Det er de færreste der kysser.. veninder," påpegede hun og forsøgte ikke at lyde for bitter, men det lå alligevel i tonen. Hans greb om hendes ene hånd, fik hende til at lægge begge hænder ned, så hun i stedet så på ham i øjenhøjde. Han havde kendt hende hele livet, vidste hvad hun kom fra, hvad havde han forventet af hende?
"Jeg prøver at være en god dronning, men jeg kan ikke lde som om at mørket ikke er en del af mig. Jeg er en Diamaqima, Gabriel, det indebærer hemmeligheder, det er ikke for at holde dig for nar, men for at beskytte både dig og mig," forsøgte hun og tog en dyb indånding. Måske hun faktisk burde indvige ham i sine hemmeligheder? Indvige ham i hvorfor hun var mere presset end ham i løbet af hverdagen trods de kæmpede med samme problemer. "Gabriel jeg.." hun tog en dyb indånding og så væk. Det her ville komme til at lyde sindssygt. "Jeg har tilbragt de sidste to døgn sammen med Jason, jeg har rådført mig med Ela, forsøgt at undgå din tidlligere forlovet, og lavet mad med den kok der mistede livet i sommers. Jeg ved ikke om min fars genialitet og min mors vanvittighed smeltede sammen til noget mere sindssygt, men det er sandt og jeg ville ikke fortælle dig det.. eller nogen anden ford..." hun tav og så væk. HEndes hjerte slog så hårdt at det var kvalmende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel ville det til enhver tid have været bedre, om Silia bare kunne råbe og skrige af ham, end at sidde der og være tavs og ked af det, for det kunne han slet ikke have med at gøre! Han rystede på hovedet, som han sad og knugede omkring hendes hånd. Han vidste jo godt, at det var ham, som havde dummet sig.. og at han havde dummet sig utrolig meget denne gang, men han havde brug for hende, og han havde brug for at være omkring hende. "Det gør de heller ikke.. Det.. det gik bare for vidt.. Jeg er virkelig ked af det, Silia. Det var aldrig min mening," sagde han med en dæmpet stemme. Han mente det dog. Det gjorde ham virkelig ked af det!
Gabriel vendte blikket mod hende. Han havde brug for at hun delte tingene med ham, for han havde jo absolut ingen anelse om hvad hun gik rundt og lavede i de her dage. Det havde jo været sådan i lang tid nu, og særligt nu hvor han havde brug for at mærke hende, også ved sig selv, havde han jo virkelig brug for, at hun viste sig, at være en som stod der. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse som hun begyndte at fortælle.. Jason? Ela..? Hans afdøde forlovede? Han rynkede på næsen og rettede sig en anelse op. "Silia.. De er alle døde og borte.. Hvis du har brug for at tilbringe tiden på en kirkegård, hvorfor siger du så ikke bare til? Jeg vil jo gerne hjælpe dig," sagde han dæmpet. Han lukkede begge sine næver omkring hendes, kun for at skænke den et kys. Evelyn og Jeremiah tænkte han ærlig talt ikke særlig meget over mere, og særligt ikke nu hvor han havde hende, men lige nu var det bare så svært.. han havde brug for at Silia også var der. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han holdt endnu om hendes hånd. "Jeg vil også gerne beskytte og passe på dig... det er du nødt til at lade mig gøre," bad han med en rolig stemme. Diamaqima havde altid været fyldt med rigtig mange hemmeligheder.. og utrolig mange af dem. Han kunne ikke holde det ud!

[Silia D. Diamaqima]

Hans gerning havde såret hende dybere end hun overhovedet troede det var muligt at blive såret. Hun havde ikke på noget tidspunkt haft mistanke om at han skulle have noget med en anden kvinde, måske tilliden bare havde været for stor? "Undskyld, jeg tror bare at jeg.. har svært ved at finde ud af hvorfor tingene sker lige nu," indrømmede hun og strøg en af de mørke lokker om bag øret. Det var svært at finde ud af om deres ægteskab var i farer, eller om de ville kunne komme igennem det sammen.
Hun forsøgte igen at tørre tårerne væk med den frie hånd, og holdt sin anden i hans. Han forstod tilsyneladende ikke hvad det var hun prøvede at sige. Hun rystede på hovedet. "Nej Gabriel, jeg mener det. Det er hele grunden til at jeg ikke går på kirkegården. Min far kan høre dem fra det hinsides men jeg kan.. se dem," forklarede hun og holdt vejret. Naturligvis håbede hun at han ville tage det pænt, men det lød vanvittigt selv for hende!
"Selvfølgelig vil jeg gerne lade dig beskytte mig, Gabriel, men jeg... har bare meget at tænke på," hun var faldet lidt til ro igen, hendes øjne var hævet efter tårerne, men i det mindste var de stoppet med at falde. Hun lagde en hånd på hans kind.
"Jeg elsker dig. Du er min mand og min bedste ven og jeg vil ikke miste dig, men jeg ønsker at du skal være glad. Hvis det ville gøre dig lykkeligere uden, så er jeg nødt til at vide det," hun sank en klump og mærkede angsten.. angsten for at han indrømme at han var bedre uden hende.
Hendes tommel strøg blidt ned over hans kind, inden hun igen fjernede hånden og lagde den i sit skød i stedet for, en smule afventende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det der var sket, var aldrig meningen skulle ske. Det gjorde uden tvivl forbandet ondt, også på Gabriel. Det var gået for langt denne gang, og det havde aldrig været meningen at hun skulle blive udsat for det, eller han skulle blive fristet for den sags skyld. Han sukkede let og rystede på hovedet. "Det her er min skyld, min kære. Det var sket ikke meningen at det skulle ske.. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle lade mig friste på den måde. Undskyld.. virkelig.. undskyld," endte han dæmpet. Han havde det virkelig dårligt med sig selv. Det var ved at æde ham op indefra!
Gabriel forstod ikke hvad det var Silia forsøgte at fortælle ham. Hans blik hvilede på hende. Så hun kunne.. se de døde? Han blinkede let med øjnene, inden han igen rettede sig en anelse op. "Du kan.. se dem?" Var hun da fuldstændig.. vanvittig? Han blinkede med øjnene, inden han vendte blikket væk. Han havde slet ikke forestillet sig at sådan noget i det hele taget kunne ske. Hånden mod hans kind, fik en sitren til at melde sig. Han havde savnet at hun i det hele taget rørte ved ham. Han trak vejret dybt, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvorfor havde hun ikke bare fortalt ham det? Han rystede på hovedet. Det havde han virkelig svært ved. "Jamen. .så... så du siger, er at... Evelyn, min mor.. Jason og alle de andre, har været der hele tiden og at du rent faktisk kan.. se og snakke med dem?" Gabriel rystede på hovedet, idet han rejste sig og plantede sin ende i sengen ved siden af hende. "Jamen... hvorfor har du ikke fortalt mig noget? Jeg elsker dig, Silia.. det er meningen, at vi skal kunne dele den slags ting med hinanden.." Han vendte sig mod hende endnu en gang. Var det virkelig så svært at forstå? Var det virkelig så svært, at være ærlig overfor ham og bare.. fortælle ham tingene? Han ville jo også gerne være sammen med hende!

[Silia D. Diamaqima]

Han havde ret. Det var ikke meningen at han skulle gå rundt og kysse tjenestepigerne når han var gift med hende, faktisk havde hun nok forventet lidt mere af ham end det. "Jeg kan ikke sige at det er okay, men.. jeg er klar til at tilgive det, hvis du lover at det ikke sker igen," hun så op med sine ømme øjne og mødte hans blik. Det var jo ikke fordi hun var direkte vred på ham, nærmere ked af det og skuffet.
Det påvirkede hende næsten mere at dele sin hemmelighed med ham. Hun kunne nærmest se at han ikke rigtigt vidste om han skulle tro på det eller ej. Idet han satte sig, rakte hun hun ud og lagde en hånd på hans lår. "Gabriel, jeg er ikke vanvittig," forsøgte hun og så lidt bedende på ham. Grundet hendes mor, ville mange nok anklage hende for at være det, men somme tider gik tingene bare ikke som man regnede med.
Silia nikkede forsigtigt som bekræftelse på hans ord. "Som var de her faktisk," forklarede hun, og frygtede lidt for reaktionen. Der var gået så mange år nu, så han ville vel næppe bede hende om at gøre noget som hun ikke kunne? "Jeg stoler på dig, men jeg lovede min far ikke at sige noget. End ikke mor og Jophiel vidste det," sagde hun ærligt. Så skuffet som han lød, frygtede en del af hende at dette var for meget for ham. "Og jeg.. frygtede måske lidt at du ville bede mig om at.. ja.. bringe Evelyn tilbage," afsluttede hun og tog sig til hovedet. Det her var så forvirrende at hun næsten ikke selv kunne finde ud af det. Var det en fejl at have fortalt ham det?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Det kommer aldrig nogensinde til at ske igen!" lovede Gabriel hastigt, da han igen vendte blikket mod hende. Det var slet ikke noget, som ville ske igen! Aldrig igen! Hvad han dog ikke ville gøre, for at gøre hende glad og tilfreds, og særligt når det var på denne her måde. Han bed tænderne en smule sammen, inden han igen vendte blikket ned mod sine hænder foran sig. Som hun lagde hånden mod hans lår, var det med en stiren. Han havde intet imod, at hun rørte ved ham, og da slet ikke på denne måde..Det var bare så lang tid siden, at det var lige før at han havde glemt hvordan det føles.
"Det her er... virkelig svært, Silia." Nej, han ønskede ikke ligefrem, at fremstille hende som vanvittig. Hun var hans hustru, og det var jo sådan, at han gerne ville have det, og det var det, som han stod fast på i den anden ende. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvoretter han igen tog omkring hendes hånd. Han knugede den let i sin egen og med blikket, som han bedende vendte mod hendes skikkelse. Han ville så gerne finde ud af det. "Silia.... jeg elsker dig.. jeg ved du er alkymist.. hvis jeg desperat havde ønsket at få hende tilbage igen, så havde jeg tigget og bedt allerede dengang.." Hans blå øjne hvilede på hende. Han kunne slet ikke lide, at hun var så ked af det, og at hun.. tilsyneladende ikke havde turde stole på ham, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham lige nu. Han sukkede let, inden han hævede begge hænder, som han lagde mod hendes kinder. Hun var det kæreste i hans liv.. Han ville jo gerne finde ud af det. "Hun er en del af min fortid.. jeg savner hende.. Jeg savner Jeremiah.. Jason, min mor.. jeg savner dem alle sammen.. men jeg må se frem.. Det er dig jeg vil have," sagde han denne gang mere målrettet og bestemt, end hvad han havde formået at gøre tidligere. Det var hende han ville have, og hende, som han ville have det til at fungere med. Ingen anden.

[Silia D. Diamaqima]

Måsk det var naivt men Silia valgte at stole på ham. Han var ikke kun hendes mand, men ligeså hendes bedste ven og han havde kendt hende fra før hun havde lært at kravle, så hun havde ikke lyst til at gøre andet end at stole på ham. Hun nikkede kun uden at vide hvad hun ellers skulle sige.
Mange troede at hun var blevet drevet til vanvid ligesom sin mor, men det var ikke tilfældet. I så fald havde hun nok været lidt vanvittig altid. "Hvorfor tror du det ikke er noget jeg går og reklamerer med? Jeg ved det lyder vanvittigt, men det er det ikke, for mig er det ægte, og somme tider driver de mig til vanvid," hun tog sig til hovedet med et tungt suk. Hun var aldrig alene ud over når hun var oppe i sit hemmelige rum, der var altid stemmer, folk der rev i hende, folk der forsøgte at få kontakt.
Grebet om hendes hånd fik hende til at vende blikket op mod ham igen. "Det er jeg klar over, men jeg frygtede at det ville være anderledes når du fandt ud af hvor ofte hun er omkring dig. Både hende og Jeremiah," mumlede hun og slog næsten skamfuldt blikket ned for ikke at have fortalt ham det, hvilket nok ligeså meget havde været hendes egen usikkerhed.
"De er en del af din fortid, men de er stadig en del af mig Gabriel. Det er hårdt aldrig at være alene," påpegede hun lidt frustreret. Hun var ikke sikker på at han forstod hvad det egentlig var hun gik og kæmpede med i hverdagen. Privatliv eksisterede ikke og hun skulle hele tiden forholde sig til aine tab.