Hey! Du der! Stop! Jeg skal bruge dig til noget!

[Deleted]

Han smilte afslappet til Kayleight, velvidende hun søgte ro hos ham. Det måtte være sådan her, når man havde en slave eller et barn...En person der var afhængig af en, på sin vis. Da døren blev åbnet, lod han Kayleight gå ind først, før han selv fulgte efter. Værelset var et typisk kroværelse. Hans blik gled kort over den sovende dreng. Selv hvis det havde været hans ønske, kunne han ikke genkendte drengen. Det var blot...en fremmed dreng. Mon denne ville vågne midt i det hele og ødelægge det? Hans blik gled ud af vinduet et øjeblik, før han vendte sig om mod Kayleight med et svagt smil. Han vidste hvordan hendes rigtige side var, hvor stærk og frustreret denne var. Han var her udelukkende for at sørge for det ikke gik ud af kontrol, for at undgå de blev en alkymist mindre i denne verden, hvor der i forvejen var for få alkymister.
”Ellers tak” svarede han blot. Selv hvis han ville drikke noget som helst, en alkymist gav ham, var han end ikke tørstig. Han var mere spændt på hvad der skulle ske. Han havde glædet sig til at se hvordan det ville foregå. I et snuptag havde han løsnet pungen fra bæltet og holdte den op, men endnu gjorde han ikke tegn til at ville give den videre.
”Du får betalingen lige så snart opgaven er fuldført...” Han satte den tilbage i bæltet og nikkede kort til drengen, der tidligere var flygtet fra dem.
”Vil han vågne og forstyrre?” spurgte han ligeud, samtidig som han gav Kayleight et svagt puf i ryggen, for at fortælle hende at hun skulle gå over og sætte sig.

[Deleted]

[blokquote]Kayleight søgte virkelig en ro hos ham. Han var Azraels sendebud og det var af hans vilje at hun var her og ikke sin egen. Hun vidste at dette var hvad hendes gud måtte ønske af hende. Hun var normalt ikke en som tvivlede på sin gud men denne gang var hun alligevel tvivlende. Hun var afhængig af ham fordi han havde gjort hende til mere end hun allerede var det i forvejen. Han havde gjort hende til mere end blot en simpel præstinde. Hun stolede på ham for ellers ville hun da slet ikke stå her. Hun bed sig selv let i læben som døren ind til kroværelset blev åbnet. Hendes blik faldt på den unge mand som nok var den alkymist som Zean havde hyret. Hun sagde intet men gik blot roligt ind i værelset. Hendes blik gled rundt. Her var i det mindste pænere end ude i krostuen. Det var i det mindste noget. Kort faldt hendes blik på den unge dreng der lå og sov. Hun studerede ham lidt før hun igen vendte blikket mod den fremmede mand. "Ellers tak. Jeg drikker kun frisk blod" endte hun roligt. Ikke nok med at man ikke bare sådan lige skulle stole på fremmede så var blod virkelig også bare bedre når det kom lige fra kilden. Der var virkelig intet der var lige så godt som blod direkte fra en persons hals.
Som stolen blev sat midt i rummet gik hun roligt ud og satte sig på den. Hun var blot iført den tynde præstinde robe som virkelig ikke efterlod meget til fantasien. Om hendes hals hang amuletten som var lavet i guld med et smykke i. Den var lang og fra smykket udstrålede der en mørk aura som næsten gjorde hende selv syg. Hun hadet det mørke som var gemt i hendes sjæl men hvad kunne hun stille op? Dette var hendes lod, dette var lige præcis det hun skulle for at kunne kalde sig selv værdig til at tjene Azrael. Det var det Zean havde fortalte hende og hun kunne ikke andet end at tro på ham. Hun var en dejlig naiv pige. En kvinde som snart ikke ville eksistere mere. Dette var dog ikke noget hun vidste med sikkerhed. Hun kendte ikke den anden side af sig selv, hun vidste ikke at den anden side ville slette hende helt. Når alt kom til alt så var hun bare en fiktiv personlighed der var skabt som et beskyttende lag mod den onde sjæl som hun egentlig bar rundt på? Hendes blik søgte den fremmede igen. Hvad mon der nu skulle ske? Hvordan mon det ville ske? HU havde virkelig ingen ide om det.[/blockquote]

[Deleted]

Aron havde fulgt deres blikke mod Harris, som sov tungt i sengen. Hans åndedræt var tungt, men roligt, og afslørede at han på ingen måde var tilstedeværende.
”Han sover. Han burde ikke vågne før i morgen tidlig, længe efter at I er gået.” forsikrede han dem om. Harris’ reaktion overfor dødsenglen på markedspladsen havde overbevist ham om at det var en nødvendighed at få ham til at sove, før de ankom. Hvad han skulle gøre, ville kræve al hans fokus og koncentration, og det var ikke til at sige hvad der ville ske, hvis Harris brød hans koncentration mens han rodede rundt med kvindens sjæl.
Han sendte dødsenglen et roligt nik, som for at vise at han forstod. Aftalen havde været at han ville få sin betaling efter at opgaven var udført, men det lod da til at dødsenglen havde tænkt sig at holde ord. Så længe han også havde tænkt sig at gøre det, omkring vampyrkvindens anden side, når deres sjæle igen ville være forenede. Hvis hun virkelig var så farlig som han havde indikeret, ville han helst foretrække at der ikke skete ham eller Harris noget. Skønt, med hans blod, var det nok Harris der var i en større fare end ham. Men det var der ingen grund til at tale højt om.
Da kvinden havde placeret sig i stolen gik Aron lidt tættere på, og greb fat om amuletten. Han kunne næsten mærke sjælen røre sig derinde, i et forsøg på at komme ud fra sit fængsel. Han ville lyve hvis han påstod at han ikke var nysgerrig efter at finde ud af hvad der havde ført til denne handling, men han spurgte ikke. Han stedet faldt hans blik på kvindens ansigt – han virkede ikke videre interesseret i hendes antræk, hvor lidt den end overlod til hans fantasi. Når først Aron var optaget af sit arbejde, lukkede han det meste andet ude. ”Det kan godt være det her kommer til at føles ubehageligt.” sagde han ærligt. ”Men du er nødt til at holde dig så meget i ro, som du kan. Det kommer til at være hurtigt overstået.” Hans blik faldt på dødsenglen. ”Jeg får måske brug for din hjælp. Hold hende på plads i stolen, hvis hun skulle forsøge at fjerne sig. Hvis hun flytter sig mens jeg er i gang med det her, kan hendes sjæl blive ødelagt.” Det var ingen simpel opgave, dette med sjæle. Det var vigtigt at de forstod det. Hvad der gjorde det værre var, at der ikke var to personer der reagerede på sådan noget på samme måde. Nogen reagerede knapt nok, mens andre kom i så stærke smerter at de havde skreget. ”Er du klar?” spurgte han hende.

[Deleted]

Han nikkede svagt. Så længe drengen sov tungt og ikke forstyrrede dem, var han ligeglad. Barnet betød intet for ham. Han huskede tilbage på den Kayleight, han havde fået fri, blot ved at hive medaljonen fra hinanden. Hvordan hun næsten var hoppet på ham, men havde holdt sig i skindet, fordi han var hendes bedste chance for at komme fri. De havde lavet en aftale, jo. De ønskede begge opmærksomhed, tilbedelse, så derfor legede han et sendebud og hun hans udvalgte præstinde. De ville begynde at reformerer religionen, gøre den sjovere, og enhver vantro ville blive slagtet. I teorien i hvert fald, de manglede endnu at overbevise størstedelen af de andre præster og præstinder, selv om nogle stykker troede på dem. Han kom i tanke om de slet ikke havde haft noget mirakel...Det var jo meningen han skulle have brugt medaljonen som et mirakel, vise folk at han kunne ændre folk med Azraels kræfter. Han gættede på de nok måtte finde et andet mirakel til at overbevise folk nu.
Ved Arons ord gik han over til Kayleight og lagde sine hænder mod hendes kølige skuldre. Han kunne mærke det tynde stof. Åh ja, det efterlod virkelig ikke meget til fantasien...Men han var ikke interesseret i dette nu. Når det blev krævet af ham, havde han faktisk enormt nemt ved at ignorerer en kvindes tiltrækning. Når alt kom til alt var det jo bare en fysisk tiltrækning, kroppen der hungrede efter at formerer sig og ethvert sind kunne kontrollerer kroppen, var den blot stærk nok.
Åh ja...Lad ham holde hende nede...Var det ikke fordi hun var vampyr! Okay. Som den naive pige var hun svagere end en normal vampyr og han burde kunne holde hende nede...Trods alt...Havde han næsten gjort det før. Holdt hende nede. Men når den rigtige Kayleight kom, hvad så? Det måtte være et problem han tog sig af, når det opstod. Hvorfor græde over mælk, der endnu ikke var spildt? Han var forberedt på at lade hende drikke af ham. Et eller andet sært sted stolede han på hun ikke ville dræbe ham...Trods alt havde de brug for hinanden og lavet en aftale.
Næsten automatisk gled hans tommelfingre over hendes muskler, som en massage, for at få hende til at slappe af og bare...blive siddende. Stille og rolig. Takket være hans erfaring med urter og der healende egenskaber, havde han altid været ret god til at give massage.

[Deleted]

Det ville ikke blive kønt. Hun kunne allerede mærke det på hendes sande jeg. Det boblede næsten af glæde og lykke over snart at blive sluppet fri. Bare det var nok til at få hende til at føle sig skidt tilpas. Hun havde virkelig ikke lyst til det her. Hun ville ikke forsvinde. Hun vidste at det ville ske. Hun var en illusion, det var i hvert fald det hun fik fortalt af mørket i hendes indre. Hun var ingenting. Ren luft. Hun sukkede lydløst som hun tog plads på stolen. Det var det her som Zean og Azrael ønskede og så kunne hun ikke stå imod. Hun kunne ikke sige nej lige meget hvor meget hun end ønskede det. Hun lukkede kort øjnene. I et kort øjeblik tænkte hun på at stikke af. Alt var stille mens de to mænd snakkede om drengen på sengen. Lysten til at stikke af blev hun værre. Hun følte sig urolig, rastløs. Der var ikke rigtig en anden måde at beskrive det på. Som de fremmede greb fat om hendes amulet måtte nervøsiteten alligevel stige. Hun vidste at han kunne mærke ondskaben inden i den. Ville han overhovedet lukke den form for ondskab ud? Kunne han overhovedet. Han virkede ret ung hvis hun selv skulle sige det. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre på nogen som helst måde. Ville det gøre ondt? Han beskrev det som ubehageligt men samtidig frygtede han også at hun ville bevæge sig. Det tegnede til at det ville blive mere end ubehageligt. Hun sank en gang og vendte de røde øjne op mod den fremmede. "Jeg skal nok holde mig i ro" endte hun en smule usikkert. Hun kunne slet ikke lide det her! Hun mærkede Zean komme hende nærmere. Han berøring gjorde hende en smule roligere og hun lænede sig let tilbage mod ham. Det her var virkelig hvad han ønskede. Han skulle bruge hendes sande jeg til Azrael, hun kunne ikke blive ved med at være så svag. Det var en forfærdelig tanke. Den måde han masserede hende på beroligede hendes nerver en smule. Der var vel ingen vej tilbage nu? Hun kunne ikke bare bakke ud nu. Hendes blik gled roligt op på alkymisten igen. "Jeg er klar" endte hun i en næsten skræmt hvisken. Hun kunne ikke skjule sin frygt længere. Hun var virkelig bange for hvad der ville ske når hendes sande jeg blev fri.

[Deleted]

Godt. Vampyren var klar, og dødsenglen stod klar til at holde hende i ro. Han var ikke sikker på hvordan det var med vampyrernes styrke mod dødsenglenes styrke, men det var i det mindste bedre end hvis der slet intet var til at holde hende på plads. Og Aron sansede at dødsenglens berøring bidrog til at få kvinden til at slappe mere af. Det fik ham til at sende hende et smalt smil: det var alt sammen en nødvendighed, for at det her skulle gå problemfrit.
Hans blik faldt på amuletten om hendes hals igen. Han mærkede sjælen derinde, og han mærkede styrken deri. Aron havde mærket sjæle før – en enkelt gang havde han forsøgt at skabe en kunstig sjæl til en nymfe med børnefeber, som ikke ønskede at tage livet af sin elsker – og han havde lært sig at mærke efter lys og mørke i sjæle. Sjælen i amuletten føltes mørk. Ond. Men det betød intet – så længe han gjorde hvad han fik betalt for, og han slap fra det uden at der skete ham eller Harris noget, var han faktisk rimelig ligeglad. Den normale standard for vampyrer var vel trods alt at de havde noget mørke i sig? Macaria var den første han havde mødt som ikke passede til den standard – i hvert fald så vidt han vidste om hende.
Han tog en dyb indånding, og lukkede først begge hænderne om amuletten, inden han lukkede øjnene i. Amuletten føltes varm i hans hænder, da han mentalt rakte ud efter hendes sjæl. Det var svært: det var som at række ud efter noget han ikke kunne se, men kun føle. Han mærkede ondskaben i sjælen endnu tydeligere nu, men han trak sig ikke – det gjorde det kun nemmere for ham at mærke efter. Han fandt hvad han søgte, og greb ud efter sjælen i amuletten. Hans ene hånd slap amuletten, for i stedet at placere sig mod kvindens pande. Det var nu, det kunne blive ubehageligt for hende. Aron var faktisk ikke sikker på hvordan hun ville reagere – det ville tiden kun vise. Han tog endnu en dyb indånding, og mærkede hvordan alle muskler i hans krop spændtes, og han måtte bide tænderne sammen. Han rakte ud efter kvindens egen sjæl, samtidig som han holdt fast i sjælen fra amuletten, og han mærkede allerede nu, hvordan det krævede af hans energi. Hendes sjæl var sværere at finde, og for hvert sekund der gik, følte Aron sig mere og mere afkræftet. Svedperler var begyndt at vise sig på hans pande, hans hjerte bankede hårdere, og hans åndedræt blev anstrengt. Han fandt hendes sjæl, og greb ud efter den. Så snart han havde fat i hendes sjæl, og sjælen i amuletten, gik han i gang med det besværlige: at smelte de to sjæle sammen.
Han strammede grebet om amuletten og lukkede fingrene en smule mere om hendes pande. Det var som om sjælen i amuletten først skulle bevæge sig gennem hans krop, og videre ind i kvinden. Det tog på hans kræfter: han kunne mærke mørket i sjælen som bevægede sig gennem ham, men han gav ikke slip. Først da han mærkede sjælen bevæge sig via hans fingre og ind i kvinden, for endelig at smelte sammen med hendes, kunne han give slip.
Han mærkede hvor afkræftet hans krop føltes, og han sank en smule sammen på gulvet og hev efter vejret. Hans blik flakkede en smule i rummet, og det tog ham flere sekunder at samle nok fokus til at dreje blikket mod kvinden. Han følte sig ikke i stand til at tale endnu, og lod sit afventende blik være nok.

[Deleted]

Han vidste hun var nervøs og måske endda overvejede flugt, trods han flere gange havde nævnt at Azrael ville det her. Derfor passede det ham kun godt at han kunne ligge hænderne på hendes kølige skuldre. Hvis han dog bare havde vidst han ville bruge det meste af sit liv i selskab med vampyrer! Han ønskede han selv var stærkere og at han selv kunne se igennem natten som en kat, præcis som de kunne. Men i stedet måtte han nøjes med et nattesyn der blot var bedre end menneskernes, men dårligere end en vampyrs. Et grænseland.
Dette betød dog ingenting lige nu.
Han blev ved med at masserer hende, som han mærkede det hjalp lidt. Endelig fik hun taget sig sammen og sagt god for de kunne begynde. Trods alt skulle de nå tilbage igen, inden solen stod op, for han kunne ikke bare efterlade hende her. Han skulle jo bruge hende.
Hans blik gled observerende over det der skete foran ham. På Kayleight, på alkymisten, hvis navn endnu var ukendt. Efter noget tid, hvor det ikke lignede der skete noget, gled alkymistens hånd op på Kayleights pande og snart efter begynde han at svede, som var de i virkeligheden i gang med et maraton. Hans hænder strammede lidt om Kayleights skuldre, da hun nok snart ville begynde at blive urolig og måske andre ting. Hvis det gjorde ondt på hende, måtte han indrømme at han kun ville nyde det. Nok til at et svagt smil ville glide over ham. Smerte...Smerte...Han elskede smerte....
Efter noget tid, hvor det virkede som om det hele blev mere og mere kompliceret og svært, gled Aron endelig væk fra hende. Han spildte ikke tiden. Han slap hende ikke helt, men hans hænder holdte ikke længere om hendes skuldre. Endnu med en hånd løst på den ene skulder, skyndte han sig rundt om stolen. Han var ligeglad med om han skulle skubbe Aron væk. Han kunne ikke holde nogen af dem sikker...ikke fordi det interesserede ham!...Hvis hun rev sig løs. Så hellere han var den første hun så.
Han satte sig på hug foran Kayleight og så afventede på hende, med hænderne på hendes lår.
"Kayleight?"

[Deleted]

Kayleight var nervøs. Hun var bange for hvad der ville ske. Ville det overhovedet virke? Hun vidste at hendes mester havde låst hende inde da hun var helt lille og at det havde været nemmere den gang. Hun sukkede svagt og lukkede øjnene. selvom folk prøvede at fortælle hende at det nok skulle gå så vidste hun hvordan det ville ende. Hendes sande jeg havde jo sagt det, skreget det fra amuletten om hendes hals. Hun ville dø, forsvinde og aldrig mere se lyset igen. Men havde hun egentlig overhovedet ret til livet? Hun var blot fiktiv, en facade. Hun bed sig svagt i læben som Den fremmede tog om amuletten. Hun havde givet dem lov til at starte. Hånden mod hendes pande fik hende til at knytte næverne en smule. Hun ville ikke rykke sig på nogen som helst måde selvom hun vidste at det ville blive svært og overholde. Det ville også blive forbandet svært for nogen af dem at holde. Hun greb om stolens sæde og tog en dyb indånding selvom dette ikke var nødvendigt for hende. Hun havde bare brug for et eller andet for at slappe af. Hun kunne mærke det. Sjælen som blev hevet i, trukket i af den fremmede. De var forbundet på en eller anden mærkelig måde. Det begyndte at gøre ondt. Smerten var hende næsten ulidelig. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder selvom hun ikke rykkede på sig eller sagde en lyd. De havde jo bedt hende blive siddende så det gjorde hun. Det næsten som om at blive revet fra hinanden. Det var virkelig den eneste måde hun kunne beskrive det på. Og så kunne hun mærke det. Hendes rigtige sjæl, hendes sande jeg som kom ind igennem den fremmedes hånd. Hun kunne føle hvordan hun blev overfaldet som var det et vildt dyr der rasede. Det var næsten som om hun kunne se vampyren i hendes indre bøje sig ned over hende, sætte tænderne i hende og så bare bide til. Der efter var der kun mørke.
Det var en underlig fornemmelse ikke bare at være passager i sin egen krop længere. Alle de nye fornemmelser og følelser. Hun var svimmel og havde det næsten dårligt. Hun kunne stadig mærke kontakten med alkymistens sjæl men hun var fri. Helt og aldeles fri. Hun kunne høre det så tydeligt nok. Tre hjerter banke i rummet. Hendes lyst til blod var enorm. Hun havde brug for det, brug for at smage det, føle det. NU! Som Zean gik om og satte sig foran hende og snakkede til hende løftede hun langsomt hovedet. Lysten til at bide ham eller en alkymisten eller barnet var næsten ikke noget hun kunne kontrolere. Hovedet tiltede let på sned som de røde øjne hvilede på hans skikkelse. "Blod" var det eneste som hun formåede at få frem. Hun prøvede virkelig ikke at gå ravage i dette lille rum i hendes blodtørst og det krævede alt hendes fokus.

[Deleted]

Dødsenglen var trådt ind mellem ham og vampyren, men fra den vinkel Aron lå i, kunne han stadig se kvindens ansigt tydeligt. Hans omgivelser svømmede stadig en smule for hans blik, og det var svært at fokusere på hvad der skete omkring ham. Han følte sig fuldstændig afkræftet: det krævede altid meget af en alkymist at lege med sjæle – specielt når det kom til sådan noget, som han lige havde gjort. Det eneste som kunne have været mere krævende ville have været at skabe en kunstig sjæl, eller at bringe nogen tilbage fra de døde. Det havde også krævet et lille stykke af hans egen sjæl at overføre sjælen fra amuletten og ind i selve kvindens krop.
Forandringen var dog synlig. Allerede før hun udtalte det ene ord, kunne Aron fornemme det. Kvinden der stod overfor ham, var ikke længere den nervøse kvinde som var trådt ind i rummet sammen med dødsenglen. Der var noget mere bestemt over hende. Noget mørkere, og mere dyrisk. Men det kunne sagtens komme af behovet for blod, som hun allerede havde givet udtryk for at hun havde. Hans blik søgte kortvarigt mod Harris, der stadig sov tungt i sin seng bag ham. Det eneste der stod mellem ham, Harris og den blodtørstige vampyr, var dødsenglen. Han havde i det mindste givet ham sit ord på at han ikke ville lade vampyrkvinden gøre dem noget, så Aron var nødt til at stole på at han holdt sit ord.
Han greb fat om sengen bag ham, og brugte sit greb til at trække sig en smule op og sidde. Han ville få brug for at hvile sig efter dette, men der var ikke stort han kunne gøre før dødsenglen og vampyren forlod rummet.
”Jeg tror det blev en succes,” fik han frem, da han havde trukket sig ordentligt op og sidde. Hans blik hvilede igen på vampyren. Sulten var hun måske, men som alkymist havde Aron sansen for at fornemme sjæle og auraer. Og kvindens aura havde forandret sig fuldstændig. Den mindede mere om det mørke, han havde fornemmet i sjælen der var indelukket i hendes amulet.

[Deleted]

Det havde været spændende at se, det havde været interessant at se en alkymist arbejde. På alle måder var han fascineret af det. Hans stålgrå blik gled over Kayleight et øjeblik. Hun havde kunne kontrollerer sig sidst, men der var hun også bare fremme for et øjeblik og Kayleight havde stadig været tørstig. Nu? Nu var der intet der begrænsede hende, hun kunne kaste dem begge til siden og drikke fra dem begge, skulle hun finde det sjovt. I princippet kunne han få hende til at dræbe alkymisten og så kunne han stadig beholde sine penge...
I et øjeblik overvejede han det.
Han rejste sig op og løsnede pungen med betalingen fra sit bælte. Den klirrede, da Zean smed den hen til Aron, om manden så greb den eller ej. Nåe ja, når alt kom til alt var han ret ligeglad med at overholde aftaler, men man vidste aldrig om man fik brug for en alkymist igen. Selv om han ikke kendte mandens navn, kendte han mandens udseende og nogle af de steder hvor man måske kunne finde ham. Han var ret ligeglad med alkymisten lige nu. Hans blik gled ned over vampyren foran ham. Tja...de skulle bare træde ud fra rummet og så måtte hun overfalde hvem som helst...Helst ikke krofaderen, da kroen så nok ville lukke lidt tid. Men ellers.
Hans ene arm gled under Kayelight ene arm, da han prøvede at trække hende på benene, for at føre hende ud af rummet.
”Kom” Der sad et lille smil på ham, der fortalte at han et eller andet sted nød dette her. Der var ingen tvivl om at han bedre kunne lide den nye Kayleight, trods hun ikke var lige så naiv og uden egne tanker.
”Lad os gå ud og finde dig et måltid, syntes du ikke?” spurgte han roligt og trak hende over mod døren, så vidt at hun ville med. Når det kom til stykket måtte han jo bare håbe hun ville samarbejde om dette her.

[Deleted]

Kayleight vidste næsten ikke hvad der var op og ned længere. Det var så underligt endelig at sidde i egen krop og faktisk kunne kontrolerer sine lemmer. Følelserne rasede i hende. Lysten til at bide, til at flå, flæse, dræbe! Som sådan burde hun bare slå alle dem her på værelset ihjel og dog var der noget der stoppede hende. Zean var der, hun vidste ikke hvorfor hun ikke bare skilte sig af med ham, nu havde hun jo fået hvad hun ville uden at løfte en finger. Ville det ikke være det bedste løsning for hende? Hun ville være helt og aldeles fri. Hun skulle ikke være nogen anden end sin egen herre. Tanken var næsten helt ophidsende. Blikket hvilede på hans skikkelse mens hun tænkte. Dog var det nok som kun blev i tankerne. Hun havde flere planer, flere ønsker. Hun ville mere end bare at være fri. Magt var noget som tændte hende, noget som bragte hende længere frem og fik hende til at føle sig i live. Han kunne hjælpe hende og han ville hjælpe hende hvis hun hjalp ham. Det var så sandelig også derfor han endnu var i live. Hun kunne bruge ham til noget. Et sted vidste hun at han havde det på samme måde. Hvis han kunne bruge nogen så holdt han dem i live. Som han rejste sig og smed pengene til alkymisten lod hun hovedet søge til alkymisten som kæmpede sig op på sengen. Det ville være let at slå ham ihjel, flå ham fra hinanden og så bare mæske sig i hans blod og dog så holdt hun sig i skindet. Ikke nok med at hun vidste hvad alkymister var i stand til så var der vel en grund til at hun så Zean give manden penge. Han var nyttig, kunne bruges igen. Nyttige folk skulle holdes i live. Som han tog om hende og trak hende på benene tog hun sig til hovedet. Hun var svimmel, mangel på blod var begyndt at melde sig. Åhh hvor ville det være dejligt bare at sætte tænderne i hans hals. Hun kunne mærke hans hjerte pumpe kraftigt ved hendes side. Det var en fantastisk lyd! Et lille grin undslap hendes læber. "Hvis du ikke kræver at vi torturere dem først for så kan jeg ikke holde mig i skindet" sagde hun næsten drillende som hun lod ham trække sig med ham. Hun lod hovedet hvile mod hans skulder og sukkede stille. "Vi er nød til at skynde os. Du begynder at dufte godt." Hendes stemme var ikke mere end en blid hvisken. Lysten til at sætte tænderne i ham var virkelig stor lige nu. Hun ville ikke dræbe ham, hun ønskede ham ikke død endnu og hun vidste at hvis hun bed ham ville hun ikke stoppe før han var tør inden i.

[Deleted]

Et kort øjeblik havde Arons blik flakket fra dødsenglen til vampyrkvinden, og han blev desto mere bekymret for hvert sekund der gik. Med en blodtørstig vampyr og en dødsengel overfor sig, ville han ikke kunne stille meget op hvis de skulle finde på at forandre planerne. Selv hvis han ikke havde været så afkræftet, ville der ikke være meget han ville kunne stille op. Som alkymist var hans styrker centreret på det mentale, ikke det fysiske. Og den største skade han ville kunne gøre, ville være at rive i deres sjæle til den gik op i sømmene. Men det ville han ikke formå at gøre i sin nuværende tilstand – og da slet ikke med to sjæle.
Det lod dog i sidste ende som om hans bekymringer havde været grundløse, da dødsenglen smed hans betaling på ham. I den mest bogstavelige forstand. Pengeposen ramte ham hårdt i brystet før den faldt til gulvet, og Aron måtte alligevel brugte et par sekunder på at samle energien til igen at bøje sig ned for at samle den op. Han tog sig ikke ulejligheden med at tælle hvad han havde fået – at dømme efter vægten var det nok til at han kunne se sig tilfreds. Og hvad skulle han alligevel gøre, hvis han var utilfreds?
Tilfreds blev han alligevel da dødsenglen sørgede for at få vampyrkvinden med sig ud af hans værelse, da det krævede alt han havde af energi at rejse sig på stående fod, og følge efter dem til døren. En afsked orkede han end ikke, ej heller virkede det som om de to havde meget lyst til at bruge tid på det. Af den grund lukkede han simpelthen blot døren i bag dem, og låste den. Hans ben skælvede under ham. Det var meget muligt det var Harris, som ville være den første til at vågne op den følgende morgen. Han følte i hvert fald selv, at han kunne sove et fuldt døgn efter dette. Han gik med langsomme skridt over til sengen og lagde pengeposen fra sig på det lille natbord mellem de to senge, og fik pustet stearinlyset ud, så rummet igen henfaldt i et mørke. Hans øjne gled i så snart hans hoved ramte hovedpuden, og han faldt ind i en dyb, drømmeløs søvn.

//out

[Deleted]

Zean fokuserede nu mere på vampyren, der hvilede mod hans skulder og gik som en dranker, end alkymister der sad træt og, for nu, ubrugelig på gulvet. Manden havde fået sin betaling og der var ikke mere de kunne gøre for hinanden lige nu. Hans ene arm slynger sig rundt om Kayleights krop, da han brugte sin styrke til at holde hende oppe og få hende frem. Han åbnede selv døren, men lod den glide i bag dem. Fra klikket at dømme, var alkymisten kommet igennem rummet for at låse døren. Et svagt smil gled over ham. Han så ned på Kayleight et øjeblik. Det var tydeligt hun manglede frisk blod...Og hvorfor vente? Han tog i dørene, de kom forbi, til en var åben. Værelset var tomt. Han fortsatte sådan, til de kom til et værelse, hvor døren var åben og der boede gæster i. Med et svagt smil, da hans blik gled over manden, der stod ved vinduet og den sovende kvinde på en af sengene. Manden vendte sig om mod dem med et overrasket udtryk, da Zean blot brasede ind i rummet og trak Kayleight med sig.
”Ingen tortur. Spis blot. To styks madpakker. Bagefter flyver jeg dig hjem” lovede han afslappet. Han havde i et øjeblik frygtet hun ikke kunne styre sig og ville bide ham, sende ham hjem som et lig eller måske forråde ham. Men til hans held havde hun holdt sig i skindet. Han var da alligevel glad for at han kunne slippe hende, så hun kunne drikke sig mæt i hele to personer. Nu kunne han selv slappe af og snart kunne de lægge alle de planer, de havde lyst til.
Når hun var færdig, ville de forlade rummet og han ville flyve dem hjem.

//Out

[Deleted]

Kayleight bemærkede sig ikke ret meget af Alkymisten som havde hjulpet hende. I hendes hvilede kun trangen og lysten til at sætte tænderne i en eller anden og så bare drikke vedkommende tør for blod! Det var voldsomt svært for hende at være så tæt på Zean. Hans bankende hjerte som pumpede blodet rundt i hans krop var hende næsten helt euforisk! Der var intet hun hellere ville end at sætte tænderne i ham og så bare mæske sig i hans blod men ak, nyttige folk skulle beholdes og han var endnu stadig nytte for hende. Hun ville lade ham leve i hvert fald for en stund endnu. Hun var helt groggy som han slæbte hende med sig. Ja, man skulle jo næsten tro at hun var voldsomt beruset. Døren blev lukket bag dem som Zean hev hende med sig ud af rummet og ned af gangen. Hvor mange værelset de var igennem før de fandt liv anede hun virkelig ikke. Værelset som de kom ind i var beboet. En mand og en kvinde. Lyden af deres hjerter var som musik i hendes øre. Ved Zeans ord smilede hun. Der var ingen tvivl om at hendes vampyriske egenskaber havde fundet vej til hende. Hun var ekstremt hurtigt og stod pludselig bag den befippede mand. Tænderne satte hun i hans hals og grådigt drak hun ham helt tør for hun gik videre til kvinden på sengen. Der gik ikke længe før hun havde dræbt dem begge og hun rejste sig fra sengen og gik tilbage til Zean. Hun havde svinet. Blodet havde løbet ned over hendes hage og ned over hendes bryst men hun var ligeglad. "Skal vi?" spurgte hun langt mere afslappet før han førte hende med sig ud og de fløj tilbage mod Paggeija. Dette skulle nok nå at blive interessant.

//OUT