Hey! Du der! Stop! Jeg skal bruge dig til noget!

[Deleted]

@aron

Som om han ikke havde mange andre ting at lave! Faktisk havde han mega meget at lave! Han havde en ny by at genopbygge, et folk at flytte...Selv om de faktisk gjorde det selv...Og mange ting at tage stilling til. Han havde flere folk at snakke med og nye ting at planlægge. Ja, hans liv stod sjældent stille et øjeblik og selv om det tærede på ham, til tider, nød han det også. Der var jo intet værre end at sidde stille hele dagen og lave intet!
Og på en eller anden måde havde han placeret sig i nærheden af mange store ting, der krævede han bevægede sig hele tiden. Ikke fordi han havde noget imod det. Trods alt kunne han gå på sine fødder nu, uden at lige en handicappet fyr og hans ryg var blot blevet endnu mere arret, men dog hel, så han igen kunne bevæge sig frit. Nåe ja...Så var hans arm blevet gennemboret af en pil, men takket være en healer virkede hans arm så godt som ny, trods det endnu smertede i den, hvis han overanstrengte den. Healeren havde bedt ham om at tage tingene med ro. Som om det kunne ske!
Nej.
Han gik nu her, gennem Marvalo Citys gader. Ikke for at besøge hans hundrede forskellige venner her i byen, men for at følge et svagt spor han havde. Han ville ikke opsøge en warlock og specielt ikke Eriz, hvad angik dette. Hun ville grine af ham, var han overbevidst om og han var i tvivl om han bare kunne kidnappe en warlock, uden hun blev utilfreds...Selvfølgelig var hun ikke leder endnu. Men han havde alligevel en tendens til at tænke på hende, som var hun.
Han var afslappet klædt. De knælange, sorte støvler, de sorte bukser og den mørkeblå jakke med mønstre af sølv og forsølvede knapper. Håret var redt lidt tilbage, selv om altid pjuskede. Vingerne var gemt væk, folk kun alligevel altid mærke hvad han var og han forsøgte på ingen måde at gemme det.
Nej. Han var interesseret i alkymister. De var spændende og han ville gerne møde en, selv om han fornemmelse af dem var at de var få. Og alligevel, hvis man spurgte pænt, kunne de fortælle hvor de sidst så en, eller plejede at se en og hvordan denne plejede at se ud. I store træk, anyway.
Det var kun nogle dage siden Paggeija var faldet og han følte sig endnu ikke helt udhvilet. Men hvad betød det? Han var mere end frisk nok til at komme videre i menuen!
Først måtte han få styr på sine egne planer. Han havde brug for en alkymist, som kunne hjælpe Kayleight af med den der medaljon. Bagefter kunne de udnytte hinanden, så de begge blev tilbedt. Det var perfekt. Han glædede sig til folk ville tilbede ham! Fandtes der noget bedre?
Smerter. Død. Men det var jo detaljer!
Det var midt på dagen og det magiske marked havde åben. Det var også her han havde mødt Kimeya i sin tid. Han forvildede sig ind mellem dens boder og folk. Folk...Åh, han ville jo aldrig finde en mand i denne mængde! Det var irriterende. Han havde haft kort temperament siden krigen i Manjarno. Og dette udfordrede det sandelig. Han havde allerede brugt flere timer på at finde ud af om der var en alkymist og hvor han kunne finde denne henne!
Hans blik gled over boderne et øjeblik. Han måtte bevare roen. Hans fingre gled over nogle smykker ve den ene bod, mens han så uinteresseret på en bod med gamle bøger. Uh! Der var hans ynglings bod! En bod der solgte urter. Den havde fået et byt udseende og en ny sælger...Måske fordi Zean og Kimeya havde dræbt den sidste der var der, fordi han var falsk.
Han stoppede op og lod blikket glide over urterne. Det var ærgerligt han ikke havde tid til at passe sin interesse i urter længere...

[Deleted]

To skikkelser bevægede sig langs med gaden i retning af det magiske marked. Begge var de iført lange rejsekapper, og den højeste af dem bar en taske om skulderen som efter lyden at dømme var fyldt af diverse glasflasker. Den korteste af dem, en dreng som ikke kunne være mere end 14, kiggede nysgerrigt omkring sig, sådan som de altid gjorde når de kom til markedet. Hver gang de kom tilbage var der en ny bod sat op, med nye sælgere og nye varer – og disse nye varer kunne altid trække i den unge lærlings interesse. Aron var nødt til at lægge en hånd på drengens skulder, for at sikre at han ikke standsede op ved en af de mange boder. Det var ikke meget tid de havde, før de måtte videre i deres arbejde.
Aron havde efterhånden haft en del at se til i den sidste tid. Hans arbejde måtte eskalere lige siden han blev ’hyret’ af Macaria til at brygge giften til angrebet mod Manjarno. Så måtte han finde en modgift for giften hun var udsat for. Så blev han opsøgt af Eriz som også bad om hans hjælp. Normaltvist ville Aron have elsket opmærksomheden – jo flere kunder, jo flere penge – men det var så småt begyndt at blive besværligt at finde tiden til disse store opgaver han blev givet. Macarias modgift var tidskrævende, og ligeså var Eriz’ gift. Og i Eriz’ tilfælde var tid ikke hvad hun havde i mangfold. Han sukkede drævent.
”Er det ikke dem vi skal bruge?” spurgte Harris ham, da de stoppede op foran boden med urter. En anden mand stod der allerede, men Aron ænsede ham knapt, da hans fulde opmærksomhed var rettet mod urterne på disken. Et smil gled over hans læber, og han rettede sin opmærksomhed mod sælgeren. Han behøvede blot sende små følere ud i luften for at få en slags anelse om hvad slags person denne sælger var, og ikke overraskende fik Aron indtrykket af at sælgeren havde planlagt at snyde ham.
”Giv mig alt du har af hvidtjørn og ulvebane.” bad han, og betragtede sælgeren indgående. Hvad der fulgte blev en diskussion om prisen. Sælgeren bad om meget, og Aron påstod at det ikke var prisen værd. Harris stod passivt på sidelinjen og betragtede sin læremester med en ro i blikket. Det var ikke første gang det var sket.

[Deleted]

Hans blik gled over nogle af de tørrede urter og en svag rynken mellem hans øjenbryn dukkede op. Han tog det tørrede bundt af urter op, trods et fint skilt på bordet bad folk om ikke at røre. Zean tog den op til næsen og snuste ind et øjeblik, før han nær-studerede urter og knuste nogle af bladene mellem hans fingre. Til sidst tog han et lille blad og proppede det i munden. Med et selvtilfreds smil lagde han urten tilbage på bordet...
Sælgeren havde end ikke opdaget at Zean var gået om bord i hans urter, i stedet stod han og diskuterede med en mand og en lille dreng om prisen på nogle urter. Zean havde ingen intension om at lytte og måtte vel også videre...Men noget fik ham til at blive stående. Til dels det at manden levede op til de få beskrivelser han havde fået af en alkymist, til dels fordi han elskede ballade og dette lugtede i den grad af ballade. Efter at have lydt til dem diskuterer prisen et øjeblik, kunne han ikke holde sig tilbage længere. Med øjne, det blev himlet og et trættende suk greb han ud efter sælgeren og greb ham i kraven. Han trak manden halvt hen over bodens bord og væltede flere beholdere med urter på vejen.
"Jeg er træt af sælgere, der snyder!" pointerede han til den stakkels sælger, før han hev ham helt over bordet og ned på jorden, hvor hans købere burde stå, så han blev beskidt. Zean greb den urt han havde studeret for et øjeblik siden.
"Dette er ikke engang i familie med Merian. Og selv hvis det var, er prisen helt forkert" han smed urten ned på manden. Manden var allerede ved at rejse sig op, både overrasket og vred over behandlingen, men Zean ignorerede alle hans protester og med en fod mod mandens brystkasse fik han manden til at blive liggende på jorden, mens han selv hev flere urter til sig. Alt i alt havde manden forholdsvis god styr på urterne, men priserne var helt forkerte. Hans blik gled kort over manden og barnet. Så ned på sælgeren.
"Er du alkymisten?" spurgte han så og så op på manden igen, som om manden for hans fødder slet ikke eksisteret. Når alt kom til alt havde han blot lyst til at pine manden. Måske brænde ham, som den tidligere ejer af boden. Eller fylde ham med nogle giftige urter.
"Du ligner ham jeg har fået beskrevet" tilføjede han, som forklaring, i så fald manden ville prøve at bortforklare sig og sige nej.

[Deleted]

Sælgeren var stædig, og blev ved med hårdnakket at påstå at urterne var prisen han krævede værd. Men Aron var ligeså stædig, og blev ved med at benægte det. Det var meget muligt at de ville have fortsat sin diskussion i flere timer, havde det ikke været fordi den anden mand var grebet ind – bogstavelig talt – og havde trukket sælgeren tværs over disken og ned på jorden. Bag sig kunne Aron mærke hvordan Harris skuttede sig lidt. Alkymiens verden var stadig relativt ny for drengen, og det indebar desværre også omgang med besværlige sælgere. Men det var første gang han havde set nogen tage sådan på vej. Aron, på sin side, virkede fuldstændig urørt. Han betragtede manden med et roligt glimt i de mosegrønne øjne, som næsten var dækket bag de lette krøller som indrammede hans ansigt. Da manden henvendte sig til ham, måtte han løfte et øjenbryn – halvt i forundring og halvt i overraskelse. Om han var alkymisten? Han fik det næsten til at lyde som om han var den eneste. Der var ganske vist ikke mange af dem, men der var da flere.
”Jeg er en alkymist.” bekræftede han med et nik, og lod blikket glide op og ned af manden. Nok en gang var det som om han mærkede efter med sit blik, men det tog ikke lang tid før han kunne fastslå præcis hvad han var. En dødsengel. Det hang over ham som en kappe af død og smerte. Og med den adfærd han havde, fik Aron det indtryk at det måtte være en dødsengel med autoritet – eller i det mindste én som gerne ville have det. Byen summede stadig af snak om overtagelsen af Paggeija. Gad vide om denne dødsengel havde noget med det at gøre? ”Hvis du har ledt efter mig, går jeg ud fra at det betyder du har brug for mig?” Hans ord lød mest af alt som et suk. Endnu en opgave. Forhåbentligvis ville denne ikke være lige så besværlig som Macarias eller Eriz’ opgaver. Han kunne mærke Harris trække i hans kappe, men han sendte kun drengen et kort blik, som for at minde ham om at det var sådan her deres arbejde fungerede. Manden på jorden stønnede under dødsenglens fod, men Aron ignorerede ham fuldstændig.

[Deleted]

Et svagt smil gled over ham, da alkymisten bekræftede at han faktisk var en alkymist. Manden under hans fod prøvede at komme fri, men han pressede blot på, ligeglad med om det besværliggjorde mandens vejrtrækning eller ej. Så måtte han jo bare ligge stille! Hans hoved gled lidt til siden, som hans stålgrå blik gled ned over manden et øjeblik, ignorerede den lidt frygtsomme dreng ved hans side. En lærling eller mandens eget barn, gættede han på. Det passede ham fint at manden ikke tog sig af sælgeren, i det mindste ikke prøvede at hjælpe manden eller noget kedeligt i den stil. Så ville de bare blive uenige. Nej.
Hans ene hånd gled ned i en lomme i hans jakke og trak et stykke papir op. Sidst han havde været sammen med Kayleight, havde han tegnet et skitse af medaljonen. Da han som mindre havde brugt tid på at tegne skitser af urter, var hans tegnefærdigheder ikke de værste, skønt de heller ikke var de bedste. Dog var det langt mere spændende end at skrive bogstaver dagen lang! En ting han desværre brugt alt for meget tid på. I det mindste var han blevet god til at stave. Han rakte det foldede papir over mod alkymisten.
"Godt! Jeg har en veninde i Azraels tempel. Hun er vampyr...Det vil sige, normalt er hun. Til hverdag er hun blot en skygge af sig selv. Hendes familie frygtede hende, efter sigende var hun et forfærdeligt barn, for de fik en alkymist til at lukke hendes væsen inde i denne medaljon, du finder skitseret på her. Kun en person, en der betyder noget for hende, kan hive medaljonen i to dele og få hendes sande væsen til at komme frem fra tid til anden...Om ikke andet, vi blev enige om at det var bedst for os begge, hvis hun bare blev helt fri. Siden du er alkymist, må det være en opgave du kan klare?" Uden tvivl at han forventede manden kunne klare det. Men om han ville? Alle havde vel en pris. Hvis manden ikke ville, måtte han vel betale ham til at ville det. Et par forbigående folk kiggede på dem og mest på manden, der lå under Zeans fod. Men ingen så ud til at ville blande sig og hvis de stoppede op og kiggede for længe, sendte Zean dem et dræbende koldt blik, der hurtigt overbeviste dem om at gå videre. Han skulle lige snakke med denne mand i fred...Så kunne folk få lov at købe urter bagefter! Til alt for høj en pris, uden tvivl.

[Deleted]

Uden et ord tog Aron imod dødsenglens skitse, og granskede den med sit blik. Han havde hørt om sådanne medaljoner før, men han havde faktisk aldrig selv set én. Selv om han var alkymist, var Aron stadig ung, og skønt han var yderst kompetent, var der stadig meget for ham at lære – meget han slet ikke havde prøvet endnu. En medaljon som denne, var én af dem.
Hans blik gled fra skitsen og til dødsenglen. Hans ansigt havde trukket i en grimasse da han havde nævnt Azraels tempel. Aron havde aldrig haft meget til overs for nogen religion. Guder, gudinder – det virkede alt sammen nytteløst. At engle og dæmoner vandrede på jorden kunne han ikke benægte, men det behøvede ikke betyde der var nogen højere magter som havde skabt dem sådan. Han valgte dog ikke at kommentere det. Hvis denne dødsengel nu skulle vise sig at være religiøs, havde han ikke lyst til at være den næste der havnede under hans støvle. Eller på Azraels offerbord, for den sags skyld.
”Hvis denne vampyrs sande jeg blev forseglet, burde der være en grund til det.” svarede han tankefuldt. Dødsenglen havde bekræftet det, ved at fortælle om vampyrkvindens familie. Harris stillede sig op på tæer i et forsøg på at kigge på skitsen i Arons hånd, mens Aron selv var fordybet i sine tanker. ”Jeg kan gøre et forsøg, hvis du har pengene til det. At bryde sådan en forsegling kommer til at kræve meget energi og kræfter fra min side. En del af kvindens sjæl er så at sige fanget inde i medaljonen, og jeg bliver nødt til at trække den ud, og give hende den tilbage.” Hans ansigtsudtryk sagde det hele: han brød sig ikke om tanken. At lege med sjæle krævede masser af energi for en alkymist. I det mindste blev han ikke bedt om at vække nogen til live. ”Hvis du har pengene, og hvis du kan garantere mig at din veninde ikke slår mig ihjel når det er gjort, er jeg villig til at gøre et forsøg.” afsluttede han. Igen trak Harris i hans kappe.
”Men Aron, vi har allerede-”
”Jeg ved det!” bed Aron fra sig, før han vendte blikket tilbage mod dødsenglen, og rakte ham sin skitse tilbage. ”Hvad får du egentlig ud af at slippe hende løs?” spurgte han med rynkede bryn. "Hvorfor er det ikke hende selv som har ledt efter mig?"

[Deleted]

Han så på manden, som han granskede skitsen. Han flyttede sin fod og lod sælgeren komme på benene. Manden skyndte sig op og prøvede på samme tid at børste noget skidt af sig, at være vred og være nervøs. Det hele resulterede i at han mere eller mindre bare stod og skælvede usikkert. Zeans ene øjenbryn gled i vejen da han så udfordrende på manden, for at se om han ville noget. Til sidst skiftede sælgeren mening og skyndte sig om bag sin bod igen, som håbede han at disse personer bare snart ville gå!
Zean ignorerede ham og så på manden igen, da denne snakke. Han lænede sig op af disken og lagde armene over kors, mens han så på manden, mens han snakkede. Det lod jo fint alt sammen! Ingen problemer. Han smilte svagt. Ja, mange kunne købes og specielt hvis folk kunne noget.
"Jeg vil kunne betale dig" svarede han og skubbede dermed betalingen ud af deres samtale, så de kunne fokuserer på andre ting i stedet.
"Jeg har mødt hende en gang og hun var tæt på at lade sine frustrationer gå ud over mig...Men hvis jeg blot er der, når i gør alt det der..." hans ene hånd gled lidt rundt i luften, da han hentydede til medaljonen.
"Skal jeg nok være målskive for det igen" han smilte selvsikkert. De havde en plan, hende og ham, og hun ville vel ikke glemme det?
Hans blik gled ned til drengen, som hev i Aron. Ynkeligt var det at se på. Havde drengen ikke andet at lave, mens de voksne talte? Folk at lege med, bolde at kaste med, ballade at lave? Han kommenterede det dog ikke, men valgte igen at ignorerer drengen og kun se på manden foran sig.
Selvfølgelig stillede folk spørgsmål! Kunne folk ikke bare være ligeglad?
Han var ikke rigtig sikker på om han selv forstod hvad der skulle ske. Hvordan skulle han så forklare det for andre?
"Det er en længere historie" indrømmede han så. Faktisk var den ikke så lang igen, men den var alligevel længere end man først skulle tro.
"Jeg befandt mig i hendes tempel og mødte denne naive vampyr, præstinden. Kayleight. Hun så jeg var dødsengel og at Azrael, eller hvad end de nu tror på, elsker dødsengle. Derfor udnyttede jeg muligheden til at drille hende lidt og lade som om jeg var et sendebud. En ganske sjov leg. Får du nogen sinde chance...At blive tilbedt er virkelig sjovt!" en svag latter.
"Om ikke andet. Hvis Kayleight bliver fri. Vi vil begge gerne tilbedes. Der er ikke rigtig nogen stor, genial plan, blot at hun gerne vil være fri og jeg gerne vil udnytte hende. Hvem kan sige hvilke fordele man kan få, ved at lege sendebud og være folks mirakel? Deres tro er alligevel åndssvag, nogen bør ændre lidt på den." Det lød ganske latterligt og var det vel egentlig også. Men den var også sjovt. Hvis nogen kunne se det samme som ham...En folkemængde der tilbedte ham og gjorde alt hvad han sagde. Hans egne folk, ikke kun dødsengle, men også en gruppe fanatikere! Det betød måske ikke meget i det store hele, men hvis de fleste af Dvasias og Manjarnos beboere blev religiøse, ville han alligevel have et helt folk med sig. Det kunne give ham fordele. Ressourcer. Mange ressourcer. Det gjaldt vel bare om at udnytte de muligheder man fik?
"Om ikke andet, måske forstår du det ikke. Grunden er heller ikke vigtig. Hun vil være fri og jeg ønsker hende fri. Du vil blive betalt. Hvem bekymre sig så om moralen bag det hele?" Hvis han kunne skabe lidt røre i det hele, var han godt tilfreds. Religion havde aldrig været en del af ham og at ændre det til noget sjovere eller blot skabe kaos i det, var han godt godt tilfreds med.
"Hun er vampyr. Hun kan ikke gå ude om dagen. Det lå lidt i vores aftale at jeg skulle sørge for at få hende fri. Jeg ville have gjort det tidligere, havde det ikke været fordi jeg havde mange andre ting at tage mig af" han trak lidt på den ene skulder. Overtagelsen af en by, for eksempel.
"Så...Har du travlt?" spurgte han pludselig.
"Jeg har altid ønsket mig at møde en alkymist. Som barn var jeg intet mindre end dybt fascineret af alle de historier der er om jer!" hans ansigt lyste lidt op og hans læber bredte sig i et bredere smil.

[Deleted]

Mens Aron tålmodigt lyttede til dødsenglens forklaring, stod Harris og betragtede dødsenglen. Med ét var det som om drengen blev bleg, og stirrede på dødsenglen i rædsel. Lyden af flammer og lugten af røg fyldte hans sind, og han holdt næsten vejret i frygt. Han begyndte at skælve, men han kunne ikke tage blikket fra dødsenglen. Han hev nu endnu hårdere i Arons kappe.
”A-Aron!” bad han, men da Aron vendte blikket mod ham, var det som om drengen ikke kunne holde sig i ro længere. Han sendte dødsenglen et sidste frygtsomt blik, før han vendte dem begge ryggen og løb alt han kunne mod kroen hvor de havde lejet et værelse, og forsvandt ind af døren. Aron så efter drengen med rynkede bryn, og en bekymret mine i ansigtet. Han havde ikke set Harris sådan siden den nat Macaria havde taget ham med til sig. Han var nødt til at berolige drengen senere. Lige nu vendte han sin opmærksomhed mod dødsenglen.
”Beklager det dér.” sagde han med et smalt smil om læberne.
Så dødsenglen ønskede at blive tilbedt? Aron kunne ikke sige at han forstod tanken. Hvorfor blive tilbedt på falske grundlag? Det var tydeligt at dødsenglen ikke selv troede på det – han havde da åbent ud stået og fortalt ham at han ville udnytte sin veninde for at blive tilbedt. Arons indtryk af dødsengle var i forvejen ikke det mest positive. At høre hvordan denne mand ville udnytte sin veninde på den måde, forstærkede kun det indtryk. Også selvom at kvinden fik sin frihed i bytte.
Men manden havde vel ret. Hvor ofte havde Aron ikke solgt gift til den ene og modgift til den anden, bare for profittens skyld? Etik havde intet med hans arbejde at gøre. For pokker, mange ville mene at alkymisterne brød naturens love med deres evne til at lege med folks sjæle og bringe folk tilbage fra det hinsidige. Og hvis dødsenglen kunne betale, ville det da overhovedet ikke være af vejen! ”Jeg har tid.” sagde han endelig. ”Vil du have mig til at se på den med det samme?”

[Deleted]

Hans blik gled igen ned til drengen og nu blev han direkte irriteret af den rotte, der blev ved med at forstyrre dem. Drengen hev hårdt i mandens kappe, tydeligvis skræmt fra vid og sans. Havde drengen aldrig mødt en dødsengel før? Han nød at være skræmmende. Han kunne ikke påstå han havde ondt af drengen, da denne valgte at vende dem begge ryggen og løbe sin vej. Fint, forsvind!
Han frygtede i et øjeblik at manden ville løbe efter drengen og slutte deres samtale lidt for tidligt. Men til hans forundring blev manden stående og var nærmere ked af at drengen havde forstyrret dem, end han var løbet med frygten malet i ansigtet. Interessant. Måske var denne mand en han kunne lide alligevel. Jo mere han brød sig om en person, jo mere samarbejdsvillig var han til vedkommende. Jo større sandsynlighed var der også for at se Zean igen...Men det var jo en anden side af sagen. Han følte sig dog stadig lidt irriteret. Utilfreds. Han kunne næsten mærke dem rumle i maven på ham og gav ham lyst til at gribe drengen om halsen og kvæle ham. Langsomt, selvfølgelig. Han trak vejret dybt og sendte manden ved siden af ham et svagt smil. Ingen hyggesnak om hvordan det var at være alkymist, gættede han på. Fint nok.
”Er han ikke van til en dødsengel? Vi bringer trods alt frygten frem i mange” kommenterede han, men den måde han sagde det, fortalte at han var ligeglad med drengen og hvorfor han var løbet. Han rettede sig op fra disken og lod armene falde ned langs siden.
”Åh. Hvis du har tid til at se på det nu, må du da gerne?” svarede han, skønt han ikke helt forstod hvad manden mente. Ville han...hjem til Kayleight og se medaljonen? Hun sov nok nu. Naivt og med drømme om...enhjørninger og engle der blev suget tomme for blod eller noget i den stil.
Eller måske mente manden blot at han ville hjem og undersøge det?
”Hvad vil du først?” spurgte han så. Siden han var i tvivl, kunne han vel lige så godt spørge direkte. Hellere det end stå og ligne en idiot. Hans fingre gled over nogle af urterne, som sælgeren havde forsøgt at rydde op i, mens de havde talt. Han tog en af de friske urter og plukkede uinteresseret nogle af bladene af den, for at proppe dem i munden, som bekymrede han sig slet ikke om hvorvidt det var varer som der skulle betales for. De smagte som han huskede dem. Citronmelisse smagte altid godt og havde en dejlig duft. Og godt for hjertet, blev der jo sagt. Han smed den blade-plyndrede stilk fra sig, så den landede midt på sælgerens disk.

[Deleted]

Aron havde ikke ladt Harris løbe, fordi han var ligeglad med knægten. Snarere tvært imod. Han var blevet meget glad for drengen siden Macaria havde efterladt ham i Arons varetægt. Han kunne blive en yderst kompetent alkymist en dag, til trods for at det ikke havde været i hans blod på samme måde som det var for Aron.
Det var heller ikke ubevidst at Aron havde undladt at svare på dødsenglens spørgsmål om alkymister. Alkymisterne havde et tæt sammenknyttet samfund, og et utal af hemmeligheder som helst ikke skulle forlade deres indre cirkel. Dødsenglen var en kunde for ham, ikke én som han skulle dele sine hemmeligheder med. Der var dog få ting han kunne fortælle ham. Men sandt at sige var Aron langt mere interesseret i vampyrkvinden og hendes medaljon, end han var i at fortælle dødsenglen om sin baggrund.
”Kun én gang, så vidt jeg ved. Men I har nok efterladt et indtryk hos ham.” svarede han med et drag om smilebåndet. Det var tydeligt at dødsenglen ikke var interesseret i svaret, men han havde givet ham det alligevel.
Selvfølgelig havde dødsenglen ikke medaljonen på sig. Det gav mening. Sådan en forsegling plejede at være som fæstet om halsen på personen som var underlagt seglet, og der var ingen vampyrkvinder i nærheden. Det var højlys dag, så hun lå med al sandsynlighed og sov et eller andet sted. Nok i Azraels tempel, hvis hvad dødsenglen havde fortalt ham, passede. ”Du kunne tage din veninde med hertil efter mørkets frembrud, hvis du er sikker på at du kan kontrollere hende. Jeg vil gerne have at både jeg og min lærling kan komme fra det i live.” foreslog han. Sandt at sige var han ikke sikker på om han ville kunne få Harris til overhovedet at være i det samme rum som dødsenglen. Men kunne han bebrejde ham? En dødsengel havde næsten ladt ham brænde ihjel, og ville have lykkedes med det, hvis det ikke havde været for Macaria. Men den historie skulle han ikke dele med denne fremmede. Han havde lovet Macaria at holde på hendes hemmelighed. ”Jeg kan i hvert fald ikke gøre noget uden at være ved medaljonen, og jeg kan forestille mig at den er om hendes hals. Jeg kunne sikkert selv tage med dig til din veninde, men ærlig talt vil jeg foretrække at have en seng i nærheden jeg kan falde om i bagefter. At arbejde med sjæle er virkelig krævende.” Igen fik han det samme utilfredse drag over ansigtet. Men arbejde var vel arbejde. ”Det vil også give mig tid til at berolige min lærling, og dig til at skaffe betalingen. Jeg kommer først til at kræve den når arbejdet er udført.” forsikrede han ham. Han skulle ikke risikere en vred dødsengel, hvis han fejlede i en opgave han allerede var blevet betalt for.

[Deleted]

Han smilte svagt. De efterlod et indtryk hos mange. Det var intet nyt, mere interessant var det at drengen havde overlevet et angreb fra en dødsengel, hvis de havde været en tur på massakre. Nå, pyt med det. Der kom nok flere drenge af den slags i fremtiden, hvis folk ikke snart anerkendte dødsenglene.
Manden her snakkede om Kayleight, som om hun var et vildt dyr. Det var der ingen grund til, hun var ikke et vild hund uden halsbånd. Men han kommenterede det ikke, for hun var jo nok lidt vild, når hun endelig var fri. Spørgsmålet var...hvordan han skulle få hende med. Den naive kvinde ville helst blive i sit tempel, men den sure vampyr kunne ikke være fremme alt for længe. Nå ja, gik det galt måtte han vel kaste hende over skulderen i stedet.
Hans øjenbryn gled lidt op i panden og han sendte ham et lusket smil.
”Jeg ved vi spreder død...Men helt ærligt...Du gør jo mere nytte i live. Du skal nok komme levende fra det” Kommenterede han veltilfreds. Dette var jo passende!
”Jeg skal nok få hende med herhen...Hvor til? Bare her, på markedet?” han slog let ud med armen. Han vidste ikke hvad alkymisten havde brug for, men det lod som om han bare skulle noget simpelt og så sove bagefter. Var det virkelig så let? Altså ud over at manden blev træt...Vel bare han var vågen nok til at færdiggøre det. Ingen betaling, hvis resultatet ikke var godt nok, det var klart.
”Du får først betalingen når det hele er overstået” svarede han, hvilket jo blot viste de var enige på dette punkt. En hånd gled ind i en lomme og tog nogle mønter frem, som han smed foran sælgeren.
”For vores urter. Dette er den rigtige pris. Er det et problem?” han så på sælgeren, som blot rystede på hovedet. Intet problem. Zeans smil mindede om et rovdyrs. Han var tilfreds, men havde stadig lyst til at flå manden uanset.
”I så fald ses vi!” bekendtgjorde han, da han så på alkymisten et øjeblik, før han drejede om på hælen og gik sin vej.

[Deleted]

Aron betragtede dødsenglen nøje. Dødsengle plejede som regel at være et sikkert tegn på død og ødelæggelse, til trods for at Aron var klar over at mange af dem sagtens kunne være til at have med at gøre. Det var ikke ham, Aron var bekymret for. Det var vampyrkvinden. Hvis hendes familie havde frygtet hende så meget at de havde fået en alkymist til at forsegle et stykke af hende i en medaljon, var det en potentielt farlig kvinde de havde med at gøre. Han behøvede dog ikke frygte hendes bid. Macaria havde allerede mærket effekten af hans blod, og måtte stadig modtage modgift for det. Men hvis hun kom for tæt på Harris… Macaria ville aldrig tilgive ham, hvis der skete drengen noget.
”Bare tag hende med til kroen. Bed krofatteren om at sende jer op til mit værelse.” svarede han ham. Det var det bedste sted. Han kunne falde om i sengen når det var overstået, og dødsenglen og hans veninde kunne komme videre med deres egne ærinder. Deres jagt efter tilbedelse. Han kvalte et opgivet støn.
Da dødsenglen betalte for urterne greb Aron dem grådigt, før hans blik igen faldt på dødsenglen, som allerede var på vej væk. Han hævede hånden som en afsked. ”Vi ses i aften.” svarede han tilbage, før han selv vendte om, og trådte ind i kroen.

Timerne var gået, og solen var endelig gået ned i det fjerne. Aron sad tålmodigt i hans og Harris’ værelse, og skrev flittigt ned i sin notatbog. Harris var gået i seng – det passede Aron udmærket. Det havde taget ham mindst en time at få ham til at falde til ro efter hvad der skete den dag, men han havde ikke kunnet få noget ud af drengen med hensyn til hvorfor han havde reageret som han gjorde. Det måtte være noget med at se en dødsengel igen, efter hvad han havde oplevet. Harris sov i hvert fald tungt i den ene seng som var placeret i rummet, hjulpet på vej af et bryg Aron havde givet ham, som skulle give ham en dyb og drømmeløs søvn.
Aron skævede ud af vinduet. Stjernerne var begyndt at dukke op på himmelen, og hans blik spejdede efter dødsenglen. Om han fløj eller gik kunne han ikke sige, men han var forberedt. Ildstedet var tændt op og knitrede lystigt, og fyldte værelset med sin varme. Det havde dog været den mentale forberedelse som havde været værst. Aron hadede at lege med sjæle, men i dette tilfælde kunne det ikke undgås.

[Deleted]

Han var taget direkte til templet, efter en lille omvej. De havde snakket lidt frem og tilbage, men til sidst havde han overbevidst hende om at hun burde komme med. Den naive pige, det var, men han vidste den rigtige Kayleight også lyttede med. Det måtte hun gøre!
Han havde endnu intet tempel hun kunne flytte ind i, men hun måtte vel klare sig selv så længe det nu tog.
Det var endt med at så snart det blev mørkt nok, var de gået udenfor. Zean havde smidt sin jakke, bedt hende om at holde den, taget hende i sine arme og så var de sat af. Zean havde fløjet dem til Marvalo city og landede så tæt på kroen, som han kunne, uden at noget kom i vejen for hans store vinger. Han elskede sine vinger, de var hans kæreste eje...Men det undrede vel ingen. Han landede tungere end normalt, trods Kayleight ikke var den tungeste i person. Han lod sine vinger forsvinde og tog sin jakke fra hende, som han trak over sig. Det kunne ikke længere ses han var kommet flyvende, var det ikke for hans røde kinder, som bevidnede luften var kold, som den var om vinteren. Han trak vejret dybt og lod et blik glide over omgivelserne. Han var vel et eller andet sted endnu lidt paranoid, med en tanke om nogen forfulgte ham eller at alle ønskede at skade ham. Han truttede lidt med munden, før han så over mod kroen. Med en hånd på ryggen af Kayleight smilte han let til hende.
”Denne vej min kære. I nat er en vigtig nat!” Han vidste hun måtte være nervøs, hun havde jo været nervøs tidligere, når de havde snakket om at sætte hendes sande jeg fri, om så bare for et øjeblik. Han forstod endnu ikke helt at han var den udvalgte person til at befri hende, men snart ville hun ikke længere være afhængig af ham på den måde.
Kroen var halvt fyldt med folk af alverdens slags. Zean lod blikket glide rundt, som han førte dem op mod baren, op til kroejeren, en lidt buttet mand. Her lugtede som altid af alt muligt, til dels ulækkert og dejligt genkendeligt. Han valgte at ignorerer deres omgivelser, da han sendte kroejeren et svagt smil.
”Alkymistens værelse?” han kendte endnu ikke mandens navn, faktisk...Måske var det bedst sådan? Uanset hvad måtte alkymisten være godt nok. Kroejeren nikkede da også og sendte dem i den rigtige retning. Zean end ikke takkede, da han gjorde tegn til Kayleight om at hun skulle følge ham. Der var snart ingen vej tilbage. Et svagt, selvsikkert smil lå på ham. Og ham kunne tillade sig at ændre folk på den måde, uden at tænke nærmere over det og uden at tænke på hvad Kayleight, den naive side, helst ville? Det var slet ikke en bekymring der havde ramt ham. Det skulle bare overståes.
Stadig klædt i det samme tøj fra sidst, og med bæltet der hængte skævt om hans hofter. I den ene side med den oprullede pisk, den anden side med en altid skarp dolk. Selvfølgelig også en synlig pung fuld af mønter...Alkymistens betaling.
Han stoppede op foran den dør, kroejeren havde sagt var den rigtige og han bankede bestemt på, tre gange, med en knyttet hånd. Hans blik gled over til Kayleight et øjeblik. Hun ville vel ikke trække sig?
”Azrael velsigner dette” forsikrede han hende, for at få hende til at blive. At Azrael støttede dette var hans bedste argument for at beholde sin magt over hende.

[Deleted]

Det havde alt sammen bare gået så hurtigt. Zean var dukket op ud af det blå og fortalt at han havde fundet end som kunne hæve hendes amulet. Tanken var skræmmende. Hun kunne jo intet huske fra den gang som han havde revet den af hende. Hun var bare vågnet op på jorden, utrolig svimmel og havde brug for blod. Hun kunne ikke huske hvad de havde snakket om, ikke huske noget som helst andet end mørke. Det havde været uhyggeligt. Dog endte han alligevel med at få hende overtalt. Hans søde ord og han påmindelse om at dette var Azraels ønske havde fået hende overtalt. Den søde Naive pige som snart ikke ville være mere. I hendes indre var den rigtige Kayleight. Den som havde været spæret inde alt for længe. Hun ville vågne helt og holdent. Tanken var nok til at få en ond latter til at bryde frem hvis hun da havde haft kontrol over mund og stemmebånd.
Han havde fløjet hende væk fra templet efter hun havde sagt ja og der gik ikke længe før de var i Marvalo City. Hvis hun havde haft et bankende hjerte ville det have hamret ukontroleret i hendes bryst lige nu. Hun var nervøs. Hun ville ikke det her men hun var nød til det. Et eller andet sted så kunne hun ikke andet end at føje Azraels vilje, kunne hun? Hun bed sig stille i læben som Zean førte hende indenfor på kroen. Det var første gang hun havde sat sine ben sådan et sted. Her var uhumsk og ulækkert synes hun men hun beklagede sig ikke. Hun gjorde blot som Zean sagde uden at tænke for meget over tingene. Som de blev anvist et værelse fulgte hun lydigt med sit sendebud. Om han kunne ane hende uro vidste hun ikke men hans lille kommentar fik hende til at bide sig en smule hårdt i læben. Hun nikkede kort og sukkede svagt. "Jeg ved det. Jeg vil gøre som min gud ønsker af mig" endte hun roligt og dog en smule bestemt. Nok mere henvendt til sig selv som skulle hun bruge det sidste skub for ikke bare at stikke halen mellem benene og så bare forsvinde. Nej. Hun var her. Hun var nød til at være her. De havde et mål, hende og Zean. De skulle omvende alle folk til at tro på Azrael. Det var det de var bestemt til.

[Deleted]

Det var ikke fordi Aron som sådan havde brug for noget udstyr for denne opgave, dødsenglen havde bedt ham om. Det eneste som egentlig skulle bruges var denne vampyrkvinde, hendes amulet, og så ham selv og hans evner. Han så ned på sine hænder. Hvornår havde han sidst leget med sjæle? Det måtte være sidste gang han havde absorberet en anden persons sjæl – det havde endda været den første sjæl han havde taget til sig. Bare for at se om han havde mestret det. Det faktum at han stadig var i live, var et tegn på at han havde.
Tre bank på døren rev ham ud af sine tanker. Han kiggede en sidste gang ud af vinduet: han måtte have været så langt væk i sine minder, at han havde overset da dødsenglen og vampyrkvinden var dukket op. Hans blik søgte kortvarigt mod den ene af de to senge, hvor den unge lærling stadig sov trygt. Hvis midlet han havde givet ham virkede efter hensigten, ville knægten stadig sove frem til den næste morgen. Det ville give ham mere end nok tid til at hjælpe dødsenglen – han var virkelig nødt til at finde ud af hans navn! – og hans veninde. Han rejste sig fra sin stol og åbnede døren, kun for at se ind i dødsenglens velkendte ansigt, men drejede hurtigt blikket til kvinden. Han betragtede hende granskende gennem sine mosegrønne øjne et kort øjeblik, før han trådte til side, så de kunne komme indenfor.
”Jeg har desværre ikke noget jeg kan byde på. Men jeg går ikke ud fra at I er kommet for at få noget at drikke.” kommenterede han, før han lukkede døren i bag dem. Hans blik hvilede en smule på kvinden. Han kunne næsten mærke det i hende. Hvordan hendes sjæl virkede som splittet i to. Han gik forbi de to, og trak sin stol væk fra skrivebordet for i stedet at placere den midt i rummet. Aron var ikke vant til… selskabeligheder i disse situationer. Dødsenglen havde også efterladt ham med det indtryk at dette var noget som bare skulle gøres, uden mere om eller men. ”Sæt dig på stolen.” fortalte han kvinden, før han så på dødsenglen. ”Er det min betaling?” spurgte han med et nik mod sætten i dødsenglens bælte, som klirrede for hvert skridt han havde taget. Aron var ikke en videre grådig mand – men når han var blevet lovet betaling for et job som dette, var han da nødt til at sikre sig at han fik den.