Up and shine

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores blik hvilede på Isabels skikkelse. Han kendte hende. At det var takket være hende, at han i det hele taget var i live i dag, vidste han. Han havde meget at takke hende for, og havde han ikke også gjort det?
"Det er din fortjeneste, at jeg er i live i dag, hvilket jeg ved, er sandt, Isabel," sagde han direkte. Hvis det ikke havde været for hendes direkte tossede idé, at søge til Den Mørke Cirkel, havde han været død og borte i dag, hvilket næsten var ham en forfærdelig tanke! At hun så derimod havde svært ved at følge en ung kvinde på 17 somre skulle lede dem ud i det, som i værste fald, kunne være slaget om Procias, forstod han jo godt, måtte være hårdt for hende. Om ikke andet, så måtte de jo tage det som det nu måtte komme, uden at de jo egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Han støttede hånden mod hans bryst, da han forsøgte at sætte sig op. En handling, som han dog meget hurtigt fortrød.
"Hun har alle forudsætninger, for at opnå noget stort, Isabel, og det er alene grunden til, at jeg vælger at støtte hende i hendes gøremål. Gabriel derimod er en ung mand, som ikke har den samme viden om mørket. Dertil kan vi begge hjælpe ham," fortalte han. Ja, de havde måske smidt ham ud af landet i udgangspunktet, fordi at han havde valgt at hjælpe et mørkt væsen.. men hey.. Han kunne ikke bare vende ryggen til en kvinde i nød, og i dag var hun død. Det var egentlig grotesk en verden de levede i.
Han sukkede dæmpet. Hvor han dog hadede, at han knapt kunne bevæge sig! Han vendte blikket mod hende. Det stressede ham, at se hende på den måde, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det.
"Du kan gøre mere ved det, end hvad du går og tror. Gabriel ved ikke hvad der rykker på sig i mørket.. Det gør vi. Dødsenglene har fået Paggeija... Dvasias har taget Manjarno.. Det her land skal rustes op til krig," sagde han direkte. Hvad angik Modstandsbevægelsen.. så ville han naturligvis støtte Jarniqa i det. Hun var jo trods alt hans datter.

[Deleted]

En glædeløs latter lød fra Isabel, da han nævnte modstandsbevægelsen leder, og hun kiggede på ham, som om han var sindssyg.
"Forudsætninger for at opnå noget stort? Er det grunden til vi skal støtte hende? Det her er ikke en leg! Hun har ingen erfaring! Ingen evner! Intet!" sagde hun, og slog voldsomt ud med armene. "Skal jeg lade mig lede af en lille pige, bare fordi at hun måske en dag, vil gøre noget stort?! En dag?!"
Det her var fuldkommen latterligt. Hvis hun var klog tog hun Caleb med sig langt væk fra alt det her, lige så snart han kunne gå på benene. Måske kunne de til til Imandra igen? Finde en isoleret ø eller noget, hvor de kunne være. Hun var ved at være træt at folks dumheder. Specielt folk fra hendes side. Så igen... hvornår havde lysvæsner og neutralvæsner nogensinde været gode til krig? Det lå ikke så naturligt til dem, som det gjorde ved mørkvæsner fra Dvasias. Det var hele problemet. Hvis en 17 året tøs i Dvasias, havde sagt at hun ville føre en modstandsbevægelse, så havde de grinet af hende, uden at kunne tage hende seriøs.
"Hvad har hun overhovedet lavet?! Ingenting! Hun står og ser pæn ud, så mændene bliver bløde i knæene, og det er hvad hun kan finde ud af. Og Gabriel?! Han nægter at lytte til mig! Tværtimod, så var han ved at landsforvise mig og Caleb," fortalte hun hissigt med store bevægeser, der viste hendes frustrationer ved det hele.
Det væreste var ved at være ovre nu. Med et suk lod hun sig glide ned på knæ ved siden af hans seng, for at hjælpe ham ordenligt op at sidde med en pude i ryggen. Beskyttende holdte hun en hånd mod såret lige under hans brystkasse, for at støtte ham.
"Være nu forsigtig. Du burde ikke bevæge dig så meget," sukkede hun opgivende, men hjalp ham dog alligevel, indtil han kunne sidde selv. Hun satte sig på sengekanten, og strøg håret om bag det ene øre. "Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det her, Salvatore. Mest af alt har jeg lyst til at tage Caleb med tilbage til Imandra, og beskytte dem derhenne. Langt væk fra Manjarno og Procias. Du burde komme med os... "

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore himlede med øjnene. Han ville naturligvis støtte sin datter, også selvom det nok var det som de færreste vidste. Faktisk var det vel kun.. Damien som vidste det. Han vendte blikket hårdt mod Isabel igen. Nu måtte hun simpelthen stoppe! Hun var så impulsiv i forhold til sin bror!
"Hvor skulle erfaringen komme fra, hvis der ikke er nogen, der giver hende muligheden for at få den, Isabel? Hun er ung, hun er ny og hun er villig til at lære. Alene det, samt det som hun ønsker at opnå, er en sag, som jeg glædeligt kæmper for," sagde han kort for hovedet. Ikke fordi at han ønskede at gøre det til en kæmpe diskussion, men det var ikke nogen nyhed, at hun var typen som var mere ligetil, end hendes broder. Han sukkede let.
"Du dømmer hende for hårdt, og ligeledes med Gabriel. Du ønsker handling.. Gabriel ønsker at tænke og handle på retfærdig vis. Hvad skete der ikke sidst, der blev taget en forhastet beslutning? I missede slaget om Paggeija," kommenterede han med en mere kortfattet stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere.
At sætte sig op, gik bestemt ikke, som han gerne ville have det, og det kunne han godt mærke. Han spændte kraftigt i kroppen og støttede af mod brystet, frem til hun hjalp ham op at sidde. Han prustede ganske let og med tydelige sammenbidte tænder. Det her gjorde virkelig ondt! Han trak vejret dybt.
"Hvad I gør, skal jeg ikke bestemme, men jeg bliver her.. Emerald har brug for mig, og det samme har Procias," sagde han bestemt. De havde måske valgt at landsforvise ham dengang han havde valgt at hjælpe Denjarna, men nu kunne de vel heller ikke rigtigt undvære ham? Hovedet slog han let tilbage mod puderne og mod væggen bag ham.
"Kampen kommer til at stå om landet her på et tidspunkt. Der er brug for jeres hjælp," sagde han med en rolig stemme, dog alligevel med et alvor.

[Deleted]

Hun måtte stoppe sig selv fra at himle med øjnene af ham ved hans stædige syn på at Emerald, sagtens kunne stå i spidsen for en hel oprørsgruppe.
"Salvatore. Det her er ikke en leg! Tøsen skal ikke lære dyrekøbt erfaring i den her krig som en leder med ansvaret for en hel del folk, blandet andet mig og Caleb. Hvordan skal jeg kunne stole på hendes valg, når hun ikke ved noget? Nej - det kan jeg nemlig ikke. Hvis vi bliver fanget, og slået ihjel, ja så er hun en erfaring riger, men det har kostet os livet," svarede hun ham med en så rolig stemme, som hun kunne. Hvorfor var hun den eneste, der kunne indse, at det her var en virkelig dårlig ide? Hvorfor var alle så ivrige efter at give deres liv til den uerfarende, unge pige, der nok skulle lære tingene hen af vejen, men ikke før hun havde spildt en masse liv på vejen?
Da han nævnte slaget om Paggeija, og hentydede til det var hendes forhastet beslutning, der var skyld i det, stivnede hun. Det føltes som at have fået en lussing af ham. Hvordan kunne han?! Ingen havde anet at dødsenglene ville angribe byen! Deres nyheder bestod i at de ville angribe Imandra! Hvor... hvor vovede han, at give hende skylden!!
Brat rejste hun sig op fra sengekanten. Hænderne var hårdt knyttet, og kroppen dirrede i vrede og i skuffelse.
"Jeg.... jeg har gjort mere for dette her kongerige end nogle nogensinde vil indse," sagde hun til ham med en hæs stemme. Han havde fornærmet og såret hende dybt ved de ord. "Jeg har reddet dit liv, men du lytter ikke, fordi du ligesom alle de andre mænd, kun ser et kønt ansigt, og ikke alt andet bagved. Tro ikke, jeg vil blive her, og blive set på med så lidt respekt. Du af alle burde vide, hvad jeg kan og ved, i stedet for at... at behandle mig som et forvirret barn!"
Hun spyttede på gulvet foran sig, inden at hun drejede om på hælen, for at storme mod døren.
"Held og lykke med krigen. Jeg håber ikke vi ses igen," snerrede hun, og rev døren op, inden hun i vrede forlod hans patienthytte, for at finde tilbage til Calebs side.

//out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

For Salvatore, var det her langt fra en leg, men direkte alvor! Selvom de uden tvivl havde hver deres måde at se på tingene, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det faktum, at Jarniqa var hans datter, og en kvinde, som han naturligvis ønskede at støtte i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. At hun så derimod ikke kunne forstå, at han tog det valg, kunne han jo ikke gøre noget ved. Der var vel også en grund til at hans datter havde kaldt sig ved et andet navn end hvad hun var blevet navngivet?
"Du dømmer hende, før du ved hvad hun er i stand til, Isabel. Hun har min fulde støtte, og her agter jeg at blive," sagde han fast. Måske at kvinden selv ikke ønskede at have noget med ham at gøre, men alene af den grund, så valgte han at blive her, hvor han var, og han stod fast på, at det var her, han ønskede at være. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Krigen om Procias ville stå, og han ville tilsyneladende ikke være i stand til at regne med at de ville være der, når slaget skulle stå.
"Jeg ved hvad du er i stand til, og jeg ved hvad du har gjort. Det er erfaring som Procias har brug for. De har brug for dig, som de har brug for din broder og mig. Vi er nødt til at holde sammen, hvis landet i det hele taget skal stå en chance!" endte han med en fast tone. Han var uden tvivl glad for det som hun havde gjort, og hvad hun havde skænket ham, for det var jo takket være hende, at han var i live i dag. Han sukkede dæmpet og bed tænderne fast og hårdt sammen.
Hun håbede ikke, at de ses igen? Hans blik fulgte hende, som hun direkte hastede ud af hytten som han selv lå i. Nu var det simpelthen blevet for meget! Han sukkede let. Hvis krigen skulle koste ham livet.. så måtte det være sådan. Han ville i hvert fald gå i krig og gøre hvad han kunne, for at sikre sig, at Procias ville stå. Skulle landet falde, så måtte han jo falde med det.

//Out