Up and shine

[Deleted]

Sted: Patienthytterne
Tilstedeværende: Salvatore ’Kenara’ Salizmira og @isabel

Tidspunkt: Morgen

Der var kommet et nyt lag støv, mudder og blod på rejsetøjet og støvlerne. Isabel og Caleb havde ikke set et bad i over en uge nu, hvilket kunne ses på dem. De havde kæmpet sig igennem storme, kampe, bølger, regnfulde dage, solskind, sne og bjerge. Der var ikke meget, som de ikke havde oplevet på deres tur frem og tilbage gennem landene. Heldigvis var søskendeparret vant til vandringen, og tog den ikke så tungt. Det eneste som de tog tungt, var hvordan de nu to gange havde svigtet, det de havde svoret at beskytte. Først Manjarno og nu en hel by til dødsenglene.
Solen var ved at stå op. Duggen skinnede og glimtede omkring dem, mens luften var frisk og klar. Det skar næsten i næseborene. 

Udmattet slæbte de sig afsted gennem den rene, brostensbelagte gade, der gik mellem patienthytterne nu. Caleb havde forstuvet foden, så han haltede med en arm omkring Isabels skuldre. Hendes røde hår var næsten brunt af skidt, og hang ned over hendes beskidte ansigt, der dog lyste af styrke og viljefasthed. Musklerne var ømme, fødderne trætte, og øjenlågene hang.
En healer tog imod dem. De blev taget over til en patienthytte, hvor Isabel kunne smide Caleb på en seng. Han stønnede tungt, og lignede saligheden selv, da han endelig kunne ligge sig på en blød, ren madras.
Blidt strøg Isabel en af hans sorte hårlokker væk fra hans ansigt, så lappen over det ene af hans øjne kom til syne. Healeren var allerede ved at skære hans støvler op.
”Jeg ser til dig senere,” sagde Isabel stilfærdigt til ham. ”Bliv og slap af. Vi har rejst meget.”
Han greb hende om håndledet, da hun ville til at gå.
”Hvor går du hen?” mumlede han bekymret. ”Du har brug for lige så meget søvn, som jeg har.” Det var tydeligt, at han allerede nu, var ved at falde i søvn. Isabel smilede smalt, og lænede sig ned, for at kysse ham på panden.
”Jeg skal finde én, som kan give mig lidt flere informationer. Bliv nu her, og få noget søvn,” hviskede hun ned mod hans pande, inden at hun trak sig fri af hans greb, og forlod hytten. Hun var sikker på at Caleb sov, allerede da hun gik ud af døren.
Da hun trådte udenfor, tog hun en dyb indånding, og strakte sig tilbage med hånden på lænden. Ryggen gjorde en smule ondt, men i det hele taget, var de sluppet billigt. En healer gik forbi hende, og hun stoppede hende, for at høre, om nogle kunne fortælle hende noget om byen, som var faldet til dødsenglene. De var nødt til at finde ud af, hvad der var sket.
Healeren fortalte hende om en magiker, som lå her. Han havde haft en pil i skulderen. Der var dog ingen diskussion, om hun skulle se ham, før at hun havde vasket sig. Det her var et rent sted!
Derfor måtte Isabel lade sig slæbe afsted hen til de opvarmet kar, hvor patienter kunne blive vasket. Hun nød at få vasket rejseskidtet af sig, og de røde, korte hårlokker kom igen til syne i solen. Da hun var færdig, ren og velduftende trak hun i det reneste tøj, som hun kunne finde. Et par bløde, sorte læderbukser og en hvid, løs trøje, der næsten skjulte alle hendes kvindelige former. Det orange hår blev strøget tilbage.
Healeren førte hende nu endelig med sig over til den overlevende fra dødsenglenes angreb. Der var ikke andre i hans hytte, så de kunne tale i fred. Isabel takkede taknemmeligt healeren, inden at hun kort bankede på døren, for så at træde ind i hytten.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var morgen.. og solen var oppe. Selv var det jo lige før at Salvatore skulle være glad for, at han i det hele taget havde muligheden, for at få lov til at opleve denne morgen, og særligt med tanke på det, som var sket hele dagen i forvejen.
Dagen efter angrebet på Paggeija. Et scenarie som gik igen i Salvatores sind. Pilen i hans skulder havde healerne fået ud.. men den var mørk, og var i færd med at forgifte hans sind. Han lå på maven med en pil stikkende ud af ryggen. Denne havde de endnu ikke fået ud. Det var noget som virkelig irriterede ham. Det gjorde ondt at trække vejret, så det at sove, var næsten umuligt for ham. Han lå blottet fra livet og op, hvor han samtidig også var gjort ren og var blevet vasket.
Mange havde allerede til nu snakket med ham, om det der var sket, og det var faktisk en ting, som han ikke var meget for at snakke om. Endnu var det mange ting, som han selv skulle have bearbejdet, og han var for stædig til at lade andre hjælpe ham.
Lyden af de bank som lød på døren, fik ham til at dreje blikket mod den. Isabell dukkede op. Kort måtte han trække på smilebåndet. Hvor havde hun og hendes broder været, da slaget havde stået på?
"I kommer for sent," var det eneste, som han sagde. Han havde det bestemt ikke godt. Dødsengle var stærke væsner. Selv vidste han, at det var et held, at han var i live, men han havde om ikke andet, så markeret frygtelig tydeligt, at han ikke var en mand, som fandt sig i hvad som helst.
Hovedet lagde han tungt ned på den tynde pude han havde fået. Tæppet dækkede ham op til livet, for det andet snakket healerne om, hvordan de stadig skulle fjerne. Ikke at det var nemt.. den sad nemlig temmelig uheldig. Han lukkede øjnene for en kort stund.
"Hvor er din bror..?" spurgte han endeligt. Øjnene åbnede han igen, som han vendte blikket mod hendes retning. Han var træt, men at sove, kunne han ikke. Hele natten var noget som stadig plagede hans tanker og sind, og det var egentlig forfærdeligt. Han kunne slet ikke finde den ro og hvile, der skulle til.

[Deleted]

Ved synet af Salvatore, bremsede Isabel brat op. Det var ikke ham, hun havde ventet at se. En smule forvirret og febrilsk blev hun stående lige indenfor døren, mens hun blot stirrede på ham. Han havde en pil i ryggen, og så ikke for godt ud. I det mindste var det bedre, end da hun havde stødt på ham sidste gang, men alligevel… det her var ved at blive en vane.
Hans ord fik hende dog til at sænke blikket ned. Tænderne bed sig let sammen. De var kommet for sent. Det behøvede han ikke fortælle hverken hende eller Caleb. Skammen fik hendes kinder til at blusse op, mens at hun lukkede døren bag sig.
”Caleb ligger i en anden hytte,” svarede hun med en mumlen, og gik hen, for at sætte sig på sengekanten ved siden af ham. Hænderne lå tomt i hendes skød. Blikket kunne hun ikke hæve op mod ham. De var kommet for sent. ”Han… forstuvede foden på vej her tilbage. Et uheld.”
Det lød så tamt og ydmygende, når hun fortalte det, mens Salvatore lå her efter en hård kamp med en pil i ryggen. Flygtigt fugtede hun læberne, mens hænderne lukkede sig hårdt. Hun mærkede en klump i halsen såvel som i maven. Var det muligt at dø af skam?
”Vi skyndte os….” prøvede hun at forklare, men undskyldningen lød tom i hendes mund. ”Vi hørte først om angrebet, da vi kom til grænsen af Manjarno, og der var det allerede for sent til at vi kunne nå derop.”
Hun tvang sig selv til at kigge op, for at møde hans blik. Det var tydeligt, at han var i smerter, og ikke havde det særlig godt, hvilken ikke hjalp på den dårlige samvittighed.
”Undskyld….”
Selvfølgelig behøvede hun ikke at sige undskyld, og ikke til Salvatore, som skyldte sit liv til både hende og Caleb, men han havde engang været deres leder, samt hendes største idol lige siden, at hun var barn. Hvordan skulle hun kunne gøre andet, end sige et sølle undskyld til manden, som hun følte, at hun havde både skuffet og ladt i stikken?
Caleb havde nok himlen med øjnene af hende, men hun kunne ikke lade være. Først Manjarno, og nu byen. De havde svigtet så mange. Hun gnavede i sin underlæbe, og sænkede igen blikket ned til sine tomme hænder.
Hvor ville hun ønske, at det ikke havde været Salvatore. Alle andre end ham. Skammen brændte i hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore blev liggende, selv på trods af, at han kunne se Isabels overraskede ansigt. Det var i sig selv, en tanke som han nød af. De havde været langt væk, og ja, han kunne virkelig godt have brugt deres hjælp i Paggeija. Han havde i hvert fald markeret, at de var nogen, som gjorde modstand, og særligt på denne her måde. At det jo så var gået lidt ud over ham selv, var jo så straks en anden sag.
"Det var nok ikke lige mig, du regnede med at se.." Igen lukkede han øjnene. Det gjorde næsten ondt at trække vejret. For nu kunne de bare ikke gøre noget med den skide pil, som han havde siddende i ryggen.
At selv Caleb måtte ligge i en af hytterne her omkring, gjorde ham trist. Hvad de havde været udsat for - hvis de da havde været udsat for noget, vidste han nemlig heller ikke. Han nikkede forsigtigt, og uden at rokke sig, da hun satte sig ned på sengekanten ved siden af ham. Selskabet var rart. Han trak svagt på smilebåndet.
"Jeg håber, at han er okay?" Han lagde kinden ned mod puden. Nej, han havde det på ingen måder godt, men han forsøgte at holde sig ved godt mod. Dvasianerne havde været mange, og synet af dæmonernes leder, som også havde stået der.. Han havde ikke brudt sig om det. I hans øjne, var de nu lidt for tæt på Procias. Han sank klumpen i halsen. Han kunne jo kun håbe på, at han var på benene igen, inden det kom så vidt.
"Hvad undskylder du for, Isabel?" spurgte Salvatore pludseligt. De grønne øjne søgte hendes skikkelse. Spørgende ikke mindst, da han ikke så hvorfor. Han trak vejret dybt igen. Hvor gjorde det ondt! De healere måtte gerne snart finde noget, som kunne hjælpe ham i stedet for at lade ham ligge der! Forsigtigt hævede han sin hånd, kun for at gribe ud efter hendes ene. Hun måtte ikke miste modet nu!
"Op med hovedet, Isabel," bad han, da han igen søgte hendes øjenkontakt.

[Deleted]

Langsomt og mut trak Isabel på skuldrene, da han bad hende komme op med humøret. Hvad var der at holde sig oppe ved? To gange havde de nu svigtet dem, som de ellers ville beskytte, og nu var det gået ud over ham. Hendes blik gled ned på hans hånd, der holdte om hendes. I et stykke tid sad hun bare, og kiggede på deres hænder, inden at hendes fingre, også lukkede sig omkring hans.
”Caleb er okay,” svarede hun stilfærdigt. ”Han gled bare ned af en banke. Ikke særligt dramatisk.” Et lille fnys undslap hendes læber. Ja, de havde oplevet lidt kampe, men intet slemt overhovedet. Ikke i forhold til det her. Virkede næsten komisk at Caleb skulle forstuve foden, ved at glide ned af en bakke, mens Salvatore lå her med en pil i ryggen.
”Jeg ville bare ønske, vi havde nået at hjælpe jer,” sukkede hun, mens blikket flakkede over mod hans ansigt. ”Vi vil kunne have gjort mere modstand. Måske ville vi endda have overvundet dem, og reddet alle de liv!”
Det var til at blive frustreret og ked af det over samtidigtig. Hun havde lyst til at slå noget – hvis ikke sig selv. Opgivende rejste hun sig op. Rastløs på grund af vreden.
”I stedet tog vi til Imandra. Vi reddede 5 folk, genopbyggede en enkelt by, og kom for sent til at hjælpe dig – jer,” forklarede hun, og strøg sine fingre igennem det våde hår, mens hun placerede en hånd i siden. Hvis bare de havde været hurtigere. Bedre. Stærkere.
Som hun stod der, kunne hun ikke lade være med at kaste et enkelt blik ned på Salvatore’s nøgne overkrop. Øjnene gled ned over ryggen, indtil det standsede ved pilen. I et stykke tid betragtede hun det sorte skaft, inden at hun lagde hovedet lidt på skrå.
”Jeg tror, at jeg vil kunne tage den ud,” informerede hun pludseligt, og satte et knæ på sengekanten, så hun kunne læne sig lidt frem, for at studere hvor pilen havde ramt ind. ”Det ligner noget, som også skete til Caleb for et halvt år siden. Jeg fik det hele klaret i en efterladt, faldefærdig stald med kun bål som lys.”
Hendes hånd rakte ud, for at berøre området omkring indgangssåret, men hun nåede lige at tøve. De grønne øjne flakkede ned til hans ansigt.
”Må jeg?” spurgte hun høfligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvorfor pludselig så mut? Det var ikke noget som Salvatore kunne forstå. Jovist ville det have været fantastisk, om de havde været til stede og hjulpet ham i stedet for at rende rundt i Imandra, men det var der nu ikke ligefrem noget som man kunne gøre noget ved. At Caleb så ikke var kommet værre til skade, var jo altid en lettelse.
"Det var altid noget. Han er hurtigt på benene igen," sagde han roligt. For nu, forsøgte han at forholde sig opmuntrende, selvom det uden tvivl holdt hårdt, og virkelig ikke var særlig nemt. Sagens kerne, var jo blot, at han virkelig ikke havde det særlig godt. Han klemte øjnene svagt sammen. Han havde glemt hvor ondt det gjorde, alene at bevæge sig. Han var bare ved at blive sindssyg af at ligge i ro.
"Folk er bange for at gøre modstand, Isabel. Jeg stod deroppe alene. Jeg vidste jo, at det ville gå galt," fortalte han. Frit fra leveren. Han gjorde det dog ikke, for at give hende dårlig samvittighed eller noget lignende, for det var slet ikke hans intentioner med noget af dette. Alt taget i betragtning, så var Manjarno jo et erobret land nu, og at han havde forsøgt at markere en grænse i et erobret land, havde måske ikke just været det bedste, men de skulle vide, at der endnu fandtes folk, som gjorde kraftig modstand!
Tankerne blev hurtigt afledt ved hendes ord.
"Du... tror du kan få den ud?" spurgte han videre. Lige nu var han næsten villig til at gøre hvad som helst. Det gjorde ondt, og det forhindrede ham i frygtelig mange ting, samt det tvang ham til at blive liggende i sengen! Han fulgte hende med blikket, så meget, som det nu var ham muligt. Han tog hånden til sig, og lukkede den i stedet for om sengetøjet. Det her ville komme til at gøre ondt. Han lå i et stykke tid.. inden han valgte at nikke.
"Gør det," bad han. Han ville virkelig gerne have den ud nu!

[Deleted]

Isabel tog sig en smule tid til at studere pilen noget mere, inden at hun gik hen til en kommode, hvor der hang et stykke stof. Efter at have rodet igennem skufferne fandt hun en lille flaske. Da hun lugtede til indholdet, fortalte det tydeligt, at det var noget steriliserende. Til Caleb havde hun brugt alkohol, men det her kunne vel også gå. Hun vandrede tilbage til Salvatore. Fra den ene støvle, trak hun sin dolk op, og stak den ubekymret i træet på sengekanten, så hun havde styr på den.
”Bid i puden. Det kommer til at gøre ondt. Rul om på siden,” beordrede hun, og hjalp ham med at glide om på siden, så hun kunne se hvordan pilen havde ramt. ”På den her slags pile, er der modhager. Jeg bliver nødt til at skubbe den hele vejen igennem. Bare rolig. Med magi kan jeg guide den igennem de risikofyldte steder.”
Hun gav ham ikke tid til at tænke for meget over det, før hun begyndte at messe. Caleb havde skreget som en tøs. Så højt at hun måtte slå ham bevidstløs, hvis ikke de skulle været blevet fundet af de mørkvæsner, som havde jagtet dem. Heldigvis var de et mere trygt sted nu.
Hendes hænder blev varme, mens pentagrammet på hendes håndflade begyndte at gløde. Med dolken skar hun fjerene af pilen.
Nu kom det svære. I et stærk greb tog hun om pilens skaft. Det her ville gøre ondt. Hendes messe blev højere, mens en rynke dukkede frem mellem øjenbrynene. Koncentreret og langsomt begyndte hun at skubbe pilen igennem Salvatores overkrop. Pilehovedet var lavet af jern. Hun kunne guide det udenom de kritiske punkter med hjælp fra sin magi. Det var risikofyldt, og ikke mange healere ville gøre den slags. Dog vidste også de færreste healere, at der var modhager på mørkvæsnernes pile.
Pilehovedet kom til syne lige under brystkasse på Salvatore. Isabel gjorde et hårdt skub, og pile blev presset igennem huden. Blod silede ud af de nu to sår. I en hurtig bevægelse trak hun pilen helt ud af ham. Hun smed den fra sig, for at tage flasken med det steriliserende, og hælde ned i såret, der nu gik hele vejen igennem Salvatores overkrop. Hvis ikke det blev renset, ville der gå betændelse i.
Hun duppede med stoffet til det var gennemblødt af blod, inden at hun også smed det fra sig. Nu skulle såret lukkes. Snart. Hænderne blev lagt på hver side af såret. Et mod hans front, ind mod hans bagside. Fokuseret samlede hun varmen, indtil at hænderne var lige så rødglødende som opvarmet metal. Hans hud boblede under hendes hænder, men det ville lukke såret, og derved også blødningerne. Der stank af brændt kød i hele hytten. Isabel ikke så meget som tøvede. Alt hun gjorde virkede systematisk og nøje planlagt, uden den mindste form for pause.
Først da hun var sikker på sårene var lukket, slap hun ham med hænderne, og lod varmen forsvinde igen. Prøvende åbnede og lukkede hun fingrene, for at være sikker på magien var væk, inden at hun med et suk satte hænderne i siden.
Pilen var ude, sårene lukket. Der var ikke andet at gøre. Forhåbentligt ville den steriliserende væske, sørge for, at der ikke kom betændelse i sårene.
”Så…. Stadigvæk ved bevidsthed?” spurgte hun, og gik hen til vandfadet, for at vaske hænderne, der nu var badet af Salvatores blod. Med det samme blev vandet opvarmet som rester af hendes magi.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Et eller andet sted, vidste Salvatore godt, hvad han havde i vente, og det var bestemt ikke en tanke, som han brød sig om. Uanset hvad, kunne han ikke ligge for længe med den pil i ryggen, og særlig i denne tid, var det ekstra farligt. Procias havde brug for dem, som kunne svinge et sværd, og selvom han var landsforvist fra det her land i udgangspunktet, så var det bare nødvendigt, at han blev. Han ville jo gerne hjælpe det land, som han jo altid havde været en del af.
Svagt himlede han med øjnene.
"Jeg var bange for, at du ville sige det.." Han trak vejret dybt, inden han ved hjælp af Isabel, fik kæmpet sig om på siden, hvor han så også måtte lægge sig. Han lagde puden ved munden. Han havde været oppe mod mørket før, så selv han vidste, hvad de var nødt til at gøre. Øjnene lukkede han. Den skulle skubbes igennem, og det ville bestemt ikke blive en smertefri proces!
Et mindre smertefuldt gisp brød hans læber, som hun skar fjerene af pilen, og tog fat om den. Som hun begyndte at presse den igennem, spændte han automatisk i hele kroppen. Hans pupiller trak sig nærmest helt sammen af smerte. Tænderne satte han omgående ned i puden, som han havde ved læberne.
Tårerene meldte sig, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Og jo mere Isabel presset på pilen.. Des mere blev han fristet. Skriget endte med at bryde hans læber. Hånden hamrede han direkte ned i sengen, idet at den endelig måtte komme ud på den anden side, og forlod hans krop. Blodet begyndte at pible frem igen, og begyndte meget hurtigt efter at løbe. Hans krop dirrede. Hvor gjorde det dog ondt! Øjnene gled i endnu en gang.. Han følte næsten at han svedte.. Så ondt som det havde gjort! Det var dog ikke forbi endnu.
Salvatore nåede kun lige at slippe puden, idet at hun fik renset såret, som i sig selv gjorde ondt, men den varmende fornemmelse som bredte sig efterfølgende.. og brændt sig ind i hans hud, fik atter engang skriget til at bryde hans læber. Dette holdt først inde, da hun var ved at være færdig. Hovedet kollapsede i den bidte pude.. Han hev efter vejret og hans krop rystede.. Knapt ved bevidsthed grundet den smerte, som hun havde valgt at udsætte ham for.. men han kunne høre hende. Han forsøgte at svare, men lige nu, fandt han slet ikke energien til at gøre det.

[Deleted]

Isabel kastede et blik over skulderen mod Salvatore, da han ikke svarede. Da hun havde gjort det mod Caleb, havde han drukket en flaske alkohol først, men Salvatore havde været ved sin fulde fem. Hurtigt gned hun blodet af sine hænder, inden at hun gik over til ham, hvor hun satte sig på sengekanten ved ham. Det havde været smertefuldt og hårdt for ham, men pilen var ude, og såret lukket. Nu kunne healerne gøre resten, og inden længe ville han være på benene med to ar på overkroppen.
Forsigtigt strøg hun hans hår væk fra øjnene, så hun kunne se hans ansigt. Han var ved bevidsthed. Godt. Hun trak hånden til sig igen, og rejste sig , for at se om hun kunne finde noget smertestillende i hytten. Efter at have gennemrodet stedet, fandt hun en pose med urter, hvor nogle af dem var smertestillende. Selv havde hende og Caleb deres eget lille lager, men baggagen stod ved Caleb.
"Her...." sagde hun, og rakte nogle urter, som han kunne tygge på, mens at hun gled ned på hug ved hans hoved. "Tyg på dem. Det vil tage det meste af smerterne. Skal jeg gå ud og finde en healer?"
Gad vide hvad de ville sige til hendes lidt primitive metode? De ville sikkert ikke blive glade, men hun havde i det mindste hjulpet ham nu. Noget de ikke kunne. Det var lykkes hende ikke at få blod på den hvide, løse trøje. Solen skinnede direkte ind på hendes hår, der flammede op som ild. De grønne øjne gnistrede, mens de bekymret betragtede Salvatore's ansigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Smerten havde tildels slået Salvatore ud, og det var uden tvivl meget ubehageligt. Hans krop rystede let, som han virkelig forsøgte at holde sig vågen. Det var dog ikke helt noget, som ville, som han gerne ville det, og gud hvor var det dog ubehageligt, når det foregik på den måde. Tænderne bed han let og svagt sammen, inden han igen vendte blikket mod hende. Var hans blik sløret nu? Det havde uden tvivl været langt hårdere, end hvad han nu lige havde regnet med, at det ville være.
Klumpen sank han i halsen. Han var da i live endnu, hvilket jo naturligvis var det vigtigste.
"D-de bliver n-næppe tilfreds med dig," pointerede han sigende. De primitive midler som hun benyttede sig af, var jo effektive nok. Hun havde da formået at få den pil ud, hvor healerende ikke havde gjort andet end at snakke igennem om hvorvidt om det var sådan det skulle gøres eller ikke. Han trak vejret dybt. Pludselig var der slet ikke noget i vejen for det, hvilket i sig selv, var en fantastisk følelse!
Urterne greb han ud efter, også selvom hans arm nærmest bare faldt direkte ned igen. Han førte dem til munden, og gav sig til at tygge på dem. Han vidste hvad de gjorde. Dog alligevel, valgte han at blive liggende på siden. Det var som om at det gav ham bedre mulighed for luft.
"Hvordan s-ser det ud på den a-anden side af muren, Isabel?" spurgte han. Han ville vide, om de kunne forvente et kommende angreb derude. Lige nu var det vigtigste for ham, rent faktisk bare at vide, om han var sikker.. eller om han skulle på benene hurtigst muligt.

[Deleted]

Et suk forlod Isabels læber ved hans spørgsmål, og hun gled ned på bagdelen i stedet med benene trukket en smule op og armene omkring dem. Det her kunne godt blive en længere samtale. Hun prøvede så vidt muligt, at holde blikket op mod hans ansigt, men det var sværere, end hun kunne tro på. Den eneste mandekrop hun havde set nøgen var Caleb's, og han var hendes bror. Hans overkrop skabte slet ikke den samme lette rødmen i kinderne, som Salvatore's gjorde. Derfor fokuserede hun intenst på hans smertefulde ansigt.

"Alt er kaos lige nu," svarede hun som en start. "Folk er bange. Rigtig bange. Ikke mange kan se håbet i noget som helst lige nu. Mørket overtager mere og mere. Det viser dets styrke, hvilket bringer folk og modløshed. Lyset gør ingenting. Vi viser ingenting. Vi gemmer os blot i skyggerne."

Hende og Caleb gjorde alt hvad de kunne, for at vise, ikke alle bukkede under for mørket. De havde dræbt, hærget og irriteret Dvasias på de mest kreative måder. For to uger siden, havde de angrebet en karavane, og givet indbyggerne ressourcerne i stedet. I Imandra havde genopbygget landsbyer. Alle steder hvor de kom hen, fortalte de, at der var håb. En modstandsbevægelse havde samlet sig. De var stærke, modige, og viljefaste. Der ville komme en dag... stol på det. En dag. Ikke fordi det hjalp meget. Folk så ikke modstandsbevægelsen. Alt hvad de så var Dvasianer og deres ondskab.

Hun drejede hovedet ud mod vinduet, hvor solen strømmede hende i møde, så dens varme fik huden til at føles blød og glat.
"Vi er nødt til at give dem håbet tilbage, Salvatore. Ellers er alt tabt," afsluttede hun med en stilfærdigt, eftertænksomt stemme. "På en eller anden måde, er vi nødt til at give dem håbet tilbage."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Isabels ord, var ej af slagsen, der bragte Salvatore nogen former for ro, men derimod det modsatte. Naturligvis gjorde det ham ked af det, at høre, at Dvasias og mørket bredte sig på den måde, og uden at lyset gjorde noget som helst. Modstanden skulle de møde, og de skulle sgu også vide, at det som de havde gang i, på ingen måder var okay! Han sukkede let, inden han forsøgte at sætte sig op. Dette var noget som han hurtigt opgav, og måtte lægge sig ned igen. Hvor var han dog træt af at ligge der!
"Deres paniske ansigter, så jeg allerede i Paggeija, Isabel. Jeg frygter at slaget om Procias skal stå inden længe," sagde han ærligt. Disse ærlige tanker, kunne han da dele med hende, og særligt fordi at hun var typen som kunne se det, og vidste hvor han ville hen med det. Selvom Procias i forvejen, var et land som havde forvist ham, for at hjælpe en mørkelver - Den selv samme, der i sin tid, havde sat sig på tronen i Manjarno, var jo en ting. Ikke alle væsner behøvede at være mørke af sind og sjæl, og det var det som han ønskede at skrive under på. Et suk brød hans læber.
"Lyset er nødt til at skride til handling før eller siden. Folket har brug for det.. Modstandsbevægelsen har brug for et sted at være, hvor de kan sætte deres tiltag igang." Hans egen datter var kvinden som måtte lede det. Det var dog ikke noget som han sagde til nogen. Der var jo en grund til at hun havde valgt at gøre det under et andet navn, end hvad hendes moder havde skænket på sit dødsleje.
"Mørket er stort og folket er ved at miste modet.. Hvad kan man gøre?" spurgte han videre. Han vidste jo hvad der skulle gøres, men hvordan det ønskede resultat kunne opnås, var jo en anden sag. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Han var træt.. lettet over at pilen nu var ude, men uden tvivl træt.

[Deleted]

Et fnys undslap Isabel's læber, mens hun hvilede hovedet i den ene hånd, hvis albue støttede mod knæet. Det korte, råde hår strittede ud gennem fingrene.

"Folk snakker men ingen gør noget. Vi burde lægge en plan! Gøre noget! I stedet gemme modstandsbevægelsen sig nølende i skyggerne, og kongen af Procias nægter at gøre noget," fortalte hun med en bitter stemme, da hun tydeligt huskede både Caleb og Gabriel Nicomendes ord. Det var Caleb som i sidste måned, havde snakket med modstandsbevægelsen - en ung, smuk kvinde, hvis man skulle stole på hans ord, der prøvede at skjule det smørret smil, han havde haft, mens han talte om denne kvinde. Isabel hadede når Caleb opførte sig sådan. Ikke fordi det skete tit. Sidste gang havde været sidste år, da Julie stadigvæk levede. Måske burde hun være glad for, at hendes lillebror i det mindste stadigvæk fandt skønhed i kvinder, men det distraherede ham, og blindede ham fra alle de andre ting. Som at kvinden faktisk havde set ret ung ud. Meget ung. Hvad havde han sagt? Omkring 17 somre? Skulle hele Manjarno's fremtid styres af en pige så ung? Isabel brød sig ikke om det. Hvad kunne en lille put på så få år, have af erfaring og viden omkring mørket?

"Modstandsbevægelsen bliver ledt af en uerfaren, lille pige, som vil lege krig," sukkede hun, og sendte Salvatore et opgivende blik. "Caleb snakkede med hende, og hun har vidst mere i skønhed end planer. Hvis det stod til mig, var der allerede folk ude, for at finde ud af hvem, som styre Manjarno for Dvasias, og hvor personen er henne. Vi har brug for informationer og handling. At vise os i små ravager, i stedet for at gemme os i skyggerne, og trille tommelfingre. Tøsen vil gå til Gabriel Nicomendes, men hvad kan han gøre for Manjarno? Ingenting. Ikke med mindre han sadler sin fine hest, og erklære krig mod hele Dvasias og Manjarno."

Isabel sukkede dybt, og gned sin pande hårdt med håndfladen. Folk var så statiske. Så bange. Hvornår havde lysets folk nogensinde gemt sig i skyggerne? Ikke engang hende og Caleb gjorde den slags, selvom de ligesom mørkvæsnerne betrådte skyggernes land. Hvor ville hun dog selv gerne have mødt den tøs. Få rusket noget sund fornuft i hovedet på hende, i stedet for at stå og savle over hendes fødder. For pokker Caleb.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kendte Gabriel og Silia, og derfor tog han det stille og roligt hvad det her angik. Isabel havde nu altid været den mere flyvske af hende og hendes bror, og det var det som han godt kunne lide. Det var hende, som ønskede at skride til handling. "Jeg tror ikke, at det er fordi at Procias ikke vil gøre noget, men fordi at de ikke ved hvordan de skal gøre det, Isabell," sagde han med en direkte stemme. Denne gang lagde han sig mere om på ryggen. Det var helt fantastisk at kunne ligge på den side igen! Han lukkede øjnene ganske kort, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Isabel var nødt til at holde sig lidt i nakken, ellers ville det ende med at gå galt. Han sukkede let. Han vidste jo godt, at hans egen datter var ung.. Det var hans eget kød og blod, selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig for meget i, dersom han ellers kunne blive fri for dette. "Hun er ung, men hun har alle de rette intentioner og den korrekte tankegang. Hun er ung, og det er derfor vi skal hjælpe hende, så hun bliver bedre," sagde han. Han lagde sig op af puden denne gang, og med blikket vendt mod hendes skikkelse. Denne gang var det virkelig en alvorlig ting som de snakket om. "Desuden kender jeg dig. Jeg ved hvad der sker, hvis du sætter dig ting i hovedet," pointerede han med en sigende mine. Han trak vejret dybt. Han hævede hånden og lagde den mod det nye mærke mod hans bryst. Hvor havde det dog gjort ondt! "Gabriel er en ung mand, som har brug for råd og guide.. Vi ved hvordan det ser ud på den anden side af grænserne.. og vi ved hvad der vil ske.. Slaget om Procias vil stå på et tidspunkt. Vi må ud af skyggerne, og det giver jeg dig ret i, men det skal ske på de rette omstændigheder," sagde han dæmpet. Han var træt, men her stod han fast på det. Jarniqas gruppe skulle beskyttes, og det stod han fast på. Han ville hellere end gerne hjælpe hende. Hun var jo trods alt også hans datter.

[Deleted]

"Jeg reddede da dit liv, gjorde jeg ikke?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn, da han nævnte, hvordan han kendte hende. Hvis han misbilligede hendes måde at gøre tingene på, så skulle hun måske nævne, at det var hendes ide, at snige sig ind i warlockernes fængsel, hvilket i sidste ende havde reddet hans liv. Hende og Caleb havde slæbt ham hele vejen til Manjarno, hvor de havde betalt en healer til at hjælpe ham. De var alle tre kommet til at kende hinanden på turen, inden de blev adskilt, da Caleb og hende tog til Imandra.

"Problemet med både modstandsbevægelsen og Gabriel, er at de ikke har en skid erfaring indenfor mørkvæsner," sagde hun irritabelt, og kom på benene, da frustrationerne gjorde hende rastløs. Efter mødet med Marcellus, havde hun været nem at tirre. "Kan de overhovedet se forskel på dem? Ved de hvordan man skal stikke en pæl i hjertet på en vampyr, og vievand i hovedet på en dæmon? De ved ikke hvordan mørkvæsner tænker eller handler."

Hvileløs travede hun frem og tilbage på gulvet, foran Salvatores seng. 17 somre? Det var totalt til grin. En uerfaren konge, som havde brug for råd og vejledning? Fuldkommen dømt til at slå fejl. Hvordan skulle de kunne give både modstandsbevægelsen og Procias vejledning, når ingen af dem lyttede eller samarbejdede?

"For helvede, Salvatore... mig og Caleb er krigere, ikke rådgivere eller adelige. Hvad skal vi kunne gøre ved det hele? Hvem vil lytte til os?" spurgte hun ham opgivende, og spredte armene ud fra kroppen. "Vi er bare dusørjægere. Hvad skal vi dog kunne gøre?"