Victory is yours.

[Deleted]

@zean



Slaget var vundet. Dødsenglene havde fået et hjem og Zean havde fået sin sejr. Det ville være godt for ham i længden at have den i baghovedet. Hun smilede roligt som hun bevægede sig ned gennem byens gader. Hun havde ikke sat foden på disse kanter i tusindvis af år. Det var nu rart endelig at stå her igen og især nu hvor det var faldet i hænderne på ham. Hun kunne ikke fortælle folk hvorfor hun støttede Zean men det gjorde hun nu en gang. Hun drejede om et hjørne og gik lidt ned af en gyde. Hun måtte dog stoppe op ved lyden af en som græd. Det lød ikke som et barn men som en voksen. Nysgerrighedden voksede i hende som hun kom denne fremmede nærmere. Det var en mand som sad helt op af et hjørne og gemte sig i mørket. Han havde en kniv i hånden som for at beskytte sig. Elmyra satte sig på hyg et lille stykke fra manden og lod hovedet søge let på sned. "Jeg gør dig ikke noget. Der er sikkert at komme frem nu" sagde hun blidt og rakte hånden mod manden. Hvor var han dog ynkelig. Hun kunne næsten ikke lade være med at smile dæmonisk dog gjorde hun det ikke. Manden kiggede op på hende. Han rystede og var næsten panisk. Med et satte han af fra jorden. Han var hurtig. Han nåede helt hen til hende og fik hans kniv til at snitte hende rent hen over den ene kind langs kindbenet. Pokkers! Så han ville ikke lege. Han skrev som han løb mod gydens åbning men han nåede dog ikke langt før en mur af ild dukkede op foran ham. Han var fanget herinde sammen med hende. Da hans mulighed for at flygte forsvandt tydede han til det næstbedste. Han angreb hende under endnu et højlydt skrig. Et lille fnis undslap hendes læber som hun hoppede til side og han løb hovedkulds ind i murstens væggen som han tidligere havde siddet op af. Han lå og sundede sig på jorden men fik ikke lov til det længe. Elmyra placerede en fød på hans brystkasse efter hun sparkede kvinden væk fra ham som han ikke kunne nå den. "Det var et dumt træk. Når jeg er færdig med dig ville du næsten ønske at du blev spidet ude foran" hvislede hun og ilden begyndte at smyge sig fra hendes hænder og hele vejen ned af hendes ben og ned til ham. Den dansede hen over hans krop og brændte ham kun enkelte steder og kun nogle gange. Hans smerteskrig lød som bændemærkerne blev flere og flere. Gud hvor var det bare skønt!

[Deleted]

Englene omkring ham arbejdede på højtryk. Alle var ivrige efter at få ryddet op og flytte ind, men mange var også trætte og flere var sårede. Han sørgede for folk fik lavet et skema, der sikrede de skiftede til at spise og sove. Derefter satte han nogen i gang med at sørge for de sårede, andre med at samle alle ligene sammen. Nogen blev sat til at tænde bål, så folk kunne få varmen og blive tørre igen, andre lavede mad til dem alle. Alle havde en opgave og det havde Zean os, selv om han nu kunne mærke at han var ganske træt. Om nogle timer ville han nok få hovedpine af det, men først måtte folk organiseres og oprydningen begynde. Han skulle også have fingre i sine allierede og takke dem, sørge for de var okay og havde hvad de havde brug for.
En af de første han tænkte over var Elmyra. Han havde jo hørt om hendes sår fra en af healerne, men at det var healet. Men hvor pokker var kvinden så nu?
Han forstod slet ikke at Elmyra havde været der. Han havde jo ikke inviteret hende og hun havde ikke virket interesseret i det tidligere.
Ved at spørge nogle engle til råds, blev han peget ned af de gyder og småveje Ellie havde gået på.
Endelig, til sidst, kunne han se noget lyse op...Og høre skrig. Et svagt smil gled over ham. Han havde fornemmet sidst at hun var mere dæmonisk nu og kunne finde på at gøre ting ved folk, men han havde ikke troet han selv skulle opleve det, som han havde gjort i dag. Og nu dette? Jamen dog. Hvad blev det næste mon?
Han gik derover. Med armene over kors lænede han sig op af en mur og hvilede hovedet mod muren, mens han afslappet så på Ellie lege med denne stakkels mand. Aha, så han var en af de få der var blevet overset...Eller. ikke helt overset, tydeligvis. Mandens smerter nærede Zean, men han var næsten for udmattet til andet end bare at stå og nyde det.
"Det er interessant at se denne side af dig" sagde han så endelig og afslørede at han stod der og havde gjort det i lidt tid. Hun var jo helt opslugt af det!
Ikke fordi det gjorde noget, det var jo bare rart. Mere nydelse for dem begge, i denne situation.

[Deleted]

Elmyra fokuserede ikke på andet end manden under sig. I baggrunden arbejde englene på højtryk, alle havde en opgave, undtagen hende. Hun havde tiden til at lege og lege det ville hun. Manden under hende var panisk. Han vred sig og skreg af smerte som ilden brændte ham her og der og alle vegne. Det rev i hende for at slå ham ihjel, han var ynkelig og fortjente ej at bruge af den samme luft som hun gjorde brug af. Dog ville hun lade ham leve lidt endnu. Han var hendes nye legetøj. Et dæmonisk smil bredte sig på hendes læber som mandens skrig blev mere smertefulde og en lille latter brød fra hende da han begyndte at hulke. Den lille stakkel da? Kunne han ikke tage en smule ild. Hun var fuldstændig opslugt af mandens smerte, hun nød det! Gud hvor hun nød det! Zeans stemme stemme lød og bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun stoppede kort og vendte blikket mod hans skikkelse. Blodet løb stadig ned over hendes kind som hun sendte ham et roligt smil. "Der er mange ting du ikke ved om mig, Zean" sagde hun blot og lod ilden begyndte at brænde manden igen. Et lille grin undslap hende på ny som manden slog ud efter hende og elegant hoppede hun blot væk fra ham og brændte ham igen. Han krøb sammen til en kugle. Hvor var det bare ynkeligt! Hun gik roligt over til Zean mens manden bag hende stadig skreg og vred sig. Han prøvede at beskytte sin krop men ilden var alle vegne. "Tillykke med din sejr. Du gjorde det godt selvom der var en del modstand." Hun sendte ham et smil og blinkede en gang til ham hvorefter hun vendte opmærksomheden mod den ynkelige skabning. "Hvad synes du? Skal ilden fortære ham som den gør nu eller vil du se mit nye trick?" spurgte hun roligt og lagde armene over kors. Hendes lille sår tænkte hun ikke over, det rørte hende ikke, havde blot været et lille let et. Hendes blik søgte tilbage til ham. Han var træt, det var tydeligt og forståeligt. Det var en hård kamp.

[Deleted]

Han rettede sig lidt op, da han endelig fik lidt af hendes opmærksomhed og trådte et par skridt tættere på. Hans arme gled ned langs siden, da han stoppede op og så lidt på manden. Lugten af brændt kød over det hele, syntes. Det og blod. Ikke fordi det gjorde noget, det understregede blot hvilken dejlige race han tilhørte og som nu boede her. Og at folk som Elmyra kunne gå her i sikkerhed og pine ofre og folk ville nok mere spørge om de måtte være med, end stoppe hende. Han glædede sig allerede, til at sætte sine egne regler og bygge byen som han ville have den! Der var mange ting der skulle ordnes. Folk skulle flytte ind, der skulle tilrettes en skole til børnene, et hospital til de syg, et træningscenter til hans soldater. Der skulle gang i handlen, tårnene skulle bygges op igen og han skulle bygge et tempel...Heldigvis gav bjergene selv mange af ressourcerne til byggerierne, så han behøvede ikke spørge nogen om lån. Han havde endnu lidt penge tilbage, fra dem Macaria havde givet ham og så hvad han ellers havde haft ved siden af.
Nåe ja, så var der resten. Folk der skulle betales, takkes og alt muligt. En ting ad gangen!
Han smilte svagt til Elmyra. Arona ville snart løbe rundt i disse gader. Han glædede sig til det. Han kunne endelig give sin datter et sikkert hjem! Et stabilt sted at vokse op.
Hvis Dvasias dronning ikke førte sin hær mod ham og knuste ham. Han måtte hurtigst muligt skrive et brev til Macaria om det.
"Tydeligvis. Jeg glæder mig til at høre mere om det" Han trådte hen til hende. Han havde ikke haft tid til at være urtekender i lang tid, men det lå stadig i ham at bedømme folks tilstand. Og han havde set at dødsengle faktisk kunne heale...Og manipulerer med mørket. Han ville lære det hele!
Lige nu måtte han dog nøjes med at lægge en hånd mod Elmyras kind, som han tørrede blodet af med tommelfingeren. Så fjernede han sig med et svagt smil. Han slikkede sin finger ren, trods hans egne fingre endnu var fulde af størknet blod og skidt. Så så han ned på manden et øjeblik. Mandens smerter var dejlige...Vidunderlige. Og efter krigen føltes dette næsten som en pause.
"Jeg kunne ikke have gjort det uden hjælp fra mine allierede" kommenterede han så. Warlocks havde fået et sted de kunne vaske sig, spise og sove. De skulle ikke deltage i genopbygningen, det var ikke en del af aftalen, og i morgen eller overmorgen ville de rejse hjem igen. Trist...Men på en måde ønskede han også at dødsenglene skulle genopbygge sig selv i fred.
"Jeg takker for din hjælp, den er værdsat og vil sent blive glemt" sagde han så og gjorde en gestus med hånden, der skulle være takkende, men endte i et eller andet ligegyldigt til sidst. Han skar en kort grimasse. Kunne de ikke bare springe det over? Han viftede kort med hånden, som var ligegyldigt. Han så ned på manden foran dem igen.
"Uh, jeg vil se nye tricks!" sagde han og et større smil gled over ham. Han var lidt spændt...Hvad mon hun nu kunne?

[Deleted]

Lugten af brændt kød kunne duftes i hele gyden. Det var virkelig skønt. Hendes smil bredte sig som hun så på Zean. Hun havde ikke skulle være her, hun var virkelig langt væk hjemmefra og dog så havde hun søgt hertil på grund af ham. Han trak i hende, hans væsen fascinerede hende. Hans race var hun som sådan ligeglad med men ham. Han var speciel. Hun vidste at han havde ufattelig meget at tage sig til. Når hun havde fået sovet så ville hun søge tilbage mod Imandra. Turen ville blive mindst ligeså lang tilbage som den havde været herud. Hun strakte sig en gang og sendte ham et drillende smil. "Måske er det ikke alt som du skal vide." Hun blinkede til ham og betragtede ham som han kom hende helt tæt på. Hans tommel mod hendes kind fik hende blik til omgående at søge hans men hun hverken sagde eller gjorde noget som han smagte på hendes blod. Et lille grin kom over hendes læber. Hun vendte blikket tilbage mod den lidende på jorden. Han vred sig men han skreg ikke så meget længere. Det var næsten som om han ikke havde mere luft at trække på. Hvor død sygt! Hun sukkede næsten opgivende som hendes ild gled over mandens krop for at finde et perfekt sted. Den gled ned mellem hans ben og flammen blussede kort op hvilket fik ham til at skrige på ny og tage sig til skridtet. Smilet bredte sig på ny på hendes læber. Det var ufattelig dejligt.
Hans ord var søde. Han kunne ikke have gjort det uden dem og at han takkede hende. Dette var dog ikke nødvendigt for ham at fortælle hende. Hun vidste det selvom han ikke ytrede et ord. Hun sagde intet, nikkede blot for ligeså at sige at der ikke var mere at snakke om. Hun havde hjulpet ham, nok som en af de eneste som ikke fik noget ud af det. Kort faldt hendes tanker på Faith. Hvad mod den pokkers kvinde havde gjort der? Elmyra vidste at hun var på spanden hvis hun skulle komme tilbage efter hende. Måske hun skulle søge afsted allerede i aften? Tanken strejfede hende men hun slog den væk da han på ny snakkede. Han ville se nye tricks? Så lad gå da. Hun smilede og næsten legesygt gik hun hen til den lidende mand på jorden. Hun sparkede til ham sådan så han lå på ryggen. Ilden lagde sig om han hænder og fødder som var det lænker og han var låst fast. Han vred sig i støvet foran hende for at komme fri. Hun grinte koldt og lod en flamme forme sig i hendes hånd. Den hoppede let ned fra hende og smøg sig ned over mandens forbrændte krop. Panikken stod malet i mandens ansigt som flammen søgte hans ansigt. Han skreg på ny og flammen så sit snit til at søge ind i munden og ind i kroppen på manden. Emiley smilede som hun kom på benene og gik over til Zean. Hun greb om hans arm næsten legesygt og lod hovedet søge let på sned mens hendes blik søgte ham. "Hvilken del af hans krop skal flammen bore sig ud igennem synes du?" spurgte hun roligt og med et dæmonisk smil på læberne.

[Deleted]

Han smilte let til hende. Nej, det var ikke alt han skulle vide, men han ville gerne. Så mange ting ville være nemmere hvis han vidste alt!
Nu han tænkte over det, skulle han havde både Hongbin og Emiley overflyttet til Paggeija. Han var ikke færdig med at udnytte Emiley, som det var og Hongbin ville aldrig få lov at forlade byen, selv om han måske, kun måske, kunne få lov at gå frit rundt i den. Blot for at mærke kulden fra hele hans race, der ville udstøde ham automatisk. Åh ja, Zean havde ladet ordet gå rundt, at Hongbin var forræder og ikke måtte forlade dem endnu. Han havde endnu ikke forbudt folk at pine ham. Burde han gøre det, for en sikkerheds skyld? Måske risikerede han bare at Emiley gjorde noget dumt, hvis han ikke passede på...
Et problem for en anden dag. Lige nu betød det intet. I stedet lod han blikket glide ned til manden. At ilden ramte ham i skridtet var nok noget de fleste mænd kunne sætte sig ind i og de fleste ville nok tage sig til skridtet...Men Zean blot trak vejret dybt, som han nød mandens rene smerter. Smerter fra ild var altid så gode, de var så rene og dybe, at der ikke var nogen måde at forklare dem på. De var bare...perfekte!
Han smilte svagt, sagligt.
Personligt kendte han ikke denne Faith og han havde ikke vidst hun kom...Eller at Eriz kom for den sags skyld. Hvilket mindede ham om at han nok hellere måtte få sendt bud efter hende, så hun kunne komme ind i varmen, inden hun blev sur. Om lidt.
Hans blik fulgte nysgerrigt Elmyra, som hun legede med fyren og styrede sin lille flamme, som var det et kæledyr. Bare ordet kæledyr fik ham til at tænke på Deacons fønix. Personligt gad han virkelig godt have en fønix, men i følge manden selv, var de svære at få. Så synd!
Manden skreg, vred sig, skreg næsten ikke mere og lå som lænket til jorden. Det var interessant at hun kunne styre ilden inde i personen og grille dem inde fra og selv om man ikke nødvendigvis kunne se flammen, kunne han tydeligt mærke mandens smerter. Dette var jo intet mindre end fantastisk! Han smilte let for sig selv. Vidunderligt legetøj!
Han lod blikket glide over manden, som Elmyra snakkede om at lade ilden komme ud et eller andet sted. Han havde flere ideer, men spørgsmålet var om manden skulle dø med det eller ej. Han trak let på skuldrene.
"Navlen?" foreslog han så. Det ville være dødeligt, men ikke uden manden led voldsomt først. Og det var vel hvad de begge havde lyst til. Desuden var det ikke sikkert manden ville dø med det samme.

[Deleted]

Elmyra havde helt klart sine hemmeligheder og dette var en af dem. En anden en måtte være at hun egentlig var udstødt. Hun fulgte ikke de dæmoniske regler og var ikke underlagt Appolyon. Synet af Faith var skræmmende. Faith ville måske komme og søge efter hende her? Hvad med Zean? Ville hun gøre noget ved ham og dødsenglene? Nej, så dum ville hun slet ikke være. Du var hun sikker på. Hvis Faith ikke havde dummet sig med muren så havde hun ikke stået her nu. Om muligt så følte hun sig mere jaget nu end hun nogensinde havde gjort det før. Det var skræmmende at være så tæt på den kvinde som kunne gøre en ende på det hele. Et lydløst suk undslap hende mens hun tænkte. Hun ville aldrig underlægge sig Appolyon, så hellere dø!
Manden for hendes fødder legede hun med som en mus lager med sin mad. Hun nød det, elskede det faktisk og det at dele det med Zean gjorde det faktisk kun endnu bedre! Smilet bredte sig på hendes læber da hun næsten kunne fornemme på ham at han nød mandens smerter. Det var faktisk rart at have nogen at dele det med. Som ilden smøg sig om manden og låste ham fast kom den lege syge side ind over hende. Det var virkelig så dejlig befriende bare at give los og så kunne slippe det hele løs. Ilden søgte ind i manden og hun søgte over til Zean. Hovedet søgte let på sned mens han tænkte over hvor flammen skulle komme ud henne. Det var ikke ret mange ild dæmoner der kunne styre en flamme inden i et andet individ men hun havde virkelig lært noget på bjerget i Imandra. Hun følte sig stærkere og mere sig selv en hun havde gjort det i mange år. Hans svar fik smilet til at brede sig på hendes læber. "Som du ønsker" sagde hun legesygt og løftede en hånd mod manden. Han begyndte med det samme at skrige højere og mere smertefuldt end før. han skreg og skreg men endnu kunne man intet se. Der gik lidt tid før lugten af brænd kød måtte bølge imod dem med fornyet styrke og så lige pludseligt så stod der en lille flamme op af navlen på manden. Tårerne trillede ned over mandens kinder som skrigene blev værre og værre. Flammens tog til i styrke og bredte sig ud over mandens mave og efterlod ham med et forkullet krater som spor. Det gik ikke længe før manden døde og flammerne fortærrede ham helt som var de et kødædende dyr som krævede mere mad. Hun smilede for sig selv som hun slap Zean igen og strakte sig. Det havde været godt, hun følte sig næsten frisk igen selvom virkeligheden var en ganske anden. "Her dufter næsten af brændt bacon lige nu." Grinet der fulgte med kommentaren var koldt og dog var der næsten noget blidt og kærligt over det.

[Deleted]

Manden vred sig og skreg. Hans skrig af smerte var nogen man burde nyde, men i virkeligheden forstærkede de kun hans kommende hovedpine og han trådte næsten umærkeligt et svagt skridt bagud. Han elskede smerter, men lige nu havde han virkelig vigtigere ting at se til. Men han havde været nysgerrig, for hun havde nævnt dette nye trick og hvornår ville han ikke se nye tricks? Han smilte let til hende, som hun greb fat i ham, næsten som hun selv bange for hvad der skete eller frygtede hun at Zean ville gå. Hvad han selvfølgelig ikke ville gøre...lige nu, i det mindste. Lugten af brændt kød var næsten kvalmende. Han havde aldrig brudt sig om bacon, ja, faktisk var han ked af at han overhoved behøvede at spise mad og ikke bare kunne leve på folks smerter alene. Nej. Normalt ville han have elsket det højt, han elskede det da også nu, men han var træt og han havde mange andre ting at se til, end at lege. Disse tanker hjemsøgte ham næsten.
Han lod blikket glide ligegyldigt over manden, omend det blev nysgerrigt igen, da flammen borede sig ud igennem mandens mave og efterlod et krater af sort. Lidt efter døde manden, i store smerter, og ilden krævede sit offer og fjernede liget. Godt! Han havde bedt sine soldater om at rydde ligene væk og samle dem i bunker udenfor byen, hvor de kunne sætte ild til dem. Det var virkelig den hurtigste måde at komme af med alle de fremmede, ligegyldige folk. Døde folk. Han var ikke van til selv at rydde op, men det gik vel nok, for en gangs skyld. Han smilte let til Elmyra, da hun slap ham. De var færdige med at lege.
"Det er et fint trick du kan" kommenterede han og gav dermed udtryk for at han godt kunne lide det. Det var jo ret sejt. Han vendte ryggen til liget og gik lidt ned af gyden, før han vendte sig om mod Elmyra igen.
"Du er velkommen til at blive, så længe du har lyst. Vi har mad, vand, og senge. Måske skal du først rette noget til eller fjerne et lig..." han trak lidt på den ene skulder. Byen havde ikke så stor...Og dog alligevel stor nok til at der kunne bo en del.
"Ja, der er måske ikke engang engle nok til at flytte ind i alle husene. Du kunne få et ekstra hjem her, hvis du gad" han smilte drillende til hende. Hvad angik Faith kendte han ikke til hende, men han ville spørge Eriz om det.
"Når der er ryddet op og englene er begyndt at flytte ind, vil jeg kunne få Arona tilbage. Jeg skal bare lige skrive et brev og aftale et møde først, så jeg er sikker på byen ikke bliver angrebet foreløbig" Hans blik gled over resterne af manden, før de fandt Elmyra igen, som ønskede han at vide hvad hun nu ville.

[Deleted]

Hun havde grebet fat i ham af ren og skær legesyghed. Hun havde nydt smerten og dog kunne hun fornemme at han havde andre ting at tænke på. Kedeligt. Hun sukkede lydløst og så showet før hun på ny slap ham og bare strakte sig. Hun var forfærdelig træt selvom dette syntes at have givet hende ny energi. Hun så til som manden foran dem døde, brændte ihjel og hun så hvordan ilden krævede hans rester. Det var virkelig fantastisk at se. Hun kunne godt lide det. Smilet hvilede roligt på hendes læber også selvom han måske ikke havde nydt det for meget.
Hendes blik hvilede på manden selvom Zean snakkede til hende. Hun blev ved med at kigge til ilden var færdig med at fortære ham hvilket gik forholdsvis hurtigt. Herefter vendte hun sig mod Zean igen. "Jeg takker. Det er ikke særlig udbredt blandt ild dæmoner at kunne holde en flamme i live inde i en anden persons krop" pointerede hun roligt. Ja sagde havde hun jo ikke kunnet det før ikke ret lang tid siden. Det var det ritual, det havde virkelig forstærket hende kræfter.
Hans tilbud fik hende til at tvivle. Hun vidste ikke om det var en smart ide at blive her. Faith ville med sikkerhed havde set hende og hun frygtede virkelig at hun ville komme igen. Hun sukkede stille. "Jeg kan ikke blive. Ligegyldigt hvor udmattet jeg er så er jeg nød til at søge væk. Jeg ved ikke om du kender den rødhårede kvinde som dukkede op under kampen? Det er Faith Jaceluck Marvalo, den dæmoniske leder. Vi er ikke ligefrem på god fod når man tænker på det faktum at jeg ikke har underkastet mig hendes regime. Jeg er udstøt og dermed skal jeg dø. Hvis jeg blev ville det blot skabe flere problemer for dig hvis hun kommer her og leder efter mig" forklarede hun roligt. Hun strakte sig igen og tænkte en smule. "Skulle hun alligevel komme og lede efter mig når jeg er væk så ... Det ved jeg ikke. Jeg kan kun bede dig om ikke at fortælle hvor jeg opholder mig hende men pas på. Hun er en sand djævel." Faith var farlig. Det var der virkelig ingen tvivl om. Hun vidste at hun med største sandsynlighed ikke kunne slå hende selvom hun virkelig gerne ville. Hun sukkede igen og kørte hånden igennem sit lange røde hår som hun havde sluppet fra båndet tidligere. "Kom selv efter hende. Jo færre der ved hvor jeg er des bedre."

[Deleted]

Han så hende et øjeblik. Tydeligt at hun havde mere energi og nydelse af dette end han havde lige nu, men han havde også stået midt i kampen og bare nydt alle de skrig og smerter der var rundt om ham og lige nu var han optaget af andre ting. Det måtte hun vil kunne forstå. Ikke at det betød noget, vel. Lige nu havde han ikke bare tid, men enhver anden dag ville han nyde det.
Han lyttede til det hun sagde. Han lænede sig op af den nærmeste væg og hans arme gled over kors, da han så på hende, i stedet for gløderne af den tidligere grædende mand.
”Jeg kender hende ikke, men hun kom her med Eriz, som er min allierede” røbede han ligeud.
”Jeg har ikke set kvinden siden flodbølgen. Enden ligger hun derude og er druknet eller såret, eller også er hun taget hjem igen. Uanset hvad har du mulighed for at blive her natten over og slappe lidt af. Dette er min by og jeg vil ikke finde mig i at en fremmede kvinde kommer her og bestemmer hvad eller hvem jeg skal udleverer eller gøre. Hun er Erizs allierede, ikke min som sådan, vi har intet med hinanden at gøre” bekendtgjorde han. Skulle Elmyra nu flygte for en kvinde der ikke engang var her lige nu? Det havde han ikke lyst til. Han ville have hun blev her, om så bare for nogle timer. Hvorfor vidste han ikke...Eller jo, hun måtte vel også være træt og have brug for at sove lidt, inden hun tog hjem igen. Det var jo alligevel en lang tur at rejse og specielt hvis man i forvejen var træt.
”Bliv her” tilbød han. Måske skulle han snakke med Eriz om det...Men han viste ikke hvordan det ville gå. Eriz havde lovet ham fuld support, men Eriz var stadig sur efter han havde udleveret hende til Kimeya og hun havde set døden i øjnene et øjeblik. Så nærtagende! Hvis hun var blevet perleveninder med dæmonernes leder...Ville de nok kunne klare sig lige så godt uden Zean, hvis det endelig skulle være. Trods alt havde Eriz ingen grund til at hjælpe ham. Og dæmonerne var et større og stærkere race end nogle ynkelige engle...
Tanken gjorde ham utilfreds. Hans temperament havde været kort, siden krigen om Manjarno og nu, hvor han var træt, var det ikke bedre. Han sukkede svagt og så op mod himlen et øjeblik.
”Gør som det passer dig, ingen holder dig her. Gør hvad du syntes er bedst” bekendtgjorde han, så rettede han sig op fra muren, lod armene glide ned langs siden og begyndte at gå væk, om Ellie så ville følge efter eller ej.

[Deleted]

Kedelig. Det var hvad han var lige nu og dog så vidste hun jo godt hvorfor. Der måtte ligge mange tanker i hans sind lige nu og mange ting der skulle gøres. Hun bebrejdede ham ikke. Selv var hun absolut kendt med de problematikker som kom med overtagelsen af noget andet. Han skulle styrke Paggeija sådan så det kunne modstå en invassion hvis dette blev en mulighed.
Hans forklaring lyttede hun roligt til. Han var altså ikke bekendt med Faith, blot hendes rejseven. Han mængede sig meget med stærke warlocks. Et sted var det en skræmmende tanke. Elmyra hadede warlock, foragtede dem. Hun havde kun til nøds håndteret Sephiran fordi hun havde kunnet bruge ham til at få en fod ind på slottet. Det havde virket men det ville langt fra være tilfældet næste gang. Et lille smil kunne ikke lade være med at indfinde sig på hendes rosa læber. Han opfordrede hende næsten til at blive? Hun var overrasket. Absolut. Hun gik med rolige skridt hen til ham og lod hovedet søge let på sned. "Du virkede næsten helt som om jeg havde en form for betydning for dig der. Pas på det ikke stiger mig til hovedet" sagde hun roligt og dog tydeligt drillende. Hun strakte sig igen. "Jeg vil tage imod det tilbud. Jeg må se om jeg kan finde en seng uden for mange lig til at ligge og rode med." Det var egentlig rart at han sagde det. Også selvom han vendte den rundt til at han var ligeglad. Det var tydeligt at han havde virkelig svært ved sådan noget her. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile og bare nyde synet. Så han havde faktisk en eller anden form for følelser gemt væk dybt i sit indre. Hvis man havde spurgt hende for noget tid siden ville hun havde sagt nej og dog kunne hun ej benægte dem nu. Det var en rar tanke, en måde hvorpå hun kunne føle sig en smule værdsat. Med rolige skridt fulgte hun efter ham. Hun fulgte bag ham med blikket hvilede mod hans skikkelse. "Hvad er dine planer for nu? Der er mange ting som skal gøres. Hvis Jaqia ikke bryder sig om dit lille stunt så vil hun samle en hær. Dette vil tage tid. Hvordan bruger du den tid bedst muligt?" Det var tydeligt at hun var nysgerrig for hvordan han ville klare sig igennem den næste tid. Hun kunne kun indrømme at hun egentlig også var en smule bekymret selvom dette ikke var noget hun sagde højt eller viste lige nu. Hun ville bare gerne vide hvad han havde i tankerne.

[Deleted]

Zean så på hende og blinkede en gang, uforstående, så bredte der sig et bredt smil på hans læber og hans hoved gled bagud, da han kom en kold latter. Hvad sagde hun? At han bekymrede sig? Tanken var absurd og ganske morsomt, hvor usand den end var! Godt sagt!
Han grinte, til tårerne trillede ned af hans kinder og han måtte tørre dem væk med den ene hånd. Det var det eneste tidspunkt han kom med tårer. Til sidst døde hans latter han og han måtte trække vejret dybt for at komme sig igen, da han så på Elmyra med glødende øjne.
”Tydeligvis misforstår du” svarede han så, med en stemme der fortalte at han endnu fandt det sjovt.
”Jeg bekymre mig ikke om dig. Men du er en allierede og du har endnu ansvaret for Arona. Disse to ting kræver jeg er høflig og sørger for du har det godt, når du er mellem mine murer...” han slog let ud med armene, som ville han vise hende murerne omkring dem, da han begyndte at gå baglæns ned af gyden, mens han så på hende.
”Og til det må du endelig føle dig hjemme. Men gå ikke og få dumme ideer” Han kunne virkelig ikke bruge bekymring til noget. Bekymringer var for mødre og konger. Han var ingen af disse og kunne gå ubekymret igennem livet, omend han selvfølgelig havde problemer at tage sig af...Problemer, men ikke bekymringer. Det var jo dybt latterligt! Han følte aldrig noget.
Han vendte ryggen til hende og førte an ud af gyden og ud på en mere åben gade. Også her myldrede det med dødsengle. Men det gjorde det vel over alt.
”Held og lykke til hende. Hvorfor skulle hun vandre hertil? Hun var her jo ikke” Svagt huskede han at Emiley havde nævnt noget om en gammel mand og en ung kvinde. I e by af beboere havde disse skillet sig ud...Hvem var de da? Dette var ikke ting han havde overskud til at føle paranoia over lige nu.
”Hvis hun stadig er sur efter...den der hovedstad med et sært navn...” hans hånd viftede lidt i luften, da han ikke huskede alle de sære navne på byerne i Manjarno.
”..Burde hun da gå efter andre end den lille engel. For englen er lille og vil ikke give hende nogen sand sejr. Endnu vil sejrsherren, Macaria, vandre rundt. Hun burde være mere bekymret for det end jeg” Han forstod ikke hvor Elmyra havde fået tanken fra. Og når han ikke forstod det, kunne han heller ikke tage truslen seriøst. Ikke lige nu, i hvert fald.
Han pegede op mod de mørke tårne, hvoraf to af dem var blevet væltet af uforklarlige årsager.
”Jeg vil sætte nogen til at undersøge hvorfor de væltede og bygge dem op igen som det første. De er uhyggelig vigtige punkter og gør at vi kan se fjender og gæster på lang afstand. De er gode til at beskytte byen med. Det vil tage tid, men det kan lade sig gøre og heldigvis har vi nu selv mange af ressourcerne til at bygge dem op, jeg skal blot vente til englene er flytte ind og så delegerer arbejdet ud” smilte han let og så selv derop ad.
”Bagefter vil jeg sørge for skole til børnene, hospital til de syge...Alle ville jo kunne få et hjem her. Nåe ja, skal nok også til at planlægge et sted hvor mine soldater kan træne, officielt udnævne nogle generaler, nu hvor jeg har set hvad mit folk kan og...Hvad var det nu...Nåe ja, et tempel til Azrael! Der findes jo troende overalt og gør det mit folk glad, bygger jeg det gerne. Åhja, og et marked! Så vi kan få handel i byen. Trods alt vil vi have ressourcer at sælge af nu, mest til bygninger og monumenter, men nok også smykkesten og ædelstene. Jeg forventer det giver en god indkomst, hvis folk opdager vi ikke slagter folk, når vi handler med dem” et smil gled over ham og en svag latter. Sjov tanke, var det ikke?
"Jeg har også planer om at sende et brev til Macaria og håbe de ikke sender en hær denne vej med det samme" røbede han med et svagt suk.

[Deleted]

Hun grinede sammen med ham og lyttede til hans ord. Hun rystede let på hovedet og kørte hånden igennem det lange røde hår. "Jeg nævnte ej at du var bekymret for mig, Zean. Jeg sagde at det næsten lød som om jeg havde en form for betydning for dig. Og jeg sagde næsten. Der er kun en person i denne verden som det er vigtig for dig og det ved du vidst godt hvem er" påpegede hun roligt. Nej hun vidste godt at han ikke bekymrede sig for hende, hvorfor skulle han dog det? Hun strakte sig en gang mens hun betragtede ham. Hun ville nok føle sig hjemme her. Hun vidste ikke om hun var sikker her men om hun var her eller nogen anden steder var vel ligegyldigt? Så længe Faith ikke var efter hende så var det altid noget og som Zean sagde så var hun ikke her. Så var hun vel sikker lidt endnu? "Jeg passer Arona så længe som du ønsker det. Hun er altid velkommen ... og ligeså er du." Hun vidste ikke om det han havde gang i ville komme til at bide ham i enden på et tidspunkt. Hun kunne frygte det, være bekymret for det men hvis hun kunne hjælpe ham så ville hun gøre det. Det var helt sikkert.
Hun fulgte roligt med Zean ud på gaden og med ham ind mellem alle dødsenglene. "Dvasias dronning er ond og hård. Hvis hun ser sig sur på dig over den person som smadrede Ityrial så vil hun komme her. Dronninger og Konger er ikke altid tilregnelige. En gang i mellem tager de de små før de store. Jeg spurgte blot hvordan du ville bruge tiden bedst muligt."
hendes blik fulgte hans finger. hun havde set tårnene falde. Selv undrede hun sig over hvorfor men hun kunne jo ikke vide det. Hovedet søgte let på sned. Han havde mange planer. Et smil prydede hendes læber som hun valgte at betragte ham lidt i stedet for tårnene. "Zean Forsyth. Leder, Sejrherre og visionær. Du har mange ideer. De skal prioriteres rigtigt men jeg må indrømme at jeg er imponeret .... og det er ellers ikke ofte at jeg bliver imponeret. Hvis i får brug for hjælp med tårnene så hyr nogle jord dæmoner hvis i har råd til det eller hvis i har nogle varyler med den blanding. Deres kontrol over jord og sten er fantastiske til at bygge sådan nogle tårne. Som du siger så skal de op først. Hospital, hjem til folket og trænings sted er også voldsomt vigtigt for jer. Du har mange gode soldater som støtter dig. Brug dem godt. Du er rigtig godt på vej" sagde hun roligt. Hun var imponeret af ham. Han havde virkelig en tanke og en vision om hvad han ville og det var rart at se. han havde styr på tingene og det var helt klart en tanke som hun godt kunne lide. "Smart træk."

[Deleted]

Han ville mere sige han ikke bekymrede sig for nogen som helst. Som det var, ville han være fri til at gøre som det passede ham og det kunne han ikke, hvis han var bundet til folk. De ville holde ham tilbage, blive sure på ham og selv hvis de støttede ham, skulle han hele tiden tænke over hvorvidt de var sikre eller noget som helst! Nej det var besværligt...Ligesom han havde ladet sin mor forblive ukendt i en hytte i skoven, hvor hun kunne leve sine sidste år i fred...
Ligeså ville han helst gemme de væk, som betød noget, så ingen led. Hverken dem eller ham. Hans mor var sikker i skoven og han kunne gøre som det passede ham. Ja, ingen vidste jo overhoved han endnu havde en mor!
Hun var gammel og gigten havde plaget hende. Da han havde kigget forbi sidst, blot som en skygge, havde han gættet på hun kun havde få år tilbage. Hvad angik hans far? Desværre så det ud til at den mand endnu ville leve flere år.
Det var hans lille hemmelighed.
Arona. Hvor meget betød hun? Han vidste det ikke. Men uanset hvad ville han få brug for nogen der kunne tage over, en med hans visioner og ideer for dødsenglene og lede dem videre en dag, uanset om han fik lov at leve længe eller kun få år. Arona kunne måske blive den person, trods hun var født flere hundred år for tidligt i forhold til hans planer. Det skete vel.
Det kunne være et problem hvis folk troede Arona var hans datter og hvis de opdagede han bekymrede sig om hende. Det ville være mest sikkert hvis ingen opdagede hende...Eller vidste hun var hans...Eller at de i hvert fald ikke se han holdte af hende...Eller, i det mindste ønskede hun levede, vel. Dårligt emne!
I stedet begyndte han at tænke på byen, som Elmyra nævnte også. Han pegede lidt på hende med en betænksom mine.
”Det var en god ide. I det hele taget virker dæmoner som ganske nyttige. De kan hjælpe med at bygge dem stærkere, måske endda halvvejs ud af bjerget selv, så de ikke vælter så nemt igen. Jeg ved ikke...Men ideen er god. Tvivlen ligger dog på om jeg har pengene til at købe mere hjælp. Jeg skylder allerede og der er ikke fordi det bugner med rigdomme. Som det er nu, er det klogere at gemme pengene lidt” hans hånd faldt ned igen, så han ikke længere pegede på hende.
Penge...Penge var altid et problem. Det var irriterende! Han havde kæmpet for at spare sammen og holde racen i live, men denne nye erobring havde kostet mere end han havde håbet på. Resten skulle gemmes lidt endnu. Hvorfor kunne man ikke bare få lov at gøre som man ville uden sådanne snærende begrænsninger?
Han smilte svagt til hende. Han havde jo ikke brug for hendes ros nu, havde han vel? Trods alt vidste han jo godt at han klarede det godt - Han havde lige vundet en by, altså! Noget der skulle fejres...Senere.
Nej. Han havde ikke brug for at folk roste ham. Men der var nok ingen vej udenom. Han trak let på skuldrene uden at besvare det.
”Der er uro angående vampyrerne, har jeg hørt” sagde han så og skiftede dermed emne.
”Noget med en manglende leder eller noget. Mine mange møder har givet mig lidt information angående disse ting. Jeg gad godt gøre vampyrerne til mine allierede. De er stærke og de er mange. Men det er svært hvis de ikke har nogen leder?” han så på hende. Hun boede i et bjerg...Men hun havde også levet længere end ham. Måske hun havde nogle erfaringer på dette punkt?

[Deleted]

Elmyra betragtede ham roligt. Sandt at sige havde hun ikke ret mange mennesker som hun bekymrede sig særlig meget om når de var fyldt 18 eller derover. Hun holdt de folk som var hende nær utrolig tætte og ville virkelig gøre alt for dem men for hende var der langt fra betydning til bekymring. Der var da en del mennesker som havde en betydning for hende, hvilken kunne hun ikke helt vurdere men den var der. Sådan en som Demian havde en ufattelig stor betydning for hende men hun vidste virkelig ikke hvor hun havde ham længere. Han var anderledes, ændret og med det var hendes forhold til ham også ændret. Var han monstro stadig i Imandra? Måske hun skulle lede efter ham når hun alligevel skulle søge tilbage til hulen? Tankerne var mange og tiden kort. Hun var nød til at rive sig fri af de tanker, hun var virkelig nød til at lade være med at tænke på Demian lige nu. Lige nu skulle hun være her, også med hendes tanker. Hun flyttede fokus tilbage på Zean.
Hun grinede let ved hans ord. "Dæmoner er fantastiske. Det er ej en hemmelighed. Jord Dæmoner er gode til at bygge huse og ting og sager men du har ret. Det koster penge at få bygget tingene hurtigt. Jeg ville låne jer den jord dæmon jeg kender men et er at jeg ikke tror han ville sætte foden i denne by og komme levende fra det og to så tror jeg at han ville slå dig ihjel hvis han fik muligheden for det" pointerede hun med et lille smil. Hun snakkede selvfølgelig om Elijah. Han var fænominal til at arbejde med sten. "Pengene vil altid være et problem på et nyt sted men der er rig mulighed for at få og sælge ressoucer. Dette er en godt sted, rig på diverse ting og sager. Med lidt god vilje så skal du nok få det hele op og stå. Du har i hvert fald visionerne til det. Det er jeg ikke bleg for at indrømme." Hun vidste godt at han ikke havde brug for hendes ros men hun valgte nu alligevel at give den. Ikke fordi hun følte sig tvunget men fordi hun var frygtelig imponeret af hans bedrifter.
Hans spørgsmål omkring vampyrerne var forundreligt? Hvorfor søgte han vide om dem? Hun tænkte lidt over det. "Så vidt jeg ved er vampyrene en smule i forfald. Uden en leder til at samle dem er de som vilde dyr. Den daværende leder døde meget abrupt og en anden tog hans plads men han forsvandt og nu sidder der ingen. De har brug for en stærk person til at samle racen, allerhelst en fra de gamle slægter. Jo ældre slægt, jo bedre" fortalte hun tænkende. Hendes blik søgte hans skikkelse. "Jo. En alliance med vampyrerne kan kun upnås ved at de er samlet under en leder. Dog er det jo ikke alle artsfæller som vælger at følge deres leder." Et svagt smil brød hendes læber. Der ville altid være folk som hende selv som virkelig ikke gad følge sin leder.