Should I laugh...?

[Kimeya Marvalo]

Faith Jaceluck Marvalo - Kimeya Marvalo

---

Det var ved at være sent på aftenen, da Kimeya nåede pejsestuen. Soraya var her ikke i aften, hvilket var en ting, som han uden tvivl ville nyde i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. Pejsen blussede med en klar flamme.. Den varmede godt. Særligt i aften. Et koldt glimt hvilede i hans øje. Endnu måtte hans anker køre. Liya havde han fået i seng.. Det var svært i det hele taget at få hende til at ligge der, men for nu, gjorde han hvad han kunne, for at holde hende indendøre. Det var hårdt.. særligt så forvirret hun var, og med det desperate ønske efter at være sammen med sine børn, samt finde Nathaniel og han vidste ikke hvad, der måtte plage den stakkels kvindes mange tanker. Selv Silia var kommet godt afsted, efter en dag eller to med hvile. Hun kunne jo desværre heller ikke blive her for længe, selvom han dog måtte erkende, at han savnede hende.
Foran ildstedet, stod hans varme og behagelige lænestol. Denne var noget af det første, som han søgte til nu. Langsomt gled han ned at sidde i den og med blikket vendt i retningen af ilden. Under disse omstændigheder, kunne han igen lade tankerne glide til Faith. Hvad hun dog end måtte lave derude.. Han savnede hende, og særligt i de stunder, hvor de ej måtte ses. Han trak vejret dybt og blev ellers bare siddende. Hovedet søgte let på sned.. Eriz.. Zean.. alt det var noget som irriterede ham grænseløst! Et par warlocks havde han sendt til Zean, for at overtage Paggeija, som han havde lovet ham som et tegn til støtte i den alliance de herunder måtte have. Hvorvidt det måtte gå med det, kunne han jo ikke sige. Hvorvidt om han overhovedet kunne stole på ham, vidste han jo heller ikke! Alle de forbandede tanker, kørte da også bare rundt i hovedet på ham!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stoppede op ude foran hoveddøren. Hendes hår var ej længere vådt, men det stod ud til mere eller mindre alle sider, eftersom det var tørret i den kolde vind, på vej hertil. Hun var iskold, selvom hun hele vejen havde forsøgt at finde bare en smule varme. I aften skulle have været hendes øjeblik, og i stedet var det bare blevet til en pinlig og akavet situation der kunne koste hende langt mere end blot respekt.
Hun så overvejende på døren. Hvis Kimeya var hjemme så havde han nok allerede mærket hende, alligevel stod hun og forsøgte at vurdere hvor vidt det var klogt at gå ind eller ej. Hun havde ikke brug for hans hån, hun havde brug for at han holdt om hende og bekræftede hende, for lige nu var hun ærlig talt mest fristet til at smide håndklædet i ringen, opsige sin stilling og i stedet bare leve i skjul med sin egen skam.
Hun sukkede og skubbede døren op uden at banke på. Det var hendes hjem, hun kunne komme og gå som hun nu end havde lyst til. Hun hang sin kappe på stumtjeneren i den hall der engang havde taget benene væk under hende, mindst ligeså meget som Kimeya havde gjort. Taget i betragtning af at hun havde indgået en alliance der gik bag om ryggen på ham, var det nok både modigt og lidt naivt af hende at komme der, men hun gjorde det jo for ham. Uden et ord søgte hun ind i pejsestuen. Hun havde godt set at han sad der, men frem for at hilse søgte hun direkte hen til hans barskab hvor hans særlige blanding stod. Hun greb om flaskens hals, hvorefter hun satte sig hen i sofaen, stadig uden at sige noget. Pejsens varme flammer ramte hendes ansigt, lyste den trætte, udkørte mine op. Det havde været en elendig aften, en lille del af hende ville nærmest ønske at hun var druknet. Hun førte flasken til sien læber, holdt vejret og tog et par store slurke. Det brændte hele vejen ned i halsen og fik hende til at skære et meget mærkeligt ansigtsutryk, og alligevel var det rart.

[Kimeya Marvalo]

Et kort træk fandt vejen frem til Kimeyas læber. Han kunne mærke Faiths tilstedeværelse. Hvis der var nogen, som han kunne mærke, så var det uden tvivl hende. Han blev siddende, selv da døren måtte gå op. I princippet var stedet her jo hendes hjem, så han kunne jo ikke forhindre hende i det. Han drejede hovedet i retningen af hendes skikkelse, som hun søgte direkte til barskabet. Det første han dog så var... hvordan pokker var det ikke lige hun så ud? Dertil måtte han erkende, at hun virkelig så ud som noget katten havde slæbt med ind.
"Man skulle tro, du havde været i sumpen, Faith.. Hvordan er det du ser ud?" At hun så derimod måtte søge direkte til barskabet, forundrede ham, og særligt fordi at han vidste hvor lidt der skulle til, før hun troede at skyerne var lyserøde. Han rystede let på hovedet, inden han rejste sig igen. Noget var i gære, ellers ville hun slet ikke handle på den måde. At der rent faktisk var en alliance som skulle gå ham imod, og hun var en del af denne, havde han virkelig ingen anelse om. Armene lagde han endeligt over kors, inden han søgte hende i møde. Noget var galt. Ellers ville hun ikke reagere på den måde. Han endte med at gribe ud efter flasken.
"Det der er min sidste flaske, Faith," advarede han strengt, og med blikket fæstet direkte på hende. Han var ej bange for at skulle sætte hende på plads, og særligt som det var lige nu. Han satte flasken fra sig i vindueskarmen, inden han igen vendte blikket mod hende. Hun stank som en sump og hun lignede næsten også en. Så...
"Hvad er der sket?" spurgte han direkte. Det andet gad han da godt nok heller ikke at stå model til. At hun bare kom rendende midt i hans fredsommelige stund. En af de meget få som han havde, hvor han bare kunne give sig til sine tanker.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Som svar på hans ord, skulede hun blot i hans retning og trak benene op under sig. Hun var skamfund, og pinlig og ikke sikker på at hun nogensinde kunne gå med hovedet hævet igen. Det skulle have været hendes øjeblik, måske hun bare skulle indse efterhånden at hun var for gammel til det? ”Bare ti stille,” vrissede hun og druknede sine ord i endnu en tår. Det skar, men han var kendt for sin særlige blanding, der oftest kunne gøre hende rundtosset med bare et par enkelte mundfulde.
Hun så op med et bebrejdende og lidt overrasket blik da han tog flasken. ”Jeg har brug for den, giv mig den,” hun rakte hidsigt hånden frem som tegn til at han skulle placere den der igen. Hun burde ikke være kommet her, han ville ikke forstå, tværtimod ville han nok morer sig over hendes lidelser på en sådanne måde, at det bare ville blive et større hån.
Uden at svare, vendte hun blikket bort og stirrede i stedet for ind i pejsen. Den var varmt, hvilket var tiltrængt efter nær at være blevet druknet. ”Det fortæller jeg dig, hvis du giver mig flasken,” hun så på ham med et flabet blik, men de vidste begge to godt at hun var stædig nok til at opretholde det. Frem for at vente, rejste hun sig og tog igen flasken. ”Jeg deltog i slaget om Paggeija,” hun tog en tår og stirrede vantro ud i luften. ”Jeg kom til at slippe en flodbølge løs, der druknede halve vores overlevende mænd,” den varme væske gjorde hende allerede ret rundtosset, alligevel tog hun et par store slurke mere hvorefter hun satte den fra sig med et mærkeligt udtryk. Hendes kinder blussede, det hjalp i det mindste med at give varmen lidt. ”Jeg gjorde mig selv til grin overfor store sjæle,” mumlede hun bittert. Hvordan pokker havde hun kunnet gøre det?

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik hvilede på Faith, da han tog flasken fra hende. Det var den sidste, som han havde, og med alt det andet, som han havde i hovedet, så var det ikke det, at brygge nye, som stod højest på hans prioriteringsliste. "Jeg tror allerede du har fået mere end hvad du kan tåle, kæreste." Han satte flasken fra sig, også selvom hun var hurtig nok til at få den hentet til sig igen. Han himlede med øjnene. Var han i det hele taget overrasket? Hun var jo komplet.. umulig! Intet andet end umulig!
Jo mere hun måtte fortælle, jo mere måtte han alligevel spidse ørene. Hvad havde hun helt præcist lavet? Hans blik gled direkte mod hende, dog uden at han valgte at afbryde hende. Hvis han endelig fik noget ud af hende, så var det jo... fantastisk! Intet mindre. Jo mere hun måtte fortælle, des mere gik det op for ham, at de var ovre i den mere pinlige og akavede kategori, end det modsatte. Smilet bredte sig kun mere og mere på hans læber. "Så.. det du kommer og fortæller mig, at det som skulle have været dit store comeback på slagmarken, blev til den største fiasko?" spurgte han. Skulle han grine? Han havde mildest talt lyst til det! Dog måtte han virkelig holde sig i nakken, for ikke at komme til det! "Du har ret.. Du har vidst mere brug for den end hvad jeg har.." Han gjorde en let bevægelse med hånden, og lænestolen søgte hen mod ham i stedet for. Han satte sig roligt på den, overfor Faith. Hans øjne havde fået et langt mere muntert glimt, end hvad de havde haft til nu, og tanken fandt han uden tvivl morende. Han foldede hænderne foran sig. Han vidste jo godt, at jo mere hun drak, des nemmere var det at få hende med til sengs.. Den tid den sorg... eller glæde i det her tilfælde. "Fortæl noget mere," opfordrede han. Det her var simpelthen for sjovt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith holdt flasken ind mod sit bryst som var det et kært barn.. ud over at hun aldrig havde været god til børn, men det var en anden side af sagen. Det her var et af de tilfælde, hvor hun havde glemt hvorfor hun ikke drak og slet ikke i hans nærhed, hun havde bare virkelig brug for det. Da han endelig lod til at overgive sig, tog hun et par skridt hen til sofaen, hvor hun lagde sig med hovedet hvilende på armlænet. Hendes fødder var smækket op, og hun stirrede op i loftet som en patient der blev tilset af en læge. Hun tog en ny slurk og hvilede flaskens bund på sin mave. Allerede nu var hun begyndt at føle sig lidt tung i kroppen og en en lille smule rundtosset.
”Jeg ankom med en ny allieret. En eller anden tumpe havde rejst en mur af jord og sten. Jeg troede naturligvis at denne mur skulle brydes for at komme til fjenden, så jeg sprængte den. Hvad jeg ikke havde set var at denne magiker, tilsyneladende var i gang med at lave en flodbølge, så da muren blev brudt, oversvømmede den det hele og rev en stor del af soldaterne med,” med forklarede hun.
Den eneste grund til hun var så snaksaglig var på grund af alkoholen der allerede havde fået sit tag i hende. Hun så på ham, fangede det morende glimt i hans øjne, hvilket fik hende til at rynke lidt bebrejdende på panden. ”Det er ikke morsomt!” vrissede hun. Dette ville snart blive kendt overalt, og så ville hun ryge ud af det politiske spil som hun ellers holdt så meget af.
Hun satte flasken fra sig på bordet og satte sig op. Det hele snurrede lidt, så hun greb fat i sofaens kant, mens den anden hånd kørte hen over hendes pande. ”Jeg kan ikke gøre det her. Jeg er nødt til at forlade min post,” sagde hun sørgmodigt og rejste sig lidt vaklende.

[Kimeya Marvalo]

Som en læge overfor en patient, blev Kimeya roligt siddende foran hende. For ham, var det her virkelig sin vægt værd i guld. Han elskede at se det! Se hende bide lidt i støvet, uden at det behøvede at være ham altid! Armene lagde han over kors, som han lod hende fortælle. Smilet kunne han dog på ingen måder formå at holde væk fra sine læber. Det var simpelthen for sjovt for ham lige nu! Så hun havde virkelig deltaget i denne krig? Og havde formået at ødelægge det hele?
Denne gang måtte Kimeya rent faktisk bide sig i tungen, for ikke at komme til at grine. Han nød det. Gud hvor han dog nød det her! "Så det du egentlig ligger der og fortæller mig, er at du forsøgte at gøre noget stort, men endte med at dumme dig.. Kæreste Faith.. Er du klar over, i hvor mange år, jeg har ventet på det her?" spurgte han denne gang mere direkte. At det så derimod irriterede hende, kunne han ikke tage sig af. Han havde set frem til det her for pokker! Endda i forbandet mange år, hvis han selv skulle sige det. "Du ved godt, at dæmonerne går helt til hundene, hvis du vælger at trække dig nu, ikke?" endte han direkte, som han endnu en gang så mod hende. Han tog det nu ikke så tungt. Hun var allerede ved at være godt ved den. Hun havde heller ikke været særlig barmhjertig med den flaske der. Ikke at han kunne gøre noget ved det, for det var bare sådan at tingene måtte forholde sig. Hans blik glad mod hende. Lige nu var det måske pinligt, men hvem sagde ikke, at hun kunne hæve sig fra den fiasko som hun havde lavet, når folk var færdig med at grine af den? Han lod hovedet søge en kende på sned. "Rejs dig fra hullet, Faith.. Du vil kun fortryde, hvis du valgte at trække dig nu," sagde han med en kortfattet stemme.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hun sendte ham et dræbende blik. Her var hun kommet for et trøstende klap på skuldrene og det eneste han gav hende var endnu mere hån og ydmygelse. ”Du er ikke til hjælp Kimeya,” svarede hun bittert og gemte ansigtet i sine hænder. En dela f hende mente ganske alvorligt at hun ikke længere var i stand til at varetage dæmonerne og derfor måtte forlade dem, hun var bare udkørt, og følte sig gammel og ubrugelig.
Der findes mange kandidater, der kan overtage,” svarede hun og sukkede. Jared var der trods alt, men inderst inde havde hun det nok aldrig godt med at vide posten til en anden. ”Jeg bliver gammel Kimeya. Jeg havde virkelig ønsket at dette skulle være med til at fører mig frem i lyset endnu engang, men i stedet for at frygte mig, griner de af mig,” hun gik lidt rastløst frem og tilbage og stoppede så op med et bekymret blik. Det var ingen hemmelighed at alderdom altid havde skræmt hende, han fortrak unge kvinder, mange fortrak unge udelukkende fordi de var mere iltre, endnu ikke skræmt af deres erfaringer, og her stod hun, lænet op af væggen, halvfuld med endnu en fiasko på ryggen. Hun følte sig som en fiasko, selv stående der i den røde heldragt af læder, som han selv havde skænket hende.
”Jeg skulle være druknet der,” hun slog hårdt hånden ind i væggen uden omtanke. Det gjorde ikke nær så ondt som det nok ville have gjort, havde hun været ædru, men hendes hånd ville næppe have det godt i morgen. Efter at have ømmet den lidt, gik hun hen til ham og satte sig i hans skød. ”Jeg vil bare glemme det,” mumlede hun som et lille barn og lagde hovedet mod hans.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne ikke lade være med at grine. Faith havde længe været efter ham, og nu stod hun der og erkendte en fejl for ham, som gjorde hans til småting ved siden af. Han elskede det jo! Det var da klart noget af det bedste ved det hele. Han trak vejret dybt, som han fulgte hende med blikket. "Disse ting plejede aldrig at slå dig ud, kæreste.. Mand dig op," sagde han denne gang med en direkte stemme. Han vidste at hun kunne.. Det her lignede hende på ingen måde! Var hun kommet til ham for trøst? Så vidste hun da godt, at hun var kommet til det forkerte sted, for den slags gjorde han altså slet ikke!
Kimeya blev siddende, men med blikket som fulgte hende. Han kunne se på hende, at hun allerede havde fået mere end rigeligt at drikke, så han gik faktisk ikke ud fra, at hun ville gøre noget ekstraordinært.. dumt? Jo måske, det var jo trods alt hende, når hun havde fået for meget, så et sted, kunne den tanke jo faktisk heller ikke rigtigt komme bag på nogen. Han himlede med øjnene. "Vi bliver kun ældre, Faith, så det kan vel ikke komme bag på dig, at rynker og det, også er noget som følger med tiden," sagde han endeligt. At hun så søgte tilbage til ham, kun for at tage pladsen i hans skød, efterlod ham med en klar og tydelig sitren. Han blinkede med øjnene, som hun satte sig... tæt på ham. Det ville hun aldrig have gjort ellers. Hans blik gled mod flammerne. For hende var det pinligt.. For ham, var det en opgave, som han kunne vokse på. Virkelig meget endda! Langsomt lagde han armen omkring hendes skikkelse. Han bed tænderne svagt sammen. Det her var han slet ikke god til mere. Hovedet lagde han ind mod hendes. Det her var jo noget, som han havde savnet. "Rejs dig fra hullet.. Hvis der nogen, der kan det, så er det dig. Jeg ville gerne have set det.. virkelig gerne se det. Jeg kan for nu, leve med synet i mit sind," sagde han med et kort træk på smilebåndet. For ham var det.. underholdning. Han elskede det faktum, at det var hende, som havde begået den store brøler.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Dette havde slået den kære Faith Jaceluck ud af kurs, med det på sine skuldre, så ville det være nærmest umuligt for hende at indgå alliancer, hun var end ikke sikker på at Eriz ville bistå sine løfter nu. Det ville være skidt for dæmonerne. "Det ville ingen forskel gøre om jeg holdt hovedet højt KIimeya, den slags giver mig ikke venner," sagde hun lidt spydigt. Det var jo forbandet nemt for ham at sige!
Hun rynkede på panden og skulede bebrejdende i hans retning. Ja der var kommet rynker, hun var ej længere ung, men det var somme tider svært når hun vidste at han fortrak ungt kød, for det var noget som hun ikke kunne hamle op med. Med alkoholen i blodet gjorde han hende kun mere deprimeret med sine ord. Hun dumpede ned i hans skød og mærkede hvordan han stivnede frem for at omfavne hende som han engang ville have gjort.
I sin overvejelse om hvor vidt hun burde flytte sig eller ej, blev hun siddende til beslutningen var taget. Hun skubbede ham blidt fra sig og rejste sig på lidt vaklende ben. Han kunne godt besudle hendes krop, men at holde om hende var blevet for svær en opgave? Var hun blevet så gammel? Frustreret lagde hun armene om sin egen spinkle skikkelse og så ud af vinduet.
"Ved du hvad Kimeya, glem det. Det var en fejl at komme her, naivt at tro at du faktisk kunne hjælpe. Nu er jeg ikke kun en fiasko men en gammel fiasko," mumlede hun bittert. Hun drejede om på hælen og forlod stuen med målrettede skridt til fordel for gangen. Ikke ét øjeblik ville hun tilbringe i hans deprimerende selskab!
Der måtte da findes en mand derude, som kunne værdsætte hende mere end han gjorde. Han fortjente slet ikke at hun elskede ham so højt som hun gjorde!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte uden tvivl for at grine. Det var noget af det sjoveste, som han havde hørt i frygtelig mange år nu, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han sad nok med det mest fjogede grin og smil på læberne. Det havde måske kørt hende lidt ned, men det kørte ham op. Han synes simpelthen at det var for sjovt. "Det giver måske ikke venner eller allierede i den forstand, men det giver derimod os andre noget at grine af," sagde han direkte, med et fjoget smil på læben. For ham var det underholdning, og særligt fordi at det var noget som skete så frygtelig sjældent, som i... stort set aldrig.
Kimeya nåede end ikke at lægge armen om Faith, inden hun alligevel havde rejst sig. At hun af sin egen frie vilje, havde placeret sig i hans skød, var jo det, som var kommet bag på ham, og derfor var det svært for ham, at finde ud af i det hele taget, hvordan han skulle reagere eller ikke. Han vendte blikket direkte mod mod hende, inden han denne gang selv valgte at rejse sig. "Du har allerede fået rigeligt at drikke, Faith.. Jeg synes du skulle blive her," sagde han kortfattet. Selv var han jo klar over, at han havde gjort sine fejl, men lige hvad det her angik.. .Selv gik han ikke op i venner.. Jovist havde han sine allierede, men selv dem, vidste han end ikke om han kunne stole på mere. Han knyttede næverne let, da hun forlod pejsestuen. Han var ikke engang overrasket. Han himlede med øjnene, hvor han med et vift med hånden, fik låst alle dørene, så hun ikke kunne komme ud. "Og hvis du tror, og regner med, at jeg vil lade dig gå nogen steder hen nu, så tager du fejl," tilføjede han, da han søgte efter hende. Han lod hende bestemt ikke gå, og særligt ikke i den tilstand.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvor Faith havde håbet på at Kimeya hvilke opmuntre hende, så tog han kun stoltheden yderligere fra hende. Det var ydmygende og endnu mere at komme der for at se ham med det fjogede og selvtilfredse smil på læben. Hun kneb øjnene sammen og sendte ham et tvært blik. "Og hvad fanden skal jeg bruge det til?!" udbrød hun så hidsigt, at hun måtte støtte sig op af kommoden for ikke at falde på de vaklende ben.
"Jeg har ikke tænkt mig at blive her Kimeya. Lige nu kan jeg ikke engang huske hvorfor helvede jeg faldt for dig i udgangspunktet," sagde hun lidt ud af det blå med en bitter tone.
Det havde ikke rigtigt noget med noget at gøre, men når han stod der og bare lo af hende, så kunne hun virkelig ikke huske hvordan han havde fået den enorme betydning for hende. Hun stormede gennem stuen og nåede hoveddøren, der naturligvis var låst. Hun himlede med øjnene og kunne høre hvordan Kimeya luntede efter.
I og med at hun ikke kunne komme nogen vegne alligevel, gik hun ham lidt vaklende i møde, tydeligvis utilfreds. "Lad mig gå Kimeya. Jeg er ikke i humør til dig i aften," hun sendte ham et advarende blik, men uden at se videre skræmmende ud. Lige der var de procianske gener en ret stor ulempe.
Selv når hun ville var hun ude af stand til at se frygtindgydende ud og i særdeleshed overfor ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke bange for Faith, og det havde han aldrig nogensinde været. Hvorfor skulle han dog være det? Hans blik hvilede på hende, og alligevel med et morende glimt i øjet. Endelig var det hende, som det skulle gå udover. Kunne hun ikke bare lade ham nyde det mens det varede? Det var jo så sjældent, at det rent faktisk forekom! "Det ved jeg da ikke. Du valgte at dele det med mig. Dertil må du acceptere, at det er noget, som jeg kommer til at kunne lidt af," sagde han direkte.
Faith var vred.. beruset og vred. Det var da en nydelig cocktail! Han vidste jo, at det ville gå udover ham, og derfor kunne han jo lige så godt forhindre hende i at søge bort fra stedet i det omfang, at det var ham menneskelig muligt. Han søgte efter hende, da hun alligevel stod ude i gangen. Vred over, at hun ikke kunne komme nogen vegne, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint, og særligt sådan, som det var lige nu. Han lod armene søge over kors. Han stirrede fast på hende. Hun kunne prøve at være så fast og brutal, som hun nu ville, uden at det jo egentlig ville have nogen effekt på ham selv. "Inderst inde elsker du mig, og du ved det.. Det er bare på tide, at du accepterer det faktum," sagde han direkte. Det var jo det samme om og om igen. Han fulgte hende med blikket, som hun kom tilbage til ham igen. "Virkelig? Jeg tror du har opsøgt mig af en grund.. Fordi du ikke har andre steder at søge hen," sagde han direkte. Han tog det ikke tungere end som så. Det havde han jo heller ikke ligefrem haft nogen grund til.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det der var sket på marken, var et enorm slag på hendes stolthed, lige nu kunne hun ikke se sig ud af situationen og Kimeya gjorde det kun værre ved at være en idiot omkring det. Hun lagde kappen om sine slanke skuldre og lukkede den for at komme ud, men døren gav ikke efter for hendes lidt hårde bevægelse. ”Jeg fortalte dig det, fordi jeg naivt håbede at du havde noget bedre at sige,” mumlede hun hidsigt og vidste at han stod ikke så langt fra hende. Hun kunne fornemme hans tilstedeværelse.
Faith vendte sig om og lænede sig op af døren. Det var mest for at finde støtte, for hun var blevet ret beruset på ret så kort tid, og hendes balance var altid noget af det første som blev påvirket af det. Hun stirrede på ham med et hårdt, sammenknebet blik, som et barn der ikke havde fået sin vilje, hvilket hun trods alt heller ikke havde.
”Og hvad så hvis jeg elsker dig? Hvilken forskel ville det gøre?! Du er stadig et arrogant svin, der tror du er bedre end alle andre!” udbrød hun vredt. Ilterheden havde hun nu aldrig manglet.
Hans ord fik hende til at måbe. Selvom hendes reaktion sagde ét, så havde han ret. Hun havde få at søge til og Jared og Evan var uaktuelle i sagen, fordi det hun havde brug for, var ikke noget som de kunne give hende. Hun rystede beslutsomt på hovedet. ”Jeg har andre steder at gå, lad være med at gør dig selv så vigtig. Luk mig nu bare ud,” forsøgte hun en kende sammenbidt, velvidende om at han ikke ville lukke hende ud, bare fordi hun bad ham om det.

[Kimeya Marvalo]

Det her var måske heller ikke ligfrem det bedste sted for Faith at opsøge, dersom hun ikke ønskede, at han skulle grine af hende. Det var fantastisk, at der endelig var noget på hende, og at det ikke bare var ham, som gjorde de store fejl og mangler, og særligt når det foregik på denne her måde. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Minen var hård og fast. "Hvad havde du regnet med, Faith? Helt ærligt?" spurgte han denne gang med en direkte stemme.
Armene lod Kimeya falde over kors. Faith havde nu altid haft det iltre temperament. Det var det som han kunne lide.. Og nu hvor han særligt også vidste, at hun elskede ham, og rent faktisk fik hende til at sige det, så kunne han jo kun nyde det faktum, den del ekstra! "Hold da op. Du ved at du kan lide det, mindst lige så meget, som det jeg selv kan. Kald mig et svin.. kald mig arrogant. Inderst inde, er det stadig mig, du gerne vil have," sagde han direkte.
Uanset had, så skulle Faith ikke nogen steder i hendes nuværende tilstand. Et sted var han vel mere bange for, hvem og hvad hun ville møde på vejen? Bare fordi at hun bad ham om det, ville det da slet ikke komme på tale, at hun skulle lukkes ud, og særligt ikke når hun havde det på denne her måde. "Tag i det mindste natten med.. Så skal jeg nok holde op med at grine alt for højt," sagde han endeligt, som han let nikkede bekræftende mod hende. Af hjertet, vidste han jo, at hun gerne ville være der. Lige nu søgte hun bare en grund til at skulle forlade det, og det var ikke en grund, som han ville give hende.