Den tabte by del 2 - Kampen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var træt og udmattet. Han havde i hvert fald gjort hvad han kunne, for at markere en grænse mellem hvad der var tilladt og acceptabelt at gøre, og særligt i et land, som lige var blevet erobret! Han kneb øjnene fast sammen. Pilen i skulderen sad nemlig kun i vejen for ham, og det var virkelig, virkelig frustrerende for hans vedkommende! Han var dygtig og det var virkelig, virkelig hårdt! Han rejste sig op, også selvom det var med støtte fra denne dæmon. Han vendte blikket direkte mod himlen. Han pegede mod ham.. De var nødt til at komme afsted, og det skulle være nu!
"De kommer nu...!" endte han fast. Dødsenglene kom direkte mod dem, og selv ville han bare væk fra stedet. Han kunne ikke lade dem forsvinde på magisk vis, for det var han simpelthen for træt til! Han klemte øjnene sammen, som de humpede afsted. Endnu et kraftigt gisp brød hans læber, da en pil satte sig direkte i hans ryg, da de forsøgte at forlade stedet. Hans ben kollapset mere under ham, da det pludselig føles svært at trække vejret. Han knyttede næverne. De skulle væk, og det skulle være nu!
Han havde nogen der ventede på ham? Hans datter? Han tvivlede på det, dog selvom han havde været for god brug i hendes modstandsbevægelse, men hvorvidt om der lå mere i det, var det som han ærlig talt måtte tvivle mest på, i den anden ende. Han støttede sig mere til Jessabelle. De måtte bare indse at Paggeija var tabt.. og det samme var det smukke sted, som havde været hans datters barndomshjem. Dertil.. hans afdøde elskedes sidste endelige hvilested.
Salvatore forlod stedet ved hjælp af Jessabelle. Han følte bare ikke at han havde mere energi tilbage. Langt nåede de ikke, før han endte med at gå ud som et lys. Langt nok fra kampen til at de dog var i sikkerhed.

//Out

[Deleted]

Der gik et par minutter før Eriz kom til byen igen. Dødsenglene havde angrebet byen, og var nu i gang med at terrorisere beboerne, samt få dem slagtet ned. Frygten var næsten til at smage på. Det fik dog ikke Eriz's humør op. Hun var gennemblødt, havde rifter rundt omkring, og frøs så meget, at tænderne næsten klaprede i munden på hende.
Et par beboer, der havde sneget sig forbi dødsenglene, kom løbende ud gennem porten. Eriz gjorde en hurtig bevægelse med hånden, og de faldt skrigende om på jorden, mens de greb sig til håret og øjnene. Hun lod dem ligge i mudderet, men gik ikke ind i byen. Der var giftig røg i gaderne. Det ville ikke være sikkert, at gå derind på egen hånd. Pokker tage dødsenglene med deres vinger.
I stedet satte hun sig på en stenblok fra den mur, som Faith havde sprunget væk, og hvilede hovedet i sin ene hånd. Det iskolde blik betragtede hendes tre ofre, der lå på jorden. Èn af dem var ved at kradse øjnene ud på sig selv. Så meget, for så lidt.
Hun drog et tungt suk. Der var ikke andet at gøre end at vente her, indtil nogle fandt hende, og kunne få hende enten over til Zean, eller et andet sted hvor hun kunne få varmen. For satan hvor hun frøs! Hun mærkede noget varmt og vådt på kinden, og hævede en finger. Blod? Fantastisk! Nu blødte hun også. Flere flygtninge sneg sig ud, og havnede direkte i hendes net. Ingen nåede så meget som at gispe, før hun havde boret sig ind i deres sind, og efterladt dem i tortur på jorden. Bare for at komme af med sine frustrationer. Det hjalp en smule...

[Deleted]

Vandet havde været dræbende for mange. Selv hostede og hakkede hun stadig for at få det sidste vand ud af lungerne men det var snart væk. Hun trak vejret dybt, det var rart at føle sig i live igen. Hendes blik var vendt mod Zean som for at se hvad han ville. Han beordrede nogle dødsengle til at samle hende op og hun tog glædeligt imod. Hun var helt rolig i armene på hendes engel som havde godt fat i hende. De nærmede sig byen og hun gav ham ordre til at sætte hende ned i udkanten. Der var stille lige her, det var som om folk slet ikke var vågne men hun vidste atd et var løgn. De endten gemte sig eller lå på lur efter dem og hun ville ikke tages på sengen. Ilden stod i hendes øjne som hun næsten søgte ud i deres nærhed og følte sig frem til folk. De var ikke alene, slet ikke. Med rolige skridt førte hun sin lille gruppe længere ind i byen. De var alle på vagt. En enkelt mand kom løbende mod dem skrigende. Det kolde smil bredte sig på hendes læber som hun skød sin ild mod manden uden omtanke. Ilden ramte hans tøj og han stoppede op. Den bandte ham ikke til at starte med. Den gled op som dansede den hele vejen op af maven på ham, over brystet og videre op til hans ansigt. Han måbede og flammen tog sit snit til at hoppe ind i gabet på den velvoksne mand. Han skreg som flammen begyndte at brede sig inden i ham og brænde ham indvendigt. Et lille koldt grin undslap hende som hun nærmede sig den døende og sprældende mand på jorden. "Ups" udbrød hun næsten kærligt hvorefter manden selvsantændte og der ikke var andet end et brændt lig tilbage. Uden et ord fortsatte hun igennem byen mod tunlen som ville føre hende til hendes tårn. Det modstand som de mødte lov hun englene ved hendes side tage sig af. Hun havde kun en ting i tankerne. Tårnet. Pilene var begyndte at regne ned over dem deroppe fra men hun brændte dem alle i luften. Enkelte nåede igennem, det kunne ikke undgåes men de ramte ikke noget af værdig heldigvis. Hun smilede roligt som hun nåede tunnellens indgang. Nu skulle de bare se løjer.

[Deleted]

Det havde hjulpet en smule på Deacons humør at se Ignis’ velrettede angreb mod magikeren, inden han og den anden skikkelse forsvandt. Så længe Ignis havde fået et par skrammer ind, og kunne komme fra det i live, kunne Deacon ikke være andet end tilfreds. Og da han lod dødsenglene bære ham med sig, og Ignis sluttede sig til dem i luften, kunne han se blodet dryppe fra Ignis’ metalliske klør. Hvem manden end havde været, havde Ignis sørget for at straffe ham for hvad han havde gjort.
Den resterende modstand i Paggeija var næsten fuldstændig udryddet. Med dødsenglenes hjælp blev Deacon ført over byen, og mod tunnelen der ville føre til det nordlige tårn – tårnet Zean havde givet ham ansvaret før. Raseriet boblede stadig i brystet på ham, og forventningerne om at kunne slå ihjel fik et bredt smil til at brede sig over hans læber. Han ville være i stand til at spilde blod, og ikke bare brænde rødder og rodmonstre i stykker.
Dødsenglene fulgte lydigt med ham, og Deacon delegerede dem velvilligt rundt i tunnelen. Enhver som kom dem for nær blev enten et offer for Deacons rasende ild, eller en af dødsenglenes knive eller sværd. Tunnelen fyldtes med lyden af skrig og råb, lyden af stål mod stål, og lyden af flammer som åd sig igennem tøj, læder og kød. Lugten af død og blod bredte sig i tunnelen, mens Deacon og hans dødsengle banede sig vej op i tårnet. De var så tæt på.

[Deleted]

Beboerne gjorde modstand, men de var ikke soldater. Zeans hær bestod af folk der havde trænet våbenkamp hver dag i flere måneder. De havde sådan set ingen chance! Pilene regnede fra de resterende to tårne og han måtte selv flyve tættere ned mod jorden, for ikke at blive ramt af dem. Han var travlt optaget af at overvære hele scenariet, mærke folks smerter, om det så var fra våben eller Daelis nye våben, ingen havde set før. Nedslagtning, det var hans race eksperter i og det gik effektivt frem. Dog gled hans opmærksomhed snart over mod porten og her lagde han mærke til der ikke var nogen soldater til at stoppe folk...Og en frysende, småsur Eriz. Han var lige ved at grine af det! Hun var jo som en våd kat. Sur, utilfreds og, tja, våd.
Med en bevægelse fløj nogle af hans soldater ned til porten og stillede sig klar til at myrde dem der kom løbende. Zean selv fløj ned til Eriz, sikker på Deacon og Elmyra nok skulle tage hans tårne. Åh, hele byen emmede af død og ødelæggelse! Nogle huse blev låst af og folk brændte ihjel inde i dem. Andre blev kvalt i giftig røg eller skudt ned af bueskyttere, om det så var deres egne eller ej. De resterende warlocks beskyttede folk fra pile, så godt de kunne og assisterede rundt omkring, hvor de kunne. De fleste holdte sig klar til at indtage tårnene. Snart ville byen være hans! Så kunne de fest og få varmen, blive tørre igen!
Han landede ved Eriz og netop da...En pil ramte ham i den ene arm. Hans bodyguards havde ikke set den komme, men de flankerede ham omgående, da han sank ned på det ene knæ af pludselig smerte. Han tog sig til armen...Pilen var gået igennem hans venstre overarm. Fjerene stak ud i den ene side, pilen i den anden. Pis! Nogen skød bueskytten, der havde ramt ham. Men dette så han ikke, da han i stedet fik rejst sig på ben, der overraskende nok ikke vaklede. Endnu.
En dødsengel kom snart over til dem. Hun tog hans arm og knak pilen af, før hun fokuserede på at heale ham. Han bed hårdt sammen da pilen blev hevet ud...Det gjorde ondt, så forbandet ondt, at han fik stjerner for øjnene!
Kvinden healede ham. Som alle engle kunne heale, havde Zean også en gruppe dødsengle der var erfarne på det punkt og kvinden hjalp ham.
”Hold armen i ro den næste uge” fortalte hun, før hun løb videre for at hjælpe nogen andre. Det gjorde ikke længere ondt og selv om hans ene side var blevet næsten helt rød af blod – eller mere sort, vel – blødte det ikke længere. Han bøjede prøvende hånden og syntes godt om arbejdet.
Han vendte sig mod Eriz.
”Tak for din assistance. Desværre kan jeg ikke give dig varmen, før byen er indtaget. Der bliver masser af ligbål” hans smil var stort og sadistisk. Hans øjne skinnede. Hvis man så efter havde alle dødsenglene det samme, sindssyge udtryk, som de myrdede folk og nød det!
Zean trak sit sværd. Og hvad så med at hvile sig? Det kunne han gøre senere.
Han forlod Eriz igen, men to dødsengle blev hos hende, som en form for primitiv beskyttelse og mere som symbol på at Zean ikke havde glemt hende eller var ligeglad med hende. Jorden var for båd til at tænde bål lige nu.
Zean løb selv ind i et hus og slagtede familien der. Stak moren i maven, huggede hovedet af barnet og skar armen af faderen, før han løb ud og studerede det hele igen. De levende ofre, der havde overgivet sig, blev slået ihjel af Zean selv. Ingen overgivelse! Med den modstand han havde oplevet, skulle alle bare dø!
Han håbede Elmyra og Deacon ikke havde problemer og kunne nå tårnene. Det afhang af det...endnu faldt der sårede eller døde engle fra himlen, eller endda gående på jorden, faldet af bueskyttere.

[Deleted]

Elmyra stod og kiggede ned i tunnellen. Der var masser af folk dernede men det var ikke soldater. Hun nød det, elskede tanken om døden der snart ville møde dem. Hun trådte roligt ned i tunnellen. Hun gik forest, også selvom dette måske ikke var det smarteste. Hun nåede ned i bunden og stoppede op. Der var helt stille. Pludselig kom en pil flyvende. Hun nåede ikke at reagerede før den sat i maven på hende og hun faldt tilbage mod trappen. Pokkers! Englene kom ned bag hende og gik igang med at slagte de folk der var i hendes nærhed. Selv kom hun på benene. Hun tog en dyb indånding og flåede pilen ud. Blodet løb ned over hendes tøj og hun lagde hånden mod såret. Flammerne stod mod det og hun gispede let af smerte som hun lukkede såret ved at brænde kanterne af. Det ville holde til hun kunne finde en healer i ihvert fald. Vreden blussede i hende. Hun ville ikke helme før hun havde brændt dem alle til aske. Hun gik med faste skridt frem mod englene. Vreden boblede i hende og varmen bølgede fra hendes krop. Enkelte pile blev sendt i hendes retning men de brændte op inden de ramte hende igen. Hun nåede hen til en ung mand med en bue som rystede så meget i knæene at han end ikke turde løbe fra hende. Det kolde onde smil brød hendes læber på ny som hun lagde den ene arm om hans hals.
Lyden af hans skrig rungede igennem tunnellen og ud oppe i tårnet. Det var et dejligt skrig. Hun nød det. Drengen faldt forkullet for hendes fødder som hun nåede tårnets bund. Hendes og hendes engle banede sig vej op ad ubesværet. Det var begrænset hvor mange der var tilbage til at kæmpe. De nåede toppen og hun skubbede en uopmærksom person ud over kanten sådan så han splattede ud på vejen neden for tårnet. Hun lænede sig smilende ud over siden og betragtede manden på jorden. Det havde givet en god lyd. Roligt lod hun ilden brede sig omkring tårnet, længe nok til at Zean ville se at det var taget men at det ikke brændte. Hun slukkede ilden og endte med at falde til knæene en smule stakåndet. Det havde været hårdt og hun begyndte at kunne mærke såret i maven. Det var ved at gå op. Forbandede bueskytter!

[Deleted]

Nærmere og nærmere kom Deacon til tårnet, og for hver meter han bevægede sig efterlod han lig i sine fodspor. Dødsenglene flokkede omkring ham og dræbte den smule modstand de stødte på – men det var pinligt tydeligt at det ikke var soldater. Det var tydeligt, at det simpelthen bare var mænd som var stærke nok til at holde sværd, spyd eller pil og bue, som var blevet placeret på disse strategiske punkter for beskyttelse. Men de var langt fra i stand til at holde stand mod en hær som denne.
Deacon kunne se tårnet trone foran sig, og han bevægede sig op af de snoede trapper. Bueskyttere foroven prøvede at skyde ham og dødsenglene han havde med sig med sine pile, men Deacons flammer holdt dem på afstand, inden en af dødsenglene han havde med sig, kastede en række knive mod bueskytterne, og Deacon kunne med tilfredshed se til mens bueskytterne én efter én faldt fra tårnet og ned mod jorden. Der var næsten fuldstændig klar bane.
”Tag ud i byen og dræb de overlevende.” beordrede han dem. De sortvingede skabninger sendte ivrige smil til ilddæmonen, før de spredte vingerne og forlod ham, og søgte mod byen. Deacon havde ikke længere brug for dem, og han var sikker på at de var meget mere interesserede i at fortsætte med at slagte de resterende beboere i byen. Selv havde Deacon denne ene sidste opgave.
Et pludselig stik i skulderen fik ham alligevel til at bide tænderne sammen i smerte, og Deacon rev sig løs fra soldaten som pludselig var dukket op bag ham. En dolk var boret ned i hans venstre skulder, og blodet begyndte at løbe ned af hans arm. Men Deacon var hurtig. Med sin højre hånd greb han fat om soldatens ansigt og pressede ham mod den nærmeste væg, med raseriet glødende i sit blik. De brune øjne så næsten gyldne ud i skæret fra flammerne som begyndte at vokse frem i hans håndflade, og lyden af soldatens skrig døde langsomt ud da Deacon lod hans ansigt brænde væk, langsomt og smertefuldt. Liget som blev efterladt på gulvet, ville aldrig blive genkendt igen.
Han gik de sidste par meter op til tårnet, og så ud over slagmarken. Han kunne se Elmyras flammer i det østlige tårn, og gjorde hende kunsten efter med sin friske hånd. Kraftige flammer bredte sig om det nordlige tårn, som signal til Zean om at tårnet var hans.

[Deleted]

Med hovedet hvilende i hænderne, løftede Eriz blikket da en lille gruppe dødsengle landede ved hende. Hun genkendte Zean, og et lille smil trak i det ene mundvig. Det var ikke lige sådan, at hun havde håbet at møde ham igen, men i det mindste havde hun fået sig en flok ofre, der lå omkring hende - skrigende og vridende. Dødsenglene var dog allerede i gang med at gøre dem færdige.
Hendes øjne spærrede sig dog op, da en pil pludselig fløj gennem armen på Zean. Hurtigt var hun på benene, men ikke hurtig nok. En healer var allerede henne ved ham. Hendes øjne gled rundt, for at se hvor pilen stammede fra, men var for langt væk til at kunne gøre bueskytterne noget. Det så dog ud til at healeren, gjorde et godt stykke arbejde, og snart var Zean klar igen.
Hun gengældte hans sadistiske smil med sit eget smalle. Det var tydeligt, at han nød det her. Var nærmest smittende.
"Jeg holder dig op på det," svarede hun med tænderne klaprende i munden, inden at han trak sit sværd, og var væk igen. Han efterlod dog to dødsengle ved hende. De målte hinanden med blikket. Det var ikke fordi, hun havde brug for beskyttelse, men måske hvis Zean ville se hende igen, kunne de transportere hende rundt, uden at hun behøvede at vade afsted i vådt tøj.
"Så... er der én af jer, som kan finde ud af at tænde et bål?" spurgte hun dødsenglene, mens hun holdte omkring sig selv, for at holde varmen. De kiggede ligegyldigt på hende. Hun sukkede opgivende.

[Deleted]

Folk blev slagtet over alt. Blodet løb ned af gaderne og farvede jorden og stierne røde og mørke. Græsset blev malet rødt, ligesom folks ting, vægge, gulve og lofter blev oversprøjtet, efterhånden som de blev hugget ned. Enkelte dødsenglene måtte lade livet for en gruppe modstand, andre fik nogle sår eller skrammer, men det var jo hvad han kunne forvente. Tunnelerne gav genlyd af skrig og lyden af våben, der blev brugt og rustninger, der tog imod slag. Zean stod udenfor, midt i det hele, flankeret af hans bodyguards. Endnu en bodyguard måtte dø – der var nu kun Corina og en mand tilbage – før tårnene var hans.
Han så bueskytterne falde og enkelte skreg endnu, mens de fløj ned af tårnene og mødte døden. Først det østlige, så det nordlige tårn blev oplyst af ild og informerede ham om det. Han gav tegn til at hans egne bueskyttere og nogle warlocks skulle indtage tårnene. Hans engle fløj derop, warlocks satte i løb mellem de lig-fyldte tunneler.
Med deres hjælp blev de sidste skudt ned, warlocks kastede nogle magier. Endelig blev de sidste levende personer taget udenfor. En meget lille gruppe folk blev sat på række foran Zean, bagbundet. Et par familier, bedømte han og nogle enlige kvinder og mænd. De fleste havde småskader.
Med hænderne på ryggen gik han frem og tilbage foran dem, mens hans kolde øjne hvilede på dem. En af dem så vredt på ham, en anden trodsigt. En tredje spyttede endda efter ham. Resten var underdanige og bange, så han. Et svagt smil gled over ham. Han vidste præcis hvad han skulle gøre ved dem.
”Spids nogle pæle og sæt dem op ude for porten. Spid folkene er på dem...Levende. Lad dem være en advarsel for alle der kommer til byen, om hvad der kan ske, hvis de gør modstand mod os...” Nogle dødsengle nikkede, men endnu var der ingen der tog initiativ. Endnu manglede de en ting...
Zean hoppede op på en sten. Hans engle, bortset fra dem i de dybeste tunneler eller dem i tårnene, samlede sig. De fleste klædt i blod og med et tilfreds udtryk, trods de havde mistet flere af deres egne, end der var planen.
Zeans arme gled i vejret og der blev næsten helt stille i en by, der ellers havde runget af metal og skrig. Endnu kunne man høre noget af det i det fjerne.
Nej, han ville ikke holde en lang tale.
”Byen er VORES!” råbte han. Jublen spredte sig som en lystig ild på tørt træ. Flere arme gled i vejret, som folk hujede, råbte, fløjtede og hoppede. Dette var deres, endelig havde de deres eget! De havde kæmpet og vundet, længe siden var det de havde oplevet noget så fantastisk!
Et bredt smil spredte sig hos Zean. Med en håndbevægelse løb de healere, der ikke allerede var travlt optagede, ud til de sårede. Zean beordrede nogle forholdsvis friske soldater til at holde vagt i tårnene og ved porten, dette ville der nu være konstant, mens han havde byen. Midt på bypladsen gik folk i gang med at rejse telte og hjælpe de sårede.
En healer kom op i tårnet til Elmyra, fordi en soldat var fløjet ned fra tårnet og havde fortalt om det. Hun lagde sine hænder mod Elmyra mave – hvis hun tillod det – og begyndte at heale hende. Deacon ville også blive tilbudt healing, havde han brug for det.
Og så var det overstået. Byen var deres!
Nu havde Zean blot travlt med mange andre ting. Nejnej, der var ikke tid til at slappe af nu, selv om hans mænd så ud til at tro det.

//Out

[Deleted]

Hun sad tilbage lænet i tårnet da hendes opgave var udført. Hun smilede svagt for sig selv og hostede en gang. Det gjorde ondt og hun krummede sig helt sammen. Dødsenglene havde hun sendt ud til at gøre andre ting og hun overvejede at komme på benene for at komme ned på jorden sådan så hun kunne blive healet. Hun nåede dog ikke langt før en healer kom løbende. Hun lod healeren berøre hende og hun så til som hendes sår blev healet og hun atter kunne bevæge sig frit. Hun takkede roligt kvinden som hurtigt forsvandt igen. Elmyra sad lidt før hun søgte mod ned mod gaden igen.
Hun forlod tunnellen lidt efter. Dødsenglene rendte på kryds og på tværs af hinanden for at de sidste ting på plads. Alt i alt var det hele vidst gået meget godt. Selvom der havde været modstand så havde det ikke været helt forfærdeligt. Hun strakte sig en gang før hun søgte ud igennem små gader og stræder. Hun ville tjekke at der ikke lige var en sjæl eller to som hun kunne brænde levende inden engelen fik spidet dem alle.

//OUT

[Deleted]

Deacon havde allerede været på vej ud fra tårnet, efter at Zeans dødsengle havde taget hans plads og sikret kontrol over tårnet. Han stødte ind i healeren på vej ud derfra, og lod hende godvilligt se på såret i hans skulder. Det var heldigvis ikke slemt, men det var nok til at det sved som en satan. Healeren standsede blødningen og healede selve såret, før hun lod ham gå videre.
Deacon behøvede ikke høre Zeans erklæring, for at vide at slaget var vundet. Lyden af jubelen og tilråbene var mere end nok til at afsløre det. I det fjerne kunne han høre et skingert skrig, lige inden han så den glødende plet søge ned fra himlen, og placerede sig på hans højre skulder. Kærligt gned Ignis sit varme hoved mod sin herres kind, og blev belønnet af at Deacon blidt strøg sine bloddækkede fingre over føniksens fjerdragt.
”Du gjorde det godt, Ignis.” roste han varmt, og fik en salig nynnen i retur fra den flammende fugl. Han så omkring sig. Jorden var mudret efter magikerens flodbølge, og der lå stadig lig spredt rundt omkring ham. Han ænsede dem dog ikke. Han begav sig i stedet mod byens midte, hvor Zean og alle hans dødsengle havde samlet sig. Dødsenglene var allerede i gang med at spidde de overlevende, men Deacon var ligeglad. Alt han havde lyst til lige nu, var en god, brændende drink.

//out