Den tabte by del 2 - Kampen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Pile var ikke nogen trussel mod de store rod-monstre som gik amok på dem som stod der. Ilden tog dog meget snart fat i dem, og selvom Salvatore gjorde hvad han kunne, for at holde dette på afstand, så var det stadig begrænset hvad han kunne udrette alene. Mere eller mindre, var det en tabt kamp på forhånd, hvilket han vidste, men hvad gjorde man ikke til Denjarnas ære? Hun lå et eller andet sted på bjerget her, og hvis de tog det, ville han nogensinde kunne komme op og besøge hendes gravsted igen?
Tænderne bed han sammen. Rod-monstrene faldt til jorden, og fortsatte at slå i den tid Salvatore kunne holde koncentrationen. Ilden lyste jo desværre også op, hvilket gjorde, at han selv blev mere udsat, end hvad han havde været i forvejen. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. han var træt og han svedte. At udnytte magien på denne måde, var bestemt ikke nogen nem ting, og det tog virkelig, virkelig hårdt på hans energi! Hans hænder støttede af mod jorden. I et forsøg på at rejse nogen flere, selvom de ikke var nær så store som de første, så var de også langt svagere, men de skulle simpelthen ikke have lov! Hvem der end ledte dette slag, så måtte det næsten være en dødsengel.. Der var flest af disse!
Kutten fløj af i den kraftige vind.. Den hvide hinde over hans øjne, var nærmest forsvundet, men at fortsætte modstanden, var svær. Der var stadig nogle stykker tilbage, som slog fra sig. Måske at han bare.. skulle trække sig? Han kunne udrette meget mere. De mindre dannede en lille mur foran ham, så de ville tage opmærksomheden fra ham, i og med, at han rejste sig, for at trække kappen om sig. Her var ikke nær så mørkt nu, på grund af ilden, som der havde været, og med pilene, som mere eller mindre fløj om ørene på ham, var det jo kun held at det ikke havde ramt.... før nu. En kraftig smerte skød direkte igennem hans skulder, da en pil satte sig i den. Han slap et kraftigt gisp, da han måtte gå i jorden i stedet for. Automatisk spændte han i kroppen. Nej! De skulle simpelthen ikke have lov! Han så sig om. Kappen kunne tildels holde ham skjult, men nok ikke for længe! Floden løb ikke langt fra dem... det gav ham en ide! Han trak sig mere bagud og væk fra de krigene. Han var beskidt.. træt og tæt på udmattelse, men han var simpelthen nødt til det! En ny remse startede op... Vandet begyndte at trække sig tilbage.. For nu om ikke end. Han var nødt til at forsøge en sidste gang! Rustninger var tunge.. de ville aldrig kunne klare en flod af vand!

[Deleted]

Elmyra's ild var næsten levende som den bredte sig på muren. Den dansede rundt over planter og rødder og søgte ind i alle nykker og kroge. Hun elskede det, nød følelsen som var hun tæt forbundet med hendes element. Hun kunne næsten mærke de levendes planters skrig igennem ilden når de brændte. Følelsen var himmelsk! Hendes blik vendte sig mod Deacon som han kom til at hjalp hende med muren. Hun lod deres ild smelte sammen og næsten danse en dans hen over rødderne. Den forstærkede hinanden, med to ilddæmoner kunne det ikke gå galt.
Hendes blik flyttede sig til Zean som komanderede sin hær på bedste vis. Bueskytter var stadig i luften og skød mod deres modstand. Stadig havde ingen af dem set den magikyndige som måtte være på den anden side af muren. Hun satte mere blus under sine flammer for at muren ikke kunne nå at reperere sig selv i baggrunden. Hun smilede stille. Det var endnu ikke specielt hårdt for hende, hun havde brugt kræfter meget hårdere end disse i sin tid og selvom hun godt kunne være mere voldsom så ønskede hun det ikke. Hun var ligesom nød til at spare på energi hvis hun skulle indtage et tårn når de endelig kom igennem.
Da Zean selv valgte at charge ind med sin gruppe af bodyguards kunne hun ikke lade være med at holde øje med ham. Hun ønskede ikke at han skulle dø under denne aktion og hun var klar til at hjælpe hvis det var krævet. En engel foran hende blev fanget i rødder og hurtigt smøg ilden sig op af ham og brændte rødderne væk men uden at skade ham det mindste. Det krævede en smule mere at holde ilden fra at brænde alt på sin vej men det var hende dog muligt hvis hun ønskede det. Hendes blik gled tilbage på muren. Nu måtte de da for pokker snart være igennem! Hendes blik gled tilbage på Deacon. Gad vide om han havde flere tricks op i sine ærmer end blot den føniks og hans ild evner?

[Deleted]

Med hurtige skridt søgte Jessabelle mod Paggeija. Hun havde hørt fra Jarniqa at hendes far var der som hendes eneste forsvar mod en hel hær? Han måtte være stærk. Virkelig stærk. Hun hoppede fra sten til sten med lethed som kunne hun flyve, hvilket hun også kunne. Hun stoppede op af synet fra byen mødte hende. Der var et hus i brænd, to tårne var væltet men stadig var hele hæren ude foran byen? Forvirrende. Hun stoppede op og vendte blikket mod den store væg af planter som havde fundet vej frem. Det måtte være modstanden. Ilden oplyste det hele så godt som det nu kunne og en kutteklædt skikkelse fangede hendes blik. Han faldt til jorden, ramt af en pil. Dette måtte være manden som Jarniqa havde fortalt hende om. Hun var ikke langsom til at søge ned mod kamp pladsen. Først skulle hun havde fat i den kutte klædte skikkelse som søgte over mod den nærmeste flod. Genialt træk, selv for en magiker. Hun kunne lide hans tanke gang. Hun søgte hen til muren som efter hånden var godt ødelagt og hun placerede hænderne i jorden. Med et steg en mur af sten og jord op bag ved væggen af planter. Den ville holde dem kæmpende i noget tid. Hun vendte om på hælene og søgte mod den kutte klædte skikkelse som hun havde set før. Hun nåede ham hurtigt, han så næsten udmattet ud. "Jeg mødte en ung pige i Procias som pointerede for mig at du kunne bruge noget hjælp. er det rigtigt?" Et lille smil prydede hendes læber som hun gik over til manden og stillede sig. Det lange blonde hår var sat op i en knold og det var tydeligt at hun var klar til kamp om det så galt hende livet.

[Deleted]

Ud fra øjenkrogen kunne Deacon fornemme hvordan Elmyra bevægede sig over rødderne som faldt ned om ørene på dem. Deres flammer var smeltet sammen, og brændte så stærkt at han næsten kunne mærke heden mod ansigtet. Dødsenglene som var landet omkring ham skærmede sit blik for det intense skær, men Deacon lod sig ikke berøre af det. Flammerne var lige så meget en del af ham, som han var af den. Han nød heden, lugten, følelsen af ilden i luften.
Rodmonstrene nærmede sig, og Deacon fik ilden til at danse omkring sig, og brændte ethvert monster som kom ham for nært. Endnu havde han ikke haft et behov for at trække sværdet: ilden han kommanderede var mere end godt nok til denne forhindring.
Med ét var det som om muren foran gjorde mindre modstand. Den gav sig, og flammerne trængte langsomt mere og mere igennem. Et smil gled over Deacons læber, og han bevægede sig tættere på muren, og løftede hænderne. Som på hans kommando hævede flammerne sig og bredte sig fra bund til top af muren, og flammerne spredte sig omgående i rødderne. Han kunne næsten høre deres smertefulde skrig, men han nød det i fulde drag. Havde det dog blot være levende mennesker, og ikke rødder, han var i færd med at brænde.
En åbning begyndte at vise sig i muren, og gjorde dem i stand til at træde igennem. Rødderne forsøgte at dække åbningen til igen, men med Elmyras hjælp fik de flammerne til at holde åbningen klar. Ikke havde Deacon nået at gå det første skridt frem, før en ny mur groede op fra jorden på den anden side af rødderne – denne gang af solid sten. Deacon bandede højlydt. Den her magi var ved at pisse ham godt og grundigt af.

[Deleted]

Lyden af skrig og metal mod metal gav genlød gennem natten, mens lugten af blod hang i næsen. Sorte, flyvende skikkelser baskede rundt på himlen, mens andre stod nede på jorden og kæmpede. Ved første øjekast så det uoverskueligt ud. Et kaos af krig og kamp. Død og ødelæggelse.
Flammer oplyste to skikkelser, som mørket modvilligt slap, eftersom de var børn af natten. Side om side gik de to kvinder. Den ene sort som natten, den anden glødende som ilden selv.
Med faste skridt klædt til kamp, havde de kurs direkte mod den store mur, der stoppede folk fra at komme ind i byen. Dødsenglene kiggede overrasket ned på de to kvinder, som ud af ingenting, var kommet til stede. De angreb dem dog ikke. Der var noget ved kvindernes viljekraft og styrke, der holdte dem tilbage.
Eriz’s lange, sorte hår var sat op, så det ikke kom i vejen. For en gangs skyld var de lange kjoler, blevet skiftet ud med stramme bukser, og en løs, sort skjorte, der tydeligvis var én af Rei’s. Lange støvler smøg sig op over benene.
Frygtløst stoppede de op et stykke fra muren, og lod Eriz studerende isblå øjne glide op over jordmuren. Hovedet gled en smule på skrå. Som dødens skytsengle var hende og Faith kommet til hjælp, for at støtte op om Zean, de havde indgået en alliance med. De ville ikke lade ham alene, også selvom han ikke anede, de ville komme.
Bag muren kunne hun fornemme bevidstheder, der lyste op for hendes indre blik. Et lille fnys undslap hendes læber. Troede de virkelige, at de kunne gemme sig for hende? Ingen kunne.
Hun vekslede et smil med Faith, inden at hun hævede begge sine arme i en flydende bevægelse. Sorte, lodne og langlemmet skikkelser, begyndte at klatre op over muren af jord. Man kunne høre deres rallende åndedræt, samt se deres øjne lyse i mørket. Uden stop kravlede de op til kanten af muren. Flere og flere dukkede frem. Eriz’s smil voksede. De lodne bæster hvæsede, så man kunne se deres sylespidse tænder, inden de forsvandt om på den anden side af muren. Muren gjorde dem ikke noget. De forsvandt ikke. Som skygger gled de over muren, der ikke så meget som rørte dem, inden de begyndte at kravle ned på den anden side.
Illusioner. Ikke andet end illusioner, men for folk, der ikke vidste hvad Eriz var i stand til, kunne de sagtens tro mareridts bæsterne var ægte. Taget ud af ethvert barns mørkeste drøm. Mareridt. Intet andet end mareridt, men i vågen tilstand, hvem kunne så se forskel?
”Lad mig så høre jer skrige….” hviskede Eriz frydefuldt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Krig hærgede i disse tider. Overalt hvor man gik i natten kunne man høre skrigene fra Paggeija. Det var århundrede siden Faith sidst havde følt sig brugbar i et slag der var værd at kæmpe. Side om side med Eriz, bevægede de to sig gennem mørket, men hvor Eriz blændede ind, skilte hun sig ud. Hendes flammerøde lokker var ikke sat op men dansede lystigt omkring hendes ansigt. Hun var flere hoveder kortere end Eriz, men ligeså faretruende i en dybrød heldragt af læder og hendes øjne var så grønne at de lyste op i mørket.
Lyden af skrig.. stank af røg. Det fyldte hende med en iver. Måden hendes hjerte fik alting til at pulserer i hende, var til enhver tid bedre end noget samleje.
Hendes skridt var målrettede, men for nu holdt hun sig lidt bag Eriz, eftersom hun var ny i alt dette. Hendes udstråling var dog ikke til at tage fejl af. Hun lod blikket glide omkring, forsøgte at danne sig et overblik. Den sørgelige sandhed om at kun to soldater havde forsaget så meget skade blandt mørkenglene, gik op for hende des tættere de kom. Det var næsten pinligt, dog havde hun svært ved at finde ud af hvad de egentlig var oppe imod. Det var svært for hende at se hvor mange der befandt sig bagved muren, men en dæmon kunne hun fornemme. Der var flere, men det var svært for hende at danne overblik over hvor.. og om det var nogen der var på hendes side.
Hun kneb øjnene sammen og gengældte kort Eriz' smil. Gud hvor hun elskede den kvindes temperament!
Selv trådte hun lidt væk og studerede muren. Hun tog en dyb indånding, forestillede sig at muren var Kimeya, hendes arme bredtes ud, hvorefter hun i en meget bestemt bevægelse, kastede en kugle af ild mod muren. I samme øjeblik den ramte, eksploderede den og blev til flere små flammende kilder.
Hendes blik faldt på en maskulin skikkelse ikke langt fra hende. Hun kunne ane ham i mørket, han var endnu et barn af gløderne. ”Perfekt,” hun smilede for sig selv. Det fyldte hende med stolthed at se andre dæmoner kæmpe, trods han på nuværende tidspunkt var imod hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ved at være træt. At fortsætte alene, var uden tvivl forbandet hårdt, og særligt fordi at han var nødt til at tænke hurtigt, kreativt og fornuftigt ikke mindst. Han bed tænderne fast og hårdt sammen, og med en rystelse i kroppen, som han slet ikke kunne kontrollere. Ilden tog til og det nedlagde det forsvar, som han til nu havde bygget op. Det var heller ikke ligefrem nemt. Han hævede blikket. For nu var han i det skjulte. Den mørke kappe kunne holde ham lidt i baggrunden, men ikke meget, og det var begrænset hvor meget han kunne fortsætte.
Stemmen som pludselig lød bag ham, brød kort hans koncentration. Han vendte blikket mod hende. Havde Jarniqa fortalt at han var her? Det passede ham mere end fint! "D-det er tungt.." endte han med en fast tone. Hans arm lige, var ubrugelig på grund af den pil, og gud hvor var det da irriterende!
Vandet trak sig tilbage. Hans krop begyndte at ryste og han svedte. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Han vendte blikket mod muren som rejste sig.. Tak.. Det ødelagde det hele for ham! Han sukkede let og klemte øjnene sammen. Han havde det ikke godt.. Ville de overhovedet komme herfra? De var nu to mod en hel hær, og det var virkelig ikke nemt! Han tog fat om Jessabelle. Han havde brug for nogen at holde fast i.. bare lige for nu!
Et kraftigt brag lød, da muren nærmest eksploderede. Sten fløj rundt til alle sider. Han flyttede sig så hurtigt, for ikke at blive ramt. Det her var nok det sidste som han kunne formå. Det var virkelig ikke nemt det her! Vandet trak sig denne gang helt tilbage.. Det var klarsignalet. Han fortsatte remsen i hovedet, inden den hvide hinde igen lagde sig for hans øjne, og denne gang lagde sig helt over dem. Han klemte øjnene fast sammen.. Det begyndte at buldre og brage i det fjerne.. Jorden rystede, inden det kom buldrene. Vandet kom.. i en kæmpe mur i samme bredde som den gamle flod, der til nu havde trukket sig tilbage. "Hold fast.." endte Salvatore til Jessabelle, da vandet passerede med en voldsom kraft mod den modstående hær. Dem i rustning ville nok falde og vælte..og uden mulighed for at komme op, på grund af vægten, ville de nok drukne og resten ville blive slået tilbage. Voldsomt tilbage.

[Deleted]

Han stak det sidste monster ned og trak sig tilbage, mens han trak vejret dybt. Det var ikke meningen de skulle slås så meget, det med meningen de skulle videre, få byen! Nu måtte alle beboerne i byen have bevæbnet sig og være klar...Det var meningen de skulle hive dem ud af deres senge! Alle i den by skulle dø nu. Uden tvivl.
Hans sværd var ikke fuld af blod, men smattede af rødder og deres safter. Med en irriteret bevægelse tørrede han bladet af i græsset, før han så sig omkring. Flere mænd end han havde troet var faldet. Umiddelbart var en en del såret og færre døde, men der var døde. Hans blik gled over rod-muren som efterhånden var brændt ned og han smilte svagt. Nu kunne de komme videre! Monstrene blev færre og svagere, hans mænd skar dem let ned og nu var de mest distraherende end udfordrende. De fleste brugte vingerne til at undgå flere huller. De sidste store rødder faldt, ilden havde krævet sit offer og han var godt tilfreds med at han havde taget nogle dæmoner med sig. De var i den grad praktiske. Og warlocks, også vel, men de stod bare og remsede. Intet spændende.
Han var netop på vej igennem muren, sammen med Deacon, da jorden rumlede...Enkelte havde set kvinden og manden, men de fleste havde for travlt til at bemærke det yderligere eller gøre noget ved det.
Pludselig skød en mur op af solid sten. Zean stoppede op og lod blikket glide op af dem. Forbandet! For helvede! For satan! Han stoppede op. Han lod det ikke stoppe ham. På ingen måde ville det stoppe ham. I stedet drejede ham om på hælen og gik tilbage, hvor hans tropper igen var ved at samle sig og bringe sårede i sikkerhed og hjælpe dem. De var ikke vildt mange... De raske kunne flyve over muren, men de kunne ikke begynde angrebet alene, uden dem til fods. Han kunne godt bruge en ny styrke, nogle flere allierede. Og hvor var de når man skulle bruge dem? Sikkert hjemme i Dvasias!
Han bandede og kaldte sine generaler til sig.
”Vi flyver over!” kommanderede han.
”Få de sårede i sikkerhed....” han delegerede en gruppe dødsengle til dette og de gik straks i gang.
”Resten, vi flyver!” han vendte sig om mod Elmyra og Deacon. De kunne ikke flyve og det kunne warlocks heller ikke. Han ville ikke efterlade dem. Han skar tænder. Hvis det blev nødvendigt ville han flyve dem over!
Han var netop ved at give kommando til at lette...Da endnu uventede ting skete.
Han drejede sig – Man kunne jo mærke det langt væk, når to forenede, stærke kvinder kom gående – og så det samme som alle andre. To kvinder, hvoraf Zean kun kendte den ene, kom gående ned mellem dem. Ingen gjorde dem noget, de afventede Zeans kommando, men Zean forblev stående, mens han så kvinderne gå ned til muren. Eriz var der...Men hvorfor var hun her? Og den fremmede kvinde. Hvorfor? Men Eriz var hans allierede og han lod hende komme til, trods ingen af dem så meget som så på ham. Arrogante narrehatte! Dette var ikke deres kamp, det var hans, så skulle de ikke bare komme og svinge med deres magiske stave, som om han var den uvidende!
Han trak vejret dybt. Han var utilfreds, men han lod som ingenting og smilte til de nærmeste af hans dødsengle, som var dette helt normalt. Han tjekkede om Daelis var der og var glad for hun virkede lige så sikker, som han håbede. Corina og hendes mænd stod lige bag ham.
Han stoppede sine folk i de kommandoer han lige havde givet, ud over det at tage sig af de sårede.
Eriz sendte fine illusioner af skræk over muren, Faith fik muren ned. Han end ikke ventede, i stedet gled hans hånd i vejret...Og resten af hans duelige hær satte af fra jorden og fløj direkte mod byen, uden at lade flere ting stoppe dem. Kun et par grupper blev på jorden, dem med det tungeste rustning og våben og Zean førte dem fremefter, over udbrændte rødder og sten. Nu kunne de måske endelig komme videre? Han gjorde det samme som kvinderne. Han end ikke så på dem.
Nu kunne Deacon og Elmyra måske også endelig komme videre med det de skulle? Hans blik gled rundt. Magikeren måtte endnu være her. Nogen måtte tage sig af denne, inden han skabte dem flere problemer! Ingen havde endnu fortalt ham der også var en anden dæmon her.
”Angrib byen!” kommanderede han.
”Dræb enhver magiker i kommer i nærheden af! Dræb alt levende!”

Han havde knap givet kommandoen, før pludselig mængder af vand slog hen over jorden. De opdagede det hurtigt og folk som Zean, der var let klædt på, hoppede op og baskede hårdt med vingerne for at komme væk. Desværre kunne hans soldater, der bar mest rustning, ikke komme væk. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med Deacon eller Elmyra, der var ilddæmoner. De måtte hade vand. Og Eriz og dæmonkvinden? De kunne passe sig selv. Han fløj højere op, som han så vandbølgen vælte hans soldater, som var et bowling. Hvor kom alt det vand overhoved fra?
Heldigvis var de fleste dødsengle i luften. Men alle de sårede, de døde, warlocks og dem med rustning blev skyllet væk. Som vandet forsvandt, lå de hulter til bulter. Nogen druknede, nogen lå på den nu meget våde jord og gylpede vand op. Mange sårede var nu døde, enkelte slået mod nogle klipper. Han mærkede vreden i sig, dyb. Han kunne jo for helvede intet gøre mod magi! Og de våde dødsengle ville ikke kunne flyve, endnu mindre komme op.
Alt virkede sådan set ødelagt. Kun hans engle i luften kunne bruges. Selv af warlocks var enkelte druknede, selv om mange så ud til at redde sig selv med nogle magiske barrierer. Med et irriteret suk vendte han ryggen til dem og fløj mod Paggeija. Han kunne intet gøre for sine druknende fæller eller allierede. De måtte videre!

[Deleted]

Jessabelle havde udelukkende sat muren op for at give dem noget mere tid. Hun var klar til at vælte den igen uden problemer. Hurtigt var hun hende ved manden. Han havde holdt hele denne hær hen alene? Hun var imponeret, meget endda. Hun mærkede hvordan han måtte gribe fat i hende og hun slyngede en arm om ham og holdt ham oppe uden problemer. Som jord dæmon var hun stærk, meget stærk endda. "Jeg ved det. Det er altid hårdt at slås alene. Du er ikke alene længere. Om ikke andet så lovede jeg at bringe dig sikkert til Procias. Jeg agter at holde mit løfte" pointede hun roligt som hun støttede den kutteklædte magiker. Han var stærk, det var en gave som mange tog forgivet. han prøvede i det mindste at gøre noget godt for denne by hvor dem bag muren bare ville destruere den. Hun rakte hånden mod muren som han fortsatte sin magi, klar til at nedlægge den selvom det ikke blev nødvendigt. Hendes blik faldt først på de sorte skygger som kom over muren hvorefter den blev sprunget i luften. Følelsen var ikke til at tage fejl af. Den dæmoniske leder måtte være på spil? Pokkers. Jessie havde virkelig ikke lyst til at rende ind i den kvinde lige forløbig. Hun var jo en forræder. Da han bad hende om at holde fast greb hun roligt i ham og med et let op var de oppe på en afsats som ville beskytte dem for den enorme mængde af vand som måtte blive sendte direkte mod hæren. Mange ville dø, de langsomste ved drukne og resten ville blive kastet langt tilbage. Hun knyttede næverne og knækkede knoerne. Pokker tage Dvasias! hendes opmærksomhed vendte sig mod manden som virkelig så godt brugt ud nu. Hun holdt stadig fast i ham som var hun bange for at han ville dejse om hvis hun ikke gjorde det. Et bekymret blik faldt over hende som hun støttede ham. "Kan du kæmpe videre fremmede eller skal jeg indfri mit løfte om at bringe dig sikkert til Procias?" spurgte hun roligt og lod hovedet søge på sned. Denne gang var hun ligeglad med at blive set. Det var ligegyldigt. lige nu ville hun bare gerne holde sit løfte til den søde unge pige som ventede i Procias.

[Deleted]

De var snart igennem. Det var dejligt men ikke en tid til at slappe af endnu. Hun vidste at der ventede mere arbejde på den anden side og inde i byen. Med rolige skridt nærmede hun sig selvom hun måtte træde kraftigt tilbage ved rystelserne. En mur af sten skød op foran dem. Forbandet! Hvorfor skulle folk altid kæmpe så meget imod. Hun vendte sig mod Zean for at høre hvad han ville men han nåede ikke at give mange ordre før to kvinder dukkede op. En mørkede var tydeligvis en Warlock, gud hvor hun hadede de skabninger selvom hun i denne situation holdt det for sig selv. Kvinden brugte sin magi til at fremmane skabninger der kravlede over muren, smart. Måske Warlocks kunne noget alligevel? Den anden kvindes tilstedeværelse mærkede hun hurtigere end hun egentlig så kvinden. Hendes leder aura var tydelig og som Ild Dæmon kunne hun tydeligt mærke varmen. Hun brød sig egentlig ikke ret meget om tanken om at have en leder som kunne bestemme over hende men som sådan havde hun intet imod kvindemennesket og hun så ud til at ville hjælpe Zean så der var vel intet at brokke sig over. Armene søgte roligt overkors som hun trak sig længere tilbage. Hun vidste ikke hvad Faith havde af planer men det var sikkert eksplosivt. Hun fik ret. Muren smuldrede som brændende sten foran dem. Perfelt. Så kunne de da komme over. Smilet bredte sig på hendes læber selvom det måtte forstumme med det samme igen. Den store flodbølge kom over dem så forbandet hurtigt! Selv nåede hun ikke meget andet end at søge en smule højere op på en sted og holde sig fast. Hun var ikke som sådan bange for vand selvom hun var Ild Dæmon men hun ville absolut ikke drukne. Det var svært at holde vandet på afstand på klippen og hun mærkede tydeligt hvordan vreden blussede op i hende. Hendes ild ville ikke blive slukket! Den ville leve videre også selvom hun blev våd. En barriere af ild formede sig omkring hende og holdt det vand som nåede op til hende på afstand sådan så hun faktisk kunne få vejret igen. Hun hostede og hakkede men var i live. Det var ikke sikkert at så mange andre var. Da vandet endelig lagde sig kom hun på benene. Tør var hun hurtigt og hendes blik søgte luften. Hendes prioritet var Zean. Var han okay? Hun så ham flyve ikke så langt fra hende, super. Så var alt i det mindste ikke helt tabt. "Giver du et lift?" rådte hun af ham med blikket vendt mod byen. Hun gad virkelig ikke rende rundt i vandet hvis hun kunne blive fri for det.

[Deleted]

Deacon havde end ikke bemærket Eriz og den anden kvinde komme gående, før de mørke illusioner banede sig vej op af stenmuren som var groet frem foran dem. Han havde været ved at føre sin ild mod dem, da det gik op for ham at hvad de end var, var det ikke dem, de var ude efter. Hans blik gled omkring dem, og det var først da, at han lagde mærke til Eriz og den anden kvinde. Et kortvarigt, flygtigt smil gled over hans læber, lige idet han så den anden kvinde sende en ildkugle mod muren, og startede en eksplosion som fik stenmuren til at gå i tusinde stykker. Han var nødt til at bevæge sig væk med en hast for ikke at blive ramt af murbrokkerne som faldt om ørene på ham. De var igennem! Paggeijas sidste forsvarsværker var nedlagt!
Knapt havde han nået at fryde sig over tanken før hans blik faldt på flodbølgen som samlede sig foran dem. Han nåede at se de to skikkelser, og konkludere at de måtte være skyld i begge mure de havde nedlagt, og nu også flodbølgen som suste mod dem i fuld fart.
Flodbølgen ramte ham med en massiv kraft og forsøgte at trække ham med sig på sin færd ud af krateret. Deacon blev væltet rundt i vandet indtil han til sidst ikke var sikker på hvad var op eller ned, og han blev kastet frem og tilbage mellem stenene over jorden. Det var med en kraftanstrengelse at han formåede at gribe fat om en klippe og trække sig selv op over vandet, og måtte gispe efter vejret. Satans også! Hvis ikke muren var blevet fjernet da den blev, kunne de have undgået det værste. I stedet måtte han forsøge at kaste vandet han havde slugt, op. Hele hans krop rystede. Hans rustning havde til alt held været meget let, kun nok til at beskytte ham mod simple angreb. Omkring sig kunne han se andre soldater som var blevet trukket med at vandet, alle som havde gået iklædt tungere rustninger. Mange af dem bevægede sig ikke længere. Raseriet boblede i ham, og han hævede blikket mod himlen, på den glødende plet som kredsede højt deroppe. Føniksen gav et skrig fra sig, før den dukkede mod jorden, mod manden som havde set ud til at være skyld i flodbølgen. Deacon kunne næsten mærke hvordan Ignis førte de metalbeklædte klør frem, parat til at gå til direkte angreb mod magikeren som havde angrebet dem sådan.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Til nu havde Salvatore formået at holde det hele i skak alene. Nu kunne han ikke mere. Flodbølgen passerede dem, dog selvom han kunne ane at dødsenglene var i luften, og han vidste, at de nu var klar over, at der var en magiker i billedet. Ja, kunne det overhovedet komme bag på nogen? Nogen skulle jo for pokker gøre modstand! Hans ene arm hang ved hans side, for pilen sad, så han slet kunne bruge dem. Det kraftige tryk af vandet som passerede dem, slog kutten af ham. Han klemte øjnene let sammen. Hans ben og krop måtte give efter. Han kunne virkelig ikke mere nu. Han kunne ikke mere! Hans datter var i sikkerhed, hvilket for ham, var det vigtigste af det hele. Hans krop var udmattet. Mere eller mindre hang han ind mod Jessabelle ved hans side. Umiddelbart havde han ingen anelse om hvem hun var, men hun var uden tvivl kommet lige i grevens tid, og det var det, som for ham, måtte være det vigtigste!
"Jeg kan ikke mere.. Vi.. vi må væk..!" endte han fast. Han vendte blikket op. Vandet havde taget resten af de flammer, som havde været i de monstre, som han havde sendt efter dem i udgangspunktet, så det atter en gang var blevet temmelig mørkt. Han vidste at de var der, og nu hvor han kunne høre den ene.. slå magikeren ihjel.. De vidste, at der var nogen, men ikke hvem, hvilket var det som passede ham mere end fint! Han forsøgte at rejse sig, selvom det slet ikke ville som han ville. Hans ben måtte give direkte efter under ham. "L-lad os komme væk.. V-vi kan ikke gøre mere her.." fortsatte han. Ville dødsenglene nå at finde ham? Ville hun hjælpe ham tilbage til Procias? Det var jo det sats, som var, og særligt fordi at han var for træt til at bruge magi.. ja, for træt til nærmest at kunne gå, og han ønskede bestemt ikke at skulle blive fanget af mørket igen! Han nægtede at anerkende det som en del af ham. "V-væk.. nu...!" endte han fast. Flodbølgen gik mod sin ende, og de havde måske muligheden for at komme derfra?
Skriget.... Salvatore kiggede op, kun lige tidsnok til at se den store fugl sætte klørene i ham. Den gik mod hans ansigt. Han gispede kraftigt, da han hurtigt hævede hånden, så det i stedet for, gik mere udover den modsatte arm. Han forsøgte at vifte den fra sig. "Forsvind!" endte han med en fast tone. Fuldt ud udsat... men hvad.. Han kunne jo ikke komme derfra med det store væsen som forsøgte at rive i ham!

[Deleted]

Eriz nåede lige at bakke et par skridt tilbage, inden Faith fik hele muren til at eksplodere. Et triumferende smil bredte sig på hendes læber, men falmede med det samme, da hun så flodbølgen komme brølende imod sig.
"Åh..." nåede hun lige at sukke, inden at den kastede sig over hende. Hun havde ingenting til at redde sig. Hverken våben eller magi. Vandet rev hende med sig væk fra byen. Det var slet ikke sådan, at hun havde regnet med, at det hele skulle være. På intet tidspunkt skulle hun være kommet så tæt på selve faren.
Lungerne skreg på luft, og hun tog nogle hårde svømmetag op mod overfladen. Akkurat nåede hun lige at tage en hivende indånding, inden at hun blev kastet tilbage under vand. Hun blev drevet afsted, indtil at hun endelig fik fat på en klippeblok, og kunne kravle op. Gispende efter vejret stod hun foroverbøjet med hænderne støttende på knæene. Noget vand blev kastet op. Faith... den forbandet, klodset, møgdæmon! Hun hostede, og tog en håndryg op til munden, mens hun hævede blikket, for at se mod byen. Flodbølgen havde skyllet hende langt væk fra porten. Hårlokker var blevet revet ud af hendes frisure, så de nu indrammede hendes blege, våde ansigt. Alt tøjet var gennemblødt, og hang tungt på hende. Et par skrammer var kommet til syne på hende. Fantastisk.
Hun gled ned af klippeblokken, og landede i vand til knæene. Utilfreds og gnaven begyndte hun at vade tilbage mod byen. Satans stå i det! Hun hadede magikere!

[Deleted]

Han havde klaret det godt. Han havde kæmpet bragt og hun var på et eller andet plan meget imponeret af ham. Hun ville ønske at der havde været nogen til at se hendes mesterværk da hun ødelagde et helt slot! Det havde været fænomenalt! Hun holdt godt fast i Salvatore som virkelig ikke kunne mere. Flodbølgen havde taget det sidste af hans energi og hun kunne mærke det på ham. Stakkels mand. Hun ville skulle bære ham hele veje til Procias hvilket ikke gjorde hende spor. Hun var absolut stærk nok til det. "Jeg skal nok føre dig til Procias. Du kan være stolt. Du holdt dem væk så længe. Du gjorde et hænderligt forsøg" sagde hun roligt og hankede en smule mere op i ham. Hun skulle til at vende sig da den store føniks gik til angreb på dem. Dumme dyr! Den satte kløerne i Salvatore og holdt godt fast. Hun fnøs og uden omsvøb slog hun til fuglen for at få den væk. Hun fik den af ham og et vindpust skubbede den længere væk og ud af kurs. Den ville ikke give dem flere problemer lige nu. "Stol på mig. Jeg skal nok få dig sikkert hjem. Du har nogen som venter på dig." Hun tog fat om ham med begge arme og hendes øjne blev helt hvide. Vinden begyndte at tage til omkring dem som hun lettede med ham i favnen. Hun søgte med lethed over bjergene, væk fra dødsengelene og væk fra kampen. Hun javde lovet Jarniqa at bringe ham sikkert tilbage og det var lige det hun ville gøre. Byen havde ingen betydning for hende som sådan, hun gjorde blot som hun fik besked på. De kunne ikke længere handle alene. Sammen ville de være stærkest. Hun vendte blikket tilbage mod byen og de kæmpende. Vandet havde lagt sig igen og hun sukkede stille. Paggeija var tabt men de var begge i live. Nu skulle de bare tilbage til Procias og finde ud af hvad der så skulle ske.

//OUT

[Deleted]

Han stoppede op og hørte Elmyra kalde på ham. Åh, alle ville kalde på ham, uden tvivl. Hans bodyguard, de 3 der var tilbage – Corina og to mænd – fløj ved siden af ham. Han stoppede op og overskuede scenariet en gang til. Det meste af hans hær var i luften og ventede på yderligere instrukser. Hans tænder måtte næsten blive knust, så hårdt han bed dem sammen. Og så fik han øje på dem, til dels takket være Ignis. Og smilte. Nej, det hele var ikke slut endnu.
”Tag Elmyra med til byen. Og Deacon, hvis i kan finde ham. Få dem til byen og start med at indtag den!” kommanderede han.
”Få så mange warlocks med som muligt!” hans hær samme sig i bevægelse. Halvdelen fløj ned til det våde scenarie foran dem. Nogen greb en warlocks og med hårdt, baskende vinger bragte de dem til byen. En anden greb Elmyra og gjorde det samme, en tredje fandt Deacon og forslog ham det, hvis han ønskede det. Han sikrede at både Deacon og Elmyra fortsat ville have nogle dødsengle til rådighed og gav resten besked på at storme byen. Dræbe alt levende. Absolut alt, selv hvis det var dyr.
Han så sig omkring og så at en dødsengel allerede havde bragt Daelis til byen. Godt, de kunne begynde angrebet!
Selv vendte han sig mod denne magiker. Han så træt ud og Ignis satte sine skarpe kløer i ham. Han havde ikke tid til at tænke på de to kvinder, der var dukket op for at hjælpe ham.
Med et svagt smil pegede han mod magikeren. En gruppe på 5 dødsengle så dem og forstod kommandoen. Fang dem, dræb dem, angrib dem. Slå magikeren ihjel uanset hvad eller dø i forsøget.
Da han vidste nogen ville angribe, fløj han selv mod byen, for at påbegynde nedslagtningen af dens indbyggere.

Han landede på noget land og sendte sine soldater ind i tunnelerne. De drog deres våben og alle så frem til endelig at komme videre og få klaret den opgave, da havde, for dødsenglenes fremtid. De marcherede frem og ind i tunnelerne som myrer.
Nogen fulgte Daelis og smed bomber til højre og venstre. Røgbomber, der forstyrrede folk og gjorde dem svage, så hans engle kunne stikke dem med. Bomber med en væske der ætsede alt det rørte. Modstanden var der. Indbyggerne havde samlet hvad end de havde af våben og gik til angreb på dem, på de selv gik til angreb og det blev til lidt mosleri. Men disse fjender kunne hans soldater overvinde nemt. Som de angreb ved hjælp af mørket, lige så brugte de mørket til at fordærve modstandernes følelser og viljer. Og for hver person der døde, jo mere smertefuldt jo bedre, jo mere ivrige blev hans soldater og jo hurtigere slagtede de flere folk. Dette var hvad de havde ventet på og det var tydeligt at se at hvor de før næsten havde været modløse, var alt denne smerte og drab styrkende for dem.

De 5 dødsengle fløj mod magikeren. To med bue og pil, tre med sværd. De to stoppede på en passende afstand og begyndte at affyre pile mod magikeren. De tre andre fløj direkte mod de to personer, med den tanke at skære dem i stykker, før de kunne nå at flygte nogen vegne...
Men inden de kunne nå at gøre meget, var det tydeligt de to personer var flygtet.
Med et skuldertræk og irritation opgav de at forfølge dem – de kunne være gået hvor som helst hen – og fløj tilbage til kampen.