Den tabte by del 2 - Kampen.

[Deleted]

Kampen om Paggeija!
Rækkefølge: Zean, Emiley/Elmyra(Hun vil skrive som begge i starten), Deacon.
Alle andre skriver bare med som de vil.

Dødsenglene var kommet flyvende i grupper i løbet af hele dagen. De var landet på markerne nede for bjergene, tæt nok til at de kunne se byen og byen måske lagde mærke til dem, men ikke tæt nok til at nogen af dem kunne udgøre en trussel for hinanden. Efterhånden som englene var ankommet havde de lavet forskellige ting og klargjort det hele. Der var blevet sat nogle telte op, som de kunne hvile sig i. En mindre gruppe af warlocks var også kommet rejsende og de havde fået deres egne telte af hvile sig i. Endelig var de forskellige folk, der skulle deltage, nok også kommet i løbet af dagen.
Zean selv var kommet tidligt for at sikre at alt gik som planlagt. Det var meningen dødsenglene skulle komme i grupper, flyve forskellige ruter, så de ikke alarmerede nogen de fløj over. Han kunne nemt forestille sig Manjarno eller Dvasias sende en gruppe soldater efter dem, før de overhoved havde startet indtagelsen af Paggeija, blot fordi de havde set så mange, store grupper kampklare dødsengle komme flyvende.
Zean havde siddet i set telt og kiggede på kortet over Paggeija, gumlende på nogle vindruer, da et pludselig skælv fortalte ham der skete nogle ting. Og disse ting kunne langt fra være planlagt. Han smed kortet fra sig og løb ud af teltet, kun for at kigge op af bjergene. I starten kunne han ikke se hvor problemet var, før han kiggede mod tårnene, som var strategiske vigtige punkter. Han følte en kold vind rundt om sin krop, da han så det første tårn vælte. Og inden han havde nået et overveje hvad der skete, faldt endnu et tårn. Han tog sig selv i at håbe, at bede, om at alle tårnene ikke forsvandt...Og han åndede lettet op, da han så at det nordlige og østlige tårn endnu stod. Flere dødsengle og warlocks var kommet ud, stod rundt om ham, og så det samme som ham. Efter flere minutter blev Zean klar over der ikke ville ske mere. Havde de set dem komme? Ville de ødelægge hele Paggeija, før de kunne nå at marcherer mod byen? I en vred bevægelse vendte han om og gjorde nogle tegn til hans få generaler.
”Saml folkene. Vi angriber i nat!” Det var en dag førend han havde tænkt sig, men han kunne ikke spilde mere tid. Bekræftelser på hans ordre fløj igennem luften og folk myldrede rundt som myrer, da Zean vendte tilbage til sit telt. Han var uvidende om at nogle folk allerede nu flygtede fra byen og løb i sikkerhed. Lad dem løbe. I baggrunden kunne man se støv og røg stige til vejrs, til dels fra de væltede tårne, til dels fra det hus der blevet sat i brand, i Benden.


Natten var mørk og kold. Kun en svag, kold vind kom imod dem fra bjergene og ville uden tvivl give lidt turbulens for hans engle, men intet de ikke allerede var van til. Selv om der var frost i luften, stod folk udenfor, lidt væk fra lejren og tættere på Paggeija, samlet til en stor hær. Alle Dødsenglene var klædt i sorte klæder og bar forskellige våben og forskellig beklædninger, der skulle beskytte dem. Zean selv stod foran dem alle og så op mod byen. Han var klædt i solide støvler, nogle varme bukser og en varm trøje og ud over dette havde han kogt læder over bryst, ryg, arme og ben. Han havde sine vinger fremme. I bæltet hang, for en gangs skyld, et sværd og modsat en dolk. Han havde ingen planer om at flyve i denne kamp, men han havde vingerne fri, skulle han få brug for det. Daelis var der også, sammen med en gruppe af hans dødsengle, alle havde de forskellige bomber i deres bælter, bælter der gik på tværs af deres kroppe. Disse var nye våben, nye bomber, intet nogen kunne forberede sig på. Røgbomber og ætsende bomber, bomber der kvalte folk langsomt.
Han ventede på at hans generaler kom og meddelte de var klar. Og, som han ventede på sine generaler, lige så ventede han på at Deacon ville komme og tjekke ind hos ham. Trods alt havde planerne ændret sig lidt og mens hans dødsengle ville storme byen, ville denne mand jo have en klar opgave.
Og, som var det mest vigtige lige nu, ventede han på at Emiley kom løbende fra byen og fortalte ham at alt var som det skulle være og meddele at de personer, der faktisk støttede dem, og som boede i byen, var bragt i sikkerhed. Samt fortælle ham hvor slemt det stod til i Benden, lige nu var det faktisk hvad der bekymrede ham mest.
Forventningen og spændingen hang i luften, mens folk snakkede lavmælte med hinanden. Warlocks stod bagerst af dem alle, for de var der som støtte og ikke hans soldater som sådan. Snart ville det hele begynde. De sidste to tårne stod endnu. Et forventningens smil gled over Zean, som hans kolde, grå øjne gled over byen endnu en gang. Hans by. Snart.

[Deleted]

Det var aften og Emiley vidste at angrebet var ved at finde sted. Hun søgte med hurtige vingeslag ud af byen for at mødes med Zean og for at rappotere hvad hun vidste til ham. Hun håbede så inderligt at Hongbin ikke var kommet noget til. Hun ville virkelig ikke have det! Som hun fløj ud af byen bemærkede hun en enkelt kvinde stå udenfor byen, mellem dødsenglene og byen og bare ... ventede? Det var underligt. Den rødhårede kvinde vente blikket i retning af Emiley og hun skyndte sig videre. Hun nåede til lejeren hvor hun forvandlede sig og løb så hurtigt hun kunne rundt for at finde Zean. "Flyt jer!" hvæsede hun af nogle som stod i vejen for hende. Normalt var hun aldrig grov men hun skulle have fat i Zean! Hun så ham endelig foran sig og hun satte farten lidt op. "I angriber tidligere end du sagde" pointerede hun stille og giv hen til den nærmeste bord. Et stykke papir lagde hun frem som hun havde arbejdet på. "De indbyggere som er dig tro er flyttet ud af byen og i sikkerhed men der er ikke mange. De fleste har besluttet at kæmpe for at få dig ned med nakken. Et hus er blevet brændt af og to af tårnene er væltet men resten er som de hele tiden har været. De to andre tårne er stadig de vigtigste strategiske punkter. Dine mænd skal gå ind her ..." Hun pegede på kortet hvor der var to indgange til tunneller. "Her vil de kunne komme op i tårnene med lethed og tømme dem for modstandere. Brug folk med magiske evner eller bueskytter deroppe. Folk med magi er at fortrække. I byen fandt jeg desuden to mistænksomme påersoner. En pige og en blind mand med stok. Jeg ved ikke hvorfor de trak min opmærksomhed men det gjorde de" Hun snakkede hurtigt, så hurtigt hun kunne for at give ham alle informationener. Hun håbede virkelig at det var godt nok. "Til sidst er der en Joker. På vej ned mod byen står en rødhåret kvinde, ild dæmon vil jeg tro og jeg har virkelig ingen ide om hun er for at hjælpe dig eller byen. Hun står der bare." Hun tav endelig og prøvede at få vejret.

[Deleted]

Elmyra havde været i Paggieja i et par dage nu. Hun havde egentlig bare trisset rundt og kigget på ting og sager mens hun ventede. Hun vidste at dødsenglene var begyndt at samle sig, hun kunne fornemme dem og det fik hende til at smile. Zean var vidst godt igang. Da tårnene faldt uventet og et hus blev sat i brand så vidste hun at det var tid så det meste af dagen havde hun stået lænet op af en klippe og bare ventet. Det havde været dag og nu var det mørkt. Ikke at det generede hende det mindste. Hun havde følere ude for at fornemme om der var nogen i hendes nærhed. hendes opmærksomhed faldt på en sommerfugl som fløj hen over hendes hoved og hun betragtede den stille og med et lille smil. En spion? Genialt træk. Hun blev ved med at blive imponeret af den mand. Hun lukkede øjnene roligt og ventede blot på at Han ville komme. Hun var sikker på at hendes tilstedeværelse var blevet bemærket. Spørgsmålet for zean var om hun var her med gode eller dårlige intentioner. Han ville sikert tvivle hvis hun kendte ham ret men hun var her for at hjælpe ham. Et sted var det vel en blanding af bekymring og kedsomhed. Der skete ikke meget i hendes lille verden så det at kunne komme ud og brænde folk op for at løsne stemningen var helt igennem fantastisk! Hun strakte sig en gang og hoppede op og satte sig på en af klipperne.
Efter lidt tid besluttede hun sig dog for at det var for kedeligt at vente. Hun hoppede ned og søgte op mod lejeren hvor hun vidste at de alle befandt sig. Hun nåede dog ikke langt før hun blev stoppet af et par dødsengel der holdt et par skarpe klinger mod hendes hals. Et dæmonisk smil hvilede på hendes læber som de begyndte at kalde Zean over til dem for at håndtere den fremmede.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Kampen om Paggeija. Et slag, som alle havde vidst ville komme, og særligt med den intensitet som havde ligget i luften. Jorden under fødderne havde runge så voldsomt, og eftersom Jarniqa havde bosat sig i den gamle ruin i form af Benden, havde selv Salvatore valgt at være meget i nærheden. Dødsengle havde man set flyve meget omkring, så selv i en stund som denne, havde man vidst at der ville være en kamp om stedet før eller siden. Damien og Jarniqa havde taget flugten herfra, sammen med en mørkelver, og det var vel kun lige i grevens tid, at dette var foregået.

Salvatore kneb øjnene sammen. Han havde befundet sig i skikkelsen som panter, hvilket gav ham et godt skalkeskjul i det gamle Paggeija. Der var jo forholdsvis mange gemmesteder for en stor mørk kat, og det havde han helt klart udnyttet. Nu stod han midt i området.. Lejren med dødsengle og warlocker havde han holdt øje med i det som efterhånden måtte være nogle timer. Det her var et vigtigt udkigspunkt i forhold til slaget, som de alle vidste ville stå om Procias på et eller andet tidspunkt.
En besked havde Salvatore dog sendt i retningen af Imandra, hvor han vidste at Isabel og Caleb måtte befinde sig. De var jo på det helt forkerte sted. Han kunne nok ikke forhindre dem i at tage Paggeija, men modsanden skulle ske, og det var denne, som han satte som det vigtigste lige nu.
Han vendte sig om. Vinden blæste godt og angrebet ville nok snart stå. Det var mørkt.. hvilket nok gav mørkevæsner en fordel, men de skulle ikke have lov til bare at gøre det. Som en gammel leder, havde han da uden tvivl sine klare fordele, som han havde tænkt sig at udnytte. Salvatore gik roligt ned i knæ. Hænderne vandrede over jorden, hvorad han selv begyndte en længere remse.. Det begyndte igen at rumstere i en lang række omkring Benden og særligt de punkter, som han kunne forestille sig, de gerne ville have. Tykke rødder rev sig løs af jorden, og viklede sig ind i hinanden flere meter oppe, som et tykt net af grene. Nærmest en levende mur, som ville slå modstanden retur - Den som kom fra jorden om ikke andet. Salvatore lukkede øjnene. Det her krævede koncentration og tid for at få stablet på benene. Modstanden skulle de møde. Alt andet var fuldkommen uaktuelt!

[Deleted]

Deacon havde siddet på et klippestykke i udkanten af lejren, og betragtet byen de snart skulle angribe. Byen, som han skulle hjælpe dødsenglene med at erobre. Tanken fik hans hud til at sitre, og et forventningsfuldt drag hvilede om hans smalle læber. Han kunne mærke adrenalinen pumpe i kroppen. Hans indre flamme blussede op, bare ved tanken på hvad der snart skulle ske. På hans arm stod hans føniks, og ligesom sin herre havde også fuglen sit blik rettet ud over byen. I mørket ville Ignis være synlig med sine glødende fjer, men Deacon havde bedømt det som en fordel at bringe føniksen med sig i kampen. Den ville være hans øjne i himlen. Og dens evige ild og knivskarpe klør ville bestemt ikke være af vejen i slaget som fulgte.
Deacon var iført en let rustning, som ikke ville hindre hans bevægelsesfrihed. I hans bælte hang der et langsværd, skønt det næppe ville være dét, der ville være hans primære våben. Han knækkede sine fingre forventningsfuldt; han kunne næsten mærke ilden brede sig i hans krop, som små gløder der samlede sig i hans blod, og gjorde ham klar til kamp.
Zeans ordre var blevet videreført, og føniksen placerede sig på Deacons skulder, da ilddæmonen bevægede sig mod fronten af det hele, hvor Zean stod og betragtede byen, som snart ville blive hans. Der var en frost i luften, men Deacon mærkede den ikke. Intet af hans tøj eller rustning var for varmens skyld; det sørgede hans egen indre flamme for at tage sig af. En spion havde set over byen, og Deacon lyttede aktivt til hvad kvinden havde at fortælle.
”En ilddæmon?” Et smil gled over Deacons læber. Med ild må ild bekæmpes. Selv hvis kvinden som var blevet beskrevet var på fjendens side, ville det kun gøre det desto mere spændende for Deacon. Hans blik faldt dog på Zean, før det gled over byen. To tårne stod endnu, i den nordlige og i den østlige retning. Kvinden havde udpeget nogle tunneller på kortet. ”Jeg kan tage mig af tårnene. Giv mig nogle dødsengle at fordele rundt, så burde de være dine i løbet af kort tid.” påstod han selvsikkert overfor Zean.

[Deleted]

Hans blik gled over byen, hans arme gled over kors da han utålmodigt ventede på at folk blev færdige med de sidste forberedelser. Regelmæssig kom der en meddeler eller general over til ham. En af hans generaler var pludselig kommet løbende, så hurtigt hans ben kunne bære ham.
”Sire Thomas er syg, Sir. Noget i lungerne, han kan ikke trække vejret!”
Zean havde sendt ham væk med en vred bevægelse. Perfekt, blot perfekt! Kampen var ikke engang starten og en af hans vigtigste generaler lå sig syg. Han havde jo også kun haft ansvaret for nogle tårne! Latterligt var det. Og dybt beklageligt. Tænksomt gled hans blik over Benden og de sidste to tårne. Lys fortalte dem hvor husene, indgangende og tårnene stod i mørket. Selv havde han givet ordre om at alt ild skulle slukkes, de ville bruge mørket til at angribe, som en dødelig skygge.
Der var to tårne tilbage. Han havde en mand til den ene...Og det havde været planen manden faktisk skulle tage to. Ville han kunne gøre det?
Pludselig skete der flere ting på en gang. Folk kom til ham, som han havde ventet på. Han så Deacon komme gående med hans altid så fantastiske fønix med sig. Og i det samme kom Emiley løbende med fuld fart og en alvor, han aldrig havde set hos hende før.
Han lyttede først til Emiley. Hun var vigtig lige nu og han havde brug for hendes viden.
Han lod blikket glide ned over kortet. Han havde knap taget en beslutning, før der skete noget nyt. Hans blik forlod kortet da jorden rumlede lidt, men slet ikke som tidligere. Han kunne se bevægelse i mørket. Hvad var det? Det lignede der kom noget op af jorden og blokere byen for dem.
Han greb fat i en af sine nærmeste soldater.
”Løb hen og se hvad det er” beordrede han og skubbede soldaten af sted. Soldaten løb alt hvad rammer og tøj kunne bære.
”Deacon, du tager dig af tårnene...Vent” hans blik faldt på et par soldater, der havde fanget denne rødhårede kvinde og et lille smil gled over Zean. Han forlod den lille gruppe af rådgivere og gik over til hende.
”Elmyra! Jeg havde ikke forventet at se dig her. Er du her for at tage del i det sjove eller blot for at kigge på?” Hilste han og med en håndbevægelse lod soldaterne hende gå og gik tilbage til deres rækker.

Han gik tilbage til de andre og lod Elmyra gå med, hvis hun ønskede.
”Her er planen!” bekendtgjorde han pludselig. Han stod foran sin hær og spredte armene, som var de alle hans kæreste venner. Et stort smil lå ham og flere skinnende øjne og fjer fortalte ham at folk glædede sig lige så meget som ham.
Han nåede ikke længere, da et skrig flænsede himlen. Zean kiggede sig over skulderen, den vej han havde sendt sin soldat. Hvis han ikke tog meget fejl var soldaten død, det havde uden tvivl været hans skrig. Han sukkede svagt og vente sig om mod de andre igen.
”Deacon og Elmyra får ansvaret for tårnene! Beklager, Elmyra, at jeg tvinger jeg ind i det. Men en af mine mænd er syge...Deacon, du tager det til Nord. Elmyra, du går tårnet til øst. Når de er indtaget, så giv besked. Straks efter skal en gruppe bueskyttere og magikere indfinde sig på tårnene og støtte os andre. Resten stormer byen og dræber al modstand. Dem der overgiver sig bliver slæbt udenfor og bundet. Spørgsmål?” Han hævede armene og så på sine dødsengle.
”Der er en forhindre foran os. Men tager jeg fejl når jeg siger to ilddæmoner kan brænde alt på vores vej? FREMAD siger jeg! Vi er børn af natten! Mørket er vores ven og vores kappe, den vil skjule os! Vi er dødsenglene, vi er den tabte race der rejser sig fra asken og viser verdenen at de aldrig, ALDRIG, skal undervurderer os!” Zean grinte, en kold og rå latter. Han vendte sig om mod byen og det der blokerede for deres udsyn. Det virkede levende...
Med armene gjorde han tegn til at angribe. Store grupper af dødsengle lettede og lyden fra mange vinger kunne høres. Andre satte i gang mod byen og den barrikade der var foran dem, Zean gjorde tegn til at Deacon og Elmyra skulle tage med ham og sikre de kunne komme igennem. De havde begge fået en gruppe dødsengle til deres disposition og havde set på kortet hvorfra de kunne angribe byen og nå til tårnene. Nu begyndte kampen! Med jublens skrig i ørerne!

[Deleted]

Emiley havde gjort det godt. Hun var forfærdelig forpustet og stakåndet da hun var færdig men han havde intet gjort hende så det var vel tilfredstillende. Hun betragtede ham som han modtog besked om generalen og den ubudende gæst. Han kendte hende åbenbart, heldigt for ham. Hun strakte sig en gang og gabte. Nu kunne hun slappe af. Hun kunne ikke slås eller noget så hendes job var udført. "Hvis du vil have mig undskyld så jvil jeg tage tilbage til Hulen. Du har ej brug for mig her" sagde hun roligt før hun forvandlede sig og forsvandt. Hun vidste at han vidste at hun ikke ville stikke af. Han havde jo Hongbin i sin hule hånd og hun ønskede ikke at der skulle ske ham det mindste!

//OUT

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I Denjarnas ære, følte Salvatore stadig, at han havde noget at bevise. Manjarno havde længe været hans land, og særligt efter han selv var blevet landsforvist fra Procias, så måtte han jo gøre, hvad han kunne for at beskytte det, som han havde haft under opbyggelse her. Hans datter var i sikkerhed, hvilket var det vigtigste for ham i en tid som denne. Han kneb øjnene svagt sammen. Alene kunne han ikke udrette meget, men han var nødt til det med de evner som han nu havde, at i det mindste vise de indtrængende, at folket her ikke accepterede hvad der skete, og at de ville blive mødt med modstand! Selv han havde valgt at deltage i modstandsbevægelsen og blive en aktiv del af denne, og han agtet at gøre hvad han kunne.
Den høje mur af rødder var stærke. Det krævede uden tvivl sit, at benytte magien på den måde. Hans krop begyndte at ryste, men han var for pokker nødt til at gøre det! Han trak vejret dybt og bed tænderne sammen. Den anden hånd støttede af mod jorden. Han kunne høre dem. De var på vej nu, og det var bestemt ikke noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Vinden begyndte at tage til.. blæste voldsomt langt oppe, for at sikre sig, at dødsenglene ikke bare ville kunne flyve over. Der var liv i den massive mur af rødder som han havde fået på benene. Jo længere tid han brugte på remsen, des stærkere måtte den stå. Hans blik gled mod grenene. Hans blik var tom.. som havde en hvid hinde lagt sig for, så han næsten intet kunne se, udelukkende fordi, at det her var en af de mere krævende af slagsen. Han var nødt til at tage sig sammen.
Muren rejste sig endnu højere i takt med at tiden gik. Rødderne viklede sig mere og mere ind mod hinanden, så den næsten ville være umulig at komme igennem, og modstanden ville blive langt større end hvad de nok ville regne med. Han smilede kort for sig selv. De var inde for en grufuld overraskelse i hvert fald. Han var en gammel mand ganske vidst, men med en gammel viden i rygsækken, skule de nok få deres pas påskrevet inden det ville komme så vidt! Lange tynge grene, begyndte at hamre over luften. Svære at se, og særligt så tynde som de var, og i mørket, så var det nok ekstra svært for dem. Ville de flyve ind i dem, ville de blive pisket af grene så tynde og stærke, at de knapt kunne se dem. Under jorden lagde grene sig som broer over huller, som nærmest dukkede op på egen hånd.. Disse var nærmest bundløse, og faldet ville være fatalt, hvis de ikke så dem vel og mærke. Når de trådte på disse, ville grenene flytte sig, og tillade fodsoldater at falde i døden. For nu udnyttede Salvatore naturen til sin egen fordel, som han havde lært igennem sit lange liv.

[Deleted]

Kedsomheden havde guidet hende mod mængden af mennesker. Hun stod helt roligt som hun blev truet på livet af de to vagter. Hun smilede roligt. Hun ville med lethed kunne grille dem på stedet og dog så ønskede hun det ikke. Hun vidste at de ville kunne få brug for alle ledige hænder hvis dette skulle lykkes. Hun ventede tålmodigt til Zean kom og sagde god for hende. "Kæreste Zean. Her holder du fest og så er jeg ikke en gang inviteret? jeg er skuffet" sagde hun drillende og fulgte roligt med ham. Hun var her for at hjælpe ham og for at brænde folk af. Kedsomheden havde overtaget hendes dæmoniske lyster og hun havde brug for et formål, bare en gang i mellem. "Jeg er her for at hjælpe så sig frem. Hvor vil du have mig." hendes blik hvilede på ham som han begyndte at tale til sin hær selvom han ikke nåede langt før skriges af en døende lød over lejeren.

Han var hurtig til at andre planer. Det var en kvalitet som hun godt kunne lide ved ham. Hun nikkede roligt og stilte sig klar. "Jeg er her for at hjælpe. Jeg skal nok tage det ene tårn. Du vil ikke være i tvivl om hvornår det er taget" sagde hun roligt. Hendes blik gled over på den anden ilddæmon, Deacon var hans navn? Interessant. Hun betragtede ham roligt. Han var iført rustning og havde et sværd med sig til fordel for hende som rendte rundt i et par tætsiddende bukser og et corset med noget ekstra armor på. Det var ikke meget tøj hun havde på i forhold til ham og ingen våben overhovedet. Hun kæmpede udelukkende med hjælp af sine evner og de havde ikke fejlet hende før så hvorfor skulle de gøre det nu. Zeans kommentar om at de kunne brænde alt fik hende til at grine. "Der er intet som menneskets frygt for at blive brændt levende, har jeg ret?" henvendte hun sig til Deacon med et drillende smil hvorefter hun fulgte efter Zean. Hun havde fået et par dødsengle til hjælp og hun tog glædeligt imod det. Hun ønskede ikke at dø på denne dag, blot slippe af med sin kedsomhed og sin lyst til at slå ihjel og lade ilden fortære alt!

[Deleted]

Deacons blik faldt på kvinden – Elmyra, havde vist været hendes navn – og han sendte hende et forventningsfuldt smil, som afslørede flere af hans tænder. Føniksen på hans skulder betragtede kvinden vågent, men lod til at kunne mærke flammen i hende, og lavede en dæmpet, nynnende lyd som hilsen.
”Jeg har intet imod at fyre op under den frygt.” svarede han hende sigende. Intet våben havde hun, og hendes armor var mindre tilstedeværende end hans egen. Hun havde tillid til sine evner – en kvalitet han sagtens kunne respektere. Hans eget sværd var bestemt ikke fordi han ikke stolede på sin egen ild, men hvis man nu endte med at komme op imod nogen som var modstandsdygtig overfor hans flammer, var det altid godt med et alternativ. Det var ikke til at sige hvilke racer de ville være oppe imod et så mangfoldigt samfund som Paggeija.
Hans blik faldt tilbage på Zean, og han nikkede som for at vise at han havde forstået planen. ”Det nordlige tårn. Det burde ikke tage lang tid.” fastslog han selvsikkert, før hans blik vendte sig ud i mørket. Han havde hørt det buldre, og mærket jorden skælve. På det her punkt ville mørket ikke være til deres fordel. Men der var intet mørke, som en ilddæmons flammer ikke ville kunne lyse op – hvad kunne man ikke gøre med to af dem? Han vendte blikket mod føniksen på hans skulder. Selv Ignis var blevet udstyret med nogle jernklør, for at kunne give ekstra skade til dem som kom for tæt på den prægtige fugl. Deacon skulle ikke nyde noget af at miste sin trofaste følgesvend denne aften. Fuglen lettede fra Deacons skulder og satte af mod himlen med et skingert skrig, som fyldte luften og blandede sig med jubelen fra Zeans tilhængere.
Ved Zeans tegn fulgte Deacon med dødsenglen, med sin egen trop af dødsengle i ryggen. En hånd hvilede på sværdet i hans bælte, og hans blik vandrede rastløst over slagmarken foran dem. Nu skulle det ske. Kampen kunne begynde!

[Deleted]

Dødsenglene satte fra og fløj foran dem, da de selv gik. Zean og halvdelen af hans hær, deriblandt warlocks, var til fods. Deacon og Elmyra gik op foran sammen med ham. Corina var der også, lige bag ham, med en gruppe af 5 dødsengle. Ingen vidste rigtig hvad de lavede der, for de virkede specielt udvalgt, men Zean vidste hvad de skulle. Dette var farlige tider og disse fungerede som hans bodyguards. Hvis de gjorde det godt, ville de også få lov til at gøre det efter kampen, og Corina ville få lov at være lederen af dem, såfremt hun var god nok og ønskede det. Trods alt havde de fået et godt forhold til hinanden, efter han havde befriet hende fra sin dumme mand.
Han stoppede op, da han kunne se og fornemme den store væg foran sig og hæren bag ham stoppede også op. Zean lod blikket glide op og så at nogle af hans flyvende soldater fløj direkte over...Eller prøvede på det. Pludselig blev luften flænset af skrig, skrig fra folk der blev pisket og dræbt af rødderne. Folk oppe i luften, der blev ramt, begyndte at falde ned rundt om dem. Heldigvis var hans generaler ikke dumme, de stoppede deres soldater og snart hang resten i luften, på god afstand, travlt beskæftigede med blot at holde sig i luften, takket være den hårde vind der pludselig kom. Zean blik gled over disse. Han vidste ikke hvor mange der var faldet og hvor mange der kun var sårede og hvilke der var døde. En vrede rørte sig i ham, som en brændende ild og han knyttede hånden. Han så på denne væg af rødder foran sig. Den forsinkede dem! Den måtte uden tvivl være der på grund af magi.
Nogle af hans fodsoldater gik frem. Enkelte faldt ned i store huler og forsvandt, andre blev klemte eller pisket. Til sidst gled Zeans arm i vejret og alle stoppede med at gå frem, stoppede op på en god afstand og afventede.
Han havde ikke tænkt sig at miste flere soldater på denne mur. Det var på tide at slå magi med magi.
”Få warlocks til at bruge deres magi imod væggen!” kommanderede han over den ene skulder. En meddeler forlod sin plads og løb om bagved for at fortælle det videre.
”Deacon, Elmyra...Uden at udmatte jer for meget, men skru endelig op for varmen! Ild er en god måde at fjerne ukrudt!” Hvis de havde lyst til at sende ild mod disse rødder skulle de være mere end velkommen. Ild og magi skulle nok få den væg ned, så de faktisk kunne komme i gang med kampen.
Der gik ikke lang tid, før man kunne høre messen fra warlocks nede bagi og se forskellige magier blive taget i brug. Nogen forsøgte at flænse rødderne op med magi, nogen prøvede at fryse dem, så de ikke kunne bevæge sig, nogen prøvede at få dem delt fra hinanden og andre satte magisk ild i dem. Åh ja, det ville nok tage lidt tid, men de skulle nok komme igennem! Men hvor det dog irriterede ham. Irriterede ham at han intet kunne gøre end vente på det fjernede sig! Han ville ikke miste flere mænd på dette væg af ukrudt! Folk havde allerede prøvet at løbe frem med dragne sværd for at hugge det ned, kun for at blive dræbt eller forsvinde i huler. Nu var det slut.
”FÅ DEN VÆG NED!” nærmest brølede han. Var folk da helt dumme?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Lyden af skrig og faldne engle faldt pludselig nærmest om ørene på Salvatore. Det passede ham egentlig mere end fint, for det beviste jo bare, at det virkede! Hans forsvar var måske sølle i forhold til hvad han ellers kunne udrette, men uden at gøre sig alt for sårbar. Selv sad han i skjul bag muren af de høje rødder, som selv formåede at slå rigtig meget tilbage, og særligt nu. Han hørte når englene tungt måtte falde til jorden omkring ham. Andre for såret til at fortsætte og enkelte døde. Normalt tog han ikke liv, men i visse tilfælde, så måtte ting jo bare være nødvendigt.
Sveden var begyndt at pible frem på hans pande. Her i mørket havde han normalt ikke nogen fordel, men af hvad han vidste, så var der ikke nogen vampyrere her, som ville kunne se, hvad han egentlig havde gang i, og det var den fordel som han tog fat i lige nu. Han trak vejret dybt. Hans arme begyndte at ryste, men han var nødt til at bevare kontrollen over hele sceancen, for det var ikke småting han havde gang i lige nu! Han var rent faktisk i færd med at tage liv! Han sank klumpen i halsen. På den modsatte side af muren, kunne han mærke magisk modstand.. De skulle for pokker bare ikke have lov! Nej de skulle ikke! Salvatore skiftede derfor taktik. Han var nødt til at sikre sig, at de ikke kunne fortsætte!
En anden remse var hvad han begyndte. Han endte med at lande på jorden, idet at den kraftigt begyndte at ryste under deres fødder. Han bed tænderne sammen. Sveden piblede ned af hans pande, idet at rødderne pludselig begyndte at give sig fri af jorden. Det var begyndt at blive varmt.. før eller siden, ville der nok gå ild i dem, og det ønskede han heller ikke! Ikke før han havde markeret en grænse for dem - en grænse som uden tvivl var overskredet markant i en stund som denne! Væggen af rødder, rev sig fra hinanden, og delte sig. Store 'monstre' med lange arme bestående af grene og de tynde som piske smed de omkring sig med, for at slå hæren tilbage. Begge Salvatores hænder faldt direkte mod jorden. Det krævede al koncentration det her!
Lyden af skrig bredte sig. Hullerne slugte jo stadig dem, som stadig måtte falde i dem, og dem trådte disse store 'monstre' også over. Den mørke kappe havde Salvatore da heldigvis tæt omkring kroppen, så han var da heldigvis svær at få øje på endnu - Heldigvis! Han vendte blikket mod dem. I takt med at de gik mod den lille hær, rystede det i jorden under dem. De slog fra sig. Den hær skulle slås tilbage! Om de skulle piskes væk, trampes ned, eller hvad det var! Han gjorde i hvert fald hvad han kunne!

[Deleted]

Elmyra fulgte roligt med med sine tropper bag sig. Hun troede på sine evner og især nu hvor hun var blevet stærkere. Det var rart at have det sådan. Som hun gik fandt hun et stykke snor og satte sig hår hurtigt op for at det ikke ville komme i vejen. Et dæmonisk smil prydede hendes læber. Hun glædet sig virkelig til det som skulle ske nu. Det var længe siden hun havde været i gang, det var skønt!
Den levende væg foran dem fangede hendes interesse. Magi? Spændende. Spørgsmålet var om det var en magiker eller en warlock som stod bag. Hendes gæt ville være så godt som den næstes. At det var Salvatore som hun skulle ende med at stå overfor anede hun ikke. Tanken ville nok skræmme hende en smule men havde hun egentlig andet valg? Nej det havde hun ikke. Ved Zeans ønske om ild smilede hun blot og vendte blikket mod Deacon. "Vidste du at vi var blevet degraderet til ukrudtsrydere?" spurgte hun drillende og gik lidt frem. Hun end ikke bevægede kroppen som flammerne begyndte at brede sig fra bunden af muren. Ilden var varm, gloende hed faktisk og varmere end normalt. Den var hvidglødende som vidste at man virkelig ikke skulle komme den nær for det ville ende i ens egen død. Den krøb op af muren og brændte alt på sin vej. Hun tog dog ikke det hele, hun regnede da helt klart med at Deacon også ville have del i glæderne. Muren var stor og det ville kræve meget af dem og få den ned. Hun troede virkelig aldrig hun skulle tænke denne tanke men det var dejligt at der var warlocks også. De kunne da i det mindste være en smule nyttige, om ikke andet så tog de en smule af presset. Hun hadede virkelig warlocks men disse lystede i det mindste Zean. Det var da altid noget. Hendes blik vendte sig mod muren og søgtye ud bag den. hun kunne fornemme en magisk person på den anden side men hvem eller hvad det var var hende stadig ukendt. Hun hadede virkelig ikke at vide hvem hun stod overfor. Det gjorde det hele meget svære. Flammerne var tydeligt at spore i hendes blik som hun lod dem søge om bag muren for at oplyse området. Hun ville vide hvem der var der omme!

[Deleted]

Zeans kommando bidrog kun til at Deacons smil voksede sig bredere. Elmyras drillende kommentar bragte en dæmpet latter over hans læber, og han betragtede hende med et glimt i øjet.
”Det er en skændsel, synes du ikke?” spurgte han i det samme tonefald. Havde det været ganske almindelige planter ville Deacon have nægtet blankt. Men at dømme efter skrigene fra dødsenglene – hvoraf flere af dem var styrtet til jorden omkring dem – var denne mur af rødder ikke til at spøge med. Han spejdede mod himlen, hvor han kunne se den glødende plet, Ignis udgjorde højt deroppe. Føniksen var smart: den holdt sig på tryg afstand af muren, men tæt nok til at den kunne få et overblik over slagmarken. Så længe den holdt sig fra rødderne, var Deacon tilfreds.
Han gjorde Elmyra kunsten efter, og trådte selv tættere på den massive mur. Som på en lydløs kommando blussede intense flammer op ved murens rod, og begyndte at bane sig vej op langs med de massive rødder. I skæret fra hans og Elmyras flammer kunne man se omgivelserne bedre. Han kunne nu se de enorme huller i jorden som slugte soldater til højre og venstre, og han kunne se hvordan rødderne bevægede sig, som på en kommando. Der måtte være en magiker bag alt dette – men det havde Deacon allerede regnet ud. Enorme stykker af rødder faldt til jorden i takt med at hans og Elmyras ild bredte sig i muren, og langsomt banede sig vej. Han måtte bide tænderne lidt sammen. Muren var bestemt ikke skabt af svag magi. Selv med hans ild, krævede det koncentration at skulle bryde igennem det. Men der skulle meget mere til end nogle magiske rødder for at holde en ilddæmons flammer på afstand – og endnu mere, når man var to om det. Højt over sig kunne han høre Ignis skrige sit skingre skrig. Kampgejsten havde også nået føniksen, og Deacon måtte smile et bredt smil. Jo hurtigere de fik muren ned, jo hurtigere kunne de bevæge sig videre mod tårnene. Han koncentrerede sig yderligere, og lod flammerne vokse i styrke og intensitet. Flere stykker af rødder faldt til jorden, men Deacon blev ved, indtil han kunne mærke hvordan hans flammer langsomt, men sikkert, brød igennem forsvaret.

[Deleted]

Han følte sig mere og mere vred. Ilden tårnede sig op ad, som de to ilddæmoner fulgte hans kommando og satte ild til rødderne. Dette var godt, snart var det en mur af ild og varme og ikke en mur af rødder. Hans engle holdte sig på behørig afstand og der var ikke længere nogen der var dumme nok til at løbe blindt mod muren og dø. I et øjeblik troede han at det ville lykkes, at de ville komme igennem og endelig kunne komme videre...
Han vidste ikke hvilken magiker der gemte sig bag muren, men det var åbenbart en stærk en. Ingen havde fortalt ham om at der ville være denne modstand og han sendte en lille forbandelse efter Emiley. Sådan en modstand, som de modtog her, ville han gerne have kendt i forvejen! Man kunne da heller ikke stole på nogen som helst!
Han trak sit sværd af bare raseri over dette. Jo flere der døde, jo flere skrig han hørte omkring sig, følte sig mere besluttet på at indtage byen. Ingen kunne forhindre ham i at tage, hvad han ville have! På et tidspunkt ville han få det!
Hans blik faldt på de nye fjender. Som muren trak sig sammen og forsvandt mere og mere, kom der i stedet underlige rod-monstre imod dem. Med en håndbevægelse fik han størstedelen af sin hær til at lande på jorden igen og udgøre fodsoldater, i stedet for at være i luften. Dog fik han nogle til at blive i luften, dem der var bueskyttere og som sendte regne af pile mod disse nye fjender.
Zean stak sit sværd i luften og med et brøl gik hans engle til angreb på disse fremmede fjender. Folk forsvandt i hulerne, mens andre hoppede smidigt rundt og undgik disse altopslugende huller. Flere sværd borede sig ind i disse monstre. Folk blev slået, pisket og skubbede rundt om af dem. Langt mere blod blev spildt, end han havde haft planer om der skulle være, men der var ingen vej udenom. Han ville ikke trække sig tilbage. Dette omhandlede deres fremtid og alle dødsenglene ville kæmpe til døden, det vidste han!
Selv hoppede han over et hul og stak sværdet i det første monster. Det var besværligt, men Corinas mænd var hele tiden i nærheden af ham og sammen gik de til angreb på det samme monster eller det lige ved siden af. Zean mærkede smerten, da han blev svirpet over den ene kind af noget ukrudt, som straks efter blev hugget ned. Hans læder beskyttede ham mod de værste slag, men efterhånden havde han overlevet så mange pisk, at dette ikke ville være nyt for ham. Han var ved at leverer et drabeligt – håbede han – stik til et af monsterne, da noget ukrudt fik fat i hans ene fod og væltede ham rundt. Kun hans bodyguards forhindrede monsteret i at kvæle ham, som han lå der på jorden. Kort efter havde noget skåret ham fri og han kunne trille til siden og rejse sig op. Ved siden af ham forsvandt nogen i et nyt hul. Pilene fløj mellem dem, kun de bedste bueskyttere var i luften, dem som ikke ville ramme for mange af deres egne. Warlocks var også bekriget, men de holdte hinanden sikre med magiske barrierer og sendte magier mod skiftevis den efterhånden ødelagte mur af rødder og mod monstrene. Forbandet! Disse monster...Hvor kom de fra? Nogen måtte vel kunne finde den ansvarlige og slå denne ihjel! Vredt skar han endnu et monster ned. Han modtog slag, der ville gøre ham gul og blå i flere dage, samtidig som han selv skar og stak med sit sværd. Var der ingen ende til disse væsner?! Noget måtte der kunne gøres! En magiker måtte løbe tør for energi på et tidspunkt. Men hvad hvis der var flere? Og hvor kom de så fra? Havde Emiley alligevel svigtet ham og løjet, ladet dem løbe med hovedet først ind i en fælde?