Finally we meet

[Deleted]

"Du har ret. Det er langt lettere sagt end gjort. Folket er bange. Mange af dem står meget dårligere stillet end os. Manjarno var det neutrale land. Landet der godtog både de mørke og de lyse racer. Manjarno var også det land med den største befolkning af mennesker. Uden magi er det endnu svære at gribe et sværd når man står overfor mænd og kvinder med store sorte vinger eller vampyrer som kan hugge en over på midten ved næsten kun at blinke. Jeg kan ikke klandre dem for at være bange. De har god grund til at frygte mørket" endte hun roligt. Det ville være rart hvis de alle havde modet til at stå imod mørket men det var urealistisk og ville aldrig komme til at ske. Jessabelle vidste at kampen som de stod overfor ville blive bekæmpet af få. Meget få endda. Hun vidste at mange ville gemme sig men i sandhed håbe på at de ville sejre. Kampen ville være sej og lang men absolut ikke umulig. Jessabelle havde intet forhold til Dvasias som sådan. Ikke ud over at hun ikke brød sig om det måde de kørte tingene på. Det var ikke noget som hun kunne forholde sig til. Konger og dronninger, adelige, det betød intet i hendes verden. Hun havde valgt Manjarno på grund af den frihed som nu var blevet hende berøvet og det ville hun gerne kæmpe for at få tilbage. "Du har ret. Det er de valg vi træffer igennem vores liv der gør os til dem som vi er og ikke hvor og hvordan vi er født." Sandt var det jo. Man kunne ændre mange ting ved at tage et valg og holde sig til det i stedet for bare at give op og følge normen. Smilet hvilede roligt på hendes læber. Der var ingen af dem som sagde deres rigtige navne. Jessabelle gjorde ikke. Faktisk var det også sjældent at hun ikke bar hætte og maske. Hun fortrak at forblive i det skjulte sådan så ingen kunne fortælle hvem hun var eller hvordan hun så ud. "Mig en ære. Det er en glæde at min søgen er omme og dog er jeg nysgerrig. Hvad er dine planer for fremtiden? jeg beklager men nysgerrigheden har taget over mig" sagde hun ærligt og med et undskyldnede smil.

[Jarniqa Dynithril]

Hjælpsomme var Goldies ord ikke just. En realitet var de dog, og det var skam også en realitet, som Jarniqa i forvejen kendte til. Mange blandingsracer havde Manjarno, hvor hun selv måtte være en af dem. En positiv ting kunne dette være, som det skam kunne være en fordel at indeholde to racer i én person. På dette punkt måtte hun for eksempel selv være halvt mørkelver og halv magiker. Ganske vidst vidste hun endnu ikke, hvad dette betød til fulde, men selv vidste hun da, at hun havde mere at byde på, end hvad en renracet magiker for eksempel havde. Dog havde Goldie også ret i, at det ikke kun var blandingsracer, som herskede Manjarno, men også ganske almindelige mennesker. Mennesker, som ikke havde nogen specielle egenskaber. Et problem kunne det være, men dog skulle man heller ikke se ned på mennesket. Selv tænkte hun nemlig, at et menneske kunne blive ligeså vel til at svinge et sværd eller skyde en pil, som enhver anden kunne. ”Varylerne kan uden tvivl vise sig at være til vores fordel. Der er ganske vidst visse renracede personer, som mener, at rent blod klarer alt, men blind er man, hvis man ikke kan se, hvilke muligheder varylen også kan åbne op for. Menneskene har et handicap i og med, at de hverken kan styre elementer, har magi, eller overnaturlig styrke, men dog kan de blive en ligeså god sværdkæmper, som hvad jeg kan. Derfor mener jeg ej, at de er fuldkommen tabt,” sagde hun ærligt. Roligt hvilede hendes smaragdgrønne blik på Goldie. Hvad hendes planer var for fremtiden? Svært at sige var det, som hun i øjeblikket kun havde ét mål for øje. ”Jeg må beklageligvis erkende, at jeg ej har en længere sindet plan endnu, men en ting ad gangen, som man også sige.. Formålet med dette vil være at vise Dvasias, at de ej er uovervindelige, og at de bestemt havde undervurderet os. Til en start vil det være at sabotere de ting, som Dvasias forsøger at få igennem. Dernæst ville ønsketanken være at tage Dvasias’ trone lige for næsen ad kongeparret.. At frarøve dem, hvad de havde frarøvet os.”

[Deleted]

Hårde var ordene måske men de var også sande. Det var svært for mange at tage et sværd og tage kampen op med noget som virkede så meget stærkere end en selv. Hun vidste at det var svært og derfor kunne hun heller ikke bebrejde dem noget som helst. Frygten var virkelig svær at overkomme selvom hun ikke selv kendte den. Hun havde aldrig været bange for at miste sit liv. Personligt havde hun et meget afslappet forhold til døden og når den kom så ville hun da bekæmpe den med næb og klør men ak, hun vidste at hvis den kom og hun ikke kunne stoppe den så havde hun i det mindste levet et godt liv og det betød en hel del. "Varylerne er en fordel men ak. De findes selv i Dvasias i flor. Der er ikke mange som holder sig til deres egne racer længere og fred være med det. Dog skal det bare pointeres at det ej er en fordel som vi har alene" sagde hun roligt. Varylerne var ikke længere kun i Manjarno som de havde været det en gang. Der var så mange af dem over det hele. Det var ikke kun en fordel men også en ulempe for dem i denne her periode. Selv havde Jessabelle intet imod Varyler. Hun var fortaler for at folk skulle være sammen med den de elskede ligegyldigt hvad race det var men samtidig så vidste hun også at det kunne ende med at blive problematisk i sidste ende. "Menneskerne er stærke. De har en viljestyrke som jeg ej har set før og dog så er de også langt mere bange end alle de andre fordi de netop er så svage og det er ej mange der tør stille sig op med en vampyr eller warlock og kæmpe mod dem." Det var jo sandt. Frygten var virkelig svær for folk at overkomme og selvom det var en trist så var det en realitet som de måtte se i øjnene. Jessabelle vendte blikket mod Emerald som hun lyttede til hendes planer. De var meget ude i fremtiden. Hun tænkte lidt. "Jeg hører at dødsenglenes nye leder planlægger at tage Paggeija. Måske vi skulle prøve at stoppe det?" spurgte hun roligt. De andre planer var noget som lå langt ude i fremtiden. Det andet her var mere håndterbart.